Vis kilden til Utereetsoks Reise til det yderste Norden (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Utereetsoks Reise til det yderste Norden (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''102. Utereetsoks Reise til det yderste Norden'''</big></big><br><br>'''(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)'''</center><br>


[[Fil:Rink 32.png|thumb|550px|<center> ''Utereetsoks Reise'' – Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 281</center>]]En Mand fra Iluligsat, ved Navn Utereetsok, reiste nordpaa og besøgte alle beboede Pladse heelt op forbi Umanak og Upernivik. Tilsidst kom han til en Plads hvis Beboere, af Mangel paa Træ, ingen Teltestænger brugte, men lavede Telte ved at opstille de tørrede Skind af Remsæle, og sov derunder paa den bare Jord. Da Utereetsok paa dette Sted om Morgenen gik ud og stod med Armene ude af Ærmerne, uden at tænke paa noget, fik han et voldsomt Skub, og da han vendte sig om, var det en af Pladsens Beboere, som havde stødt til ham, men han stødte ham til Gjengjæld saa at han dandsede henad Jorden, og de gik fra hinanden uden at tale et Ord. Da Utereetsok anden Gang havde gjort det samme, fik de Frygt for ham. Under Opholdet paa dette Sted bemærkede de, at Børnene gik omkring med Huller i deres Pelshætter; da de havde lært Forældrene at kjende og udspurgt dem desangaaende, svarede disse: »det er fordi han hist oppe har seet paa dem, naar Maanens Aand betragter dem, gaaer der af sig selv Huller i Klæderne.« Da Utereetsok var bleven kjed af Opholdet her, reiste han endnu videre nordpaa, og fulgte langs med Kanten af den faste Iis; overalt var der stor Rigdom paa Hvidfisk. Da de ikke kunde komme til Landet, sloge de hvergang Telt op paa Isen, og de pleiede at tage hele Skindet, med Spækket paa, af Hvidfiskene, og bruge det som Gulv i Teltet til at sove paa. Naar de saa den næste Dag reiste videre, lode de det ligge, og saaledes bare de sig ad hver Gang, paa hver Leirplads fangede de paany Hvidfisk. Omsider kom de til Land, men Kysten var overalt meget steil; paa et enkelt Sted, hvor man kunde lande, fandt de omsider et lille Huus, men ingen Mennesker. Utereetsok steg iland, og da han kom ind i Huset, fandt han, at Loftsbjelkerne vare dannede alene af Narhvalhorn, og at der ikke var det ringeste Træ i Huset. De fandt ligeledes et Hoved af bare Tælg, som de ikke kjendte, og Vaaben, hvis Spidser vare omsvøbte med Skindstumper og Tælg. Da de ingen Mennesker fandt, bleve de mistænkelige og vendte om igjen. Paa Hjemreisen langs Iiskanten gjorde de ganske som paa Udreisen, idet de fangede Hvidfisk og paa hvert Sted lode dem ligge. Da Efteraaret overraskede dem, toge de Vinterophold paa en Plads, hvis Beboere vare store Boltspillere. Naar der laa fast Iis var der alligevel ingen Trang, eftersom de opsøgte Fjordsælens Aandehuller. Midt om Vinteren lavede de en Bolt, idet de trak Skindet heelt af en Sælhund, udstoppede det og tillige fyldte noget tungt deri, hvorpaa desforuden deres gamle Kjærlinger satte sig ovenpaa den og hexede over den. Naar de saa gik ud for at spille Bolt vare de iførte deres Pelse, men til Fodtøi brugte de Strømper alene, med nyt Saaleskind under Foden. Bolten blev kjørt ud paa Isen paa en Slæde, og det andet Parti stod længer inde ved Land. De vedbleve saalænge at kaste den og skubbe til hverandre, indtil de Seirende fik den op paa Land og kastet gjennem Vinduet ind i deres Huus, hvor saa en gammel Kjærling lagde den inderst paa Brixen og satte sig paa den. De Seirende anstillede derefter mange Forlystelser. Saaledes gik det hele Tiden i de længere Dage. Om Foraaret drog Utereetsok derfra, og kom omsider tilbage til Iluligsat. Sammesteds mødte han en Mand fra Kangamiut ved Navn Kipigsuak, og det var denne, som hørte ham fortælle om sin Reise. Medens Kipigsuak var ved Iluligsat ankom der to Slæder nordfra, som fortalte at de vare dragne fra deres Hjem ved Fuldmaanetid, og netop ved den næste Fuldmaane havde naaet Iluligsat. Ingen af Beboerne kjendte disse Fremmede. Baade Manden og Konen vare heelt klædte i Rensskind, og de fortalte, at i deres Hjem, naar de kom ud af deres Huus, laae Rensdyrene som oftest ligesom Hunde ovenpaa Taget. De havde gjort denne lange Reise, fortalte de, for at kjøbe Skydereqvisiter hos Kavdlunakkerne, og de bragte Ræveskind og Rensskind som Handelsvarer. Kjøbmanden vilde kjøbe deres Hunde og give dem en heel Blikdaase fuld af Krudt, tilligemed næsten en heel Stang Bly for dem, men den Fremmede sagde, at han ikke kunde undvære dem, da det netop var dem, som han benyttede ved Boltspillet. Omsider reiste de igjen.

Om Foraaret, da det blev mildt i Veiret, begav Kipigsuak sig tilbage til Kangamiut, hvorimod Utereetsok paany reiste nordpaa, for endnu engang at besøge Huset med Bjelker af Narhvalhorn. Han vilde gaae iland i Nærheden, sagde han, og saa gaae overland dertil, for at see, om der skulde være Mennesker. Da Kipigsuak havde været nogen Tid ved Kangamiut, fik han Lyst til at reise videre sydpaa, og kom til Kakortok. Medens han opholdt sig der, fangede en Mand ved Navn Sakak, en Kepokak, Finhval. Denne Mand havde fire Koner, af hvilke den fjerde, ved Navn Igpak, var meget stolt og karrig. Efterat Kepokakken var fanget, kom der mange Besøgende fra Omegnen, men Igpak vilde ikke forære dem noget. Engang da der kom en gammel Mand, bød Sakak ham indenfor; men da han havde sat sig ned, sagde Igpak: »i disse Dage kommer her da ogsaa gamle Mænd nok!« Den Gamle svarede: »jeg er kommen herind, fordi Sakak indbød mig.« — Igpak greb et Stykke Mattak og en Kniv, og rakte dem til den Gamle; men denne tog blot imod Mattaken, som han sagde at han vilde have som Gave, og dermed gik han hjem. — Nogen Tid efter begyndte Igpak, der spiste som om hun ikke kunde faae nok, at snakke med sig selv saaledes: »hvad er jeg? hvorledes bliver jeg? jeg lader mit Arbeide ligge, fordi Maden ligesom kalder paa mig.« — Derpaa spiste hun endnu mere, men medens hun endnu spiste, gik der Hul i hendes Tunge; den fordreiedes, og idet hun sagde: »Sakak, der kommer Mattak paa mig, tag den af, tag den af!« — døde hun. Der fortælles, at et fælt Hvaldyr dukkede op udenfor, hvergang de gik ud af Huset; men da hun var død, kom det ikke mere tilsyne. Da den befalende Hustru var død, gik de andre Hustruer ud og deelte ud af deres store Forraad, og de kunde nu ogsaa selv spise, uden at spørge hende. Da Dagen længedes og Kipigsuak engang havde fanget to spraglede Sælhunde, døde ogsaa hans Huusfælle af at forspise sig. Om Foraaret drog Kipigsuak atter nordpaa til Kangamiut. Han blev senere døbt og fik Navnet Egede. Ved Kangamiut ligger han begraven.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 281-284.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]