Vis kilden til Vikinge- og æventyrsagaer (AO)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vikinge- og æventyrsagaer (AO)]] !!  !! 
|-
|}



<center>'''[[Nordisk Aandsliv]]'''<br>I Vikingetid og tidlig Middelalder<br>'''[[Axel Olrik]]'''



<big><big>'''VIII'''</big><br>'''Vikinge- og æventyrsagaer'''<br></big> </center>


[[Fil:Nordisk Aandsliv 107.jpg|right|thumb|500px| <small>Billed 56.<br>Ravnefane. Bayeuxtapetet. Fotografi.</small>]]Det blev ikke Digt, der blev den begyndende Middelalders literære Storværk; det blev Sagaen. Ordet „Saga” betyder en sammenhængende Fortælling, „det der siges” (&#596;: det der berettes); det spænder fra först af over alle Arter af mundtlig Fremstilling fra den virkelighedstro Skildring til det rene Æventyr. Naar vi nu bruger Ordet „Saga”, tænker vi dog særlig paa den fyldige historiske Fremstilling, der blev Islands mærkeligste Frembringelse. Vi tænker da paa den afsluttende skrevne Fremstilling, men bör tillige tænke paa den mundtlige Udvikling, der gik forud.


Saga (&#596;: historisk eller æventyrlig Beretning) har der været til alle Tider; men Vikingetiden bringer den i særlig Grad ovenpaa. Dens Mængde af Oplevelser i fjærne Egne og under usædvanlige Forhold afgav det rige Æmne for Samtidens Omtale, og i den sædvanlige digteriske Form passede dette Stof ikke ind. Det maatte gives videre med hele det friske Præg af Rejseæventyr, det fra först af havde. Saaledes gik det til, at Vikingetidens Helte ikke blev optagne i den episke Digtning, men deres Bedrifter levede videre i sammenhængende fri Fortælling. Det typiske Eksempel er Regnar Lodbrok. Han var en Vikingehövding af den danske Konges æt; sammen med sine Sönner udstrakte han Plyndringstogene til fjærne sydeuropæiske Egne; han nævnes 845 som Fører af Normannerhæren paa Seine, og o. 866 synes han at være falden paa Skotlands Kyst. Hans Bedrifter er de sidste og de videstrækkende indenfor den förste vidtsværmende Del af Vikingetiden. Da Danehæren med hans Sönner havde bosat sig i Nordhumberland, stod disse Tog i et fjernt Fantastisk Skær; gamle Sagntræk knyttes derfor til ham: som en ny Sigurd Faavnesbane fælder han Ormen og
vinder dens Skatte tilligemed sin Brud; og han dør — som Gunnar — i Ormegaarden, syngende. Regnar-Sagaen med sine forskellige Kampe og Elskovsæventyr er den fyldigste Vikingesaga, der lever ned i Tiden. Vi har den i to forskellige Former: en mere historisk norsk, hvor Mængden af Bedrifter er Hovedindhold, og en mere poetisk islandsk, der i hans Hustru Aslog har skabt Vikingetidens yndefuldeste Kvindeskikkelse, fuld af Blyhed, Stolthed og Snilde, og med en egen stilfærdig og behersket Ömhed.


Hvad der gælder om denne Storskikkelse, gælder ogsaa om alle de andre mindre: naar den vidtsværmende Vikingeflok falder til Ro i Nybygden, og Synskresen snævrer sig ind, da fortoner Stordaadstidens Bedrifter sig over i det æventyrlige. Endnu saa sent som i 11te Aarh. bliver Sivard den Digre til Æventyrhelt. Han var en Kriger, der havde svunget sig op under Knud den Store, ved sin Legemsstyrke og Voldsomhed; et dristigt Drab bragte ham op paa Nordhumberlands Jarlesæde, og efter utallige Kampe og Sejre døde han til sidst af pludselig Sygdom; men døende lod han sig iføre Hjælm, Skjold, Brynje og give Stridsøksen i Haanden, for at „dø som en Mand, og ikke som en liggende Ko”. Sagnet föjede dertil Afstamning fra en Vildbjørn i Skoven, Dragekampe paa hans förste Vikingetog og et Møde med selve Odin, der skænkede ham den sejrsbringende Ravnefane.


Andre Skikkelser træder endnu stærkere over i den æventyrlige Verden. Kong Hadding har i sig optaget Vikingesagn om Hastings' Bedrifter, men Sagaen blev nærmest en religiøs Problemdigtning over Brydningen mellem Asadyrkelse og Jættevenskab. Örvarodd eller Odd den vidførle blev et Billede af den vidtvandrende Viking i det yderste Nord, i Øst, og i Syden, i trodsig Kamp mod den ham engang kundgjorte Skæbne. Nordligst i Norge, paa Helgeland, skabte man sig sin egen Sagnkres om æventyrlig Finnefærd og Jættekampe; Örvarodd kom halvvejs til at høre til denne Familie.
Disse Skikkelser, og de mange af samme Støbning, behersker den vestnordiske Verden Middelalderen igennem, i Folkets brede Lag endnu længe derefter, fra Norges yderste Grænser indtil Orkenøerne eller Dublin. De danner Grundstammen i Færøernes og Telemarkens Folkeviser, helt ned i 19de Aarh., og dukker op i Danmark og Sverig paa Gæsterolle: i Sakses Krønike, i de mest fantastiske af vore Kæmpeviser, eller i nyere Digtning, ligesom de ledsagede Karl den 12te og hans Mænd paa deres Tog. Ogsaa paa Island løber Vikinge- og Æventyrsagaen jævnsides med den dær nationale Form for Saga, og da den historiske Saga sygner hen, sidder Æventyrsagaen bred og livsstærk i Höjsædet.


I de mest historiske af disse Sagaer ligger Trækkene endnu nærved den gamle Heltedigtnings, men uden den tragiske Grundtone. Slægtstragedien opstaar ikke for disse frit rørlige Individer, Fostbroderskaber og Elskovsforhold kommer og svinder uden at sætte dybe Spor. Alt mens Tiden gaar, skaber Sagnene ydermere dens egen Tankegang. Jomfruens Befrielse fra Jætter eller fra en ond Bejler bliver Yndlingsæmne — i Kraft af en dæmrende Ridderfølelse, mere end ved literær Paavirkning udefra. Paa den anden Side forgroves Tonen. Helten slægter mere paa Oldkvadenes Slags kæmpe end paa deres kongelige Helt. Han bliver gærne en stærk Bondegut, med Trods imod Herskeren („„Saadan vil jeg ikke ha, saadan staar mig ikke bra,” sagde Ramund den unge” som det hedder i en fra Vikingesagaerne udgaaet Folkevise); og Æventyrets burleske Træk øger det yderligere. Men netop denne lidt grove og bondeagtige Form af Oldtidens Helteskikkelse har været i Stand til at udtrykke Folkets Idealer gennem Hundreder af Aar.


Det er mærkeligt, saa let disse æventyrlige Sagaer har ved al optage alskens fremmed Stof, uden at slippe deres egen Karakler. De nemmer Irernes Kunst at lade Fortællingen toppe sig i en lyrisk Bølge, men Tankeindholdet bliver nordisk: Regnar synger i Ormegaarden sin egen Dødssang, — den störste og dristigste Udførelse af det nedarvede Dødsforagt-Motiv. Man lærer af den fremmede Fortællekunst, der blinker af Lys og Farve og sælsomme Skikkelser; Svaneflokken med det mystiske Baand fører ved Nat Helten til hans Daad, men den hele Scene synes os et norsk Fjældæventyr, intet irsk. Saadan suger Sagaen ogsaa Æventyret til sig, Historien om Drengen og Vildmanden bliver til Kong Harald og Dovrejætten, og alskens Helte tager Ydre efter den stærke og dvaske Askelad. En ny Ström af Æmner kommer fra de britiske Øer ned i Middelalderen: Stifmoderomskabelser og overnaturlig Forløsning; men Vikingesagaen kan optage og indsmælte dem: Vikingen Illuge er kommen til Jættehulen, han ligger om Natten i den fagre Jættedatters Arme, da staar pludselig den frygtelige Jættekone over ham med draget Sværd, — men han gyser ikke, og da er hendes Jættevæsen brudt, hele Slægten er atter forløst til Mennesker; Mandemodet i Dødsstunden har endnu en Gang Fejret sin Sejr. Senere kommer, i boglig Form og over det norske kongehof, Sydens ridderlige Romanliteratur; dens Fester, Turneringer og Intriger kan hist og her smitte af paa Vikingesagaen, men kan hverken omdanne den eller fortrænge den; dertil sidder den altfor fast i de brede Lag.


En enkelt Vikingesaga er Blanding al de sydlige og de hjemlige Rørelser, den om Frithjofs og Ingeborgs Kærlighed. Den er Intel gammelt Sagnstof, men digtet i 12te-13te Aarh. og af en Mand med islandsk Dannelse. Der er vel lidt Ridderroman i dens Grundmotiv, de elskende der længe skilte endelig forenes; men en vis Kyskhed adskiller den fra fremmede Forbilleder, og dens hele Liv og Sceneri er Vikingetidens, om end lidt blegt og efterklangsagtigt. En nyere Digter tog Æmnet op, og laante det noget af den Farve og Sjælerøre som fattedes; og i denne ridderlige Form vandt Æventyrsagaen Indgang i nyere poetisk Bevidsthed.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Axel Olrik]]