Vis kilden til Vikingen (Thøger Larsen)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vikingen (Thøger Larsen)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]]'''


'''[[Thøger Larsen biografi|Thøger Larsen]]'''<br>(Udgivet under pseudonymet ''Thøger Underbjerg'')

<big>'''Vilde Roser'''</big>


<br>Jydsk Forlags-Forretning
<br>Aarhus
<br>1895


<big><big>'''Vikingen'''</big></big></center>


::Fra ung var Ejvind til Farten vant
::over Havets bølgende Flade;
::han regnede Stormen for Leg og Tant;
::og selv om det blæste fra værste Kant,
::han aldrig veg fra sit Stade.
::Det var førend man kendte Kompas og Rat,
::da Sol om Dag og Stjerner om Nat
::skulde Kursens Retning betegne
::over Vovernes vildene Egne.


::Ejvind var Viking; fra Kyst til Kyst
::han fôr paa den stolte Snække;
::hans Sværd havde hugget i mangen Dyst
::og banet sig Vej gennem Brynje og Bryst,
::han var altid i forreste Række!
::Naar først han fik Blik paa Blodet, der flød,
::saa kendte hans Sind kun Ordet: Død!
::For Bønner var lukt hans Øre,
::kun Dødsskrig vilde han høre.


::Hans Høvding gav ham det bedste Ry
::og havde ham helst ved sin Side,
::naar fremad det gik med Glavind-Gny!
::Og da laa hans Bryn lig en truende Sky
::over Øjet, som viste det hvide!
::Og Haaret flagred; i Læben han bed;
::hvor hans Sværdslag faldt, fulgte Døden med!
::Der var ej en Stræng i hans Hjerte,
::som rørtes ved Nød og Smerte.


::Nu laa de just færdige alle Mand
::til et Tog imod Sønderlide
::og Snækkerne duved bag hviden Strand,
::for snart paa det skummende, gyngende Vand
::med Hær og Vaaben at glide.
::Da hed det: "Vor Høvdings Hustru har Sot,
::og nu i Morgen skal Flaaden gaa flot!
::Han Ejvind til Fører har kaaret
::og venter os frem paa Aaret!"-


::Saa jog de da ud gennem Brændingens Brus
::under stormende Heltesange!
::Nu skurer Kølen mod Revlens Grus!
::Nu gynger paa Dybet Mand og Mus,
::mens Sejlene Brisen fange,
::De stævnede frem for en stiv Nordøst
::og stege i Land paa Frankrigs Kyst;
::men Lykken kan ogsaa svige
::selv Vikingens Sværd i Krige.


::De franske mødte i mandstærk Flok;
::mod Føreren kækt de hugged;
::men Ejvind i Brynjen var haard som en Blok,
::og førte han Hugget, fik Offeret nok!
::Af Blod var Græsset bedugget.
::Da trængte et langt et blinkende Spyd
::gennem larmfulde Luft med en pibende Lyd —
::det fôr i Førerens Bringe
::og monne til Fald ham tvinge.


::Man tro’de ham død, og Normannernes Hær
::blev forvirret og snart lagt øde.
::Paa Valen laa brudte Spyd og Sværd,
::og Solnedgangens flyende Skær
::faldt mat paa syge og døde.
::Galliens Søn havde vundet Sejr,
::og, svigtet af Odin, Thor og Frejr,
::i Død eller Livsensfare
::laa Cimbrias Vikingskare.


::Det natned i Dal, det skygned om Tind,
::og Munke gik ud at finde
::de saarede Kæmper, mens Aftenens Vind
::gød Svalning igennem de glødende Sind,
::som husede Hadet inde.
::Taknemligt de saarede Hjælpen tog;
::kun Ejvind harmfuld med Næverne slog
::efter dem, som Lindring mon’ bringe,
::endskønt han var svækket og ringe!


::Dog snart blev Armen saa slap og mat,
::at Modstandskraften var omme! —
::Og rundt man ledte i Busk og Krat,
::imens den maanesølverne Nat
::bebuded sit snare Komme.
::Saa gik det mod Klostercellerne hen,
::hver Fjende fandt en barmhjertig Ven
::med Lægedoms-Urter rede
::til over hans Vunder at brede.


::Saa langsomt lægtes nu Ejvinds Saar
::ved Munkenes stadige Pleje; —
::ham sælsomme Tanker i Sjælen gaar,
::han kom som et Varsel, der Døden spaar
::over Vovernes vilde Veje;
::til Løn for sin Grumhed han Godhed ser;
::nu skammer han sig men hader ej mer!
::Nu ligger han mørk, men rolig
::i Klosterets stille Bolig.


::En gammel Munk, som i Cellekrog
::sig øved i Fromheds Færden,
::var en kristnet Viking fanget paa Tog;
::han talte en Dag paa det "norrøna" Sprog
::til Ejvind om Lysets Verden.
::Forbavset den syge Kæmpe saa
::paa Vikingsmanden i Kutte graa;
::men tavs paa Ordet han hørte,
::og Frelserens Død ham rørte.


::"Det var ene en verdensdyb Kærlighed"
::— saa lød den graanedes Tale
::"som drog hin Guddom til Jorden ned,
::at bringe Frelse, at bringe Fred
::og Fryd over Jorderigs Dale."
::Saa talte Gubben et mægtigt Ord
::om, hvordan Kristus i Skyen fôr
::med Sejr over Mørkets Drage,
::med Sejr for de stridende svage.


::Da mælte Ejvind med Skælv i Røst:
::"Nu fatter jeg først den Gaade,
::at I, hvem jeg trued med Dødens Høst,
::kunde ynkes over mit saarede Bryst,
::kunde skænke jer Fjende Naade!
::Det skyldes hin Guddoms Kærligheds Flod,
::hin Krist med eder har blandet Blod,
::Fostbrødrene hans I ere,
::ja saadan — saa maa det være!"


::"Du gættede rigtigt," — lød Munkens Svar —
::"det føjer sig, som du aner!
::Den hvide Krist, der vor Skyldvægt bar,
::han byder sin Kærligheds Kilde klar
::til baade Galler og Daner,
::til hver en Menneskesjæl paa Jord
::i Øster og Vester, Sønder og Nord,
::over alle Øer og Lande,
::hvor Blod man med ham vil blande."


::I Ejvinds Øjne der gryed et Skær,
::i Brystet sig daged en Længsel:
::"Jeg tro’de, at Magtens Tinde var dér,
::hvor Kraften sig yttrer i Arm og Sværd,
::hvor man blæser ad Død og Trængsel!
::Men her har jeg følt en stærkere Magt,
::som har Kæmpernes Styrke under sig lagt,
::som løfter i Sjæle sin Vinge
::og kan Hadet og Hævnlysten tvinge!


::Nu vil jeg ej mer paa den vildene Vej
::over Havet hærgende fare;
::plyndre og myrde det vil jeg ej!
::Mon han da vil blande Blod med mig,
::Kærligheds-Guden den klare?
::Jeg ser, at hans Kraft er saa vældig stor,
::han mægter langt mere end Asa-Thor!
::Fostbroderen hans maa jeg være;
::du Vejen til ham mig lære."


::Den gamle talte om Daabens Vand
::som Vejen til Kristi Rige;
::det gik noget over Ejvinds Forstand,
::men han var en fast besluttet Mand,
::der ej vilde Maalet svige.
::Den Kæmpe, der fordum var grum og barsk,
::han længtes nu efter at blive karsk,
::for Kærligheds spor at træde
::og nyde den himmelske Glæde.


::Der tindred en blæstfri Efteraarsdag;
::da løfted sig Ejvind fra Lejet;
::han vaklede noget, var end lidt spag;
::saa stirred han frem over Lundenes Tag,
::det grønne var halvt henfejet!
::Der vifted visnende gult og rødt,
::det gynged for svage Luftninger blødt;
::det frodige, sommerstærke
::bar Løvfaldsdagenes Mærke.


::Han tænkte hen paa sit eget Liv;
::det svulmed i alle Aarer,
::da Kampen var lystelig Tidsfordriv;
::nu ligned det mere et vaklende Siv —
::en Løvhob, Stormene saarer!
::Det fik vel stundom en stærkere Tid,
::forinden den kom, den sidste Strid,
::da det helt maatte brydes og briste
::og Løvtabstimerne friste.


::Snart slog da Daabens den store Stund;
::man hørte Klokkerne ringe;
::og Ejvind længtes af Hjertens Grund —
::det var for ham som en Drøm i Blund
::at høre Hymnerne klinge,
::mens Straaler strømmed i gylden Hær
::fra Lysekroner med syvfold Skær
::under Klostertempelets Buer!
::Hans Øjne skød lyse Luer.


::Tre-fire andre i hviden Dragt
::stod og for Daaben tilrede;
::de mærked en underlig Løndomsmagt,
::der vendte mod Handlingen Sind og Agt
::de halvvejs bange sig têde.
::Og alt dem syntes en Gaade sær,
::da slukt var Lysenes Flagreskær
::og Cellerummet dem favned!
::Hvad mon det Vandbad dog gavned? —


::Til Ejvind kom efter liden Frist
::den Munke-Gubbe og mældte:
::"Nu er du viet til hviden Krist,
::du tælles blandt Vennerne hans forvist
::og ej blandt Asernes Helte!
::Saa svig da aldrig den store Pagt
::men bøj dig ind under Kærligheds Magt;
::den bærer dig frelst af Stride
::til Straaleborgen hin hvide." —


::De siden den hellige Nadver nød,
::skønt ingen begribe kunde,
::at Vinen var Blod og Brødet Kød;
::men Munken sagde: "Det Væld, der flød
::af Frelserens Dødsensvunde —
::det er nu blandet med eders Blod;
::hans Legem ogsaa I tog imod;
::hans Liv i eder har Bolig,
::saa følg hans Veje nu trolig." —


::Der duved Snækker bag stenet Strand
::for Fart imod Nørrelide,
::og Munkene vinked Farvel over Vand;
::snart saas de Skuder mod fjerne Land
::med slagne Kæmper at glide. —
::Da ind de fôr over Revl og Rhed,
::dem Høvdingen vented ved Havets Bred,
::for Rovet i Syne at tage:
::"Hvi kom I saa sent tilbage?"


::"Ak," svarede Ejvind, "Sejren veg
::fra vor stolte, modige Række,
::thi Thor sine Kæmper paa Toget sveg,
::og mangen nu ligger i Døden bleg
::af Danerheltene kække;
::vi slog, saa Sværdene hvined i Vind,
::men blodig Pande og blegen Kind
::fik fler og flere til Mærke;
::de Galler vare for stærke."


::"Ved Thor i Valhal," Høvdingen svor,
::"de Galler skal snarlig sande
::at aldrig i Syden Sejren bor,
::men oppe højt i det stormfulde Nord
::i de store Bedrifters Lande!
::Jeg stoler paa eder, Vikingsmænd;
::naar Løvspringstide kommer igen,
::vi fare til Sønderlide
::og vise, at vi kan stride."


::Men Ejvind kasted i Bølgen blaa
::det Sværd, som myrded saa mange:
::"Jeg aldrig mer vil i Leding gaa,
::thi Nyt jeg hørte i stille Vraa
::dernede paa Galliens Vange!
::En Kærligheds-Asa, hviden Krist,
::der søndrede Jætten Satans List,
::ham har jeg min Vilje givet,
::ham hører jeg til i Livet."


::"Du Ejvind, du!" lød Høvdingens Røst,
::"du vil svigte Hæderens Veje.
::du vil Straadød lide paa Fædrekyst,
::imens Valkyrjen vinker i Dyst
::og favner, hvem Sværdene meje!
::Et øde Liv du kun for dig ser,
::du vil aldrig stride og sejre mer!
::Du vil fejg som Trællen dig skjule
::og fare til Helas Hule!"


::"Ej Fejghed binder mit vilde Sind,"
::den krænkede Kriger svarer,
::"jeg bliver ej her for at hytte mit Skind,
::jeg aldrig ligned den flygtende Hind —
::men jeg kæmper i Kristi Skarer!
::Den Dag kan funkle paa Bjærg og i Dal,
::da du ligger tæmmet og slagen paa Val,
::mens jeg har Sejren i Hænde,
::hvis Krist det saadan vil vende."


::Da drejed sig Høvdingen haant og koldt
::fra Ejvind og talte til Skaren:
::"Ham Løgn og Rænker har fangen holdt,
::men jeg vil nyde en Sejrsstund stolt
::og vinde Ry gennem Faren!
::Og hver, som har Mod, mig følge paa Tog,
::og Galler skal sige, at Daner slog
::som de, der ej Døden frygte!
::Da øges vort Helterygte!"


::Der flimrede Flammer i hvert et Blik,
::og Hænder fatted om Vaaben
::alt efter nordisk Vikingeskik,
::og Ejvind øjned selv Bifaldsnik
::fra dem, ham fulgte til Daaben!
::"Lad dem kun svigte," saa tænkte han,
::"men jeg er Kristen, og jeg er Mand!
::Min Haand skal ej Hjertet svige
::for Heltehæder i Krige." —-


::Ejvind slog Bo ved den hvide Kyst,
::hvor Skumstænk fyger fra Bølge!
::Stærke Tag var hans Hjertenslyst;
::derfor han kæmped med Vover en Dyst,
::naar de kom med Stormslag i Følge!
::Hans Kraft blev nu atter frejdig og frisk,
::men skaded ej andet end Dybets Fisk!
::Og saadan gled Uger og Dage!
::Og Skarer paa Valfærd drage. —


::Det hændte en graanet Septemberdag,
::mens Ejvind sad i sin Hytte,
::at Stormene fejede over hans Tag
::og tuded i Sprækker og suste i Jag
::gennem Luften som Ørn efter Bytte.
::En Kuling saa styrtende, stærk og stiv
::han knap havde kendt i hele sit Liv.
::Da vaagnede Vikingslysten,
::og ud han vandred langs Kysten.


::Det bruste og syded, det blaagrønne Hav,
::de fraaded, de vildene Vover!
::Hvor herligt, hvor stort, om Himlen ham gav
::i Bølgernes Hvirvel en gyngende Grav!
::Han stirred med Længsel derover.
::Men ingen Nødvendighed kaldte ham did
::paa Vovernes Val, i Brændingen hvid,
::han maatte paa Kysten stande
::og skue de vilde Vande.


::Da saa han Sejlere Kysten nær,
::de prøved til Land at vinde
::i dette forrygende Herrens Vejr,
::og Ejvind hued den Farers Færd,
::de hæves, sænkes og svinde,
::de tumles omkring i fygende Fart,
::snart ind de ile og udad snart,
::de stedes i Havsens Vaade
::og kunne ej Styret raade.


::To Snækker knustes i samme Nu
::af en rasende, favnhøj Vove,
::og Ejvind saa det med Stoltheds Gru,
::han sagde sig selv: "Her savnes du,
::slig Storm fælder Træer i Skove."
::Han halvt var glad over andres Nød
::og tænkte: "Her vindes Sejr eller Død
::i Kamp for Redning at bringe."
::Straks saas han i Baad at springe.


::Det var en Val for en Vikingsjæl,
::som ej vilde myrde og røve:
::Dybet var vildt og Stormen fæl,
::straks var han drivvaad fra Hoved til Hæl
::i Striden for Bølger at kløve!
::Og mer end Menneske syntes han,
::der stred sig frem i det fraadende Vand,
::mens Egeaarerne knaged
::og begge Stavnene braged.


::Hans Øjne stirred mod Maalet fast,
::med lynende Blink de tindred!
::Han var færdig, saafremt en Aare brast,
::saa Baaden slængtes for Bølgekast,
::men ej han sig selv erindred.
::Den ene Skude var stavnbrudt alt;
::det var en Stund, da Liv det gjaldt;
::de fejgeste skreg og jamred,
::og Hænder om Skrog sig klamred.


::Smidig som Maagen i Stormvejrsflugt
::skød Ejvind Fart gennem Vande
::frem mod den stolte Stridens Frugt,
::som skulde brede et Sagnskær smukt
::over hans furede Pande.
::Nu var han naaet til Nødens Egn
::fri gennem Farernes Rædselshegn!
::Med dem, der fortabte sig troede,
::han atter mod Stranden roede.


::Da stilnede Vejret noget af!
::Et Straalestrejf fra det høje
::tindred paa hvirvlende, stormstødt Hav!
::Og Helten haled fra Død og Grav
::med Aaretagene drøje.
::De andre Snækker vandt ogsaa frem,
::men Ejvind landede førend dem.
::Sine sidste Kræfter han strængte,
::hvor Brændingens Bølger stænkte.


::De frelste hørte til dem, der fôr
::paa Vikingsveje i Vaaren;
::og Ejvind kendte sin Høvding stor,
::der sparede mindre paa Daad end Ord —
::der til Viking var født og baaren!
::Dog i Kamp med Vover glippede Sværd,
::han sejrede hist, men tabte her,
::og Byttet fra Sydens Lande
::laa gemt i de dybe Vande.


::Og Høvdingen følte sig sær i Sind
::ved Kristenkæmpen at øjne,
::ved Ejvind at se i Blikket ind;
::saa var han dog Helt, trods Hjernespind
::og Troen paa Munkeløgne!
::Som her han knejste plaskende vaad,
::saas det, at han var Mand for en Daad,
::at "han med de sejrløse Dage"
::var stærk, hvor de andre var svage.


::Saa rakte Høvdingen Haanden frem
::og talte til Bølgens Tvinger:
::"Jeg spotted, da du fra Kamp kom hjem,
::men lad det svundne sænkes i Glem!
::Dit Ry vil faa Ørnevinger!
::Jeg her erklærer ved Odin og Thor:
::en Sejr har du vundet, og den er stor;
::men jeg blev slagen paa Valen
::og slæbtes mod Havfrusalen."


::Ejvind fik aldrig Svaret sagt;
::han greb sig med eet for Brystet;
::dér, hvor et Spyd havde Saaret bragt,
::var en Aare sprungen og Kæmpens Magt
::sin sidste Strid havde dystet.
::Han stod med Hæder paa Havets Strand
::og sank, som Solen daler af Land.
::Paa Jord var hans Værk til Ende,
::han døde med Sejr i Hænde. —


::Hans Bauta er Havet, som højt mod Bred
::fremruller i Dønninger lange;
::hans Arm har Hvile; hans Aand har Fred,
::men ofte svæver den stille ned
::og ser over Bølgevange,
::og det har den gjort i Aarhundredvis
::i sene Kvæld og i Soledis;
::blandt Marehalmen den hviler
::og til sine Minder smiler.


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]
[[Kategori:Thøger Larsen]]