Niels Knag 1693
Forhørsprotokol over Anders Poulsen
Anders Poulsens runetromme Niels Knag, Vicelaugmand ofuer Varanger Laugstoel, fogit oc Sorenskriffer over Findmarchen giør witterligt, at Anno 1692 dend 9: Februarij er Sageting holdet udj Wasøe.
Underfogden Ole Andersen frembragte for Retten en Fin af Varanger ved Navn Anders Poulsen, formedelst han haver havt og brugt it instrument Runnebomen kaldet og derved øvet den slemme ugudelige Trolddomskunst, hvilken Runnebom blev den 7 December passato fra hannem taget og nu paa Tingbordet fremlagt, og begiærede Underfogden, at samme Fins Bekiendelse om denne Runebome, som han udj sin Nærværelse samt Vicelaugmand Niels Knag og Finnelensmanden Poul Iversen, som hans Ord fortolkede d. 8 decbr. passato, maatte hannem foreholdis og oplæsis, om hand dend ikke var gestendig, og hvis hand dend vedstod, formodede Underfogden, at deraf skulde fornemmis hans Trolddomskunst og Guds hellige Navns Misbrug, som han formente ei uden Straf burde afgaa, og var ermelte Andreas Poulsens forhen giorte Bekiendelse, som nu paa Tinget blev forelæst, saaledis:
Sagde sig at være barnfød i Thorne Lapmark i Sverige og ved sine Mandsaar tilholdt i lang Tid ved Søsiden baade i Nordlandene og her i Finmarchen og disimidler contribueret søskat og leding med anden Rettighed ligesom andre Søfinner, haver og mange gifte Børn her i Finmarchen for Vesten og her øster, som skatter til hans K. M. alene, af hvilke en i Vestfinmarchen ved Navn Christopher hand sagde at være en god Dokter, dog ikke kan Runebommens Dokterskab, men kan tale ved Sten og der faa Svar, hvad hand spørger efter, siger sig at være af et smal hundrede Aars Alder, som er fem Gange 20 Aar, og at have lært sin Visdom med Runebommen af sin Moder i sin Ungdom, og da han begyndte at lære, var han det første[11] Aar vild og gal, dog ikke saa gal, at han giorde nogen Mand Skade, og lovede Gud ham da, at han al sin Livs Tid skulde faa god Lykke, men han sagde sig ikke se Gud, da han fik de Løfter, men saadanne Tanker kom ham stedse i Brystet, da han lærte.
Af for indførte Bekiendelse svarede han til endel Punkter, at han ei kunde mindes, at hans Søn Christopher kunde tale ved Sten, dog ikke negtede, at han jo var en god Dokter, fragik nu, at han ikke var vild eller gal, da han lærde, og siger sig nu, at han lærde sin Kunst af en Fin ved Navn Anders i Thorne Lapmark, men hans Moder gik ni Aar gal, da hun lærde, og at hun talte ofte ved Gud, item, at denne Runebom haver han ei selv giort, men faaet den af Anders Pedersen i Thorne Lapmark, som hannem lærde, ti samme Fin og sin Moder var af en Tro,
Runnebomen, som nu er her tilstede, bekiendte han tilforn selv at have giort, det han nu benegter, hvilken er meget slidt af dens idelige Brug. Den er af Fyrretræ, udhulet som en stor, rund, dog aflang Skaal, og siger han, at den duer intet, uden den er af Fyrretræ. I Bunden paa den haver han udskaaret 2de aflange Huller og er af Skaalens hele Træ imellem Hullerne, som han holder den med, med den venstre Haand, naar han spiller. Oven paa denne Skaal er fæstet et bered Skind ligesom paa en Tromme, og er samme Skind ligesom et Trommeskind, dog af bered Renskind, hvilket Instrument han kalder Runnebome. Ved Enderne af den hænger et Ræveøre, noch et Ræveøre, et Rævetryne og en Ræveklo, som han siger skal være Prunket paa Runebommen. Paa Skindet af denne Bomme haver han malet [med kogt Olderbarkvand, som giver rød Farve[12], først afdelt den med fire Streger, som giør fem Rader, og imellem hver Rad var efterskrevne Figurer malet, hver med sin Bemerkning saaledes:
Udj den første Rad staar, efterat han nu bekiendte selv at have giort Runebommen,
1. Et Menniskes lignelse, som han kalder ilmaris, det er storm og slemt veir; [naar han tilbeder Gud, da skal den samme indeholde og tilbagekalde sit slemme Veir, og han giør vel slemt Veir[13], men siger, at det er Synd at bede derom.
2. Et Menniskes Lignelse, som han kalder diermis, det er Torden. Naar Gud bedes, saa hielper diermis, [at naar det er flo Veir med meget Regn, da kalder han det Veir tilbage igien, og at denne diermis haver ingen Magt, før Gud giver hannem Forlov. [14] Han tilstod nu ogsaa, at ilmaris kan giøre ondt og slemt Veir til at beskadige Skibe og Baade, men diermis kan giøre godt Veir igien og forhindre det onde, naar han faar Lov dertil af Gud.
3. En Vildrens Lignelse, som han kalder Goodde, det er en Vildren. Naar Gud bedes, da gives ved den Lykke til at faa skyde vilde Rener, og naar der spilles paa Runebommen, da dersom Ringen ikke vil danse til denne Ren, da faar han, som spørger efter god Lykke til Skytteri, ingen Ren den Gang, om han endskiønt giør sin [Flid derefter.[15]
Udi den anden Rad.
1. En rund Cirkel med en Streg igiennem. Den kalder han peive, det er Solen; naar Gud bedes, da skal den give godt Solskin, let Luft og smukt Veir, helst naar Rensdyrene vil kalve, naar Korn og Hø skal voxe, og ellers give godt Veir, naar derom bedes.
2. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Jumal barn, det er Guds Barn, eller Guds Søn Christus; naar han tilbedes, saa løser han af alle Synder.
3. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Jumal-Etziem, det er Gud Fader. Han straffer alle Synder og ellers hielper, ja forskaffer, ja skikker [og straffer[16], naar han derom bedes.
4. En Kirkes Lignelse, som han kalder domkirk[17]; den tilbeder han, efterdi han den selv har giort og siger han at faa ved den Syndernes Forladelse, Siælens Salighed og en kristelig Død, og enten man dør eller lever, saa hiælper samme Kirke.[18]
5. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Engil, det skal være Gud den Helligaand. Naar han bedes, han løser af alle Synder, saa man bliver et nyt og rent Menneske, naar han vil hielpe. Den Gud, som tilbedes, som ofte meldet er, er de Lignelser og Figurer, som han afmalet haver efter Personerne i Guddommen, som han siger, at hans Moder hannem lært haver.
Ellers staar hos hver Person i alle Rader en Staf afmalet, som han kalder Juncher Sabbe eller Stur Herr Sabbe, det er Junkers Staf eller Stor Herrens Staf; thi han siger ligesom Jordens Herrer haver deres Staf i Haanden, saa haver og disse Personer Stave i deres Hænder.
Udi den 3die Rad.
1. Et Menniskes Lignelse som kaldes Ste Anna, og siger han, at denne er Maries Søster og er i Raad med Marie, naar hun hielper; ellers kan denne intet giøre uden Maries Villie.
2. Et Qvindfolks Lignelse, som han kalder og nævner paa adskillig Maade, Maria, Jumal[19] Enne, Jumal Ache, det er Maria, Christi Moder, Guds Qvinde. Naar hun tilbedes, hielper hun særdeles[20] Barselqvinder. Hun hielper og til at løse fra alle Synder og hielper, ja tilbedes lige med Gud.
3. 4. 5. Er 3de Menniskers Lignelse, som han kalder Julle peive, Julie herr, det er Julledage, Julleherrer, som raader Julen, oucht Jule[21] Peiv[22] herr, første Julledags Herre, gougt Jule peive herr, Anden Julledags herre, Gvolme[23] Jul peive herr, tredie Julledags Herre. Naar nogen vanhelliger disse Dage, da skal Gud straffe dend; men naar nogen holder dem ret hellig, og [den samme[24] vil bede Gud om noget, da stilles de Dage frem for Gud, og foregives, at den eller den har holdt de Dage hellige, og at Gud af des Aarsage vil hielpe. [25] Videre vilde han ikke om de Dage bekiende.
Udi den 4de Rad,
1. En rund Cirkel, som han kalder Manna, det skal være Maanen; naar Gud tilbedes[26], da giver den klart Skin og godt Natveir[27], omendskiønt det er tykt, skyet Veir. Videre vilde han ikke bekiende.
2 og 3. Er 2de Mends Lignelse, som han kalder [olmoug Mane Kirche[28], det er, Folk, som gaar til Kirke, hvilke han holder ikkun for en Bemerkning, ligesom andre Folk gaar til Kirke. [29]
4. Er en Kirkes Lignelse, som han kalder Kirche[30], og skal betyde den Kirke, hvor han haver sit Tilhold ved; til denne Kirke siger han baade sig selv og andre ofre, baade Voxlys, Penge og andet, dog ofrer ingen, medmindre de bliver hiulpen, hvilket Offer de siden leverer til Præsten til den rette Kirke, som denne afmalede haver sin Bemerkning af; item naar nogen er syg eller haver Modgang paa Ren, eller andet ondt er nogen vederfaret, da bedes og loves til denne Kirke, og naar saa nogen bliver hiulpen, da faar Kirken, hvis lovet er.[31]
5. En Mands Lignelse, som staar paa den anden Side Kirken; det skal være en, som kommer paa den anden Side og vil gaa til[32] Kirke.[33]
Udi den 5te Rad.
1. Et Qvindfolks Lignelse, som skal være den bundne Dievel sin Qvinde[34], hvis Navn han siger sig ikke vide.[35]
2. Et Menniskes Lignelse, som staar lidt nedenfor denne første, som han siger skal være [en Dievel, som dræber Folk og Mennesker, og skal være Siugdom.[36]
3. Et Menniskes Lignelse lige for denne, som meldt er, som han siger skal være den Dievel, som nu er løs og regierer i Helvede[37] og[38] svæver om i Verden, hvilken han siger sig ikke have Navn paa, og at denne rømte, da Gud bandt den anden Dievel.[39] Herefter ommeldes, at[40] da Gud fandt denne, da havde Gud Jernsko paa og trødde denne i en stor Myr.[41]
4. Staar saaledes 
; dette kalder han Hilvet Tol, det skal være Helvedes Ild; denne Ild brænder [Menniskenes Siæl[42] i Helvede.
5. Staar saaledes 
. Dette kalder han Hilvet Tarve giedme, som skal være Helvedes Tjærekiedel, som koger Menniskenes Siæl[43] i Helvede.
6. Staar saaledes 
; dette kalder han Hilvet Haufd; det er Helvedes Grav, hvorudi kastes alle de Mennisker[44], som tror paa Dievelen, og kaster Gud dem derudi.
7. Et Menniskes Lignelse, som haver en Streg ligefra Halsen til en Støtte; denne kalder han [Hvenaales Gvolisis[45], det er en [bunden Dievel i Lænke[46], som skal være den Dievel, som blev bunden, da Gud skabte Verden.[47]
Til denne Runebomme haver han 2de Hamre, giort af Renhorn, som han kalder ziaarve vetzier; med den ene banker han idelig paa Runebommen, naar han noget vil forrette, tilmed haver han af Messing giort som en liden indhul Decsel[48] med [en Messingring oventil[49], som han kalder palm. Denne sætter han paa Runebommen, som han viste her for Retten, og løftede[50] Runebommen op og ned med sin Haand, vrier og holder den af og til og imedens banker med Hammeren, og siger han at [ved Messingdecselen faar han at vide, om det eller det er sandt elles ei[51], [bekiendte ydermere, at naar han spiller paa Runebommen for nogen og Decselen danser imod Solen, da har den en slem Lykke, han spiller for, men kommer den saa langt ned, at han staar ved en af dem, under den sidste Streg i den 5te Rad, da er Gud vred paa den, han spiller for, og maa den samme bede Gud meget, før Decselen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham se, at han er et syndigt Menniske. Men danser Decselen ret om med Solen, da har den en god Lykke, han spiller for.[52]
[Hernest antog han Runebommen og proberede med Undervisning, hvorledes han spiller, korsede først sig, saa Runebommen og læste Fadervor paa Carelsk og begyndte videre sin Bøn: ætziem, achie ja barne ja Engilen, væche don, med flere Ord; og skulde det være Gud Fader, din Moder, ja din Søn, ja den Helligaand, hielp nu, og derved slaar paa sine Billeder, og Decselen dansede op og ned, og han bankede med Hammeren og foreholdt Guderne disse Ord: Ja du Gud, som har skabt Himmel og Jord, Sol og Maane, ja Stierner, alle Mennisker, ja Fugle, ja alle Fiske og Havet, og bekiender sine Synder: jeg er et syndigt Menneske, gammel og uværdig, better er det, jeg dør, end du ikke vil hielpe den, vi spør efter; derhos siger sig at giøre Løfte ikke at ville synde mere, med flere hans tilbedende Ord.
Paa Tilspørgelse sagde han, at naar nogen er set Gand udi, kan han ved sine Guder tage samme Gand ud og lade den komme i den samme, som haver den først udset, viiste, hvorledes han det giør, spiller paa Runebommen, at Decselen danser rundt om Bommen, indtil den kommer ned paa en af de Figurer i 5te Rad, som er en af Dievlene; da viger Ganden af den, som haver ham, og i den, som ham har udset, sagde, at han har hiulpet mange i Sverig Lapmark, men ingen her i Landet.
Tjufuer, derom sagde han og viste paa samme Maade som om Gand, at Decselen danser til en af Dievlene; da spiller han saa længe, at Gud straffer Tjufuen, som noget har stiaalet, saa at han tørkes og mavres, og at han bliver ligesom tørt Træ;
Sagde sig og at kunne ved sin Bøn til Gud, naar han spiller paa Runebommen, forskaffe god Lykke til Rensdyr, at Ulven dem ei skulle dræbe, og saa vel i andet erholde god Lykke.
Naar han hielper Barselqvinder, da spiller han paa Runebommen, og faar han at vide Guds Villie, naar Decselen danser paa Runebommen; men for ingen Del ville sige at faa Gudernes Svar anderledes end naar Decselen danser ret om med Solen; paa lige Maade faar han og Videnskab, hvorledes hans Folk lever hiemme, naar han er fra dem, saa og at faa Videnskab, hvor andre Folk lever, siger og, at hans Søn Christopher kan tale med Stene og der faa vide, hvad han spør efter; thi han har gaaet vild og gal, da han lærte, og at Christus har forbødet baade ham og hans Søn, at de ei maa giøre ondt, sagde og, at hans Søn Christopher fik af en Sten at vide det slemme Veir Ao. 86, da de mange Folk blev her øster, hvorfor han forbød, at ingen maatte ro den Dag, men som ingen vilde adlyde ham, ja ikke hans egen Broder, da blev de og borte. End sagde han, at idet han opløfter Runebommen høit i Veiret, eller hans Søn Christopher løfter Stenen høit i Veiret, da faar de Svar, ligesom 2de Mennesker tales ved hverandre.
Om alle disse Gierninger, han sagde sig at kunne forrette, vilde han ei tilstaa nogen af dem her i Landet at have øvet eller brugt og derhos protesterede paa sin Uskyldighed og at intet ondt have forrettet, eller nogen kan klage, at han nogen Menniske har giort ondt i ringeste Maade. Derhos paa Tilspørgelse sagde, at han ikke har forsvoret Gud i Himmelen eller sin Christendom, men naar han tilbad de afmalede Guder, mente han med dem Gud i Himmelen, og efterdi han fornemmer, at det er øvrigheden imod, at han bruger Runebommen, vil han den nu forlade og ligesom andre Folk tro paa Gud i Himmelen.
______________
Den følgende Dag blev han atter for Retten fremkaldt og paa Tilspørgelse svarede, at da han lærte Runebommens Kunst af sin Moder, skede det, fordi han vilde vide, hvor Folk lever langt fra, om de har god Lykke, han derom spørger efter, om reisendes Folk skal have god Lykke, at ville hielpe Folk, naar de var i Nød, og ved samme Kunst ville giøre godt, hvilket hans Moder sagde, at slig Kunst skulde hun lære ham, men han selv ikke begiærede at ville lære. Ydermere blev han om adskilligt tiispurt, hvorved han alt tilstod den forrige Bekiendelse og den ikke udi noget forandrede, ei heller vilde videre om sit Væsen bekiende end det at være en Kunst og Spil, hvorved han intet ondt har forrettet.[53]
I denne Sag faldt foreløbig følgende Dom: "Denne Sag opsettes, indtil høi Øvrigheds Svar fra Kiøbenhavn indhentes." Men den 11te Februar 1692 blev Anders Poulsen om Morgenen, medens han sov, dræbt med 3 økseslag af en forrykt Person, Villum Gundersen, der som Grund til sin Handling angav, at „Anders var en Troldmand, der havde forgiort en stor Del Folk og Baade, som var blevne borte."
Kilde: Niels Knag, 1693: Relation af Niels Knag om et paa Vadsøe den 8 Dec: 1691 optaget Forhør over den hundreaarige Fin Anders Poulsen, og Dennes Bekiendelse om hans Rune Bomme og sammes Brug og Benyttelse. dat. Kiøbenhavn den 15de December [16]93 – Udgivet som Relation i Just Qvigstads Kildeskrifter til den Lappiske Mythologi (1903), ss. 69-82.
