Uddrag af Snorres Edda

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorres Edda

Uddrag af Snorres Edda

Edda Snorra Sturlusonar

oversat og gendigtet af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Edda Snorra Sturlusonar, Reykjavík, 1954.

---

Skabelsen

(Gylfaginning, kap. 4-9)

Ødhumbla og Bure

Gangtræt sagde: »Hvad var ophavet? Eller hvordan begyndte det? Og hvad var der forud?« Høj svarede: »Som det siges i Vølvens Spådom:

Ved fortids fødsel

fandtes intet,

hverken sand eller sø

med svale bølger;

der var ingen jord

under en himmel,

eller græs der groed’

— kun Gabende Tomhed.«

Da sagde Jævnhøj: »Umådeligt længe før jorden blev skabt, var Niflheim opstået, og i dets midte ligger den brønd, der kaldes Hvergelme, og derfra flyder de floder, der hedder Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Leift. Gjallar flyder nærmest porten til Hel.« Så sagde Tredje: »Først var der dog i den sydlige halvdel den verden, som kaldes Muspel. Den er lys og varm, og der er flammende og brændende og ikke til at være for folk, som er fremmede dér, og som ikke stammer derfra. Dér ved verdens ende sidder én, der hedder Surt, som værn for landet. Han har et flammesværd, og ved verdens undergang skal han fare hærgende om og besejre alle guderne og brænde hele verden op med ild. Som det siges i Vølvens Spådom:

Surt farer sydfra

med svidende ild;

sværdet skinner

som solen i kampen.

Klipper knuses

og kvaser trolde;

Helvendt går hoben,

mens himlen revner.«

Gangtræt sagde: »Hvad foregik der, før slægterne opstod, og menneskene blev flere?« Da svarede Høj: »Da de strømme, der kaldes Elivåger, var kommet så langt fra deres udspring, at den giftstrøm, der fulgte, stivnede ligesom den slagge, der løber fra ilden, blev de til is. Og da den is gik i stå og ikke bevægede sig, blev den dækket af rim, mens den damp, der stod af giften, frøs fast til rimen, og efterhånden tiltog rimlaget over hele Den gabende Tomhed.« Da sagde Jævnhøj: »Den del af Den gabende Tomhed, der vender mod nord, fyldtes af isens og rimens vægt og tyngde og indeholdt gus og træk, mens den sydvendte del af Den gabende Tomhed blev mildere i mødet med de gnister og gløder, der føg fra Muspelheim.« Da sagde Tredje: »På samme måde som kulde og alskens grusomt udgik fra Niflheim, således var alt i nærheden af Muspelheim varmt og lyst, men Den gabende Tomhed var så mild som vindstille luft. Rimen mødtes af den varme blæst og smeltede således og dryppede, og dette væld af dråber blev levende af den kraft, som varmen sendte, og der opstod en menneskeskikkelse, og han blev kaldt Ymer. Rimturserne kalder ham dog Ørgelmer, og derfra kommer rimtursernes slægter, således som det siges i Den korte Vølvespådom:

Vølverne kommer

fra Vidolf alle,

og hver en troldmand

fra Vilmeids slægt,

sejdende folk

fra Svarthoved;

fra Ymer kommer

alle jætter.

Og herom siger jætten Vaftrudner:

Edderens dryp

fra Elivåger

øgedes, og ud kom en jætte;

alle vores ætter

har sit ophav dér,

så vi er evigt og altid onde.«

Da sagde Gangtræt: »Hvordan voksede slægter derfra, og hvordan gik det til, at der kom flere folk til? Og anser du ham, som du lige fortalte om, for at være en gud?« Da svarede Høj: »Vi kan på ingen måde anerkende ham som en gud. Han er ond ligesom alle sine slægtninge. Dem kalder vi rimturser. Men det fortælles, at han begyndte at svede, mens han sov. Fra under hans venstre arm voksede da en mand og en kvinde, og hans ene ben fik en søn med det andet, og derfra er slægterne kommet. Det er rimturserne, og den gamle rimturs — ham kalder vi Ymer.«

Da sagde Gangtræt: »Hvor boede Ymer? Og hvad levede han af?« Høj svarede: »Det næste der opstod, da rimen dryppede, var den ko, der hed Ødhumbla. Der flyder fire strømme af mælk fra hendes patter, og hun fodrede Ymer.« Gangtræt spurgte: »Hvad levede koen af?« Høj svarede: »Hun slikkede på rimstenene, som var salte, og den første dag, hun slikkede på stenene, stak en mands hårtop om aftenen ud af stenen. Dagen efter kom mandens hoved og på tredjedagen hele manden. Han kaldes Bure. Han var smuk at se på og var stor og stærk. Han fik en søn, der hed Bor, og en kone, der hed Bestla — en datter af jætten Bøltorn — og de fik tre sønner. Den første hed Odin, den anden Vile og den tredje Ve. Det er min tro, at denne Odin og hans brødre må råde for himlen og jorden. Vi mener, at det må være hans navn. Sådan hedder den største og gæveste mand, vi kender til, og det kan I også godt lade ham hedde.«

Da sagde Gangtræt: »Kunne de forliges? Eller hvem var den stærkeste?« Høj svarede: »Bors sønner dræbte jætten Ymer, men da han faldt, løb der så meget blod af hans sår, at det druknede hele rimturseslægten — på nær én, der slap derfra med sin husstand. Jætterne kalder ham Bergelmer. Han sprang op i sin vugge sammen med sin kone og reddede sig. Fra dem er rimtursernes slægter kommet, således som det fortælles her:

Et utal vintre

før jorden blev skabt,

lå Bergelmers barndom;

den alvise jætte

er mit ældste minde —

han vistes mig i sin vugge.

Da spurgte Gangtræt: »Hvad foretog Bors sønner sig derefter — hvis du tror, at de er guder?« Høj svarede: »Det kan der fortælles ikke så lidt om. De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte jorden af ham og havet og søerne af hans blod. Jorden blev lavet af kødet og bjergene af knoglerne. Sten og skred lavede de af tænder og kindtænder og af de knogler, der var knækkede.« Da sagde Jævnhøj: »Af det blod, der løb af sårene og strømmede frit, skabte de havet, hvormed de indesluttede og sammenstykkede landjorden ved at lægge det i en ring udenom — og de fleste folk vil anse det for umuligt at krydse det.« Da sagde Tredje: »De tog også hans hjerneskal og dannede himlen deraf, og de satte den op over jorden med fire hjørner, og under hvert hjørne satte de en dværg — de hedder Østre, Vestre, Nordre og Søndre. Så greb de gnisterne og gløderne, der fór løse omkring og var blevet slynget ud af Muspelheim, og satte dem på himlen midt i Den gabende Tomhed — både for oven og for neden, så de lyste på himlen og jorden. De gav alle lysene pladser — nogle sad fast på himlen, mens andre bevægede sig frit, men disse gav de dog også pladser og bestemte deres forløb. Det fortælles således i gamle vers, at der fra da af var forskel på dagene, ligesom årene blev talte. Som det siges i Vølvens Spådom:

Solen savnede

sin særlige gang;

månen manglede

meningsfylde;

stjernerne stod

uden sted at være.

Sådan var det, før dette skete.«

Da sagde Gangtræt: »Det er store hændelser, jeg her har hørt om. Det er et meget forunderligt værk og behændigt udført. Hvordan var jorden indrettet?« Da svarede Høj: »Den er ringformet yderst, og dér udenom ligger det dybe hav, og ved disse strande mod havet gav de jætteslægterne land til beboelse. Længere inde på land byggede de et fæstningsværk rundt om verden til beskyttelse mod jætterne. De brugte jætten Ymers øjenvipper til deres befæstning, og de kaldte den borg Midgård. De tog hans hjerne og kastede den i vejret og skabte dermed skyerne, som det fortælles her:

Jorden blev skabt

af Ymers kød,

det brusende hav af blodet,

bjerge af ben

og buske af hår,

af hovedskallen himlen.

Af vipperne skabte

de venlige guder

Midgård til menneskets sønner.

Nu udgør hans hjerne

alle himlens

skånselsløse skyer.

Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at de udrettede meget, dengang jorden og himlen blev dannet, og solen og himmellegemerne blev ordnet og dagene adskilt — men hvor kom de mennesker, der bebor verden, fra?« Høj svarede: »Engang da Bors sønner gik langs stranden mod havet, fandt de to træer, og de tog træerne og skabte mennesker deraf. De gav den første ånde og liv, den anden bevidsthed og bevægelse, den tredje ansigt og mæle, hørelse og syn — og de gav dem klæder og navne. Manden hed Ask, kvinden Embla, og derfra stammer den menneskehed, der blev tildelt Midgård til beboelse. Derpå byggede de sig en borg midt i verden, som kaldes Asgård. Det kalder vi Troja. Dér bosatte guderne og deres slægtninge sig, og derefter skete der mange ting og sager både på jorden og i luften.

Der findes et sted, der hedder Lidskjalv, og når Odin satte sig i højsædet dér, kunne han overskue alle verdener, og se alt, hvad menneskerne foretog sig, og forstå alle ting. Hans kone hed Frigg Fjørgvinsdatter, og deres efterkommere udgør den slægt, vi kalder aseslægten, som har beboet den gamle Asgård og det omgivende rige, der hører til — og hele slægten er guddommelig. Og han må kaldes Alfader af den grund, at han er far til alle guderne og mennesker og alt det, der blev fuldført af ham og hans kraft. Jorden var hans datter og kone. Med hende fik han sin første søn, og det er Ase-Tor, som besad kraft og styrke. Derfor besejrer han alt levende.

---

Loke og hans børn

(Gylfaginning, kap. 33-34)

Fenrisulven og Tyr

»Blandt aserne opregnes endnu én, som nogle kalder asernes bagtaler og falskhedens foregangsmand og alle guders og folks skændsel. Han hedder Loke eller Loft og er søn af jætten Farbøte. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er kvik og smuk at se på, men en ondsindet og meget omskiftelig natur. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og brugte list i alt, hvad han foretog sig. Han bragte hele tiden aserne i de største vanskeligheder, men ofte hjalp han dem med sin svigefuldhed. Hans kone hedder Sigyn og deres søn Nare eller Narfe.

Loke havde desuden flere børn. En jættekælling i Jotunheimen hed Angerboda. Loke fik tre børn med hende. Den første var Fenrisulven, den anden Jørmungand — det er Midgårdsormen — og den tredje var Hel. Guderne erfarede, at disse tre søskende voksede op i Jotunheimen, og guderne indså af spådomme, at denne søskendeflok ville forvolde dem mange skader og ulykker, og alle forventede sig meget ondt af dem — ikke bare på grund af det mødrene ophav, men især på grund af det fædrene. Derfor gav Alfader guderne besked på at gribe børnene og føre dem til sig, og da de kom til ham, kastede han Ormen i det dybe hav, der omgiver hele verden. Men Ormen voksede, så han ligger midt i havet og omkranser hele verden og bider sig selv i halen.

Han kastede Hel i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, hvori hun skulle fordele alle de folk, som blev sendt til hende — og det er dem, der dør af sygdom og alderdom. Hun ejer dér en stor gård, og hendes indhegning er umådelig høj, og porten er stor. Hendes sal hedder Regnvåd, hendes fad Hunger, hendes kniv Sult, hendes træl Gangslap, hendes trælinde Gangsløv, hendes dørtærskel Uførefalden, hendes leje Sotteseng og hendes sengeforhæng Ulykkesskær. Hun er let genkendelig, for hun er halvt sort og halvt hudfarvet med et særligt bistert og stygt udseende.

Aserne opfostrede Ulven hjemme, men alene Tyr besad mod nok til at gå hen til ham for at fodre ham. Da guderne så, hvor meget han voksede hver dag, og da alle spådomme fortalte, at han var bestemt til at volde dem skade, tog de den beslutning at fremstille en vældig stærk lænke, som de kaldte Læding. De bragte den hen til Ulven og bad ham prøve sine kræfter på lænken. Ulven anså ikke lænken for mere, end han kunne klare, og lod dem gøre, som de ville. Første gang Ulven stemte imod, bristede lænken. Sådan løste han sig fra Læding. Derpå fremstillede aserne en anden og dobbelt så stærk lænke, som de kaldte Drome, og de bad igen Ulven prøve lænken og sagde, at han ville blive meget berømt for sine kræfter, hvis et så gedigent udført smedearbejde ikke kunne holde til ham. Ulven bemærkede, at denne lænke var meget stærk, men tilmed at han selv var vokset i styrke, siden han brød Læding — og han tænkte, at han blev nødt til at udsætte sig for fare, hvis han skulle vinde berømmelse, så han lod sig lægge i lænken. Da aserne sagde, at de var klar, rystede Ulven sig og slog lænken mod jorden, anstrengte sig meget og stemte imod, så lænken bristede og stumperne røg langt væk. Sådan drev han sig fri af Drome. Siden har man brugt udtrykket, at løse fra Læding eller at drive Drome af, når noget sker med voldsomhed.

Efter dette frygtede aserne, at de ikke ville få Ulven bundet. Da sendte Alfader ham, der hedder Skirner — Freys sendebud, ned til nogle dværge i sortalfernes verden og lod dem fremstille den lænke, der hedder Gleipner. Den var lavet af seks ting: Kattens trampen og kvindens skæg, bjergets rødder og bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt. Og hvis du ikke vidste dette i forvejen, så kan du snart få fuldgode beviser for, at der ikke bliver løjet for dig. Du må have bemærket, at kvinden ikke har skæg, og at katten ikke tramper, når den går, og at der er ikke rødder under bjerget. Og tilsvarende sandt er ved min tro alt det, jeg har fortalt dig, selv om der er nogle af delene, du ikke selv kan erfare.« Da sagde Gangtræt: »Jeg kan nok begribe, at dette er sandt, efter de beviser, du har forelagt mig. Men hvorledes blev lænken smedet?« Høj sagde: »Det kan jeg godt fortælle dig. Lænken var blød og glat som et silkebånd, men så solid og stærk, som du nu skal få at høre. Da lænken blev bragt til aserne, takkede de sendebudet for veludført arbejde. Så tog aserne ud på den ø, der hedder Lyngvi, i den sø, der hedder Amsvartne, og de lokkede Ulven med sig, viste ham silkebåndet og bad ham rive det over og sagde, at det nok var noget stærkere, end man skulle forvente ud fra dets tykkelse. De lod det gå rundt imellem sig og prøvede det ved håndkraft, men det gik ikke i stykker, og alligevel sagde de, at Ulven kunne rive det over. Da svarede Ulven: »Den strimmel ser ikke ud til at kunne bibringe mig nogen berømmelse, selv om jeg flår den over — så smal som den er. Men hvis det er fremstillet med list og kyndighed — trods det, at det ikke syner af meget — så kommer det bånd ikke om mine ben.« Aserne sagde, at han snart kunne rive et tyndt silkebånd over, sådan som han før havde fået tykke jernkæder til at briste, »— og hvis du ikke kan rive dette bånd over, så kan du ikke skræmme guderne, og så skal vi nok befri dig.« Ulven sagde: »Hvis I binder mig, så jeg ikke selv kan komme fri, er I så svigefulde, at det kan vare længe, før jeg får hjælp af jer. Jeg har ikke lyst til at lade mig binde af dette bånd, men hellere det, end at I beskylder mig for manglende mod. Én af jer skal lægge sin hånd i min mund som sikkerhed for, at dette sker uden svig.« Aserne så på hinanden og syntes, at der nu var to vanskeligheder, og ingen ville lægge hånd til, førend Tyr rakte sin højre hånd frem og lagde den i Ulvens mund. Som Ulven spændte imod, blev båndet strammere, og jo hårdere han stred, des stærkere blev båndet. Da lo alle på nær Tyr. Han mistede sin hånd.

Da aserne så, at Ulven var fuldstændig bundet, tog de rebet, der udgik fra lænken, og som hedder Gelgja, og trak det igennem en stor sten — den hedder Gjøll — og fastgjorde stenen langt nede i jorden. Så tog de en stor sten — den hedder Tviti — og hamrede den endnu længere i jorden og brugte den sten som tøjrepæl. Ulven spærrede gabet op slog sig voldsomt og ville bide dem. De stak et sværd i munden på ham med fæstet mod undergummen og spidsen mod ganen. Det er hans gummespærre. Han hyler ondsindet, og fråden render ud af munden på ham. Det er den flod, der hedder Vån. Dér ligger han indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det er nogle svært onde børn, Loke har fået. Alle disse søskende er mægtige hver især. Men hvorfor dræbte aserne ikke Ulven, når de må vente sig ondt af ham?« Høj svarede: »Guderne agter deres helligdomme og fredhellige steder så meget, at de ikke ville forurene dem med Ulvens blod, selv om spådommen fortæller, at han vil forvolde Odins død.«

---

Mad og drikke i Valhal

(Gylfaginning, kap. 38-39)

Geden Heidrun

Da sagde Gangtræt: »Du siger, at alle mænd, der er faldet i kamp siden verdens tilblivelse, nu er kommet til Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til forplejning? Jeg kan forestille mig, at de må udgøre en betragtelig menneskemængde.« Da svarede Høj: »Det er, som du rigtigt siger, en betragtelig menneskemængde, men de skal blive endnu flere — og alligevel forekomme alt for få, når ulven kommer. Der skal dog aldrig komme så stor en flok i Valhal, at der ikke er tilstrækkeligt med flæsk på den galt, der kaldes Særimner. Han bliver kogt hver dag, men er helskindet om aftenen. Det forekommer mig dog mest sandsynligt, at kun få her vil være kloge nok til at svare rigtigt på det spørgsmål, du nu har stillet. Kokken hedder Andrimner, og gryden hedder Ildrimner. Som det siges:

I Ildrimner

la’r Andrimner

Særimner simre:

Flæsk som bedst,

men et fåtal véd,

hvad einherjerne indta’r.«

Da sagde Gangtræt: »Får Odin den samme kost som einherjerne?« Høj sagde: »Den forplejning, der står på hans bord, giver han til de to ulve, han har — de hedder Gere og Freke. Han behøver ingen føde; vinen er både mad og drikke for ham. Som det siges:

Gere og Freke

giver han maden —

hærens fejrede fader;

af vin alene

den våbengæve

Odin evigt lever.

Der sidder to ravne på skuldrene af ham, og de hvisker ham alle de efterretninger, de ser eller hører. De hedder Hugin og Munin. Ved daggry lader han dem flyve ud over hele verden, og de vender tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han viden om mange hændelser. Derfor kalder folk ham Ravneguden, således som det siges:

Hugin og Munin

haster hver dag

over den udstrakte jord;

jeg frygter for Hugin

— finder han hjem? —

men spejder mere efter Munin.«

Da sagde Gangtræt: »Hvad får einherjerne at drikke, som forslår lige så rigeligt som maden — eller bliver der drukket vand?« Høj sagde: »Nu stiller du underlige spørgsmål! Skulle Alfader indbyde konger og jarler og andre fornemme mænd — og så give dem vand at drikke? Jeg tror nok, at mange, der kommer til Valhal, ville finde en tår vand dyrekøbt, såfremt de ikke dér fik en bedre modtagelse — folk som har tålt sår og en smertefuld død. Jeg kan fortælle dig noget andet: Den ged, der hedder Heidrun, står oppe på Valhal og æder løv fra grenene på det meget navnkundige træ, der hedder Lærad. Fra hendes patter strømmer der så meget mjød, at hun hver dag kan fylde et stort kar. Det er så meget, at alle einherjer kan få slukket tørsten.« »Det var dem en svært nyttig ged,« sagde Gangtræt, »— og det må være et aldeles fortræffeligt træ, hun æder af.« Da sagde Høj: »Hjorten Eiktyrne, der står på Valhal og æder af grenene på det træ, er endnu mere bemærkelsesværdig. Fra hans horn kommer der så store dråber, at de falder ned i Hvergelme, og derfra flyder de floder, der kaldes således: Sid, Vid, Sækin, Ekin, Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Gipul, Gømul og Geirvimul. De flyder gennem asernes land. Endvidere nævnes disse: Tyn, Vin, Tøll, Høll, Grad, Guntrain, Nyt, Nøt, Nønn, Hrønn, Vina, Vegsvin og Tjodnuma.«

---

Tors fisketur

(Gylfaginning, kap. 48)

Tor og Hymer på fisketur

Da sagde Gangtræt: »Udgårds-Loke virker meget magtfuld, men han benytter sig ofte af list og trolddom, og man kan se, at han er magtfuld, ved det at han havde hirdfolk med store kræfter — men har Tor ikke hævnet dette?« Høj svarede: »Det er nok så bekendt — selv blandt ulærde folk — at Tor fik oprejsning for den færd, der før blev fortalt om, og han opholdt sig ikke længe hjemme, før han gjorde sig klar til afrejse i en sådan hast, at han kom af sted uden vogn, uden bukke og uden ledsagere. Han gik gennem Midgård i en ung mands skikkelse og kom sent en aften til en jætte. Han hed Hymer. Tor opholdt sig dér som gæst om natten.

Om morgenen stod Hymer op, klædte sig på og gjorde klar til at ro ud på havet for at fiske. Tor sprang op og gjorde sig klar i en fart og bad Hymer om at måtte ro med ud på havet, men Hymer sagde, at der vel kun var lidt hjælp at hente hos ham, når han var så lille og ung, »— og du vil komme til at fryse, hvis jeg sidder så længe og så langt ude på havet, som jeg plejer.« Tor sagde, at han kunne ro så langt ud fra land, at det ikke var sikkert, at det var ham, der først ville bede om at blive roet ind. Tor blev så vred på jætten, at han i det samme nær havde smækket ham med hammeren, men han lod det fare, fordi han havde tænkt sig at prøve sine kræfter på noget andet.

Han spurgte Hymer, hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham om selv at skaffe madding. Tor gik straks hen, hvor han havde set en flok okser, der tilhørte Hymer. Han tog den største tyr, som hed Himmelbrøler, og flåede hovedet af den og tog det med ned til havet. Da havde Hymer skudt båden ud på vandet. Tor gik ombord og satte sig i øserummet, greb to årer og roede, så Hymer fandt, at hans roning gav god fart. Hymer roede i forstavnen, og det gik rask af sted. Så sagde Hymer, at de var kommet til de banker, hvor han plejede at sidde og fange helleflyndere, men Tor erklærede, at han ville ro meget længere ud, og de roede da endnu et godt stykke. Hymer sagde da, at de var kommet så langt ud, at der længere ude var fare for at møde Midgårdsormen, men Tor erklærede at ville ro endnu en tid, og det gjorde han. Hymer var da meget utilpas.

Da Tor havde taget årerne ind, klargjorde han en meget kraftig snøre, og krogen var tilsvarende stor og stærk. Tor satte tyrehovedet på krogen og kastede det over bord. Krogen gik til bunds, og jeg kan godt fortælle dig, at da snød Tor ikke Midgårdsormen mindre, end dengang Udgårds-Loke spottede Tor ved at lade ham løfte Ormen med sine hænder. Midgårdsormen gabte over tyrehovedet, så krogen sad fast i dens gane. Da Ormen mærkede dette, trak han så hårdt, at begge Tors næver slog imod rælingen. Da blev Tor vred, og med hele sin asekraft stemte han så hårdt imod, at han maste begge ben igennem bådens bund og stemte imod havbunden. Så trak han Ormen op til rælingen.

Man må sige, at ingen har set et mere rædselsvækkende syn end den, der så Tors knivskarpe blik imod Ormen, mens Ormen nedefra stirrede igen og udspyede gift. Det siges, at jætten Hymer skiftede ansigtsfarve og blegnede af rædsel, da han så Ormen, mens vandet fossede ind og ud af båden. I samme øjeblik som Tor greb hammeren og løftede den i vejret, fumlede jætten med fiskekniven og skar Tors snøre over ved rælingen, så Ormen sank ned i havet. Tor kastede hammeren efter Ormen, og det siges, at han slog hovedet af ham nede i dybet, men jeg tror snarere, at sandheden er, at Midgårdsormen stadig lever og ligger i det omgivende hav. Men Tor svingede knytnæven og slog Hymer på øret, og han styrtede over bord, så kun fodsålerne stak op, mens Tor vadede i land.«

---

Balders død

(Gylfaginning, kap. 49)

Balders død

Da sagde Gangtræt: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.« Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at Balder den Gode drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.

Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til, at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.

Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders frafald ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham, der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn, var rede til færden. Så tog man Sleipner — Odins hest — og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.

Aserne tog Balders lig og førte det til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største skib af alle. Det ville guderne sætte frem og indrette til Balders bålfærd. Men skibet lod sig ikke rokke af stedet. Da sendte man bud til Jotunheimen efter den jættekælling, der hed Ildrynket. Hun kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme. Hun sprang af ridedyret, mens Odin tilkaldte fire bersærker til at holde dyret, men de kunne ikke styre det uden at kaste det til jorden. Så gik Ildrynket til skibets forstavn og drev det fremad i første tag, så flammerne stod af rullestokkene og hele Jorden rystede. Da blev Tor vred og greb hammeren, og han ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne forinden havde bedt om fred for hende. Så blev Balders lig båret ud på skibet, men da hans kone — Nanna Nepsdatter — så det, bristede hun af sorgen og døde. Hun blev lagt på bålet, som blev antændt. Tor stod ved bålet og viede det med Mjølner. En dværg rendte omkring for fødderne af ham. Det var ham, der hed Lit. Tor sparkede ud efter ham med sin fod og sendte ham ind i ilden, hvor han brændte. Der kom mange folk til denne ligbrænding. Først skal Odin nævnes, og med ham kom Frigg og valkyrierne og hans ravne, og Frey kørte i vogn efter den galt, der hedder Gyldenbørste eller Skarptand, mens Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop, og Freja blev trukket af sine katte. Der kom også mange rimturser og bjergjætter. Odin lagde den guldring, der hedder Drøpnir, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte lige så tunge guldringe af den. Balders hest blev ført på bålet med alt udstyr.

Der er det at fortælle om Hermod, at han i ni nætter red gennem mørke og dybe dale, og han så intet, før han kom til floden Gjallar og red over Gjallarbroen; den er belagt med lysende guld. Den unge kvinde, der vogter broen, hedder Modgun. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at der dagen før var redet fem skarer døde mænd over broen, »— men broen dundrer ikke mindre under dig alene, og du har ikke farve som døde folk. Hvorfor rider du her på Helvejen?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel for at finde Balder. Men har du set noget til Balder på Helvejen?« Hun sagde, at Balder havde krydset Gjallarbroen, »— men Helvejen fører nedad og nordpå.« Så red Hermod til han kom til lågen til Hel. Dér steg han af hesten og efterspændte sadelgjorden. Så steg han op og gav den sporerne; hesten sprang i vejret og så højt over lågen, at den ikke var i nærheden af den. Derpå red Hermod til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så dér Balder — sin bror — sidde i højsædet, og Hermod blev dér natten over. Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride med ham hjem, og fortalte hvor meget der blev grædt mellem aserne. Men Hel sagde, at det skulle vise sig, hvorvidt Balder var så elsket, »— som det siges. Og hvis alle ting i verden — levende og døde — græder over ham, så må han drage tilbage til aserne, men han skal blive i Hel, hvis nogen taler imod eller ikke vil græde.« Da rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham på vej ud af hallen og tog ringen Drøpner, som han sendte til Odin som minde, og Nanna sendte et vævet klæde og endnu flere gaver til Frigg og en guldfingerring til Fulla. Så red Hermod sin vej tilbage og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.

Derpå sendte aserne bud over hele verden for at bede om, at Balder blev grædt ud fra Hel. Og det gjorde alle — mennesker og dyr og jorden og stenene og træer og alle slags malm, sådan som du sikkert har set, at disse ting græder, når de kommer fra kulden ind i varmen. Da sendebudene drog hjem efter veludført tjeneste, fandt de en hule, hvor der sad en jættekælling. Hun kaldte sig Tak. De bad hende græde Balder ud fra Hel. Hun sagde:

Tørre tårer

skal Tak græde

over Balders bålfærd;

levende som død

er han mig ligegyldig

— Hel kan beholde sit.

Man antager, at dette var Loke — Laufeys søn, som har voldt aserne det meste ondt.« — —

---

Lokes straf

(Gylfaginning, kap. 50)

Loke med fiskenettet

Da sagde Gangtræt: »Det er vældig meget, Loke har afstedkommet, når han først voldte, at Balder blev dræbt, og derpå, at han ikke blev frigivet fra Hel. Men blev dette på nogen måde hævnet på ham?« Høj sagde: »Dette blev ham gengældt, så han kunne mærke det længe efter. Da guderne var blevet så vrede på ham, som man kunne forvente, stak han af og skjulte sig på et fjeld. Han byggede dér et hus med fire døre, så han kunne se i alle retninger fra huset. Men om dagen tog han for det meste skikkelse af en laks, og han skjulte sig da på det sted, der kaldes Franangerfos. Så tænkte han over, hvordan aserne mon ville finde på at fange ham i fossen. Mens han sad i huset, tog han noget hørgarn og lavede til masker — sådan som man siden har fremstillet net — mens et bål brændte ved siden af ham. Da så han, at aserne ikke var langt fra ham, for Odin havde fra Lidskjalv set, hvor han var. Han sprang straks op og ud i elven og kastede nettet i ilden.

Da aserne kom til huset, gik den klogeste af dem alle først ind — han hedder Kvaser — og da han så på resterne af bålet, hvor nettet var brændt, forstod han, at dette måtte være et redskab til at fange fisk med, hvilket han fortalte aserne. Derpå fremstillede de et net som Lokes efter det mønster, de kunne se i de brændte rester, og da nettet var færdigt, gik aserne til elven og kastede nettet ned i fossen. Tor holdt i den ene ende — alle de andre aser holdt i den anden — og trak nettet, mens Loke svømmede foran det og lagde sig imellem to sten. De trak nettet hen over ham og fornemmede noget levende, og de farer for anden gang op til fossen og kaster nettet ud og binder noget tyngende til det, for at man ikke skal kunne komme under det. Loke svømmer da foran nettet. Da han ser, at der er kort vej til havet, springer han op over netkanten og farer op i fossen. Nu så aserne, hvor han var, og de styrter igen op til fossen og deler flokken i to, mens Tor vader midt i elven, og således går det ud mod havet. Loke ser to vilkår: Det var forbundet med livsfare at svømme ud til havs, og det andet var igen at springe over nettet — og det gjorde han og sprang så hurtigt som muligt over netkanten. Tor greb efter ham og fik fat i ham, men han smuttede mellem hænderne på ham, sådan at hånden først fik tag ved halen — og derfor er laksen så slank bagtil.

Nu var Loke fanget og uden frit lejde, og han blev ført til en klippehule. Så tog de tre flade sten og satte på højkant og huggede et hul i hver af stenene. Så blev Lokes sønner grebet — Vale og Nare eller Narfe. Aserne forvandlede Vale til en ulv, og han flåede Narfe — sin bror — i stykker. Så tog aserne hans tarme og bandt Loke hen over de tre skarpe sten med dem. Én står under skuldrene, en anden under lænden og den tredje under knæhaserne. Og båndene blev til jern. Så tog Skade en giftslange, som hun hængte op over ham, sådan at giften ville dryppe fra slangen ned i ansigtet på ham. Sigyn — hans kone — står hos ham og holder et fad under giftdråberne, men når fadet er fyldt, går hun hen for at hælde giften ud, og imens drypper giften ned i ansigtet på ham. Så farer han sådan sammen, at hele jorden ryster. Det kalder I jordskælv. Dér ligger han bundet indtil Ragnarok.«

---

Suttungs mjød

(Skáldskaparmál, kap. 5-6)

Odin afleverer de dårlige skjaldes mjødandel

Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og én kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.

Så bød disse dværge en jætte, der hed Gilling, hjem til sig sammen med hans kone. Dværgene tilbød da Gilling at ro ud på havet sammen med dem, men da de sejlede langs med landet, roede dværgene på et blindskær, hvorved skibet kæntrede. Gilling kunne ikke svømme, så han druknede, men dværgene bragte skibet på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, men hun tog det meget tungt og græd højt. Så spurgte Fjalar hende, om ikke hun ville få det bedre, hvis hun så ud over havet, hvor han var omkommet. Det ville hun gøre. Da sagde han til Galar — sin bror — at denne skulle gå op over døren, når hun gik ud, og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, for han var led ved hendes skrigeri. Dette blev gjort.

Da Suttung — Gillings søn — erfarede dette, kom han til og greb dværgene, som han førte ud på havet og anbragte på et skær, der oversvømmedes af tidevandet. De bad Suttung om deres liv og tilbød ham til gengæld den dyrebare mjød som faderbod, og det kom til forlig imellem dem. Suttung førte mjøden med sig hjem og skjulte den på det sted, der kaldes Hnitbjerg, hvor han satte sin datter — Gunlød — til at vogte over den.

Af denne grund kalder vi skjaldskaben for Kvasers Blod eller Dværgenes Drik eller Odrørers eller Bodns eller Sons Fylde eller Væske eller Dværgenes Fartøj — fordi denne mjød reddede dem fra døden på skæret — eller Suttungs Mjød eller Hnitbjergs Væde.«

Da sagde Ægir: »Det forekommer mig noget dunkelt at benævne skjaldskaben med disse betegnelser, men hvordan skaffede aserne sig Suttungs mjød?« Brage svarede: »Om det fortælles der, at Odin drog hjemmefra og kom til et sted, hvor ni trælle slog hø. Han spurgte, om de ønskede, at han skulle skærpe deres leer. Det sagde de ja til. Så tog han en slibesten fra sit bælte og sleb leerne, og de syntes, at leerne nu skar meget bedre, og ville købe slibestenen, men han prissatte den sådan, at den, der ville købe den, måtte betale den rigtige pris. De erklærede sig alle villige hertil og bad ham hver især sælge til sig. Han kastede slibestenen op i luften, og da de alle ville gribe efter den, kom de sådan af sted, at hver af dem skar halsen over på en anden med sin le. Odin søgte ly for naten hos den jætte, der hed Bauge — Suttungs bror. Bauge klagede over vanskeligheder med ejendommens drift og sagde, at hans ni trælle var blevet dræbt, og at han ikke mente, der var udsigt til at finde arbejdsfolk. Odin kaldte sig Bølværk. Han tilbød at udføre ni mands arbejde for Bauge, men han ville have en tår af Suttungs mjød som løn. Bauge sagde, at han ikke havde adgang til mjøden, og fortalte, at Suttung ville have den for sig selv. Han sagde dog, at han ville drage med Bølværk for at prøve, om de kunne få tag i mjøden.

Om sommeren udførte Bølværk ni mands arbejde for Bauge, men da vinteren kom, bad han Bauge om sin løn. Så drog de begge hen til Suttung. Bauge fortalte Suttung — sin bror — om sin handel med Bølværk, men Suttung nægtede dem bestemt så meget som en dråbe af mjøden. Da sagde Bølværk til Bauge, at de måtte prøve, om de kunne få fat på mjøden med list, hvilket Bauge gik med til. Så fremdrog Bølværk det bor, der kaldes Rate, og sagde, at Bauge skulle bore i bjerget, hvis ellers boret ville bide. Det gjorde han. Så sagde Bauge, at bjerget var gennemboret, men da Bølværk pustede i borehullet, føg skærverne imod ham. Da indså han, at Bauge var ude på at svige ham, og han bad ham bore igennem bjerget. Bauge borede igen, og da Bølværk pustede for anden gang, føg skærverne indad. Så antog Bølværk slangeskikkelse og smuttede ind i borehullet. Bauge stak efter ham med boret, men ramte ikke.

Bølværk kom derhen, hvor Gunlød var, og lå hos hende i tre nætter, hvorpå hun tillod ham tre slurke af mjøden. I den første slurk tømte han hele Odrører, i den anden hele Bodn og i den tredje hele Son — da havde han al mjøden. Så antog han ørneskikkelse og fløj derfra så hurtigt som muligt. Da Suttung så ørnens flugt, antog han ørneskikkelse og fløj efter ham, men da aserne så, hvordan Odin kom flyvende, satte de deres kar ud på gårdspladsen, og da Odin kom ind i Asgård, gylpede han mjøden op i karrene. Suttung var da kommet så nær ham, at han kunne nå ham, så Odin sendte noget af mjøden bagud, men den samlede man ikke op, og enhver der ville, kunne tage den — og det kalder vi de dårlige skjaldes andel.

Men Odin gav aserne og de mennesker, der kunne digte, Suttungs mjød. Derfor kalder vi skjaldskaben for Odins Fangst eller Fund eller Drik eller hans Gave eller Asernes Drik.

---

Noter: