Ingjaldskvadet (Anonyme skjaldekvad)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Axel Olrik

Ingjaldskvadet
Danske Oldkvad i Sakses Historie

Gengivne af Axel Olrik,

Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
København 1898

1.
Gak fra mig gamle!
gantes ej længer,
daadløse Svende
i Dankongens Gaard!
ikke en Olding
ussel, som I tænker:
ofte findes hærdet Hu
bagved Haar, der graaner.

2.
Fordum jeg Frode
fulgte længe,
sad i Højsædet
og før Hirdmænd bødes;
nu jeg gemmes
nederst i Hallen,
som Fisk i Ebben,
der et Vandhul finder.

3.
Fordum paa Hynder
fik jeg at sidde,
sættes nu sidst
og stødes paa Arm;
gærne ad Døren
drev de mig ud,
var ikke Væggen
Værn og Støtte,

4.
Hirdmænd le
ad den langvejs komne;
ingen mig hilser,
eller hæger om Gæsten!
hvad er nu Skik
i Skjoldungs Gaarde?
Lejres ny Kongesæd
mig lyster at kende.

5.
Tænker du, Ingjald,
der hvor træg du sidder,
Fader at hævne
og Hærfærd yppe?
eller er mere din Lyst
Vommen at mæske?
har Drotten glemt
sin Faders Død?

6.
Sagde jeg min Hu,
da fra Hærkongen jeg skiltes:
vaabenbidt
han paa Val skulde ligge;
langt af Led
laa mine Veje,
fjærnt var jeg fra Frode,
da Fylkeren døde.

7.
Havde jeg været
i Drottens Flok,
ham jeg skulde
hævnet til fulde;
Sværd skulde kløvet
svigfulde Sakser
- eller jeg var falden
ved Frodes Side.

8.
Jeg stævned, fra Svitjod
ad sene Veje;
Søn af Frode
finde jeg vilde,
- fandt en Fraadser
gridsk efter Føde,
kom til en Konning
kælen, vellystig.

9.
Sande maa jeg,
hvad mig sagde Halvdan:
»Svage Sønner
efter snilde Fædre.« -
Skal da Frodes Skatte
blandt fremmede skiftes,
eller ligge til Rov
for hver sulten Ravn?

Ængstet af disse Ord løser Dronningen et kosteligt Bind af sit Hoved og rækker det til den gamle for derved at mildne hans Sind. Men Starkad kaster det tilbage til hende og kvæder med høj Røst:

10.
Bort fra Kæmpen
med Kvindesmykker!
bind selvom Hoved
Slør af Guldvæv,
eller giv din Husbond!
han vil højt det skatte,
mens Fuglevildt
han med Fingre vender.

11.
lngjalds Viv,
ussel og arg!
Sakslands Skik
du til Sjølund bringer!
nu i Kongers Køkken
kildrer man Ganen
med det tvefold stegte
og tyske Spiser.

12.
Aldrig saa jeg Frode
med egne Fingre
Bagen at flænge
paa fjedret Brad,
eller fordums Konger
Fugles Indmad
med Tomlens Plovjærn
travlt at pløje.

13.
Men blodig paa Bord
Braden lagdes
for stærke Kæmper,
der fra Strid de kom.
Rorskarle bed
i rimfrossent Skæg;
Spande af Sødmælk
ej de søbed for Tørst.

14.
Vare vi Ædlinger
elleve i Tal,
da vi med Hake
Havhest rede;
Beigad og Belgi
ved Bord sade,
(sjælden for paa Hav
haardere Svende).

15.
Med røget Bov
og med bagte Skorpe
Sult vi stilled,
naar paa Sø vi fore;
honningbrygget Mjød,
var ej Hakes Gammen,
men til ukogt Skinke
han Øllet drak.

16.
Boller og Kander
blev paa Bord ej satte,
tapped af Tønden
travle Mundskænk;
ikke Skaal eller Bæger
Bordet pynted,
eller Fadet fyldtes af
finklædt Staldsvend.

17.
Ingen tog mod Fæ
for sin Frændes Bane
eller ved Bod af Penge
bar sin Fader i Pung;
aldrig kunde Søn
- Arving og Hævner -
med Faders Banemand
ved Bord sidde.

18.
Derfor, naar i Hallen
Hildinger nævnes,
Skjalden kvæder
om Kongers Stordaad,
dølger jeg med Blusel
mit Blik i Kappen;
ti om Frodes Æt
er der intet at kvæde.

19.
Hvi stirrer du paa mig,
studsende Drot?
Sakseren fik aldrig
Øjekast som dette!
du, der aldrig vandt Hæder
i anden Hærfærd
end som Brødets Bane,
Buddingens Skærer!

20.
Naar Helten hyldes
for fuldbragt Hævn,
og hans Daad fejres
Faderen værdig,
da skal du ønske,
at dig Øren fattes;
du, Niding, nemmer
kun Nag af hans Ry.

21.
Drag mod Øster,
eller yderst mod Vest!
længst mod Nord
under Ledestjærnen!
Skarn skal binde dig,
Blusel tvinge dig,
aldrig skal du komme,
hvor Ædlinger sankes!

22.
Grum var Skæbnen
mod Skjoldungætten,
da den Frode gav
saa fejg en Søn!
Skibet skrider
over skummende Vover
som en Pøl i Lasten
er din Ladhed, Ingjald.

23.
Gem dig i Vraa,
græd med din Frille!
uderi at ære din Fader
er du den usleste Træl,
saa lidet du gælder
som en jaget Ged,
du er til at fælde
som et Faar, der slagtes.

24.
Søn af Sverting
paa Skjoldungsædet
da skal raade
Daners Rige,
mens du leger med den linsmykte
af lysten Hu,
boler med Datter
af din Faders Bane.

25.
Harmen brænder
i Hirdmænds Hu,
Nag mig tvinger
Nøden at nævne; -
men gildt glædes
Gubbens Sjæl,
naar for Frodes Hoved
Hævn er øvet.

Ingjald springer op og drager Sværd. Han fælder under det følgende Svertingssønneme.

26.
Hil være dig, Ingjald!
Viljen er vaagnet!
brudt er din Tøven,
bolde Hilding!
Alle du veje!
alle skal bøde:
lige om Brøden,
lige om Boden.

27.
De slagne maa Trællene
slæbe af Hallen,
ud dem age
af Ædlings Gaarde,
bort dem slænge
- Baal dem ej skyldes -
ud paa Heden
for Ulv og Ravn.

28.
End skal du, Ingjald,
om du ejer Snille,
afstaa fra Kvinde,
ond, ménblandet!
Ulvindens Unge
vorder Ætten lig,
værst imod Frænder
kendes Varg altid.

29.
Se hid, Hraude,
de ræddes Skrækker
nu er for Frode
fuld Bod kommen;
syv Lig ligge,
slængte paa Heden;
Ingjalds Løgnvenner
for Lumskhed bødte.

30.
Aldrig graaned end
Gubbens Haab,
at Afkom blev
Ædling værdigt.
Nu skal ene Ingjald
Arven raade,
Daners Lande
og Lejrestol!

31.
Ung var jeg fordum
fulgte jeg Hake,
Lede jeg fik
ved Leg og ved Lyst;
haard er Koften
paa Hærmandetog,
Søvn er stakket,
men Stræb mere.

32.
Andre bære
bløde Klæder!
køre Hesten,
kruse Haaret!
tale paa Tinge,
tvistes for Vinding,
pine de spage,
puge med Aager.

33.
Dog ej Skjold skærmer,
den, der skræmmes af Død,
een er Dagen,
hvorfra ingen sig lister.
Jeg, som en Verden
har vejet paa Sværd,
- frit kan jeg fare
til det fjærne Lys.

Kilder:

1. Edda og saga, Gyldendals Bibliotek, Bind 6, udgivet af Vilhelm la Cour, København, 1928-30
2. Axel Olrik: Danske Oldkvad i Sakses Historie, København, 1898

Kommentar:

"Saxos latinske Storværk om de Danskes Bedrifter (»Gesta Danorum«), hvis Udarbejdelse strakte sig over en Menneskealder med Aar 1200 som omtrentligt Midtpunkt, giver (i 6. Bog) en kombineret Prosa- og Versfremstilling af den gamle Kæmpe Starkads Optræden i Lejre over for den svigefuldt dræbte Danerkonge Frode Fridlevsens vanslægtede Søn Ingjald, der har ægtet sin sachsiske Faderbane Svertings Datter, plejer Venskab med hendes syv Brødre og sløves i et daadløst Nydelsesliv. Aldrig saa snart er Rygtet om denne Skændsel naaet Starkad i Sverrig (Svitjod), før han iler hjem til Danmark for at ægge Uslingen til sømmelig nordisk Mandsfærd - og allerførst da til Blodhævn. Hans Forsæt lykkes: under Indtryk af hans haanende Straffetale fælder Ingjald sine Svogre, og vi aner, at det næste Trin i den unge Konges moralske Genrejsning bliver hans Forskydning af sin Hustru.

Saxos Beretning slutter med et stort Digt, der er bygget som en Starkad-Monolog. Ud fra en begrundet Hypotese om, at det er komponeret over et dansk Heltekvad fra ca. 950, har Axel Olrik (1864-1917) med Lærdom og poetisk Indlevelsesevne forsøgt en Rekonstruktion i gammeltonet Nutidssprog af den formentlige olddanske Original. Hans omfattende Starkad-Studier har faaet deres Form i 2. Del af »Danmarks Heltedigtning« (1910), hvorfra nedenstaaende Uddrag af hans Resultater er hentet."

(Kilde: Ejnar Thomsen i Ingjaldskvadet, Rasmus Naver, 1944)