Landnámabók som historisk kilde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Landnamabogen

Landnámabók som historisk kilde

af Jakob Benediktsson
Forelæsning fra Edinburgh University, 1969

Oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2014

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Landnámabók (Bogen om bosættelserne) indtager en særstilling i oldislandsk litteratur. Ikke nok med at indholdet adskiller sig fuldstændigt fra de fleste andre store værker, men bogens ophav og teksthistorie er så kompliceret, at der ikke findes mange andre oldislandske bøger, som kan sammenlignes med den. Lad os først se på indholdet. Landnámabók fortæller den fantastiske historie om, hvordan Island blev befolket. I urets retning på et Islandskort opregnes bosætterne, der fortælles, hvor meget land de hver især tog eller fik fra de høvdinge, som oprindeligt havde taget mere land, end de selv kunne bruge. I mange tilfælde hører vi om bosætternes forfædre og efterkommere og ofte nævnes deres oprindelsessted eller det land, de kom fra. I den forstand er Landnámabók en sand guldmine af topgrafisk og genealogisk information. Den rummer omkring 3500 personnavne og over 1500 stednavne. Mere end 400 uafhængige bosættere nævnes med navn, og heri er ikke medregnet deres koner, børn og andre, som fulgte dem uden at blive egentlige bosættere, selv om deres navne nogle gange kan være nævnt. Det er helt naturligt, at en bog af denne art måtte blive brugt til at underbygge eller modbevise diverse udsagn om genealogier og personalhistorie vedrørende personerne i sagaerne. Problemet ved at gøre dette er imidlertid, at den bevarede tekst af Landnámabók har en lang og yderst kompliceret historie, og hvis man skal vurdere tekstens kildeværdi, må man nødvendigvis tage dens teksthistorie med i betragtning. Man kan ikke bare tage teksten i Landnámabók for pålydende og regne med at have en historisk kilde, som nogle forskere har gjort. Første problem er få slået fast, hvor langt tilbage man kan spore hvert afsnit eller med andre ord, hvor meget af teksten man kan påvises at stamme fra den ældste version, som vi kan ane konturerne af.

Det er derfor nødvendigt at give en kort gennemgang af Landnámabóks teksthistorie.

Teksthistorie

Landnámabók eksisterer i dag i fem versioner, tre fra middelalderen og to fra 1600-tallet. Det indbyrdes forhold mellem disse versioner var længe genstand for spekulationer og adskillige teorier er blevet fremsat uden at vinde bred tilslutning. Problemerne forblev dog i det dunkle indtil Jón Jóhannesson udgav sin vigtige bog om de forskellige versioner af Landnámabók i 1941 (Jón Jóhannesson: Gerðir Landnámabókar, 1941). I denne bog optrævlede han de indviklede forhold mellem versionerne på en måde, som siden har vundet almindelig tilslutning. At enkelte mindre punkter blev kritiseret, har ikke kunnet ryste hans hovedpointe. Jón Jóhanessons studier resulterede i følgende skema:

Lad os et øjeblik fokusere på den anden tabte version, Styrmisbók og de efterfølgende versioner. Vi skal senere vende tilbage til den første version. Styrmisbók omtales i lovmanden Hauk Erlendssons efterskrift til sin udgave af Landnámabók, når han siger:

”Men jeg, Hauk Erlendsson, skrev denne bog, idet jeg fulgte
den meget lærde lovmand Sturla Þórðarsons bog
tillige med den bog, som er skrevet af Styrmir den Vise.”

En undersøgelse af Hauks tekst viser, at han brugte S som sin hovedkilde. Mere end halvdelen af H er simpelthen en kopi af S. Styrmir Kárason den Vise (hinn fróði) døde i 1245 mens han endnu var abbed på Viðey. Sturla Þórðarson døde i 1284. Det kan påvises med nogenlunde sikkerhed, at Styrmisbók må have været afsluttet omkring 1220 og at Sturla Þórðarson først afsluttede sit værk i sin alderdom måske ikke før 1275-80. Hauksbók-udgaven, som delvis er bevaret i Hauks egen hånd i manuskriptet, som kaldes Hauksbók, er skrevet i årene 1306-8. Disse oplysninger er resultatet af minutiøse studier foretaget af Stefán Karlsson ved det Arnamagnæanske Institut i København, baseret på en sammenligning af Hauks håndskrift i Hauksbók og nogle daterede breve, som er skrevet af Hauk selv.

Melabók-versionen blev sandsynligvis skrevet omkring 1300 af lovmanden Snorri Markússon fra Melar i Melasveit (d. 1313). Et vigtigt særkende ved denne version er, at i mere end fyrre tilfælde føres genealogier ned til Snorres og hans kones forældre. Aldrig til ham selv. Af denne version er kun to blade bevaret fra et pergamentshåndskrift fra fra 1400-tallet. Men dette pergament var i bedre stand i 1600-tallet, da det blev benyttet til udarbejdelsen af Þórðarbók.

De yngste versioner har værdi både i forhold til tekstsammenligning mellem de ældre versioner og i forhold til at supplere med materiale, som ellers er gået tabt. Skarðsárbók er en sammenskrivning af to pergamentshåndskrifter – et håndskrift af S og den oprindelige Hauksbók. Af disse gik S-manuskriptet tabt i branden i København i 1728, og kun 14 ud af de 38 blade af Landnámabók i H er bevaret. Begge disse pergamentshåndskrifter blev kopieret i 1600-tallet og disse kopier er bevaret. Skarðsárbók er stadig en nyttig tekst til at tjekke disse kopiers nøjagtighed og er i flere tilfælde bedre formuleret.

Þórðarbók er til gengæld en sammenskrivning af et manuskript af Skarðsárbók og M. Her benyttes det føromtalte manuskript af Melabók, hvoraf der nu kun findes to blade. Þórðarbók har bevaret mange afsnit fra de dele af M, som nu er tabt, hvilket sætter os i stand til at danne os et indtryk af denne version. Ophavet til Þórðarbók var en af Jón Jóhannessons vigtigste opdagelser.

Lad os nu vende tilbage til Styrmisbók. Efter de citerede ord i Hauk Erlendssons efterskrift kommer følgende udsagn:

"Fra hver af de to bøger har jeg taget den fyldigste tekst,
selv om en stor del fortælles på samme måde i dem begge.
Derfor kan det heller ikke overraske, at denne Landnámabók
er længere end nogen anden."

Ud fra dette ser det altså ud til, at de to versioner - Styrmisbók og Sturlubók - stemte overens i en betydelig del af teksten, og at de begge indeholdt materiale, som ikke fandtes i den anden. Det er også bevist og hævet over enhver tvivl, at Sturla har anvendt Styrmisbók som sin hovedkilde (skønt han også brugte materiale fra en række andre kilder). Et af hovedspørgsmålene i forskningen omkring Landnámabók har derfor været at bestemme forskellen mellem Sturlubók og Styrmisbók eller med andre ord, at afgøre hvad Sturla føjede til og hvad han udelod fra materialet i Styrmisbók. Det er påvist, at Hauk Erlendsson ikke udtrykkte sig helt præcist, for han tilføjede selv stof til sin version, som kom fra andre kilder end de to nævnte udgaver af Landnámabók. Vi kan derfor ikke finde frem til, hvad han har fået fra Styrmisbók ved et simpelt regnestykke: H minus S = Styrmisbók. Derfor er det nødvendigt at forsøge at afgøre, hvad Sturla føjede til Styrmisbók ligesom vi også må kikke efter andre kilder, som kan være afledt af Styrmisbók, og som kan fortælle os noget om dens indhold.

Som jeg sagde tidligere, viste Jón Jóhannesson, at det var muligt at rekonstruere dele af Melabók ud fra Þórðarbók. Denne uhyre vigtige opdagelse førte til en anden, som ikke var mindre vigtig, nemlig at Melabók var udledt direkte af Styrmisbók, ganske vist med nogle mindre tilføjelser, men med langt færre ændringer end S og H. Dette resultat blev yderligere bestyrket ved en sammenligning med andre kilder, som var udledt af Styrmisbók, således at – for nu at bruge Jón Jóhannessons egne ord: – ”M de fleste steder har en mere oprindelig tekst end S og må anses for at være den bedste tilbageværende repræsentant for Styrmisbók.”

Det giver sig selv at den første ting, man må finde ud af, hvis man skal kende kilden til en given passage i Landnámabók må være, om teksten kommer fra Styrmisbók eller er en tilføjelse foretaget af Sturla eller Hauk. Ingen af de to var særlig kritiske overfor deres kilder og begge gjorde brug af sagaer og andre tekster fra 1200-tallet, som mere eller mindre var fiktion. Mange af disse kilder er slået fast, så det er hævet over enhver tvivl, andre kan udledes med rimelig sikkerhed. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle disse kilder nødvendigvis er mindre pålidelige end Styrmisbók, men deres kildeværdi må så vidt muligt vurderes i hvert tilfælde. Jeg kan ikke her komme ind på spørgsmålet om Sturlas kilder, men det skal understreges, at enhver anvendelse af Landnámabók (dvs. S eller H) som historisk kilde må indledes med en undersøgelse af ophavet til hver passage. Ellers vil der være stor risiko for at man farer vild, hvilket der findes mange eksempler på.

Lad os vende tilbage til skemaet. Man kan med nogen ret spørge sig selv: Er det nødvendigt at påstå, at der har eksisteret en version, som var ældre end Styrmisbók, og hvordan kan eksistensen af en sådan bevises? Lad os først tage, hvad vi kunne kalde indirekte beviser. Det ville være så godt som umuligt for en 1200-tals forfatter som Styrmir at have samlet en så detaljeret mængde af traditionsstof om bosætterne tre hundrede år efter begivenhederne fandt sted. Beskrivelsernes topografiske nøjagtighed viser en grad af lokalkendskab, som det næsten er umuligt at forestille sig hos en enkelt person i et land, som endnu ikke var kortlagt. Dette kendskab må have beroet på et samarbejde mellem adskillige mennesker. Og det vi ved om Styrmir Kárason understøtter på ingen måde ideen om, at han skulle have været en form for indsamler eller redaktør af mundtlig information.

Men vi har også mere direkte beviser. I begyndelsen af sit efterskrift skriver Hauk Erlendsson:

”Nu er opregningen af bosættelserne på Island fuldendt,
ifølge det som vise mænd har skrevet,
først præsten Ari Þorgilsson den Vise (fróði),
og Kolskeggr den Vise (vitri).

Herefter fortsætter han med at omtale Sturlas og Styrmirs bøger. Der har været mange spekulationer om Hauks kilde til dette udsagn. Det kan være kommet fra Styrmisbók, da det ikke ville være usandsynligt, at Styrmir et eller andet sted ville nævne sine kilder, men vi har ingen mulighed for at bevise dette. Ari den Vise bliver ikke nævnt som kilde i Sturlubók, selv om der her gøres brug af hans Íslendingabók. Derimod er Kolskeggr Ásbjarnarson nævnt i Landnámabóks tekst som kilde til de kapitler, der dækker det meste af den øst- og sydøstlige del af Island. Dertil kommer, at disse kapitler afslører særlige fælles stilistiske træk.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE