Samiske fortællinger – Uldafortællinger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Uldafortællinger m.m.
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

LVI.

Her er beviset på uldaerne

Olof Nilsson Svonni, som stadig lever, har set og hørt uldaerne (= saivofolket) helt udtrykkeligt. Engang i forsommeren opholdt de [siidaens samer] sig syd for Abisko i Baddos ikke langt fra trægrænsen. Helt fra gammel tid havde dette sted været en teltplads for lapperne, og her var også en offerplads. Stedets navn er Baddos-bakte, og der havde lapperne sine ting. Der var udhængende klipper eller åbninger i klipperne og her opbevarede de de ting, som ikke måtte blive våde.

Nu var der så kommet en sida til pladsen og havde slået deres telte op. Men to unge drenge kunne ikke sove der om natten, mens alle de andre sov. Det var O. Nilsson [Svonni] og Per Henrik Kuhmoinen. De ville nu foretage sig noget i natten, skyde fugle eller et og andet. Men da kunne de høre mennesker tale inde i den store offerklippe – Baddos-bakte. De gik nærmere for at lytte og høre, hvad der blev sagt. Og de kom ganske nær og lyttede halvdelen af natten. De kunne tydeligt høre, at der var mennesker, som talte. Men de forstod ikke klart, hvad der blev sagt. Men så meget vidste de, at det var uldaerne, som talte, for alle andre sov. Og dette er så sikkert, at de var villige til at bevidne det med ed, om nødvendigt.

Det pågældende sted er også kendetegnet ved store bunker af rensdyrgevir, men jordlaget er nu vokset op over disse bunker af gevir. [J. T.]

LVII.

Uldaernes køer

Samme mand [Svonni, som havde fortalt dette til Turi] har i fuldt dagslys set uldaernes køer. Dette skete også [på] en af lappernes græsbevoksede lejrpladser i Vassevagge på Barta-engen. Der boede lapperne og det var sommer, og de havde også køer. Engen var således, at der midt på den var en hulning. – Engang da disse to, O. Nilsson og P. Kuhmoinen, kom hjem til kåten fra vildmarken [dvs. fra rensdyrflokken], så de mange køer græsse på engen, og da de kom nærmere, gik det op for dem, at det ikke var sidaens køer. Og det bedste bevis herpå var, at de alle var hvide. Da de nu helt klart ser, at det ikke er lappernes køer, forstår de, at det må være uldaernes. Og de vidste også, hvordan de fik fat på uldaernes køer. De taler sammen om, at de ikke skal tage øjnene fra dem, så de ikke skal forsvinde. Og de ser, at de græsser nede i hulningen af engen, men så taber de dem af syne og løber derhen for at nå over til dem, inden de alle når at forsvinde. Men drengene nåede ikke derhen, før hver og en var forsvundet i hulningen, og før de overhovedet kunne nå at kaste stål over dem – for de havde selvfølgelig hørt, at hvis man kunne kaste stål over en, så ville man få denne som sin ejendom. De kom dog ikke nær nok, for de [køerne] gik ned i hulningen. Da drengene nåede kanten af hulningen, var der overhovedet intet at se, skønt det var en temmelig blød hulning [dvs. let at overskue]. Da forstod de endnu bedre, at det virkelig havde været uldaernes køer. Og de regnede det for et stort tab, at de ikke havde været i stand til at få fat på dem, når de nu havde været så tætte på dem. [J. T.]

LVIII.

Historien om en lap og uldaerne

Den afdøde Nikkaš, som mistede sine får.

En lap havde mistet alle sine får. Lapperne havde dengang mange får [ud over rener]. Da han nu havde mistet dem alle, ledte han efter dem hver eneste dag og hvert eneste sted. Og han troede aldrig, at han skulle se dem igen. Så gik han op på toppen af Gorsavagge, hvor lapperne plejede at holde til. Lapperne forstod, at uldaerne også havde taget ophold der. Her findes nogle bakker, som minder om kåter i form, og lapperne kalder dem for uldaernes kåter. Og den gamle lap, som havde mistet sine får, lagde sig ned for at hvile sig ved siden af en sådan uldakåte. Da drømte han, at han så uldaerne, og de underholdt ham, serverede mad for ham og snakkede med ham. Og de fortalte ham, at de også havde testamentet [dvs. Det nye Testamente, hvilket viste, at også de var kristne] "akkurat som du har." Så lovede de at fortælle ham, hvor hans får var blevet af, og de fortalte ham helt nøjagtigt, hvor de var. Men de ville have en særlig god vædder som tak. Da han vågnede op, gik han øjeblikkeligt til det sted, som de havde udpeget for ham. Og da han kom til stedet, stod fårene lige der lyslevende for hans øjne. Han gik nærmere og genkendte alle sine får, men den største vædder manglede. Og det glædede ham, at de [uldaerne] havde fået deres velfortjente andel.

Og han var næsten selv som en ulda, han boede alene i vildmarken det meste af tiden og levede til han blev gammel. Han forsvandt nord for Torneträsk, kun hans båd blev fundet på Torneträsk strand ved mundingen af Bessišjokk. Hans gevær fandt de oppe ved trægrænsen. Han var en stor jæger, og hans søn Olof Nilsson Svonni har lært mange ting af sin far, som er gode at vide ved jagt og meget andet. På den måde er han (Nikkaš) lidt mere end almindelige folk [dvs. folk som ikke er noaider]. Han er også lappernes læge og en mægtig jæger. [J. T.]

LIX.

Fra øvre Nivsat-gorsa

Syd for Kaisepakte oppe ved Nivsat-gorse ved trægrænsen var der en pige, som så, at en siida gjorde holdt for at slå lejr. De begyndte at spænde fra og slå deres telte op. Den eneste forskel [dvs. det eneste bemærkelsesværdige] var, at pakrenerne ikke havde gevir og at saddelklæderne [under deres oppakning] var af lærred. Dem, som hørte om dette, syntes at det var mærkeligt, at der skulle komme en siida der, og de drog straks afsted for at se, hvis siida det var. Og da de kom til stedet, var der ikke spor at se. De vendte hjem til deres kåte og skældte pigen ud for at have løjet. Men pigen sagde: "Jeg har ikke løjet, det er sandt – der var nogen, som slog deres telte op." De andre begyndte nu at spørge hende, hvordan pakrenerne havde set ud. Pigen fortalte, at pakrenerne ikke havde gevir, og at alle tæpperne [under oppakningen] havde været af lærred – lapperne bruger altid tæpper af rensdyrskind med hårene på – og så forstod de, at det havde været uldaernes siida. Og selv i vor tid er der mennesker, som har set alt dette. Og i den siida var også den samme O. N. Svonni; han hørte selv pigen fortælle om sit syn og det hele; han var i siidaen, da det alt sammen skete. Denne hændelse fandt sted for ikke så længe siden. [J. T.]

LX.

En ny påmindelse om uldaerne

Vanen tro flyttede Bolno-siidaen sidste forår nordpå langs Torneträsk, mens der stadig var is på. De stoppede ved Giebmaš-njarga og slog deres telte op, som lapperne nu gør. Der findes mange store klippestykker der og børnene løb omkring dem og klatrede op på dem. Så ser de en lap ligge der – hans navn var Balot Biette, og han hørte til siidaen. Men han var ikke i siidaen på dette tidspunkt, og desuden havde han helt nyt tøj på. Og da drengen ser, at deres nabo Balot Biette ligger og sover der på klippen, sparker han til ham bagfra og han [dvs. den sovende mand] sagde: "Hvorfor kan du ikke lade mig sove i fred?" Så rejste han sig og sagde til drengene: "Følg nu med mig til min kåte!" Han kikkede på begge drenges brystklud og på den enes fik han øje på en messingknap. Henvendt [til ham] sagde han: "Jeg vil ikke have dig med!" Og så kikkede han igen på den anden drengs brystklud men fik ikke øje på noget. Så sagde han: "Du skal følge med mig, min kåte ligger ikke så langt herfra." Derpå kom en anden mand til, der så ud som Balot Biette, og dermed var der to Balot Bietter. Men de var begge uldaer. Så tog den ene Balot den dreng, som hverken havde guld, sølv, messing eller noget andet metal på sig. Han førte ham med sig ud på søen, og her gik de langs en lille halvø i søen i retning af det sted, hvor han havde fortalt drengen, at hans kåte lå.

Nu blev de andre dog opmærksomme på, at drengen var forsvundet i vildmarken og de sendte drengens søster ud for at lede efter ham. Søsteren kunne se ham, men drengen gik så hurtigt, at hun ikke kunne indhente ham. Så kalder hun på drengen, for hun kunne se ham [men manden var usynlig for hende]. Uldaen, som havde skikkelse som Ballot, spurgte ham nu: "Hvad er det, som råber?" Og pigen løber nu så hurtigt, som hun kan. Atter spørger uldaen drengen: "Hvad er det, som kommer? Og den har endog en stav med!" Pigen kom ikke desto mindre nærmere, og nu forlod uldaen den lille dreng, men drengen så faktisk, at han gik ind under en klippesten og forsvandt der. Da pigen nåede drengen, fulgte hun ham hjem.

Drengen sagde ikke noget den dag, selv om de gjorde, hvad de kunne [for at få ham til at tale]. Men så var der Ballots broder Simon, som blev regnet for at være lidt "vis", og han fik ham endelig til at tale den følgende dag. Og så fortalte han om alle de begivenheder, som er nævnt ovenfor. Drengen havde forandret sig, så han havde fået et mærkeligt udseende, men da han igen blev i stand til at tale, fik han sit tidligere udseende igen. – Og den omtalte drengs far hedder Nils Persson Nutti. [J. T.]

LXI.

Amuletter

Alle lapper bør huske den gamle tro, at man altid skal sørge for, at ethvert barn har en lille amulet på sig.

Det, som smeltes af malm, er en amulet. Hvis nogen har kobber eller sølv eller messing, kan uldaen ikke tage [barnet], eller hvis barnet i det hele taget har nogen slags metal på sig.

Man kan også kalde det šiella [dvs. amulet, gave, findeløn], hvis man finder noget for en anden person. Her får finderen en belønning, så han bliver i stand til at kunne finde igen en anden gang. Denne belønning kaldes en øje-gave. [J. T.]

LXII.

Vulli Hæikas kone blandt uldaerne

Hvad jeg har hørt om uldaerne fra Millo Hæika.

Der lever stadig en, som har set uldaerne og deres bolig. Hun var en ung smuk pige. Engang hun var ude i vildmarken, ser hun to piger. De går hen til hende og tager hende i hånden og beder hende følge med dem. De tog hende da i hver sin hånd og førte hende til en klippe, hvor en dør åbnede sig. Indenfor fandtes alle mulige ting, mad og meget sølv og mange mennesker. Og så sagde de: "Dette er en umådelig smuk pige." Men så blev hun bange, rev sig løs og løb sin vej. – Hun lever endnu, 1909. [J. T.]

LXIII.

Mere om uldaerne

Susanna Huuva er fyrre år gammel nu. Da hun var en lille pige, lå hun engang og sov på en høj bakke. Hun vågnede og ser en hel flok [rener] græsse omkring sig og de havde alle bare ét horn. Hun forstod ingenting men faldt igen i søvn. Da hun atter vågnede, var der ingen rener mere. Hjemme fortalte hun det til sin mor, som selvfølgelig vidste, at det havde været uldaerne, da de alle er ethornede. – Samme person har på østsiden af Raggesvare set en flok pakrener hvile sig, men da hun gik derover, hvor hun havde set dem, var der ingenting overhovedet – kun løse sten.

For fyrre år siden var der en kvinde, som også havde set en flok uldaer, og det var en stor flok. Og endnu lever der én, som har været i uldaernes bolig og tilbragt en hel dag der. Det var en halvstor dreng, som var faldet i søvn på en høj bakke, og uldaerne ledte ham med sig til deres hus eller bolig. Mange var forsamlede der og de tilbød ham mad, men han havde ikke lyst til deres mad. De nødede ham mange gange og var meget venlige mod ham, men han spiste ingenting. Så måtte de lade ham gå, men de sagde, at hvis deres gamle [mand] havde været der, "så var du ikke sluppet herfra." – Allerede fra gammel tid har lapperne vidst, at man ikke skal spise noget [blandt uldaerne], for hvis man spiser, kommer man ikke derfra igen.

Engang opholdt en af lappernes siidaer sig på Gaivare. De skulle netop til at malke deres rensdyr ved kåten, da en flok smukke køer kom springende og dansende. Men de [lapperne] foretog sig intet med dem. På det tidspunkt forstod de ikke, hvad det var, men da de [køerne] pludselig forsvandt, kom de til at tænke på, at det måtte have været uldaernes køer. Da var det dog for sent, for de havde ikke forstået det, mens de var synlige. Og det var faktisk uldaerne, som tilbød dem disse (køerne). Men de forstod det ikke, mens tid var.

I Koutokeino er der en lap, som har fået en hel flok (rener) af uldaerne. Og hans rener var smukkere og mere fremragende [end de andre lappers]. Den mands navn var Boala Bær Aslak. Alle hans børn er rige og det samme er hans børnebørn. Og hans efterkommere lever stadig. Ej heller tog ulvene flere af dem [ulda-renerne], end hvad de behøvede til deres egen føde. Men dem, som ikke kommer overens med uldaerne, kan miste et to- eller trecifret antal rener til ulvene.

Lapperne i gamle dage så uldaer lige så tit, som [de så] andre lapper. Uldaerne var særligt venligtsindede mod bestemte lapper. De kom tit til dem og snakkede med dem og fortalte dem, hvad der skulle ske. Men uldaerne kan være slemme mod dem, som ikke lever således som de synes. Uldaerne er heller ikke venner med flere end nogle få folk. Og den mand, som har uldaernes venskab, han er sikker på at klare sig. De hjælper altid, hvor der er behov for det. Og en person, som nyder godt af uldaerne hjælp, han er i sandhed en noaide. Og jord-halderne, dem som de hjælper, klarer sig også godt. [J. T.]

LXIV.

Når børn forbyttes af uldaerne

Engang blev et barn forbyttet; (folk) opdagede, at det var en skifting, for de kunne ikke komme overens med barnet. Det blev tydeligt ved, at barnet begyndte at sutte meget hårdt – og barnets mor vidste, at hendes barn ikke plejede at sutte så hårdt. Det var det første tegn, hvorved de forstod, at barnet var forbyttet. En gammel kvinde rådede dem således: "I skal ordentligt piske barnet." Og videre sagde hun: "Sæt barnet i et rum for sig selv og sæt grød på bordet, meget lidt grød og mange skeer, og gå derefter ud af rummet og smugkig ind gennem et hul!" Og da folk gik ud, rejste barnet sig og gik hen til bordet og sagde: "Jeg har nu levet lige så længe som dværgbirkerne på bjergene, men jeg har dog aldrig set dette trick med så lidt grød og så mange skeer!" Dermed vidste de, at uldaerne havde forbyttet barnet. Så gav de det en ordentlig gang pisk og satte det i et rum for sig selv og tændte mange lys. Derpå gik de igen ud for at lytte, og så hørte de, at uldaerne sagde, at de ikke kunne holde ud at høre, at man tæskede deres gamle mor. Så byttede [uldaerne] barnet tilbage igen; de brækkede kun en finger (på det) som et tegn, og fordi man havde slået deres mor så slemt.

Lapperne mister ofte børn, især dem der ikke sætter amuletter på børnene. Nogle amuletter er af sølv; og hvis de er af sølv, og der er indridset bogstaver på dem, har uldaerne ikke magt til at bortføre børnene. Derfor begyndte lapperne at have sølv på børnene – mange slags sølv.

Lapperne har sandt nok også tidligere mistet børn; det er ikke blevet mere klart (hvordan), men nu taler de blot om, at uldaerne tager et barn, hvis de kan komme til det. Derfor lagde de en kniv i vuggen, for at uldaerne ikke skulle få fat i barnet, og sølvet er også derfor bundet i børnenes vuggebånd. Folk nu om dage tror, at dette bare var til pynt, men for folk i gamle dage var dette ikke bare pynt; men de kaldte det amuletter, dette sølv og alt det, de havde på barnet, for at uldaerne ikke skulle bortføre det.

For tres år siden forsvandt et barn ved kanten af Torneträsk på sydsiden af søen ved Nivsat-orda. Man ledte efter det i alle huller; til sidst begyndte en mand, der var kyndig i hekseri, at sætte ild til jorden; men dette hjalp ikke mere. Han tænkte, at uldaerne ofte bortførte børn. — Men ørnen kunne også bortføre børn, især de (børn) der er klædt i pels eller rensdyrskind. Ørnen plejede at æde rensdyr[kalve] og harer, og derfor er den farlig for de børn, som er klædt i rensdyrskind. De gamle havde i det mindste lært, at ørne også bortfører børn, for de plejede at sørge for, at børnene ikke sov på en åben bakke, men hellere ind under en klippe eller ved foden af et birkekrat, så ørnen ikke skulle se dem.

LXV.

Fortælling om en lappedreng som mødte uldaerne

LXVI.

En mærkelig sag – venskab mellem en lap og en ulda

LXVII.

[En lappisk kvinde som jordmoder for en ulda]

LXVIII.

Fra Sautusjaure

LXIX.

I kirke i Jukksjärvi

LXX.

Om en stallo som boede i den nordlige del af Torneträsk på næsset Stallo-bieske

LXXI.

Stallo og Banni Biettar

LXXII.

Om en underjordisk kåte

LXXIII.

[Mord-huset]

LXXIV.

[Fire sønner]

LXXV.

Om en dum dreng. »Næste gang«

LXXVI.

Om en dum dreng, som skulle giftes

LXXVII.

[Den dumme dreng, som giftede sig med kongens datter]

LXXVIII.

Store Peter og Lille Peter

LXXIX.

Antti Puhar

LXXX.

En gammel historie om vandånderne

På en fiskerø var der et hus, som fiskerne havde indrettet, så de kunne opholde sig der under uvejr. Det var en stor bolig med mange rum. Og vandånderne havde taget det til sig som et festhus. De havde en bestemt tid, hvor de begyndte at feste. Men (fiskerne) vidste godt, hvornår vandånderne og -halderne ville komme for at feste.

Så kom tiden, hvor ånderne drog til huset for at feste. Nogle af dem skulle giftes, men ejerne af huset vidste også, at vandånderne nu kom. De forlod da huset men efterlod en mand der, som de ønskede at gøre det af med. Manden gik ind i huset og ledte efter et skjulested. Han fandt et godt gemmested bag pejsen og gik derind. Han havde en gammeldags musket med sig, og den var ladt. Han ventede nu, indtil vandånderne kom. Så så han, at en kvinde kom ind først, som havde et bælte om livet, med nøgler overalt på det, så det bare klingede, når hun gik på gulvet. Hun syntes, at der var en mærkelig lugt i huset; men hun havde stadig ikke fået øje på manden, der sad bag pejsen. Så gik hun ud igen og tog de andre med sig, og alle gik ind. Først bar de et bord ind og stillede det midt på gulvet, hvorefter de bar al slags mad og drikkevarer ind. Og udelukkende sølv- og guldsager og skeer og kedler og gafler og knive og lysestager og stole og utallige sølv- og guldsager og alle slags smukke pyntegenstande, silke- og uldgarn af enhver slags. Og så satte de sig og begyndte at spise og drikke. Men manden, der var bag pejsen, rettede sit gevær direkte på kvinden med alle nøglerne rundt om livet. Han lagde geværet mellem sine ben og sigtede direkte mod hende, lige på bæltet, hvor nøglerne hang. Så skød han, og ramte også. Bæltet faldt til jorden sammen med nøglerne. De andre blev forfærdede, og kvinden ligeså. Så bange blev de, at de løb ud i havet, lige så det plaskede. Men manden fik alt det guld og sølv og alle pyntegenstandene. Og han blev overmåde rig.

Men så kom de to, som havde efterladt manden der, for at gøre det af med ham. Og de så, hvor rig han var blevet. Så spurgte de: "Hvordan er du blevet så rig?" Så sagde han: "I kan begge blive lige så rige som jeg, hvis I gør som jeg ønsker." Så ville de gøre præcis, hvad han sagde, så de også kunne blive rige. Nå, så sagde manden, som var blevet rig: "I skal komme her på tidspunktet, hvor vandånderne holder fest, og gå ind og placere jer på hver side af døren lige op ad væggen; og hvad der ellers skal ske, vil jeg fortælle jer, når I sejler mig væk fra denne ø nu." Så sejlede de ham over fra øen, og de bekymrede sig ikke om nogen betaling. Da han kom i land, gav han dem først dette råd: "Tag nu tilbage til øen og fyld huset op med affald, snavs og gamle ekskrementer, og så går I derhen, hvor jeg allerede har sagt, og når vandånderne kommer, skal I forholde jer stille, indtil de alle kommer ind, og så skal I sige: "I har samlet så meget affald og snavs og ekskrementer her, og nu skal I gøre huset rent og aflevere alle jeres varer!" - Vandånderne rengjorde nu huset, men sammen med skidtet forsvandt de to mænd, og hvad der blev af dem, ved ingen. Da huset var rengjort, holdt de igen fester der. Og da de var færdige, drog de derfra. [J. T.]

LXXXIII.

Manden i månen

Lapperne har siden de tidligste tider haft en fortælling, som lyder således: I gamle dage var månen så lysende, at man kunne se lige så godt (om natten) som om dagen. Men så var der en tyvagtig bonde, som stjal om natten – det har altid været tyvenes foretrukne tid til tyveri, og det er det stadig. Men tyven blev vred på månen, fordi den skinnede så meget, at han kunne ses, fordi det var så lyst. Så tog han en tjærespand og drog ud for at tjære månen til. Men så klæbede han selv fast til månen sammen med spanden – og der er han stadig! – Det er derfor, at månen er mørk nogle steder. [J. T.]

LXXXIV.

Feberen og kopperne

Sygdomme talte også sammen, dengang alle ting kunne tale. Feberen og kopperne skændtes med hinanden. Feberen bebrejdede kopperne: "Du er som en hund, der bider mennesker, så der kommer huller og sår ud over hans hud." Men kopperne bebrejdede feberen: "Du er endnu mere skamløs, for du kommer mange gange til den samme person; men jeg er ikke så grådig, at jeg kommer tilbage til én, jeg engang har forladt." [J. T.]

LXXXV.

Om edderkoppen og fluen

Engang i gamle dage var der en mand, der sagde, at hvis folk ville følge hans råd, ville han udrydde alle edderkopper og fluer. – Engang skete det imidlertid, at denne mand måtte flygte fra to fjender, der ville dræbe ham. Han opholdt sig da på et sted, hvor en flue summede i hans ører; han skulle lige til at slå fluen ihjel, men så opdagede han, at hans fjender var tæt på, derfor flygtede han ind i en klippekløft og krøb sammen der. Dér var der en edderkop, som løb over ham, og han var lige ved at slå den ihjel, men nåede det ikke. Så faldt manden i søvn, og edderkopperne kom og spandt hurtigt hen over åbningen af kløften et så tæt spind, at han slet ikke kunne ses; og da edderkopperne var færdige med deres arbejde, kom de to fjender og stod stille ved klippen. Og den ene sagde: "Måske er han i denne kløft." Så sagde den anden: "Sikke noget vrøvl, han kunne umuligt være kommet derind uden at edderkoppespindet var blevet ødelagt!" Så sagde den første: "Måske spandt edderkoppen spindet bagefter." Så sagde den anden igen: "Ah, så hurtig er hun nu ikke!" – og så gik de deres vej. Manden forblev i live og takkede ofte Gud for at have skabt edderkoppen og fluen. [P. T.]

LXXXVI.

Om myggene i gamle dage

I begyndelsen var der slet ingen myg i Lapland, kun i bøndernes land var der myg. Så begyndte myggene at tænke på, om de skulle tage op og se på det berømte Lapland, som de havde hørt så meget om fra edderkoppen – der havde løbet rundt i Lapland og som havde fortalt myggene, at det var frygteligt godt at bo der; der var så mange rensdyr og hunde og hun-geder og bukke og alle mulige små dyr, som ikke havde boliger eller nogen form for ly. Og lapperne, de sover udendørs helt nøgne. – Men edderkoppen sagde dette af den ene grund, at hvis hun fik myggene til at tage derop, så ville hun selv få chancen for at grine af, at de faktisk var så dumme at tage lige derhen, hvor hun ville have dem – uden den mindste mistanke om, at "når jeg er i Lapland, så spinder jeg stadigvæk net, så tynde, mellem de løse sten og mellem birketræerne, og på ethvert sted, hvor myggene bor, så de slet ikke ser noget, før de er fanget i nettet; og så løber jeg langs en af trådene og løsner dem og spiser dem, ligesom [jeg gjorde], da de boede i bøndernes land."

Nå, så tænkte myggene på, om de alle sammen skulle sætte kursen mod Lapland på én gang. Men myggenes mor sagde, at det ville ikke være godt, om alle drog dertil; til at begynde med skulle de bare sende tre for at undersøge, hvordan Lapland var. Så i første omgang drog seks ud for at udforske Lapland; men der var ganske langt derhen, og en af myggene var træt inden han nåede lapperne. Så fandt han en et år gammel rensdyrkalv, som også var blevet så træt, at den var blevet efterladt fra hjorden, da de var på vej til deres land. Den stakkels rensdyrkalv var faldet i søvn på en bjergskråning i solskinnet; og der fandt den udmattede myg kalven. Så hvad gjorde den tåbelige myg? Den satte sig ned på spidsen af kalvens hale og begyndte at suge blod fra den. Og da den var mæt, fløj den til den anden ende af kalven og satte sig lige på dens øje og ville hvile sig der. Da kalven følte, at dens øje begyndte at klø, vendte den sig, og myggen fik et ben så slemt skadet, at den fløj fra øjet og satte sig lige foran et næsebor. Men da kalven trak vejret, troede den (myggen), at det var en varm forårs-vind, og derfor fløj han ikke væk. Så kom der en flue og summede i rensdyrkalvens øre, så kalven nikkede og virrede med hovedet, hvorved myggen blev slynget så langt ind i buskadset, at man aldrig så den igen. Og kalven begyndte at løbe i sådan en fart, at dens hale stod lige i vejret og svingede, og den løb lige ind i et krat for at æde græs.

Nuvel, der kom alligevel fem myg til Lapland. Men én faldt ned i en mælkespand og druknede; en anden blev kvalt i kåte-røgen, og en tredje kom i klemme mellem benene på en gammel kone og omkom der. To vendte tilbage til bondelandet, og de fortalte, at det er godt at leve deroppe – bortset fra, at der er så mange farlige steder. Og så fortalte de to, der var vendt tilbage fra Lapland, hvordan deres fæller var omkommet. Så sagde myggemoderen: "Lad kun fluerne drage derhen, de er så forsigtige." Så sagde de to, at de (myggene) sagtens kunne klare sig deroppe, hvis de drog afsted alle sammen. Så fløj de alle sammen afsted. Og da de kom til Lapland, fandt de en rensdyrflok i hver dal, og ingen af dem vidste, hvilke dyr der var i så stort tal. Men så kom en af dem i tanke om, at det måtte være rensdyrene, som edderkoppen havde talt om. Så fløj de alle på rensdyrflokken og drev dem højt op på bjerget. [P. T.]