Samiske fortællinger – Uldafortællinger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Uldafortællinger m.m.
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

LVI.

Her er beviset på uldaerne

Olof Nilsson Svonni, som stadig lever, har set og hørt uldaerne (= saivofolket) helt udtrykkeligt. Engang i forsommeren opholdt de [siidaens samer] sig syd for Abisko i Baddos ikke langt fra trægrænsen. Helt fra gammel tid havde dette sted været en teltplads for lapperne, og her var også en offerplads. Stedets navn er Baddos-bakte, og der havde lapperne sine ting. Der var udhængende klipper eller åbninger i klipperne og her opbevarede de de ting, som ikke måtte blive våde.

Nu var der så kommet en sida til pladsen og havde slået deres telte op. Men to unge drenge kunne ikke sove der om natten, mens alle de andre sov. Det var O. Nilsson [Svonni] og Per Henrik Kuhmoinen. De ville nu foretage sig noget i natten, skyde fugle eller et og andet. Men da kunne de høre mennesker tale inde i den store offerklippe – Baddos-bakte. De gik nærmere for at lytte og høre, hvad der blev sagt. Og de kom ganske nær og lyttede halvdelen af natten. De kunne tydeligt høre, at der var mennesker, som talte. Men de forstod ikke klart, hvad der blev sagt. Men så meget vidste de, at det var uldaerne, som talte, for alle andre sov. Og dette er så sikkert, at de var villige til at bevidne det med ed, om nødvendigt.

Det pågældende sted er også kendetegnet ved store bunker af rensdyrgevir, men jordlaget er nu vokset op over disse bunker af gevir. [J. T.]

LVII.

Uldaernes køer

Samme mand [Svonni, som havde fortalt dette til Turi] har i fuldt dagslys set uldaernes køer. Dette skete også [på] en af lappernes græsbevoksede lejrpladser i Vassevagge på Barta-engen. Der boede lapperne og det var sommer, og de havde også køer. Engen var således, at der midt på den var en hulning. – Engang da disse to, O. Nilsson og P. Kuhmoinen, kom hjem til kåten fra vildmarken [dvs. fra rensdyrflokken], så de mange køer græsse på engen, og da de kom nærmere, gik det op for dem, at det ikke var sidaens køer. Og det bedste bevis herpå var, at de alle var hvide. Da de nu helt klart ser, at det ikke er lappernes køer, forstår de, at det må være uldaernes. Og de vidste også, hvordan de fik fat på uldaernes køer. De taler sammen om, at de ikke skal tage øjnene fra dem, så de ikke skal forsvinde. Og de ser, at de græsser nede i hulningen af engen, men så taber de dem af syne og løber derhen for at nå over til dem, inden de alle når at forsvinde. Men drengene nåede ikke derhen, før hver og en var forsvundet i hulningen, og før de overhovedet kunne nå at kaste stål over dem – for de havde selvfølgelig hørt, at hvis man kunne kaste stål over en, så ville man få denne som sin ejendom. De kom dog ikke nær nok, for de [køerne] gik ned i hulningen. Da drengene nåede kanten af hulningen, var der overhovedet intet at se, skønt det var en temmelig blød hulning [dvs. let at overskue]. Da forstod de endnu bedre, at det virkelig havde været uldaernes køer. Og de regnede det for et stort tab, at de ikke havde været i stand til at få fat på dem, når de nu havde været så tætte på dem. [J. T.]

LVIII.

Historien om en lap og uldaerne

Den afdøde Nikkaš, som mistede sine får.

En lap havde mistet alle sine får. Lapperne havde dengang mange får [ud over rener]. Da han nu havde mistet dem alle, ledte han efter dem hver eneste dag og hvert eneste sted. Og han troede aldrig, at han skulle se dem igen. Så gik han op på toppen af Gorsavagge, hvor lapperne plejede at holde til. Lapperne forstod, at uldaerne også havde taget ophold der. Her findes nogle bakker, som minder om kåter i form, og lapperne kalder dem for uldaernes kåter. Og den gamle lap, som havde mistet sine får, lagde sig ned for at hvile sig ved siden af en sådan uldakåte. Da drømte han, at han så uldaerne, og de underholdt ham, serverede mad for ham og snakkede med ham. Og de fortalte ham, at de også havde testamentet [dvs. Det nye Testamente, hvilket viste, at også de var kristne] "akkurat som du har." Så lovede de at fortælle ham, hvor hans får var blevet af, og de fortalte ham helt nøjagtigt, hvor de var. Men de ville have en særlig god vædder som tak. Da han vågnede op, gik han øjeblikkeligt til det sted, som de havde udpeget for ham. Og da han kom til stedet, stod fårene lige der lyslevende for hans øjne. Han gik nærmere og genkendte alle sine får, men den største vædder manglede. Og det glædede ham, at de [uldaerne] havde fået deres velfortjente andel.

Og han var næsten selv som en ulda, han boede alene i vildmarken det meste af tiden og levede til han blev gammel. Han forsvandt nord for Torneträsk, kun hans båd blev fundet på Torneträsk strand ved mundingen af Bessišjokk. Hans gevær fandt de oppe ved trægrænsen. Han var en stor jæger, og hans søn Olof Nilsson Svonni har lært mange ting af sin far, som er gode at vide ved jagt og meget andet. På den måde er han (Nikkaš) lidt mere end almindelige folk [dvs. folk som ikke er noaider]. Han er også lappernes læge og en mægtig jæger. [J. T.]

LIX.

Fra øvre Nivsat-gorsa

Syd for Kaisepakte oppe ved Nivsat-gorse ved trægrænsen var der en pige, som så, at en siida gjorde holdt for at slå lejr. De begyndte at spænde fra og slå deres telte op. Den eneste forskel [dvs. det eneste bemærkelsesværdige] var, at pakrenerne ikke havde gevir og at saddelklæderne [under deres oppakning] var af lærred. Dem, som hørte om dette, syntes at det var mærkeligt, at der skulle komme en siida der, og de drog straks afsted for at se, hvis siida det var. Og da de kom til stedet, var der ikke spor at se. De vendte hjem til deres kåte og skældte pigen ud for at have løjet. Men pigen sagde: "Jeg har ikke løjet, det er sandt – der var nogen, som slog deres telte op." De andre begyndte nu at spørge hende, hvordan pakrenerne havde set ud. Pigen fortalte, at pakrenerne ikke havde gevir, og at alle tæpperne [under oppakningen] havde været af lærred – lapperne bruger altid tæpper af rensdyrskind med hårene på – og så forstod de, at det havde været uldaernes siida. Og selv i vor tid er der mennesker, som har set alt dette. Og i den siida var også den samme O. N. Svonni; han hørte selv pigen fortælle om sit syn og det hele; han var i siidaen, da det alt sammen skete. Denne hændelse fandt sted for ikke så længe siden. [J. T.]

LX.

En ny påmindelse om uldaerne

Vanen tro flyttede Bolno-siidaen sidste forår nordpå langs Torneträsk, mens der stadig var is på. De stoppede ved Giebmaš-njarga og slog deres telte op, som lapperne nu gør. Der findes mange store klippestykker der og børnene løb omkring dem og klatrede op på dem. Så ser de en lap ligge der – hans navn var Balot Biette, og han hørte til siidaen. Men han var ikke i siidaen på dette tidspunkt, og desuden havde han helt nyt tøj på. Og da drengen ser, at deres nabo Balot Biette ligger og sover der på klippen, sparker han til ham bagfra og han [dvs. den sovende mand] sagde: "Hvorfor kan du ikke lade mig sove i fred?" Så rejste han sig og sagde til drengene: "Følg nu med mig til min kåte!" Han kikkede på begge drenges brystklud og på den enes fik han øje på en messingknap. Henvendt [til ham] sagde han: "Jeg vil ikke have dig med!" Og så kikkede han igen på den anden drengs brystklud men fik ikke øje på noget. Så sagde han: "Du skal følge med mig, min kåte ligger ikke så langt herfra." Derpå kom en anden mand til, der så ud som Balot Biette, og dermed var der to Balot Bietter. Men de var begge uldaer. Så tog den ene Balot den dreng, som hverken havde guld, sølv, messing eller noget andet metal på sig. Han førte ham med sig ud på søen, og her gik de langs en lille halvø i søen i retning af det sted, hvor han havde fortalt drengen, at hans kåte lå.

Nu blev de andre dog opmærksomme på, at drengen var forsvundet i vildmarken og de sendte drengens søster ud for at lede efter ham. Søsteren kunne se ham, men drengen gik så hurtigt, at hun ikke kunne indhente ham. Så kalder hun på drengen, for hun kunne se ham [men manden var usynlig for hende]. Uldaen, som havde skikkelse som Ballot, spurgte ham nu: "Hvad er det, som råber?" Og pigen løber nu så hurtigt, som hun kan. Atter spørger uldaen drengen: "Hvad er det, som kommer? Og den har endog en stav med!" Pigen kom ikke desto mindre nærmere, og nu forlod uldaen den lille dreng, men drengen så faktisk, at han gik ind under en klippesten og forsvandt der. Da pigen nåede drengen, fulgte hun ham hjem.

Drengen sagde ikke noget den dag, selv om de gjorde, hvad de kunne [for at få ham til at tale]. Men så var der Ballots broder Simon, som blev regnet for at være lidt "vis", og han fik ham endelig til at tale den følgende dag. Og så fortalte han om alle de begivenheder, som er nævnt ovenfor. Drengen havde forandret sig, så han havde fået et mærkeligt udseende, men da han igen blev i stand til at tale, fik han sit tidligere udseende igen. – Og den omtalte drengs far hedder Nils Persson Nutti. [J. T.]

LXI.

Amuletter

Alle lapper bør huske den gamle tro, at man altid skal sørge for, at ethvert barn har en lille amulet på sig.

Det, som smeltes af malm, er en amulet. Hvis nogen har kobber eller sølv eller messing, kan uldaen ikke tage [barnet], eller hvis barnet i det hele taget har nogen slags metal på sig.

Man kan også kalde det šiella [dvs. amulet, gave, findeløn], hvis man finder noget for en anden person. Her får finderen en belønning, så han bliver i stand til at kunne finde igen en anden gang. Denne belønning kaldes en øje-gave. [J. T.]

LXII.

Vulli Hæikas kone blandt uldaerne

Hvad jeg har hørt om uldaerne fra Millo Hæika.

Der lever stadig en, som har set uldaerne og deres bolig. Hun var en ung smuk pige. Engang hun var ude i vildmarken, ser hun to piger. De går hen til hende og tager hende i hånden og beder hende følge med dem. De tog hende da i hver sin hånd og førte hende til en klippe, hvor en dør åbnede sig. Indenfor fandtes alle mulige ting, mad og meget sølv og mange mennesker. Og så sagde de: "Dette er en umådelig smuk pige." Men så blev hun bange, rev sig løs og løb sin vej. – Hun lever endnu, 1909. [J. T.]

LXIII.

Mere om uldaerne

Susanna Huuva er fyrre år gammel nu. Da hun var en lille pige, lå hun engang og sov på en høj bakke. Hun vågnede og ser en hel flok [rener] græsse omkring sig og de havde alle bare ét horn. Hun forstod ingenting men faldt igen i søvn. Da hun atter vågnede, var der ingen rener mere. Hjemme fortalte hun det til sin mor, som selvfølgelig vidste, at det havde været uldaerne, da de alle er ethornede. – Samme person har på østsiden af Raggesvare set en flok pakrener hvile sig, men da hun gik derover, hvor hun havde set dem, var der ingenting overhovedet – kun løse sten.

For fyrre år siden var der en kvinde, som også havde set en flok uldaer, og det var en stor flok. Og endnu lever der én, som har været i uldaernes bolig og tilbragt en hel dag der. Det var en halvstor dreng, som var faldet i søvn på en høj bakke, og uldaerne ledte ham med sig til deres hus eller bolig. Mange var forsamlede der og de tilbød ham mad, men han havde ikke lyst til deres mad. De nødede ham mange gange og var meget venlige mod ham, men han spiste ingenting. Så måtte de lade ham gå, men de sagde, at hvis deres gamle [mand] havde været der, "så var du ikke sluppet herfra." – Allerede fra gammel tid har lapperne vidst, at man ikke skal spise noget [blandt uldaerne], for hvis man spiser, kommer man ikke derfra igen.

Engang opholdt en af lappernes siidaer sig på Gaivare. De skulle netop til at malke deres rensdyr ved kåten, da en flok smukke køer kom springende og dansende. Men de [lapperne] foretog sig intet med dem. På det tidspunkt forstod de ikke, hvad det var, men da de [køerne] pludselig forsvandt, kom de til at tænke på, at det måtte have været uldaernes køer. Da var det dog for sent, for de havde ikke forstået det, mens de var synlige. Og det var faktisk uldaerne, som tilbød dem disse (køerne). Men de forstod det ikke, mens tid var.

I Koutokeino er der en lap, som har fået en hel flok (rener) af uldaerne. Og hans rener var smukkere og mere fremragende [end de andre lappers]. Den mands navn var Boala Bær Aslak. Alle hans børn er rige og det samme er hans børnebørn. Og hans efterkommere lever stadig. Ej heller tog ulvene flere af dem [ulda-renerne], end hvad de behøvede til deres egen føde. Men dem, som ikke kommer overens med uldaerne, kan miste et to- eller trecifret antal rener til ulvene.

Lapperne i gamle dage så uldaer lige så tit, som [de så] andre lapper. Uldaerne var særligt venligtsindede mod bestemte lapper. De kom tit til dem og snakkede med dem og fortalte dem, hvad der skulle ske. Men uldaerne kan være slemme mod dem, som ikke lever således som de synes. Uldaerne er heller ikke venner med flere end nogle få folk. Og den mand, som har uldaernes venskab, han er sikker på at klare sig. De hjælper altid, hvor der er behov for det. Og en person, som nyder godt af uldaerne hjælp, han er i sandhed en noaide. Og jord-halderne, dem som de hjælper, klarer sig også godt. [J. T.]

LXIV.

Når børn forbyttes af uldaerne

Engang blev et barn forbyttet; (folk) opdagede, at det var en skifting, for de kunne ikke komme overens med barnet. Det blev tydeligt ved, at barnet begyndte at sutte meget hårdt – og barnets mor vidste, at hendes barn ikke plejede at sutte så hårdt. Det var det første tegn, hvorved de forstod, at barnet var forbyttet. En gammel kvinde rådede dem således: "I skal ordentligt piske barnet." Og videre sagde hun: "Sæt barnet i et rum for sig selv og sæt grød på bordet, meget lidt grød og mange skeer, og gå derefter ud af rummet og smugkig ind gennem et hul!" Og da folk gik ud, rejste barnet sig og gik hen til bordet og sagde: "Jeg har nu levet lige så længe som dværgbirkerne på bjergene, men jeg har dog aldrig set dette trick med så lidt grød og så mange skeer!" Dermed vidste de, at uldaerne havde forbyttet barnet. Så gav de det en ordentlig gang pisk og satte det i et rum for sig selv og tændte mange lys. Derpå gik de igen ud for at lytte, og så hørte de, at uldaerne sagde, at de ikke kunne holde ud at høre, at man tæskede deres gamle mor. Så byttede [uldaerne] barnet tilbage igen; de brækkede kun en finger (på det) som et tegn, og fordi man havde slået deres mor så slemt.

Lapperne mister ofte børn, især dem der ikke sætter amuletter på børnene. Nogle amuletter er af sølv; og hvis de er af sølv, og der er indridset bogstaver på dem, har uldaerne ikke magt til at bortføre børnene. Derfor begyndte lapperne at have sølv på børnene – mange slags sølv.

Lapperne har sandt nok også tidligere mistet børn; det er ikke blevet mere klart (hvordan), men nu taler de blot om, at uldaerne tager et barn, hvis de kan komme til det. Derfor lagde de en kniv i vuggen, for at uldaerne ikke skulle få fat i barnet, og sølvet er også derfor bundet i børnenes vuggebånd. Folk nu om dage tror, at dette bare var til pynt, men for folk i gamle dage var dette ikke bare pynt; men de kaldte det amuletter, dette sølv og alt det, de havde på barnet, for at uldaerne ikke skulle bortføre det.

For tres år siden forsvandt et barn ved kanten af Torneträsk på sydsiden af søen ved Nivsat-orda. Man ledte efter det i alle huller; til sidst begyndte en mand, der var kyndig i hekseri, at sætte ild til jorden; men dette hjalp ikke mere. Han tænkte, at uldaerne ofte bortførte børn. — Men ørnen kunne også bortføre børn, især de (børn) der er klædt i pels eller rensdyrskind. Ørnen plejede at æde rensdyr[kalve] og harer, og derfor er den farlig for de børn, som er klædt i rensdyrskind. De gamle havde i det mindste lært, at ørne også bortfører børn, for de plejede at sørge for, at børnene ikke sov på en åben bakke, men hellere ind under en klippe eller ved foden af et birkekrat, så ørnen ikke skulle se dem.

LXV.

Fortælling om en lappedreng som mødte uldaerne

En fattig lappedreng var taget til Norge, således som lapperne havde gjort siden gammel tid; de fattigste af dem tog til de norske kyster der i Tromsø amt. Og denne dreng gjorde netop det. Han begyndte med at passe kreaturer hos en norsk bonde.

Mens han vogtede køerne, fik han (en dag) øje på to smukke lappiger og mange pæne og velnærede køer. Han gik hen til pigerne og snakkede med dem. Han syntes, at de var meget kønne – og det samme var køerne. Pigerne bad ham nu meget om at gå med dem hjem, og de fortalte ham, at deres hus ikke lå langt derfra. Så gik han da med pigerne hjem. Og da han så, hvor smukt deres hus var og så, hvor meget sølv og guld (de havde), syntes han endnu bedre om dem. En af pigerne gav ham et glas mælk at drikke, hvorefter de igen gik ud til køerne. Da det blev aften, bad de ham komme igen den følgende morgen, og de foreslog, at de kunne vogte deres køer sammen hele sommeren. I drengens øjne var ulda-køerne meget kønnere end de køer, han selv vogtede. Derpå skiltes de.

Da morgenen gryede, gik han til det samme sted, og der mødtes de igen. Pigerne var meget søde. Han fik den tanke, at han ville gifte sig med den ene af dem, og han talte meget med hende, hvilket hun godt kunne lide, og de indgik en aftale. Igen bad pigerne ham gå med dem hjem til deres kåte eller hus. Han gik da med dem, og der opholdt sig mange mennesker der, og alle var meget venlige. Igen gav de ham mælk at drikke og fortalte ham, at de var uldaer. De ville forære ham en sølvskål, men han tog ikke imod den. De bød ham også på mad, men han takkede nej, selvom han ikke var bange. Derpå gik de tilbage til køerne og vogtede dem som de plejede. Da de skiltes om aftenen, begyndte pigerne igen at bede drengen om at komme til dem for at sove. Og da drengen havde bragt køerne tilbage, gik han til pigerne, men nåede ikke derhen, for da folk så ham gå, råbte de: "Gå ikke ud i vildmarken!" — og så kom han ikke afsted.

Da morgenen gryede, gjorde han som før, og igen mødtes de, præcis som tidligere. Nu var de endnu mere forelskede, og indgik stærkere aftaler. Pigerne bad ham endnu mere indtrængende om at komme til dem om natten, eller tilbringe natten [sammen med dem]. Drengen blev meget forelsket, og de aftalte, at de skulle giftes. Og nu, da han kom tilbage, syntes han, at køerne og alt, som tilhørte virkelige mennesker, var grimmere end uldaernes køer og ejendomme. Da han kom hjem med køerne, bemærkede folk, at han var forandret. Herefter gik han ud igen. Det lykkedes ham at skjule sig for folk, og han løb ud i vildmarken. Folk råbte efter ham, da de så, at han løb ud i vildmarken, men han lod som om, han ikke hørte det og løb videre. Folkene indhentede ham dog og fangede ham. Og de bad ham [fortælle], hvorfor han løb ud i vildmarken. Så måtte han fortælle, at han havde en ulda-pige som kæreste, og han var nu på vej for at tilbringe natten hos hende. Men folkene førte ham med tilbage.

Siden da har han ikke husket eller set hende.

Den drengs navn var Gunar, og han blev alligevel en rig lap. Han boede i Gellivare [distriktet]. Men han er død nu. Den samme Gunar har faktisk sagt, at det er helt sandt, at uldaer eksisterer, absolut sikkert.

Anno 1916, Johan Turi.

LXVI.

En mærkværdig sag – venskab mellem en lap og uldaerne

En lap var blevet ven med uldaerne, så han boede i én siida [med dem], ligesom lapperne bor i en siida sammen med andre lapper. Ingen i lappens husstand så dem dog, han alene så dem. Det var kun om sommeren, at han var sammen med uldaerne. Han besøgte dem ofte, og hans folk undrede sig over, hvor han altid forsvandt hen. Uldaerne vogtede hans hjord, og andre lapper undrede sig, fordi hans hjord altid græssede nær kåten, selvom han ikke (selv) vogtede den. De andre lapper vogtede altid deres hjorde — og alligevel stak de af. Men denne laps rensdyr fulgte ikke efter de andres dyr. Denne lap malkede også meget mælk af sine rener, og uldaerne malkede på samme rasteplads sammen med ham; men hverken lappens kone eller hans børn så uldaerne. Til sidst fortalte han dog sin kone, at de havde naboer, som passede deres hjord.

Og om efteråret, når lapperne flyttede sydpå, ville uldaerne have ham til at komme tilbage om sommeren og være deres nabo; og det lovede han. Og om foråret, når han fik øje på uldaernes bopæl, bøjede han sig ned og tog huen af hovedet, hvilket folk undrede sig over.

Dette sted ligger nordvest for Torneträsk, tæt på den svensk-norske grænse.

LXVII.

[En lappisk kvinde som jordmoder for en ulda]

Uldaerne havde også engang brug for at hente en menneske-kvinde som jordemoder. Lappekvinden fulgte med, som uldaen ønskede. Og da hun kom til ulda-konen, gjorde hun ligesom hun plejede at gøre som jordemoder hos menneskene. Lappekvinden afsluttede alt, således som hun plejede at gøre. Og da hun var færdig med det hele og ville til at gå hjem, gav hun [uldaen, som havde hentet hende] hende spåner i sit forklæde som belønning. Og uldaen ledsagede hende, da hun gik derfra. Hun førte hende ind i en mørk åbning, ligesom indgangen til et dyrehi. Og så befandt hun sig pludselig i sit eget hus. Mens hun fulgtes [med uldaen], så hun, at det dryppede ned fra loftet. Ulda-kvinden sagde, at meget af deres mad blev ødelagt, fordi køernes urin altid dryppede ned på deres mad, da kostalden var lige ovenover (deres bolig). Og hun sagde, at dette var til meget besvær for dem.

Da konen kom hjem, kastede hun spånerne på ildstedet; og hun gik til et andet hus og fortalte, at hun havde fået spåner som belønning. Men da hendes mand gik hen for at se dem, var de alle sammen sølvmønter.

LXVIII.

Fra Sautusjaure

Den samme O. N. Svonni fik et syn nede på stranden ved Sautusjaure. Han kørte langs en sti, og var lige ved at dreje ind på en anden sti; så ser han, at mange mennesker kører på denne sti. Han kører hurtigt for at komme foran nogle af de andre, der kører lige så stærkt, som rensdyrene kan løbe, og det samme gør han selv. Da ser han, at to af dem allerede har taget føringen, lige i det øjeblik han selv var ved at nå den anden sti. Han kaster et blik tilbage efter de andre, men de er alle væk. Han forsøger nu at indhente de to forreste, men kunne ikke nå dem. De forsvandt, da de strøg forbi ham, selv om han havde en af de bedste køre-rener. De forsvandt bare og blev til ingenting. Folk sagde, at det var "kirke-folk" [dvs. spøgelser], som ofte er på færde, når nogen skal dø.

LXIX.

I kirke i Jukksjärvi

Den samme O. N. Svonni kørte engang til Jukkasjärvi og passerede kirken i mørket, og så ser han, at der brænder lys i kirken, og han tænkte, at folk holdt gudstjeneste. Da han kom til landsbyen [kirken ligger alene uden for landsbyen], spurgte han, hvorfor der var folk i kirke så sent, for der brændte lys i kirken. Han fik dog at vide, at der ikke var mennesker i kirken. Så forstod han, at det måtte være spøgelser, han havde set.

På det tidspunkt var han en ung dreng, og han var endnu ikke særlig modig. Siden da turde han aldrig køre forbi kirken alene i mørket.

LXX.

Om en stallo som boede i den nordlige del af Torneträsk på næsset Stallo-bieske

En Stallo boede ude på et næs, men han boede også i bunden af Bolno-indløbet [han havde flere bopladser, ligesom lapperne har. Ifølge traditionen kunne Stalloerne godt lide at opstille deres kåter nær lappernes stier for lettere at kunne stjæle deres rensdyr]. Stalloen gjorde skade på lapperne ved at rensdyr ofte forsvandt. På den tid var lapperne blevet bange for stedet.

På en lappesti ved bredden af Bolno-floden findes en seite, som lapperne har dyrket meget. Samme sted er der også en anden seite nord for den samme kløft; denne kaldes Rungodals-seiten. Her er et stort offersted, hvor lapperne har ofret ben og gevirer, både mindre og større, af alle slags dyr, som de havde ansvar for, eller som de kunne fange i vildmarken. De ofrede også penge; der er fundet danske mønter dér, som er tusind år gamle, og der er endda fundet endnu ældre mønter der.

Når lapperne rejste omkring, var det gammel skik, at kvinderne ikke måtte træde på jorden, når de gik over Bolno; de skulle træde på stenene ved stranden og bære deres tøjpose på ryggen. Mændene måtte klare sig alene med raidos [dvs. uden hjælp fra kvinderne] på stien over Bolno. — Sådan var det på den tid, hvor lapperne dyrkede seiterne.

Kvinderne måtte ikke rejse der, for at de ikke skulle forurene det hellige sted, som var deres gud. Og den gud (de dyrkede), var også bange for kvindetøj, derfor måtte de bære deres tøj hos sig. Og kvinders sko var så kraftfulde, at de forurenede jorden, (hvor de trådte). Derfor måtte kvinderne gå langs stranden på stenene, som vandet hurtigt ville vaske rene. — Den [dvs. kvindernes mystiske urenhed] satte sig heller ikke så meget på sten som i jord. — Også ved offerstedet Vasse-njune var det forbudt for kvinder at gå på det hellige sted.

Da lapperne holdt op med at tilbede seiterne, begyndte disse at skræmme lapperne, så de måtte love dem noget eller give dem noget, mønter eller andet.

Historie om Stallo, der boede på Stallo-bieske.

Denne Stallo boede altså skiftevis i Bolno ved stranden af Bolno-jaure [og på Stallo-bieske]. Og [engang] da Buuri-Laura flyttede sin boplads over (på den anden side af) Bolno, forsvandt bjælde-renens kalv; og så gættede Buuri-Laura på, at det var Stallo, der havde gjort det. Han gik ud for at lede efter kalven, og der fandt han, at Stallo havde sat kalven fast i en gaffelgren på et træ [så den kunne kalde på sin mor, når lapperne var flyttet. Når en rensdyrko har mistet sin kalv, vil den altid forlade flokken og gå tilbage for at lede, hvor den sidst havde kalven]. Så satte han kalven fri, og gik derefter ud for at lede efter Stallo.

Han gik derhen, hvor han vidste, at Stallo havde en boplads; og gik derfor til bunden af Bolno. Der hørte han Stallo fløjte, og gik derhen og sagde: "Nu skal vi brydes!" Så vidste de begge, at det ville blive en ordentlig kamp. Buuri-Laura sagde til Stallo: "Riv træerne op her, så vi kan (få plads til at) kæmpe!" Så ryddede Stallo stranden ved den lille Bolno-sø, og derefter begyndte de at brydes.

Før de begyndte, bandt Buuri-Laura en rensdyr-tøjle om sig, og Stallo viklede træer om sig som et bælte. Derpå ville Buuri Laura, at de skulle begynde straks, når Stallo havde gjort pladsen jævn. Stallo ville hvile sig først, men Buuri-Laura ville kæmpe med det samme, for at han [dvs. Stallo] ikke skulle få en chance for at hvile. Så begyndte de da at brydes med det samme. Og de kæmpede, men ingen af dem kunne vinde. Så råbte Stallo op og lovede, at Bolno-batta [seiten der] skulle få Buuri-Lauras hoved, hvis han kunne dræbe ham. Buuri-Laura råbte til gengæld, [at han ville ofre] Stallos hoved til Bolno, og til Josto's seite en okse, og til Couco et får. Så fik Buuri-Laura ham ned. Han begyndte at stikke Stallo, men Stallo råbte: "Dræb mig ikke med din rustne dolk, men dræb mig med min egen lille sølvkniv!" Buuri-Laura dræbte ham dog med sin egen kniv [han vidste, at Stallo's kniv ikke kunne dræbe Stallo] og (således) overvandt han ham. Derefter begyndte han at partere Stallo, for han vidste godt, at han ikke ville dø, hvis ikke han blev parteret. Men mens han parterede, så han, at de [dvs. delene] søgte sammen og samlede sig igen. Og da han så dette, lavede han et bål, og der ristede han Stallo's kød. Så bandt han kødet sammen med flettede birkegrene, og bar han det hele til den lille Bolno-sø og sænkede det med sten. Derfor er vandet i denne sø anderledes end i andre søer.

Men konen levede stadig, og så måtte han gå og dræbe hende også. Han gik til Stallo-konens boplads. Han havde trukket skindet af Stallo's ansigt og satte nu dette på sit eget ansigt. Da Stallo-kvinden kom, sagde hun: "Hvorfor lugter her som mig?" — for Buuri-Laura havde kogt Stallo's kød. [Buuri-Laura opførte sig som manden i kåterne, og ifølge lappernes og Stallos skik — som ifølge traditionen levede meget ligesom lapperne — havde han tilberedt og kogt det sædvanlige aftensmåltid, i dette tilfælde Stallos eget kød]. Stallo-kvinden kunne bestemt lugte sin egen lugt; men da Buuri-Laura kyssede hende, kunne hun ikke lugte det mere.

Buuri-Laura stak spyddet [ind i ilden] for at opvarme det [dvs. han satte spyddet, som lapperne generelt bærer med sig, ind i ildstedet]; og da spyddet gnistrede, skubbede Laura det glohede spyd ned i halsen på den gamle kvinde. Hun var dog stærkere end Stallo selv, men alligevel overvandt han hende til sidst. Og da han havde dræbt hende, tog han meget både sølv og penge og brændte kåten ned. Til sidst manglede han bare at dræbe hunden — alle Stalloer har en hund. Den var bundet på Bieske med en jernkæde. Og Stallo-hunde er meget stærke.

Den, der skriver dette, har hørt [om] og [også] set den slags sølv, der kaldes Stallo-sølv. En særlig slags kaldte man "Stallos stjerne", og der var tre billeder af menneskehoveder på det, og det blev brugt [som en ornament] rundt om på bæltet, ligesom de nu om dage bruger de firkantede [dvs. små firkantede pressede sølvplader eller knapper, som pryder de lappiske bælter i en tæt række]. Og disse [dvs. "Stallo-stjernerne"] hørte til deres medicin-ting; når man trykkede med en sådan Stallo-stjerne, så helbredte det mange slags sygdomme og dem, der kendte deres [dvs. Stallo-stjernernes] (trylle)formularer, var i stand til at helbrede mange sygdomme. På Stallos kukse [et lille sølvbæger, meget brugt af lapperne i gamle dage] var der to håndtag; den, der skriver dette, har selv set sådanne og haft dem i sine hænder. Og der er en ting, der hedder malje [en slags sølvbroche], som mange steder også blev brugt i bæltet og på småbørns trestrengede bånd [i vuggen], hvor strengene skilles. (Det er mørkt, mens jeg skriver dette i en vildmarkskåte). [Dette er ment som en undskyldning for Turis dårlige håndskrift]. Og da det ovennævnte sølv bærer navnet Stallo-stjerner og lignende, så virker det som om, at lapperne har fået det fra stalloerne — om de så har købt det eller taget det, når de har dræbt stalloerne.

LXXI.

Stallo og Banni Biettar

Stallo forsøgte at fange Banni Biettar i en fælde. Han anbragte meget mad under fælden, og Banni Biettar tog al maden; Stallo lagde igen mad ud, og Banni Biettar tog igen maden. Til sidst svøbte Banni Biettar sig i et koskind og gik ind under fælden. Stallo kommer og ser, at Banni Biettar er under koskindet og udbryder: "Røven vandt!" [dvs. sulten tvang ham] fordi, da han så maden, kunne han ikke holde sig fra den, men han kunne ikke komme derfra igen. Så bragte Stallo ham til kåten for at blive varmet, og selv begyndte han at lave en tallerken [til slagtekødet]. Han gik udenfor for at hugge den til. Så beordrede han sin søn til at hente ham trugøksen, haapakuokka, som den kaldes på finsk; på samisk kaldes den stallo-øksen. Da nu drengen kiggede ind i kåten, huggede Banni Biettar ham i hovedet så han døde. Og Stallo råber, at drengen skal skynde sig at komme med øksen. Men da drengen ikke kom, gik Stallo selv efter den. Da han åbnede døren, huggede Banni Biettar også ham ihjel på samme måde. Og derfor har den fået det navn på samisk, Stallo-øksen, som på finsk kaldes haapakuokka.

LXXII.

Om en underjordisk kåte

LXXIII.

[Mord-huset]

LXXIV.

[Fire sønner]

LXXV.

Om en dum dreng. »Næste gang«

LXXVI.

Om en dum dreng, som skulle giftes

LXXVII.

[Den dumme dreng, som giftede sig med kongens datter]

LXXVIII.

Store Peter og Lille Peter

LXXIX.

Antti Puhar

LXXX.

En gammel historie om vandånderne

På en fiskerø var der et hus, som fiskerne havde indrettet, så de kunne opholde sig der under uvejr. Det var en stor bolig med mange rum. Og vandånderne havde taget det til sig som et festhus. De havde en bestemt tid, hvor de begyndte at feste. Men (fiskerne) vidste godt, hvornår vandånderne og -halderne ville komme for at feste.

Så kom tiden, hvor ånderne drog til huset for at feste. Nogle af dem skulle giftes, men ejerne af huset vidste også, at vandånderne nu kom. De forlod da huset men efterlod en mand der, som de ønskede at gøre det af med. Manden gik ind i huset og ledte efter et skjulested. Han fandt et godt gemmested bag pejsen og gik derind. Han havde en gammeldags musket med sig, og den var ladt. Han ventede nu, indtil vandånderne kom. Så så han, at en kvinde kom ind først, som havde et bælte om livet, med nøgler overalt på det, så det bare klingede, når hun gik på gulvet. Hun syntes, at der var en mærkelig lugt i huset; men hun havde stadig ikke fået øje på manden, der sad bag pejsen. Så gik hun ud igen og tog de andre med sig, og alle gik ind. Først bar de et bord ind og stillede det midt på gulvet, hvorefter de bar al slags mad og drikkevarer ind. Og udelukkende sølv- og guldsager og skeer og kedler og gafler og knive og lysestager og stole og utallige sølv- og guldsager og alle slags smukke pyntegenstande, silke- og uldgarn af enhver slags. Og så satte de sig og begyndte at spise og drikke. Men manden, der var bag pejsen, rettede sit gevær direkte på kvinden med alle nøglerne rundt om livet. Han lagde geværet mellem sine ben og sigtede direkte mod hende, lige på bæltet, hvor nøglerne hang. Så skød han, og ramte også. Bæltet faldt til jorden sammen med nøglerne. De andre blev forfærdede, og kvinden ligeså. Så bange blev de, at de løb ud i havet, lige så det plaskede. Men manden fik alt det guld og sølv og alle pyntegenstandene. Og han blev overmåde rig.

Men så kom de to, som havde efterladt manden der, for at gøre det af med ham. Og de så, hvor rig han var blevet. Så spurgte de: "Hvordan er du blevet så rig?" Så sagde han: "I kan begge blive lige så rige som jeg, hvis I gør som jeg ønsker." Så ville de gøre præcis, hvad han sagde, så de også kunne blive rige. Nå, så sagde manden, som var blevet rig: "I skal komme her på tidspunktet, hvor vandånderne holder fest, og gå ind og placere jer på hver side af døren lige op ad væggen; og hvad der ellers skal ske, vil jeg fortælle jer, når I sejler mig væk fra denne ø nu." Så sejlede de ham over fra øen, og de bekymrede sig ikke om nogen betaling. Da han kom i land, gav han dem først dette råd: "Tag nu tilbage til øen og fyld huset op med affald, snavs og gamle ekskrementer, og så går I derhen, hvor jeg allerede har sagt, og når vandånderne kommer, skal I forholde jer stille, indtil de alle kommer ind, og så skal I sige: "I har samlet så meget affald og snavs og ekskrementer her, og nu skal I gøre huset rent og aflevere alle jeres varer!" - Vandånderne rengjorde nu huset, men sammen med skidtet forsvandt de to mænd, og hvad der blev af dem, ved ingen. Da huset var rengjort, holdt de igen fester der. Og da de var færdige, drog de derfra. [J. T.]

LXXXIII.

Manden i månen

Lapperne har siden de tidligste tider haft en fortælling, som lyder således: I gamle dage var månen så lysende, at man kunne se lige så godt (om natten) som om dagen. Men så var der en tyvagtig bonde, som stjal om natten – det har altid været tyvenes foretrukne tid til tyveri, og det er det stadig. Men tyven blev vred på månen, fordi den skinnede så meget, at han kunne ses, fordi det var så lyst. Så tog han en tjærespand og drog ud for at tjære månen til. Men så klæbede han selv fast til månen sammen med spanden – og der er han stadig! – Det er derfor, at månen er mørk nogle steder. [J. T.]

LXXXIV.

Feberen og kopperne

Sygdomme talte også sammen, dengang alle ting kunne tale. Feberen og kopperne skændtes med hinanden. Feberen bebrejdede kopperne: "Du er som en hund, der bider mennesker, så der kommer huller og sår ud over hans hud." Men kopperne bebrejdede feberen: "Du er endnu mere skamløs, for du kommer mange gange til den samme person; men jeg er ikke så grådig, at jeg kommer tilbage til én, jeg engang har forladt." [J. T.]

LXXXV.

Om edderkoppen og fluen

Engang i gamle dage var der en mand, der sagde, at hvis folk ville følge hans råd, ville han udrydde alle edderkopper og fluer. – Engang skete det imidlertid, at denne mand måtte flygte fra to fjender, der ville dræbe ham. Han opholdt sig da på et sted, hvor en flue summede i hans ører; han skulle lige til at slå fluen ihjel, men så opdagede han, at hans fjender var tæt på, derfor flygtede han ind i en klippekløft og krøb sammen der. Dér var der en edderkop, som løb over ham, og han var lige ved at slå den ihjel, men nåede det ikke. Så faldt manden i søvn, og edderkopperne kom og spandt hurtigt hen over åbningen af kløften et så tæt spind, at han slet ikke kunne ses; og da edderkopperne var færdige med deres arbejde, kom de to fjender og stod stille ved klippen. Og den ene sagde: "Måske er han i denne kløft." Så sagde den anden: "Sikke noget vrøvl, han kunne umuligt være kommet derind uden at edderkoppespindet var blevet ødelagt!" Så sagde den første: "Måske spandt edderkoppen spindet bagefter." Så sagde den anden igen: "Ah, så hurtig er hun nu ikke!" – og så gik de deres vej. Manden forblev i live og takkede ofte Gud for at have skabt edderkoppen og fluen. [P. T.]

LXXXVI.

Om myggene i gamle dage

I begyndelsen var der slet ingen myg i Lapland, kun i bøndernes land var der myg. Så begyndte myggene at tænke på, om de skulle tage op og se på det berømte Lapland, som de havde hørt så meget om fra edderkoppen – der havde løbet rundt i Lapland og som havde fortalt myggene, at det var frygteligt godt at bo der; der var så mange rensdyr og hunde og hun-geder og bukke og alle mulige små dyr, som ikke havde boliger eller nogen form for ly. Og lapperne, de sover udendørs helt nøgne. – Men edderkoppen sagde dette af den ene grund, at hvis hun fik myggene til at tage derop, så ville hun selv få chancen for at grine af, at de faktisk var så dumme at tage lige derhen, hvor hun ville have dem – uden den mindste mistanke om, at "når jeg er i Lapland, så spinder jeg stadigvæk net, så tynde, mellem de løse sten og mellem birketræerne, og på ethvert sted, hvor myggene bor, så de slet ikke ser noget, før de er fanget i nettet; og så løber jeg langs en af trådene og løsner dem og spiser dem, ligesom [jeg gjorde], da de boede i bøndernes land."

Nå, så tænkte myggene på, om de alle sammen skulle sætte kursen mod Lapland på én gang. Men myggenes mor sagde, at det ville ikke være godt, om alle drog dertil; til at begynde med skulle de bare sende tre for at undersøge, hvordan Lapland var. Så i første omgang drog seks ud for at udforske Lapland; men der var ganske langt derhen, og en af myggene var træt inden han nåede lapperne. Så fandt han en et år gammel rensdyrkalv, som også var blevet så træt, at den var blevet efterladt fra hjorden, da de var på vej til deres land. Den stakkels rensdyrkalv var faldet i søvn på en bjergskråning i solskinnet; og der fandt den udmattede myg kalven. Så hvad gjorde den tåbelige myg? Den satte sig ned på spidsen af kalvens hale og begyndte at suge blod fra den. Og da den var mæt, fløj den til den anden ende af kalven og satte sig lige på dens øje og ville hvile sig der. Da kalven følte, at dens øje begyndte at klø, vendte den sig, og myggen fik et ben så slemt skadet, at den fløj fra øjet og satte sig lige foran et næsebor. Men da kalven trak vejret, troede den (myggen), at det var en varm forårs-vind, og derfor fløj han ikke væk. Så kom der en flue og summede i rensdyrkalvens øre, så kalven nikkede og virrede med hovedet, hvorved myggen blev slynget så langt ind i buskadset, at man aldrig så den igen. Og kalven begyndte at løbe i sådan en fart, at dens hale stod lige i vejret og svingede, og den løb lige ind i et krat for at æde græs.

Nuvel, der kom alligevel fem myg til Lapland. Men én faldt ned i en mælkespand og druknede; en anden blev kvalt i kåte-røgen, og en tredje kom i klemme mellem benene på en gammel kone og omkom der. To vendte tilbage til bondelandet, og de fortalte, at det er godt at leve deroppe – bortset fra, at der er så mange farlige steder. Og så fortalte de to, der var vendt tilbage fra Lapland, hvordan deres fæller var omkommet. Så sagde myggemoderen: "Lad kun fluerne drage derhen, de er så forsigtige." Så sagde de to, at de (myggene) sagtens kunne klare sig deroppe, hvis de drog afsted alle sammen. Så fløj de alle sammen afsted. Og da de kom til Lapland, fandt de en rensdyrflok i hver dal, og ingen af dem vidste, hvilke dyr der var i så stort tal. Men så kom en af dem i tanke om, at det måtte være rensdyrene, som edderkoppen havde talt om. Så fløj de alle på rensdyrflokken og drev dem højt op på bjerget. [P. T.]