Forskjell mellom versjoner av «Om pave Sylvester»
(Om pave Sylvester) |
|
| (Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke) | |
(Ingen forskjell)
| |
Nåværende revisjon fra 30. mai 2026 kl. 07:47
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Om pave Sylvester
Af Silvestro páfa [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
I Benedikts dage — den syvende pave med dette navn[2] — var en mand ved navn Radulfus ærkebiskop i byen Reims; han var en agtværdig og anset gejstlig af kong Karl den Stores slægt. Den konge, der herskede over Frankrig, hed Hugo[3]; han var ikke af Karl den Stores slægt. Han hadede ærkebiskop Radulfus inderligt og sammenkaldte alle biskopperne i Frankrig og stillede sig selv i spidsen for dem og fordrev Radulfus fra bispestolen og indsatte med magt munken og vismanden Guibertus[4] i hans sted.
Dette erfarede pave Benedikt, og han tog til Frankrig og indkaldte til kirkemøde, og på dette ting blev ærkebiskop Guibertus frataget al sin magt, og Radulfus blev genindsat. Da Guibertus blev frataget sin ærkebiskoppelige værdighed, opsøgte han kejser Otto[5], som han havde bibragt al boglig lærdom. Kejseren lagde al sin hu på at få ham forfremmet, og han blev først udnævnt til ærkebiskop i Ravenna. Efter nogen tid lader kejseren ham med Djævelens bistand blive pave i Rom. Guibertus blev derefter kaldt pave Sylvester — den anden med dette navn — hvorom dette vers blev digtet: Scandit R. Guibertus ad R. post papa vigens R. Og på det norrøne sprog skal det forstås på denne måde: Guibertus blev først ophøjet til at være ærkebiskop i Reims, derefter i Ravenna, og derefter blev han pave i Rom.
Denne Sylvester sad ved pavemagten i 4 år, 1 måned og 8 dage. Før hed han Guibertus og var munk i Fleury-klosteret i Orléans[6], men da han forlod munkeklosteret, indgik han en pagt med selveste Djævelen, for at alt skulle gå ham, som han selv ønskede, og dette lovede Djævelen at opfylde fuldstændigt. Han stod til stadighed i Fandens tjeneste og talte med ham. Han rejste til Spanien, og de største mestre syntes så godt om ham, at de blev hans lærlinge, ligesom Otto, der var kejser, var det, og også den franske kong Robert[7], som blandt andet digtede sekvensen Sancti spiritus assit nobis gratia.[8]
Kort tid efter den førnævnte Guibertus var blevet pave, gik han til Fanden for at få forudsagt, hvor længe han skulle leve i paveembedet. Han fik det svar, at han skulle leve, så længe han afstod fra at synge messe i Jerusalem. Det glædede ham at høre dette, for det var ikke hans hensigt at drage på pilgrimsrejse over havet til Jerusalem. Nogen tid efter dette tog han over til Lateranet for at synge messe i den kirke, der hedder ‘i Jerusalem’[9]. Men da han var kommet dertil, begyndte han at ryste overalt, og han kunne fornemme sin dødsstund nærme sig, fordi djævlene larmede og bankede rundt omkring ham. Og da paven var klar til messen, begyndte han at stønne jammerligt af stor ængstelse og rædsel, men selv om han havde været den største synder ved sin påkaldelse af Djævelen, tvivlede han dog ikke på Guds nåde. Han begyndte da at bekende sine synder for alle de tilstedeværende og fortalte, hvordan han havde tjent Djævelen og fået stor verdslig ære og anseelse af ham.
Da paven havde sagt disse ting, bød han nogle af sine folk, at de i pavelig lydighed straks — og mens han stadig var i live — skulle hugge alle de lemmer af ham, som han havde tjent Djævelen med, og han befalede derefter, at hans døde og aldeles sønderhuggede legeme skulle lægges på en vogn, der blev trukket af utæmmede dyr uden noget menneske til at styre dem. Og hvor de end kom hen og gjorde holdt uden menneskelig indgriben, dér skulle han begraves. Alt dette blev gjort, som paven befalede. Trækdyrene førte med Guds forsyn pavens lig til hovedkirken i Lateranet, og dér blev han begravet.
Og som et tegn på den nåde, Gud efterfølgende må have vist ham, sker der det — hvilket er blevet påvist ved hans grav af de viseste klerke — at der før hver eneste efterfølgende paves død høres raslen og skramlen af løse knogler i hans stenkiste. Man har også bevidnet, at knoglerne er blevet fugtige før en paves bortgang. Dette samme står indgraveret med bogstaver på pave Sylvesters stenkiste.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Benedikt 7., pave 974-983
- ↑ Hugo Capet, vestfrankisk konge 941-996
- ↑ Gerbert d’Aurillac, den senere Sylvester 2., pave 999-1003
- ↑ Otto 3., tysk-romersk kejser 996-1002
- ↑ Retteligt i Sankt Géraud-klosteret i Aurillac
- ↑ Robert 2. den Fromme, konge 972-1031
- ↑ ‘Måtte Helligåndens nåde være med os.’
- ↑ Basilica Sanctae Crucis in Hierusalem
