Uddrag af Snorres Edda

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorres Edda

Uddrag af Snorres Edda

Edda Snorra Sturlusonar

oversat og gendigtet af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Edda Snorra Sturlusonar, 1959.

---

Balders død

(Gylfaginning, kap. 49)

Balders død

Da sagde Gangled: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.« Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at Balder den Gode drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.

Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til, at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.

Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders frafald ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham, der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn, var rede til færden. Så tog man Sleipner — Odins hest — og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.

Aserne tog Balders lig og førte det til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største skib af alle. Det ville guderne sætte frem og indrette til Balders bålfærd. Men skibet lod sig ikke rokke af stedet. Da sendte man bud til Jotunheimen efter den jættekælling, der hed Ildrynket. Hun kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme. Hun sprang af sit ridedyr, mens Odin tilkaldte fire bersærker til at holde dyret, men de kunne ikke styre det uden at kaste det til jorden. Så gik Ildrynket til skibets forstavn og drev det fremad i første tag, så flammerne stod af rullestokkene og hele Jorden rystede. Da blev Tor vred og greb hammeren, og han ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne forinden havde bedt om fred for hende. Så blev Balders lig båret ud på skibet, men da hans kone — Nanna Nepsdatter — så det, bristede hun af sorgen og døde. Hun blev lagt på bålet, som blev antændt. Tor stod ved bålet og viede det med Mjølner. En dværg rendte omkring for fødderne af ham. Det var ham, der hed Lit. Tor sparkede ud efter ham med sin fod og sendte ham ind i ilden, hvor han brændte. Der kom mange folk til denne ligbrænding. Først skal Odin nævnes, og med ham kom Frigg og valkyrierne og hans ravne, og Frey kørte i vogn efter den galt, der hedder Gyldenbørste eller Skarptand, mens Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop, og Freja blev trukket af sine katte. Der kom også mange rimturser og bjergjætter. Odin lagde den guldring, der hedder Drøpnir, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte lige så tunge guldringe af den. Balders hest blev ført på bålet med alt udstyr.

Der er det at fortælle om Hermod, at han i ni nætter red gennem mørke og dybe dale, og han så intet, før han kom til floden Gjallar og red over Gjallarbroen; den er belagt med lysende guld. Den unge kvinde, der vogter broen, hedder Modgun. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at der dagen før var redet fem skarer døde mænd over broen, »— men broen dundrer ikke mindre under dig alene, og du har ikke farve som døde folk. Hvorfor rider du her på Helvejen?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel for at finde Balder. Men har du set noget til Balder på Helvejen?« Hun sagde, at Balder havde krydset Gjallarbroen, »— men Helvejen fører nedad og nordpå.« Så red Hermod til han kom til lågen til Hel. Dér steg han af hesten og efterspændte sadelgjorden. Så steg han op og gav den sporerne; hesten sprang i vejret og så højt over lågen, at den ikke var i nærheden af den. Derpå red Hermod til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så dér Balder — sin bror — sidde i højsædet, og Hermod blev dér natten over. Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride med ham hjem, og fortalte hvor meget der blev grædt mellem aserne. Men Hel sagde, at det skulle vise sig, hvorvidt Balder var så elsket, »— som det siges. Og hvis alle ting i verden — levende og døde — græder over ham, så må han drage tilbage til aserne, men han skal blive i Hel, hvis nogen taler imod eller ikke vil græde.« Da rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham på vej ud af hallen og tog ringen Drøpner, som han sendte til Odin som minde, og Nanna sendte et vævet klæde og endnu flere gaver til Frigg og en guldfingerring til Fulla. Så red Hermod sin vej tilbage og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.

Derpå sendte aserne bud over hele verden for at bede om, at Balder blev grædt ud fra Hel. Og det gjorde alle — mennesker og dyr og jorden og stenene og træer og alle slags malm, sådan som du sikkert har set, at disse ting græder, når de kommer fra kulden ind i varmen. Da sendebudene drog hjem efter veludført tjeneste, fandt de en hule, hvor der sad en jættekælling. Hun kaldte sig Tak. De bad hende græde Balder ud fra Hel. Hun sagde:

Tørre tårer

skal Tak græde

over Balders bålfærd;

levende som død

er han mig ligegyldig

— Hel kan beholde sit.

Man antager, at dette var Loke — Laufeys søn, som har voldt aserne det meste ondt.« — —

Note: