Kullervo: Kæmpedrengen (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kullervo
Maleri af Sigfrid August Keinänen

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Kullervo: Kæmpedrengen

Spæde smaa en Moder fødte,    XXXI. 1

hun en Svaneflok sig fostred,

satte sine smaa ved Gærdet,

førte de Svaner til Floden;

kom der en Ørn og tog dem med sig,

kom der en Høg og hærjed Flokken,

vinget Flyver og spredte Skaren,

bar den ene bort til Karelen,

tog den anden med sig til Rusland,

lod den tredje blive derhjemme.    10

Den som røvedes bort til Rusland,

voksed op og blev til en Købmand;

den som førtes bort til Karelen,

trivedes, Kalervo kaldet;

den som efterlodes hjemme,

voksed, Untamo ved Navnet,

blev til Smærte for sin Fader,

Sorg og Kummer for sin Moder.

Untamoinen sin Ruse sænked

ned i Kalervos Fiskevande;    20

Kalervoinen røgted hans Ruse,

samled selv hans Fangst i sin Ransel.

Untamo, den djærvelig Bonde,

han blev greben af Harm og Vrede,

trylled frem af sin Haand en Stridshær,

fra sin Finger en Krigerskare,

rejste Tvist om de Fisketarme,

Kamp om Karpernes liden Yngel.

Derpaa stredes de og sloges,

ingen kan den anden kue;    30

hvert et Slag den ene driver,

faar han selv paa Stand tilbage.

Og en anden Gang det sig hændte,

to, tre Dage bagefter dette:

Kalervoinen saaed sin Havre,

saaed den bag Untamos Bolig.

Untamolas vældige Vædder

æder nu Kalervos Havre,

Kalervoinens arrige Køter

skambider Untamos Vædder.    40

Untamoinen fnøs og trued

nu sin Broder Kalervoinen:

Hele Slægten vil han dræbe,

slaa de smaa og slaa de store,

lægge hele Flokken øde,

brænde hans Stuer til Aske.

Sendte Mænd med Sværd ved Bælte,

Folk der Vaaben bar i Hænde,

Drenge smaa med Spyd ved Bælte,

Møer med Økse slængt paa Skulder,    50

drog afsted til vældig Fejde

ud imod sin egen Broder.

Kalervos skønne Svigerdatter

sidder i Stuen ved et Vindu,

ud ad Vindusgluggen hun spejder,

taler saa selv det Ord og siger:

»Er det grumset Røg som jeg øjner

eller er det en skummel Skyvæg

bagved de Marker dær borte

udenfor det nybygte Kvægskur?«    60

Ingen Taagetykning var det,

ikke nogen grumset Røgsky,

Untamoinens Svende var det

som sig nærnied nu paa Krigsfærd.

Kom da Untamoinens Svende,

mange Mænd med Sværd ved Bælte,

fælded Kalervoinens Følge,

Heltens store Slægt de dræbte,

og til Aske brændtes Gaarden,

Huset jævnedes med Jorden.    70

Kun Kalervos Kvinde blev sparet

med et Foster under sit Hjærte,

og af Untamos unge Svende

førtes hun med til Untamola

for at rense den lille Stue,

for at feje Gulvet i Stuen.

Og en ringe Tid derefter

kom et Drengebarn til Verden,

født af denne stakkels Moder.

Med hvad Navn skal Drengen nævnes?    80

Moder siger: Kullervoinen,

Untamoinen kalder ham Kampgæv.

Og det lille Barn blev baaret,

faderløse Pog blev puttet

i en Vugge for at vugges,

i en Gyngeseng at gynges.

Barnet gynged dær i Vuggen,

Barnet gynged, Haaret flagred;

een Dag gynged det og tvende,

men da tredje Dag var kommen,    90

sparked Drengen ud med Benet,

sparked ud og strakte Kroppen,

sprængte derved Linnedsvøbet,

løfted sig op paa sit Dække,

sønderslog sin Lindetræsvugge,

hele sit Svøb han sled i Stykker.

Dygtig tegner han til at blive,

alle kan se han du'r til noget;

hele Untamola forventer

at fra nu af vil Drengen vokse    100

op til en Træl saa god som hundred,

vinde Værd som tusend tilsammen.

To, tre Maaneders Tid han voksed,

men i den tredje Maaneds Midte,

da han kun naaed Folk til Knæet,

saa tog den lille til at tænke:

»Blot jeg kunde blive lidt større.

Kroppen en Smule mere kraftig,    110

skulde jeg hævne Faders Vunder,

tage Bod for min Moders Taarerl« 

Det kom Untamoinen for Øre,

og han tager da selv til Orde:

»Denne bliver min Slægt til Bane,

Kalervo gaar igen i Drengen.« 

Alle Mænd, de overvejer,

alle Kvinder overlægger

hvad man skal ved Drengen gøre    120

for i Døden ham at føre.

I en Fjerding sættes Drengen,

i en Tønde man ham lægger,

denne kastes ned i Vandet,

sænkes ned i Bølgedybet.

Tvende, trende Nætter efter

gik man ud at undersøge

om han var druknet i Vandet,

om han alt var død i sin Tønde.

Ej var Drengen druknet i Vandet,

ikke laa han død i sin Tønde,    130

ud af Tønden var Drengen sluppet.

og han sad paa Bølgeryggen

med en Kobberstang i Haanden,

Kobberstang med Silkesnøre,

meded efter Havets Fiske,

sad og maalte Vandets Mængde:

»En Del Vand er der i Havet —

henved tvende Øsefulde;

vilde man maale ganske nøje,

kom man vel op paa tredje Øse.«    140

Untamoinen overvejer:

»Hvad skal man ved Drengen gøre

for at tage ham af Dage,

for at føre ham i Døden?« 

Sine Trælle bød han samle

Birketræer med haarde Stammer,

Fyrretræer med hundred Grene,

stærkt og tjæret Ved i Mængde

for at brænde ham alene,

tage Kullervo af Dage.    150

Derpaa sanked man og samled

Birketræer med haarde Stammer,

Fyrretræer med hundred Grene,

stærkt og tjæret Ved i Mængde,

tusend Slædelæs af Træbark,

hundred Favne Hasselkæppe;

og man tænder Ild i Brændet,

nærer Luen, øger Ilden,

derind slænger man saa Drengen,

midt i Baalets Flammelue.    160

Een Dag brænder Baalet og tvende,

brænder endnu paa Tredjedagen;

derpaa gik man hen for at skue:

Drengen ligger paa Knæ i Asken,

ligger med Armen under Gnister,

og en Krog i sin Haand han holder,

rager op med sin Krog i Luen,

rager Trækul sammen i Bunker —

ej ett Haar er faldet af ham,

ingen Lok har Heden kruset.    170

Harmfuld skriger Untamoinen:

»Hvad skal man ved Drengen gøre

for at tage ham af Dage,

for at føre ham i Døden?« 

Op i et Træ hænger man Drengen,

op i en Eg klynger man Purken.

Nætter hengik, tvende, trende,

og det samme Tal af Dage,

Untamoinen overvejer:

»Det er Tid at gaa hen og skue    180

om det er ude med Drengen,

om han alt er død i sin Galge.« 

Sendte han en Træl at skue,

Trællen bragte Bud tilbage:

»Det er ikke ude med Drengen,

han er ikke død i sin Galge;

Drengen skærer i Træets Stamme

med en spids lille Stift i Haanden

Billeder ind i hele Træet,

Ristninger rundt omkring i Egen:    190

Her sees Helte, dær sees Vaaben,

hist et Spyd ved Heltenes Side.« 

Hvad skal Untamo da gøre,

ved den lede Kullervoinen?

Hvilken Død han end beredte,

hvilken Udaad end han udfandt.

Drengen undveg Dødens Kæber;

lod paa ingen Vis sig dræbe.

Maa da Untamo omsider

trættes ved paa Død at pønse,    200

fostre maa han Kullervoinen,

Trællen, som sit eget Afkom.

Untamoinen tog til Orde,

selv han ytred sig og sagde:

»Hvis du sømmeligt vil leve,

føre dig med Fred og Orden,

faar du blive her paa Gaarden

og kan gøre Trællegærning;

først bagefter gives Lønnen,

efter Værkets Værd skal den regnes:    210

Vakkert Bælte rundt om din Midje

eller en Kindhest vil der vanke.« 

Lod man ham nu et Arbejd prøve,    215

gav man ham nu et Værk at øve:

Han skal passe paa den mindste,

gynge Barnet i dets Vugge.

»Pas nu rigtig godt paa Barnet,

giv det Mad, spis selv af Maden,    220

skyl dets Bleer godt i Strømmen,

vask den lilles Klæder rene!« 

Barn passed han tvende Dage,

Armen han afrev. Øjet han udstak,

og paa den tredje Dag omsider

lod han den Lille død af Sygdom,

Barnets Bleer smed han i Strømmen,

satte saa Ild paa selve Vuggen.

Untamoinen overvejer:

»Drengen duer ikke dertil,    230

til at passe paa den mindste,

gynge Barnet i dets Vugge;

ikke veed jeg hvad han evner,

til hvad Arbejd han skal sættes.

Hvad om han sættes til at svedje?« 

Og han sattes til at svedje.

Kullervo, Kalervosønnen,

til Orde paa Stand og sagde:

»Da først kan til en Mand jeg vorde,

naar jeg faar Øksen i Hænde;    240

stoltere blir jeg nu at skue,

favrere Svend end før i Tiden,

fem Mands Værd vil jeg nu mig vinde,

sidde med seks Mands Kræfter inde.« 

Kullervo, Kalervosønnen,    257

gav sig til at slibe sin Økse,

sliber sin Økses Ægg om Dagen,

og ved Kvælden snitter han Skaftet.    260

Og han vandrer ud at svedje

til de store Ødemarker,

til det aller bedste Skovland,

til den øde, vilde Højskov.

Øksen hugger han i Stammer,

med den glatte Ægg han rammer,

for ett Slag de stærke knækkes,

for et halvt de svage brækkes.

Fyrre, fem i Tal, han fælded,

hugg i alt vel otte Stammer,    270

derpaa tager han til Orde,

selv han ytrer sig og siger:

»Djævlen kan det Arbejd gøre,

Hiisi fælde de Stammer skøre!« 

Op paa en Træstub han svang sig,

højt hujed han dær og hyled,

hvisled skingert og hvined klingert,

taled saa selv det Ord og sagde:

»Saa langt ud skal Skoven falde,

skal de ranke Birke brækkes,    280

som min Stemmes Lyd kan føres,

som min skingre Hvinen høres!

Ej ett Skud skal faa Lov at blive,

ej en Stængel tør her sig hæve

aldrig til nogen Tid og Time,

medens Sol og Maane de skinne,

her hvor Kalervos Søn har svedjet,

her hvor den raske Svend har ryddet.

Skulde Jorden dog avle Spirer,

skulde paany en Grøde vokse,    290

hvis en Stængel vilde sig hæve,

hvis en Stilk sig strækker af Mulde:

Ingen Aks paa den Stilk maa være,

ingen Kærner maa Kornet bære!« 

Untamo, den djærve Bonde,

vandrer ud at se paa dette,

det som Kalervos Søn har hugget,

det som den nye Træl har fældet:

Lidet ligner det en Svedje,

ej et Værk af unge Hænder.    300

Harmfuld skriger Untamoinen:    355

»Intet kommer der ud af Karlen;

til hvad Arbejd jeg sætter ham,

straks øder han dumt mit Arbejd!

Skal jeg føre ham med til Rusland,

sælge Trællen bort til Karelen,    360

give ham til Ilmari, Smeden,

at han kan svinge Smedens Hammer?« 

Kalervoinens Søn han falbød,

solgte Trællen til Karelen,

just til Smeden Ilmarinen,

denne Hamrer højlig kyndig.

Og hvad gav saa Smeden for ham?

Dyrt betalte Smeden for ham:

Tvende halve Grydeskeer,

trende Kedler, gamle, sprukne,    370

fem forslidte gamle Leer

og seks Hakker, helt forhuggne —

for en ringe Træl at have,

for den evneløse Slave.