Yduns Frelse (Adam Oehlenschläger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt

Yduns Frelse

1. Som Vinden blæser hen den lette Sky,
Saa svinder hver Bedrift i Evigheden.
Een Bølge sank, een reiser sig paa ny,
Og Kampen leger leflende med Freden;
Snart blinke Sværd, snart ruste de i Skeden.
Hvad er det alt? Et flygtigt Giøglemøde,
En Sommerfugl, som parred sig - og døde.

2. Du Helt, som svulmer af din Tapperhed!
Hvad var den meest? Et Skum paa Tidens Bølge.
Selvkiærligheden pirred Barmen heed,
Din Lykke drev, og Sværmen maatte følge.
Tilstaa det ærligt! det er feigt, at dølge:
Den Daad, som giør dig værdig dine Fædre?
Du trodsed Døden? - Det giør Dyret bedre.

3. Hvor fordum Timur slog ved Samarkand
Uhyre Skarer med Tartarer stærke,
Der hvirvler sig, som før, det løse Sand,
Og af hans hele Daad er intet Mærke.
I Græsset synger end den muntre Lærke,
Hvor Hiertets røde Strømme flød som Bække.
De smulne Been kan Ingen meer forskrække.

4. Hvad est du da, som stormer saa omkring?
Ei nær saa stærk, som Heklas Nattelue;
Thi størknet Lava sætter dog en Ring,
Som Øiet efter tusind Aar kan skue,
Og Lava modner ofte søden Drue.
Din Daad, som Asken, hviler hos de Døde;
Dit Rygte, som dit Liig, blev Ravneføde.

5. Dog kro dig heller ei, du liden Dverg,
Som sidder i dit Værksted hist og filer,
Til Kæmpefærden seer fra sikkre Bierg,
Og trygt som Lammet ned ad Ulven smiler,
Troer Sylen mere værd, end Auk-Thors Kiler!
Ei heller du kan Æblet reent undvære,
Hvis du dit Værktøi bruge vil med Ære.

6. Vil Jetten, og vil Dvergen hæve sig
Fra Ørk og Kløft til det Guddommelige,
Da, Moder Ydun! maae de skue dig
I Mimers, Baldurs og i Bragis Rige.
Fra ingen Helt din Salighed maa vige;
Da giemmes tro hans Daad i Runeskrifter,
Og evig elskes blomstrende Bedrifter.

7. Hvor trives Livet uden Mimers Væld?
Hvor blomstrer Livet uden Yduns Bæger?
Den skumle Surtur jubled i sit Field,
Og han, som smidiglistig sig bevæger,
Som lunefuldt med Øieblikket leger,
Den falske Gud, med Læben meer ei bundet,
Høit spotted nu, thi Ydun var forsvundet.

8. Naar Solen steg, da steg den taagefuld,
Til Andagt intet kiærligt Bryst den rørte;
Naar Maanen smiled over Jordens Muld,
Den intet Elskovssuk i Natten hørte.
Thor længer ei med sine Bukke kiørte,
Han stille sad, i Skiødet laae hans Hammer,
Og Odins Hlidskialf tabte sine Flammer.

9. Og Freias Barm sank ind; de gyldne Haar
Blev Sølv, og Øiet lignte Vand, som fryser.
Og Heimdal, som paa Buen aarle staaer,
Hvis Farve syvfold giennem Skyen lyser,
Troldqvinder saae med sorte Hovedkyser,
Uhyre Ugler liig, og med en Brusen
Af lodne Vinger, som paa Flaggermusen.

10. De dækte Himlen med en evig Slud,
Og kaldte Skade frem af sine Grøfter.
Niord slumred i sin Hal, den stærke Gud,
Som renser Luften, naar han Panden løfter;
Men Skade, paa et Udgangsøg, som snøfter,
Nu havde travlt hver Nat, og humped vaagen
Med sine sorte Søstre hen i Taagen.

11. Paa Himlen skiulte sig hver Stierne klar,
Ei rasken Skipper kunde Veien finde:
I Kattegat, hvor Bølgen høit ham bar,
Han slap sit Ror, fortvivlet, som i Blinde;
Og naar han ud sit Anker vilde vinde,
Var Touget stivt af Iis, ei til at bøie,
Og Døden viste ham sit skumle Øie.

12. Naar Somren kom, kom der dog ingen Sol,
Og som en Træl da maatte Bonden svede.
Til Kittel sled han op sin Høitidskiol,
Og til Alfader glemte han at bede;
Han tænkte kun paa Havre, Rug og Hvede.
Hans Hest var mere stolt, end han; i Hunden
Blev Hiertet mere varmt og trofast funden.

13. I Leirekongens Gaard sad Kæmper ei,
Som før, bredskuldrede med Sværd ved Bælte,
Thors gode Sønner, mildnede ved Frei,
Hvis diærve lyse Øine viste Helte;
I hidsig Kiv de sloges og de skieldte.
De bolde Fædre sov i Graven længe,
Nu kroede sig kun opblæst deres Drenge.

14. Naar Skialden brændte, var det Sværmerlyst,
Men ikke længer Gimles rene Flamme.
Natur! han died ei dit Moderbryst,
Kun Fordom nu og Tvedragt var hans Amme.
Nidvisen giorde Bragamaal til Skamme,
Og den, som sikkert vilde Hoben gotte,
Han maatte hykle, smigre, skielde, spotte.

15. Før Saga sad og tegned paa sit Skiold
Hver stor Bedrift, den Yndige, den Feire;
Nu tabte hun sin Griffel, adspredt, kold,
Besøgte meer ei Nidaros og Leire.
Paa hendes Tavle ruged Glemsels Heire.
Den friske Krands af Gran og Egeløvet
Nedtraadte slap Uagtsomhed i Støvet.

16. Den vise Mimer skued Verdens Nød,
Og Baldur saae den i sit stille Rige.
Med bittre Taarer Mimers Kilde flød,
Hvor Saft ei kunde meer i Frugten stige;
Og Baldur, blødbedrøvet som en Pige,
Besøgte Mimer i den kolde Hule,
I Maanskin, med de lange Lokker gule.

17. Man mærkte vel, at Glæden var forbi,
Og at Gudinden blomstred længer ikke;
Thi, taus og vranten ved sit Grubleri,
Til Jorden Mimer saae med mørke Blikke,
Og Baldur - som han Luften vilde drikke -
Med Feberblussen og med med Graad i Øie
Kun talte vildt, og stirred i det Høie.

18. Saaledes nærmed de sig Ygdrasil,
Det kongelige Træ, som skygger Jorden;
Som Guderne fra Bifrost ride til;
Hvor - som en Hyrde vaager over Hiorden -
As-Odin mellem Guderne fra Norden
Udgiver Loven, daglig Dommen fælder,
Og hører, hvad hans Svend Hermodur melder.

19. I Aften er en Ørn, som Alting seer,
For at berette Sligt til Odins Ravne;
Men ei dens Ildblik var opmærksomt meer,
Thi Taagen stod om Træet mange Favne,
Indslørte Dal og Field og Skovens Havne.
Og Egernet, som sad ved Ørnens Fødder
I Træet, knækked lutter hule Nødder.

20. Med Baldur Mimer Træet gik forbi,
Og standsed først ved Urdurs klare Kilde.
I Skoven ledte dem den snevre Sti
Til Fieldekløftens Væld i Natten silde.
Graasteen, beklædt med Vedbendranker vilde,
Indklemte Dalen, Granskov dækte Fieldet,
Og Bær og Blomster skiulte Kildevældet.

21. Men visnet Alt. Og see, ved Kildens Rand
Sad Nornen Skuld med Læben mod sin Finger.
Forfærdelige Qvinde, hvis Fortand
Udgrunde kan, hvad Tidens Fylde bringer!
Fra hendes Skuldre gik uhyre Vinger.
Om Panden brede Baand med gyldne Runer,
Og billedsmykt med Hvaler og Harpuner.

22. Grønt hendes Klædebon, og Øiet snart
Mod Kilden vendt, og snart mod Fremtids Dage.
Hos hende Søstren Urd; med Blikket klart,
I sorten Skrud hun vendte sig tilbage.
Og smykt i broget Skæl, som paa en Drage,
Sad Varand, Tidens Mø. Men Alle Qvinder
Af Kæmpestorhed, mægtige Gudinder.

23. Og Søvnen ei sin Flig udbreder der,
Der sænkes aldrig Norners Øienlaage.
I Middagsglands, i Stiernens Sølverskiær
De sidde stivt som Støtter; men de vaage.
Een seer i Oldtids, een i Fremtids Taage.
Varanda paa sin gyldne Vægt tilveier
Alfaders Gaver: Døden eller Seier.

24. Som Jomfruløver i Ægyptens Sand
De stirre hen, de Ubevægelige;
Og Kilden suger i sit klare Vand
Det skiønne Billed af den høie Pige.
Valkyrier sig hist om Lunden snige,
For Norners Bud fra Kilden at erfare,
Saa ile de dermed til Jordens Skare.

25. Nu talte Mimer til den store Skuld:
"O du, hvem ingen Fryd og Sorg forvirrer!
Du, som er Ingen fiendtlig, Ingen huld!
Hvis Falkeblik igiennem Natten stirrer!
Om Duen kurrer, eller Sværdet klirrer,
Du røres ei! Saa løs den store Gaade,
Tal! kan Fru Ydun frelses af sin Vaade?"

26. Da svulmed Skulds jomfruelige Bryst,
Som naar en Steen kan Livet brat fornemme.
Hun saae paa Mimer, og han følte Trøst,
Og Urdurs Kilde mon sin Rislen hemme;
Og Nornen raabte med sin stærke Stemme:
"Naar Tapperhed til Troskab Tiden tvinger,
Hiemiler Sundhed paa sin Elskovs Vinger."

27. Saa talt - indsvøbte Natten sig i Mulm,
Og sagte rysted Jordens Overflade,
Og Strømmen til sin Bølge raabte: Svulm!
Og Blæsten hvisled i de visne Blade.
Men Guderne hiemiilte begge glade;
Thi de forstod, hvad Nornen dem forkyndte,
Og svævende de sig til Valhal skyndte.

28. "Naar Tapperhed til Troskab Tiden tvang,
Hiem Sundhed foer paa Kiærlighedens Vinger."
Saa lød Gudindens underlige Sang,
Og Sangens Indhold de til Valhal bringer.
Hvo er vel, uden Thor, den Gud, som tvinger?
Kun han kan kue Loke, Tidens Giøgler;
Og Elskovs Disa giemmer Fængslets Nøgler.

29. Knap hørte Sligt den stærke Asa-Thor,
Før, rød som Blod, han sprang fra Klippeblokken,
Og greb - imens hans Vrede mangled Ord -
Den blege Loke frygteligt ved Lokken;
Og snelt, som Hiulet dreier sig i Rokken,
Han snurred ham omkring, saa snart med Daanen
Han Havet slog, og snart berørte Maanen.

30. "Dit Væsen, sammensat af List og Spot,"
Qvad Thor, "vil jeg fra Valhal udelukke.
Du rystes maa, at Alt kan blandes godt,
Som Eddiken med Olien i en Krukke.
Siig nu, før jeg din sidste Gnist skal slukke,
Om du vil bedre dig, og atter bringe
Asynien paa Freias lette Vinge!"

31. Og Loke - han er feig, som han er fuul,
Og al hans Handling mangler Egenvillie -
Angst for igien at giøre sligt et Hiul,
Forfærdet kasted sig for Thor paa Tilie,
Og raabte: "Hvis den ranke Valhals Lilie,
Den evige Freia mig sin Ham vil række,
Da skal ei Bierg og Trolde mig forskrække.

32. Jeg løser Ydun af sit Slaveri,
Thi denne Qval mit Hierte bevæger.
Mig Jetten tvang, min Villie var ei fri,
Jeg Ydun maatte skaffe med sit Bæger;
Men over Havets Bølge, Skovens Eger
I Freias Fiæderham, som Fugl, jeg iler,
Og snart igien en bedre Lykke smiler."

33. Da hented Disen strax sin Fiæderham
(Meer for sin Skiønhed vel hun havde givet);
Og Loke - thi nu følte han sin Skam,
Nu ængsted ham at øde Asa-Livet -
Fløi over Bierg og Dal og Busk og Sivet
Til Jotunheim, hvor dybt i Fieldets Huler
Det frygtelige Mulm Fru Ydun skiuler.

34. Men Loke bedst i Mørke finder Vei,
Han lod sig ei af Biergets Koglen skrække,
Han stolte paa din Fiæderham, o Frei!
Hvis stærke Vinger intet Staal kan stække;
Han trængte giennem Biergets skumle Sprække,
Han fløi som Uglen, og han krøb som Katten
Did, hvor de brune Klipper giemte Skatten.

35. Hun sad - et Marmorbilled paa en Grav
I Miklegard - med Hiertet stumt for Klage;
Det stirrer hen i Tidens øde Hav,
Hvis skiønne Bølge vender ei tilbage.
Da kom i broget Fiæderpragt, som Drage,
I Hulen Loke. Snart han Ydun trøsted,
Og greb den smekkre Diis tæt under Brystet.

36. De henfløi over Klipperne. Men see,
Et stort uhyre Baal i Norden brændte.
Det Asgard var, hvor Odin, Vil’ og Vee
Forsamled sig, og Bud til Loke sendte.
Han kom - og Længselen og Smerten endte.
Knap var i Asgard Mimers ømme Datter,
Saa aabned Blomsten sig for Duggen atter.

37. Og Lærken slog, og hver Gudindes Barm
Frem svulmed atter i sin Ungdomsfylde.
Og Odin følte Kraften i sin Arm,
Og Thor sin Hammer tog af støvet Hylde,
Og Maanen lod af Solen sig forgylde;
Ei længer Mimer sig med Rynker nærmed,
Og Baldur ikke meer i Luften sværmed.

38. Men see, nu kom et svart og lystigt Syn:
Thi Griffen, som forfulgte snelt sin Fange,
Blev blændet af de stærke Baalets Lyn,
Og sprætted vildt med sorte Vinger lange.
Som Myggen, naar den er for Lyset bange,
Saa styrted den uhyre Jotunflue
Med Skræk sig i den unge Morgenlue.

39. Og saadan styrter sig hver Morgen end
Det fæle Spøgelse, som Jorden skrækker.
Hver Morgen brænder Østens Baal igien;
Og Duggen, som det unge Blad bedækker,
Da fælder Glædesgraad paa Vaarens Hækker,
Og Fuglen synger, som den glade Brage,
Da han i Lunden fik sin Viv tilbage.