Samiske fortællinger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Johan Turi og Per Turi

Samiske fortællinger

Uddrag af
Lappish Texts (1918-19)
Redigeret af Emilie Demant-Hatt
D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter,
7. R. Historisk og filosofisk Afd. IV, 2

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen, 2023

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Forord til den danske udgave

I 1918 udgav den danske etnograf, billedkunstner og sameforsker Emilie Demant-Hatt en samling samiske småfortællinger. Fortællingernes ophavsmænd var den svenske same Johan Turi og dennes nevø Per Turi. Demant-Hatt havde under et af sine ophold i Lapland boet hos Johan Turi i Torneträsk, Sverige, hvorved der opstod et varigt venskab mellem de to. Demant-Hatt havde opmuntret Johan Turi til at skrive en bog om samerne og deres kultur. Selv hjalp hun med udgivelsen og i 1910 udkom Muittalus samid birra med dansk oversættelse af Demant-Hatt En Bog om Lappernes Liv i ét og samme bind. Dette var den første bog om samerne, som var skrevet på samisk.

Da de etnografiske fortællinger udkom i 1918, var det med parallelle tekster på henholdsvis samisk og engelsk. Johan og Per Turi havde skrevet teksterne på samisk. Emilie Demant-Hatt, der havde læst samisk sprog, oversatte dem til dansk, hvorefter hendes mand – arkæologen Gudmund Hatt – oversatte den danske tekst til engelsk. Den svenske sprogprofessor K. B. Wiklund var involveret i arbejdet med såvel den samiske tekst som med oversættelsen.

Emilie Demant-Hatts danske oversættelse blev aldrig publiceret og dens videre skæbne er ukendt. Den nærværende oversættelse er foretaget efter Gudmund Hatts engelske. Sproget er lettere bearbejdet. Noter og indskud i kantede parenteser er tilføjelser af Emilie Demant-Hatt. Almindelige parenteser er oversætterens anmærkninger.

Carsten Lyngdrup Madsen

____________________________________

MAGI OG MEDICIN

I.

Om ofring i gamle dage

Folk i gamle dage havde tanke for, at man skulle ofre et eller andet til offerstederne. De kunne enten have deres offersted ved en sprække i en flækket klippe, på en bakke på en jævn græseng eller alleryderst på et næs tæt ved deres vandresti. De kunne også have det på en stejl fjeldside. Navnet på sådan et offersted er seite.

De ofrede til seiten, for at det skulle gå dem, som de ønskede, eller for at de måtte have lykke og held i hele deres levetid. De har ofret til seiterne på mange forskellige måder. En same kunne i gamle dage have en sådan seite tæt på sin sti, og når han gik forbi den, faldt der altid noget af til seiten. Nogle gange var det penge, andre gange en flaske brændevin eller en rensdyrost eller en rensdyrmave fyldt med mælk eller et stykke et stykke rensdyrkød, en kniv, en smuk sten [et stykke hvid kvarts eller bjergkrystal], et sølvspænde, en knap, en ske eller et bæltespænde og nogle gange ting af guld – ja, hvad som helst. Så snart han kom indenfor synsvidde af seiten, tog han sin hat af hovedet, og når han igen var udenfor synsvidde, tog han den atter på. Nogle gange gik han til seiten før han havde spist eller drukket, bøjede sig ned og tilbad. [P. T.]

II.

Om et offersted nedenfor en klippeskrænt

Der har været sådan et offersted nedenfor en lille klippeskrænt for enden af Nissondal, hvortil der er blevet ofret rener, penge og brændevin. Jeg har nu ikke hørt noget præcist herom, bortset fra, at det var den bedste ren i hjorden, som skulle ofres. Denne ren skulle være hel og perfekt, så den var helt fejlfri. Den skulle anbringes der hel, og næste gang man kom forbi seiten, var renen allerede forsvundet. Herefter skulle endnu en ren ofres på samme måde og så fremdeles, når man kom til dette sted.

Jordlaget på dette offersted er blevet så tykt, at der ikke ses andet end ben og rensdyrgevir. Og græsset har vokset sig meget tyk på denne seite.

Mange år efter den tid, hvor man ofrede, flyttede engang en af vore dages sidaer til nabolaget af denne seite. Så skete det en aften i skumringen, hvor fire unge mænd gik omkring [fra deres telte], at de hørte stemmer. De lyttede efter, og kunne høre, at stemmerne kom fra offerstedet. De gik nærmere og lyttede. De kunne høre, at der var helt utroligt mange, som talte ved seiten. Det lød, som var det været en hel forsamling, der talte. Så ville de gå nærmere for at høre, hvad der blev talt om, men de turde ikke at komme for tæt, for stedet begyndte at virke uhyggeligt. De fik end ikke fat på et eneste af spøgelsernes ord. Så gik de derfra og vendte hjem. Næste aften ved skumringstid gik de atter ud for at lytte, om de igen kunne høre noget. Det var fuldstændigt som aftenen før. Heller ikke denne gang turde de gå tættere på for at undersøge, om man kunne se noget. Selv om de var indenfor synsvidde, var de dog for langt væk. De kunne intet se, men stemmerne hørte de stadig. Dette kunne kun høres om aftenen ved skumringstid. Men en dag var de mange, som gik til seiten, og da de kom til stedet, var der ikke andet at se, end det, som er beskrevet ovenfor [dvs. ben, rensdyrgevir og tykt græs.] Slut. [P. T.]

III.

En mand ved navn Kumme

Der var en mand ved navn Kumme, han flyttede gennem Vassevagge fra syd til nord [dvs. han havde sin vandresti gennem Vassedal], og der plejede han at opholde sig [dvs. han slog sit telt op og lod renerne græsse der]. Og han var en noaide – næsten en "træ-rådner"-noaide, og han havde et offersted på en stejl fjeldside. Der var kun en snæver passage mellem klipperne, som man kunne gå på for at komme dertil. Deroppe havde han en seite på en lille forhøjning. Ingen måtte komme der, undtagen når han selv gik derop, da måtte andre følge med, hvis han gav dem lov. Han havde en søn og to døtre, som var gift og altså to svigersønner. Disse gik med ham, men kun når han gav dem lov.

Kumme boede langt fra seiten. I bunden af Vassedal var der et græsningsområde og her var hans kåte og hans hjord. En dag kom hjorden til hans kåte, og det var offertid. Han gik ind i flokken og fangede en hvid rentyr, som han dekorerede den med al slags pynt, rødt, gult, blåt, grønt, rødbrunt, hvidt og sort silkebånd, overalt, hvor der kunne fastgøres pynt, dekorerede han den – på benene, på geviret, på hovedet, på ryggen, og alle steder. Og da han havde gjort rentyren klar, lod han den gå sin vej alene væk fra flokken. Selv fulgte han efter den. Det samme gjorde hans to svigersønner, hans hustru, hans søn og hans to døtre. Rentyren ledte an lige op til offerstedet, hvor den standsede og stod stille, indtil de begyndte med slagtningen. De dræbte den og fjernede al pynten. Så flåede de den og parterede den med største omhu. De havde en forfærdelig stor kedel deroppe, og i den lagde de hele tyren og kogte den, indtil kødet løsnede sig fra benene. Og da kødet havde løsnet sig, spiste de selv alt kødet og samlede benene sammen. Man havde den regel, at alle benene skulle samles omhyggeligt lige til det mindste lille ben. Og hvis bare et enkelt ben manglede, var renen uegnet til offer, for alle ben skulle bringes som et offer. Hvis der manglede ét ben når de var færdige med at spise kødet, og de umuligt kunne finde det, var dette ben fakka-njuolla. Og da de ikke kunne finde fakka-njuollaen, var hele den hvide rentyr uegnet som offer. Så måtte man gå tilbage og finde en anden rentyr og gøre med den, som man gjorde med den forrige. Og når den tyr er blevet afmærket [dvs. pyntet], gik også den afsted mod seiten og igen fulgte de efter den helt op til seiten, hvor de gjorde som før. Og når de var færdige med at spise, talte de benene, om de alle var der, og de var der alle, hvert eneste ben helt og i god behold. Så blev benene lagt på seiten, men ingen undtagen Kumme var tilstede, når benene blev anbragt [til ofring]. Herefter var de færdige og kunne gå hjem.

Disse ofringer skulle sikre, at alting gik nøjagtigt, som Kumme ønskede. Når han havde ofret, kunne han foretage sig alt det onde, han ville, hvis det var det, han havde lyst til, eller alt det gode, han ville, hvis det var det, han var stemt for. Han havde dog ikke lov til at gøre ondt mod nogen, medmindre han havde en god grund til det. Selv om man måske var i stand til det, havde man ikke lov til at handle ondt mod en person, som ikke selv først havde handlet ondt. Ej heller havde man ret til at gøre godt mod nogen, hvis vedkommende ikke behøvede det. Han var således underlagt mange forbud, fordi han havde lovet sig selv til djævelen. For djævelen var det, han ofrede til og som beskyttede hans seite. Og djævelens engle var det, som skulle beskytte ham i alle hans sager og yde ham hjælp, når han havde brug for det. Og når han skulle dø, blev han selv en djævelens engel, hvilket han må være nu.

Denne Kumme havde endnu en seite på den anden side af dalen og til den havde han engang lovet det barn, som hans kvinde ventede, hvis det blev en dreng. Hans kvinde vidste godt, at Kumme havde lovet at give barnet til seiten. Da hun så fødte en dreng, var de uenige og vrede på hinanden en kort tid på grund af dette, [moderen gav dog ikke slip på drengen]. Men en dag, mens hun sov, tog Kumme drengen med til seiten. Da hun vågnede, vidste kvinden ikke, hvad der var blevet af drengen, men hun havde sin mistanke, for hun havde jo hørt Kumme love barnet til seiten.

Da Kumme havde drukket sin brændevin, gik han til sin seite og joikede[?]: "Åh, min stakkels kvindes grædebarn, hvor er han nu henne?" – Så forstod kvinden, hvor hendes dreng var. [P. T.]

IV.

Fortælling om noaide-lærdom

Hvis nogen ønsker at blive noaide, må han gøre det alene. Han må søge et sted, hvor tre stier mødes fra forskellige retninger. Men det må være et øde sted, hvor ingen har deres bolig, end ikke en eneste må være der, kun de tre stier. Han skal gå ud julenat til den tregrenede sti [hvor de tre stier mødes] og blive der, indtil [den onde] kommer og adspørger ham: "Hvad ønsker du?" Og så må han fortælle, hvad han ønsker. Hvis han ønsker kundskab, bliver han vis [dvs. noaide]; ønsker han rigdomme [dvs. rensdyr-lykke], så får han det. Men ingen får mere end én gave der [dvs. kun ét ønske opfyldt]. [J. T.]

V.

Endnu et trick

Hvis nogen lige er død, som du var i familie med, eller du var nær ven af, mens han levede, og han fortsat skal være din ven, må du købe et silkebånd, tre gange seks tommer langt, og når du kommer til den afdøde, skal du afdække ham og derpå trække silkebåndet frem og tilbage over hans mund [dvs. mellem hans læber]. Så må du tage ham i dine arme og dreje dig omkring tre gange mod solens gang [dvs. mod urets retning] idet du siger: "Du skal hjælpe mig når som helst, jeg kalder dit navn!" Derefter må du anbringe ham nøjagtigt, som han lå før. Herefter vil dette være hans opgave [at være noaidens hjælpeånd]. Men det, som her er beskrevet, må ske nøjagtigt ved midnat. [J. T.]

VI.

Endnu et optrin

Hvis man ønsker at påføre nogen ondt, skal man gå til kirkegården og sige: "Jeg behøver hjælp, hjælp mig nu!" Derpå skal du tage sand fra kirkegården og fylde det i et hvidt klæde. Så skal du sige, hvad du ønsker skal ske, og hvad den, [du ønsker at skade], har gjort imod dig, og du skal nævne vedkommende ved navn. Efter dette skal du give et eller andet [dvs. et offer] til kirkegården, hvorefter du skal gå til vedkommende [som du ønsker at skade] og sige [ganske stille], hvad du ønsker skal ske med vedkommende [om spøgelserne skal slå vedkommende ihjel eller blot pine ham en tid], og i samme øjeblik skal du hælde [kirkegårdssandet] på ham. Men vogt dig for, at du ikke ved ved et uheld får noget af sandet på dig selv.

Når du har gjort dette, har du sat spøgelser på vedkommende. [J. T.]

VII.

Om en noaide, som har visdom og stadig har sine tænder i behold

Så længe han (noaiden) har sine tænder i behold, har han al sin kraft. Og når han har brug for at øve trolddom, går han ind på kirkegården og råber: "Rejs jer, alle i syndige sjæle lige fra Adams tid og til den gode moders!" Og så begynder de at banke kisterne op og de rejser sig som en tågesværm. Og han fortæller [dem], hvem han ønsker [de skal gå til] og hvad han [hans fjende] har gjort ham. Og han siger, om han vil have, at de kun skal pine ham eller de skal slå ham ihjel. Og straks styrter de afsted for at udføre, hvad de har fået befalet. [J. T.]

VIII.

Om flyvende noaider

De dygtigste noaider har været dem, som kunne flyve. Andre har kørt til kirke med en ulv [spændt for deres slæde], og når de nåede frem til kirkestedet, spændte de den fra, hvorefter den forsvandt. Men når han skulle køre derfra, kom den samme ulv tilbage – og han kørte langt hurtigere nogen af de andre.

Den slags noaider har også været dem, som, når de øvede deres trolddom, efterlod deres krop som død, mens ånden sammen med djævelens engle arbejdede på at gøre skade på nogen. Men hvis nogen [under trancen] flytter på hans krop, går den sin vej, og så vil de to [ånd og krop] aldrig mere blive genforenet. Den slags personer kaldes "træ-rådner-noaider". [J. T.]

IX.

Hvordan man bliver noaide

Den perfekte noaide-kunst er den, som gøres på følgende måde: personen lægger en bibel omvendt under sine knæ, hvorefter han frasværger sig Gud, og han lover sin sjæl til djævelen, når han er død, mod at djævelen lover at gøre alt, hvad han ønsker. Herved bliver han en fuldkommen noaide, men en kristen bliver han aldrig igen og det gør heller ikke de, som øver trolddom ved hjælp af sådanne noaider.

Når noaiderne øver trolddom, varmer de pottekæden [dvs. den kæde, som er udspændt over ildstedet] op til den bliver rødglødende. Derefter slår de af al kraft omkring sig med den og de skærer tænder det bedste de har lært. Deres inderste skindpels og deres hat må vende vrangen ud. En inderpels af fåreskind er en frygtelig ting, når vrangen er vendt ud på den, og dette er netop noaidens vigtigste beklædning. [J. T.]

X.

Om den magiske tromme

Den magiske tromme var et noaide-instrument, og de [noaiderne] fremstillede den på følgende måde: de lagde ringe og Accisænes rensdyr-ren-bunke ind i den og slog på den med en hammer og fløjtede og nogle gange skar de også tænder. På denne måde udførte de deres noaide-kunster. [J. T.]

XI.

Hvad noaiderne ser i brændevinen

Noaiderne ser også i brændevin, og [der] kan de se alle ting og afsløre, hvem der har stjålet en genstand. Hvis nogen har fået påført spøgelser, og han går til noaiden for at få hjælp, så spørger [noaiden] ham: "Har du brændevin?" Og hvis han har, giver han det til noaiden. Denne ser ned [i glasset ned brændevin] og kan se, hvordan de er kommet [dvs. noaiden kan se, ved hvilken slags trolddom og hvorfor han har fået påført spøgelserne.] Så begynder han [at uddrive spøgelserne]; og hvis han har set, hvordan de er kommet, kan han klare dem på én gang, men hvis den, [som har påført dem], er meget stærkere [end noaiden], vil han påføre dem igen. Men i et sådant tilfælde, vil de ofte angribe et andet familiemedlem af den person [som først blev besat]. Og bliver de igen uddrevet, vil de på ny angribe en person i samme familie. Men hvis den, [som står for uddrivelsen], er meget stærkere [end den, som først påførte dem], vil disse angribe personen, som først påførte dem, eller den, som fik ham til at gøre det. Og er han endnu stærkere, kan han sende dem tilbage til kirkegården. Men skal nogen have magt til at gøre dette, skal han være en Guds noaide, eller en som øver sine gerninger med Guds kraft. Og han [dvs. Guds noaide], vil tale i tunger og opføre sig, som var han beruset og være helt exalteret, og han ser da alle noaide-budbringerne [dvs. sværmen af spøgelser, som noaiden sendte ud til deres opgave]. Og han er sikker på at vinde, uanset hvor stærke noaider, der har sendt dem [spøgelserne], for disse blev sendt ud med djævelens kraft. [J. T.]

XII.

Djævelens engle

Disse djævle [noaidens hjælpeånder] sendes ud med en levende fugl, og fuglen går direkte til den person, den bliver sendt til. Og det er ravnen, som er djævelens fugl, og den bringer den besked, som djævelens engle har sendt den med. De mennesker [som efter deres død er gået i noaidernes tjeneste], er ikke andet end djævelens engle. Og hvis de ikke kender nogen fugl [som de kan flyve med], følger de stien; men det er meget svært for dem at komme over bjergrygge og vandskel, men kommer de over, går de direkte til den person [som de skal besætte]. Når de kommer frem til personen, skræmmer de ham [giver ham et nervøst chok]. Og når de har skræmt ham, kan de straks besætte ham, men er han så modig, at han ikke lader sig skræmme, kan de ikke besætte ham. Så besætter de en uskyldig og begynder at pine ham, de dræber ham ikke men nøjes med at pine ham. Det er dog nemt at uddrive dem igen. [J. T.]

Fortsættes