Videnskabelige forfatterskab (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

IX
Árnis videnskabelige forfatterskab

Árnis lyst til videnskabelige studier har ytret sig fra hans ungdom af. Det var den, der bevirkede, at han, som för fremstillet, blev Th. Bartholins sekretær og höjre hånd; om hans arbejde i hans tjæneste vidner bedst Bartholins efterladte store samlinger (tomi Bartholiniani) og hans store værk om Danerne. Bartholins tidlige død har måske ikke været til gavn for Árni, det er ikke usandsynligt, at han vilde have kunnet drive Árni til atlarbejde mere raskt og fået ham til hurtigere at udføre sine planer, forudsat at han ikke selv havde lagt altfor stort beslag på hans tid. For Bartholin samlede han også meget stof til Danmarks Kirkehistorie, men alt det brændte 1728 (jfr. Hist. eccl. Isl. III, 576).

Det er også tidligere blevet omtalt, at Árni under sit Tysklandsophold udgav Chronica Sialandiæ, der jo var et lidet omfangsrigt arbejde, men vidnesbyrd om hans nöjagtighed og samvittighedsfuldhed. Se herom ovenfor. 1699 udkom beretningen om Tisteds-besættelsen, der også ovf. er omtalt, og som han ene udarbejdede. Han har uden tvivl syslet med dette arbejde af sit hjærtes lyst. Fra andre kilder (hans indlæg i hekseprocesserne på Island) vides, hvor fuldkommen fri han var for tro på overnaturlige ævner og trolddom og altid søgte at slå denslags foreteelser ned. Denne lille bog er skreven så overskueligt, klart og overbevisende, at det er en fornöjelse at læse den.

1719 udgav Árni Testamentum Magni regis, kong Magnus lagaböters testamente (udstedt 1277). med en ganske kort fortale og noter under teksten af kritisk art. Det var efter bogtrykker (cancelliråd) Wielands opfordring, at han udgav dette lille skrift (siger Jón Olafsson) efter en original-membran, der brændte 1728. Andre skrifter af lignende art antydes i den korte fortale som mulige genstande for udgivelse, men de kom aldrig.

Desuden findes der trykt (i senere skrifter) forskellige mindre stykker, kortere notitser om forskellige æmner, især foranledigede ved andre lærdes forespörsler.

I 285b, fol. findes stof til en udgave af lat. brevveksling mellem Þormóður og O. Sperling og 1 ark i korrektur med Árnis rettelser, men denne udgave er aldrig kommen videre.

Bag ved Gunnlaugssaga, udg. 1775 s. 278—79, findes en lille »dissertatiuncula« (trykt i bd. II, 109—10) på latin om benævnelsen »det gotiske (gotiske) sprog« for det nordiske oldsprog, originalen tilhørte Langebek. (En afskr. af Jón Olafsson findes i 436,4°). Árni bestrider rigtigheden af dette navn og mener, at det er Reenhjelm, der har fundet på det, for at det skal se ud som om de gamle sagaer — især de, de svenske beskæftigede sig med — er forfattede i Sverrig. Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«; det vilde være bedre, ytrer han, at man beviste, at islandsk var lig med gotisk eller svensk i oldtiden. Árni mener, at betegnelsen »norrön« heller ikke er rigtig, selv om den bedre kunde gå an; »cæterum vitandæ sunt confusiones nominum in cognatis rebus« siger han ligeså fyndigt som sandt. I et brev til den hannoveranske sendemand i Sverrig A. F. Bassewitz (8/2 1719) udtaler Árni sig om sproget i Vulfilas bibeloversættelse; denne udtalelse har Bassewitz overladt E. Benzelius og denne har optaget den i sin udgave af Vulfila (1750), i fortalens kap 3. Den fylder her godt og vel 3 kvartsider. Árni helder til den mening, at sproget ikke er gotisk (men hermed menes lige så vel götisk) og at oversættelsen med urette tillægges Vulfila. Han mener, at oversættelsen er i en tysk dialekt, der skiller sig fra skandinaviske sprog. De sproglige ejendommeligheder, han fører som bevis herfor, er at der i sproget findes den foransatte artikel (ikke den tilföjede), at passivum dannes på en anden måde end i nordisk, at der her findes forstavelserne ge- og be- (ukendte i nordisk); alt dette passer godt til tysk (oldsprog). Han mener, at oversættelsen er foretaget efter en latinsk original og anfører i så henseende nogle ord, der skulde hidrøre derfra (f. eks. aqwos, kubituns, vidovo o. fl.); dog ser han, at oversættelsen på visse punkter står den græske original nærmere; dette forklares ved, at denne også lejlighedsvis er nyttet. Dette er således ikke Vulfilas oversættelse. Fra den tids standpunkt i sproglig henseende kan alt dette være forståeligt; dengang fandtes der ikke sprogindsigt nok til at se den rigtige sammenhæng (at f. eks. kubituns er simpelthen låneord fra latin: aquos er jo rigtig gotisk form, som Árni har taget for det lat. aquæ; bægge ord er jo etymologisk identiske osv.) Den lille afhandling er kort og fyndig og på sin måde logisk skreven. Den slutter med disse fyndige ord: »sed veritati ubique litandum esse censeo« — selv om Árni ikke her har »veritas« på sin side, er ordene alligevel særtegnende for ham.

"Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«"

På en måde beslægtet hermed er den lille afhdl., som Werlauff offenliggjorde i sin biografi af Árni (s. 110ff. og som nu findes i bd. II, 111—13) og som handler om de nordiske folks oprindelse. Árni har dannet sig en forestilling om, at Finnerne (Finner og Lapper) har bebot hele Skandinavien, men det er gået Finnerne (Lapperne) som »Kambrerne« i Bretland og »Kantabrerne« i Spanien, at de er bleven fortrængte til de yderste dele af landet af den nordiske folkestamme. »Norge«s-navnet, hvis betydning han mærkeligt nok, ikke har gennemskuet, tror han er ældre end denne indvandring og sammenstiller det med Plinius' Nerigon. Han antager, at den germansk-nordiske stamme er indvandret östfra: og at Kimbrerne ikke har talt en dansk dialekt; de til England indvandrede »Juti« har været en germansk stamme. Nogle bosatte sig i Tyskland, Belgien, andre vandrede til Skandinavien og fordrev som sagt Finnerne, fra hvem visse stednavne hidrører, som han mener ikke kan forklares af nordisk (her gör Árni sig egenlig mere uforstående end han behøvede, han havde dog kunnet tænke sig, at f. eks. »Bjorgyn« var nordisk; at navne som »Skáni« og »Hitrar« var ham mindre forståelige, er kun naturligt). Danmark er, mener han, senest blevet bebygget og herfra er måske slaviske stammer fordrevne, ti her findes stednavne, der ikke kan forklares ud fra dansk (som Erri, Falstr, Mön). Danerne har så lagt Jylland under sig og fordrevet de derboende Germaner. Med alt dette er Árni så nøgtern, at han siger, at hvad der fortælles om Odin og hans indvandring er dels »falsa«, dels »confusa«, »omnia incerta«. Endelig mener han, at de, der trængte ind i Italien og Spanien, har været Germaner, og fører de samme argumenter frem som i den foregående afhandling (den foransatte artikel, passiv), og det har lidet at sige, at »forfattere« (scriptores) siger, at de var indvandrede fra Scanzia, ti dennes beliggenhed vidste de ikke noget om; dog kunde nogle Nordboer have været med i hines tog. Árni lader det stå hen, om Scania, Scanzia, Scandinavia er af samme oprindelse, men sikkert hører disse ord til et andet sprog end dansk.

Tiltrods for det meget fejlagtige i Árnis meninger viser hans ord — som Werlauff siger — at han »formåede at løsrive sig fra flere af sin tids urigtige og ensidige anskuelser samt at mange af de resultater, der er frugterne af senere tiders . . . . granskninger, allerede dengang svævede for ham med större eller mindre klarhed«. Her sigter Werlauff til teorier, som en tid hævdedes, men som nu er skrinlagte.

I Nova literaria maris Balthici (1701. s 62) findes en tolkning af Árni af en indskrift på et middelalderligt horn (i isl. forstand), som vistnok fuldtud er rigtig (den er trykt i bd. II. 114—15). På hornets øverste kant findes navnet Ion Magnus son. Jfr. 670h, 4°.

Bagved tom. I af E. Pontoppidans Annales eccl. Dan. findes en fuldstændig oversættelse af biskop Árni Torlakssons Kristenret, uden nogen anmærkninger undt. en fortegnelse af nogle få ord, som Árni siger han ikke forstår; om nogle af disse gælder det, at det er ret mærkeligt, at Árni ikke har forstået dem Oversættelsen er naturligvis i det hele tro og god Også den gamle Kristenret m. m. oversatte Árni, se nedenf.

Árni beskæftigede sig meget med den gamle tidsregning i Norges og Islands historie, måske ikke mindst på grund af Þormóðs forespörsler. De førte derom en vidtløftig brevveksling: brevene kunde blive til hele afhandlinger.

Af en særlig betydning er Árnis Chronologia postremorum Norvegiæ regum ex stemmate Haraldi pulchricomi svo miked sem þiena kann til rem Diplomaticam. Det er en kritisk redegörelse for de norske konger Magnus lagaböter og hans efterfølgere til Olaf, Margretes sön, og deres regeringsår, på islandsk, skrevet »i februar 1710« (altså på Island); Árni anvender her breve og dokumenter med videnskabelig grundighed. Det manuskript, hvorefter afhdl. er trykt (ikke med Árnis hånd havde R Keyser erhværvet i Island og bragt med sig til Norge. Dette gör det sandsynligere, at denne oversigt er foranlediget af og sendt til en lærd Islænder, som f. eks. P. Vidalin, hvad udgiveren antager, end til Þormóður, hvad Werlauff mente.

Tilbage af, hvad der er trykt, står Árnis störste og så at sige eneste originale arbejde, levnedsbeskrivelsen af Sæmund frode, udgiven i 1. bind af den store udgave af eddadigtene 1787. Vita Sæmundi (på latin), med forskellige tillægsnoter under teksten af J. Eiriksson. Árnis egenhændige original findes i 1029, 4° (J. Ólafssons afskr. i 427, fol.).

Egenlig er denne levnedsskildring en del eller udsnit af Árnis tolkning til Are frode. Árni begynder med en oversigt over hvad kilderne indeholder om Sæmunds liv; her lægges der også særlig vægt på tidsregningen. Det hele vidner om Árnis kritiske sans og fremgangsmåde.

Derefter drøfter Árni de værker, som er tillagte Sæmund og med hvad ret. Han begynder med »Eddam Sæmundi«. Efter at have omtalt håndskrifter deraf (ɔ: eddadigtene) og de forskellige meninger om Sæmunds forhold til digtene, som der ingen grund er til her at komme nærmere ind på, udtaler Árni som sin på fornuftige grunde hvilende mening, at der ingen hjemmel er for at tillægge Sæmund nogen virksomhed m. h. t. samlingen af »Eddaen«, hverken i selve håndskriftet (cod. reg.) eller andre steder, og at det vistnok (»non possum non suspicari«) er biskop Brynjolf, der egenmægtig har anbragt titlen på sin afskrift; når Brynjolf i sit brev til O. Worm spörger, hvor »ingentes thesauri totius humanæ sapientiæ, conscripti a Sæmundo multiscio« er bleven af, er Árni så dristig, men tillige sundnøgtern, at spörge, hvorfra man ved, at »tales thesauri« nogensinde overhovedet har eksisteret. Det er klart, hvad Árni har ment. Eftertiden har givet ham fuldkommen ret i hans tvivl. Ikke mindre har man givet Árni ret i hans kritiske benægtelse af Sæmunds forfatterskab til digtene, som han dernæst udvikler. Herunder kommer han til at bestride den opfattelse, at digtene tilhører en urgammel tid og er forfattede f. eks. af dem, der taler i digtene (Odin i Grímn. og Hávam.) »Verisimilius mihi videtur memoratas Odas prosopopoeiam continere. Deorum persónis ab alio longe recentiore affictam«, siger han træffende. Den slags kunde man dengang skifte ord om, hvad der nu til dags er udenfor al drøftelse. Han udtaler tilsidst som sin mening, at disse eddakvad er forfattede af gudernes dyrkere (ɔ: i hedensk tid), men til forskellige tider og af forskellige digtere; senere er de af en »antiquita-tum studioso« bleven samlede og optegnede efter den mundtlige overlevering. Her er Árni fuldkommen moderne.

Derefter går Árni over til Snorres Edda, dette fordi også den af nogle er blevet tillagt Sæmund. Her er Árni mindre sikker og hans antagelser mindre rigtige. Han mener, at de 4 grammatiske afhandlinger, der findes i hans hds., codex Wormianus (erhværvet 1706), har hørt til værket, men er udeladte i de 2 andre hovedhåndskrifter. Han gör sig skyldig i den misforståelse, at Eddas forfatter lover at ville behandle 3 æmner: regulas, licentias, vitia i skjaldedigtningen, og at det er det sidste, der behandles i de gramm. afhandlinger. Derfor er der ikke to forfattere til »Edda« og »Skálda«; at værket er langt yngre end fra Snorres tid, skulde bevises ved, at der nævnes senere konger; men Árni har ikke lagt mærke til, at sligt sker kun i hvad der nu kaldes den 4. grt. afhdl., der ganske rigtig ikke er ældre end fra o. 1300 eller noget senere. Derfor ansætter Árni fejlagtig hele værket til det 14. årh. Når herimod strider, at Olaf hvitaskald omtaler »sin herre kong Valdemar« (ɔ: sejr), ɔ: i Den 3. grt. afhdl., så er det fordi Eddas kompilator har optaget en afhandling af Olaf eller dele deraf. Árni bestrider den — ældre — mening, at der har været en ældre Edda, som forfatteren til Edda—Skálda har forkortet (excerperet). Endelig omtaler Árni navnet og dets betydning. Han bekæmper også her ældre meninger og kommer selv — dog i varsomme udtryk — til det resultat, at ordet må afledes af óðr, men hvad han fremfører til støtte herfor i sproglig henseende, er alt ret uheldigt. Som bekendt har K. Gislason optaget Árnis tolkning og søgt at begrunde den med bedre sprogligt stof.

Endelig drøfter Árni Sæmunds forfatterskab til isl. annaler, især de såkaldte Oddaannaler; dette gælder et særligt håndskrift, der kun gik ned til 67 e. Kr. De kan af flere grunde ikke være forfattede af Sæmund, selv om noget i disse annaler røber en lærd man og de ikke er fra helt sen tid. I tilknytning hertil kommer Árni til at omtale de gængse folkesagn om Sæmund og hans læremester (Árni samlede med megen iver alt sådant), ifølge hvilke Sæmund skulde have lært trolddom (og mesteren var eller blev senere til selve fanden: jfr. Isl. folkesagn og æventyr). Árni er ked af at skulle anføre disse »nugas«, men han ytrer, at da kendskabet til oldtiden på Island havde tabt sig, blev Sæmunds navn så berömt, at man tilegnede ham alt, hvad lærd og udmærket udarbejdet der fandtes, uden at undersøge sagen nærmere. Dette er ganske rigtigt; den, der kritisk undersøgte overleveringen, var Árni, og han har ved hjælp deraf virkeligt nøgternt i det hele sat Sæmund på rette plads. Han slutter sin levnedsskildring atter kort og fyndig ved at anføre det bekendte distikon:

Omnia post obitum fingit majora vetustas,

majus ab exequiis nomen in ora venit.

Når dette Vita Sæmundi er skrevet, er det ikke muligt nærmere at bestemme, undt. for så vidt som det må — som för antydet — være skrevet efter 1706.

Når nu Árnis øvrige — ikke trykte — forfatterskab skal behandles, er denne benævnelse ikke helt adækvat, eftersom der her i reglen mere er tale om optegnelser og mere eller mindre fuldstændige samlinger, end nogle udarbejdede helheder. De bærer vidne om hans fortrinlige samleregenskaber, om hans nöjagtighed, grundighed og kritiske ævner. Disse samlinger og optegnelser falder i forskellige grupper. Men ud af dem alle hæver sig dog i en særlig grad Árnis optegnelser vedrørende og sysselsættelse med Are frode og hans skrift, Islendingabók.

Allerede som ung oversatte Árni Islendingabók efter et skrevet eksemplar (der blev tilintetgjort efter arbejdets fuldførelse). 1688 renskreves denne oversættelse af Hjalti Þorsteinsson, senere præst; »noter« til det hele gjorde Árni vinteren 1688—89, det hele var færdigt »för midsommer 1689), da jeg rejste til Norge«. Efter sin hjemkomst forøgede og ændrede han noget i »notæ« og leverede så det hele til Caspar Bartholin til censur (vinteren 1690—91); denne faldt 1691. Sin oversættelse kasserede Árni dog senere, han skriver (hvad der smukt vidner om hans selvkritik): »Hoc exemplar (foræret til Jens Rosenkrantz), postqvam liber editus fuerit (her sigtes til Chr. Worms udgave), pro meo opere haberi nolo, cum versio ista in juventute mea facta sit, ac itaque minus accurata«. 1693 lånte Árni sit eksemplar til (Chr.) Worm, der trykte det i Oxford 1697, men således, at Árni ikke vilde vedkende sig det som sit arbejde. Árni syslede med dette arbejde om Are omtrent hele sit liv, men han fik det aldrig færdigt eller udgivet. I sit brev til Bassewitz (19/3 1719) siger han: »Ego in juventute mea illud in latinam linguam transtuli et notas quasdam adjeci, quæ omnia, nisi mors interveniat, revidebo, ut typis publicis committi queant«. Árnis ret vidtløftige samlinger til værket findes 254, 8°, 364,4°, 365,4° og 411 fol. Der haves (i 254) en kort samlet oversigt over Ares liv, der ender med et citat af Juvenal (sat. X), —

_ _ _ monstrat

Summos posse viros et magna exempla daturos

Vervecum in patria crassoque sub aere nasci.

Der findes iøvrigt (i de nævnte numre) ret vidtløftige leksikalske samlinger til forklaring af forskellige ord (fróðr, som han vil gengive ved »multiscius« — hvilket netop er træffende — [of et sama] far — skǫr i geitskǫr osv.); Árni hænter eksempler fra andre skrifter til sammenligning. Der findes udførlig tidsregning og tabeller, bestemmelse af året for Islands første opdagelse og bebyggelse (»origines Islandicæ« m. m. vedrørende tidsregningen for de ældste norske konger). Der findes mange »topographica, orthographica« og »observationer« om gamle ordformer osv. Árni havde bedt sin ven, biskop Björn, der jo havde været præst i Odde, om alle sagn og fabler, han kendte om Sæmund frode; dennes för omtalte »Vita« var selv netop en del af udgaven af Are.

Det er allerede heraf klart, hvor overordenlig vidtløftigt værket skulde være. Det bliver ved Árnis langsomhed og mange øvrige virksomheder forståeligt, at det aldrig kunde blive færdigt. Hertil kommer så forskellige optegnelser vedrørende Ares person, slægt, leveår, undersøgelse når han har skrevet, samt om hvad han har forfattet. Árni bestemmer naturligvis også, hvilket af de 2 håndskrifter der burde lægges til grund for udgaven, nemlig det han kaldte »codex A« (d. v. s. 113 B); fra det andet (dette var identisk med Skalholtudg. 1688) skulde der tages varianter. Árni nægter, at Are er forfatter til skrifter som Skjǫldungasaga eller Njála. Árnis opfattelse af forholdet mellem den ældre og yngre Isl.bók ses af hans bemærkninger (bd. II, 85—88). Árni siger, at Ares udtryk er utydelige, mulig bör de forstås så: »Jeg (ɔ: Are) lader denne bog være i samme form og es (og esse; ovenover: structura), som den var, da jeg første gang offererede den til Torlak og Ketil og Sæmund, og jeg har ikke ændret den, undt. forsåvidt som jeg har tilföjet slægtregistrene som findes i capite 2 og de andre, som jeg nu sætter bagved denne nye edition, og desuden nogle få ting, som jeg senere har lært siden jeg først lagde hånd på dette skrift. Item har jeg her indsat kongers liv, d. e. jeg har confereret chronologiam rerum nostrarum med tempore regum in exteris, så at alt kan stemme indbyrdes, til bestyrkelse af min fortælling« . . . Dette kunde være sensus loci. Men den kunde også forstås således: »For nogle år skrev jeg (ɔ: Are) et opusculum, som jeg kaldte Islendingabók og leverede den til revision til de nævnte mænd. De syntes godt om den, men ønskede, at den skulde blive noget fyldigere, eller der kunde hist og her tilföjes noget, man yderligere vidste og som det var værdt at optegne [så gjorde Are derefter], men methodus i denne edition er den samme som i den første. Men desuden har jeg allerede sammenskrevet ættetal fra landnamsmænd . . . og det er et opus foruden dette. Endvidere har jeg skrevet en konunga ævi, som allerede er mellem folk«. Denne sidste opfattelse slutter Árni sig selv snarest til. Han antager altså 2 selvstændige skrifter, en Landnámahók og Nóregs konunga sögur, i henhold til henvisninger i disse skrifter. Det er sproglig muligt at forstå Ares sted som Árni har gjort. Men man kan da spörge: hvorfor har Are overhovedet nævnt disse skrifter i denne sammenhæng, hvor det dog måtte synes ret meningsløst at nævne dem? Sagen er, at Árni — mærkeligt nok — ikke har fået öje på en 3. forklaring, den som senere er bleven den almindelige og som så at sige er den eneste naturlige, nemlig den, at både »ættetallet« og »kongers liv« har stået i den oprindelige Isl.bók, men er udeladt (»fyr utan«) i den 2. »edition«. Men herved bortfalder spörsmålet om en selvstændig Landnámabók og Noregs konunga sögur, forfattet af Are. Som bekendt har B. M. Olsen hævdet tilværelsen af den første, men af andre grunde end Árnis. Ligesom alt dette vedrørende Are egenlig kun er samlinger og forarbejder, til trods for at der deriblandt kan findes helheder, således er alt andet fra Árnis hånd lutter samlinger.

At Árni interesserede sig for historie i almindelighed er utvivlsomt, og af mange af hans notitser fremgår hans kundskaber i verdenshistorie, for ikke at tale om Islands historie. Nogen afhandling af ham foreligger dog ikke, men der findes en mindre afhandling: De studio historico i 228, 8° med hans hånd, der synes at være forfattet af ham. Desværre ses ikke, fra hvad tid den er (måske fra hans ophold på Borchs Kollegium ?). Den er trykt i bd. II, 123—26.

Til personalhistorie hører følgende: Først og fremmest de overordenlig rige samlinger, der findes i 215. 224, 8°. Her findes optegnelser om de isl. klostres abbeder (opimod 400 blade), skrevne til forskellige tider. Det er samlinger fra sagaer, annaler, dokumenter og breve, alt med forskellige kritiske bemærkninger. Dette sidste gælder alle de følgende samlinger. Det hele er ordnet efter klostre og indenfor disse kronologisk. I 224. 8° findes lignende optegnelser angående høvedsmændene på Bessestad fra og med Pros Mundt 1633 og til Chr. Müller o. 1702 (dennes dødsår 1720 noteres tilsidst). Alt dette dels efter skrevne kilder, dels efter »relationer« ikke mindst af Þormóður.

I nrr. 257—62, 8° findes lignende samlinger i tidsfølge angående biskopper og erkebiskopper i Danmark (Lund, Roskilde, Odense, Ribe), Norge (Oslo, Bergen, Hamar, Stavanger), Færøerne, Orknøerne, Garde i Grönland og i Sverrig — alt op imod 800 enkeltblade; endel skrevet af andre. Alle disse samlinger er meget værdifulde og nöjagtige.

I sit brev til Jón Haldórsson (18/6 1729) antyder Árni, at han »har gjort adskillige fortegnelser over historier og poesier, med korte anmærkninger og andet deslige, som kunde tjæne den, der måske siden ville skrive Historiam literariam Islandiæ, men dette er nu så aldeles ødelagt, at deraf ikke er et blad tilovers. — Jeg havde optegnet, hvad mig var forekommet, om de gamle biskopper, befalingsmænd og lavmænd på Island. Fuldkomment var det vel ikke, men kunde dog nyttes«. Også siger han, at han har optegnet et og andet om dem, der efter reformationen har skrevet annaler, de rebus antiquis, de philologia nostra, dejure etc. »og havde kostet mig megen umage«, men alt dette brændte, og det var tildels uerstatteligt: særlig nævnes Arngrim d. lærdes Vita. Jón Ólafsson udtaler følgende (Add. 3. fol.) om Árnis litteraturhistoriske virksomhed: »Men sl. ass. Arnas Magnussen bragte det længst frem for alle, og så vidt, mener jeg, at der kunde ikke lægges stort meer til. Jeg saa hos hannem nogle fasciculos i octav, som han havde samlet mange aar paa, med en stedse aarvaagen, flittig og vidtløftig correspondence i Island«.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE