Uddrag af Snorres Edda
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
|
Uddrag af Snorres Edda
Edda Snorra Sturlusonar
oversat og gendigtet af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
Innhold
Balders død
(Gylfaginning, kap. 49)
.jpg)
Da sagde Gangtræt: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.«[1] Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at Balder den Gode drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.
Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til, at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.
Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders frafald ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham, der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn, var rede til færden. Så tog man Sleipner — Odins hest — og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.
Aserne tog Balders lig og førte det til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største skib af alle. Det ville guderne sætte frem og indrette til Balders bålfærd. Men skibet lod sig ikke rokke af stedet. Da sendte man bud til Jotunheimen efter den jættekælling, der hed Ildrynket. Hun kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme. Hun sprang af ridedyret, mens Odin tilkaldte fire bersærker til at holde dyret, men de kunne ikke styre det uden at kaste det til jorden. Så gik Ildrynket til skibets forstavn og drev det fremad i første tag, så flammerne stod af rullestokkene og hele Jorden rystede. Da blev Tor vred og greb hammeren, og han ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne forinden havde bedt om fred for hende. Så blev Balders lig båret ud på skibet, men da hans kone — Nanna Nepsdatter — så det, bristede hun af sorgen og døde. Hun blev lagt på bålet, som blev antændt. Tor stod ved bålet og viede det med Mjølner. En dværg rendte omkring for fødderne af ham. Det var ham, der hed Lit. Tor sparkede ud efter ham med sin fod og sendte ham ind i ilden, hvor han brændte. Der kom mange folk til denne ligbrænding. Først skal Odin nævnes, og med ham kom Frigg og valkyrierne og hans ravne, og Frey kørte i vogn efter den galt, der hedder Gyldenbørste eller Skarptand, mens Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop, og Freja blev trukket af sine katte. Der kom også mange rimturser og bjergjætter. Odin lagde den guldring, der hedder Drøpnir, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte lige så tunge guldringe af den. Balders hest blev ført på bålet med alt udstyr.
Der er det at fortælle om Hermod, at han i ni nætter red gennem mørke og dybe dale, og han så intet, før han kom til floden Gjallar og red over Gjallarbroen; den er belagt med lysende guld. Den unge kvinde, der vogter broen, hedder Modgun. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at der dagen før var redet fem skarer døde mænd over broen, »— men broen dundrer ikke mindre under dig alene, og du har ikke farve som døde folk. Hvorfor rider du her på Helvejen?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel for at finde Balder. Men har du set noget til Balder på Helvejen?« Hun sagde, at Balder havde krydset Gjallarbroen, »— men Helvejen fører nedad og nordpå.« Så red Hermod til han kom til lågen til Hel. Dér steg han af hesten og efterspændte sadelgjorden. Så steg han op og gav den sporerne; hesten sprang i vejret og så højt over lågen, at den ikke var i nærheden af den. Derpå red Hermod til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så dér Balder — sin bror — sidde i højsædet, og Hermod blev dér natten over. Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride med ham hjem, og fortalte hvor meget der blev grædt mellem aserne. Men Hel sagde, at det skulle vise sig, hvorvidt Balder var så elsket, »— som det siges. Og hvis alle ting i verden — levende og døde — græder over ham, så må han drage tilbage til aserne, men han skal blive i Hel, hvis nogen taler imod eller ikke vil græde.« Da rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham på vej ud af hallen og tog ringen Drøpner, som han sendte til Odin som minde, og Nanna sendte et vævet klæde og endnu flere gaver til Frigg og en guldfingerring til Fulla. Så red Hermod sin vej tilbage og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.
Derpå sendte aserne bud over hele verden for at bede om, at Balder blev grædt ud fra Hel. Og det gjorde alle — mennesker og dyr og jorden og stenene og træer og alle slags malm, sådan som du sikkert har set, at disse ting græder, når de kommer fra kulden ind i varmen. Da sendebudene drog hjem efter veludført tjeneste, fandt de en hule, hvor der sad en jættekælling. Hun kaldte sig Tak. De bad hende græde Balder ud fra Hel. Hun sagde:
- Tørre tårer
- skal Tak græde
- over Balders bålfærd;
- levende som død
- er han mig ligegyldig
- — Hel kan beholde sit.
Man antager, at dette var Loke — Laufeys søn, som har voldt aserne det meste ondt.« — —
Suttungs mjød
(Skáldskaparmál, kap. 5-6)
.jpg)
Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og én kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.
Så bød disse dværge en jætte, der hed Gilling, hjem til sig sammen med hans kone. Dværgene tilbød da Gilling at ro ud på havet sammen med dem, men da de sejlede langs med landet, roede dværgene på et blindskær, hvorved skibet kæntrede. Gilling kunne ikke svømme, så han druknede, men dværgene bragte skibet på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, men hun tog det meget tungt og græd højt. Så spurgte Fjalar hende, om ikke hun ville få det bedre, hvis hun så ud over havet, hvor han var omkommet. Det ville hun gøre. Da sagde han til Galar — sin bror — at denne skulle gå op over døren, når hun gik ud, og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, for han var led ved hendes skrigeri. Dette blev gjort.
Da Suttung — Gillings søn — erfarede dette, kom han til og greb dværgene, som han førte ud på havet og anbragte på et skær, der oversvømmedes af tidevandet. De bad Suttung om deres liv og tilbød ham til gengæld den dyrebare mjød som faderbod, og det kom til forlig imellem dem. Suttung førte mjøden med sig hjem og skjulte den på det sted, der kaldes Hnitbjerg, hvor han satte sin datter — Gunlød — til at vogte over den.
Af denne grund kalder vi skjaldskaben for Kvasers Blod eller Dværgenes Drik eller Odrørers eller Bodns eller Sons Fylde eller Væske eller Dværgenes Fartøj — fordi denne mjød reddede dem fra døden på skæret — eller Suttungs Mjød eller Hnitbjergs Væde.«
Da sagde Ægir: »Det forekommer mig noget dunkelt at benævne skjaldskaben med disse betegnelser, men hvordan skaffede aserne sig Suttungs mjød?« Brage svarede: »Om det fortælles der, at Odin drog hjemmefra og kom til et sted, hvor ni trælle slog hø. Han spurgte, om de ønskede, at han skulle skærpe deres leer. Det sagde de ja til. Så tog han en slibesten fra sit bælte og sleb leerne, og de syntes, at leerne nu skar meget bedre, og ville købe slibestenen, men han prissatte den sådan, at den, der ville købe den, måtte betale den rigtige pris. De erklærede sig alle villige hertil og bad ham hver især sælge til sig. Han kastede slibestenen op i luften, og da de alle ville gribe efter den, kom de sådan af sted, at hver af dem skar halsen over på en anden med sin le. Odin søgte ly for naten hos den jætte, der hed Bauge — Suttungs bror. Bauge klagede over vanskeligheder med ejendommens drift og sagde, at hans ni trælle var blevet dræbt, og at han ikke mente, der var udsigt til at finde arbejdsfolk. Odin kaldte sig Bølværk. Han tilbød at udføre ni mands arbejde for Bauge, men han ville have en tår af Suttungs mjød som løn. Bauge sagde, at han ikke havde adgang til mjøden, og fortalte, at Suttung ville have den for sig selv. Han sagde dog, at han ville drage med Bølværk for at prøve, om de kunne få tag i mjøden.
Om sommeren udførte Bølværk ni mands arbejde for Bauge, men da vinteren kom, bad han Bauge om sin løn. Så drog de begge hen til Suttung. Bauge fortalte Suttung — sin bror — om sin handel med Bølværk, men Suttung nægtede dem bestemt så meget som en dråbe af mjøden. Da sagde Bølværk til Bauge, at de måtte prøve, om de kunne få fat på mjøden med list, hvilket Bauge gik med til. Så fremdrog Bølværk det bor, der kaldes Rate, og sagde, at Bauge skulle bore i bjerget, hvis ellers boret ville bide. Det gjorde han. Så sagde Bauge, at bjerget var gennemboret, men da Bølværk pustede i borehullet, føg skærverne imod ham. Da indså han, at Bauge var ude på at svige ham, og han bad ham bore igennem bjerget. Bauge borede igen, og da Bølværk pustede for anden gang, føg skærverne indad. Så antog Bølværk slangeskikkelse og smuttede ind i borehullet. Bauge stak efter ham med boret, men ramte ikke.
Bølværk kom derhen, hvor Gunlød var, og lå hos hende i tre nætter, hvorpå hun tillod ham tre slurke af mjøden. I den første slurk tømte han hele Odrører, i den anden hele Bodn og i den tredje hele Son — da havde han al mjøden. Så antog han ørneskikkelse og fløj derfra så hurtigt som muligt. Da Suttung så ørnens flugt, antog han ørneskikkelse og fløj efter ham, men da aserne så, hvordan Odin kom flyvende, satte de deres kar ud på gårdspladsen, og da Odin kom ind i Asgård, gylpede han mjøden op i karrene. Suttung var da kommet så nær ham, at han kunne nå ham, så Odin sendte noget af mjøden bagud, men den samlede man ikke op, og enhver der ville, kunne tage den — og det kalder vi de dårlige skjaldes andel.
Men Odin gav aserne og de mennesker, der kunne digte, Suttungs mjød. Derfor kalder vi skjaldskaben for Odins Fangst eller Fund eller Drik eller hans Gave eller Asernes Drik.
Note:
- ↑ I det foregående kapitel er der blevet fortalt om Tors berømte fisketur efter Midgårdsormen.
