Fortællingen om Hromund den Halte
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
Fortællingen om Hromund den Halte
Hrómundar þáttr halta
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2015
1. Om Hromund den Halte og hans slægtninge
Ejvind Sørkver var navnet på en mand, som kom ud til Island sammen med Ingemund den Gamle. Han tog land i Bløndudal vesten for Skagafjord, men ønskede ikke at overleve Ingemund, så han tog livet af sig. I sin alderdom fik han med sin trælkvinde en søn, der hed Hromund. Denne blev gift med Audbjørg — en datter af Mår, der var søn af Jørund Hals. Hendes mor var trælkvinde. Hromund opholdt sig længe hos Mår på Mårsted, dengang han lå i strid med Ingemunds sønner om Deildarhjalle. Dér dræbte Hromund Høgne — Ingemunds søn — og blev af den grund udvist af herredet mellem Jøkelså i Skagafjord og Vædderfjordså. Hromund blev såret i foden og haltede lige siden. Derfor blev han kaldt Hromund den Halte. Han købte Fagerbakkeland vesten for Vædderfjordså og boede dér en tid. Han byggede et stort fæstningsværk rundt om sin gård og var en særdeles flot og duelig mand. Hans søn hed Torbjørn den Tynde, og Audbjørg var dennes mor. Torbjørn var gift med Gudrun — en datter af Torkel på Kersøre, der tog land sønden for Vædderfjordshals. Deres søn var Torleif, som blev kaldt Hromundsfostre. Hromund havde tillige en søn, der hed Hallstein. Alle disse slægtninge var store og stærke mænd. Torkel på Kersøres søn hed Tore — han var bror til Gudrun, Torbjørns kone. Han boede på nabogården Melar. Hans datter hed Helga, og hun var en smuk og meget dygtig kvinde.
2. Snylte-Helge kommer til Island
En sommer skete det, at et skib kom fra havet ind i Vædderfjord ved Bordøre. Styrmanden hed Snylte-Helge, og hans bror hed Jørund. De var tolv mand på skibet. De var skamløse og ubehøvlede, og folk handlede kun lidt med dem og tog hellere udenherreds for at handle ved andre skibe. Det hed sig, at de var vikinger og ransmænd og ikke solgte andet end stjålne varer. Efterhånden som sommeren gik, holdt folk op med at komme til dem. Da sagde Helge: »Jeg ville nu ønske, at I ikke var så uforskammede, men viste jer fra en bedre side over for folkene her og skaffede jer vinterophold hos bønderne. Det forekommer mig, at disse folk kan være genstridige og ikke gerne finder sig i ulemper. Jeg har også hørt, at mændene her er stærke og meget hårde at have med at gøre.« Efter en halv måned havde tre mand skaffet sig vinterophold. Da sagde Helge: »Folk her har ikke lyst til at tage imod os, og det er der ikke noget at sige til, men lad os nu tilnærme os dem.« Og det gjorde de, men folk havde besluttet sig for ikke at have med dem at gøre.
En dag red Tore fra Melar ud til skibet og traf Helge. Helge tog imod ham med stor glæde og spurgte, hvad han ønskede at købe. Tore sagde, at han havde brug for tømmer, »— for mit hus er faldefærdigt.« Helge erklærede sig villig til at sælge ham så meget, som han havde brug for, »— men giv os alle vinterophold hos dig.« Han sagde sig ude af stand til dette, »— men jeg mangler ikke varer til at betale med. I regnes heller ikke for at være venlige.« Han forøgte at tale sig fra at tage imod dem. Helge sagde: »Folk her udviser os megen modvilje, men det er dog rimeligst — bonde! — at du ikke lader os ganske i stikken, når du nu ikke vil tage imod os.« Tore sagde, at det kom af, at ingen brød sig om dem. Helge svarer, at Tore måtte bestemme vilkårene, hvis han tog imod dem, »— og ellers er det uvist, hvorvidt du både rider frem og tilbage.« Da det var kommet dertil, sagde Tore Bonde: »Siden du trænger dig så hårdt ind på mig i denne sag, skal du for jer alle sværge efter vores landslov, at I denne vinter ikke vil behandle folk uretfærdigt eller gøre noget strafbart i henhold til loven — hverken mod mig eller andre, hverken mod min husstand eller mine naboer. Jeg vil give jer husrum, men I skal selv sørge for føden.« Helge sagde: »Du bestemmer — bonde!« Derpå drog de derhen, og de spiste for sig selv i et hus, hvor de også sov.
Naboerne gav ikke Tore megen tak for dette, og de mente, han havde truffet en uoverlagt beslutning. Da mandskabet havde opholdt sig dér en tid, begyndte styrmanden og bondedatteren ofte at mødes, og villigheden og blidheden i deres kys og kærtegn tog til i omfang og førte til fuldbyrdet utugt. Tore sagde: »Jeg så gerne — Helge! — at du holder dit løfte til mig og ikke påfører mig skam eller vanære, så hold dig fra Helga — min datter — og efterkom den ed, du svor mig.« Helge mente, at hans og Helgas kærlighed ikke sådan lige ville fortage sig, »— men du — bonde! — får ingen vanære, hvis jeg frier til kvinden efter den hergældende landslovs bestemmelser og med en sådan tilgift, som du synes.« Og da bonden ikke så anden udvej, og da mændene ikke holdt sig tilbage, besluttede han at give sin datter — Helga — til Snylte-Helge, og deres bryllup blev holdt tidligt på vinteren. Fra da af mødte man ingen ubehageligheder fra mandskabet, hvis de ikke blev gået for nær.
