Videnskabelige forfatterskab (Árni Magnússons Levned)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Árnis videnskabelige forfatterskab
Árnis lyst til videnskabelige studier har ytret sig fra hans ungdom af. Det var den, der bevirkede, at han, som för fremstillet, blev Th. Bartholins sekretær og höjre hånd; om hans arbejde i hans tjæneste vidner bedst Bartholins efterladte store samlinger (tomi Bartholiniani) og hans store værk om Danerne. Bartholins tidlige død har måske ikke været til gavn for Árni, det er ikke usandsynligt, at han vilde have kunnet drive Árni til atlarbejde mere raskt og fået ham til hurtigere at udføre sine planer, forudsat at han ikke selv havde lagt altfor stort beslag på hans tid. For Bartholin samlede han også meget stof til Danmarks Kirkehistorie, men alt det brændte 1728 (jfr. Hist. eccl. Isl. III, 576).
Det er også tidligere blevet omtalt, at Árni under sit Tysklandsophold udgav Chronica Sialandiæ, der jo var et lidet omfangsrigt arbejde, men vidnesbyrd om hans nöjagtighed og samvittighedsfuldhed. Se herom ovenfor. 1699 udkom beretningen om Tisteds-besættelsen, der også ovf. er omtalt, og som han ene udarbejdede. Han har uden tvivl syslet med dette arbejde af sit hjærtes lyst. Fra andre kilder (hans indlæg i hekseprocesserne på Island) vides, hvor fuldkommen fri han var for tro på overnaturlige ævner og trolddom og altid søgte at slå denslags foreteelser ned. Denne lille bog er skreven så overskueligt, klart og overbevisende, at det er en fornöjelse at læse den.
1719 udgav Árni Testamentum Magni regis, kong Magnus lagaböters testamente (udstedt 1277).[1] med en ganske kort fortale og noter under teksten af kritisk art. Det var efter bogtrykker (cancelliråd) Wielands opfordring, at han udgav dette lille skrift (siger Jón Olafsson) efter en original-membran, der brændte 1728. Andre skrifter af lignende art antydes i den korte fortale som mulige genstande for udgivelse, men de kom aldrig.
Desuden findes der trykt (i senere skrifter) forskellige mindre stykker, kortere notitser om forskellige æmner, især foranledigede ved andre lærdes forespörsler.
I 285b, fol. findes stof til en udgave af lat. brevveksling mellem Þormóður og O. Sperling og 1 ark i korrektur med Árnis rettelser, men denne udgave er aldrig kommen videre.
Bag ved Gunnlaugssaga, udg. 1775 s. 278—79, findes en lille »dissertatiuncula« (trykt i bd. II, 109—10) på latin om benævnelsen »det gotiske (gotiske) sprog« for det nordiske oldsprog, originalen tilhørte Langebek. (En afskr. af Jón Olafsson findes i 436,4°). Árni bestrider rigtigheden af dette navn og mener, at det er Reenhjelm, der har fundet på det, for at det skal se ud som om de gamle sagaer — især de, de svenske beskæftigede sig med — er forfattede i Sverrig. Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«; det vilde være bedre, ytrer han, at man beviste, at islandsk var lig med gotisk eller svensk i oldtiden. Árni mener, at betegnelsen »norrön« heller ikke er rigtig, selv om den bedre kunde gå an; »cæterum vitandæ sunt confusiones nominum in cognatis rebus« siger han ligeså fyndigt som sandt. I et brev til den hannoveranske sendemand i Sverrig A. F. Bassewitz (8/2 1719) udtaler Árni sig om sproget i Vulfilas bibeloversættelse; denne udtalelse har Bassewitz overladt E. Benzelius og denne har optaget den i sin udgave af Vulfila (1750), i fortalens kap 3. Den fylder her godt og vel 3 kvartsider. Árni helder til den mening, at sproget ikke er gotisk (men hermed menes lige så vel götisk) og at oversættelsen med urette tillægges Vulfila. Han mener, at oversættelsen er i en tysk dialekt, der skiller sig fra skandinaviske sprog. De sproglige ejendommeligheder, han fører som bevis herfor, er at der i sproget findes den foransatte artikel (ikke den tilföjede), at passivum dannes på en anden måde end i nordisk, at der her findes forstavelserne ge- og be- (ukendte i nordisk); alt dette passer godt til tysk (oldsprog). Han mener, at oversættelsen er foretaget efter en latinsk original og anfører i så henseende nogle ord, der skulde hidrøre derfra (f. eks. aqwos, kubituns, vidovo o. fl.); dog ser han, at oversættelsen på visse punkter står den græske original nærmere; dette forklares ved, at denne også lejlighedsvis er nyttet. Dette er således ikke Vulfilas oversættelse. Fra den tids standpunkt i sproglig henseende kan alt dette være forståeligt; dengang fandtes der ikke sprogindsigt nok til at se den rigtige sammenhæng (at f. eks. kubituns er simpelthen låneord fra latin: aquos er jo rigtig gotisk form, som Árni har taget for det lat. aquæ; bægge ord er jo etymologisk identiske osv.) Den lille afhandling er kort og fyndig og på sin måde logisk skreven. Den slutter med disse fyndige ord: »sed veritati ubique litandum esse censeo« — selv om Árni ikke her har »veritas« på sin side, er ordene alligevel særtegnende for ham.
|
"Sproget bör kaldes »islandsk« — sagaerne er skrevne »på Island af Islændere i islandsk dialekt«" | |
På en måde beslægtet hermed er den lille afhdl., som Werlauff offenliggjorde i sin biografi af Árni (s. 110ff. og som nu findes i bd. II, 111—13) og som handler om de nordiske folks oprindelse. Árni har dannet sig en forestilling om, at Finnerne (Finner og Lapper) har bebot hele Skandinavien, men det er gået Finnerne (Lapperne) som »Kambrerne« i Bretland og »Kantabrerne« i Spanien, at de er bleven fortrængte til de yderste dele af landet af den nordiske folkestamme. »Norge«s-navnet, hvis betydning han mærkeligt nok, ikke har gennemskuet, tror han er ældre end denne indvandring og sammenstiller det med Plinius' Nerigon. Han antager, at den germansk-nordiske stamme er indvandret östfra: og at Kimbrerne ikke har talt en dansk dialekt; de til England indvandrede »Juti« har været en germansk stamme. Nogle bosatte sig i Tyskland, Belgien, andre vandrede til Skandinavien og fordrev som sagt Finnerne, fra hvem visse stednavne hidrører, som han mener ikke kan forklares af nordisk (her gör Árni sig egenlig mere uforstående end han behøvede, han havde dog kunnet tænke sig, at f. eks. »Bjorgyn« var nordisk; at navne som »Skáni« og »Hitrar« var ham mindre forståelige, er kun naturligt). Danmark er, mener han, senest blevet bebygget og herfra er måske slaviske stammer fordrevne, ti her findes stednavne, der ikke kan forklares ud fra dansk (som Erri, Falstr, Mön). Danerne har så lagt Jylland under sig og fordrevet de derboende Germaner. Med alt dette er Árni så nøgtern, at han siger, at hvad der fortælles om Odin og hans indvandring er dels »falsa«, dels »confusa«, »omnia incerta«. Endelig mener han, at de, der trængte ind i Italien og Spanien, har været Germaner, og fører de samme argumenter frem som i den foregående afhandling (den foransatte artikel, passiv), og det har lidet at sige, at »forfattere« (scriptores) siger, at de var indvandrede fra Scanzia, ti dennes beliggenhed vidste de ikke noget om; dog kunde nogle Nordboer have været med i hines tog. Árni lader det stå hen, om Scania, Scanzia, Scandinavia er af samme oprindelse, men sikkert hører disse ord til et andet sprog end dansk.
Tiltrods for det meget fejlagtige i Árnis meninger viser hans ord — som Werlauff siger — at han »formåede at løsrive sig fra flere af sin tids urigtige og ensidige anskuelser samt at mange af de resultater, der er frugterne af senere tiders . . . . granskninger, allerede dengang svævede for ham med större eller mindre klarhed«. Her sigter Werlauff til teorier, som en tid hævdedes, men som nu er skrinlagte.
I Nova literaria maris Balthici (1701. s 62) findes en tolkning af Árni af en indskrift på et middelalderligt horn (i isl. forstand), som vistnok fuldtud er rigtig (den er trykt i bd. II. 114—15). På hornets øverste kant findes navnet Ion Magnus son. Jfr. 670h, 4°.
Bagved tom. I af E. Pontoppidans Annales eccl. Dan. findes en fuldstændig oversættelse af biskop Árni Torlakssons Kristenret, uden nogen anmærkninger undt. en fortegnelse af nogle få ord, som Árni siger han ikke forstår; om nogle af disse gælder det, at det er ret mærkeligt, at Árni ikke har forstået dem Oversættelsen er naturligvis i det hele tro og god Også den gamle Kristenret m. m. oversatte Árni, se nedenf.
Árni beskæftigede sig meget med den gamle tidsregning i Norges og Islands historie, måske ikke mindst på grund af Þormóðs forespörsler. De førte derom en vidtløftig brevveksling: brevene kunde blive til hele afhandlinger.[2]
Af en særlig betydning er Árnis Chronologia postremorum Norvegiæ regum ex stemmate Haraldi pulchricomi svo miked sem þiena kann til rem Diplomaticam.[3] Det er en kritisk redegörelse for de norske konger Magnus lagaböter og hans efterfølgere til Olaf, Margretes sön, og deres regeringsår, på islandsk, skrevet »i februar 1710« (altså på Island); Árni anvender her breve og dokumenter med videnskabelig grundighed. Det manuskript, hvorefter afhdl. er trykt (ikke med Árnis hånd havde R Keyser erhværvet i Island og bragt med sig til Norge. Dette gör det sandsynligere, at denne oversigt er foranlediget af og sendt til en lærd Islænder, som f. eks. P. Vidalin, hvad udgiveren antager, end til Þormóður, hvad Werlauff mente.
Tilbage af, hvad der er trykt, står Árnis störste og så at sige eneste originale arbejde, levnedsbeskrivelsen af Sæmund frode, udgiven i 1. bind af den store udgave af eddadigtene 1787. Vita Sæmundi (på latin), med forskellige tillægsnoter under teksten af J. Eiriksson. Árnis egenhændige original findes i 1029, 4°[4] (J. Ólafssons afskr. i 427, fol.).
Egenlig er denne levnedsskildring en del eller udsnit af Árnis tolkning til Are frode. Árni begynder med en oversigt over hvad kilderne indeholder om Sæmunds liv; her lægges der også særlig vægt på tidsregningen. Det hele vidner om Árnis kritiske sans og fremgangsmåde.
Derefter drøfter Árni de værker, som er tillagte Sæmund og med hvad ret. Han begynder med »Eddam Sæmundi«. Efter at have omtalt håndskrifter deraf (ɔ: eddadigtene) og de forskellige meninger om Sæmunds forhold til digtene, som der ingen grund er til her at komme nærmere ind på, udtaler Árni som sin på fornuftige grunde hvilende mening, at der ingen hjemmel er for at tillægge Sæmund nogen virksomhed m. h. t. samlingen af »Eddaen«, hverken i selve håndskriftet (cod. reg.) eller andre steder, og at det vistnok (»non possum non suspicari«) er biskop Brynjolf, der egenmægtig har anbragt titlen på sin afskrift; når Brynjolf i sit brev til O. Worm spörger, hvor »ingentes thesauri totius humanæ sapientiæ, conscripti a Sæmundo multiscio« er bleven af, er Árni så dristig, men tillige sundnøgtern, at spörge, hvorfra man ved, at »tales thesauri« nogensinde overhovedet har eksisteret. Det er klart, hvad Árni har ment. Eftertiden har givet ham fuldkommen ret i hans tvivl. Ikke mindre har man givet Árni ret i hans kritiske benægtelse af Sæmunds forfatterskab til digtene, som han dernæst udvikler. Herunder kommer han til at bestride den opfattelse, at digtene tilhører en urgammel tid og er forfattede f. eks. af dem, der taler i digtene (Odin i Grímn. og Hávam.) »Verisimilius mihi videtur memoratas Odas prosopopoeiam continere. Deorum persónis ab alio longe recentiore affictam«, siger han træffende. Den slags kunde man dengang skifte ord om, hvad der nu til dags er udenfor al drøftelse. Han udtaler tilsidst som sin mening, at disse eddakvad er forfattede af gudernes dyrkere (ɔ: i hedensk tid), men til forskellige tider og af forskellige digtere; senere er de af en »antiquita-tum studioso« bleven samlede og optegnede efter den mundtlige overlevering. Her er Árni fuldkommen moderne.
