Guderne og Gudetroen (Henry Petersen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Om Nordboernes Gudedyrkelse og Gudetro i Hedenold
- en antikvarisk Undersøgelse

Henry Petersen

III.
Guderne og Gudetroen

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Inderst i Hovet, i den halvrunde Udbygning stode Gudebillederne bag Alteret med den viede Ild, vistnok i Regelen paa et Fodstykke, den saakaldte ”hjallr”. De vare sikkert altid udskaarne af Træ (“skurðgoð” er den stadige Betegnelse for dem), men vistnok udstyrede baade med Guld- og Sølvprydelser i Overensstemmelse med den Pragt, hvormed Folket selv traadte frem i det daglige Liv. Vi skulle nærmere betragte Efterretningerne om, hvilke Guders Billeder der fandtes i Gudehovene.

I Kjalarnæshovet paa Island stod Thor i Midten og ”andre Guder” til begge Sider af ham. Et andet Sted, hvor Hovet paa Kjalarnæs, ligesom det i Vatnsdalen, vel er nævnet, men hvor der snarest synes at gives en Karakteristik af Gudehovene paa Island i Almindelighed, hedder det om Gudebillederne i Hovets ”goðastúka”, at Thor var ypperst og mest anset, dernæst Frøj, og ”skjønt det ikke er tydeligt, hvor mange eller hvilke Guder, der have været dyrkede i de forskjellige Gudehove, maa det mærkes, at i den gamle Edsformular særlig de tre paakaldtes:, Frøj, Njørd og As, hvormed vi tro de mene Odin; thi han var den ypperste Høvding, der kom hid til Norden fra Asien”. At der i det Hov, der opførtes paa Thorsnæs af Landnamsmanden Rolf fra Mostr i Norge, hvor han havde styret et Thors-Hov, har været i det mindste et Thors-Billede, er indlysende af Rolfs ivrige Tilbedelse af denne Gud, hvoraf han havde faaet Navnet Thor-rolf, og ligeledes ere vi sikkert berettigede til at antage, at i al Fald et Frøjs-Billede har haft Plads i de Gudehove, som forestodes af Goder, der kaldtes Frøjsgoder (Thorgrim Frøjsgode, Rafnkel Frøjsgode, Thord Frøjsgode — henholdsvis i Vester-, Øster-, og Sønderfjerdingen). I dette Tilfælde er imidlertid at mærke, at det Hov, Thorgrim Frøjsgode forestod, var Hovet paa Thorsnæs; der maa derfor antages at have været Billeder her af Frøj saa vel som af Thor.

Naar det om Hovet paa Bersestad i den udførligere Droplaugarsona Saga (Kap. 26) hedder, at der sade Thor og Frøj i Højsædet til den ene, Frigg og Frøja til den anden Side, og til begge Hænder for dem de andre Guder, viser Gudernes Pladser strax, hvor lidet Værd der kan tillægges denne Efterretning.

Om Gudebillederne i de norske Gudehove høre vi, at i Hovet paa Møre sad Thor som den, der var ”mest tignaðr” af alle Guderne, smykket baade med Guld og Sølv. I Gudbrandsdølernes Hov høre vi kun Thors-Billedet omtale, heller ikke dette skortede det paa Udstyr baade med Guld og Sølv. I det Hov paa Hlade, Hakon Jarl havde sammen med Dale-Grudbrand, nævnes tre Gudebilleder: Thor i Midten i sin Kærre, til hver sin Side af ham Thorgerde Hørgabrud og Irpa. Sven, der paa Hakon Jarls Tid bode ved Throndhjem, havde et stort Hov paa sin Gaard, som han havde udstyret prægtigt, og hvori der var mange ”skurðgoð”, af hvilke han dog ærede Thor mest, ligesom det ogsaa kun var Thors-Billedet, hvorover hans kristne Søn Fin lader sin Harme gaa ud ved en vanærende Behandling af det, der endte med, at han brændte det og blandede Asken i Hundenes Føde. I Hovet paa Goðey under Helgeland, som Raud hin ramme styrede, omtales kun et Thors-Billede. Et Billede af Balder omtales vel af Friðþjófs Saga i Hovet paa Baldershage, men Fortællingen om dette synes helt opdigtet.

Om Gudebilleder i svenske Gudehove er der kun levnet en paalidelig Beretning, men af særlig Betydning: det er Adam af Bremens Fortælling om Gudebillederne i Upsala-Hovet. De vare tre i Tal: Odin (Wodan), Thor og Frøj (Fricco). Odin var fremstillet væbnet ”ligesom Mars”, Thor” med et Scepter, som det synes ligesom Juppiter”, Frøj med et meget stort Mandslem. Billedet af Thor ”den mægtigste af Guderne” indtog den midterste Plads.

Beretningen i Jomsvikinga Saga (Kap. 12) om det mest ansete Gudehov i Gøtaland ”Goðheimr” kaldet, der var helliget Thor og indeholdt 100 Gudebilleder, stempler sig selv ved sine tydelige Overdrivelser.

Om Gudebillederne i de danske Gudehove findes der lige saa lidt Efterretninger som om Hovene selv. —

Hvor forholdsvis sjældent og hvor lidet omstændeligt vi saaledes end træffe de Gudebilleder omtalte, der fandtes i Gudehovene, foreligger der dog i de bevarede Efterretninger Vidnesbyrd, der have ikke ringe Værd saa vel i og for sig, som i nærmere Forbindelser. — Det er i fuld Overensstemmelse med den kristne Tids Forestillinger om Hedentroen, at vi i de i hin Tid nedskrevne Beretninger finde omtalt, at der i det hedenske Gudehov stod et større Antal Gudebilleder, og vi maatte saa meget snarere vente dette, som Sagafortællerne maa have kjendt Navnene paa de mange hedenske Guder, dels gjennem de gamle Eddakvad, dels gjennem Skjaldepoesiens Anvendelse af Gudesagnene. Men med disse Omstændigheder for Øje maatte vi da paa den anden Side vente, at de stundom havde ladet denne deres Viden komme tilsyne og nærmere anført, hvem de mange forskjellige Gudebilleder forestillede, og vi maatte saa meget snarere vente at træffe nævnet flere og forskjellige af de 12 nordiske Guder og omtrent lige saa mange Gudinder, der anføres i Snorres Edda, som Sagafortællerne have mindedes Guddomme, der ej hørte med til den nordiske Gudekreds. I høj Grad paafaldende er det da at se, at det kun er ganske enkelte af Guderne, hvis Navne atter og atter findes knyttede til Billederne i Hovet, selv Sagaer der have en mere udsmykket, romanagtig Karakter slutte sig i denne Henseende til de paalideligere Beretninger. — Vi kunne neppe andet end heri se Vidnesbyrd om en stærk Tradition, som Sagafortællerne mere eller mindre uvilkaarligt have fulgt. De Guder, hvis Billeder vi finde omtalt i Beretninger, der maa antages for meget paalidelige, ere ikkun Thor, Odin og Frøj, og af Betydning er det, at medens det oftere antydes, at der i Hovet findes ”flere” Gudebilleder, er et Antal af 3 det eneste, der træder bestemt frem, eller hvorom Erindringen skinner tydeligt igjennem. Af hine tre Guder, er det igjen navnlig Thor og Frøj, hvis Billeder mindes, og af dem har da tydeligt Thors-Billederne en mærkelig Forrang i Gudehovene, eftersom de anføres ved Omtalen af hvert af disse, og det stadigt hedder at de vare ansete og udsmykkede fremfor de andre Gudebilleder. Stundom synes det jo endog, som Billedet af Thor var det eneste Gudebillede i Hovet.

Om Billeder af Njørd foreligger intet paalideligt ; det er tydeligt nok en, rigtignok paa en meget forstandig Maade støttet Gisning, hvorefter Njørds Navn i Landnáma bringes i Forbindelse med Billederne i Gudehovet. Billederne af Frøja og Frigg og af Balder nævnes kun i Beretninger, der ere uden større Værd; Thorgerde og Irpa tilhøre ej Nordboernes Guderække.

De Vidnesbyrd, der maa antages at foreligge ved Sagaernes og andre Kilders Efterretninger, om hvilke Gudebilleder der fandtes i Hovene, støttes fremdeles derved, at der af udskaarne Gudebilleder udenfor Gudehovene kun findes omtalt Billeder af Thor og Frøj. — Vi skulle i det følgende gaa over til at veje dem lige over for andre om Hedenolds Gudetro bevarede Minder, foreliggende dels i historiske Beretninger, dels i Sæder og Skikke, dels knyttede til selve de fra Oldtiden bevarede Mindesmærker.

I Gudbrand Vigfussons Udgave af Eyrbyggja Saga (Leipzig 1864) er der Side 126 som Tillæg optaget et Stykke af ”Grænlands annáll” (cod. Arnæmagn. 115 Oktav, af Forfatteren Bjørn paa Skarðsá nævnet ”annáll eptir Hauksbok”), som bærer Overskriften ”Um mannanöfn dregin af goðanöfnum”. Det lyder i Oversættelse saaledes:

“Det er kyndige Mænds Udsagn, at det skal have været Skik i fordums Dage, at danne Navne for sine Sønner og Døtre af Gudernes Navne, saaledes af Thors Navn: Thor-Rolf, Thor-Stein, Thor-Grim. Den som fra først af hed Od kaldtes efter ham Thor-Od (hvad Thormod i et Kvad om Snorre Gode og hans Søn Od kaldte denne); paa samme Maade: Thor-Berg, Thor-Alf, Thor-Leif og Thor-Geir. Endnu flere Navne ere udledte af Asernes, men dog flest af Thors. Man bar i hin Tid i Almindelighed to Navne, det ansaas for at bringe langt Liv og Lykke, og naar nogen bad ondt over dem hos Guderne, da vilde det ikke have skadelige Følger, naar de havde et sligt Navn”.

Vidnesbyrd om en saadan Overtro træffe vi ogsaa i Þáttr af Þorsteini hvita, (Nord. Literatur-Samfunds Udg. S. 46.) hvor det ved Omtalen af, hvorledes Helge Thorgilsøn fik Navnet Braad-Helge (Brodd-Helgi) hedder: ”Det ansaas for mere lykkebringende at have to Navne. Man trode, at de, der havde to Navne, vilde leve længer end andre.”

Saaledes som hin gamle Folkeovertro fremtræder i dette sidstanførte Citat, synes det imidlertid tydeligt, at den i Tidens Løb har undergaaet en ikke ringe Forvanskning, hvortil Spor ogsaa synes at foreligge i de noget ubestemte Udtryk i Slutningen af Citatet efter Grænlands annáll. Braad-Helge er jo nemlig ikke, hvad Folketroen oprindelig først og fremmest maa antages at have krævet, en Sammensætning af to Personnavne, men ligesom Sælhunde-Thorer (Sel-Þorir), Viga-Styr og Øxne-Thorer er Øgenavn i dette Ords almindelige Betydning, som vi saa ofte træffe Exempler paa i Sagaerne, grundende sig paa en eller anden Egenskab hos den paagjældende Person, eller paa anden Maade staaende i Forbindelse med hans Liv og Fremtræden.

Dog det har tydeligt nok heller ikke engang været Sammensætningen af to slet og rette Personnavne af en hvilkensomhelst Art, hvortil Folketroen oprindelig har knyttet sig. Grundtanken, hvoraf den havde udviklet sig, krævede aabenbart — hvad der ogsaa fremgaar af Citatet fra Grænlands annáll — at det Navn, der føjedes til, det egentlige Personnavn, var et Gudenavn. Paa denne Maade viedes Personen til Gudens særlige Beskyttelse, denne værnede ham mod Farer og Snarer, gav ham et langt og lykkeligt Liv. — Det er den selv samme Folketro, der ligesom gjenfødes i Middelalderen ved Helgennavnenes Optagelse af Folket som Personnavne.

De talrige med Gudenavne sammensatte Personnavne, der forekomme i Sagaerne og desuden ved Runestene og Diplomer ere opbevarede til vor Tid, vidne noksom om, hvor almindelig udbredt og dybt rodfæstet over hele Norden hin Skik ved Opkaldelse at erhverve sig Gudens særlige Beskyttelse, har været i Hedenold. Dog kunne vi derfor ikke i ethvert saadant Navn se et Minde om denne Skik. De kunne efterhaanden være blevne saa almindelige for en Del ved Opkaldelse efter nære Frænder, at man omsider ikke har gjort sig nogen bestemt Tanke ved at give Børnene dem, ihvorvel de ovenfor fremdragne Udtalelser om dem vise, at Bevidstheden om, at saadanne Navne havde en særegen Betydning, bevarede sig til en forholdsvis sen Tid.

Det synes som om det ikke blot var bestemte Gudenavne, der knyttedes til Personnavnene, men at ogsaa en Helligelse ved Guderne i Almindelighed kunde finde Sted ved at sammensætte Navnene med As — Goð — Vé og Ragn (sjældent). Kong Raum, fortælles der, gav sin Søn Brand til Guderne, og blev han derpaa kaldet God-Brand. En Mand i Sogn ved Navn Geir var ifølge Landnáma (II,29) en ivrig Blotmand og kaldtes derfor Vegeir; han gav sine Børn Navnene: Vebjørn, Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedörn og Datteren Vedis.

Som nys anført om Kong Raums Søn Brand finde vi det ogsaa stundom i andre Sagaer bestemt antydet, at Barnet ved at nævnes efter Guderne ligesom ”gives” til disse. Saaledes fortæller Eyrbyggja Saga (Kap. 7) om Landnamsmanden Rolf fra Sønder-Hordeland, der som ovenfor sagt paa Grund af sin ivrige Tilbedelse af Thor (“han var mikill vin Þórs”) kaldtes Thorolf, at han gav sin Søn til Thor og kaldte ham Thorstein. Denne Thorstein, Torskebider kaldet, fik en Søn, som ved Vandøsningen fik Navnet Grim. Denne — fortæller oven nævnte Saga — gav Thorstein til Thor og kaldte ham Thorgrim; han sagde, han skulde være Hovgode.” Dette blev han ogsaa (Frøjsgode). Paa samme Maade skal det mulig ogsaa snarest forstaas, naar nogle Haandskrifter af Landnámabok ved Omtalen af det Blot, Thorolf Mostrarskjægs Søn Hallstein gjorde til Thor for at faa Træ til Højsædestøtter, lægge til ”gaf þar til sun sinn”. Dette har da maaske været Sønnen Thorstein, senere navnkundig under Tilnavnet Surt, den eneste Søn Eyrbyggja Saga tillægger ham. Af Thorstein Surts tre ægtefødte Børn hed Sønnen Thorarin, en af Døtrene Thordis.

Naar man nøjere fæster Opmærksomheden paa de med bestemte Gudenavne sammensatte Personnavne, vil det strax bemærkes, at det ikke er snart én, snart en anden af de i Eddaerne nævnede Guder, hvis Navn benyttes, men i det hele taget kun de 3 Guders : Thors, Odins og Frøjs.

Det er af megen Betydning, at vi saaledes ud af selve Folkelivet kunne fremdrage et Vidnesbyrd om disse tre Guders Tilbedelse fremfor de andre, der nøje svarer til det, der, som ovenfor vist, syntes at foreligge ved de skriftlige Efterretninger om Gudebillederne i Gudehovene, ligesom ogsaa til, at Løfter i Sagaerne findes henvendte særlig til Thor, Odin og Frøj og at Saxe knytter Gudedyrkelsen i Hedenold særlig til Thor og Odin. Men Overensstemmelsen og derved Betydningen viser sig saa meget større, idet Forholdet mellem de tre Guders Tilbedelse her tegner sig ganske som hist.

Se vi saaledes hen til den islandske Landnámabok, der frembyder et saa overvældende rigt Forraad af Navne vil det bemærkes, at medens der heri findes c. 30 forskjellige Mands- og 21 forskjellige Kvindenavne sammensatte med Thors Navn og fordelte henholdsvis paa næsten 800 og 300 Individer, findes af Navne sammensatte med Frøjs kun 2 Mands- og 1 Kvindenavn, fordelte paa 2 Mænd og 2 Kvinder. Af Sammensætninger med Odins Navn findes i Landnáma slet ingen.

Det saas ovenfor af Citatet efter Grænlands annáll, at man allerede tidligt har lagt Mærke til, i hvilken overvejende Grad Thors Navn fremfor de andre Gudenavne er blevet benyttet i Sammensætninger; ogsaa Snorre har haft Øje herfor. Runestenene vidne om, at Forholdet har været aldeles tilsvarende i Danmark og Sverige; ved Siden af Thors Navn forekommer Frøjs Navn kun meget sjældent i Sammensætninger. Foruden Kvindenavnet Oþintisa paa en vestmanlandsk Runesten, der ender, med en kristen Bøn, forekommer af Sammensætninger med Odins Navn kun ”Upinkaur” paa en jydsk Runesten. Dette Navn synes imidlertid ikke at have været sjældent i Danmark; vi finde det i Slutningen af det 10de og i Begyndelsen af det 11te Aarh. som Navn paa tvende ansete Bisper henholdsvis i Odense og i Ribe, og det forekommer under Hardeknud, Magnus den gode og Sven Estridsen som Navn paa Møntmestre i Roskilde, Odense og Lund samt i London (under Hardeknud). Som en mærkelig Sammensætning med Odins Navn, der dog ikke forekommer paa de hidtil opdagede Runestene, kan anføres Navnet Ovdenkarl paa en i London under Hardeknud præget Mønt, hvilket Navn i hele sin Sammensætning kunde antages laant fra Guden. Dette Navn har næppe været saa meget sjældent, da vi endnu 1407 finde en ”Villanus” i Skanør, som i sit Sigil fører Navnet PETER ODENKARLESSO(N), ihvorvel han i Diplomet, det hænger ved, kun kaldes Peder Karlssen.

En ligefrem Opkaldelse efter Guden uden Tilsætning af et andet Navn kan sikkert ikke have fundet Sted, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft. Men ej underligt er det, at da Troen paa de hedenske Guder efterhaanden helt taber sig, gaar deres Navne over til at blive almindelige Personnavne, hurtigst maaske i de kristne Lande udenfor Norden, hvor Nordboerne nedsatte sig, og hvor vi saa tidligt som under Knud den store og Edvard Konfessor træflfe Odin og Thor (ɔ: Thord?) som Navne paa Møntmestre i York. I et Diplom fra 1164 forekommer her i Danmark Othen filius villicus de Autheruth (Auderød i Strø Herred paa Sjæland, i et fra 1257 Peter Othensøn, canonicus Roskildensis.

De Vidnesbyrd om Gudetroens Fremtræden i Folkelivet, der ere søgte paaviste ved Personnavnene, blive i høj Grad støttede, naar vi sammenholde Personnavnene med en anden Gruppe af Navne: Stedsnavnene. Det vil nemlig ikke blot strax bemærkes, at Gudenavnene ogsaa i disse spille en ikke ubetydelig Rolle, men det vil tillige ses, at vi her træffe paa det selv samme Forhold mellem Gudenavnenes Brug som ovenfor, idet Thors Navn er benyttet i en langt overvejende Grad fremfor de andre Guders ligesom det ved Siden af Thor fortrinsvis er Odin og Frøj, om hvis Tilbedelse der ad denne Vej kan fremdrages Minder.

Det kan vel være muligt, at adskillige med Gudenavne sammensatte Stedsnavne minde om, at Stedet har ligget til et efter denne eller hin Gud nævnt Hov, til dettes Opretholdelse eller til Godens Underhold, men det er ej mindre sandsynligt, at det har været Skik blandt ivrige Blotmænd at ære Guden paa den Maade, at de ligesom helligede deres Ejendom til ham ved at give den hans Navn, uden at Ejerne derved frasagde sig Brugen og Nytten deraf. Tydeligst fremtræder denne Skik ved Stedsnavnene i det gamle Norden og navnlig — hvad der har en særegen Betydning — i dettes Hovedland: Danmark.

Vi kunne her i Landet, Sønderjylland og Skaane medregnede, for Tiden træffe henved 80 Byer med Navne som skrives: Taarup — Taastrup — Thorup — Thorstrup — Torup — Tostrup og Töstrup — og hertil knytter sig andre som: Thorsager — Thorsballe — Thorsbjerg — Thorshavn — Thorsholm — Thorsholt — Thorslunde — Thorsløkke — Thorsmark — Thorsminde — Thorsnæs (Taars) — Thorsted — Tørrild osv. — Vel kan det paavises om flere navnlig af de med Torp sammensatte Navne, og formodes om andre, at de ere sammensatte med Personnavne som Thord, Tove, Thorer og Thorstein eller udvidede fra Torp (Taarup), men der bliver dog ogsaa af ”Torperne” et meget betydeligt Antal tilbage, hvorom vi ere berettigede til at formode, selv om det sjældnere kan paavises, at de ere sammensatte med Gudenavnet Thor. Disse Stedsnavne vise sig fordelte over hele Landet; men ere dog ingensteds saa hyppige som i Nørre-Jylland. Sammenholdt med de mange Thorstorper findes kun 5 Frøs (ɔ: Frøjs)-torp og 1 Odinstorp (Ondrup), men vi finde dog ogsaa disse tvende Guders Navne i Stedsnavne som Frölunde, Frøbjerg, Onssted, Onsbjerg, Onsild (Vonsild) Odense, Onsved o. s. v.

Stedsnavnene i Sverige stemme i de paaviste Forhold fuldstendig overens med de danske, men paa Grund af ”Torpernes” Sjældenhed, savne vi her næsten helt Sammensætningen Thors-torp. I Norge synes i det hele taget Sammensætninger med Gudenavne i Stedsnavnene at være sjældnere og andre Gudenavne synes at fremkomme ved Siden af Odins og Frøjs (Uller, Balder, Frigg,) om end Thors beholder Forrangen. Paa Færøerne blev ”Thorshavn” den vigtigste Ankerplads, og i Nærheden heraf holdtes Færingernes Ting, men ihvorvel Thors Navn ogsaa paa Island forekommer i Stedsnavne, er der dog paa denne — i Overensstemmelse med Forholdene i Norge — bevaret forholdsvis faa Minder om hin gamle Opkaldelsesskik efter Guderne. Derimod træder den i rigt Maal frem i de væsentligt af danske bebyggede Dele af England, samt i Nordmandiet. Thors Navne spiller ogsaa i disse Lande den mest fremtrædende Rolle, nogle enkelte. Sammensætninger forekomme med Frøjs Navn (i Normandiet findes alene Stedsnavnet Tur-ville i vore Dage 10 Gange, Fre-ville 2 Gange). Odins Navn har man Vanskelighed ved at paavise.

Nordboernes Tilbedelse af Thor fremfor de andre Guder, som saaledes ogsaa stærkt træder frem i deres Færd udenfor Norden faar en betydningsfuld Støtte ogsaa gjennem de fremmede Skribenter, naar vi hos Angelsaxerne finde anført, at de Danske satte Thor højest som Guddom og naar den nordmanniske Historieskriver Dudo i det hele kun ved at tale om Nordmannernes Dyrkelse af Thor. Men vi ville se den saa meget mere stadfæstet i Belysning af den nordiske Oldtid selv gjennem Runemindesmærkerne. Det er vel hidtil kun paa de danske Runestene, at Indskrifterne vise Paakaldelse af de hedenske Guder med Ord, og Tallet paa dem, hvis Læsning i denne Henseende er sikker, er for Tiden kun to, Glavendrup- og Virringstenen; men dog maa det, at de begge paakalde Thors Navn, sammenholdt med at den ene er fynsk (Glavendrup), den anden jydsk (Virring) siges bestemt at tyde hen paa, i hvilken særlig Grad Nordboerne have sat deres Lid til Thor og tilbedt denne Gud. Dette kan ikke andet end vække vor højeste Forundring, naar vi se, hvorledes Odin i Eddakvadene fremstilles og prises som alle Tings Ophav (Alföðr), som ypperst af Guderne.

---