Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Leveregler og tabubestemmelser
Forklaret af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

Vi frygter

Flere Aftener igennem havde vi drøftet Leveregler og Tabuskikke uden at komme videre end til en lang og omstændelig Opremsen af, hvad der var tilladt og hvad der var forbudt. Alle vidste de saa udmærket, hvad der skulde gøres i et givet Tilfælde, men hver Gang jeg kom med mit hvorfor, blev de mig Svar skyldige. Det forekom dem ret urimeligt, at jeg ikke blot vilde have en Redegørelse for, men ogsaa en Begrundelse af deres religiøse Forestillinger. Det havde som sædvanlig været Aua, der førte Ordet, og da han stadig blev mig Svar skyldig, rejste han sig op, og som grebet af en pludselig Indskydelse bad han mig følge med udenfor.

Det havde den Dag været et ualmindelig haardt Vejr, og da vi efter flere Dages heldig Fangst havde Overskud af Kød, havde jeg anmodet min Vært om at blive hjemme, at vi kunde faa en Del Arbejde fra Haanden. Den korte Dag var forlængst gaaet over i Eftermiddagens Halvlys, men da Maanen var oppe, kunde man endnu se temmelig langt. Hvide, forrevne Skyer jog hen over Himlen, og naar Vindpustene fo'r hen over Bopladsen, fik vi Øjne og Mund fyldt med Sne. Aua saa mig ind i Øjnene, og idet han pegede ud over Isen, hvor Snefoget røg som piskede Bølger, sagde han: "For at jage vel og leve lykkeligt behøver Menneskene roligt Vejr. Hvorfor saa denne stadige Snestorm og alt dette unødige Besvær for dem, der skal søge Føden til sig og dem, de holder af? Hvorfor? Hvorfor?"

Vi var netop kommen ud paa den Tid, da Mændene kom hjem fra Aandehulsfangst; de gik sammen i Klynge og sled sig foroverbøjede op mod Vinden, der pressede dem saa haardt, at de helt maatte standse, hver Gang Vindstødene ramte dem. Ingen af dem havde Sæl paa Slæb; en hel Dags surt Slid havde været forgæves.

Jeg maatte besvare Auas Hvorfor med en stille Hovedrysten. Saa førte han mig ind i Kuvdlos Hus, der laa lige ved Siden af vort. Den lille Spæklampe brændte med laveste Blus uden at give den mindste Varme, og et Par smaafrysende Børn var krøbet sammen i et Hjørne af Briksen med et Renskindstæppe over sig.

Atter saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal der være koldt og uhyggeligt herinde? Kuvdlo har været ude paa Fangst hele Dagen, og hvis han havde faaet en Sæl, saaledes som han fortjente, vilde Konen nu have siddet leende ved sin Lampe og sat fuldt Blus paa, uden at være bange for, at der ikke skulde være nok til i Morgen. Og der vilde blive varmt og hyggeligt herinde, og Børnene vilde kravle frem fra deres Tæppe og glæde sig over at være til. Hvorfor skal det ikke være saaledes? Hvorfor?"

Da jeg ikke svarede, førte han mig ud af Huset og ind til sin gamle Søster Natseq, der boede i en lille Snehytte for sig selv, fordi hun var syg. Hun saa udslidt og mager ud og blev ikke en Gang oplivet ved vort Besøg. I flere Dage havde hun lidt af en ondartet Hoste, der syntes at komme dybt nede fra Lungerne, og det saa ud til, at hun ikke havde langt igen.

For tredie Gang saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal Mennesker være syge og lide? Vi er alle bange for Sygdom. Min gamle Søster her har, saavidt vi Mennesker kan se, intet ondt gjort, hun har levet et langt Liv og født stærke Børn, og nu skal hun lide, før hun ender sine Dage. Hvorfor? Hvorfor?"

Hermed var Demonstrationen forbi, og vi vendte tilbage til vort Hus og genoptog sammen med de andre den afbrudte Samtale.

"Der ser du," sagde Aua, "heller ikke du kan give Grunde, naar vi spørger dig, hvorfor Livet er, som det er. Og saaledes skal det være. Alle vore Skikke kommer fra Livet og gaar til Livet; vi forklarer intet, vi tror intet, men i det, jeg nu har vist dig, ligger alle vore Svar.

Vi frygter!

Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav.

Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter.

Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen.

Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs Sjæle.

Vi frygter Jordens og Luftens Aander.

Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget paa Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at faa Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædres Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi vor Tabu."

__________

Dette var Auas Forklaring. Som altid var han klar i sin Tanke. Og jeg skal nu forsøge paa at kæde de tre Aandemaneres hedenske Bud sammen.

Al Tabu og de dermed forbundne Leveregler skelner fundamentalt mellem Landvildt og Sødyr. Dette har sin Grund i, at disse hver for sig har deres særlige Ophav; derfor maa de holdes ud fra hinanden, thi man har den Tro, at de gensidig besmitter hinanden og derved volder Menneskene Ulykker.

Der er nu Sødyrenes Moder, der sank ned til Havets Bund, fordi hendes Fader huggede hendes Fingerled af, da hun blev kastet ud i Søen og angst for at drukne klamrede sig fast til Konebaadens Ræling (se Myten Pag. 83). Af hendes af huggede Fingerstumper blev Sødyrene til, de smaa Sæler, de store Remmesæler, Hvalrossen og Hvalen. Og for at hævne sig paa Menneskene, der var Skyld i hendes Død, krævede hun siden indviklet Tabu af alle dem, der skulde leve af Havet.

Og saa er der Renernes Moder. Aua gengav Myten i følgende Ord:

"Man fortæller, at dengang Sødyrene blev til, var der ingen Rener paa Jorden; men saa vandrede en gammel Kone ind i Land og skabte dem. Deres Skind lavede hun af sine Bukser, saaledes at Haarlagets Tegning kom til at veksle paa samme Maade som Mønstret i hendes Bukser. Men Renen fik Tænder paa samme Maade som andre Dyr, og i Begyndelsen havde den ogsaa Stødtænder. Den var et farligt Dyr, og det varede heller ikke længe, før en Mand blev dræbt under Jagt. Saa blev den gamle Kone bange og gik atter ind i Landet og samlede de Rener, hun havde skabt. Stødtænderne lavede hun om til Horn, Tænderne i Formunden slog hun ud, og da hun havde gjort det, sagde hun til dem: "Landdyr som I skal holde sig paa Afstand fra Menneskene og være frygtsomme!" Og saa gav hun dem et Spark i Panden, og derved kom den Fordybning, som man nu kan se oven i Panden paa alle Rener. Renerne sprang bort og blev siden meget sky. Det viste sig snart, at de var alt for hurtige, ingen Mennesker kunde jage dem, og atter maatte den gamle Kvinde fange dem ind. Denne Gang lavede hun Haarlaget om, saa at ikke alle Haar længere havde samme Fald. Nu vendte Bughaarene, Haarene under Halsen og Flankerne forskellige Veje, og saa blev de sluppet løs igen. Endnu var Vildrenen vel hurtig, men den kløvede ikke længere Luften saa let, og Menneskene kunde indhente og dræbe den. Siden tog den gamle Kvinde Land blandt Renerne, og hun kaldes nu "Renernes Moder" tugtut igfiat eller "den, hos hvem Renerne er."

Saaledes fik Sødyrene og Renerne hver sin Moder, og derfor maa de aldrig behandles under eet. Endnu en anden Grund giver Anledning til stor Forsigtighed: Hos alle levende Væsener findes Kræfter, der gør dem særlig følsomme over for de Leveregler, som engang er vedtagne af Menneskene. Disse Kræfter er nedlagt i Sjælen og Navnet.

Sjælen eller Inusia er det, som giver alt levende netop det Udseende, som det har. Den er i Virkeligheden for Mennesket et lille bitte Menneske, for Renen en lille bitte Ren, og saaledes for alle Dyr en Miniatur af det store og sidder inde i en luftfyldt Boble i Lysken; fra den kommer Udseende, Tanker, Kraft og Liv. Den gør Mennesket til et Menneske, Renen til en Ren, Hvalrossen til en Hvalros, Hunden til en Hund og saaledes videre. Øves der Vold mod denne Sjæl, eller saares den ved Tabubrud, bliver den til en ond Aand, der volder Ulykker og Død. Aua udtrykker dette i følgende Ord:

"Livets største Fare ligger i, at Menneskers Føde bestaar af lutter Sjæle."

Dermed menes der, at man for hvert Fangstdyr, man nedlægger og siden udnytter som Klæder og Spise, maa tage ganske særlige Hensyn; thi de har alle en Sjæl.

Men foruden Sjælen er der ogsaa Navnet, som kræver Hensyn. Og dette fortolkes saaledes:

Ved Opkaldelsen faar ethvert Menneske sin afdøde Navnes Styrke og Færdigheder; men da alle med fælles Navn har samme mystiske Livskilde, arver man ogsaa aandelige og legemlige Egenskaber fra dem, der langt, langt ude i den graa Fortid har baaret samme Navn. Bag ethvert Menneske gaar saaledes et mægtigt Tog af Aander, der støtter og hjælper, saa længe man holder Levereglerne efterretteligt; men bryder man sin Tabu, eller gør man noget, som er de Døde uvedkomment, vender alle de usynlige Venner sig mod en som Fjender, og man er hjælpeløst fortabt.

Et broget Virvar af religiøse Leveregler gaar nu umærkeligt og næsten automatisk ind som et Led i det daglige Liv, og det er ofte vanskeligt at faa fat paa dem. De dukker op eller forsvinder, eftersom man faar Brug for dem, og lader sig ikke uden videre remse op, blot fordi man spørger. Det voldte derfor Aua og mig stort Besvær at faa dem sammenstillet paa en saadan Maade, at de kunde give et Begreb om, hvorledes de i Virkeligheden griber ind i alt.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 347-352. København, 1926.