Jens Andreas Friis
Bæivve eller Bæivaš, Manno og Nastek, Sol, Maane og Stjerner
Lapperne og deres nærmeste Slægtninge, Finnerne og Esterne, have fordum udentvivl ogsaa dyrket Solen, Maanen og andre Himmellegemer i deres ydre materielle Skikkelse. Af denne Grund har Sol og Maane i disse Sprog som Guddomme intet andet Navn end det, hvormed de benævnes som Himmellegemer. Saaledes betyder lapp. Bæivve eller Diminut. Bæivaš, finsk Päivä og estnisk Pääv, baade Solen og Solguden. Lapp. Manno, finsk Kuu, betyder Maane og Maaneguden. I deres Egenskab af Guddomme skildres de af Finnerne som mandlige Væsener, der samtlige, ogsaa Otava eller den store Bjørn, havde Hustruer og Børn. Der nævnes nemlig i de finske Runer[2] Päivän Poika, Solens Søn, Päivän tytär, Solens Datter, Kuutar, Maanens Datter, Otavatar, den store Bjørns Datter, og Tähetar, Stjernedatteren. "De skildres Alle som unge og smukke, i Vævning særdeles flinke Piger, en Forestilling, som aabenbart grunder sig paa den Lighed, som Solens, Maanens og Stjernernes Straaler have med de udspændte Traade til en Væv." [3]
De fornævnte Guddomme bleve baade af Lapperne og Finnerne tilbedte som milde og velgjørende Væsener, dels i Almindelighed paa Grund af deres Egenskab at bestraale Verden med sit Lys, dels blev Solen specielt anraabt for sin varmende og al Vegetation befordrende Virkning.
Lapperne synes navnlig at have været meget ivrige Soltilbedere. Bæivve eller Bæivaš fandtes, som allerede tidligere bemærket, aftegnet paa alle Runebomme enten i Form af en Ring eller hyppigst som en Firkant, der da altid stod opreist paa det ene Hjørne og, f. Ex. paa Runebom. No. 1, "hvilede paa en Fod, der var hul. Op til denne hule Fod gik en Vei fra Jorden, hvorved de vilde betegne, at, ligesom deres Bønner paa Jorden gaar op igjennem denne Vei til Solen, saaledes kommer ogsaa alt Lys, Varme og Frugtbarhed ned igjennem denne Vei, naar Guderne ville tillade det".[4] "Ifra hver af Firkantens Vinkler udgik en Linie eller Vei. Disse Linier kaldtes Bæive lavček, (Tømmer, Straaler), hvorved skulde betegnes, at Solens Virkning og Kraft strakte sig over den ganske Verden".[5] Til Solen ofrede Lapperne hvide Kreaturer, for at den skulde skinne vel og befordre Græsvæxten. "Aarligen skulde Solen have en Grød, som de kaldte Solgrød eller jubtse, hvilken baade Mands- og Kvindespersoner spiste Solen til Ære, idet de bade til Solen, at den vilde kaste et naadigt Skin paa deres Rensdyr og hvad andet, de skulde have sin Næring af. Efter Maaltidet faldt de igjen paa Knæ og bade til Solen, at den vilde forunde dem en god Mælkesommer og lade deres Rensdyr trives vel". Efter Sidenius og Leem "ofrede Lapperne til Solen ogsaa for forskjellige Sygdomme, isærdeleshed for Mangel paa Forstand". Forfatteren af Nærø-Manuskriptet fortæller, "at Lapperne ikke til nogen af sine Guder ydede Brændoffer, undtagen til Solen, for derved at betegne dens Hede og Ild, og skede Ofringen paa en særdeles, til samme Øiemed helliget Sten". Sammesteds berettes fremdeles, "at Lapperne nogle Steder have den Sædvane, at de med Hustru og Børn ofre hver en Messingring om Nytaarsdags Morgen i en Brønd eller Bæk til Solen, hvoraf de tage sig dette Tegn, at, dersom Solen skinner saa klart paa Ringen i Vandet, at de kunne se det, da betyder det et godt Aar for den Ofrende, men, dersom enten Ringene synes mørke og dunkle eller endogsaa nogle af dem sorte, da betegner det den visse Død for den, hvis Ring ser sort ud, med mindre Ulykken afvendes ved Offer, hvorfor man da ogsaa i sligt Tilfælde strax søgte ved Offer at formilde Jabmek eller de Døde", fra hvem Lapperne nemlig troede, at alle Dødssygdomme hidrørte. Som antydet i Manuskriptet, var denne Skik at ofre Messingringe til Solen Nytaarsdags Morgen ikke almindelig og kunde heller ikke være det af den gode Grund, at Solen norden for Polarcirkelen ikke viser sig over Horizonten paa Nytaarsdag. Skulde de nordligere boende Lapper ofre til den i samme Hensigt, maatte det ialfald ske senere ud paa Vinteren. Maaske saadanne Ofre bragtes Solen netop paa den Dag, hvor den paa ethvert Sted atter for første Gang igjen viste sig over Horizonten. I Nærø-Manuskriptet fortælles fremdeles, at Lapperne, naar de havde faret vild tilfjelds paa Grund af Taage og igjen, efter at have anraabt Solen, fandt frem til sin Bopæl, pleiede som Taknemmeligheds Tegn at ofre til Solen en liden Ring af Træ med et kort Haandtag.
Ligesom Finnerne, synes ogsaa Lapperne at have forestillet sig, at Solen eller Solguden havde Familie; men nogen betydningsfuld Rolle i Lappernes Gudsdyrkelse synes disse Familiemedlemmer dog ikke at have spillet. Jessen nævner Sola nieidda, Solens Datter, som den, der skulde kunne "bidrage til, at Sne og Frost ophørte;" men ingen af de øvrige Forfattere kjende noget til denne Guddom. Andre af Solens Familiemedlemmer synes ikkun at have været betragtede som Halvguder eller Heroer, der havde sit Opholdssted paa Jorden. Saaledes handler det eneste, større episke Digt af lappisk Oprindelse, som er bleven reddet fra Forglemmelse, om Bæivve-bardne, Sol-Sønnen, og hans Frierfærd, og i Eventyrsamlingen findes en Fortælling om Bæive-oabak, Solens Søstre, eller Morgen- og Aftenrøden.
At Lapperne have været nidkjære Soltilbedere synes ogsaa at kunne sluttes af den nationale lappiske Skik at give enhver Ting en saa rund Form, som den efter sin Bestemmelse paa nogen Maade kan modtage; thi jo rundere en Ting var, des mere synes den efter lappisk Forestilling at have nærmet sig Idealet for Skjønhed. Saaledes bygger Lappen sin Gamme (Jordhytte) rund, sit Telt rundt, sit Rengjerde rundt, han gjør sin Ske og sin Øse rund, ligesaa enhver Lap paa Klæder eller Sko rund, hvad enten Hullet er tre- eller firkantet. Det er en bekjendt Sag, at de ældste Lappeskaller, som paatræffes i Stengravene, have en ganske aabenbar rund Form. Det er ikke usandsynligt, at de lappiske Mødre til Ære for Solen og paa Grund af sin Ide om det Skjønne kan have søgt ved et Baand eller paa anden Maade at forme det endnu bløde Barnehoved saa rundt som muligt. Det er ialfald bevisligt, at de fladhovede Indianer ved stadigt anvendt Tryk paa Panden skaffe denne den flade Form, der efter deres Begreber er den skjønneste.
Som en Levning af Soldyrkelsen finder man endnu en og anden overtroisk Skik blandt Befolkningen, f. Ex. at kline Smør paa Væggen, saaledes at Solen kan smelte det, naar den igjen om Vinteren kommer tilsyne.
Kilde: Jens Andreas Friis, 1871: Lappisk Mythologi
