Uddrag af Snorres Edda

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorres Edda

Uddrag af Snorres Edda

Edda Snorra Sturlusonar

oversat og gendigtet af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Edda Snorra Sturlusonar, Reykjavík, 1954.

---

Gylfaginning

Om kong Gylfe

(Gylfaginning, kap. 1-3)

Kong Gylfe var hersker over de lande, der nu kaldes Svitjod. Det fortælles om ham, at han som løn for underholdning forærede en omrejsende kvinde et plovland af sit rige — så meget som man med fire okser kunne pløje i løbet af én nat og én dag. Men denne kvinde var af aseslægt, og hun hed Gefion. Hun hentede fire okser nordpå i Jotunheimen — det var hendes sønner med en jætte — og satte dem for ploven, og ploven gik så vidt og dybt, at landet gik løs, og okserne trak dette land ud på havet vesten derfor, men standsede i et sund. Dér fastgjorde Gefion landet og navngav det og kaldte det Selund. Og dér, hvor landet kom fra, var der en sø tilbage. Den kaldes nu Lögaren i Svitjod, og vigene i Lögaren ligger, som næssene strækker sig på Selund. Således siger skjalden Brage den Gamle:

Gefion (fro ved guldets

glimten) drog et plovland,

dengang Gylfes græsgang

gjorde Danmark større.

Otte øjne sad i

oksers fire hov’der;

røg og damp fra dyrene

drev henover øen.

Kong Gylfe var en klog og trolddomslærd mand. Det undrede ham meget, at asefolket var så kyndigt, at alt føjede sig efter deres vilje. Han tænkte på, om det fulgte af selve deres natur, eller om det skyldtes de guddommelige magter, de ofrede til. Han drog af sted til Asgård og rejste i hemmelighed og antog en gammel mands skikkelse og tilslørede sig således. Men aserne var dog klogere, for de havde spådomsevner, og de kendte hans færden, inden han ankom, og de foranstaltede et synsbedrag imod ham. Da han kom ind i borgen, så han der så høj en hal, at han næppe kunne se over den. Dens tag var belagt med gyldne skjolde ligesom et spåntag. Således fortæller Tjodolf fra Kvine, at Valhal var tækket med skjolde:

Svafners salnæver

slængtes på ryggen

af kloge kæmper

mod kastede sten.

I døren til hallen så Gylfe en mand, der legede med knive og på én gang havde syv i luften. Denne spurgte ham først om hans navn. Han kaldte sig Gangtræt og sagde, at han var kommet ad hemmelige stier, og at han søgte et ly for natten, og han spurgte, hvem der ejede hallen. Manden svarede, at det gjorde deres konge, »— og jeg skal vise dig hen, hvor du kan møde ham. Du kan selv spørge om hans navn.« Og han gik forrest ind i hallen, mens Gylfe fulgte efter, og i det samme smækkede døren efter ham. Derinde så han mange rum og mange folk; nogle var i leg, andre drak og andre igen kæmpede med våben. Da så han sig omkring og fandt meget af det, han så, utroligt. Da sagde han:

Ved indgangsdøren

bør du altid spejde,

før du fortsætter frem;

du kan aldrig vide,

om uvenner sidder

et sted bænket ved bordet.

Gangtræt (Gylfe) foran Høj, Jævnhøj og Tredje

Han så tre højsæder — det ene højere end det andet — og tre mænd sad i hvert deres. Så spurgte han, hvad deres høvdinge hed. Manden, som førte ham ind, svarer, at ham i det nederste højsæde var kongen, »— og han hedder Høj, og den næste hedder Jævnhøj, og den øverste hedder Tredje.« Da spurgte Høj den ankomne, om han havde flere ærinder, og sagde, at han havde ret mad og drikke som alle andre dér i Højs hal. Han svarede, at han først ville spørge, om en klog mand var til stede. Høj sagde, at Gangtræt ikke skulle slippe levende derfra, medmindre han viste sig at være den klogeste,

»— men stil nu spørgsmål

stående dér,

mens de svarende sidder.«

Gangtræt begyndte da med: »Hvem er den største og ældste af alle guder?« Høj sagde: »Han kaldes Alfader på vores sprog, men i det gamle Asgård havde han tolv navne. Det første er Alfader; det andet er Herran eller Herjan; det tredje er Nikar eller Hnikar; det fjerde er Nikun eller Hnikun; det femte er Fjølne; det sjette er Oske; det syvende er Ome; det ottende er Biflide eller Biflinde; det niende er Svidur; det tiende er Svidrer; det ellevte er Vidrir; det tolvte er Jalg eller Jalker.« Da spurgte Gangtræt: »Hvor findes den gud? Og hvad kan han? Og hvad har han bedrevet af storværker?« Høj sagde: »Han lever i al evighed og råder over hele sit rige og bestemmer over alt — stort som småt.« Da sagde Jævnhøj: »Han skabte himlen og jorden og luften og alt dertil hørende.« Da sagde Tredje: »Det største er dog, at han skabte mennesket og gav det en sjæl, der skal leve og aldrig forgå, selv om kroppen formulder eller brænder til aske, og alle mennesker, der følger de rette sæder, skal leve og være hos ham selv på det sted, der kaldes Gimlæ eller Vingolf, mens onde mennesker kommer til Hel og derfra til Niflhel. Det er nede i den niende verden.« Så spurgte Gangtræt: »Hvad foretog han sig, før himlen og jorden blev skabt?« Høj svarede: »Da var han blandt rimturserne.«

Skabelsen

(Gylfaginning, kap. 4-9)

Gangtræt sagde: »Hvad var ophavet? Eller hvordan begyndte det? Og hvad var der forud?« Høj svarede: »Som det siges i Vølvens Spådom:

Ved fortids fødsel

fandtes intet,

hverken sand eller sø

med svale bølger;

der var ingen jord

under en himmel,

eller græs der groed’

— kun Gabende Tomhed.«

Da sagde Jævnhøj: »Umådeligt længe før jorden blev skabt, var Niflheim opstået, og i dets midte ligger den brønd, der kaldes Hvergelme, og derfra flyder de floder, der hedder Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Leift. Gjallar flyder nærmest porten til Hel.« Så sagde Tredje: »Først var der dog i den sydlige halvdel den verden, som kaldes Muspel. Den er lys og varm, og der er flammende og brændende og ikke til at være for folk, som er fremmede dér, og som ikke stammer derfra. Dér ved verdens ende sidder én, der hedder Surt, som værn for landet. Han har et flammesværd, og ved verdens undergang skal han fare hærgende om og besejre alle guderne og brænde hele verden op med ild. Som det siges i Vølvens Spådom:

Surt farer sydfra

med svidende ild;

sværdet skinner

som solen i kampen.

Klipper knuses

og kvaser trolde;

Helvendt går hoben,

mens himlen revner.«

Gangtræt sagde: »Hvad foregik der, før slægterne opstod, og menneskene blev flere?« Da svarede Høj: »Da de strømme, der kaldes Elivåger, var kommet så langt fra deres udspring, at den giftstrøm, der fulgte, stivnede ligesom den slagge, der løber fra ilden, blev de til is. Og da den is gik i stå og ikke bevægede sig, blev den dækket af rim, mens den damp, der stod af giften, frøs fast til rimen, og efterhånden tiltog rimlaget over hele Den gabende Tomhed.« Da sagde Jævnhøj: »Den del af Den gabende Tomhed, der vender mod nord, fyldtes af isens og rimens vægt og tyngde og indeholdt gus og træk, mens den sydvendte del af Den gabende Tomhed blev mildere i mødet med de gnister og gløder, der føg fra Muspelheim.« Da sagde Tredje: »På samme måde som kulde og alskens grusomt udgik fra Niflheim, således var alt i nærheden af Muspelheim varmt og lyst, men Den gabende Tomhed var så mild som vindstille luft. Rimen mødtes af den varme blæst og smeltede således og dryppede, og dette væld af dråber blev levende af den kraft, som varmen sendte, og der opstod en menneskeskikkelse, og han blev kaldt Ymer. Rimturserne kalder ham dog Ørgelmer, og derfra kommer rimtursernes slægter, således som det siges i Den korte Vølvespådom:

Vølverne kommer

fra Vidolf alle,

og hver en troldmand

fra Vilmeids slægt,

sejdende folk

fra Svarthoved;

fra Ymer kommer

alle jætter.

Og herom siger jætten Vaftrudner:

Edderens dryp

fra Elivåger

øgedes, og ud kom en jætte;

alle vores ætter

har sit ophav dér,

så vi er evigt og altid onde.«

Ødhumbla og Bure

Da sagde Gangtræt: »Hvordan voksede slægter derfra, og hvordan gik det til, at der kom flere folk til? Og anser du ham, som du lige fortalte om, for at være en gud?« Da svarede Høj: »Vi kan på ingen måde anerkende ham som en gud. Han er ond ligesom alle sine slægtninge. Dem kalder vi rimturser. Men det fortælles, at han begyndte at svede, mens han sov. Fra under hans venstre arm voksede da en mand og en kvinde, og hans ene ben fik en søn med det andet, og derfra er slægterne kommet. Det er rimturserne, og den gamle rimturs — ham kalder vi Ymer.«

Da sagde Gangtræt: »Hvor boede Ymer? Og hvad levede han af?« Høj svarede: »Det næste der opstod, da rimen dryppede, var den ko, der hed Ødhumbla. Der flyder fire strømme af mælk fra hendes patter, og hun fodrede Ymer.« Gangtræt spurgte: »Hvad levede koen af?« Høj svarede: »Hun slikkede på rimstenene, som var salte, og den første dag, hun slikkede på stenene, stak en mands hårtop om aftenen ud af stenen. Dagen efter kom mandens hoved og på tredjedagen hele manden. Han kaldes Bure. Han var smuk at se på og var stor og stærk. Han fik en søn, der hed Bor, og en kone, der hed Bestla — en datter af jætten Bøltorn — og de fik tre sønner. Den første hed Odin, den anden Vile og den tredje Ve. Det er min tro, at denne Odin og hans brødre må råde for himlen og jorden. Vi mener, at det må være hans navn. Sådan hedder den største og gæveste mand, vi kender til, og det kan I også godt lade ham hedde.«

Da sagde Gangtræt: »Kunne de forliges? Eller hvem var den stærkeste?« Høj svarede: »Bors sønner dræbte jætten Ymer, men da han faldt, løb der så meget blod af hans sår, at det druknede hele rimturseslægten — på nær én, der slap derfra med sin husstand. Jætterne kalder ham Bergelmer. Han sprang op i sin vugge sammen med sin kone og reddede sig. Fra dem er rimtursernes slægter kommet, således som det fortælles her:

Et utal vintre

før jorden blev skabt,

lå Bergelmers barndom;

den alvise jætte

er mit ældste minde —

han vistes mig i sin vugge.

Da spurgte Gangtræt: »Hvad foretog Bors sønner sig derefter — hvis du tror, at de er guder?« Høj svarede: »Det kan der fortælles ikke så lidt om. De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte jorden af ham og havet og søerne af hans blod. Jorden blev lavet af kødet og bjergene af knoglerne. Sten og skred lavede de af tænder og kindtænder og af de knogler, der var knækkede.« Da sagde Jævnhøj: »Af det blod, der løb af sårene og strømmede frit, skabte de havet, hvormed de indesluttede og sammenstykkede landjorden ved at lægge det i en ring udenom — og de fleste folk vil anse det for umuligt at krydse det.« Da sagde Tredje: »De tog også hans hjerneskal og dannede himlen deraf, og de satte den op over jorden med fire hjørner, og under hvert hjørne satte de en dværg — de hedder Østre, Vestre, Nordre og Søndre. Så greb de gnisterne og gløderne, der fór løse omkring og var blevet slynget ud af Muspelheim, og satte dem på himlen midt i Den gabende Tomhed — både for oven og for neden, så de lyste på himlen og jorden. De gav alle lysene pladser — nogle sad fast på himlen, mens andre bevægede sig frit, men disse gav de dog også pladser og bestemte deres forløb. Det fortælles således i gamle vers, at der fra da af var forskel på dagene, ligesom årene blev talte. Som det siges i Vølvens Spådom:

Solen savnede

sin særlige gang;

månen manglede

meningsfylde;

stjernerne stod

uden sted at være.

Sådan var det, før dette skete.«

Da sagde Gangtræt: »Det er store hændelser, jeg her har hørt om. Det er et meget forunderligt værk og behændigt udført. Hvordan var jorden indrettet?« Da svarede Høj: »Den er ringformet yderst, og dér udenom ligger det dybe hav, og ved disse strande mod havet gav de jætteslægterne land til beboelse. Længere inde på land byggede de et fæstningsværk rundt om verden til beskyttelse mod jætterne. De brugte jætten Ymers øjenvipper til deres befæstning, og de kaldte den borg Midgård. De tog hans hjerne og kastede den i vejret og skabte dermed skyerne, som det fortælles her:

Jorden blev skabt

af Ymers kød,

det brusende hav af blodet,

bjerge af ben

og buske af hår,

af hovedskallen himlen.

Af vipperne skabte

de venlige guder

Midgård til menneskets sønner.

Nu udgør hans hjerne

alle himlens

skånselsløse skyer.

Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at de udrettede meget, dengang jorden og himlen blev dannet, og solen og himmellegemerne blev ordnet og dagene adskilt — men hvor kom de mennesker, der bebor verden, fra?« Høj svarede: »Engang da Bors sønner gik langs stranden mod havet, fandt de to træer, og de tog træerne og skabte mennesker deraf. De gav den første ånde og liv, den anden bevidsthed og bevægelse, den tredje ansigt og mæle, hørelse og syn — og de gav dem klæder og navne. Manden hed Ask, kvinden Embla, og derfra stammer den menneskehed, der blev tildelt Midgård til beboelse. Derpå byggede de sig en borg midt i verden, som kaldes Asgård. Det kalder vi Troja. Dér bosatte guderne og deres slægtninge sig, og derefter skete der mange ting og sager både på jorden og i luften.

Der findes et sted, der hedder Lidskjalv, og når Odin satte sig i højsædet dér, kunne han overskue alle verdener, og se alt, hvad menneskerne foretog sig, og forstå alle ting. Hans kone hed Frigg Fjørgvinsdatter, og deres efterkommere udgør den slægt, vi kalder aseslægten, som har beboet den gamle Asgård og det omgivende rige, der hører til — og hele slægten er guddommelig. Og han må kaldes Alfader af den grund, at han er far til alle guderne og mennesker og alt det, der blev fuldført af ham og hans kraft. Jorden var hans datter og kone. Med hende fik han sin første søn, og det er Ase-Tor, som besad kraft og styrke. Derfor besejrer han alt levende.«

Solen og Månen

(Gylfaginning, kap. 10-12)

»Der var en jætte ved navn Nørfe eller Narfe, der boede i Jotunheimen. Han havde en datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk som den slægt, hun kom fra. Hun var gift med den mand, der hed Naglfare. Deres søn hed Ød. Derpå var hun gift med ham, der hed Ånar. Jord hed deres datter. Til sidst var hun gift med Delling, og han var af aseslægt. Deres søn hed Dag. Han var lys og smuk efter sin fædrene æt. Så tog Alfader Nat og hendes søn — Dag — og gav dem to heste og to kærrer og sendte dem op på himlen, for at de hvert sit halvdøgn skulle ride omkring jorden. Nat rider forrest på den hest, der kaldes Rimfakse, og hver morgen er jorden dugvåd af skummet fra hans bidsel. Den hest, som Dag har, kaldes Skinfakse, og luften og hele jorden oplyses af hans manke.«

Da sagde Gangtræt: »Hvordan styrer han solens og månens gang?« Høj sagde: »Der var en mand, der hed Mundilfare, der havde to børn. De var så smukke og velskabte, at han kaldte sin søn Måne, men sin datter Sol og giftede hende med den mand, der hed Glen. Men guderne blev vrede over dette hovmod, og de greb de to søskende og satte dem op på himlen, hvor de lod Sol køre med de heste, der trak vognen med solen — den som guderne af de gnister, der føg fra Muspelheim, havde skabt til at oplyse verden. De heste hedder Årvak og Alsvinn, og under boven på hestene anbragte guderne to blæsebælge til afkøling, og i nogle kvad kaldes dette jernkøling. Måne styrer månens gang og råder for ny og næ. Han tog to børn fra jorden — de hedder Bil og Hjuke — da de gik fra den brønd, der kaldes Byrge, mens de på deres skuldre bar det kar, der kaldes Sæg, på stangen Simul. Deres far hed Vidfinn. Disse børn følger Måne, sådan som det kan ses fra jorden.«

Da sagde Gangtræt: »Solen bevæger sig hurtigt — næsten som om hun er skræmt. Og hun kunne dårligt sætte farten op, om hun så frygtede sin død.« Da svarede Høj: »Det er ikke så underligt, at hun har sådan en fart på. Der er én efter hende, som er tæt på, og hun har ingen anden udvej end at flygte.« Da sagde Gangtræt: »Hvem er det, der volder hende disse kvaler?« Høj sagde: »Det er to ulve, og den, der er efter hende, hedder Skoll. Han skræmmer hende, og han vil tage hende. Den, der løber foran hende, hedder Hate Hrodvitnesson, og han vil tage månen — og sådan bliver det.« Gangtræt spurgte: »Hvem stammer ulvene fra?« Høj sagde: »Der bor en jættekælling østen for Midgård i den skov, der kaldes Jernved. Den skov er tilholdssted for de troldkællinger, der kaldes Jernvidjer. Den gamle jættekælling opfostrer mange jættesønner, som alle har ulveskikkelse, og derfra kommer disse ulve. Og det fortælles, at af den slægt bliver én den mægtigste — han kaldes Månegarm. Han frådser i blodet fra alle de mennesker, der dør, og han sluger månen og sprøjter blod i luften og over hele himlen. Fra den tid mister solen sit lysskær, og vindene bliver voldsomme og suser fra alle sider. Således fortælles det i Vølvens Spådom:

Den aldrende østpå

i Jernvedskoven

har fostret sønner

af Fenres slags;

mellem dem alle

møder man én,

der tyvstjæler månen

i troldeham.

Den mæskes på mænd

mærket til døden

og udspyr blodet

på asernes hjem;

solen vil sortne,

og somre skal følge

med voldsomt vejrlig.

Så véd I besked!«

Bifrost

(Gylfaginning, kap. 13)

Da sagde Gangtræt: »Hvordan kommer man fra jorden til himlen?« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var ikke noget begavet spørgsmål! Har du ikke fået at vide, at guderne byggede en bro fra jorden til himlen, som kaldes Bifrost? Den må du have set. Det kan være, at du kalder den for en regnbue. Den er trefarvet og meget solid og udført med mere kløgt og snilde end andre bygværker. Men hvor solid den end er, så vil den bryde sammen, når Muspelsønnerne kommer og rider over den, men så svømmer deres heste over de store floder, og således kommer de frem.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig ikke, at guderne har bygget en sikker bro, når den kan bryde sammen — og de kan dog gøre, lige som de ønsker.« Da sagde Høj: »Guderne skal ikke klandres for dette bygværk. Bifrost er en god bro, men der findes intet i denne verden, der er sikkert, når Muspelsønnerne hærger.«

Dværgene

(Gylfaginning, kap. 14)

Da sagde Gangtræt: »Hvad tog Alfader sig til, da Asgård var bygget?« Høj sagde: »I begyndelsen indsatte han bestyrere og bad dem bestemme menneskeskæbner og borgens indretning sammen med sig. Det var på det sted midt i borgen, der kaldes Idasletten. Deres første handling var at bygge det tempel, hvor deres tolv sæder står sammen med højsædet, som tilhører Alfader. Det hus er det største og bedste, der er bygget på jorden. Inde og ude er det overalt som af det rene guld. Det sted kalder folk Gladheim. De byggede endnu en sal. Det var en hørg, som tilhørte gudinderne, og den var meget smuk. Det hus kalder folk Vingolf. Dernæst byggede de et hus, hvor de indrettede smedjer, og dertil fremstillede de hammer og tang og ambolt og med dem alle andre værktøjer. Derpå forarbejdede de malm og sten og træ og i en sådan overflod den malm, der kaldes guld, at alle husgeråd og alt seletøj var udført i guld. Den tid kaldtes guldalderen og varede, indtil den blev forødt ved kvindernes ankomst. De kom fra Jotunheimen.

Så satte guderne sig i deres sæder og afsagde deres domme og huskede på, hvordan dværge var blevet levende i mulden og i undergrunden ligesom maddiker i kød. Dværgene var først blevet anbragt i Ymers kød, hvor de da blev levende som maddiker. Efter gudernes bestemmelse fik de nu menneskelig forstand og lignede mennesker, men de bor dog i jorden og i stenene. Den øverste var Modsogner og den næste Durinn. Således fortælles det i Vølvens Spådom:

Så drog de alle

til dommersædet;

de hellige magter

forhandlede dér:

Skulle man skabe

skarer af dværge

af Brimis blod

og af Blåins knogler?

Mange blev skabt

— mennesket lig —

som dværge i jorden,

har Durinn fortalt.

Og disse er navnene på dværgene, siger hun:

Nyi, Nidi,

Nordre, Søndre,

Østre, Vestre,

Altyv, Dvalinn,

Når, Nåin,

Niping, Dåin,

Bifur, Båfur,

Bømbur, Nori,

Ore, Onar,

Oinn, Mjødvitner.

Vigg og Gandalf,

Vindalf, Torin,

Fili, Kili,

Fundin, Vali,

Tror, Troin,

Tekk, Lit og Vit,

Nyr, Nyråd,

Rek, Rådsvinn.

Disse er også dværge og bor i sten, mens de forrige bor i jorden —:

Drøpnir, Dolgtvari

Hår, Hugstari,

Hledjolf, Gloin,

Dore, Ore,

Duf, Andvare,

Heftifili,

Hår, Sviar.

— og disse kom fra Svarinshøj til Ørvang på Jørusletten, og derfra stammer Lofar. Dette er deres navne:

Skirfe, Virfe,

Skåfin, Ai,

Alf, Yngve,

Eikinskjaldi,

Fal, Froste,

Finn, Ginnar.«

Asken Yggdrasil og Urdbrønden

(Gylfaginning, kap. 15-16)

Asken Yggdrasil

Da sagde Gangtræt: »Hvor findes gudernes hovedstad eller helligsted?« Høj svarede: »Det er asken Yggdrasil. Dér skal guderne hver dag afsige deres domme.« Gangtræt spurgte: »Hvad kan der fortælles om det sted?« Da sagde Jævnhøj: »Asken er det største og bedste af alle træer. Dens grene breder sig over hele verden og rækker ud over himlen. Træet holdes oppe af dets tre rødder, som strækker sig umådeligt vidt. En er ved aserne, en anden ved rimturserne — dér, hvor Den gabende Tomhed førhen fandtes. Den tredje rækker til Niflheim, og under den rod findes Hvergelme, hvorfra Nidhug gnaver i roden. Under den rod, der vender mod rimturserne, findes Mimers Brønd, hvor klogskab og forstand er gemt, og ham, der ejer brønden, hedder Mimer. Han er fyldt med visdom, fordi han af hornet Gjallarhorn drikker fra brønden. Derhen kom Alfader og bad om en tår fra brønden, men han fik den ikke, førend han lagde sit øje i pant. Således fortæller Vølvens Spådom:

Jeg véd alt — Odin! —

om øjet du skjulte

i den mægtige brønd,

som Mimer ejer.

Sin morgenmjød

kan Mimer drikke

af Valfaders pant.

Så véd I besked!

Askens tredje rod strækker sig til himlen, og under denne rod findes den brønd, som er meget hellig, og som kaldes Urdbrønden. Dér har guderne deres domstol. Hver dag rider aserne over Bifrost derhen. Den kaldes også Asebroen. Asernes heste hedder sådan: Sleipner er den bedste — den ejer Odin; den har otte ben. Den anden er Glad, den tredje Gyllir, den fjerne Glen, den femte Skeidbrimer, den sjette Sølvtop, den syvende Sinir, den ottende Gisl, den niende Falhofner, den tiende Guldtop, den ellevte Letfod. Balders hest blev brændt sammen med ham. Tor går til fods hen til domstolen og vader gennem de elve, der hedder således:

I Kørmt og Ørmt

og i Kerlaugerne

vader Tor i vandet.

Dagligt må han gå

til dommersædet

ved asken Yggdrasil;

hans ild ville brænde

asebroen,

som nu helligt vand bliver hedt.«

Da sagde Gangtræt: »Brænder der ild over Bifrost?« Høj sagde: »Det røde, du ser i buen, er brændende ild. Rimturser og bjergkæmper kunne jo gå op i himlen, hvis Bifrost var farbar for alle dem, der ville færdes der. Der er mange skønne steder i himlen, og alt er under guddommelig beskyttelse. Der står en herlig hal ved brønden under asken, og fra den hal kommer der tre unge kvinder, som har disse navne: Urd, Verdande og Skuld. Disse kvinder bestemmer, hvor gamle mennesker bliver. Vi kalder dem norner. Der findes endnu flere norner; de kommer til hvert et barn, der bliver født, for at bestemme dets levetid, og nogle af disse er beslægtet med guderne, andre stammer fra alferne, og en tredje slags er af dværgenes æt, sådan som det fortælles her:

Jeg hævder, at norner

er højst forskellige

og ikke af samme slægt:

Nogle har aseæt,

nogle har alfeæt,

nogle er døtre af Dvalin.«

Da sagde Gangtræt: »Hvis nornerne råder for menneskeskæbnerne, så tildeler de vidt forskelligt, når nogle har et godt og rigt liv, mens andre har få goder og ringe ære, og når nogle får et langt liv og andre et kort.« Høj sagde: »Gode norner med god herkomst tildeler gode liv, men når skæbnen bliver hård, så skyldes det de onde norner.«

Da sagde Gangtræt: »Er der ellers noget bemærkelsesværdigt ved asketræet?« Høj sagde: »Der er meget at fortælle derom. Der sidder en ørn i askens grene, og den er meget vidende. Mellem øjnene på den sidder den høg, der hedder Vejrfølne. Det egern, der hedder Ratatosk, render op og ned ad asketræet og bærer hadske budskaber mellem ørnen og Nidhug, mens fire hjorte springer rundt i askens grene og bider af skuddene. Disse hedder Dåin, Dvalin, Dunør og Duratro. Men der er så mange slanger hos Nidhug i Hvergelme, at ingen tunge kan opregne dem. Således siges det her:

Asken Yggdrasil

udstår plager

værre end mennesker véd:

Bidt af hjorte,

barken rådner

og nederst gnaver Nidhug.

Og endvidere fortælles det:

Ormenes antal

ved Yggdrasils fod

er større end tosser tænker.

Goin og Moin

— Gravvitnes sønner —

Gråbag og Gravvøllud,

Ofner og Svafner

skal evigt, tror jeg,

tære træets kviste.

Det fortælles desuden, at de norner, der holder til ved Urdbrønden, hver dag tager vand fra brønden, som de sammen med det slam, der ligger omkring brønden, øser over asken, for at forhindre grenene i at udtørre eller rådne. Det vand er så helligt, at alt, der kommer i brønden, bliver så hvidt som den hinde, der kaldes skalhinden, som ligger under æggeskallen, som det fortælles her:

Yggdrasil kaldes

en ask, jeg kender,

højstammet, hvidsmurt

med helligt slam.

Dalenes dug

er derfra faldet;

eviggrøn står den

ved Urdbrønden.

Den dug, som derfra falder på jorden, kalder man honningdug, og deraf får bier næring. Der lever to fugle i Urdbrønden. De kaldes svaner, og fra de to fugle stammer den fugleart, der benævnes sådan.«

Øvrige steder i himlen

(Gylfaginning, kap. 17)

Da sagde Gangtræt: »Det er store ting, du kan fortælle om himlen. Er der flere vigtige steder end ved Urdbrønden?« Høj sagde: »Der er mange betydningsfulde steder. Der er et sted, der kaldes Alfheim. Der holder det folk til, som kaldes lysalfer, mens mørkalferne bor nede i jorden. De ser ikke alene forskellige ud, men er endog meget forskellige. Lysalferne stråler mere end solen, mens sortalferne er mørkere end beg.

Der er et sted, der kaldes Breidablik, og der findes ikke et smukkere sted. Der er også det sted, der kaldes Glitnir, og dér er alle vægge og søjler lavet af rødguld, og dets tag er af sølv. Der er desuden det sted, der kaldes Himmelbjerg. Det ligger på himlens rand ved brofæstet, hvor Bifrost ender i himlen. Der er endnu et stort sted, der kaldes Valaskjalv. Det sted ejes af Odin. Det opførte guderne og tækkede med det rene sølv, og dér i denne sal findes Lidskjalv — det højsæde, der kaldes sådan — og når Alfader sidder i det sæde, kan han overskue alle verdener.

I den sydvendte ende af himlen findes den sal, der er smukkere end alle andre og mere strålende end solen. Den hedder Gimlæ. Den skal bestå, når både himlen og jorden er gået under, og på det sted skal gode og retsindige mennesker bo i al evighed. Således siges det i Vølvens Spådom:

Smuk som solen

ses salen stå

med gyldent tag

i Gim-læ;

retskafne folk

skal flokkes dér

og leve evigt

i lykke og fred.

Da sagde Gangtræt: »Hvad beskytter dette sted, når Surts flammer brænder himlen og jorden?« Høj sagde: »Det fortælles, at der findes en anden himmel sydfor og oven over denne himmel, og den kaldes Andlang, og endnu en tredje himmel findes oven over dén, og den kaldes Vidblåin — og i denne himmel antager vi, at dette sted er. Men alene lysalferne holder til på det sted nu — tror vi.

Vinden og årstiderne

(Gylfaginning, kap. 18-19)

Da sagde Gangtræt: »Hvor kommer vinden fra? Den er så kraftig, at den sætter store have i bevægelse, og den får ild til at flamme op. Men hvor kraftig den end er, kan man ikke se den — så det er en bemærkelsesværdig skabning.« Da sagde Høj: »Det kan jeg godt fortælle dig. Ved himlens ende mod nord sidder den jætte, der kaldes Hræsvælger. Han har skikkelse af en ørn, og når han sætter i gang og flakser, så står vinden ud fra hans vinger. Som det siges her:

Hræsvælger sidder

ved himlens rand —

en ørnelignende jætte;

fra hans vinger

skal vinden blæse

hen over alle.«

Da sagde Gangtræt: »Hvorfor er der så stor forskel, når sommeren er varm, mens vinteren er kold?« Høj sagde: »Det ville en klog mand ikke spørge om, for dette kan alle svare på! Men hvis du alene er så småtbegavet, at du ikke har hørt dette, vil jeg dog hellere, at du spørger dumt én gang, snarere end at du skal gå længe omkring i uvidenhed om noget, man bør vide. Milding hedder ham, der er far til Sommer, og han lever så lykkeligt et liv, at det efter ham kaldes mildt, når vejret er blidt. Men Vinters far kaldes enten Vindkold eller Vindsval. Han er søn af Våsad, og de slægtninge var grusomme og hjertekolde, og Vinter har deres sindelag.«

Odin og hans navne

(Gylfaginning, kap. 20)

Odin

Da sagde Gangtræt: »Hvem er de aser, som menneskene er forpligtede til at tro på?« Høj sagde: »Der er tolv aser af guddommelig slægt.« Da sagde Jævnhøj: »Asynjerne er ikke mindre hellige, og de formår ikke mindre.« Da sagde Tredje: »Odin er den øverste og ældste af aserne. Han bestemmer over alt — og selv om de andre guder er nok så mægtige, så adlyder de ham som børn deres far. Frigg er hans kone, og hun kender folks skæbne, selv om hun ikke fremsiger spådomme, således som Odin her selv siger til den as, der hedder Loke:

Du er hidsig — Loke! —

og hæmningsløs,

lad det nu fare — Loke!

Frigg er bekendt

med folks skæbne,

selv om hun ikke siger det.

Odin kaldes Alfader, fordi han er far til alle guderne. Han kaldes også Valfader, fordi hans plejesønner er alle dem, der falder i kamp. Dem fordeler han i Valhal og Vingolf, og dér kaldes de einherjer. Han kaldes også Hængegud og Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig desuden andre navne, da han var kommet til kong Geirrød:

Jeg kaldtes Grim

og Gangtræt,

Herjan, Hjelmbærer,

Tek, Tredje,

Tunn, Unn,

Helblinde, Høj,

Sann, Svipal,

Sanngetal,

Herteit, Hnikar,

Biløg, Båløg,

Bølværk, Fjølner

Grimner, Glapsvinn, Fjølsvinn,

Sidhat, Sidskæg,

Sejrfader, Hnikud,

Alfader, Atrid, Farma-Ty,

Oske, Ome,

Jævnhøj, Blinde,

Gøndler, Harbard,

Svidur, Svidrir,

Jalker, Kjalar, Vidur,

Tror, Ygg, Tund,

Vak, Skilfing,

Våfud, Hropta-Ty,

Gøt, Vera-Ty.

Da sagde Gangtræt: »Det var svært så mange navne, I har givet ham, og der skal minsandten en stor begavelse til, for at forstå dette og forklare, hvilke hændelser der har givet anledning til hvert af disse navne.« Da svarede Høj: »Det kræver stor forstand at opregne det nøjagtigt, men kort fortalt kan det siges, at de fleste navne er kommet af det forhold, at der findes så mange forskellige sprog i verden, og alle folkeslag har fundet det nødvendigt at gengive hans navn på deres sprog, når de selv skulle påkalde og tilbede ham. Andre årsager til disse navne skal findes i hans færden, og de er bevaret i fortællinger, og du kan ikke kaldes en klog mand, hvis du ikke kan berette om disse vigtige begivenheder.«

Ase-Tor

(Gylfaginning, kap. 21)

Tor

Da sagde Gangtræt: »Hvad er navnene på de øvrige aser? Og hvad foretager de sig? Og hvordan har de gjort sig berømte?« Høj sagde: »Tor er den mest berømte af dem — ham, der kaldes Ase-Tor eller Age-Tor. Han er den stærkeste af alle guder og mennesker. Han besidder det rige, der kaldes Trudvang, og hans hal hedder Bilskirner. I den sal er der femhundrede og fyrre rum. Det er det største hus, som man kender til. Således siges det i Grimnersmål:

Med fem hundrede rum

og fyrre dertil —

mener jeg — er Bilskirner bygget;

det største hus,

der står med spær,

er mit eget afkoms eje.

Tor har to gedebukke, der kaldes Tandgnjost og Tandgrisner, og en vogn, hvori han kører, mens bukkene trækker. Derfor kaldes han Age-Tor. Han ejer også tre kostbarheder. Den ene er hammeren Mjølner, som rimturser og bjergkæmper genkender, når den løftes i vejret, hvilket ikke er underligt, for den har knust hovedskallen på mange af deres forfædre og slægtninge. Den anden kostbarhed han ejer, er styrkebæltet, og når han spænder det om sig, vokser hans asekræfter til det dobbelte. En tredje ting har han, som er meget værdifuld. Det er jernhandskerne. Dem kan han ikke undvære til hammerskaftet. Ingen er så klog, at han kan opregne alle Tors storværker, og jeg kan fortælle dig så meget om ham, at tiden ville løbe fra os, inden jeg havde fået sagt alt det, jeg véd.«

Balder

(Gylfaginning, kap. 22)

Da sagde Gangtræt: »Jeg vil høre noget om flere af aserne.« Høj sagde: »Balder er en anden af Odins sønner, og om ham er der godt at fortælle. Han er den bedste, og alle roser ham. Han er så smuk og lys at se på, at det stråler fra ham, og der findes en urt, som er så hvid, at den sammenlignes med Balders øjenvipper. Den er den hvideste af alle urter, og sådan kan du forestille dig, hvor skønt både hans hår og legeme er. Han er den klogeste af aserne, og han taler smukkest og er den mest overbærende, men den natur følger ham, at ingen af hans domme kan overholdes. Han bor på det sted, der kaldes Breidablik. Det er i himlen. På det sted må intet urent findes, sådan som det siges her:

Breidablik kaldes

Balders hjemsted,

hvor han byggede sal til sig selv;

dér i landet

skal man døje med

de færreste rædsler og farer.

Njord og hans børn

(Gylfaginning, kap . 23-24)

Njord i Noatun

»Den tredje as er ham, der kaldes Njord. Han bor på himlen — dér, hvor det hedder Noatun. Han bestemmer vindens gang og stilner hav og ild. Man skal påkalde ham ved sejlads og fiskeri. Han er så rig og velstillet, at han kan uddele land og løsøre, og man skal påkalde ham vedrørende dette. Njord er ikke af aseslægt. Han voksede op i Vanaheim, men vanerne gav ham til guderne som gidsel og fik i stedet ham, der kaldes Høner. Han stiftede forlig mellem guderne og vanerne.

Njord har en kone, der hedder Skade — jætten Tjasses datter. Skade vil bo på det sted, som hendes far havde ejet. Det er et sted oppe på fjeldet, der kaldes Trymheim, men Njord vil være i nærheden af havet. De blev enige om, at de skulle være ni nætter i Trymheim og derpå andre ni nætter i Noatun, men da Njord kom fra fjeldet tilbage til Noatun, kvad han dette:

Jeg blev led ved fjeldet

og længtes hjem

efter bare ni nætter;

ulvens hylen

var ond at høre

jævnført med sang af svaner.

Da kvad Skade dette:

Jeg sov næppe

ved søens bred,

for fuglenes skingre skrig;

ved vandet blev jeg

vækket tidligt

hver eneste morgen af måger.

Så drog Skade op på fjeldet og slog sig ned i Trymheim. Hun tager ofte af sted på ski med sin bue for at skyde dyr. Hun kaldes skigudinde eller skidis. Som det siges:

Trymheim var stedet,

hvor Tjasse holdt til —

den frygteligt farlige jætte;

den skære gudebrud —

Skade — bor nu

på faderens gamle gård.

Njord i Noatun fik sidenhen to børn. Den ene hed Frej, den anden Freja. De var stærke og smukke at se på. Frej er den ypperligste af aserne. Hen bestemmer over regnvejr og solskin og dermed jordens afgrøder, og han er god at påkalde for årsvækst og fred. Han råder også for folks velstand. Freja er den ypperligste af asynjerne. Hun har den gård på himlen, der kaldes Folkvang, og hvor end hun rider til kamp, får hun halvdelen af de faldne, mens Odin får den anden halvdel, som det fortælles her:

Folkvang er stedet,

hvor Freja afgør,

hvem der sidder i salen:

Hun kårer sin halvpart

af kampdagens faldne —

de øvrige ejes af Odin.

Hende sal kaldes Sessrumnir; den er stor og prægtig. Når hun drager af sted, sidder hun i en vogn og bliver trukket af to katte. Hun er mest nærliggende for mænd at påkalde, og fra hendes navn stammer den hædersbetegnelse, at mægtige kvinder kaldes fruer. Hun syntes særligt godt om elskovsvers. Hun er god at påkalde i anliggender om kærlighed.«

De øvrige aser

(Gylfaginning, kap. 25-32)

Da sagde Gangtræt: »Disse aser forekommer mig mægtige, og det er ikke underligt, at I har så stor en magt, når I har forstand på guderne og véd, hvem I skal bede om hvad. Men er der endnu flere guder?« Høj sagde: »Der er endnu en as, som hedder Tyr. Han er den djærveste og mest modige, og han bestemmer især over sejren i kamp. Det er godt for kæmpende mænd at påkalde ham. Der bruges det udtryk, at man er Tyr-modig, hvis man overgår andre og ikke holder sig tilbage. Han var også klog, for det siges tillige, at man er Tyr-vis, når man er meget klog. Et tegn på hans djærvhed så man, da aserne lokkede Fenrisulven til at lade sig lænke med Gleipner, men han stolede ikke på, at de ville løse ham igen, medmindre de lagde Tyrs hånd i hans mund som pant, og da aserne ikke ville løse ham, bed han hånden af på det sted, som nu kaldes ulveleddet. Tyr er énhåndet og siges ikke at forlige folk.

Der er en, der hedder Brage. Han er agtet for klogskab og særligt for sin veltalenhed og ordkunst. Han véd mest om skjaldskab, og efter ham kaldes skjaldskab for brag, og efter hans navn kalder man én, der er besidder ordsnildhed frem for andre, for brage-mand eller brage-kvinde — altså både mænd og kvinder. Hans kone hedder Idun. I et skrin opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, så bliver de alle unge, og sådan går det lige indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at guderne må stole meget på Iduns årvågenhed og troskab.« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var nær gået galt engang. Det kunne jeg godt fortælle om, men du skal nu først høre flere af asernes navne.

Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes Den hvide As. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:

Heimdal siges

på Himmelbjerg

at råde over sit rige;

i en hyggelig hal

kan de højes vogter

glædes ved god mjød.

Og desuden siger han selv i Heimdals Galder:

Ni er mine mødre,

jeg er ni søstres søn.

Ull

En af aserne hedder Høder. Han er blind. Han er meget stærk, men guderne ville ønske, at man ikke behøvede nævne denne as, for hans gerning vil længe blive husket blandt guder og mennesker.

Der er en, der hedder Vidar — Den tavse As. Han har en kraftig sko. Han er den stærkeste næst efter Tor. Hos ham henter guderne stor støtte, når det gælder.

Ale eller Vale er navnet på en, som er søn af Odin og Rind. Han er djærv i kamp og særligt træfsikker.

Der er en, der hedder Ull. Han er søn af Sif og er Tors stedsøn. Han er så god med buen og til at stå på ski, at ingen overgår ham. Han har også et smukt udseende og besidder en krigers duelighed. Han er god at påkalde i tvekamp.

Balders og Nanna Nepsdatters søn hedder Forsete. Han har den sal på himlen, der kaldes Glitnir, og folk, som kommer til ham med vanskelige sager, tager alle forligte derfra. Dér findes den bedste domstol blandt guder og mennesker. Som det siges her:

Glitnir er salen

med gyldne søjler —

med sølv er den tilmed tækket.

Dér har Forsete

sin daglige gang,

når han stiller folk der strides.«

Loke og hans børn

(Gylfaginning, kap. 33-34)

»Blandt aserne opregnes endnu én, som nogle kalder asernes bagtaler og falskhedens foregangsmand og alle guders og folks skændsel. Han hedder Loke eller Loft og er søn af jætten Farbøte. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er kvik og smuk at se på, men en ondsindet og meget omskiftelig natur. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og brugte list i alt, hvad han foretog sig. Han bragte hele tiden aserne i de største vanskeligheder, men ofte hjalp han dem med sin svigefuldhed. Hans kone hedder Sigyn og deres søn Nare eller Narfe.

Loke havde desuden flere børn. En jættekælling i Jotunheimen hed Angerboda. Loke fik tre børn med hende. Den første var Fenrisulven, den anden Jørmungand — det er Midgårdsormen — og den tredje var Hel. Guderne erfarede, at disse tre søskende voksede op i Jotunheimen, og guderne indså af spådomme, at denne søskendeflok ville forvolde dem mange skader og ulykker, og alle forventede sig meget ondt af dem — ikke bare på grund af det mødrene ophav, men især på grund af det fædrene. Derfor gav Alfader guderne besked på at gribe børnene og føre dem til sig, og da de kom til ham, kastede han Ormen i det dybe hav, der omgiver hele verden. Men Ormen voksede, så han ligger midt i havet og omkranser hele verden og bider sig selv i halen.

Han kastede Hel i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, hvori hun skulle fordele alle de folk, som blev sendt til hende — og det er dem, der dør af sygdom og alderdom. Hun ejer dér en stor gård, og hendes indhegning er umådelig høj, og porten er stor. Hendes sal hedder Regnvåd, hendes fad Hunger, hendes kniv Sult, hendes træl Gangslap, hendes trælinde Gangsløv, hendes dørtærskel Uførefalden, hendes leje Sotteseng og hendes sengeforhæng Ulykkesskær. Hun er let genkendelig, for hun er halvt sort og halvt hudfarvet med et særligt bistert og stygt udseende.

Aserne opfostrede Ulven hjemme, men alene Tyr besad mod nok til at gå hen til ham for at fodre ham. Da guderne så, hvor meget han voksede hver dag, og da alle spådomme fortalte, at han var bestemt til at volde dem skade, tog de den beslutning at fremstille en vældig stærk lænke, som de kaldte Læding. De bragte den hen til Ulven og bad ham prøve sine kræfter på lænken. Ulven anså ikke lænken for mere, end han kunne klare, og lod dem gøre, som de ville. Første gang Ulven stemte imod, bristede lænken. Sådan løste han sig fra Læding. Derpå fremstillede aserne en anden og dobbelt så stærk lænke, som de kaldte Drome, og de bad igen Ulven prøve lænken og sagde, at han ville blive meget berømt for sine kræfter, hvis et så gedigent udført smedearbejde ikke kunne holde til ham. Ulven bemærkede, at denne lænke var meget stærk, men tilmed at han selv var vokset i styrke, siden han brød Læding — og han tænkte, at han blev nødt til at udsætte sig for fare, hvis han skulle vinde berømmelse, så han lod sig lægge i lænken. Da aserne sagde, at de var klar, rystede Ulven sig og slog lænken mod jorden, anstrengte sig meget og stemte imod, så lænken bristede og stumperne røg langt væk. Sådan drev han sig fri af Drome. Siden har man brugt udtrykket, at løse fra Læding eller at drive Drome af, når noget sker med voldsomhed.

Fenrisulven og Tyr

Efter dette frygtede aserne, at de ikke ville få Ulven bundet. Da sendte Alfader ham, der hedder Skirner — Freys sendebud, ned til nogle dværge i sortalfernes verden og lod dem fremstille den lænke, der hedder Gleipner. Den var lavet af seks ting: Kattens trampen og kvindens skæg, bjergets rødder og bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt. Og hvis du ikke vidste dette i forvejen, så kan du snart få fuldgode beviser for, at der ikke bliver løjet for dig. Du må have bemærket, at kvinden ikke har skæg, og at katten ikke tramper, når den går, og at der er ikke rødder under bjerget. Og tilsvarende sandt er ved min tro alt det, jeg har fortalt dig, selv om der er nogle af delene, du ikke selv kan erfare.« Da sagde Gangtræt: »Jeg kan nok begribe, at dette er sandt, efter de beviser, du har forelagt mig. Men hvorledes blev lænken smedet?« Høj sagde: »Det kan jeg godt fortælle dig. Lænken var blød og glat som et silkebånd, men så solid og stærk, som du nu skal få at høre. Da lænken blev bragt til aserne, takkede de sendebudet for veludført arbejde. Så tog aserne ud på den ø, der hedder Lyngvi, i den sø, der hedder Amsvartne, og de lokkede Ulven med sig, viste ham silkebåndet og bad ham rive det over og sagde, at det nok var noget stærkere, end man skulle forvente ud fra dets tykkelse. De lod det gå rundt imellem sig og prøvede det ved håndkraft, men det gik ikke i stykker, og alligevel sagde de, at Ulven kunne rive det over. Da svarede Ulven: »Den strimmel ser ikke ud til at kunne bibringe mig nogen berømmelse, selv om jeg flår den over — så smal som den er. Men hvis det er fremstillet med list og kyndighed — trods det, at det ikke syner af meget — så kommer det bånd ikke om mine ben.« Aserne sagde, at han snart kunne rive et tyndt silkebånd over, sådan som han før havde fået tykke jernkæder til at briste, »— og hvis du ikke kan rive dette bånd over, så kan du ikke skræmme guderne, og så skal vi nok befri dig.« Ulven sagde: »Hvis I binder mig, så jeg ikke selv kan komme fri, er I så svigefulde, at det kan vare længe, før jeg får hjælp af jer. Jeg har ikke lyst til at lade mig binde af dette bånd, men hellere det, end at I beskylder mig for manglende mod. Én af jer skal lægge sin hånd i min mund som sikkerhed for, at dette sker uden svig.« Aserne så på hinanden og syntes, at der nu var to vanskeligheder, og ingen ville lægge hånd til, førend Tyr rakte sin højre hånd frem og lagde den i Ulvens mund. Som Ulven spændte imod, blev båndet strammere, og jo hårdere han stred, des stærkere blev båndet. Da lo alle på nær Tyr. Han mistede sin hånd.

Da aserne så, at Ulven var fuldstændig bundet, tog de rebet, der udgik fra lænken, og som hedder Gelgja, og trak det igennem en stor sten — den hedder Gjøll — og fastgjorde stenen langt nede i jorden. Så tog de en stor sten — den hedder Tviti — og hamrede den endnu længere i jorden og brugte den sten som tøjrepæl. Ulven spærrede gabet op slog sig voldsomt og ville bide dem. De stak et sværd i munden på ham med fæstet mod undergummen og spidsen mod ganen. Det er hans gummespærre. Han hyler ondsindet, og fråden render ud af munden på ham. Det er den flod, der hedder Vån. Dér ligger han indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det er nogle svært onde børn, Loke har fået. Alle disse søskende er mægtige hver især. Men hvorfor dræbte aserne ikke Ulven, når de må vente sig ondt af ham?« Høj svarede: »Guderne agter deres helligdomme og fredhellige steder så meget, at de ikke ville forurene dem med Ulvens blod, selv om spådommen fortæller, at han vil forvolde Odins død.«

Mad og drikke i Valhal

(Gylfaginning, kap. 38-39)

Da sagde Gangtræt: »Du siger, at alle mænd, der er faldet i kamp siden verdens tilblivelse, nu er kommet til Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til forplejning? Jeg kan forestille mig, at de må udgøre en betragtelig menneskemængde.« Da svarede Høj: »Det er, som du rigtigt siger, en betragtelig menneskemængde, men de skal blive endnu flere — og alligevel forekomme alt for få, når ulven kommer. Der skal dog aldrig komme så stor en flok i Valhal, at der ikke er tilstrækkeligt med flæsk på den galt, der kaldes Særimner. Han bliver kogt hver dag, men er helskindet om aftenen. Det forekommer mig dog mest sandsynligt, at kun få her vil være kloge nok til at svare rigtigt på det spørgsmål, du nu har stillet. Kokken hedder Andrimner, og gryden hedder Ildrimner. Som det siges:

I Ildrimner

la’r Andrimner

Særimner simre:

Flæsk som bedst,

men et fåtal véd,

hvad einherjerne indta’r.«

Da sagde Gangtræt: »Får Odin den samme kost som einherjerne?« Høj sagde: »Den forplejning, der står på hans bord, giver han til de to ulve, han har — de hedder Gere og Freke. Han behøver ingen føde; vinen er både mad og drikke for ham. Som det siges:

Gere og Freke

giver han maden —

hærens fejrede fader;

af vin alene

den våbengæve

Odin evigt lever.

Geden Heidrun

Der sidder to ravne på skuldrene af ham, og de hvisker ham alle de efterretninger, de ser eller hører. De hedder Hugin og Munin. Ved daggry lader han dem flyve ud over hele verden, og de vender tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han viden om mange hændelser. Derfor kalder folk ham Ravneguden, således som det siges:

Hugin og Munin

haster hver dag

over den udstrakte jord;

jeg frygter for Hugin

— finder han hjem? —

men spejder mere efter Munin.«

Da sagde Gangtræt: »Hvad får einherjerne at drikke, som forslår lige så rigeligt som maden — eller bliver der drukket vand?« Høj sagde: »Nu stiller du underlige spørgsmål! Skulle Alfader indbyde konger og jarler og andre fornemme mænd — og så give dem vand at drikke? Jeg tror nok, at mange, der kommer til Valhal, ville finde en tår vand dyrekøbt, såfremt de ikke dér fik en bedre modtagelse — folk som har tålt sår og en smertefuld død. Jeg kan fortælle dig noget andet: Den ged, der hedder Heidrun, står oppe på Valhal og æder løv fra grenene på det meget navnkundige træ, der hedder Lærad. Fra hendes patter strømmer der så meget mjød, at hun hver dag kan fylde et stort kar. Det er så meget, at alle einherjer kan få slukket tørsten.« »Det var dem en svært nyttig ged,« sagde Gangtræt, »— og det må være et aldeles fortræffeligt træ, hun æder af.« Da sagde Høj: »Hjorten Eiktyrne, der står på Valhal og æder af grenene på det træ, er endnu mere bemærkelsesværdig. Fra hans horn kommer der så store dråber, at de falder ned i Hvergelme, og derfra flyder de floder, der kaldes således: Sid, Vid, Sækin, Ekin, Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Gipul, Gømul og Geirvimul. De flyder gennem asernes land. Endvidere nævnes disse: Tyn, Vin, Tøll, Høll, Grad, Guntrain, Nyt, Nøt, Nønn, Hrønn, Vina, Vegsvin og Tjodnuma.«

Einherjerne

(Gylfaginning, kap. 40-41)

Da sagde Gangtræt: »Det er bemærkelsesværdige ting, du her har fortalt. Valhal må være et enormt hus. Der må ofte være en vældig trængsel ved dørene.« Da svarede Høj: »Hvorfor spørger du ikke, hvor mange døre, der er i hallen, eller hvor store de er? Når du hører om det, vil du sige, at det ville være bemærkelsesværdigt, hvis ikke enhver kunne gå ud og ind, som han ville. Og det kan med sandhed siges, at der ikke er mere trængsel ved pladserne, end der er ved indgangen. Her skal du høre fra Grimnersmål:

Fem hundrede døre

og fyrre dertil

findes der vel i Valhal;

otte hundrede einherjer

skal ud ad hver,

når de styrter til strid mod Ulven.«

Da sagde Gangtræt: »Så er der virkelig mange folk i Valhal. Jeg skal love for, at Odin er en mægtig høvding, når han anfører så stor en hær. Men hvad morer einherjerne sig med, når de ikke drikker?« Høj sagde: »Hver dag, når de er kommet i tøjet, udruster de sig til kamp og går ud på gårdspladsen, hvor de kæmper og fælder hinanden. Det er deres morskab. Når morgenmadstiden nærmer sig, rider de hjem til Valhal og sætter sig ved drikken, som det siges her:

Alle einherjer

i Odins gårde

delta’r dagligt i hugkamp;

de raser til døden,

men rider fra kampen

for at sidde sammen — forligte.

Men det er sandt, som du siger: Odin er særdeles mægtig. Det findes der mange beviser på. Her siges det med asernes egne ord:

Yggdrasils ask

er ypperst af træer,

men Skidbladner af skibe,

af guder Odin

af gangere Sleipner,

Bifrost af broer,

men Brage af skjalde,

Håbrok af høge,

af hunde Garm.«

Skidbladner

(Gylfaginning, kap. 43)

Da sagde Gangtræt: »Hvad kan der siges om Skidbladner? Det skulle være det bedste skib — findes der ikke et skib, der er lige så godt?« Høj sagde: »Skidbladner er det bedste af alle skibe, og det er bygget med den største kunstfærdighed, men Naglfar er det største skib. Det ejer Muspel. Nogle dværge — Ivaldes sønner — byggede Skidbladner og gav Frej skibet. Det er så stort, at alle aser kan rummes deri med våben og hærudrustning, og det får medvind, så snart sejlet er hejst, hvor end det skal hen, men når man ikke skal sejle på havet med det, er det fremstillet af så mange dele og med så stor en snildhed, at man kan folde det sammen som en dug og opbevare det i sin pung.

Tors fisketur

(Gylfaginning, kap. 48)

Da sagde Gangtræt: »Udgårds-Loke virker meget magtfuld, men han benytter sig ofte af list og trolddom, og man kan se, at han er magtfuld, ved det at han havde hirdfolk med store kræfter — men har Tor ikke hævnet dette?« Høj svarede: »Det er nok så bekendt — selv blandt ulærde folk — at Tor fik oprejsning for den færd, der før blev fortalt om, og han opholdt sig ikke længe hjemme, før han gjorde sig klar til afrejse i en sådan hast, at han kom af sted uden vogn, uden bukke og uden ledsagere. Han gik gennem Midgård i en ung mands skikkelse og kom sent en aften til en jætte. Han hed Hymer. Tor opholdt sig dér som gæst om natten.

Tor og Hymer på fisketur

Om morgenen stod Hymer op, klædte sig på og gjorde klar til at ro ud på havet for at fiske. Tor sprang op og gjorde sig klar i en fart og bad Hymer om at måtte ro med ud på havet, men Hymer sagde, at der vel kun var lidt hjælp at hente hos ham, når han var så lille og ung, »— og du vil komme til at fryse, hvis jeg sidder så længe og så langt ude på havet, som jeg plejer.« Tor sagde, at han kunne ro så langt ud fra land, at det ikke var sikkert, at det var ham, der først ville bede om at blive roet ind. Tor blev så vred på jætten, at han i det samme nær havde smækket ham med hammeren, men han lod det fare, fordi han havde tænkt sig at prøve sine kræfter på noget andet.

Han spurgte Hymer, hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham om selv at skaffe madding. Tor gik straks hen, hvor han havde set en flok okser, der tilhørte Hymer. Han tog den største tyr, som hed Himmelbrøler, og flåede hovedet af den og tog det med ned til havet. Da havde Hymer skudt båden ud på vandet. Tor gik ombord og satte sig i øserummet, greb to årer og roede, så Hymer fandt, at hans roning gav god fart. Hymer roede i forstavnen, og det gik rask af sted. Så sagde Hymer, at de var kommet til de banker, hvor han plejede at sidde og fange helleflyndere, men Tor erklærede, at han ville ro meget længere ud, og de roede da endnu et godt stykke. Hymer sagde da, at de var kommet så langt ud, at der længere ude var fare for at møde Midgårdsormen, men Tor erklærede at ville ro endnu en tid, og det gjorde han. Hymer var da meget utilpas.

Da Tor havde taget årerne ind, klargjorde han en meget kraftig snøre, og krogen var tilsvarende stor og stærk. Tor satte tyrehovedet på krogen og kastede det over bord. Krogen gik til bunds, og jeg kan godt fortælle dig, at da snød Tor ikke Midgårdsormen mindre, end dengang Udgårds-Loke spottede Tor ved at lade ham løfte Ormen med sine hænder. Midgårdsormen gabte over tyrehovedet, så krogen sad fast i dens gane. Da Ormen mærkede dette, trak han så hårdt, at begge Tors næver slog imod rælingen. Da blev Tor vred, og med hele sin asekraft stemte han så hårdt imod, at han maste begge ben igennem bådens bund og stemte imod havbunden. Så trak han Ormen op til rælingen.

Man må sige, at ingen har set et mere rædselsvækkende syn end den, der så Tors knivskarpe blik imod Ormen, mens Ormen nedefra stirrede igen og udspyede gift. Det siges, at jætten Hymer skiftede ansigtsfarve og blegnede af rædsel, da han så Ormen, mens vandet fossede ind og ud af båden. I samme øjeblik som Tor greb hammeren og løftede den i vejret, fumlede jætten med fiskekniven og skar Tors snøre over ved rælingen, så Ormen sank ned i havet. Tor kastede hammeren efter Ormen, og det siges, at han slog hovedet af ham nede i dybet, men jeg tror snarere, at sandheden er, at Midgårdsormen stadig lever og ligger i det omgivende hav. Men Tor svingede knytnæven og slog Hymer på øret, og han styrtede over bord, så kun fodsålerne stak op, mens Tor vadede i land.«

Balders død

(Gylfaginning, kap. 49)

Da sagde Gangtræt: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.« Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at Balder den Gode drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.

Balders død

Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til, at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.

Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders frafald ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham, der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn, var rede til færden. Så tog man Sleipner — Odins hest — og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.

Aserne tog Balders lig og førte det til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største skib af alle. Det ville guderne sætte frem og indrette til Balders bålfærd. Men skibet lod sig ikke rokke af stedet. Da sendte man bud til Jotunheimen efter den jættekælling, der hed Ildrynket. Hun kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme. Hun sprang af ridedyret, mens Odin tilkaldte fire bersærker til at holde dyret, men de kunne ikke styre det uden at kaste det til jorden. Så gik Ildrynket til skibets forstavn og drev det fremad i første tag, så flammerne stod af rullestokkene og hele Jorden rystede. Da blev Tor vred og greb hammeren, og han ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne forinden havde bedt om fred for hende. Så blev Balders lig båret ud på skibet, men da hans kone — Nanna Nepsdatter — så det, bristede hun af sorgen og døde. Hun blev lagt på bålet, som blev antændt. Tor stod ved bålet og viede det med Mjølner. En dværg rendte omkring for fødderne af ham. Det var ham, der hed Lit. Tor sparkede ud efter ham med sin fod og sendte ham ind i ilden, hvor han brændte. Der kom mange folk til denne ligbrænding. Først skal Odin nævnes, og med ham kom Frigg og valkyrierne og hans ravne, og Frey kørte i vogn efter den galt, der hedder Gyldenbørste eller Skarptand, mens Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop, og Freja blev trukket af sine katte. Der kom også mange rimturser og bjergjætter. Odin lagde den guldring, der hedder Drøpnir, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte lige så tunge guldringe af den. Balders hest blev ført på bålet med alt udstyr.

Der er det at fortælle om Hermod, at han i ni nætter red gennem mørke og dybe dale, og han så intet, før han kom til floden Gjallar og red over Gjallarbroen; den er belagt med lysende guld. Den unge kvinde, der vogter broen, hedder Modgun. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at der dagen før var redet fem skarer døde mænd over broen, »— men broen dundrer ikke mindre under dig alene, og du har ikke farve som døde folk. Hvorfor rider du her på Helvejen?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel for at finde Balder. Men har du set noget til Balder på Helvejen?« Hun sagde, at Balder havde krydset Gjallarbroen, »— men Helvejen fører nedad og nordpå.« Så red Hermod til han kom til lågen til Hel. Dér steg han af hesten og efterspændte sadelgjorden. Så steg han op og gav den sporerne; hesten sprang i vejret og så højt over lågen, at den ikke var i nærheden af den. Derpå red Hermod til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så dér Balder — sin bror — sidde i højsædet, og Hermod blev dér natten over. Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride med ham hjem, og fortalte hvor meget der blev grædt mellem aserne. Men Hel sagde, at det skulle vise sig, hvorvidt Balder var så elsket, »— som det siges. Og hvis alle ting i verden — levende og døde — græder over ham, så må han drage tilbage til aserne, men han skal blive i Hel, hvis nogen taler imod eller ikke vil græde.« Da rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham på vej ud af hallen og tog ringen Drøpner, som han sendte til Odin som minde, og Nanna sendte et vævet klæde og endnu flere gaver til Frigg og en guldfingerring til Fulla. Så red Hermod sin vej tilbage og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.

Derpå sendte aserne bud over hele verden for at bede om, at Balder blev grædt ud fra Hel. Og det gjorde alle — mennesker og dyr og jorden og stenene og træer og alle slags malm, sådan som du sikkert har set, at disse ting græder, når de kommer fra kulden ind i varmen. Da sendebudene drog hjem efter veludført tjeneste, fandt de en hule, hvor der sad en jættekælling. Hun kaldte sig Tak. De bad hende græde Balder ud fra Hel. Hun sagde:

Tørre tårer

skal Tak græde

over Balders bålfærd;

levende som død

er han mig ligegyldig

— Hel kan beholde sit.

Man antager, at dette var Loke — Laufeys søn, som har voldt aserne det meste ondt.«

Lokes straf

(Gylfaginning, kap. 50)

Loke med fiskenettet

Da sagde Gangtræt: »Det er vældig meget, Loke har afstedkommet, når han først voldte, at Balder blev dræbt, og derpå, at han ikke blev frigivet fra Hel. Men blev dette på nogen måde hævnet på ham?« Høj sagde: »Dette blev ham gengældt, så han kunne mærke det længe efter. Da guderne var blevet så vrede på ham, som man kunne forvente, stak han af og skjulte sig på et fjeld. Han byggede dér et hus med fire døre, så han kunne se i alle retninger fra huset. Men om dagen tog han for det meste skikkelse af en laks, og han skjulte sig da på det sted, der kaldes Franangerfos. Så tænkte han over, hvordan aserne mon ville finde på at fange ham i fossen. Mens han sad i huset, tog han noget hørgarn og lavede til masker — sådan som man siden har fremstillet net — mens et bål brændte ved siden af ham. Da så han, at aserne ikke var langt fra ham, for Odin havde fra Lidskjalv set, hvor han var. Han sprang straks op og ud i elven og kastede nettet i ilden.

Da aserne kom til huset, gik den klogeste af dem alle først ind — han hedder Kvaser — og da han så på resterne af bålet, hvor nettet var brændt, forstod han, at dette måtte være et redskab til at fange fisk med, hvilket han fortalte aserne. Derpå fremstillede de et net som Lokes efter det mønster, de kunne se i de brændte rester, og da nettet var færdigt, gik aserne til elven og kastede nettet ned i fossen. Tor holdt i den ene ende — alle de andre aser holdt i den anden — og trak nettet, mens Loke svømmede foran det og lagde sig imellem to sten. De trak nettet hen over ham og fornemmede noget levende, og de farer for anden gang op til fossen og kaster nettet ud og binder noget tyngende til det, for at man ikke skal kunne komme under det. Loke svømmer da foran nettet. Da han ser, at der er kort vej til havet, springer han op over netkanten og farer op i fossen. Nu så aserne, hvor han var, og de styrter igen op til fossen og deler flokken i to, mens Tor vader midt i elven, og således går det ud mod havet. Loke ser to vilkår: Det var forbundet med livsfare at svømme ud til havs, og det andet var igen at springe over nettet — og det gjorde han og sprang så hurtigt som muligt over netkanten. Tor greb efter ham og fik fat i ham, men han smuttede mellem hænderne på ham, sådan at hånden først fik tag ved halen — og derfor er laksen så slank bagtil.

Nu var Loke fanget og uden frit lejde, og han blev ført til en klippehule. Så tog de tre flade sten og satte på højkant og huggede et hul i hver af stenene. Så blev Lokes sønner grebet — Vale og Nare eller Narfe. Aserne forvandlede Vale til en ulv, og han flåede Narfe — sin bror — i stykker. Så tog aserne hans tarme og bandt Loke hen over de tre skarpe sten med dem. Én står under skuldrene, en anden under lænden og den tredje under knæhaserne. Og båndene blev til jern. Så tog Skade en giftslange, som hun hængte op over ham, sådan at giften ville dryppe fra slangen ned i ansigtet på ham. Sigyn — hans kone — står hos ham og holder et fad under giftdråberne, men når fadet er fyldt, går hun hen for at hælde giften ud, og imens drypper giften ned i ansigtet på ham. Så farer han sådan sammen, at hele jorden ryster. Det kalder I jordskælv. Dér ligger han bundet indtil Ragnarok.«

Ragnarok

(Gylfaginning, kap. 51-53)

Da sagde Gangtræt: »Hvad sker der ved Ragnarok? Det har jeg ikke hørt omtalt før?« Høj sagde: »Da forefalder mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom:

Brødre skal mødes

som banemænd,

og slægten skændes

af søskendebørn;

hor og hårdhed

hersker blandt folk.

Sværdtid, spydtid,

skjolde kløves.

Vindtid, voldtid

— før verden forgår.

Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen, og forvolder således også stor skade. Stjernerne forsvinder på himlen. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. Det indtræffer også, at det skib, der hedder Naglfar, løsner. Det er lavet af døde mænds negle, og derfor må der advares imod, at folk dør med uklippede negle, for så vil vedkommende bidrage meget til skibet Naglfar, som guder og mennesker ville ønske blev bygget sent. Men i denne søgang flyder Naglfar. Den jætte, der styrer Naglfar, hedder Hrym. Fenrisulven løber med munden på vid gab, og underkæben er langs jorden, mens overkæben rører himlen. Han ville gabe endnu mere, hvis der var plads. Flammer står ud af hans øjne og næse. Midgårdsormen udspyr en sådan gift, at den fylder luften og vandet; han er ganske afskyelig og befinder sig på den ene side af Ulven.

Heimdal med Gjallarhorn

I denne larm revner himlen, og derfra kommer Muspelsønnerne ridende. Surt rider forrest, og der er flammende ild foran og bagved ham. Hans sværd er fortræffeligt. Det skinner mere klart end solen. Da de rider over Bifrost, bryder den sammen, som det tidligere blev fortalt. Muspels sønner søger fremad på den slette, der kaldes Vigrid. Samtidig kommer Fenrisulven og Midgårdsormen. Da er også Loke kommet og Hrym sammen med alle rimturserne. Med Loke følger alle Hels følgesvende. Muspelsønnerne går i en særskilt slagorden, og den er meget lys. Sletten Vigrid er hundrede raster bred på hver led.

Når dette finder sted, rejser Heimdal sig og blæser kraftigt i Gjallarhorn, så han varsler alle guderne, og de holder ting sammen. Så rider Odin til Mimers Brønd og modtager Mimers råd til sig selv og sin flok. Da skælver asken Yggdrasil, og intet i himlen eller på jorden er uden frygt. Aserne og alle einherjerne ruster sig til kamp og søger fremad på sletten. Forrest rider Odin med guldhjelm og en prægtig brynje og sit spyd, der hedder Gungner. Han går frem imod Fenrisulven med Tor ved sin ene side, men denne kan ikke hjælpe ham, for han er selv fuldt optaget af at kæmpe imod Midgårdsormen. Frej slås med Surt, og det bliver en voldsom strid, før Frej falder. Det bliver hans død, at han mangler det gode sværd, som han gav Skirner. Da er også hunden Garm, der står bundet foran Gnipahulen, sluppet løs. Han er det største udyr. Han kæmper imod Tyr, og de slår hinanden ihjel. Tor dræber Midgårdsormen og går ni skridt derfra. Så falder han død til jorden af den gift, som Ormen udspyede over ham. Ulven sluger Odin. Det bliver hans død, men straks efter dukker Vidar op og træder med den ene fod i Ulvens underkæbe. På den fod bærer han den sko, der igennem alle tider er blevet samlet sammen til — det er kilestykkerne fra når folk tilskærer deres sko ved hælen eller tåen. Derfor skal folk, der agter at komme aserne til hjælp, bortkaste de kilestykker af skind. Med den ene hånd griber han Ulvens overkæbe og sønderriver hans kæft, og det bliver Ulvens død. Loke kæmper mod Heimdal, og de dræber hinanden. I det samme slynger Surt ild over jorden og brænder hele verden. Som det siges i Vølvens Spådom:

Højt blæser Heimdal

med hornet løftet;

da mødes Odin

med Mimers hoved.

Så skælver Yggdrasils

ask, hvor den står;

det jamrer i træet

ved jætternes komme.

Hvad sker der med aser?

Hvad sker der med alfer?

Mens jætterne buldrer,

går aser til tings.

Ved stenenes port

stønner dværgene —

fjeldvæggens fyrster.

Fatter I det nu?

Hrym kommer østfra

under sit skjold;

Jørmungand snor sig

i jættevrede.

Ørnen skriger

ved Ormens stormflod

og napper i lig,

mens Naglfar løsner.

Muspelfolket

myldrer østfra,

stævner over havet

styret af Loke.

Den glubske ulv

og afkom af tosser

har Byleists bror

bragt som sit følge.

Surt farer sydfra

med svidende ild;

sværdet skinner

som solen i kampen.

Klipper knuses

og kvaser trolde;

Helvendt går hoben,

mens himlen revner.

Siden skal Hlin

sørge igen,

når Odin farer

mod Ulven i kamp,

og Beles bane

brydes med Surt;

Friggs glæde

skal falde dér.

Men Odins søn

går Ulven i møde,

og jager sit sværd

i hjertet på dyret;

Vidar dræber

Hvedrungssønnen,

og dermed hævnes

hans dræbte far.

Den mægtige søn

af moder Jord

segner med slangen

og sikrer sit ry,

men folkeslægter

må fare fra Midgård,

når verdens beskytter

går vred til drabet.

Mens solen sortner,

synker landet,

og stjernehimlens

strålen forsvinder;

i brusende flammer

buldrer ilden,

og selve himlen

svides af heden.

Her siges det endvidere sådan:

På sletten Vigrid

skal slaget stå

mellem Surt og de gæve guder;

de hundrede raster

den holder i bredden

er forud kåret som kampplads.«

Da sagde Gangtræt: »Hvad bliver der tilbage, når hele verden er brændt og alle guder og alle einherjer og alle mennesker er døde? I har jo tidligere sagt, at alle skal leve i en eller anden verden til evig tid.« Da svarede Tredje: »Der er mange gode tilholdssteder og mange dårlige. Det er bedst at være i Gimlæ i himlen. Og i den sal, der hedder Brimir, er der rigeligt med gode drikkevarer for dem, der finder behag i den slags. Den står på Ukoldne. Det er også en god sal, der står på Nidafjeldene. Den er lavet af rødguld og hedder Sindre. Disse sale skal huse alle gode og sædelige mennesker. På Nåstranden findes der en stor og frygtelig sal, hvor døren vender mod nord. Den er flettet af ene slangerygge — som et vidjehus — og alle slangehovederne vender ind i huset og udspyr gift, så giftstrømme flyder gennem salen, og i de strømme vader edsbrydere og mordere, som det fortælles her:

Der findes en sal

fjernt fra solen

— på Nåstranden —

med nordvendt dør.

I gluggen render

giftige dråber;

salen er flettet

af slangers rygge.

Morderskarer

og menedsfolk

skal træde dér

i tunge strømme.

Men i Hvergelme er der værst:

Hvor Nidhug piner

de nedlagtes lig.«

Da sagde Gangtræt: »Overlever nogle af guderne? Og findes der nogen jord eller himmel?« Høj sagde: »Jorden skyder da op af havet og er grøn og skøn. Afgrøderne vokser usåede. Vidar og Vale lever og er hverken blevet skadet af havet eller Surts flammer, og de skal bo på Idasletten — dér hvor Asgård lå før. Så kommer også Tors sønner — Mode og Magne, og de har Mjølner. Derpå ankommer Balder og Høder fra Hel. De sætter sig alle og taler sammen; de mindes deres lærdom og taler om de begivenheder, der skete tidligere, om Midgårdsormen og om Fenrisulven. I græsset finder de da de guldbrikker, som aserne havde ejet. Som det siges:

Vidar og Vale

vælger bosted,

når Surts flammer slukkes;

Mode og Magne

får Mjølner til eje,

når Vingne er valfalden.

Og på det sted, der kaldes Hodmimersholt, har to mennesker skjult sig fra Surts flammer. De hedder Liv og Livtraser og bruger morgenduggen som føde, og fra disse mennesker skal der komme så store slægter, at hele verden bliver beboet, sådan som det siges her:

Liv og Livtraser

ligger i skjul

i Hodmimers holt;

morgenduggen

er maden de får,

de avler verdens ætter.

Og det må forekomme dig forunderligt, at solen har fået en datter — som ikke er mindre smuk end hende selv — og hun følger siden sin mors vej, som det siges her:

Den fagre sol

føder en datter,

før hun ædes af ulven;

man møder pigen

på moderens vej

når guder er gået til grunde.

Og hvis du kan spørge længere frem i tiden, så véd jeg ikke, hvor du har det fra, for jeg har aldrig hørt nogen fortælle, hvad der herefter sker — så hav nu glæde af det, du har lært!«

Slutning

(Gylfaginning, kap. 54)

I det samme hørte Gangtræt store drøn på alle sider af sig, og han så sig om. Og da han så nærmere efter, stod han ude på den flade slette, hvor han hverken så hallen eller borgen. Så gik han sin vej og kom hjem til sit rige, hvor han berettede om alt, hvad han havde set og hørt — og efter ham er disse fortællinger gået fra den ene til den anden.

Men aserne satte sig da til samtale og drøftede sagen og huskede på alle disse beretninger, som man havde fortalt ham. Og de navngav de mennesker og steder, som var dér, på samme måde, som det tidligere blev nævnt, for at folk ikke efter lang tids forløb skulle tvivle på, at alle de aser, der her blev skildret, var de samme som dem, der nu blev givet tilsvarende navne. Én blev da kaldt Tor — og han er den gamle Ase-Tor.

— o —

Skáldskaparmál

Ægir hos aserne

(Skáldskaparmál, kap. 1)

Der var en mand, der hed Ægir eller Hle. Han holdt til på den ø, der nu kaldes Hlesø. Han var meget tryllekyndig. Han drog engang til Asgård, men aserne kendte til hans rejse på forhånd, og han blev modtaget godt — selv om en god del af det blev foranstaltet ved synsbedrag. Om aftenen, da man skulle drikke, lod Odin sværd bære ind i hallen, og de var så blanke, at det lyste fra dem, og man behøvede ikke andet lys, så længe man sad ved drikken.

Så gik aserne til deres gilde, og tolv aser, der skulle være dommere, tog plads i højsæderne. Det var: Tor, Njord, Frej, Tyr, Heimdal, Brage, Vidar, Vale, Ull, Høner, Forsete og Loke. Tilsvarende asynjerne: Frigg, Freja, Gefion, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla og Nanna. Ægir fandt, at det var et storslået syn. Hele vægbeklædningen var dækket af smukke skjolde. Der var også stærk mjød, og der blev gået til drikkevarerne. Brage sad ved siden af Ægir, og de talte sammen over drikken. Brage fortalte Ægir om mange ting, der var sket blandt aserne.

Drabet på Tjasse

(Skáldskaparmál, kap. 2-4)

Loke, Odin, Høner og ørnen i træet

Han begyndte sin fortælling med tre aser, der drog hjemmefra — Odin, Loke og Høner: »De drog over fjelde og gennem ødeskove, men havde småt med mad. Da de kom ned i en dal, så de en flok okser, og de tog en okse og begyndte at koge den. Da de mener, at den skulle være mør, kigger de i gryden — men den var ikke mør. Og da de efter en tid på ny kigger i gryden, er oksen stadig ikke mør. Så snakker de om, hvad dette kunne skyldes.

Så hører de en stemme fra egetræet over dem. Den, der sad dér, sagde sig at være skyld i, at gryden ikke kom i kog. De kigger op, og dér sad en ørn — og den var ikke lille. Da sagde ørnen: »Hvis I lader mig spise mig mæt af oksen, så skal jeg få gryden i kog.« Det gik de med til. Så svæver han ned fra træet og sætter sig på gryden og begynder straks på oksens to lår og begge bovene. Så blev Loke vred, og han greb en stor træstok og slog af alle kræfter og traf ørnens krop. Ørnen lettede ved slaget og fløj til vejrs. Da var stokken fæstnet ved ørnens ryg og Lokes hænder ved den modsatte ende af stokken. Ørnen flyver så lavt, at Lokes fødder slår imod klipper og stenskred og træer, og han tror, at hans arme skal flås af skuldrene. Han råber og beder inderligt ørnen om fred, men ørnen siger, at Loke aldrig skal slippe fri, medmindre han sværger at skaffe Idun ud af Asgård med hendes æbler, og det lover Loke. Så slipper han fri og kommer tilbage til sine rejsefæller — og der er ikke for denne gang fortalt mere om deres rejse, før de kom hjem.

På det aftalte tidspunkt lokker Loke Idun ud af Asgård og hen i en skov og siger, at han har fundet nogle æbler, som hun vil anse for værdifulde, og han bad hende medbringe sine æbler til sammenligning med de andre. Så kommer jætten Tjasse i skikkelse af en ørn og griber Idun og flyver bort med hende og hjem til Trymheim. Aserne blev ængstelige ved Iduns forsvinden, og de blev snart gamle og gråhårede. Så holdt aserne ting og spurgte hinanden, hvem der sidst havde set noget til Idun, og hun var sidst blevet set, da hun forlod Asgård sammen med Loke. Så blev Loke pågrebet og ført til tinget, og han blev truet med død og ulykke, så han blev skræmt og lovede at ville lede efter Idun i Jotunheimen, hvis Freja ville lade ham bruge den falkeham, hun havde.

Og da han får falkehammen, flyver han nordpå i Jotunheimen og kommer en dag til jætten Tjasses hjem. Han selv var roet på havet, men Idun var alene hjemme. Loke forvandler hende til en nød, som han holder i sine kløer, mens han flyver så hurtigt som muligt, men da Tjasse kommer hjem og savner Idun, antager han ørneskikkelse og flyver efter Loke med susende ørnevingeslag. Da aserne så falken komme flyvende med nødden, og hvordan ørnen kom flyvende efter, gik de ud til gærdet om Asgård og førte dynger af høvlspåner med derhen. Da falken fløj ind i borgen, lod han sig falde ned ved borgmuren. Da tændte aserne ild i høvlspånerne, og ørnen kunne ikke standse efter at have forpasset falken. Ilden fængede i ørnens fjer og bremsede den i flugten. Aserne var lige i nærheden og dræbte jætten Tjasse inden for Asgårdsgærdet — og det drab er meget berømt.

Skade — jætten Tjasses datter — iførte sig hjelm og brynje og fuld udrustning og drog til Asgård for at hævne sin far. Aserne tilbød hende bod og forlig, men først og fremmest, at hun måtte vælge sig en mand blandt aserne, dog sådan at hun skulle vælge efter fødderne uden at se resten. Hun fandt én mands fødder usædvanligt smukke og sagde: »Ham vælger jeg! Intet er grimt på Balder.« Men det var Njord fra Noatun. Skade havde som en del af forliget krævet, at guderne skulle gøre noget, som hun ikke mente, de formåede: At få hende til at le. Så gjorde Loke det, at han bandt en snor om skægget på en ged og den anden ende af snoren om sine nosser. Så trak de på skift i hver sin retning, mens de begge skreg højt. Så lod Loke sig falde i skødet på Skade — og da lo hun. Aserne blev dermed forligte med hende.

Det fortælles, at Odin gjorde det som bod til Skade, at han tog Tjasses øjne og slyngede dem op på himlen og skabte to stjerner.« Da sagde Ægir: »Tjasse forekommer mig at have været særligt mægtig. Hvilken slægt kom han af?« Brage svarede: »Hans far hed Ølvalde, og jeg skal fortælle dig noget om ham, der vil forekomme dig bemærkelsesværdigt. Han var meget rig på guld, men da han døde og hans sønner skulle skifte arven, opgjorde de guldet, de skulle dele, på den måde, at de hver især skulle tage deres mundfulde af det, og alle skulle de tage lige mange. Den ene af dem var Tjasse, den anden Ide og den tredje Gang. Nu bruger vi det udtryk, at kalde guldet for disse jætters mundfulde, men vi tilslører det i sagkundskaben eller skjaldskaben på den måde, at vi kalder det for disse jætters sprog eller ord eller mål.« Da sagde Ægir: »Det forekommer mig at være godt forvaret i sagkundskaben.«

Suttungs mjød

(Skáldskaparmál, kap. 5-6)

Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og én kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.

Så bød disse dværge en jætte, der hed Gilling, hjem til sig sammen med hans kone. Dværgene tilbød da Gilling at ro ud på havet sammen med dem, men da de sejlede langs med landet, roede dværgene på et blindskær, hvorved skibet kæntrede. Gilling kunne ikke svømme, så han druknede, men dværgene bragte skibet på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, men hun tog det meget tungt og græd højt. Så spurgte Fjalar hende, om ikke hun ville få det bedre, hvis hun så ud over havet, hvor han var omkommet. Det ville hun gøre. Da sagde han til Galar — sin bror — at denne skulle gå op over døren, når hun gik ud, og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, for han var led ved hendes skrigeri. Dette blev gjort.

Da Suttung — Gillings søn — erfarede dette, kom han til og greb dværgene, som han førte ud på havet og anbragte på et skær, der oversvømmedes af tidevandet. De bad Suttung om deres liv og tilbød ham til gengæld den dyrebare mjød som faderbod, og det kom til forlig imellem dem. Suttung førte mjøden med sig hjem og skjulte den på det sted, der kaldes Hnitbjerg, hvor han satte sin datter — Gunlød — til at vogte over den.

Af denne grund kalder vi skjaldskaben for Kvasers Blod eller Dværgenes Drik eller Odrørers eller Bodns eller Sons Fylde eller Væske eller Dværgenes Fartøj — fordi denne mjød reddede dem fra døden på skæret — eller Suttungs Mjød eller Hnitbjergs Væde.«

Odin afleverer de dårlige skjaldes mjødandel

Da sagde Ægir: »Det forekommer mig noget dunkelt at benævne skjaldskaben med disse betegnelser, men hvordan skaffede aserne sig Suttungs mjød?« Brage svarede: »Om det fortælles der, at Odin drog hjemmefra og kom til et sted, hvor ni trælle slog hø. Han spurgte, om de ønskede, at han skulle skærpe deres leer. Det sagde de ja til. Så tog han en slibesten fra sit bælte og sleb leerne, og de syntes, at leerne nu skar meget bedre, og ville købe slibestenen, men han prissatte den sådan, at den, der ville købe den, måtte betale den rigtige pris. De erklærede sig alle villige hertil og bad ham hver især sælge til sig. Han kastede slibestenen op i luften, og da de alle ville gribe efter den, kom de sådan af sted, at hver af dem skar halsen over på en anden med sin le. Odin søgte ly for naten hos den jætte, der hed Bauge — Suttungs bror. Bauge klagede over vanskeligheder med ejendommens drift og sagde, at hans ni trælle var blevet dræbt, og at han ikke mente, der var udsigt til at finde arbejdsfolk. Odin kaldte sig Bølværk. Han tilbød at udføre ni mands arbejde for Bauge, men han ville have en tår af Suttungs mjød som løn. Bauge sagde, at han ikke havde adgang til mjøden, og fortalte, at Suttung ville have den for sig selv. Han sagde dog, at han ville drage med Bølværk for at prøve, om de kunne få tag i mjøden.

Om sommeren udførte Bølværk ni mands arbejde for Bauge, men da vinteren kom, bad han Bauge om sin løn. Så drog de begge hen til Suttung. Bauge fortalte Suttung — sin bror — om sin handel med Bølværk, men Suttung nægtede dem bestemt så meget som en dråbe af mjøden. Da sagde Bølværk til Bauge, at de måtte prøve, om de kunne få fat på mjøden med list, hvilket Bauge gik med til. Så fremdrog Bølværk det bor, der kaldes Rate, og sagde, at Bauge skulle bore i bjerget, hvis ellers boret ville bide. Det gjorde han. Så sagde Bauge, at bjerget var gennemboret, men da Bølværk pustede i borehullet, føg skærverne imod ham. Da indså han, at Bauge var ude på at svige ham, og han bad ham bore igennem bjerget. Bauge borede igen, og da Bølværk pustede for anden gang, føg skærverne indad. Så antog Bølværk slangeskikkelse og smuttede ind i borehullet. Bauge stak efter ham med boret, men ramte ikke.

Bølværk kom derhen, hvor Gunlød var, og lå hos hende i tre nætter, hvorpå hun tillod ham tre slurke af mjøden. I den første slurk tømte han hele Odrører, i den anden hele Bodn og i den tredje hele Son — da havde han al mjøden. Så antog han ørneskikkelse og fløj derfra så hurtigt som muligt. Da Suttung så ørnens flugt, antog han ørneskikkelse og fløj efter ham, men da aserne så, hvordan Odin kom flyvende, satte de deres kar ud på gårdspladsen, og da Odin kom ind i Asgård, gylpede han mjøden op i karrene. Suttung var da kommet så nær ham, at han kunne nå ham, så Odin sendte noget af mjøden bagud, men den samlede man ikke op, og enhver der ville, kunne tage den — og det kalder vi de dårlige skjaldes andel.

Men Odin gav aserne og de mennesker, der kunne digte, Suttungs mjød. Derfor kalder vi skjaldskaben for Odins Fangst eller Fund eller Drik eller hans Gave eller Asernes Drik.

---

Noter: