Lig-Lodin (CCR/FM)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Udvalgte tekster fra
Grønlands historiske mindesmærker
Fortællingen om Lig-Lodin
(»Sammendrag af Beretningerne om Lig-Lodin«)
paa dansk ved
Indledning
Disse Beretninger ere kun adspredte Levninger af andre vidtlöftigere, som nu ere tabte, men fordum indeholdtes i en gammel Fortælling, kaldet Tosta Þáttr (Fortællingen eller Sagn-Afdelingen om Toste, den engelske Hong Harald Godvinsöns bekjendte Broder og Fjende), hvilken Björn Johnsen i hans Grönlands Annaler nævner som sin Kilde, men nu ikke haves complet. Vi kjende kun enkelte Fragmenter af den, indflikkede i visse Recensioner af Fortællingen om Heming Aslaksön (Þáttr af Hemingi Áslákssyni); see Sagabibliotheket III, 356-358. Dets Forfatter har kjendt og benyttet Fortællingens Begyndelse i Flatöbogen, samt een af dens Fortsættelser, nemlig den som haves i det Arna-Magnæanske Papiirs Haandskrift Nr. 65, i Folio (blandt de Suhmske 148 Fol.), hvilken Torfæus ogsaa har kjendt. I ingen af disse indeholdes noget om Grönlænderen Lika-Loðin, hvorfor vi have gjort os megen Umage for at eftersee alle de gamle Haandskrifter, hvori noget om ham kunde, med Rimelighed, ventes at forekomme. I den ovenfor II, 610, beskrevne Membran, Hrokkinskinna, fandt vi Begyndelsen til Fortællingen om Toste, men afbrudt og ufuldstændig. Ligeledes opdagede vi en Fortsættelse af samme Fortælling, i det Arna-Magnæanske Pergaments Haandskrift 544, i 4to, beskrevet her ovenfor I, 343-346, hvori den af Björn Johnsen omhandlede Lodin virkelig nævnes, paa en Maade som stemmer overeens med hans Uddrag, men det meste af dette Stykke sees desværre at være bortkommet af Membranen. Da intet videre hertil hörende fandtes i Skindbögerne, udvidede vi Undersögelsen til Papiirs-Haandskrifterne, og fandt da en Afskrift, tagen i sin Tid af Asgeir Johnsen af nogle Fragmenter af Hemings Þáttr, i den Arna-Magnæanske Samling 326 b, indfört strax bagefter samme Fortællings Udskrift af Flatöbogen ved samme Haand, men uden Tvivl tagen af en anden Membran, rimeligviis den ovenom-meldte Arna-Magnæanske, thi det lille Stykke i den , hvor Lodin nævnes, som vi have collationeret med Afskriften, stemmer ganske overeens med den, paa tvende Ord nær, herra for vera, hvilket Afskriveren muelig har villet læse paa tidtmeldte Maade, da det ikke er ganske tydeligt, samt má for verð. Denne mærkelige Afskrift (ligesom ogsaa dens Original) har hidindtil været vore Historikere aldeles ubekjendt, hvorfor P. E. Müller har udarbejdet sit Uddrag af Slutningen af Fortællingen om Heming, efter Torfæus's Beretninger (Hist. Norveg. III, 371 o. f.), der blot grundedes paa mundtlige Sagn, som endnu i hans Tid vare i Omlöb. Den indeholdes (fra Tostes förste Forsög paa at overtale Kong Harald Sigurdsön til Englandstoget) deels i den sidst omhandlede Afskrift, deels i Membranen 544.
Först meddele vi her Björn Johnsens Sammendrag af Fortællingen om Lig-Lodin af hans Grönlands Annaler, da det maa være os klart, at han har havt en meget udförligere Original for sig, end nogen af dem vi nu kjende, og som saaledes maa formodes for længst at være aldeles tabt. Til Grund for vor Text have vi lagt Exemplaret Nr. 115 i 8vo), og jevnfört det med de övrige som haves i den Arna-Magnæanske Samling, samt ere beskrevne her ovenfor I, 84-85.
Det andet Brudstykke eller Uddrag er taget af det Arna-Magnæanske, ovenfor beskrevne Papiirs-Haandskrift, Nr. 326 b i 4, og Slutningen deraf jevnfört med Membranen 544 i 4to, som, forsaavidt Levninger af Texten haves, sees at have været ganske overeensstemmende dermed, efter hvad vi ovenfor have udviklet, og bemærke kun endvidere, at det samme Resultat viser sig ved begge Haandskrifters Jevnförelse i det fölgende, lige til Slutningen af den saakaldte Hemings-Þáttr, i hvilken Uddrag af tvende ældre Fortællinger, om Toste og om Lodin, synes af dens Forfatter at være blevne indskudte.
Den Tid, hvori de her beskrevne Tildragelser skete, er uden al Tvivl Aaret 1066. Da foretog Kong Harald Sigurdsön af Norge, kaldet den Haardraade, i August Maaned, sit sidste ulykkelige Orlogstog mod Kong Harald Godvinsön, (ophidset dertil af dennes Broder, Jarlen Toste eller Tostig), for at fravriste ham den engelske Trone.
Den norske Konge faldt i Slaget ved Stanford eller Batlebridge, i Nærheden af York, den 25de September næstefter. Efter Björn Johnsens Uddrag synes den grönlandske Skibsförer Lodin, som fulgte Flaaden, at have, efter sit Löfte, været behjælpelig ved Kong Haralds og hans Krigeres forelöbige Jordefærd, (thi Kongens Lig blev næste Aar höitidelig fört tilbage til Norge).
Hvorledes det siden er gaaet denne Lodin, som formodentlig, efter fuldfört Handelsreise, har vendt tilbage til Grönland, er aldeles ubekjendt.
A. Björn Johnsens Sammendrag.
I denne Iis fra de nordlige Havbugter1) ere stedse de fleste Skibe fordum forgaaede, hvorom meget berettes i Fortællingen om Toste, thi Lig-Lodin fik sit Ögenavn deraf, at han tit om Sommeren bereiste de nordlige Ubygder, og förte tilbage med sig til Kirken de menneskelige Lig, som han fandt i Huler og Klöfter, hvortil de vare komne fra Isflager eller Skibbrud, men hos dem laa ofte ridsede Runer om alle de Tildragelser ved deres Uheld og Lidelser2) .
Denne grönlandske Mand, Lig-Lodin, var klog og vidste meget. Han seilede en Sommer med sit Skib fra Grönland, og mödte Kong Harald Sigurdsön paa hans Reise til Syderöerne3) med Toste Træspyd4) , Godvins Sön. Kongen spurgte ham om Nyheder, men Lodin fortalte ham mange; dog syntes Kongen at de tre Undere, som tildroge sig i tre Dage, vare de mærkværdigste. Det förste var nemlig, at Havet foran dem stod i lys Lue, op imod Himlen, men Lodin seilede over Ilden, hvor Luen var lavest; de havde rask Medbör. Lodin kunde vise Kongen, som Tegn paa Sandheden af hans Udsagn, at begge Skjöderne af hans Seil vare forbrændtes.5) En anden Dag saae de i Luften en Blodsky over Skibet; Blodet faldt ned paa det og störknede; det var i en saadan Mængde, at det strömmede fra Dækket ud i Söen; Lodin kunde vise Kongen det, som det andet Tegn, baade i Skaaler og i Skibet, samt paa Telte og Seil.6) Den tredie Dag saae de i Luften over sig en utallig Mængde af Fugle, der flöi, som fra Norge mod den Kant hvor England laa; de kviddrede alle meget muntert, hver med sin Stemme, og flöi af alle Kræfter frem paa deres Bane; dette var tidlig om Morgenen. Men om Aftenen havde Lodin med sine Skibsfolk faaet nogle Øer i Sigte;7) da forekom det dem som om den samme Sværm af Fugle kom flyvende fra Vest mod Øst, hen ad Norge til, samt at de da alle vare hovedlöse og tause, og at Flugten faldt dem meget besværlig.8) Kong Harald blev sörgmodig herover, men Toste tillod Lodin ikke at tale (mere) offentlig med Kongen. Dog blev det hemmelig afgjort mellem Kongen og Lodin, at Lodin skulde seile bag efter Flaaden, for at jorde Kongens Mænd, hvis det skulde behöves, hvilket og virkelig blev Tilfældet.9) Disse Tegn og Undere skete förend Kong Harald blev skilt ved Livet10) , thi han faldt der, tilligemed Toste, i England, og fik al Ulykke for hans onde Tilskyndelses Skyld, eftersom den ovenmeldte Fortælling udviser.
B. Et andet Uddrag fra Middelalderen.
Man har sagt, at da Kongen laae ved Suleöerne11) , kom der en Grönlandsfarer sejlende fra Havet. Det Skib förtes af en Mand som kaldtes Lig-Lodin, fordi han havde fört Finn Fegins12) og hans Skibsfolks Lig fra Finsboder, som ligge östen for Jöklerne paa Grönland13) , efter Kong Olaf den Helliges Budskab14) , fordi denne Finn var en Sön af Ketil Kalf til Ringenes15) paa Hedemarken og Gunild, Kong Olafs Söster. De (Ankommende) satte en Baad ud, og roede til Kongens Skib. Lodin hilsede Kongen, som spurgte hvor længe de havde været i Söen. Lodin svarede: “7 Nætter.”16) Kongen spurgte: “Have I der bemærket noget usædvanligt nyt?” Lodin svarede: “Ikke noget, som nu forekommer mig forunderligt.” Da vendte hans Reisefæller Baaden.17) Kongen sagde da: “Dine Mænd synes ikke at du siger sandt, men siig det da nu.” Lodin svarede: “Da vi havde sejlet to Nætter fra Kysten18) , saae vi en brændende Ild af den Længde, at vi ikke kunde öine Ende paa den til nogen Kant; den var blaae som en Lue. Vi havde den bedste Bör, men kunde ikke sejle forbi Ilden; jeg besluttede da at seile over Ilden, hvor vi kom til den, og hvor Flammen var lavest. Vi …. Hede af Ilden og begge Seilskjödene brændte og ….. Skjödene og Ligene med nyt ….. grönlandsk ……19) Og da vi havde sejlet ....20) …. en tyk Sky over vort Skib; dermed fulgte et saadant Mörke, at man ikke kunde see sine egne Hænder. Da hörte vi et svært Knald21) og jeg saae op mod Luften; der var Skymassen splittet ad, og Blod dryppede ned fra den, fra begge (Aabningens) Sider..... som i et heftigt Vandfald, og denne Blodström kom over vort Skib, og jeg lod sætte der under... Det Blod kan man endnu see her, og det er nu löbet sammen, siden det blev koldt, thi det var varmt, da det kom ned”22) . Og da vi endvidere havde seilet 3 Dögn hörte vi et stort Gny, og saae da mange Fugle flyve, hvis Navne jeg kjender fra Norge23) . De flöi næst os som vare…24) . De gjaldede og klukkede med megen Glæde. Denne Flugt varede uophörlig hele tre Timer,25) saa at man for dem ikke kunde see den klare Himmel, og dog flöi aldrig de samme Fugle tilbage. Derefter sejlede vi i to Dögn, indtil vi kom til Land i Gaar aftes; da saae vi de samme Fugle flyve vestenfra, men da vare alle de störste Fugle borte; nu flöi disse alle tause og ligesom sörgmodige, og da de kom til Landet, adspredtes de, og satte sig hist og her.26) Nu har jeg ikke mere at fortælle eder.” Kongen sagde: “Dette vilde du dölge for mig, da du sagde at du ikke havde seet noget (mærkværdigt).” Lodin svarede: “Det sagde jeg af den Grund, at det, som jeg havde seet, forekom mig ikke længer underligt, efter at jeg havde faaet at vide at I havde besluttet eders Bortrejse fra Landet.” ”Hvorfor?” spurgte Kongen. Lodin svarede: “Fordi at I ikke vil komme hid tilbage, men det er sandsynligt at vidunderlige Varsler forkynde slige Hövdingers Död.” Kongen sagde: “Vil du fölges med mig, Lodin!” Lodin svarede: “I maa raade, men jeg kommer til at afhente de af eders Krigeres Lig som falde….27) . Jeg vil nok kunne skaffe mig dygtigere Folk (Krigere) saa længe jeg lever, men dog maa du tage med, da du lader som om du veed Besked om vort Togs Udfald. Da sagde Kongen: “Anseer du, Toste, dette for virkelige Varsler?” Toste svarede: “Dersom en troværdig Mand havde seet det, vilde jeg have anseet det for vidunderligt.”28) Lodin sagde da: “Det vilde være mange Penge værdt, at du, Toste, ikke förte flere Lögne mellem Lande end jeg gjör.” Kongen gav Lodin Orlov.29)
Anmærkninger:
1) Grændsende til de grönlandske Kyster.
2) Det Stykke, hvoraf Björn Johnsen har gjort disse mærkelige Uddrag, findes nu ikke mere i noget af de Fragmenter, som haves af den gamle Tosta-Þáttr. Anledningen til Lodins Navn fortælles her anderledes end i det næstfölgende gamle Uddrag eller Brudstykke. Noget lignende om de sædvanlige Omstændigheder ved Skibbrud paa Grönland forekommer dog (men fra noget sildigere Tider) baade i Fortællingen om Einar Sokkesön og i Gudmund den Godes Saga, hvilke Beretninger vi siden skulle meddele vore Læsere.
3) Efter andre Beretninger kom Kong Harald Sigurdsön ikke, paa dette Tog, til Syderöerne, men vel til Shetlands- og Ørkenöerne, hvilke Forfatteren eller Björn Johnsen have forvexlet med hine. Grönlands- og Islands-farerne see sædvanlig de sidstnævnte Øer paa Reisen til Norges sydligere Kyststrækning og her har da formodentlig, efter nærværende Uddrag, Lodins Skib mödt Kong Haralds Flaade.
4) Dette Tostes Tilnavn forekommer kun, saavidt vi vide, i disse Fragmenter af Tosta-Þáttr og i Fortællingen om Heming Aslaksön, i hvilken hin er bleven indflikket. Saaledes bar Wilhelm, Hertug af Normandiet, det noget lignende Tilnavn Langspyd.
5) At den underjordiske Ild tit er opkommen i Havet mellem Island og Grönland, især uden for Reikjanes, selv i det næstafvigte og indeværende Aarhundrede, er almindelig bekjendt. See f. Ex. heroverfor I, 143-144. Skippere, som havde skullet seile til Island eller Grönland tidlig i Foraaret 1783, vilde være komne i alt for stor Fare ved at komme denne Havbrand for nær. De kom först til disse Farvande efter at det egentlige Udbrud var sket. Dog mödte de en forfærdelig Rög i en Afstand af 6 til 8 Mile fra Brandstedet, men Pimpstene, som hindrede Skibenes Gang, bedækkede Havet, selv i 30 Miles Frastand. En Klippeö, da i fuld Brand, (som nogle forbiseilende antoge for at være en Miil i Omkreds), var i denne Natur-Revolution opkommen af Söen, men sank igjen inden et Aars Forlöb. See M. Stephensens Beretning i Philosoph. Schilderung von Island S. 386 (og paa flere Steder), hvor det og ommeldes at Söfarende i Aaret 1783 bemærkede et Ilds-Udbrud i Havet mellem Grönland og Island; jfr. de Berlingske Tidender for s. A. Nr. 96 o. fl. Jeg, Finn Magnusen, har selv, i Aaret 1814, paa en Söreise fra Kjöbenhavn til Island, omtrent i S. O. derfra, været Vidne til at Skibets Dæk og Takkelage vare bedækkede med en fra Luften nedfalden fiin, rödagtig Aske, som da af alle meentes at være kommen fra en Vulkan, enten fra Island eller Grönland, eller og i det nordlige Ishav. I Island selv mærkedes da og det samme Askefald, men intet vulkansk Ildsudbrud der i Landet.
6) Ogsaa den her (maaskee noget overdrevent) skildrede Begivenhed har været fuldkommen naturlig. At den saakaldte Blodregn, som saa tit har forfærdet overtroiske og vankundige Folk, har forskjellige physiske Aarsager, er nu tilstrækkelig bekjendt. Vulkanske Udbrud ledsages gjerne af besynderlige, meget heftige, Regnbyger, Ilinger eller Skybrud, i hvilken Svovelstöv og fiin rödagtig Aske blandes med Vandet; her har vel dette givet Anledning til Regnvandets Tykhed og röde Farve. Ved Ildsprudningen i Island 1783 fremkom megen Lava, som tildeels var mörkeröd eller blodröd.
7) Disse Øer vare vel enten Færöerne eller Shetlandsöerne, som sædvanlig sees af de tilbagevendende Islands-og Grönlandsfarere.
8) Det her beskrevne formeentlige Mirakel eller Varsel, behöver vistnok ingen videre Forklaring.
9) Intet af det her berettede haves nu i de af os leverede, Levninger af Tosta-Þáttr.
10) Snorre Sturlesön bemærker, at man har fortalt mange underlige Begivenheder, som antoges for Varsler för et ulykkeligt Udfald af Harald Haardraades forvovne Tog til England, men han fortæller af alt sligt kun tre Drömme, som i sig selv vare naturlige nok under saadanne Omstændigheder. Jfr. det næstfölgende Brudstykke.
11) Suleöerne, to i Tallet, beliggende uden for Sogn, kaldtes fordum Sólundar, og den tilgrændsende Deel af Nordsöen efter dem Sólundarhaf. Fra disse Øer var det at Kong Haralds norske Orlogsflaade begyndte det ommeldte Tog mod England. Derfor har vel den, som her har indrykket et Brudstykke af en ældre og vidtlöftigere Fortælling om Lika-Lodin, berettet at denne kom til Flaaden ved de nævnte Øer, hvorimod vi ansee den afvigende Underretning hos Björn Johnsen om dette Punkt for sandsynligere.
12) Tilnavnet fegin betyder glad, fornöiet. Jvf. Anm. 5
13) Om dette Sted komme vi nærmere til at handle i Anmærkningerne til Ivar Beres Beskrivelse over det gamle Grönland samt vore hertil hörende Undersögelser.
14) Originalens boð kan, ligesom det nydanske Bud, baade betyde Befaling og Budskab.
15) Nu Ringnes i Stange Sogn. Denne Finn har saaledes formodentlig været af den samme Slægt som Ketil Kalfsön, der handlede paa Grönland omtrent 100 Aar efter Finn Fegins Död (hvorom mere i Fortællingen om Einar Sokkesön og sammes Indledning, samt Anm. 18.
16) Eller (som vi udtrykke os) Dage. Mulig er her en Skrivefeil indlöbet, nemlig VII for XII eller XVII. Dog kan det tænkes at Meningen er: siden Lodin sidst havde seet (eller forladt) Grönlands Kyst eller og at Lodin (hvilket her er det sandsynligste) sidst havde taget fra Island men ikke lige fra Grönland. Da vilde Tidsrummet af 7 Dage, med en nogenlunde god Vind, være meget vel passende for en Reise til Sogn i Norge, og dog endnu bedre for Sejladsen til Shetlands- eller Ørkenöerne; jfr. Anm. 1, samt ovenfor S. 660-61.
17) Udtrykket vindu i Originalen er noget utydeligt; enten vendte Folkene Baaden eller de heldede den til Siden (maaskee for at det formeentlig nedregnede Blod ikke skulde sees af Kongen).
18) Enten Grönlands eller Islands Kyst. See ovenfor, Anm. 6.
19) Her ere adskillige Ord borte af Texten og Meningen saaledes fuldkommen utydelig. “Nyt Grönlandsk ....” skal vel betegne et Slags stærkt i Grönland forfærdiget Töi, lignende det i Norge, efter Diplomer af 1337, i Middelalderen gangbare Ízlenzka, Islandsk, d.e. Töi, der ellers kaldtes Pakkevadmel, som Seildug eller Vadmel hvormed Sejlene bleve ögede, men Ligene (?) indviklede deri. Maaskee Lodin ogsaa den Gang, som tiere, förte anseelige ved Grönlands Udbygder forliste Personers Lig med sig tilbage til Norge. Om den her beskrevne Ilds naturlige Beskaffenhed kunne vi ellers henvise til vor 4de Anmærkning ved Björn Johnsons næstforegaaende Uddrag.
20) Her har formodentlig Dagetallet været utydeligt for Afskriveren.
21) Et saadant pludseligt Mörke, foranlediget af Aske og Svovelstöv, (der i Förstningen vise sig som tykke Skyer), samt dermed fölgende Knald ledsage som oftest vulkanske Udbrud.
22) Om denne Blodregn (som dog maaskee her, i en Bearbejdelse af Fortællingen som er sildigere end den oprindelige, synes at være skildret med vel stærke Farver) see ovenfor S. 661 Anm. 6.
23) Originalens Stiil er her noget besynderlig eller utydelig, men Ordene kunne dog neppe have nogen anden Mening.
24) Maaskee her er udeladt “de störste” eller noget sligt.
25) I Originalen eykt ellers vel ogsaa öikt, hvoraf det endnu brugelige Færöisk-Nordlandsk Ökt, den övrige norske Almues Ögt o. s. v. — et Tidslöb af 3 Timer, af hvilke 8 udgjorde en naturlig Dag.
26) Jfr. ovenfor S. 758, hvor det hedder at Fuglene syntes at være hovedlöse (eller uden Hoved). Dette m. m. viser at den Tosta Þáttr, som Björn Johnsen har benyttet, her (som paa flere Steder) har været forskjellig fra de Brudstykker af den, som vi nu kjende.
27) Afskriveren har her sikkert udeladt Navnet paa den Mand, hvem den fölgende Replik bör tillægges, nemlig enten Kong Harald eller ogsaa Toste.
28) Nærmest efter Ordet: noget nyt. Efter andre Beretninger synes Toste, med sine Tropper, at være kommen fra Flandern til England, og at have forenet sig der med sin Bundsforvandt; men det er fuldt saa sandsynligt at de, efter tidligere Aftale, have truffet hinanden ved Shetland eller Ørkenöerne, thi paa begge disse Steder havde den norske Flaade ligget stille i nogen Tid.
29) Enten dette skal betyde: for den Gang, eller for den hele, ham för paalagte Reise, kunne vi ikke bestemt sige. Mulig har Lodin solgt sin Ladning i Norge og derefter (hvis man antager den udförligere Original, hvoraf Björn Johnsen tog sine Uddrag, ogsaa for troværdigere) begivet sig til England, for nærmere at erfare Udfaldet af Kong Haralds Krigstog, og i fornödne Tilfælde at kunne opfylde sit ham givne Löfte om at sörge for hans faldne Krigeres Begravelse.
