Færingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer    Islændingesagaer

Færingernes saga

Færeyinga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Færeyínga saga udgivet af C. C. Rafn, Kjøbenhavn, 1832

---

1.

Der var en mand, der hed Grim Kamban; han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald den Hårfagres tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb; nogle af dem slog sig ned på Færøerne, og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.

2. Trond tager til Danmark

Der var en mand, der hed Torbjørn; han blev kaldt Gøteskæg, og han boede på Østerø på Færøerne. Hans kone hed Gudrun, og de havde to sønner; den ældste hed Torlak, den yngste Trond. De var lovende mænd. Torlak var både stor og stærk; det blev Trond også som voksen, men der var stor aldersforskel på brødrene. Trond var rødhåret, havde fregner i ansigtet og et bistert udseende. Torbjørn var velhavende, men gammel, da dette gik for sig. Torlak giftede sig dér på øerne, men boede dog hjemme hos sin far i Gøta. Kort tid efter at Torlak var blevet gift, døde Torbjørn Gøteskæg, og han blev båret ud og højlagt efter gammel skik, for dengang var alle Færøerne hedenske. Hans sønner skiftede arven mellem sig, men de ville begge have gården hjemme i Gøta, for det var en meget værdifuld ejendom. De trak lod om den, og Trond vandt. Torlak bad efter skiftet Trond om at måtte få hjemmegården, så kunne Trond til gengæld få mere løsøre, men det ønskede Trond ikke; så rejste Torlak derfra og skaffede sig et andet sted at bo dér på øerne. Trond udlejede jorden i Gøta til en række folk og tog en meget høj leje, og om sommeren kom han på et skib, men havde kun få varer med sig. Han rejste til Norge og fik vinterophold på en gård, men virkede hele tiden tungsindig. Dengang regerede Harald Gråfeld i Norge.

Den følgende sommer fulgte Trond med nogle folk på et handelsfartøj sydpå til Danmark og ankom til Haløre denne sommer. Der var mange folk til stede dér, og det siges, at her samles den største menneskemængde i de nordiske lande, så længe markedet varer. Danmark blev dengang styret af kong Harald Gormsøn, som blev kaldt Blåtand. Kong Harald opholdt sig om sommeren på Haløre med et stort følge.

Der omtales to af kongens hirdmænd, som var dér sammen med ham, og den ene hed Sigurd, den anden Hårek. Disse brødre gik jævnligt omkring på handelspladsen for at erhverve sig den bedste og størst mulige guldring. De kom til en bod, som var særlig flot indrettet; dér sad en mand, som tog vel imod dem og spurgte, hvad de ønskede at købe. De sagde, at de ville købe en stor og god guldring. Han sagde, at her fandtes et godt udvalg. De spurgte, hvad han hed, og han kaldte sig Holmgeir den Rige. Han finder nu sine kostbarheder frem og viser dem en diger guldring, som var meget værdifuld, men den var så dyr, at de ikke syntes at kunne se, hvordan de lige på stedet skulle kunne skaffe så meget sølv, som han forlangte, og de bad ham om frist til den følgende morgen, og det tilstod han dem. Om morgenen forlod Sigurd deres bod, mens Hårek blev tilbage; lidt senere står Sigurd uden for teltdøren og siger: »Hårek — min bror!« sagde han, »— ræk mig hurtigt pungen, som indeholder det sølv, vi har tænkt os at bruge på at købe ringen, for nu er vi enige om handlen, men vent du nu her i mellemtiden og hold øje med boden her!« Nu rækker han ham sølvet ud gennem teltåbningen.

3. Tronds råd

Ikke længe derefter kom Sigurd ind i boden til sin bror og sagde: »Find nu sølvet; nu er vi enige om handlen.« Han svarer: »Jeg gav dig sølvet lige før.« »Nej,« siger Sigurd, »— det har jeg ikke modtaget.« Nu skændes de om dette. Derpå fortæller de det til kongen; kongen, såvel som andre, forstår nu, at de er blevet frastjålet pengene. Nu nedlægger kongen rejseforbud, således at intet skib måtte sejle derfra, som sagen stod. Mange fandt — ganske rigtigt — at det var særdeles uheldigt fortsat at skulle opholde sig dér, når markedet var slut.

Nordmændene holdt da møde for at rådslå. Trond var med til dette møde og sagde: »Folk her er meget rådvilde.« De spørger ham: »Har du et godt råd her?« »Javist!« siger han. »Så kom med dit råd!« sagde de. »Det bliver ikke gratis,« siger han. De spørger, hvad han forlanger. Han svarer: »Hver af jer skal give mig en øre sølv,« siger han. De mente, at det var dyrt, men de handlede på de vilkår, at hver af dem skulle give ham en halv øre i hånden og den andel halvdel senere, såfremt dette fik fremgang. Og dagen efter holdt kongen ting, hvor han sagde, at man ikke kom derfra, før man fik opklaret dette tyveri. Så tager en ung mand ordet — han var langhåret og rødhåret og fregnet og noget bister at se på — og siger: »Folk her er noget rådvilde,« sagde han. Kongens rådgiver spørger, om han da ser en udvej. Han svarer: »Det er mit råd, at hver en mand, som er mødt her, afleverer så meget sølv, som kongen bestemmer, og at den sum samles på ét sted, så man kan give erstatning til dem, der har lidt tab. Så kan kongen få det overskydende til hæder. Jeg véd, at han vil sørge godt for det, der bliver ham til del, og så behøver folk ikke ligge som vejrfaste her — så stor en menneskemængde, som her er samlet — til ingen nytte.« Dette vandt hurtigt støtte i flokken, og folk sagde, at de gerne ville yde et bidrag til kongens hæder hellere end at måtte sidde dér til ingen nytte. Dette råd blev fulgt, og denne sum blev indsamlet. Det var en formue.

Straks efter dette sejlede en stor mængde skibe derfra. Så holdt kongen ting, og man betragtede denne vældige sum, og brødrene fik af disse penge erstatning for deres tab. Så drøftede kongen med sine mænd, hvad man skulle stille op med alle disse penge. Da tog en mand ordet og sagde: »Min herre!« sagde han, »— hvad mener du, at den mand har fortjent, som rådede til dette?« De så nu, at den unge mand, der var kommet med rådet, stod foran kongen. Da sagde kong Harald: »Hele denne sum skal deles i to, hvoraf mine mænd skal have den ene halvdel; så skal den anden halvdel igen deles i to, og denne unge mand skal have den ene halvdel, og så skal jeg tage mig af den anden.« Trond takkede med smukke og milde ord kongen for dette; det var så stor en sum, der tilfaldt Trond, at den knapt kunne tælles i mark. Kong Harald sejlede derfra sammen med hele den menneskemængde, der havde været til stede.

Trond drog tilbage til Norge med de norske købmænd, som han var kommet sammen med, og de betalte ham det beløb, som han havde forlangt, og han købte dér et stort og godt handelsfartøj, som han lastede med de mange varer, han havde skaffet sig på denne færd. Han fører nu dette skib til Færøerne og ankommer i god behold med alle sine værdier, og nu slår han sig om foråret ned i Gøta og mangler ikke midler. Trond var stor af vækst, rødhåret og rødskægget, fregnet, bister at se på, tungsindig, snu og svigefuld, umedgørlig og hård over for almuen, men slesk over for mere betydningsfulde mænd og altid bedragerisk.

4. Sigmund Bresteson og Tore bliver født

Der var en mand, der hed Havgrim; han boede på Suderø på Færøerne. Han var en mægtig, men stridbar mand og velhavende. Hans kone hed Gudrid, og hun var Sneulfs datter. Havgrim var høvding over halvdelen af øerne, og han havde denne halvdel i len af kong Harald Gråfeld. Havgrim havde et heftigt sind, og man kaldte ham ikke en klog mand. Hans hjemmemand hed Einar og blev kaldt Einar fra Suderø. En anden mand, som dengang var hos Havgrim, hed Eldjarn Kamhat; han var løs og grov i munden, tåbelig og ondsindet, doven og snagende, løgnagtig og nedrakkende.

I sagaen omtales to brødre, som boede på Skuø. Den ene hed Breste, den anden Beine; de var sønner af Sigmund. Deres far — Sigmund — og Tronds far — Torbjørn Gøteskæg — var brødre. Breste og Beine var gæve mænd, og de var høvdinge over den anden halvdel af øerne, som de havde i len af jarl Håkon Sigurdson, som dengang havde magten i Trondheimen. Breste og Beine var jarl Håkons hirdmænd og hans kære venner. Breste var større og stærkere end andre, og i kampduelighed overgik han enhver, som dengang boede på øerne; han var en flot mand og rask til alle idrætter. Beine mindede på mange måder om sin bror, men var dog ikke dennes lige. De havde ikke meget med Trond at gøre, selv om der var et nært slægtskab mellem dem. Brødrene var ikke gift, men de havde friller; Brestes frille hed Cecilia, og Tora var navnet på hende, der fulgte Beine. Brestes søn hed Sigmund, og han blev tidligt et godt mandsemne. Beines søn hed Tore og var 2 år ældre end Sigmund. Brødrene ejede også en gård på Dimun, men det var en mindre ejendom. Brødrenes sønner var ganske unge, da dette fandt sted.

Havgrims svigerfar — Sneulf — boede på Sandø, men stammede fra Suderøerne; han flygtede fra Suderøerne til Færøerne, da han blev anklaget for drab og vold. Han havde tidligere i livet været i viking, og han var endnu hård og voldsom at have med at gøre.

5. Voldsværk på Færøerne

Der var en mand, der hed Bjarne, som boede på Svinø og blev kaldt Svinø-Bjarne. Han var en dygtig bonde og havde en stor ejendom. Han var snu mand og morbror til Trond i Gøta. Færingernes tingsted lå på Strømø, hvor man nu finder den havn, der kaldes Torshavn. Havgrim, der boede på Suderø på den gård, der hedder Hov, var en stor ofringsmand, for dengang var alle Færøerne hedenske.

Et efterår skete det hos Havgrim Bonde, at Einar fra Suderø og Eldjarn Kamhat sad ved ilden og sved fårehoveder, og de indledte da en mandjævning; Einar holdt på sine slægtninge Breste og Beine, mens Eldjarn holdt på Havgrim og påstod, at denne var bedre. Det endte med, at Eldjarn sprang op og slog efter Einar med den træstok, han havde i hånden; slaget traf Einar på skulderen, så det gjorde ondt. Einar fik tag i en økse og slog Kamhat i hovedet, så blodet sprang, og han mistede bevidstheden. Da Havgrim fandt ud af, hvad der var sket, jog han Einar væk og bad ham tage til sine slægtninge på Skuø, når han nu havde holdt på dem, »— og før eller siden,« siger Havgrim, »— vil det nok gå sådan, at vi kommer til at tage livtag med Skuøfolkene.« Einar tog derfra og kom til brødrene og fortalte dem, hvad der var sket. De tog vel imod ham, og han opholdt sig dér om vinteren og blev behandlet godt. Einar beder sin slægtning Breste, om at føre sagen for ham, og det gør han. Breste var en klog og lovkyndig mand.

Om vinteren sejler Havgrim til Skuø; han opsøger brødrene og spurgte, hvordan de agter at godtgøre den skade, som Einar har påført Eldjarn Kamhat. Breste svarer, at de skulle overdrage sagen til de bedste mænds dom, så de blev forligte til alles tilfredshed. Havgrim svarer: »Der bliver ikke noget forlig mellem os, medmindre jeg alene må bestemme.« Breste svarer: »Det er ikke et forlig til alles bedste, og det kommer ikke på tale.« Havgrim stævnede derpå Einar til Strømøtinget, og dermed skiltes de. Breste havde lyst overfaldet — det, som Kamhat havde udsat den sagesløse Einar for — umiddelbart efter hændelsen.

Nu møder begge parter mandstærkt på tinget, og da Havgrim gik i retten og agtede at fremføre anklagerne imod Einar, gik brødrene — Breste og Beine — frem fra den modsatte side med en stor flok, og Breste gendrev Havgrims anklage ved at erklære Kamhat for uhellig i henhold til gammel landslov, fordi han havde slået en sagesløs mand, og således spildte han Havgrims sag, da han sagsøgte Eldjarn til fredløshed og fuld bod. Havgrim sagde, at dette skulle blive hævnet. Breste svarede, at det var han rede til, og at han ikke var bange for hans trusler. Dermed gik de hver til sit.

6. Trond lægger planer imod Breste og Beine

Ikke længe herefter tager Havgrim hjemmefra i følge med seks mand, og hans kone — Gudrid — var også med, og de tog et skib og sejlede til Sandø. Dér boede hans svigerfar — Sneulf, Gudrids far — men da de ankom til øen, så de ingen folk ude på gården og heller ikke ude på øen. De går nu op til gården, men ser ingen folk. De går ind i stuen, hvor der er stillet borde an med både mad og drikkevarer, men folk ser de ingen af. Dette undrede dem, men de blev dér om natten. Den følgende morgen gjorde de klar til at tage af sted og sejlede langs med øen. Da blev et skib roet imod dem fra den anden ende af øen; det var fuldt besat af folk, og de genkendte dér Sneulf Bonde og alle hans husfolk. Havgrim roede da hen til dem og hilste sin svigerfar — Sneulf — men denne var tavs. Så spurgte Havgrim, hvilke råd Sneulf kunne give ham i sagen mod Breste, så han kunne genvinde sin ære. Sneulf svarer: »Du bærer dig ilde ad,« siger han, »— ved uden anledning at gå imod bedre mænd end dig selv, når du alligevel altid trækker det korteste strå.« »Jeg havde mere behov for andet end skældud af dig,« siger Havgrim, »— og jeg vil ikke høre på dig.« Sneulf greb et spyd og kastede det efter Havgrim; Havgrim dækkede sig med skjoldet, og spyddet stod fast deri, men han blev ikke såret. Dermed skiltes de, og Havgrim tog hjem til Suderø, og han var ikke tilfreds med sagen.

Havgrim og hans kone — Gudrid — havde en søn, der hed Øssur; han var 9 år gammel og en lovende ung mand, da dette fandt sted. Efter en tid tager Havgrim hjemmefra og til Trond på Østerø, og Trond tager godt imod ham. Nu spørger Havgrim om Tronds mening, og hvad han vil råde ham til i hans sag mod Skuøfolkene Breste og Beine; han kalder Trond den klogeste mand på øerne og siger, at han gerne vil betale for hans hjælp. Trond sagde, at det var mærkeligt sådan at bede ham tage del i svigråd mod sine egne slægtninge, »— og det kan ikke være dit alvor. Jeg forstår også, at du har til hensigt at få andre med i dine planer, men ikke selv vil bidrage med noget, der kan skaffe dig fremgang.« »Sådan forholder det sig ikke,« sagde Havgrim, »— og jeg vil give meget for, at du vil hjælpe mig, så jeg kan komme disse brødre til livs.« Trond svarer: »Jeg skal hjælpe dig med at få ram på brødrene,« sagde han, »— men du skal betale mig, således at jeg hvert forår skal modtage værdien af to køer og hvert efterår to hundreder, og denne gæld skal vare evigt og ikke bortfalde efter din død. Men jeg vil dog ikke tage del i dette, medmindre flere forpligter sig. Jeg vil, at du opsøger Bjarne — min morbror på Svinø — og får ham med på din plan!« Dette går Havgrim ind på og tager derfra til Svinø og træffer Bjarne og beder denne om det samme, som Trond havde lovet ham. Bjarne svarer, at han ikke vil være med til det, medmindre han får noget ud af det. Havgrim bad ham sige, hvad han havde i tankerne. Bjarne sagde: »Hvert forår skal du give mig værdien af tre køer og hvert efterår for tre hundreder i slagtet kød.« Havgrim samtykker i dette og vender dermed hjem.

7. Kamp

Nu skal der fortælles om brødrene Breste og Beine. De ejede to gårde — en på Skuø og en anden på Dimun. Breste havde en kone, der hed Cecilia; hun var norsk af æt. De havde en søn, der hed Sigmund; han var 9 år gammel på denne tid og både stor og gæv. Beine havde en frille, der hed Tora, og en søn med hende, der hed Tore; han var da 11 år gammel og meget lovende.

Det fortælles, at engang da brødrene Breste og Beine var på deres gård på Dimun, skulle de over på øen Lille Dimun; den er ubeboet. Dér holdt de deres får og det kvæg, som de agtede at slagte. Drengene Sigmund og Tore bad om at komme med, og brødrene gav dem lov og tog nu over til øen. Brødrene medbragte alle deres våben. Det fortælles om Breste, at han var både stor og stærk og overgik alle i våbenbrug; han var en klog mand og afholdt af alle sine venner. Hans bror — Beine — var også en fortrinlig mand, men dog ikke sin brors lige. Nu forlod de øen Lille Dimun, og da de var nær den beboede Dimun, så de tre skibe fulde af mænd og våben komme imod sig, og der var tolv mand på hvert skib. De genkendte disse folk, og det var Havgrim fra Suderø og Trond fra Gøta på det andet skib og Bjarne fra Svinø på det tredje skib. De styrede mellem øen og brødrene; disse kunne så ikke komme til deres landingsplads, men fik deres skib op på forstranden et andet sted. Dér fandtes en fjeldknude over brødrene, og den sprang de op på med deres våben, og drengene satte de hos sig på klippen. Fjeldknuden var bred foroven og velegnet til forsvar. Nu ankommer Havgrim og de andre, og de springer med det samme af skibene og op på forstranden ved fjeldknuden, og Havgrim og Svinø-Bjarne går omgående til angreb på brødrene, men disse forsvarer sig godt og mandigt. Trond og hans mandskab gik omkring på forstranden og deltog ikke i angrebet. Breste forsvarede knuden på det sted, hvor det var lettest at angribe, men værst at forsvare. Nu stod dette på en tid, men de var ikke sådan lige at få overvundet. Da sagde Havgrim: »Det var aftalen — Trond! — at du skulle støtte mig, og det var det, jeg betalte dig for,« sagde han. Trond svarer: »Du er en værre slapsvans, når du ikke kan klare to mand med to gange tolv. Men sådan er det med dig; du får altid andre til at være skydeskive, mens du ikke selv tør komme i nærheden, så snart der kræves mandighed. Det var tilrådeligt — såfremt der ellers var nogen dåd i dig — at du gik først imod Breste, mens de andre fulgte efter dig. Ellers ser jeg ikke, at du er til nogen nytte.« Og han opildner ham nu på det kraftigste, og efter dette løber Havgrim op på fjeldknuden imod Breste og støder spyddet imod ham og træffer ham midt på livet og gennemborer ham. Da Breste mærker, at dette er hans banesår, går han fremad mod Havgrim, mens spyddet står igennem ham, og hugger til Havgrim med sværdet, og hugget træffer ham på venstre skulder og gennemkløver skulderen og siden, så armen gik af, og Havgrim faldt død ned fra fjeldknuden med Breste oven på sig, og dér mistede de begge livet.

Nu går de i stedet frem mod Beine, og han forsvarer sig godt, men det endte med, at Beine mistede livet dér. Man siger, at Breste blev tre mands bane, inden han dræbte Havgrim, og Beine blev to mands bane. Efter disse tildragelser sagde Trond, at man skulle dræbe drengene Sigmund og Tore. Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes,« sagde han. Trond svarer: »Hvis de slipper fri,« sagde han, »— kommer de til at volde døden for de fleste mænd, som er til stede her.« Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes mere, end jeg skal,« sagde han. »Dette var heller ikke mit alvor,« sagde Trond, »— jeg ville prøve, hvordan I tog dette. Nu skal jeg yde drengene bod for det, at jeg har været til stede ved dette møde, og indbyde dem til opfostring.« Drengene sad på klippen, og Tore græd, men Sigmund sagde: »Græd ikke — min frænde! — men lad os mindes dette længe.« Herefter forlod de stedet, og Trond lod drengene føre til Gøta, mens Havgrims lig blev ført til Suderø og begravet dér efter gammel skik. Brestes og Beines venner førte deres lig hjem til Skuø, hvor også de blev begravet efter gammel skik. Nu fik man efterretning om dette på alle Færøerne, og alle sørgede da over brødrene.

8. Ravn tager imod Sigmund og Tore

Denne sommer ankom et skib fra Norge til Færøerne, og skibsføreren hed Ravn; han stammede fra Viken og havde sin gård i Tønsberg. Han sejlede ofte til Holmgård og blev kaldt Holmgårdsfarer. Skibet ankom til Torshavn, og da de — købmændene — igen var klar til afgang, skete det en morgen, at Trond kommer dertil på en skude fra Gøta og trækker skibsføreren Ravn til side og siger, at han har to trælleemner, han vil sælge ham. Han svarer, at han ikke vil købe dem ubeset. Trond leder da to skallede drenge frem i hvide kofter; de var kønne at se på, men deres ansigter var opsvulmede af sorg. Da han så drengene, sagde Ravn: »Sig mig — Trond! — er disse drenge ikke sønnerne af Breste og Beine, som I dræbte for nylig?« »Jo, det skulle jeg mene,« sagde Trond. »Dem vil jeg ikke tage,« sagde Ravn, »— og så betale for dem.« »Vi må begge give os lidt,« sagde Trond, »— og her har jeg to mark sølv, som jeg vil give dig, hvis du tager dem med dig herfra, så de aldrig herefter kommer til Færøerne.« Og han hælder nu sølvet i skødet på skibsføreren og tæller det og viser ham det. Ravn synes godt om sølvet, og det ender med, at han tager imod drengene, og nu sejler han til havs, så snart han får gunstig vind, og ankommer til Norge, hvor han ønskede det — østpå ved Tønsberg — og dér opholder han sig om vinteren, og drengene er hos ham og bliver behandlet godt.

9. Om Sigmund, Ravn og Trond

Om foråret klargjorde han sit skib til en færd østpå, og han spørger da drengene, hvordan de har det dér. Sigmund svarer: »Godt — sammenlignet med dengang vi var hos Trond.« Ravn spørger: »Kender I til aftalen mellem Trond og mig?« sagde han. »Den kender vi godt,« sagde Sigmund. »Jeg tror, det er bedst,« sagde Ravn, »— at I tager hen, hvor I vil for mig, og tager det sølv med jer, som Trond gav mig; jeg tænker, det gør bedst nytte, hvis I kan få gavn af det — og I kan jo få det svært nok i et fremmed land.« Sigmund takkede ham og sagde, at det var pænt gjort af ham, således som deres vilkår var.

Nu kan det fortælles om Trond, at han overtager hele magten på Færøerne og alle de værdier og ejendomme, som hans slægtninge — brødrene Breste og Beine — havde ejet, og han tager drengen Øssur Havgrimson til sig og opfostrede ham. Øssur var da 10 år gammel. Nu herskede Trond alene over alle Færøerne, og da vovede ingen at tale ham imod.

10. Om Sigmund

Den sommer, da brødrene Breste og Beine blev dræbt, skete der et høvdingeskifte i Norge; Harald Gråfeld blev fældet fra landet, og jarl Håkon kom i stedet og var da først skattejarl for kong Harald Gormsøn og havde magten på dennes vegne. Da var det ganske slut med Gunhildsønnernes magt; nogle af dem blev dræbt, mens andre flygtede ud af landet.

Nu skal det fortælles om Sigmund og Tore, at de opholder sig 2 år i Viken, efter at Ravn lod dem gå, men så var beløbet, som Ravn havde givet dem, opbrugt, og da er Sigmund 12 år gammel, og Tore 14. De erfarer om jarl Håkons magtovertagelse og beslutter sig nu for at opsøge ham, såfremt det kunne lade sig gøre; de mener, at det rimeligvis kan komme dem til gode, siden deres færdre havde tjent ham. De går nu fra Viken til Oplandene og den vej østefter til Hedemark og nordpå til Dovrefjeld, hvortil de kommer ved vintertid, og de mødes da af sne og kulde. Uden videre omtanke begiver de sig til fjelds, men farer vild og ligger ude i mange nætter uden mad, og da smed Tore sig og bad Sigmund hjælpe sig selv og finde ned fra fjeldet; denne sagde, at enten skulle de begge slippe fra det eller også ingen af dem. Og der var så stor forskel på deres kræfter, at Sigmund tager Tore på ryggen, og så gik det nedefter. Nu blev de begge meget udmattede. En aften kommer de til et dalstrøg på fjeldet, og det fulgte de nu, og endelig kunne de mærke røglugt, og straks efter ser de en gård, hvor de går ind og kommer til stuen; dér sad to kvinder, den ene var gammel, og den anden var en ung pige, men de var begge smukke. De tog pænt imod drengene og trak tøjet af dem og gav dem tørre klæder i stedet, og de gav dem snart mad at spise og fulgte dem i seng og tog sig godt af dem; de sagde, at de ville undgå, at de blev udsat for bonden, når denne kom hjem, for han var godt gnaven, sagde de.

Nu vågner Sigmund ved det, at en mand kommer ind, stor af vækst og klædt i rensdyrskind og med et rensdyr på ryggen; han snusede, rynkede panden og spurgte, hvem der var kommet. Husfruen sagde, at der var kommet to drenge: »— kolde og elendige og så udmattede, at de nær var døde af det.« Han svarer: »Du skal snart få os afsløret, når du sådan tager fremmede folk ind i vores hus — jeg har sagt det så tit!« »Jeg nænnede ikke,« sagde husfruen, »— at lade så smukke mennesker dø lige her ved vores hus.« Bonden faldt ned igen, og de fik noget at spise og gik derpå i seng.

Der var to senge i soverummet; bonden og husfruen lå på det ene leje og bondes datter på det andet, men der var også indrettet plads til drengene dér i rummet. Om morgenen stod bonden tidligt op og sagde til drengene: »Jeg synes — og kvindfolkene ønsker — at I skal hvile jer her i dag, hvis I mener at have gavn af det.« De sagde, at det ville de gerne.

11. Da Sigmund var hos Ulv

Nu var bonden ude om dagen, men kom hjem om aftenen og behandlede Sigmund og Tore med megen munterhed. Den følgende morgen kom bonden til drengene og sagde: »Skæbnen ville, at I kom her til mit hus, og nu forekommer det mig tilrådeligt, at I opholder jer her vinteren over, hvis I synes, det er bedst; kvindfolkene synes godt om jer, og I er kommet langt fra alfarvej, og i alle retninger herfra er der langt til bebyggelse.« Sigmund og Tore takkede bonden for hans tilbud og sagde, at de gerne ville være dér. Bonden sagde, at de skulle lønne kvindfolkene ved at gå dem til hånde, dér hvor der var behov for det. Jeg vil være væk hver dag for at skaffe føden, hvis det ellers vil lykkes for mig.« Nu er drengene dér, og der bliver sørget for dem, og de andre er gode imod dem, og de finder sig godt tilpas, og bonden er ude hver dag. Husene dér var gode og stærke og godt vedligeholdte. Bonden kaldte sig Ulv, hans kone Ragnhild og deres datter Turid; hun var meget smuk og brav. Sigmund og Turid syntes godt om hinanden, og de talte ofte sammen, og bonden og husfruen sagde ikke noget til det.

Nu går vinteren mod enden, og den første sommerdag kommer. Da kom Ulv Bonde for at tale med Sigmund, og han siger: »I har jo været her hos mig i vinter,« sagde han, »— og hvis I ikke synes, at der foreligger andre muligheder end at være her, så skal I have love til det og vokse op her; så kan det være, at der er flere ting i vente for os. Men der er en ting, som jeg vil, at I tager jer i agt for, og det et, at I ikke færdes i den skov, der findes her nord for gården. Det forsikrede de, og de takkede Ulv Bonde for hans tilbud og tog gerne imod det.

12. Sigmund betvinger bæstet

Der lå en sø ikke langt fra gården, og bonden tog dem med derhen og lærte dem at svømme; så gik de til skydebakken og lærte at skyde, og Sigmund blev snart dygtig til alle Ulvs idrætter, således at han blev den største idrætsmand, og det blev Tore også, men han blev dog aldrig Sigmunds lige. Ulv var en stor og stærk mand, og brødrene forstod, at han var den største idrætsmand. De opholdt sig nu dér i 3 år, og Sigmund var da 15 år gammel, Tore 17. Sigmund var da at regne for en fuldvoksen mand, og det var de begge, men Sigmund var dog på alle måder den fremmeste af dem, selv om han var 2 år yngre.

Nu skete det engang om sommeren, at Sigmund sagde til Tore: »Hvad kan der ske ved, at vi færdes i den skov, der findes her nord for gården?« Tore svarer: »Det er jeg ikke nysgerrig efter at vide,« siger han. »Sådan har jeg det ikke,« siger Sigmund, »— og jeg skal derhen.« »Du bestemmer,« siger Tore, »— men så overholder vi ikke fosterfars påbud.« Nu tog de af sted, og Sigmund havde en kløveøkse i hånden. De gik ind i skoven og kom til en smuk lysning, men de har ikke været der længe, før de hører en vældig støj fra skoven, og i det samme fik de øje på en farligt stor og fæl bjørn; det var en vældig skovbjørn med ulvegrå pels. De løber nu tilbage ad den sti, de havde fulgt dertil; stien var smal og svært fremkommelig, og Tore løber forrest med Sigmund bagefter. Bjørnen løber nu efter dem på stien, men vejen bliver den for trang, og den knækker træerne foran sig. Så springer Sigmund fra stien og ind mellem træerne, hvor han venter, til bjørnen er lige ud for ham, og så hugger han den lige mellem ørerne med begge hænder, så øksen synker i, og bæstet falder om og er dødt lige på stedet. Tore blev nu klar over, hvad der var sket, og sagde: »Dette storværk blev dig til del — min frænde!« sagde Tore, »— og ikke mig, og det er rimeligvis sådan, at jeg på mange måder er din følgebåd.« Sigmund sagde: »Nu skal vi prøve, at få rejst bæstet op.« De prøver og får bjørnen rejst op, og støtter den mod træerne, for at den ikke skal falde, og stikker et stykke træ i munden på den, så det lader til, at bæstet står med åben mund. Herefter går de hjem.

Da de kommer hjem, står Ulv — deres fosterfar — ude på tunet og var på vej ud for at lede efter dem; han er vred og spørger, hvor de har været. Sigmund svarer: »Nu står det ilde til — fosterfar!« sagde han, »— og vi har overtrådt dit forbud, og bjørnen har været efter os.« Ulv svarer: »Man måtte forvente, at dette ville ske, men nu skal jeg sørge for, at den ikke forfølger jer mere. Jeg har ikke tidligere vovet at prøve kræfter med dette bæst, men nu skal det dog forsøges,« sagde han. Ulv går nu ind og fatter et spyd og styrter af sted til skoven fulgt af Sigmund og Tore. Ulv får nu øje på bjørnen og springer straks hen imod den og stikker den med spyddet, så bjørnen falder ved det. Ulv ser nu, at bæstet allerede var dødt inden, og han sagde: »Skal I gøre nar af mig! Hvem af jer har dræbt bæstet?« Tore svarer: »Dette skal ikke tillægges mig — fosterfar!« siger han, »— for Sigmund har dræbt bæstet.« »Dette er et vældigt storværk,« siger han, »— og der vil nok følge mange flere — Sigmund!« sagde han. Nu tager de herefter hjem, og Ulv sætter nu Sigmund endnu højre, end han gjorde før.

13. Brødrene forlader Ulv

Nu opholder brødrene sig hos Ulv, indtil Sigmund er 18 år gammel, og Tore 20. Sigmund udmærkede sig da med hensyn til vækst, styrke og alskens evner, og det kan siges kort om ham, at han i alle idrætter var den, der kom nærmest Olav Tryggvason. Da det nu var kommet hertil, siger Sigmund til sin fosterfar — Ulv — at han vil af sted, »— for jeg tror ikke, at vi bliver til noget, hvis ikke vi kommer ud blandt andre folk.« »Det skal ske, som I ønsker,« sagde Ulv. De havde bemærket, at hvert forår, mens de opholdt sig dér, var Ulv væk i omtrent syv dage, hvorefter han kom hjem med store forsyninger af lærred og klæde og andre ting, som de havde behov for. Nu lader Ulv beklædning gøre til dem og udstyrer dem godt til bortrejsen. Det mærkes på kvindfolkene, at de tager sig afskeden meget nær — særligt den yngste af dem. Nu skilles de, og de tager af sted, og Ulv følger dem på vej og ledsager dem over Dovrefjeld, indtil de kan se til Orkdal i nord. Derpå sætter Ulv sig ned og siger, at han vil hvile sig. Så sætter de sig alle ned. Da sagde Ulv: »Nu kunne jeg tænke mig at vide, hvem jeg har opfostret her, og hvem I stammer fra, og hvor jeres fødeland er.« De fortæller nu alt om deres liv, og hvad der var sket. Dette gjorde Ulv meget bedrøvet. Da sagde Sigmund: »Nu ønsker jeg — fosterfar!« siger han, »— at du fortæller os om dit liv, og hvad der er sket.« »Det vil jeg så gøre,« siger Ulv.

14. Torkel fortæller brødrene om sit liv

»Jeg begynder min fortælling med en bonde, der hed Toralf, som boede i Hedemark i Oplandene; han var en mægtig mand og Oplandskongernes sysselmand. Han var gift, og hans kone hed Idun, og hans datter Ragnhild, og hun var smukkere end de fleste kvinder. Ikke langt derfra boede en bonde, der hed Steingrim — en god bonde og ganske velhavende. Hans kone hed Tora. De havde en søn, der hed Torkel; han var en dygtig mand og stor og stærk. Torkel gjorde det, da han boede hjemme hos sin far, at han hvert efterår, når frosten kom, og isen lagde sig på vandet, tog ud i skovene sammen med nogle af sine fæller for at jage dyr, og han var den bedste bueskytte. Dette gjorde han, når tørfrosten satte ind, og af den grund fik han tilnavnet Tørfrost.

Engang talte Torkel med sin far og sagde, at han ønskede, at faderen skaffede ham en kone og på hans vegne friede til Toralf Bondes datter — Ragnhild. Hans far svarer, at Torkel nok stiler højt, men det ender dog med, at far og søn opsøger Toralf Bonde og forelægger denne deres ærinde angående Torkels bejlen til hans datter — Ragnhild. Toralf er længe om at svare, og han siger, at han havde tiltænkt hende en, der var mere højbåren end Torkel. På grund af sit venskab med Steingrim ville han gerne give et imødekommende svar, men dette kunne dog ikke komme på tale, sagde han. Dermed skiltes de, og far og søn vender hjem.«

15. Om Torkel og Toralf

»Ikke længe efter dette tager Torkel hjemmefra i følge med en anden, idet han har erfaret, at Toralf ikke er hjemme, men er af sted i embeds medfør. Torkel går sammen med den anden ind om natten og til Ragnhilds seng og tager hende i sin favn og bærer hende ud og fører hende med sig hjem. Hans far tog det ilde op og sagde, at han havde fundet en større sten, end han kunne magte, og bad ham bringe hende hjem igen omgående. Han svarer: »Det gør jeg ikke.« Steingrim — hans far — bad ham da forsvinde. Det gjorde Torkel, og han tog derfra med Ragnhild og drog ud i skoven. Tolv mand fulgte med ham; de var hans fæller og legebrødre.

Nu kommer Toralf Bonde hjem og finder ud af, hvad der er sket, og han samler straks folk og havde hundrede mand, og han opsøger Steingrim Bonde og beder denne udlevere sin søn og aflevere hans datter. Steingrim sagde, at de ikke var dér. Toralfs folk ransagede stedet, men fandt ikke, hvad de søgte. Herefter tog de i skoven for at lede efter dem, og de delte sig i flokke, og der var da 30 mand i Toralfs følge. Nu sker det en dag i skoven, at Toralf ser tolv mand med en kvinde som den trettende, og han mener, at det må være dem, og bevæger sig den vej. Nu siger Torkels følgesvende, at der kommer folk imod dem, og de spørger Torkel, hvad de skal gøre. Han svarer: »Der findes en høj ikke langt herfra; dér skal vi alle hen, for den er et godt værn. Dér kan vi bryde sten op og forsvare os som mandfolk.« Og nu farer de hen til højen og gør sig klar. Toralf og de andre ankommer snart og lader straks våbnene hagle over dem, men Torkel og hans flok forsvarer sig godt og mandigt. Deres møde ender med, at tolv af Toralfs mænd falder, og syv af Torkels, mens de tilbageværende fem er sårede. Toralf Bonde blev dødeligt såret. Nu flygter Torkel ind i skoven sammen med sine fæller, og dermed skilles de, og Ragnhild står nu tilbage dér, og hun bliver ført med sin far hjem. Og da Toralf kommer til bygden, dør han af disse sår, og man siger, at Torkel var hans banemand. Disse hændelser rygtedes nu. Torkel tager hjem til sin far, og han er lettere såret, mens de fleste af hans følgesvende har sværere sår. De kommer sig nu.«

16. Torkels fortælling

»Efter dette indkalder oplændingene til ting, og Torkel Tørfrost bliver kendt fredløs på tinget. Da far og søn erfarer dette, siger Steingrim, at Torkel ikke kan opholde sig hjemme, mens man leder mest efter ham, »— og du skal — min søn! — gå til den å, der løber ikke langt fra gården her, og oppe ad åen findes en stor fjeldkløft, og i kløften findes en hule, og ingen andre end jeg kender det skjulested; dér skal du tage hen og have mad med.« Det gør Torkel, og han opholder sig i hulen, mens der ledes mest, og bliver ikke fundet. Tiden falder ham lang dér, og efter nogen tid tager han fra hulen og til den gård, som Toralf Bonde havde ejet, og han bortfører nu Ragnhild for anden gang og holder til på fjeld og i ødemark. Og her slog jeg mig ned,« sagde han, »— hvor jeg nu har bygget mit hus, og her har jeg opholdt mig siden — i 18 år — sammen med Ragnhild, og så gammel er min datter — Turid. Nu har jeg fortalt jer, hvordan mit liv er forløbet,« siger han.

»Det er en vældig beretning, synes jeg — fosterfar!« siger Sigmund, »— og nu vil jeg fortælle dig, at jeg ikke har lønnet din velgerning og opfostring af mig godt, for din datter fortalte mig, inden vi skiltes, at hun var med barn, og det kan ingen anden end jeg være far til, og det var særligt derfor, jeg drog bort, fordi jeg troede, at det ville komme imellem os.« Torkel svarer: »Jeg har længe vidst, at I elskede hinanden, og det ville jeg ikke forbyde jer.« Sigmund sagde: »Jeg vil bede dig om — min fosterfar! — at du ikke bortgifter din datter — Turid — for jeg vil enten have hende eller ingen kone.« Torkel svarer: »Min datter kunne ikke blive gift med en bedre mand, men jeg vil bede dig om — Sigmund! — at såfremt du vinder fremgang blandt høvdinge, så vil du huske mit navn og skaffe mig fred og forlig med folkene fra min egn, for nu er jeg snart led ved opholdet i denne ødemark.« Sigmund lovede at gøre dette, hvis det stod i hans magt.

Og dermed skilles de, og frænderne drog af sted, indtil de kom til jarl Håkon på Lade — dér havde han sit jarlesæde — og nu går de for jarlen og hilser ham, og han tager vel imod dem og spørger, hvem de er. Sigmund sagde, at han var søn af Breste, »— som en tid var din sysselmand på Færøerne, hvor han blev dræbt. Jeg har opsøgt dig — herre! — fordi jeg forventer at få god fremgang med din hjælp, og jeg ønsker at gå i din tjeneste — herre! — og det gør begge vi frænder.« Jarl Håkon sagde, at han dårligt kunne vide, hvem han var, »— men du er ikke ulig Breste. Du må dog selv bevise slægtskabet, men jeg vil ikke nægte dig mad.« Og han gav dem plads mellem sine gæster. Sven Håkonson var ung dengang og i hirden hos sin far.

17. Sigmunds samtaler med jarl Håkon og Sven

Sigmund henvendte sig til jarlesønnen Sven og gav ham mange prøver på sin behændighed, og jarlesønnen havde megen morskab af ham. Sigmund forelagde Sven sin sag og bad ham hjælpe sig, så han kunne fremme sin sag hos hans far. Sven spørger, hvad han ønsker. »Jeg ville helst på hærtogt,« sagde Sigmund, »— hvis din far vil give mig mulighed for det.« »Det er godt tænkt,« sagde Sven.

Nu går vinteren frem til jul, og i julen kom jarl Erik Håkonson dertil fra Viken østpå; dér havde han sæde. Sigmund henvender sig til jarl Erik og klager sin nød for ham. Jarl Erik lover at anbefale ham for sin far — Håkon — og siger, at han ikke skal yde ham mindre hjælp, end jarl Håkon gør. Efter jul opsøger Sigmund jarl Håkon og beder denne om at hjælpe sig og at lade ham nyde godt af, at hans far — Breste — havde været jarlens tjenestemand. Jarl Håkon svarer: »Vist mistede jeg en god støtte, da min hirdmand — Breste, den raskeste mand — blev dræbt, og de, der dræbte ham, fortjener ikke noget godt fra mig. Men hvad beder du om?« Sigmund sagde, at han helst ville drage i viking og dermed enten udmærke sig eller dø. Jarlen sagde, at det var vel talt, »— og når det bliver forår, og folk gør sig klar til at tage af sted, skal du få at vide, hvad jeg vil gøre for dig.«

Nu slutter vinteren, og så minder Sigurd jarl Håkon om hans venlige løfter, og jarlen svarer: »Jeg vil give dig et langskib med 40 mand og våben, men det bliver ikke et videre udvalgt mandskab, for de fleste har nok ikke lyst til at følge dig — sådan en udenlandsk og ukendt mand.« Sigmund takkede jarlen og fortæller Erik, hvad hans far har givet. Jarlen svarer: »Det var et mindre bidrag, men det kan dog blive nyttigt for dig; jeg vil give dig endnu et skib med 40 mand.« Og det skib, som Erik gav ham, var på alle måder veludstyret. Nu fortæller han Sven, hvad far og søn har bidraget med. Sven svarer: »Jeg har ikke midler til at hjælpe mine venner lige så meget, som min far og bror gør, men jeg vil alligevel give dig et tredje skib med 40 mand, og det skal være mænd i min tjeneste, og jeg forventer, at de vil støtte dig mest af de mænd, du får i dit følge.«

18. Sigmund kæmper mod Randver

Sigmund gør nu klar til at tage af sted med sine folk og sejler østpå til Viken, så snart han er færdig, og derfra til Danmark og igennem Øresund og helt ind i Østersøen; dér drager han rundt om sommeren, men får kun lidt bytte, for med dette mandskab vover han ikke at styre derhen, hvor der var meget at vinde. Han lader dog handelsfolk sejle i fred og styrer mod sommerens slutning vestpå, indtil han kommer til Elveskærene, hvor mange vikinger ofte havde tilholdssted. Da de havde lagt skibene i leje under en holm, går Sigmund op på skæret for at se sig omkring. Han ser, at der ligger fem skibe på den modsatte side af holmen, og det ene var en drage. Han vender da tilbage til sine folk og fortæller dem, at der ligger fem vikingeskibe på den modsatte side af skæret, »— og nu kan jeg fortælle jer, at jeg ikke agter at flygte uden først at prøve kræfter med dem; vi vinder heller aldrig noget, hvis ikke vi vover.« De bad ham bestemme. »Lad os nu bære sten om bord på skibene, og gøre os klar, som vi synes bedst. Lad os lægge vores skibe i det yderste af denne vig, hvor vi befinder os nu, for her er vigen smallest, og jeg bemærkede i aftes, da vi sejlede ind, at et skib ikke kan komme op på siden af os, hvis vi lægger vores tre skibe ved siden af hinanden, og det vil være os til gavn, at de ikke kan komme imod os fra alle sider.« Dette gør de. Og om morgenen, da de havde lagt deres skibe i det yderste af vigen, roede vikingerne imod dem på fem skibe, og i forstavnen på dragen står en stor og stærk mand, som straks spørger, hvem der ejer disse skibe. Sigmund fortalte, hvad han hed, og spørger om mandens navn. Han sagde, at han hed Randver og stammede fra Holmgård østpå, og han sagde, at de havde to vilkår for hånden: Enten opgav de deres skibe og gav sig i hans vold, eller også forsvarede de sig. Sigmund mente, at det var vidt forskellige vilkår, og sagde, at de først ville prøve med våbnene.

Randver befalede sine folk at angribe med tre skibe, siden de ikke kunne komme til med dem alle, og han ville først se, hvordan det gik. Sigmund styrede det skib, som Sven Jarlesøn havde givet ham, og Tore det, som jarl Erik havde ejet. Nu lægger de sig mod hinanden og kæmper; først lader Sigmunds folk det regne så kraftigt med sten, at de andre ikke formår andet end at dække sig, og da det er slut med sten, sender de en hård byge af skudvåben, og der falder en mængde vikinger, og mange såres. Så tager Sigmund og hans folk fat med deres hugvåben, og nu begynder Randvers folk at blive trængte i kampen, men da han ser sine mænds ufærd, beskylder han dem for at være helt uduelige, siden de ikke kunne besejre en flok, som efter hans mening dårligt kunne kaldes mænd. De svarede, at han ofte opildnede andre, men selv holdt sig i baggrunden, og de bad ham angribe. Han sagde, at det skulle ske. Han fører nu dragen frem sammen med det andet skib, hvis mandskab ikke havde været i kamp, og besætter et tredje skib med mænd, der ikke er blevet sårede. Nu lægger de an til kamp for anden gang, og striden er nu meget hårdere end før. Sigmund stod forrest blandt folkene på sit skib og huggede både hårdt og tit. Hans slægtning — Tore — går godt frem. De kæmper nu længe, så man dårligt kan se, hvem der har overtaget. Da sagde Sigmund til sine mænd: »Vi kan ikke besejre dem i denne strid, medmindre vi giver os yderligere. Nu prøver jeg at borde dragen — så følg mig mandigt!« Nu kommer Sigmund om bord på dragen, og de er tolv mand sammen, og de fælder en mand og straks én til, og de følger ham godt. Tore kommer også over på dragen med femten mand, og nu viger alle for dem. Men da Randver ser dette, løber han frem og imod Sigmund, og de mødes og kæmper meget længe. Nu viser Sigmund sine evner og kaster sit sværd, så det hænger i luften, og han griber sværdet med venstre hånd, men skifter skjoldet til højre hånd og hugger til Randver med sværdet og hugger højrebenet af ham neden for knæet. Da faldt Randver. Sigmund giver ham et hug over halsen, så hovedet ryger af. Derpå råber Sigmunds folk hærråb, og så flygter vikingerne på tre skibe, mens Sigmund og hans mænd rydder dragen og dræber hvert et menneske ombord.

Nu mønstrer de styrken, og der er faldet 30 mand i Sigmunds flok. Så lægger de skibene i leje og forbinder deres sår, og hviler sig dér nogle dage. Sigmund sætter sig nu i besiddelse af dragen og det andet skib, der blev efterladt. De får et stort bytte dér — både våben og andre kostbarheder — og sejler nu derfra og til Danmark og så videre nordpå til Viken, hvor de træffer jarl Erik, og han tager godt imod Sigmund og indbyder ham til ophold hos sig. Sigmund takker jarlen for tilbuddet, men siger, at de først må nordpå til jarl Håkon, og han overlader to af sine skibe i jarlens varetægt, fordi de var underbemandede. Nu kommer de til jarl Håkon, og han tager godt imod Sigmund og dennes fæller, og Sigmund opholder sig hos jarlen om vinteren og bliver meget omtalt. I julen den vinter bliver Sigmund jarl Håkons hirdmand, og det samme gør Tore, og de opholder sig nu dér i ro og får en god behandling.

19. Sigmund dræber Bjørn

På denne tid blev Sverige regeret af kong Erik den Sejrrige, søn af Bjørn, søn af Erik, søn af Ejvind; han var en mægtig konge. En vinter var tolv norske købmænd rejst østpå over Kølen til Sverige, og da de kom til Sverige, handlede de med landets indbyggere, men der opstod uenighed over handlen, og en nordmand dræbte en svensker. Og da kong Erik erfarer dette, sender han sine gæster derhen og lader disse tolv mænd dræbe.

Og nu om foråret spørger jarl Håkon, hvor Sigmund havde tænkt sig at drage hen om sommeren. Sigmund sagde, at det måtte jarlen bestemme. Jarl Håkon sagde: »Jeg kunne tænke mig, at du nærmede dig svenskekongens rige og mindede svenskerne om, at de for nylig i vinter dræbte tolv af mine folk, hvilket ikke er blevet hævnet.« Sigmund siger, at det vil han gøre, hvis det er muligt. Så giver jarl Håkon Sigmund et udvalgt mandskab fra sin hird og nogle fra ledingshæren; nu ville alle gerne følge Sigmund. De styrer nu østpå til Viken og træffer jarl Erik, og han giver også Sigmund gode folk, og Sigmund har nu godt og vel tre hundrede mand og fem veludstyrede stibe. De sejler derfra sydpå til Danmark og så østpå langs Sveavældet, hvor de lægger deres skibe ved Sveriges østkyst. Så siger Sigmund til sine mænd: »Her vil vi gå i land, og vil skal gå frem som hærfolk.« De går nu op i land og ankommer med tre hundrede mand til bygden, og dræber folkene og tager værdierne, men brænder gårdene. De indbyggere, der kan komme til det, flygter nu væk til ødemark og skov.

Ikke langt fra dér, hvor de jog folk på flugt, sad kong Eriks sysselmand, der hed Bjørn; han samler sig en styrke, da han erfarer, hvordan der hærges, og han får mange folk og går imellem Sigmund og skibene. Da de en dag ser landhæren, taler Sigmunds mænd om, hvad de nu skal gøre. »Der er meget godt at stille op,« sagde Sigmund, »— for hvis man går rask imod dem, er det ofte ikke den største flok, der sejrer. Nu skal vi gøre det, at vi stiller hæren i slagorden og danner en svinefylking; jeg og Tore — min frænde — skal stå i spidsen, og så tre mand, og så fem, og yderst på de to flanker skal der stå skjoldbærende mænd; så agter jeg, at vi skal løbe imod deres slagorden og på den måde bryde den, og svenskerne vil næppe holde stand.« Dette gør de, og de stormer nu imod svenskernes slagorden og gennembryder den; der opstår nu en vældig kamp, og der falder mange af svenskerne. Sigmund går godt frem og hugger nu til begge sider og kommer frem til Bjørns bannerfører og tildeler ham et dødbringende hug. Så opildner han sine folk til at bryde den skjoldborg, der blev slået om Bjørn, og det gør de. Sigmund kommer frem til Bjørn, og de skifter hug, men Sigmund besejrer ham snart og bliver hans banemand. Vikingerne råber nu sejrsråb, og da flygter landsfolkene. Sigmund siger, at de ikke skal forfølge de flygtende, for det havde de ikke styrken til i dette ukendte land, sagde han. De lader være, men tager et stort bytte dér, og gik med det til deres skibe. De forlader nu Sverige og sejler østpå til Holmgård, hvor de hærger på øer og næs.

20. Kampen mellem Sigmund og Vandil

Der var to brødre i svenskekongens rige: Den ene hed Vandil, den anden Adil. De var svenskekongens landeværnsmænd og havde aldrig færre end otte skibe og to drager. Svenskekongen erfarer disse hændelser — at der bliver hærget i hans land — og sender bud til brødrene og beder dem tage livet af Sigmund og dennes fæller. Det ville de gøre. Om efteråret sejler Sigmund og hans flok vestpå og ankommer under en ø, der ligger ud for Sverige. Da siger Sigmund til sine mænd: »Nu er vi ikke blandt venner, for her er der svenskere; vi må være forsigtige, og jeg vil gå op på øen og se mig omkring.« Og det gør han, og han ser, at der ligger ti skibe på den modsatte side af øen, to drager og otte andre skibe. Sigmund sagde nu til sine mænd, at de skulle forberede sig på kamp og bære deres ejendele fra skibene og tage sten ombord i stedet. Dette ordner de nu i løbet af natten.

Og tidligt om morgenen ror de mod de ti skibe, men bliver straks anråbt af deres ledere, der spørger, hvem der ejer skibene. Sigmund gav sig til kende, og da de andre bliver klar over, hvem disse mænd er, er det ikke nødvendigt at spørge, hvad de vil; de finder våbnene frem og kæmper, og Sigmund og hans flok er ikke før blevet sat på så hård en prøve. Vandil lægger nu sin drage langs med Sigmunds drage, og modtagelsen blev hård. Da de havde kæmpet en tid, sagde Sigmund til sine mænd: »Det er atter som før, at vi ikke vil sejre, medmindre vi går nærmere; nu vil jeg springe over på dragen — så følg mig godt!« Og nu springer Sigmund over på dragen, og en stor skare følger ham, og han bliver snart en mands bane, og nok en; nu viger modstanderne for dem. Vandil søger nu frem imod Sigmund, og de kæmper nu meget længe. Sigmund gør brug af det samme kneb som tidligere og bytter våbnene fra hånd til hånd og hugger med den venstre til Vandil og hugger højre hånd af ham, så sværdet, han havde kæmpet med, faldt ned. Derpå gør Sigmund det hurtigt af med ham og dræber ham. Så råbte Sigmunds mænd sejrsråb. Da sagde Adil: »Nu har sagen vendt sig, og Vandil må være dræbt. Lad os flygte! Nu må hver mand sørge for sig selv.« Nu fygter Adil og de andre på fem skibe, og tilbage er fire skibe og en drage som det femte, og de dræber hvert et menneske, som var tilbage. Sigmund førte dragen og de øvrige skibe med sig. De sejler, til de kommer til danekongens rige, og nu mener de at være helt og holdent i sikkerhed. De hviler sig nu og forbinder deres sår. Da de er klar til at tage videre, sejler de, indtil de kommer til Viken og træffer jarl Erik, og de bliver modtaget godt dér, og opholder sig dér en tid og tager så nordpå til Trondheim og opsøger jarl Håkon. Han tager godt imod Sigmund og dennes mænd og takker ham for den indsats, han har ydet om sommeren. Frænderne Sigmund og Tore opholder sig sammen med nogle folk hos jarlen om vinteren, mens deres mænd havde ophold andre steder. Nu er der ingen mangel på midler.

---

Noter: