Island i fristatstiden - VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Island i fristatstiden
1924
VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen
58. Kirkens Organisation.
Omtrent tredive Aar efter Kristendommens Indførelse indtraadte der en længere (omtr. hundredaarig) Fredsperiode. Og i denne Tid var det vigtigste, der skete, den islandske Kirkes Organisation, samt en begyndende litterær Virksomhed.
I Hedenskabets Tid var, som ovenfor vist (§ 14), Goderne paa engang Høvdinger og hedenske Præster, udstyret med baade verdslig og religiøs Myndighed. Men med Hedenskabets Fald bortfaldt jo deres hidtidige præstelige Virksomhed, og kun deres verdslige Myndighed blev tilbage. Kun naar de skaffede sig gejstlig Uddannelse og lod sig vie til Præster, kunde de herefter forene disse to Virksomheder. Dette lod sig selvfølgelig ikke i en Haandevending gøre, navnlig for gamle Goder, der i deres Hjerter hang fast ved Hedenskabet. Men for den opvoksende Godeslægt var dette naturligvis ingen Umulighed. Man ser da ogsaa tydelige Bestræbelser i denne Retning. De hedenske Templer bliver erstattet med Kirker, og efterhaanden lader mange Høvdinger og Goder sig præstevie. Herved opnaaede de jo, at den verdslige og den religiøse Myndighed som før blev forenet, skønt deres kirkelige Embede ikke stod i en saa nøje Forbindelse med deres verdslige Virksomhed som under Hedenskabet. Og de, som ikke selv lod sig vie, kunde faa andre til at besørge Præstegerningen paa deres Vegne, som deres Tjenere, hvad der ogsaa blev fastslaaet ved Lov.
Dette førte til, at den islandske Kirke i den ældste Tid fik en helt anden Karakter end i andre Lande, fik et friere og mere nationalt Præg og blev i bedre Overensstemmelse med de herskende Samfundsforhold. I andre Lande var Kirken en Stat i Staten, med sin særlige Styrelse og Lovgivning, sit eget Værneting og egen Formue og Indtægter. Men paa Island blev Kirken borgerlig, en ren Bondekirke. Her var Kirkerne en Privatejdom og Præsterne Kirkeejerens Tjenere. Kirkeejeren tog imod alle Kirkens Indtægter (ligesom i den hedenske Tid imod Tempelskatten) og betalte Præsten en bestemt Løn for hans Tjeneste.
Denne oprindelige Ordning af den islandske Kirke havde sin Rod i den samme Individualisme, som var et saa fremtrædende Træk i den islandske Samfundsordning. Og denne Ordning havde baade sine Fortrin og sine Mangler. Herved blev Kirken paa den ene Side fuldtud national og kom til at bane Vejen for nationale Kundskaber i Landet, ligesom den ikke (som undertiden i andre Lande) ved noget Kvælertag kunde gøre Folk til aandelige Slaver. Men den savnede paa den anden Side den fornødne Magt og Myndighed til at holde en tøjlesløs Selvraadighed i Ave og til at opretholde Gudsfrygt og gode Sæder.
Fodnoter
