Island i fristatstiden - VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Island i fristatstiden
1924
VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen
58. Kirkens Organisation.
Omtrent tredive Aar efter Kristendommens Indførelse indtraadte der en længere (omtr. hundredaarig) Fredsperiode. Og i denne Tid var det vigtigste, der skete, den islandske Kirkes Organisation, samt en begyndende litterær Virksomhed.
I Hedenskabets Tid var, som ovenfor vist (§ 14), Goderne paa engang Høvdinger og hedenske Præster, udstyret med baade verdslig og religiøs Myndighed. Men med Hedenskabets Fald bortfaldt jo deres hidtidige præstelige Virksomhed, og kun deres verdslige Myndighed blev tilbage. Kun naar de skaffede sig gejstlig Uddannelse og lod sig vie til Præster, kunde de herefter forene disse to Virksomheder. Dette lod sig selvfølgelig ikke i en Haandevending gøre, navnlig for gamle Goder, der i deres Hjerter hang fast ved Hedenskabet. Men for den opvoksende Godeslægt var dette naturligvis ingen Umulighed. Man ser da ogsaa tydelige Bestræbelser i denne Retning. De hedenske Templer bliver erstattet med Kirker, og efterhaanden lader mange Høvdinger og Goder sig præstevie. Herved opnaaede de jo, at den verdslige og den religiøse Myndighed som før blev forenet, skønt deres kirkelige Embede ikke stod i en saa nøje Forbindelse med deres verdslige Virksomhed som under Hedenskabet. Og de, som ikke selv lod sig vie, kunde faa andre til at besørge Præstegerningen paa deres Vegne, som deres Tjenere, hvad der ogsaa blev fastslaaet ved Lov.
Dette førte til, at den islandske Kirke i den ældste Tid fik en helt anden Karakter end i andre Lande, fik et friere og mere nationalt Præg og blev i bedre Overensstemmelse med de herskende Samfundsforhold. I andre Lande var Kirken en Stat i Staten, med sin særlige Styrelse og Lovgivning, sit eget Værneting og egen Formue og Indtægter. Men paa Island blev Kirken borgerlig, en ren Bondekirke. Her var Kirkerne en Privatejdom og Præsterne Kirkeejerens Tjenere. Kirkeejeren tog imod alle Kirkens Indtægter (ligesom i den hedenske Tid imod Tempelskatten) og betalte Præsten en bestemt Løn for hans Tjeneste.
Denne oprindelige Ordning af den islandske Kirke havde sin Rod i den samme Individualisme, som var et saa fremtrædende Træk i den islandske Samfundsordning. Og denne Ordning havde baade sine Fortrin og sine Mangler. Herved blev Kirken paa den ene Side fuldtud national og kom til at bane Vejen for nationale Kundskaber i Landet, ligesom den ikke (som undertiden i andre Lande) ved noget Kvælertag kunde gøre Folk til aandelige Slaver. Men den savnede paa den anden Side den fornødne Magt og Myndighed til at holde en tøjlesløs Selvraadighed i Ave og til at opretholde Gudsfrygt og gode Sæder.
59. I hele den første Halvdel af det 11. Aarh. fandtes der ingen særlig Kirkestyrelse paa Island. Der opholdt sig ganske vist en Række fremmede Missionsbiskopper flere eller færre Aar i Landet, men de besad ingen Myndighed eller Mandat til at føre et nødvendigt Tilsyn med Gejstligheden. For at raade Bod herpaa henvendte man sig til en anset Præst, Isleif Gissursson, og opfordrede ham til at rejse til Udlandet og lade sig vie til Biskop. Isleif, der var født 1006 og var Søn af Goden Gissur Hvide, havde i sin Ungdom studeret i Klosterskolen i Herford i Westfalen og var derefter blevet præsteviet. Efter sin Hjemkomst satte han Bo paa sin Fædrenegaard Skalholt og overtog sine Forfædres Godedømme. Han var saaledes, som flere Høvdinger paa den Tid, baade Præst og Gode. Han efterkom sine Landsmænds Opfordring og blev bispeviet af Ærkebispen i Bremen 1056, 50 Aar gammel. Og han forestod derefter, til sin Død i 1080, Islands Kirkevæsen.
Biskop Isleif var en nidkær og lærd Mand, hvorfor mange Høvdinger sendte ham deres Sønner til gejstlig Uddannelse og lod dem derefter vie til Præster. Men skønt han var baade agtet og afholdt af hele Almuen, faldt det ham dog vanskeligt at faa Folk til at bøje sig for Kirkens Sædelære.
Isleifs Eftermand blev hans ældste Søn, Gissur, som ogsaa havde studeret i Tyskland og derefter i nogen Tid havde været Købmand. Han blev bispeviet af Ærkebispen i Magdeburg 1082 og var Biskop i 36 Aar, til sin Død i 1118.
Biskop Gissur var en af de største Personligheder, der nogensinde har levet paa Island. Der fortælles, at Kong Harald Haardraade en Gang skal have udtalt, at af Gissur kunde man gøre tre Personer: Vikingefører, Konge og Biskop, og at han egnede sig godt til alle disse Stillinger. Der skrives da ogsaa, at efter at han havde overtaget Bispeembedet, blev han saa agtet og æret, at »hver Mand vilde sidde og staa, som han befalede, og man kunde med Sandhed sige, at han var baade Konge og Biskop over Landet, saa længe han levede« En af Biskop Gissurs Bedrifter var den, at han (1096) fik alle Landets Indbyggere til at gaa ind paa at betale Tiende af alt deres Gods, baade Land og Løsøre, hvad der, som bekendt, i andre Lande kostede lange og haarde Kampe og Strømme af Blod. Men først ved Tiendeloven fik den islandske Kirke en sikker og fast Grundvold at bygge paa, og denne Indtægt blev den første Spire til dens store Rigdomme senere hen. I det hele taget var Biskop Gissur den første, der fik bragt Kirkestyrelsen i en fast Form og som skaffede den en hidtil ukendt Magt og Anseelse. Han skænkede Kirken sin Fædrenegaard Skalholt, tillige med meget Land og Løsøre af sin Fædrenearv, og bestemte, at her skulde der fremtidig for bestandig være Bispesæde.
Da imidlertid Nordlændingerne fandt, at Skalholt laa for langt af Led for dem, rettede de den Bøn til Gissur, at der blev oprettet en anden Bispestol i Nordfjerdingen, hvad han beredvilligt gik ind paa. Der blev saa (1105) oprettet en ny Bispestol paa Holar (i Hjaltedal i Skagefjorden), og til at beklæde den blev der valgt en af Biskop Isleifs bedste Lærlinge, Jon Øgmundsson, som Aaret efter (1106) blev bispeviet af Ærkebispen i Lund. Biskop Jon døde 1121 og holdtes siden for en Helgen.
Biskop Jon var en klog og i alle Henseender en udmærket Mand og blev den samme aandelige Fader og Fører for Nordlandet, som Gissur havde været for hele Landet. Han byggede en Stenkirke paa Holar og oprettede her en Præsteskole, hvortil han skaffede to fortrinlige, udenlandske Lærere (den ene fra Sverrig, den anden fra Frankrig), der, foruden i Læsning og Skrivning, underviste i Latin, Sang og Poesi, medens han selv havde Overledelsen. Han arbejdede ogsaa meget paa at forbedre Folks Sæder og at udrydde alle Levninger af Hedenskabet, i hvilken Henseende han endog gik saa vidt, at han vilde afskaffe alle de Navne paa Ugedagene, som indeholdt hedenske Gudenavne, og erstatte dem med andre, hvad det ogsaa for en stor Del lykkedes ham at gennemføre (§ 38).
60. I dette Tidsrum stiftedes der ogsaa flere Klostre. Det første Forsøg i den Retning blev allerede gjort i den første Halvdel af det 11. Aarh. af en af de udenlandske Missionsbiskopper, ved Navn Rudolf. Han boede i 19 Aar paa Gaarden By (Bær) i Borgarfjorden og stiftede her et Kloster, hvor han ved sin Bortrejse (i 1050) efterlod tre Munke. Men dette Kloster forsvandt dog kort derefter for aldrig mere at opstaa igen.
Det første varige og faste Kloster blev imidlertid stiftet af Holarbispen Jon Øgmundsson, Tingøre Kloster, skønt det først traadte i Virksomhed 12 Aar efter hans Død (i 1133). Men derefter blev der i den sidste Halvdel af det 12. Aarh. stiftet 6 andre Klostre, saa at de omkr. 1200 var blevet 7. Og i Løbet af det 13. Aarh. kom der 3 nye til, saa at man omkr. 1300 havde faaet 10 Klostre, af hvilke dog ét maaske allerede dengang atter er blevet nedlagt.
Af disse 10 Klostre var de 8 Munkeklostre og 2 Nonneklostre. Og de var saaledes fordelt paa Fjerdingerne, at der var 5 i Nordfjerdingen, 3 i Sydfjerdingen og 2 i Vestfjerdingen. Derimod fik Østfjerdingen først i Slutningen af det 15. Aarh. (1493) sit eget Kloster.
Island havde altsaa nu faaet sin egen Kirkeordning, sine egne Bispestole og sit eget Munkevæsen. Og alt dette var gaaet saa fredeligt af, at der i denne Periode saa godt som ingen Fejder omtales. Og det hedder i en Kilde, at man i den Grad var blevet vant til Fred, at da der i Aaret 1120 var opstaaet en Fejde imellem to Høvdinger, saa man paa Altinget, som dog dengang var ualmindelig godt besøgt, kun en eneste Staalhue (Hjelm) i hele Tingmængden. Men denne Fredstilstand skulde desværre ikke vare ret længe.
61. Skoler og Sagaskrivning.
Som ovenfor fremhævet, stiftede allerede de første Biskopper straks Skoler paa Bispesæderne, saa vel paa Holar som paa Skalholt. Og i Løbet af det 12. (og 13.) Aarh. oprettedes der tiere Klostre, hvor der ogsaa holdtes Skoler. Ved disse Kirkeskoler var Hovedformaalet naturligvis at uddanne Gejstlige, Præster og Munke. Men paa Grund af den islandske Kirkes særegne Karakter i den ældste Tid, førte dog Udviklingen med sig, at man her ogsaa kom til at beskæftige sig med rent verdslige, nationale Opgaver, med Forfædrene Afstamning og deres Bedrifter. Flere af Klostrene blev derfor efterhaanden fortrinlige Arnesteder for litterær Virksomhed, og de har sikkert haft en større Andel i Skabelsen af den islandske Bogskat, end vi nu har fuld Rede paa, fordi de fleste Skrifter, er anonyme. Det er dog særlig det ældste Kloster, Tingøre Kloster, som i denne Forbindelse bør fremhæves, skønt flere af de andre efterhaanden fulgte godt efter.
Men foruden disse offentlige eller officielle Skoler stiftedes der ogsaa private Skoler. Af disse er særlig to blevet berømt, den ene i Odde, den anden i Høgedal (Haukadalr). Her uddannedes der (i hvert Fald til at begynde med) ogsaa Præster. Men ved Siden heraf gik der en saa omfattende verdslig Dannelse, at disse Skoler blev (efter Datidens Begreber) et Slags Universiteter for Island, som fik den allerstørste Betydning for Islands Aandsliv og navnlig for historisk Forskning.
62. Den ældste af disse private Skoler var Odde Skolen, der blev stiftet af Præsten Sæmund Sigfusson Frode (ɔ: den lærde). Sæmund, der var født 1056, havde i mange Aar drevet Studier i Udlandet, baade i Tyskland og Frankrig (Paris), hvor hans Slægtning Biskop Jon Øgmundsson paa en Udenlandsrejse traf ham og fik ham overtalt til at vende tilbage til Island. Her blev han efter sin Hjemkomst præsteviet og overtog sine Forfædres Godedømme og sin Fædrenegaard Odde. Han deltog meget i offentlige Anliggender (Kirkeordningen, Gennemførelsen af Tiendeloven o. s. v.) og betragtedes af alle som Landets største literær Autoritet. Han beskæftigede sig ogsaa med historisk Forskning og var Islands første historiske Forfatter. Men da han skrev paa Latin, er alle hans Skrifter gaaet tabt, og vort Kendskab til dem stammer derfor udelukkende fra Citater i andre Forfatteres Værker. Vi kan dog af disse se, at han har skrevet om de norske Konger, Harald Haarfagre og hans Efterfølgere, samt om Islands Opdagelse og Landnam. Men hvor omfattende disse Skrifter har været, er det nu ikke muligt at afgøre.
Efter Sæmunds Død (1133) blev Odde Skolen fortsat af hans to Sønner, Eyjolf (d. 1158) og Loft, af hvilke den sidste var gift med en norsk Prinsesse, Tora, en naturlig Datter af Kong Magnus Barfod. Deres Søn var Jon Loftsson (1124—1197), sin Tids mægtigste Høvding paa Island, og hos ham blev Odde Skolens berømteste Elev, Snorre Sturlason (1178 —1241), opfostret, fra han var tre og til han var 19 Aar gammel. Med Snorre og hans udødelige Værker satte denne Skole sin skønneste Blomst (§ 66).
Fodnoter
