Island i fristatstiden - VII. Fristatens Undergang
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Island i fristatstiden
1924
VII. Fristatens Undergang
67. Opløsning og indre Kampe.
Ligesom man i det øvrige Norden havde vekslende Perioder, dels mere fredelige og lykkelige, dels mere urolige og kampfulde, saaledes gik det ogsaa paa Island, skønt paa en noget anden Maade. Til Tronfølgekampenes Tid i Danmark (1131—1157), Norge (1136—1240) og Sverrig (1160—1222) svarer paa Island nærmest Slægtsfejderne i Sagatiden (930—1030), skønt de, som naturligt i en Fristat, var af en anden Art. Til Opgangs- og Velmagtstiden i Danmark (1157—1241), Norge (1240—1319) og Sverrig (1222—1306) svarer den fredelige Blomstringstid paa Island(1030—1152), da Kirken og Høvdingerne arbejder Haand i Haand paa at befæste Kristendommen, at tilvejebringe en Kirkeordning og at grundlægge en national Litteratur. Endelig kommer saa en Opløsningstid, fuld af indre Kampe, der ender med at aabne Norden for fremmed Indflydelse, for tyske Kræmmeres og tyske Fyrsters Graadighed. Og hertil svarer paa Island den Omvæltning i Samfundsforholdene og deraf følgende blodige Borgerkrig i Sturlungetiden (1152-1262), der aabnede Landet for fremmed Indflydelse og endte med dets fuldstændige Underkastelse under et Fremmedherredømme, under den norske Krone.
Aarsagerne til Fristatens Fald var mange, dels indre, dels ydre. Og de første af disse var igen af dobbelt Art, dels Stridigheder, der opstod mellem Kirken og Stormændene, dels, og væsentlig, en fuldstændig Omvæltning i de islandske Samfundsforhold og heraf følgende heftige Partikampe imellem Høvdingerne.
Fodnoter
