De lærde og Folkesangen i Svensketiden (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

A. Kalevalas ydre Historie
og Plads i finsk Kultur

II.
De lærde og Folkesangen i Svensketiden

Allerede den første Mand som satte Pen til Papir for at skrive en Bog paa Finsk, veed at fortælle os at der i Folkemunde levede en mærkelig Digtning, som gik i Arv fra Slægt til Slægt: Mikael Agricola er det ældste Vidne om de finske Folkesanges Eksistens. Paa hans Tid gik, rundt i Landet, endnu meget Hedenskab i Svang, og Reformatoren har, skønt ivrig for at udrydde det, dog saa megen Interesse for den gamle Folketro at han i sin rimede Fortale til Oversættelsen af Davids Salmer (1551) opregner de vigtigste af Tavasternes og Karelernes (ɔ: Midt- og Østfinnernes) gamle Guder.

Senere i Hundredaaret giver Folkesangen sig paany Vidnesbyrd. Ganske som hos os Fortalen til den gamle Malmø-salmebog af 1529 erklærede Salmerne skrevne for at »løsagtige, syndige og ubekvemme Boleviser maatte aflægges«, saaledes klager Jaakko Suomalainen (Jakob Finne), der ved Aar 1580 udgav den første finske Salmesamling, over at Djævlen iblandt Folket havde »opvakt dets Skjalde (runojans) og Sangere — — saa at de gjorde og sammensatte Sange, der hastigere lærtes og nemmedes end man nu lærer og nemmer gudelige og kristelige Viser«. Middelalderens Kvad med deres Blanding af Katolicisme og Hedenskab kunde ikke ventes at finde Naade for de Mænds Øjne der vilde bringe Folket »den klare Evangelii lyse Dag.«

Men naar Jakob Finne udpeger Djævlen selv som disse Sanges Ophavsmand, saa gnistrer det allerede her saa smaat af et andet Lys, som allerede var slaaet ud i vild Lue rundt i den kristne Verden, hvor Overtro, lærd Hjærnespind og religiøs Fanatisme tændte Heksebaalene. Ogsaa Finland fik snart sin rigelige Del af Hekseforfølgelserne, og her havde de endda et ganske særlig godt Grundlag: Var ikke dette Land viden om kendt som Troldkyndighedens Hjem; kunde ikke Finnerne fremfor andre døve Sværd, vende Vejr og forgøre Kvæget? Protokoller fra Hekseprocesserne er i de senere Aar bleven undersøgte og har givet Granskerne gamle Prøver paa Tryllekvad. Ved een af de første kendte Processer, i Narva (lngermanland) 1615, maatte en finsk Kvinde diktere den Besværgelse, hun havde brugt; i Virkeligheden var den et Lægekvad, men det friede hende ikke fra Baaldøden, da Kæremaalet lød paa, at hun netop havde voldt Sygdomme med dette Kvad. Åbo Højskoles Grundlæggelse (1640) gav for en Tid Forfølgelserne Vækst; de ny Professorer skulde ret vise deres Iver for Troen og den Lærdom som Djævlens Kunster ikke kunde staa Maal med. Først i det attende Hundredaars Begyndelse faar Manien raset ud heroppe. Endnu Porthan klager dog over Gejstlighedens Fanatisme: For Tryllesangenes Skyld vil den helst udrydde hele Folkedigtningen.

Ogsaa paa anden Maade er der dog bevaret Folkesange fra Svenskervældets Tid. Den aller ældste Opskrift er endda fra 16de Hundredaar, et Tryllekvad mod Pest, som en Slotsfoged 1564 til Tryggelse for sig selv mod den slemme Sot har optegnet i sin Regnskabsbog. Noget tilsvarende til vore litterære Adelsdamers Visebøger kender Finland naturligvis ikke; men i 17de Hundredaar rettes enkelte Videnskabsmænds Interesse paa Folkets Sange med deres Minder fra fordums Tid; saaledes har Juslenius samlet Kvad, men det meste deraf er gaaet tabt; han holdt Folkesangene for værdifulde historiske Kilder, men priser tillige varmt deres digteriske Skønhed. Synderlig meget vejer det hele Arbejde dog ikke til før Porthans Tid.

Som vi veed, følte denne store lærde varmt for sit Hjemlands Minder og for Tanken om en national finsk Digtning; sligt optog ham allerede i hans Ungdom. Og imellem Aarene 1766 og 68 udkom 5 Hæfter af Porthans Værk De Poësi Fennica med Afhandling om finske Kvads Versbygning og hele Særpræg samt med Prøver paa baade Kunstdigte og Folkesange (mest magiske), men helt færdigt blev Værket aldrig. Porthan er den første der ved at sammenligne flere Varianter af samme Kvad søger at faa en rigtig og fuldstændig »Urtekst« frem; dog betragter han de afvigende Opskrifter nærmest som den klassiske Filolog ser paa Afskrifterne af een og samme Grundtekst, og har ikke Øje for at Sangenes forskellige Former er levende Led i en Udvikling, der strækker sig over lange Tider og maaske mange Egne.

Hvad Porthan fik samlet, men ikke selv udgivet, lod han andre gøre Brug af. Omtrent jævnaldrende med ham var Præsten Kristfrid Ganander, der allerede som ung Student havde samlet Folkeminder (ad Omveje fik han endog fat i enkelte Sange fra det fjærne russiske Karelen); da saa Porthan siden overlod ham sine egne Samlinger, kunde Ganander paa forholdsvis bred Grundvold bygge Værket: Mythologia Fennica (1789, Titlen latinsk, men Teksten svensk). Rettere burde det hedt: Mytologisk Leksikon; det er en alfabetisk ordnet Fortegnelse over Navne fra finsk og lappisk Folketro med tilføjede, ret ukritiske Forklaringer og nogenlunde fyldige Brudstykker af Sange. I vore Dage er det disse sidste som giver Værket særligt Værd.

Folkets Sange og Overtro havde saaledes allerede før 1800 fundet Samlere og Granskere i de lærdes Kres. Men desuden havde Folkedigtningens Toner allerede den Gang i nogen Grad mægtet at klinge igennem i den finske Kunstpoesi.

Det er ingen omfangsrig og ingen fremragende Digtning her er Tale om. De største finske Begavelser som Frese og siden Franzén blev helt den svenske Litteraturs Eje, selv om de her bevarede et vist Særpræg af Følelsesalvor og Jævnhed. — I den ældre finske Kunstpoesi bruges ofte det folkelige Versemaal; og mens Teoretikerne, særlig før Porthan, har den største Møje med at klare sig dette tilsyneladende uhyre simple, i Virkeligheden saare ejendommelige Vers, saa viser det sig at flere af de dannede i Praksis har saa fint et Øre at de nytter det gamle »Runometrum« næsten eller nogenlunde fejlfrit. Ogsaa i Stil og Vendinger mærkes det ofte at Forfatterne er fortrolige med de gamle Folkesanges Aand. Det gælder saaledes flere religiøse Digtninge forfattede af gejstlige Mænd, fremfor alle det lige til vore Dage folkekære Evangeliekvad Frydesang om Jesus som Præsten Mattias Salamnius udgav i 1690. Stedvis falder Digtningen nok tør, men stundom kender man klart Folkesangenes Tone, f. Eks. naar Naturen tager levende Del i de menneskelige Optrin; det hedder at Solen ved at se Frelserens Lidelse paa Korset

ændred brat sin skønne Skabning,

vendte hastig bort sit Aasyn,

harm i Hu ved Herrens Bane,

og af mægtig Undren slagen

sagde den med sorgfuld Læbe:

"Hvor er længer Rum for Glæde,

naar vor Drot med Døden drages?

Skal jeg mer til Jorden skikke

mine varme, milde Straaler,

over disse slette Slægter?"

Og sin Straaleglans den kasted,

lagde bort sin favre Kjortel,

hylled sig i Sørgekaabe,

dækked sine lyse Øjne.

Men da Mørket har ruget i tre Timer, skræmmes Solen op ved at høre Mesterens skærende Raab Eli-Eli:

Og den kære Sol fornam det,

hørte Herrens høje Raaben;

brat da vendte den tilbage,

rev sin rene Kjortel til sig,

drog den om sig ufortøvet,

og sit skære Skin den sendte

atter nedad mod det lave,

vilde vise Herren Ære,

vilde trøste Skabermanden.

Omtrent som Heliands Digter hos Sakserne forstod at gyde det ny Trosindhold i de hjemlige Former, saaledes søgte de finske Præsteskjalde ved kristelige Kvad i Folketone at fortrænge de hedensk-katolske Sange. — Ogsaa i Gabriel Calamnius »Finske Sørge-Sange« over den store Ufreds Lidelser lyder den hjemlige Klang, saaledes hvor han maler Russernes Grumhed og Finnernes Elende:

Ødemarken blev vor Bolig,

midt paa Alfarvej vort Herberg

og vor Kirkesti blandt Stene,

mellem vilde Dyr i Skoven,

Bjørnen blev vor Vandringsfælle,

Snefog blev vort milde Solskin.

Hver af Digtets Sange ender med de Ord:

Hjælp os Gud, Du dyrebare,

fri os fra de onde Dage!

Nogen Frugt havde da de gamle Folkesange naaet at sætte allerede i Svensketiden — helt bortset fra al den Glæde de havde givet Almuen selv; enkelte lærde Mænd fik gennem dem skaffet sig lidt Kundskab om gamle Tiders Liv og Folketro; og andre Mænd havde Folkets Kvad ildnet til at synge efter Evne med ny Aand i gamle Toner. Dette var da mere end intet. Synderligt derudover ventede man efter Porthans Død ikke; og det mentes almindeligt at kun Brudstykker af Fortidens Sangskat endnu levede i Almuen. — Lidet anede man at en overvældende Rigdom af Kvad modnedes langt borte i Ødemarkerne og kun ventede paa den der skulde høste dem ind.