Færøiske Studier

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gustav Storm (1845-1903)

Færøiske Studier

Af Gustav Storm

Særskilt Aftryk af Historisk Tidsskrift, 2. Række, 4. Bind.
Carl C. Werner & Co.
Kristiania
1883

Viserne om Audun Hestakorn og St. Margrete på Nordnes

I Aarene 1300—1302 førtes i Bergen to Processer for Landsforræderi, og begge endte med Henrettelser, som gav Anledning til meget Folkesnak, fremkaldte Folkeviser og i nyere Tid har givet Historikerne Stof til flere Hypotheser. Den ene henrettede var en tysk Kvinde, som udgav sig for en norsk Kongedatter, den anden en af Landets Magnater, en nær Slægtning af Kongeætten. Om Aarsagen til Audun Hestakorns Død tier Samtidens kortfattede Annaler, men saa meget mere vides fra senere Sagn, hvis Troværdighed dog ikke er garanteret. Om St. Margretes Død vides mere, og man ser tillige, at allerede Samtiden var uenig om hende: Stormændene med Konge og Biskop i Spidsen erklærede hende for en Bedragerske, men Almuen troede hende uskyldig henrettet og gjorde hende til Helgen. Den sidste Opfatning finde vi igjen i to gamle Folkeviser, som ere gjenfundne paa Færøerne i dette Aarhundrede, og som hævde, at den egentlige Aarsag i hendes Død var Audun Hestakorn. Vi skal i det følgende offentliggjøre disse hidtil utrykte Viser, som Prof. Grundtvig velvilligt har stillet til vor Disposition, men anse det rettest at forudskikke Oplysninger om alt, hvad de samtidige Kilder oplyse om de to Hovedpersoner i Digtningen.

I.

Audun Hugleikssons skjold, moderne utforming.

Audun Hugleikssøn var beslægtet med Kongehuset, og dette Slægtskab anerkjendtes af Kongerne, thi Kong Erik kalder ham sin "kjære Frænde“ (carus consanguineus); han var dog ikke af kongeligt Blod, idet hans Slægtskab, som Munthe har paavist, skriver sig fra, at hans Morfader var en nær Slægtning af Kongemoderen Inga fra Varteig. Hendes Slægt, Varteigsmændene, var neppe mere end en "god Bondeæt" i Borgesyssel; den blev naturligvis hjulpet mægtigt frem i Ingas Søn Haakon Haakonssøns Tid. To af hendes Brødre, Gunnulv og Bjørn, tjente i Kongens Hird som Krigsmænd og ere vel som saadanne videre forfremmede, forsynede med gode Gaarde eller Giftermaal. lalfald vide vi dette om Ingas Frænde (Søskendebarn?) Audun i Borg, der af Kong Haakon fik som Gave Gaarden Bjærke i Follo,og vi tør vel slutte det samme om flere andre af Slægten, da vi se en ellers ukjendt Frændkvinde af Kongerne, Thorunn, faa en Gaard i Elvedalen til Gave af Kong Haakon. Den Jon af Sudrheim, der i 1240 kaldes "Kong Haakons Frænde “, og i hvem jeg har seet Hafthorssønnernes Stamfader, hører aabenbart til samme Familiekreds, da hans Etterkommere føre samme Vaaben (Rosen) som Audun Hugleikssøn. Hverken Audun af Borg eller Jon af Sudrheim betragtedes som jevnbyrdige med de gamle Lendermandsætter, og ingen af dem spiller nogen politisk Rolle i Kong Haakons Tid; ikke engang Audun i Borgs Døtre bleve gifte med Lendermænd; hans ene Datter var gift med en Hugleik af Hegranæs, der ikke kan have været mere end en rig Bonde i Søndfjord, i Høiden Hirdmand, og hvis jeg forstaar rigtigt Brevet DN. II, 19, var Auduns anden Datter gift med Jon Holtessøn (f. c.1277), der hørte til en rig Hirdmandsæt fra Romerike.

Først Auduns Dattersøn, Hugleiks Søn og Arving, Audun, bragte denne Sidegren af Kongehuset i Veiret. Han synes at være født omkring 1240 og er maaske tidligt kommet til Hoffet og der uddannet i boglige Kunster og Forretningsdygtighed; thi allerede 1273 var han Stallare, et Embede, som krævede baade praktisk Dygtighed og Lovkundskab, da Stallaren havde at forestaa alle offentlige Forhandlinger paa Thinget paa Kongens Vegne, var øverste Dommer i Hirden og desuden Skydsvæsenet laa under ham. Netop fra Aar 1273 har vi en udtrykkelig Udtalelse om, at Audun ansaaes for den sagkyndigste Mand i fædrelandsk Ret og derfor endog deltog i Bedømmelsen af den islandske Kirkesag, og det er visselig mere end en rimelig Gjætning, naar P. A. Munch ansaa Audun for en af de fornemste Deltagere i Kong Magnus’s Lovrevision, der hovedsagelig foregik i de Aar, Audun var Stallare. Det tør maaske endog betragtes som en Løn for denne Auduns Virksomhed, naar han, der endnu 1276 fungerede som Stallare, i Aaret 1277 var forfremmet til Lendermand (Baron) og forlenet med Tønsbergs Syssel. Hans Formuesstilling maa allerede nu have været glimrende, og han antyder selv, at han for en stor Del skyldte Kongen denne, idet han i 1279, efterat Jon Holtessøn havde betænkt ham i sit Testament med forskjellige Gaardparter i Follo og Romerike, benytter disse til at indløse fra Halvardskirken i Oslo den Gaard Bjærke, som Audun i Borg havde faaet af Kong Haakon, som Jon Holtessøn havde arvet efter Audun og testamenteret til St. Halvard, — "fordi jeg Audun havde megen Taknemmelighed at vise Kongedømmet for mangfoldige Hedersbevisninger og den Forfremmelse, jeg har faaet af det". Audun var paa denne Tid gift og havde —ialfald i 1281 - med sin Hustru Fru Gyrid (hvis Slægt ikke kjendes) Børn, uden at vi vide, at nogen af dem overlevede ham.

Ved Kong Magnus’s Død i 1280 skulde Audun stige endnu høiere; han blev sammen med de andre Baroner en af de faste Formyndere for den unge Kong Erik Magnussøn, en af dem, der "sad i Kongens Gaard“. Striden med Erkebiskopen er for bekjendt til, at vi her vil dvele ved den; om Auduns Deltagelse i Regjeringen kan kun siges, at sandsynligvis skyldes den store Kong Eriks Rettebod fra 1280 eller 1281, Sendebrevet til de østlandske Stormænd om Geistlighedens Anmasselser (c. 1282), Beskyttelsesbrevet for Nidaros Kirke og Kanniker (1283) o.s.v. helt eller udelukkende ham, saaledes at det paa en vis Maade maa siges at være ham, der formede Programmet for Barenernes og siden Kongedømmets Kamp mod Hierarchiet, medens det for største Delen var de andre Baroner, der øvede fiendtlige Handlinger mod Biskoperne; Banstraalen fra Erkebiskopen rettedes derfor ogsaa mod disse, mod Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Andres Plyt og Hr. Hallkel Krøkedans, medens Audun gik fri. Endog efterat Audun paa et Thing i Bergen havde ladet den Stavangerske Biskops Mænd lyse fredløse, fordi de ikke vilde yde Leding, høre vi ikke om noget Ban, thi heller ikke ved denne Leilighed var Audun den egentlige Exekutor; det var nemlig Gaute i Tolga, som fordrev dem fra Stavanger og tog deres Gods, medens Audun stod bag som den, der ledede det hele uden at deltage i den praktiske Detalj.

Saalænge Formynderregjeringen varede (1280—1282), synes Audun at have holdt til i Bergen, hvor vi ialfald træffe ham ved flere Leiligheder i 1281. I den følgende Tid fordunkles hans Navn næsten ganske af andre: Alv Erlingssøn har, støttet til Enkedronningen, ført Kongen og Landet ind i en aggressiv Politik mod Danmark og de tyske Stæder, og Hr. Bjarne Erlingssøn eller Thore Haakonssøn optræde overalt som de, der ligeoverfor Udlandet søge at bøde paa alle Alv Erlingssøns Feilgreb. Om Audun Hugleikssøn vide vi kun, at han enten 1284 eller 85 som norsk Gesandt indkrævede et halvt Aars Afdrag af Kong Eriks Tilgodehavende i Skotland, at han i 1287 deltog i Forhandlingerne med de danske Fredløse og i 1289 var med paa Krigstoget til Danmark, hvorved det udtrykkelig siges, at han og hans Afdeling vare uheldige. Det synes tydeligt, at han maa have været optaget med en mindre fremtrædende, men maaske i lige Grad betydningsfuld Virksomhed paa andet Hold, og da paa den ene Side hans udenlandske Sendelser havde en afgjort finansiel Karakter og paa den anden Side han ogsaa senere overhovedet synes knyttet til Tønsbergs Fehirdsle, kan vi ikke tvivle om, at P. A. Munch har truffet det rette ved at hævde, at Audun allerede strax eiter Formynderregjeringens Ophør har overtaget sin forrige Myndighed som Befalingsmand i Tønsberg, og at dertil er knyttet Stillingen som Overskatmester over hele Norge. Dermed stemmer ogsaa alt, hvad vi vide om Auduns Optræden i Aarene 1295 og 1298, idet hans Deltagelse i den ydre Politik ogsaa her havde en finansiel Karakter.

Enkedronningen og Alv Erlingssøn havde ført Landet ind i en uheldig Strid med Tyskerne, der endte med, at Kong Erik blev dømt til at betale 6000 Mark Sølv i Skadeserstatning, og i en Krig med Danmark, der væsentlig bestod i Herjetog i de danske Farvande. Finanserne bleve derfor i større Grad end nogensinde før Hovedfaktoren i den norske Politik, og vi se Kong Erik og hans Ministre gribe til de mest fortvivlede Laaneforetagender for at skaffe sig Penge dels til at betale den trykkende Gjæld, dels til at føre Krig.

Allerede Alv Erlingssøn begynder 1286 med at laane Penge for Kong Erik i England, men da samtidig de aarlige 700 Mark udeblev fra Skotland fra 1286 af, formaaede Kongen ved Betalingsterminen i 1288 ikke at skaffe mere end 2 870 Mark, saa at han for at faa Henstand maatte indrømme Hansestæderne Fritagelse for Afgifter, hvoraf fulgte Indskrænkning i Toldindtægterne. Afbetalingen strækker sig gjennem hele Eriks Regjering, og vi maa betragte disse finansielle Forlegenheder som den røde Traad i Kong Eriks udenrigske Politik. Da de skotske Regjeringsherrer havde nægtet Udbetalingen af de skyldige aarlige 700 Mark, maatte Erik søge Kong Edvards Hjelp og ganske overgive sig og sin til Skotland arveberettigede Datter i hans Vold. Dette nyttede lidet, thi Datteren døde som bekjendt i Oktober 1290: dog skadede Forbindelsen med Edvard Erik i 1292 noget af hans Tilgodehavende, men ikke saa meget, som der tilkom ham, og fra 1293 var Erik derfor misfornøiet med Kong Edvard og hans skotske Vasal John Balliol. Intet Under derfor, at han henvendte sig til dennes Konkurrent, Robert Bruce, og i 1293 ægtede dennes Sønnedatter Isabella; ogsaa dette Ægteskab var aabenbart først og fremst myntet paa at skaffe Penge, hvilket kan sluttes af Forhandlingerne om Hertug Haakons Ægteskab.

Endnu længere fjærnede Kong Erik sig fra sin tidligere Politik, da Krig udbrød mellem Kong Edvard og den franske Konge i 1294. Den franske Kong Philip har Vaaren 1295 havt Gesandter i Norge, og som Følge heraf sendte Kong Erik i Juni 1295 Audun Hugleikssøn med udstrakte Fuldmagter til Frankrige; Audun sluttede her en Traktat mellem Norge og Frankrige, som visselig maatte slaa enhver lagttager med Forbauselse, hvis man ikke ogsaa som Motiv her gjenfandt de hjemlige Finansforlegenheder. Audun lovede (22 Okt br. 1295) paa sin Konges og Norges Vegne at stille til den franske Konges Disposition i Krigen mod England 200 Galeier og 100 store Skibe, forsynede med Vaaben og Levnetsmidler for 4 Maaneder om Aaret, samt 50 000 udvalgte Krigsmænd mod aarlige Subsidier af 30 000 Pund Sterling. Audun maatte vide, at disse Løfter vare umulige at opfylde: hele Norges Krigsstyrke beløb sig til omtrent 13 000 Mand med omtrent 300 Skibe og var desuden kun forpligtet til defensiv Tjeneste "til Landsenden“; hvorledes skulde det da være muligt at opdrive det firedobbelte Antal "udvalgte Krigsmænd" og 300 Skibe til udenlandsk Krigstjeneste? Men Forklaringen ligger tydelig nok deri, at Audun samme Dag fik forskudsvis udbetalt af den franske Statskasse 6000 Mark Sterling, naturligvis mod at stille sig og sit Gods og Kong Erik selv som Sikkerhed. Samtidig sluttede Audun paa sin Konges Vegne en Alliance med Frankrige og underhandlede om et Ægteskab mellem Hertug Haakon og Grevinde Isabella af Joigny, som ogsaa blev foreløbigt tilsagt ham. Med Kong Philips Gesandter, der ogsaa paa Isabellas Vegne skulde underhandle om de pekuniære Vilkaar for Ægteskabet, vendte Audun hjem til Norge, og Kong Erik gav i Bergen 29. Marts 1296 sin Stadfestelse af Traktaterne; men de franske Gesandter synes ikke at være blevne enige om Ægteskabsvilkaarene, thi Ægteskabet blev ikke indgaaet, og hverken Alliance eller Krigstog blev der noget af, thi allerede i April 1296 sluttede Kong Edvard Vaabenstilstand og kort efter Fred med den franske Konge, som saaledes ikke behøvede den storartede Udrustning fra Norge. Men Pengene? Ja, senere nævnes de ikke med et Ord; de franske Arkiver, som har bevaret Traktaterne og Forskrivningen for de 6000 Mark, har ingen Kvittering bevaret for Tilbagebetalingen, de norske heller ikke, saa man neppe kan tro, at de bleve betalte tilbage. Derimod kan Kong Erik snart efter — i 1297 og 1298 — gjennem Audun Hugleikssøn som Skatmester i Tønsberg betale al sin Gjæld til de tyske Stæder til sidste Skilling. Der maa her være en Sammenhæng, og denne kan ikke være nogen anden end den, at Audun har benyttet de franske Subsidier til at indfrie sin Konges Forpligtelser til Lübeck.

At Audun sammen med Bjarne Erlingssøn sluttede en Aftale med den danske Konge i Kjøbenhavn 1298, at han i Bergen havde af Kongen faaet en Gaard paa "Stranden", den senere Audunargarðr, og at han i Bergen 8. Febr. 1299 kjøbte og betalte en Gaard paa Romrike, er egentlig alt, hvad vi vide om ham eller hans Virksomhed under Kong Eriks senere Leveaar. Og efter Kong Eriks Død erfare vi af de islandske Annaler, at Audun blev fængslet i 1299 — altsaa om Høsten — og i 1302 hængt paa Nordnæs. Hertil kan endnu føies, at hans Dødsdag ifølge et islandsk Necrologium var 2. Decbr. Det sees endvidere, at alt Auduns Jordegods blev konfiskeret og siden holdt sammen som et særskilt Godskomplex af Kongerne; med Undtagelse af hvad der blev givet "under Kloster og Kirke" og enkelte Gaarde, som Audunargaarden, der af Kong Haakon V blev foræret til Hauk Erlendssøn, blev hele "Audun Hestakorns Gods" eller "Nordfjords-Godset" (som dog ogsaa havde Eiendomme udenfor Nordfjord) i 1361 givet som Odel til Otte Rømer, gik fra hans Sønnesøn over paa Sidegrenen de "yngre Rømere" og splittedes efterhaanden.

Før vi gaa over til at undersøge Grunden til Auduns bratte Fald, skal nogle Bemærkninger gjøres om hans Tilnavn: Hestakorn. Det er sikkert, at allerede hans Samtid kaldte ham saa, og at Tilnavnet ikke ansaaes som uhæderligt, thi Hirdmanden Jon Aslakssøn, som indsatte Kong Erik og Audun til executores testamenti, benævner ham med dette Tilnavn i sit Testament. Absalon Pederssøn mener, at Audun kaldtes saa, "fordi han gav Heste først Korn i Norge at æde“, — en meget naturlig Gjætning, da hestakorn kun er en Omskrivning for Havre: men i denne almindelige Form kan dog ikke Forklaringen gjælde, thi man ser af Eidsivathings ældre Kristenret fra Midten af 12te Aarhundrede, at paa Biskopens Visitatsreiser blev paa Prestegaardene hans Ridehest og Bagagehest fodrede med Korn, medens hans Følgesmænds Heste kun fik Hø og Presternes Heste ligeledes blot Hø, og hvis man tør tro Snorres Skildring af Olav den helliges Ophold hos Sigurd Syr paa Ringerike, lod denne de Besøgendes Heste fodre med Korn. Det synes altsaa, at paa Østlandet brugtes det allerede før Auduns Tid at fodre ialfald Biskopers og Kongers Heste med Havre. Det kan saaledes tænkes, at enten har Audun optaget Skikken fra Hoffet og anvendt den paa sit eget Stutteri eller ogsaa overhovedet indført den paa Vestlandet; i begge Tilfælde kan hans Samtidige have betragtet det baade som en Forbedring og som et Bevis paa Overmod og Luxus, og Tilnavnet saaledes i forskjelliges Mund have været et Hædersnavn eller et Øgenavn.

II.

De kortfattede Annaler fra 14de Aarhundrede har ingen Oplysning om, hvilken Forbrydelse Audun havde begaaet, eller hvad han blev dømt for. At det maa have været en stor Forbrydelse, er klart af Straffen, idet nemlig ogsaa hans Odelsgods blev konfiskeret, — men ingen direkte Efterretninger fra Samtiden oplyse nærmere om dens Art. Saa meget mere har Ettertiden beskjæftiget sig dermed, og der foreligger to Sagn og to Hypotheser som Forklaringer.

Det ældste Sagn findes i Indberetningerne til Ole Worm om Bergenske "Antiquitates" fra Biskop Paschasins af Aar 1626; vi citere det her i sin Sammenhæng:

I Sundfjord paa Jylster, tvert fra Prestegaarden paa Gaarden Degernes findes en Steenbro og nogle Steenhobe eller Rudera paa en øde Plads, hvor tilforn en mægtig Kiempe Evind Hestekorn (saa kaldet fordi han var den første, som i Norge gav Heste Korn at æde) Norges Riges Kantzler havde et Slot. Denne Evind skal være bleven rettet paa Nordnes ved Bergen, fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra Engelland til Norge. Broen er 96 Trin lang og 3 Trin bred.

Denne Indberetning gjengiver neppe uforandret et Sagn fra Søndfjord, thi enkelte Punkter i Indberetningen — Forklaringen af Tilnavnet Hestekorn og den urigtige Titel "Kansler" — ere laante fra Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse; ligeledes synes Udtrykket "rettet" at vise hen til den dobbelte Beretning hos Absalon ("hængt" eller "brændt"), som Beretteren har villet undgaa at udtale sig om ved at vælge et almindeligere Udtryk. Men iøvrigt synes Beretningen at gjengive et virkeligt Folkesagn (sml. nedenfor). At dette Sagn er uhistorisk, har allerede Munch vist: Grevinden af Joigny sendte nemlig ikke sin Datter til Norge, men hun overdrog de til Norge reisende franske Gesandter at underhandle om Giftermaalet, og da disse ikke bragte nogen Giftermaalskontrakt istand, var dermed Sagen ude: Forbundet med Frankrige, ophørte af sig selv, fordi den Situation, som havde fremkaldt det, havde ophørt at virke, derfor opgaves ogsaa det af Situationen fremkaldte Giftermaalsprojekt.

Det andet Sagn om Auduns Skjæbne synes ligeledes at gjengive en virkelig Folketradition, om end heller ikke denne er ganske usminket. Biskop Neumann gjengiver dette Sagn saaledes (Budstikken V, 578):

Ridder Audun til Aalhus vilde utilbørligt udvide sin Magt og laa derfor ideligt i Strid med en Herse i Naustdal; dette mishagede Kongen, som lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld sine Skatte, sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet og begav sig afsted, ledsaget af sin Vaabendrager. Medens de hvilede underveis, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem og gav sig til at skrige ynkeligt. Audun, der vidste, at Vaabendrageren forstod at tyde Fugleskrig, spurgte ham, om han skjønnede, hvad Ravnen sagde. Ja, var Vaabendragerens Svar, den siger, at du drager bort, men kommer aldrig tilbage. Det skal du have løiet, sagde Audun, spendte sin Bue, skjød Vaabendrageren ihjel og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet.

Et mistænkeligt Træk i denne Beretning er, at Auduns Modstander i Naustdal bærer den antikverede Titel "Herse", hvilket smager af 19de Aarhundrede og aabenbart er indsat af Biskop Neumann (Sagnet har rimeligvis kaldt ham "Kjæmpe" eller "Ridder"); derimod kunde det pege paa en gammel Tradition, at Kongen forudsættes at bo i Bergen, og det kan ogsaa gjerne være, at, som Munch formoder efter Sagnet, Audun har ligget i Strid med den Høvdingeæt, der boede i Naustdal (Lendermanden Eiliv i Naustdal, † 1277, eller hans Søn Eiliv, der var Ridder i 1309). Men selv om Folketraditionen i Auduns Hjemstavn har opfattet Striden med en Nabo i Naustdal som Aarsagen til hans Afstraffelse og hertil endog føiet Drabet paa hans egen Vaabendrager, kan dette ikke ansees for gyldig Anledning til Fængsling og Henrettelse, — end sige til Konfiskation af Odelsgods, hvortil Loven krævede "Nidingsværk“. Heller ikke dette Sagn kan saaledes være historisk, hvad man heller ikke kunde vente af en Beretning, optegnet over 500 Aar efter Begivenhederne.

Af nyere Hypotheser slutter den ene (Werlauffs) sig ganske til det i den Bergenske Indberetning omtalte Sagn, eller rettere til de derved fremkaldte Kombinationer. Oldforskeren Arendt havde nemlig ved Hjelp af dette Sagn, af Ligstenen fra Fjære og af et for Leiligheden fabrikeret Lokal sagn fundet ud, at Forbindelsen mellem Audun Hugleikssøn og den udenlandske Prinsesse havde havt en Datters Fødsel tilfølge, om hvilken hin Ligsten bar Vidnesbyrd, og Werlauff, der ikke kjendte Sagnets Gehalt, søgte som Følge heraf Auduns Brøde i hans Forgaaelse mod den franske Prinsesse. Om denne Hypotheses Umulighed kan jeg henvise til Munchs Udvikling og til min Afhandling i det foregaaende Bind af nærværende Tidsskrift, Side 207—10.

P. A. Munch har opstillet flere Forklaringsgrunde for Auduns Fængsling og Henrettelse: dels tænker han sig, at Audun har vægret sig ved at underkaste sig den nye Konge og enten ikke villet opgive Tønsberghus eller søgt at hindre hans Hylding, dels anser han det sandsynligt, at Kongen har krævet ham til Regnskab for de franske Subsidiepenge, dels tager han ogsaa Sagnet om "Hersen i Naustdal" med. Det nye hos Munch er imidlertid hans dristige Kombination af Auduns Sag med den falske Margretes: han tænker sig, at Audun efter sin Fængsling i 1299 blev frigiven paa Æresord, men misbrugte denne Frihed til at smede Rænker sammen med et misfornøiet Stormandsparti, at han har begunstiget eller endog fremkaldt den falske Margretes Optræden som Kronprætendent og, da Bedrageriet blev opdaget, er falden med hende eller kort efter hende. Men disse Kombinationer have ikke blot ikke nogen Støtte i Kilderne: vi kan ikke paavise nogensomhelst selvstændig Handling af Audun i Aarene 1299—1302, som kunde vise, at han i disse Aar har været paa fri Fod, og, hvad værre er, vi maa absolut benægte Tilværelsen af et mod Haakon fiendtligt Stormandsparti, thi dette maatte dog søges blandt Rigets Baroner, men alle Kong Eriks Baroner deltage i Rigsstyrelsen under Kong Haakon; den Omstændighed, at den tidligere Kansler, den urolige Bjarne Lodenssøn, blev fængslet i 1302 og en Stund holdt i Fængsel i Ragnhildholm (ved Konghelle), kan ikke benyttes til af ham og Audun at skabe et Stormandsparti, thi da Bjarne kort efter blev frigivet og endog forfremmet til Baron, kan han ikke have deltaget i nogen Sammensværgelse mod Kongen. Desuden er Støttepunktet for Munchs Kombination, at Auduns og den falske Margretes Henrettelse fulgte lige efter hinanden i Løbet af Vintermaanederne 1301—2, urigtigt: den falske Margrete blev brændt i 1301 (Vaar eller Sommer, se nedenfor), medens Audun først blev henrettet 2den December 1302. Munch var ogsaa senere nær ved at opgive Kombinationen, da han lærte bedre at kjende Biskop Audfinns Brev af 1ste Febr. 1320 og deraf saa, at hele Tilstelningen med den falske Margrete var udgaaet fra nogle Bergenske Prester; ialfald gjør han opmærksom paa, at dette Brev giver Anledning til flere Berigtigelser af hans tidligere Ytringer.

Baade de ældre Sagn og de nyere Hypotheser maa saaledes opgives som Forklaringsgrunde. Skal et nyt Forsøg voves, maa dette udgaa fra hvad vi virkelig vide om Audun fra samtidige Kilder eller kan slutte fra disse. Vi maa da fremhæve følgende Hovedpunkter:

1) Audun blev henrettet i Bergen; her maa altsaa hans Proces være foregaaet, og her maa han være bleven fængslet i 1299, ikke paa Østlandet, thi da maatte hans Fængsel ifølge Hirdskraaen have været paa Tønsberghus. Audun kan altsaa ikke, som Munch antog, have forholdt Kongen Tønsberghus, men er arresteret under Kongens tidligere Ophold i Bergen i 2den Halvdel af August 1299.

2) Da Henrettelsen følges af Konfiskation af Auduns Odelsgods, maa der forud for Henrettelsen være foregaaet en ordentlig Proces og Domfældelse. Naar en Lendermand anklagedes for "Landraadesag“, skulde deropnævnes 12 Dommere blandt Hirdens øvre Klasser; ogsaa dette er vistnok iagttaget ved Auduns Proces. Undersøgelsen er rimeligvis strax sat i Gang, men vigtige politiske Begivenheder, navnlig Krigstoget til Danmark 1300, maa have forhindret Dommerne fra at fremme Sagen. Derimod maa denne have gaaet sin Gang uafhængigt af Kongens Tilstedeværelse, thi denne var borte fra Bergen mellem September 1299 og September 1301 og reiste atter fra Bergen Sommeren 1302; han oppebiede saaledes ikke Undersøgelsens Udfald, thi Audun blev henrettet 2. Decbr. s.Aa., medens Kong Haakon var i Oslo. Af hans Dommere kan vi med Sandsynlighed udpege nogle, da vi vide, hvilke Baroner der var med Kongen til Rigsmøde i Oslo (Septbr. 1302); Formand i Retten maa aabenbart Mærkesmanden (Ogmund Sigurdssøn af Hestbø) have været, thi da Stallareembedet var ophørt i 1299, var Mærkesmanden øverste Hirddommer; de andre Baroner, som ikke vare med Kongen, vare Thore Haakonssøn, Jon Ragnvaldssøn, Aslak Ragnvaldssøn og Peter Andressøn; en eller flere af disse maa saaledes have været Medlemmer af Domstolen.

3) En Sag, hvormed en Domstol er optaget i over 3 Aar, selv med Afbrydelser, maa være meget vidtløftig; Sagen mod Audun maa saaledes være rettet mod hele hans Embedsførelse, altsaa fornemmelig hans Finansforvaltning. De vigtigste Poster i denne er aabenbart Traktaten med Frankrige og Udbetalingen til Lübeckerne. Det er saaledes naturligt, at Undersøgelsen ogsaa har strakt sig til dem, der har kontraheret med den mistænkte Finansembedsmand, altsaa paa den ene Side Lübeckerne, paa den anden Side den franske Regjering. Og dette bliver egentlig den naturligste Forklaring af, hvorfor Sagen drog i Langdrag; der maa være sendt Mænd til Lübeck og til Frankrige for at granske vedkommende Dokumenter.

Nu træffer det sig virkelig saa, at vi kan paavise, at en af Kong Haakons mest fortrolige Raadgivere netop har været borte fra Landet i den meste Del af den Tid, da Auduns Sag stod paa. Kansleren Aakefors vinder ganske fra offentlige Brevskaber i Tiden mellem Midtsommer 1300 og September 1302, og i al denne Tid besørges hans Forretninger saavel i Bergen som i Oslo af Vicekansleren Snare Aslakssøn. Aake maa altsaa have været udenlands i Kongens Ærinde, og det ligger nær at formode, at han er reist til Lübeck og Paris for at foretage Undersøgelser angaaende Auduns Transaktioner. At Kong Haakon allerede i en meget tidlig Del af sin Regjering har havt Gesandter ved det franske Hof, sees deraf, at Kong Philip i 1304 sendte Gesandter til Norge med Foræringer, hvilket tyder paa, at tidligere Høflighedsbevisninger fra Norges Side skulde gjengjældes. Den med Henrettelsen følgende Inddragning af alt Auduns Jordegods synes ogsaa at være et passende Æquivalent for de Forpligtelser, Audun havde paadraget den norske Statskasse, og hvorfor han hav de sat sit Jordegods i Pant. Det er ogsaa naturligt i Frankrige at søge Forbillede paa den Proces og Straf, som overgik Audun, thi netop Konfiskation af Finansembedsmænds Gods var i Frankrige en temmelig almindelig Praxis, og man har fra en lidt senere Tid (1315) et til Auduns Sag næsten ganske svarende Tilfælde i Enguerran de Marigny, som efter Philip IV’s Død blev dømt til Døden og hængt, ofret for Folkets Had af Philips Søn og Etterfølger, Ludvig X. Sagen mod Audun har unegteligt det samme Udseende af en politisk Proces: paa den ene Side Repræsentanten for Formynderregjeringen og de under Kong Erik herskende Stormænd, paa den anden Side Kong Haakons Kabinetsstyrelse, der fra efterhaanden at emancipere sig fra Eriks Omgivelser nu efter Eriks Død var stegen til at blive den herskende Magt i hele Landet. Endog personlige Fiendskaber kan have blandet sig ind i Processen og f. Ex. paavirket Dommere, der i lange Tider havde følt sig tilsidesatte for Audun. Men ingen historiske Oplysninger foreligge herom, og jeg anser det for urigtigt her at indblande senere Tiders Sagn.

III.

Galgebakken på Nordnes, det gamle retterstedet i Bergen i middelalderen. Foto: Frokor, 2008. Commons.

I det Gesandtskab, som Høsten 1290 førte Kongedatteren Margrete Eriksdatter til hendes tiltænkte Rige, Skotland, deltog, saa vidt vi vide, ikke Audun Hestakorn. Biskop Audfinns Brev oplyser, at Biskop Karve i Bergen og Baronen Thore Haakonssøn stod i Spidsen for Gesandtskabet, og der var saaledes ikke nogen Plads tillige for Audun; med Hr. Thore fulgte dennes Hustru Fru Ingebjorg Erlingsdatter, Jarlen Alvs Søster, samt naturligvis flere ringere Kvinder.

Margrete døde paa Orknøerne "mellem Biskop Narves Hænder“, og hendes Lig blev af Gesandterne ført tilbage til Bergen; Kong Erik undersøgte selv Kisten, og efter at have forvisset sig om Ligets Identitet lod han hende begrave i Bergens Kathedralkirke ved Siden af hendes Moder. Men Aaret efter Kong Eriks Død (1300) kom til Korge fra Lübeck en Kvinde, der udgav sig for Kongedatteren Margrete, som skulde være "solgt" af Fru Ingebjorg Erlingsdatter; hun blev sat i Fængsel i Kongsgaarden og hendes Sag retslig undersøgt. Det blev oplyst, at den tyske Kvinde var tyve Aar ældre end Kong Eriks Bryllup i 1281 — altsaa født omtr. 1261 —, at hun ved sin Ankomst til Norge var "graahaaret og hvid i Hovedet", medens den afdøde Kongedatter var født i 1283 og saaledes i 1301 ville have været 18 Aar gammel. Den Domstol, der dømte hende, har vel været Lagretten paa Bergens Bything og Bylagmanden; dette strider ikke mod, at hun ifølge Biskop Audfinns Brev dømtes efter "Landets Lov", thi Landslov og Bylov faldt i dette Tilfælde sammen, og Biskopen mener vel kun, at hun er dømt efter verdslig Ret. Hun dømtes i "Landraadesag" (Landsforræderi), hvilket af Biskop Audfinn forklares med, "at hun kaldte sig at være Kong Eriks Barn og lovlige Arving"; hun synes altsaa virkelig at have gjort Fordring paa al Arv efter Kong Erik, ogsaa paa Thronen, thi Krav paa Arv af Kong Eriks private Gods kunde ikke foranledige Dom for "Landraadesag". Der gjordes ogsaa den Forskjel mellem hende og hendes Medskyldige, at hendes Mand blev halshugget, medens hun selv blev brændt. Denne hendes Henrettelsesmaade er mærkelig, fordi den afviger fra den sædvansmæssige; det heder udtrykkelig, at dette skede "efter de bedste Mænds Raad, som da vare i Norge", hvilket vel antyder, at man for det nye Retscasus har indført en ny Dødsstraf. Ved de "bedste Mænds Raad" menes aabenbart, at Domstolen har henstillet til "Kongens Raad" at afgjøre Straffen, og at dette har udtalt sig for, at hun skulde brændes. Biskop Audfinn nævner ikke udtrykkelig Kongen som Deltager i Dommen; det kunde være for med Vilje at holde ham udenfor, da han jo var Part i Sagen. Men paa den anden Side ser det ud, som om Kong Haakon virkelig har været fraværende fra Bergen, medens Sagen stod paa. Annales regii, der give de bedste Oplysninger fra disse Aar, referere nemlig disse Aars norske Begivenheder i følgende Orden:

1300. Kong Haakon for i Leding til Danmark. Vaabenhvile til Fredsunderhandlinger. Møde i Halland mellem Kongerne, Fredsslutning paa 3 Aar. Kong Haakon bar sin Krone i Oslo Kronemessedag (ɔ: 9. Novbr.).

1301. Født Jomfru Ingebjorg, Kong Haakons Datter. Brændt i Bergen den Kvinde, som udgav sig for Kong Eriks Datter. Kong Haakon for nord til Bergen og sad der om Vinteren.

Her er det dog aabenbart Annalskriverens Mening, at Henrettelsen i Bergen foregik, medens Kongen endnu opholdt sig paa Østlandet, — altsaa før September 1301. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Dommen muligvis har været forelagt Kongen til Stadfestelse, men Udtrykket "de bedste Mænds Raad“ passer unægteligt bedst paa en Udtalelse af en af Kongen opnævnt Kommission af høiere Hirdembedsmænd.

Biskop Audfinns Brev indeholder tillige en Udtalelse, som ialfald Munch opfattede som en Antydning om Komplottets Ophavsmænd. Desværre findes Brevet ikke lenger i Original, kun i en Parafrase paa halvdansk fra 16de Aarhundrede, og her staar: "Nogre aff wore prester fingeret att forsagde konne som kom aff Lybeck i Tysklandt til Berguinar, som wor graa herritt och huid i hoffuidit", hvilket Munch gjengiver: "der var kun nogle Prester, der havde fundet paa at lade hiin Kone komme fra Lübeck, der var graaherdet og hvid i Hovedet", idet han antager det første som for Feilskrift. Dette er den eneste Etterretning fra Samtiden, som haves om Anstifterne, og dermed maa vi lade os nøie uden at kunne udspore deres Bevæggrunde, som vistnok vare rent personlige. Hvis Audun Hestakorn havde staaet i Forbindelse med den falske Margrete, enten ved at have opstillet hende som Prætendent eller have opmuntret hende hertil, maatte Biskop Audfinn have følt sig opfordret til at nævne det; ingen kunde finde det betænkeligt at rette Beskyldninger mod den henrettede Landsforræder.

Troen paa den falske Margretes Hellighed har udbredt sig allerede i Kong Haakons Tid; det fortaltes, at da hun blev ført ud af Kongsgaardens Port, havde hun mindet om, at da hun (d. e. den virkelige Kongedatter) blev baaret ud fra Kongsgaarden til Skibet, som førte hende til Skotland, havde hørt en islandsk Prest, Sira Havlide, istemme Hymnen "Veni creator“, og dette havde Sira Havlide, der døde 1319, bekræftet. Dog maa Rygtet først have vundet stærkere Tilslutning i Kong Haakons senere Aar; allerede nogle Maaneder efter hans Død blev der holdt et almindeligt Møde i Bergen af "de bedste Mænd, som da vare i Bergen, baade lærde og læge, seculære Geistlige og Munke", rimeligvis sammenkaldt af Biskop Audfinn, for at modarbeide Almuens Lyst til at dyrke den brændte Kvinde som "Guds Martyr" med Offer, Pilegrimsfærd til Nordnæs, Faste og Bønnehold; efter Forsamlingens Opfordring udstedte Biskopen d. 1. Febr. 1320 et almindeligt Forbud mod hendes Dyrkelse, oplyste hendes virkelige Historie og henviste til St. Michal som den, hvem al Dyrkelse paa Nordnæs tilkom som Munkelivs og Nordnæs’s Helgen. Denne Proklamation blev i Løbet af Vaaren oplæst i alle Bergens Kirker; det var ved Oplæsningen i Apostelkirken d. 2. Marts s. A., at den Skandal forefaldt, da Chorsbroderen Botolv Haakonssøn overfaldt Oplæseren og vilde hindre Biskopens Befaling, — hvilket foranledigede, at vi har Efterretninger om disse Begivenheder bevarede fra Biskopernes Kopibog.

Om Biskopens Forbud frugtede, er ubekjendt; Efterretninger fra 16de Aarhundredes 2den Halvdel — i Bergens Rimkrønike, Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse og den saakaldte "Bergens Fundats“ — paastaa, at der blev paa Nordnæs bygget et Træ-Kapel til St. Margretes Ære, og ialfald ser man af Bergens Fundats, at Stedet, hvor hun blev brændt, endnu dengang kaldtes "hos Sante Maritte". Efterretningen om Kapellet tør dog være tvivlsom, og ialfald maa dette snart være nedrevet; det nævnes hverken i Biskopens Brev eller overhovedet i nogen middelalderlig Kilde, og Munkelivs Kloster, som ejede den største Del af Nordnæs, har vistnok sørget for at rydde en saadan Konkurrent af veien. Naar i et Brev af 1366 "Kirken paa Nordnæs" nævnes, er dette ikke St. Margretes Kapel, men selve Klosterkirken, thi i samme Brev omtales hin Kirkes "Kirkegaard" og de den omgivende Tomter, der alle tilhørte Klostret. Det er al Sandsynlighed for, at dette Kapel tilhører Sagnet alene, thi det findes ikke udenfor de Bergenske Krøniker, som ikke ere fuldt gyldige Vidnesbyrd om Kirkeforhold i Middelalderen.

IV.

Digtet om "Margrete paa Nordnæs" er optegnet i dette Aarhundrede paa Færøerne i to forskjellige Redaktioner, hver i to forskjellige Varianter: A er optegnet efter Diktat af Bonden Thomas Thomassøn fra Sunnbø ved Provst Hammershaimb og allerede tidligere af Provst I. H. Schrøter, B er optegnet af Bonden Jon Klemetssøn, første Gang i Sandøbogen 1822, siden noget afvigende i 1848. Jon Klemetssøn har tillige bevaret den til denne Vise knyttede Dagmarsvise, hvorom se Danm. gl. Folkeviser, III, 921 f.

Digtet om Eydun Hestakorn findes ligeledes i begge Redaktioner samt i en selvstændig Optegnelse fra 1846 (C). I det følgende ere Digtene trykte efter A med de vigtigste Varianter efter B og C.

Margretu kvæði

1.

Eina veit eg rímuna,

kvødji sum eg kann,

um hana frúnna Margretu,

í Norðnesi brann.

2.

Eina veit eg rímuna,

eg kvødji sum eg tókti

um hana frúnna Margretu,

hon var kong Eiríks dóttir.

3.

Ótakk havi Eiríkur kongur,

hvat hann gjördi nú:

hann læt síni börn við óvinir burt,

dreingir brutu trú.

4.

Ótakk havi Eiríkur kongur,

hvat ið hann læt gera:

hann læt síni börn í eyðun burt,

moy-kongur at vera.

5.

Tá ið hon hevdi í kloystri verið

fullar mánadar triggjar,

lystir frúnni Margretu

síns faðirs skip at siggja.

6.

Hvört tað barn í ríkinum var,

fylgði teirri frúgvu á leið,

og hann sjálvur Eiríkur kongur

niður til strandar reið.

7.

Tað var Eyðun Hestekorn,

frúnna tók í favn;

sleppti henni í sævarflóð

í tað hála tang.

8.

Sleppti henni í sævarflóð

í tað hála tang :

har stjól hann tað fingurgull,

ið moygin bar á hand.

9.

Nú er blítt at sigla,

byrur blesur í hav,

lögðu síni skipini út

helga Tórsdag.

10.

Rókust út í myrkum havi

mánaðirnar tvá:

onga vætta máttu tey

til nökur lond at sjá.

11.

Svaraði frúgvin Margreta,

nógv hevði gull til fíggja:

Lovið burt ölmussu,

so fáum vit land at siggja.

12.

Sumar lovaðu eina og tvær,

Margreta lovaði triggjar,

tokan tók at lysa af,

tey fingu land at siggja.

13.

Væl sitið tit, riddarar og sveinar,

tit hava tykkara gleði mist:

Í tí ríka Tysklandi

har gistu tey fyst.

14.

Í tí ríka Tysklandi

innan grena lund

stjólu Katrina keypmansdóttur

tað hit væna sprund.

15.

Svaraði Eyðun Hestakorn,

heldur á brýndum knívi:

Hvor á land skulum vit selja

hætta hit væna vív.

16.

Svaraði frúgvin Ingibjörg,

hon var so raðavond:

Vit skulu selja hana

greivanum í Blálondum.

17.

Svaraði frúgvin Ingibjörg

ið annað orðið tá:

Vit skulu selja hana greivanum,

tí har spyrst einki frá.

18.

Vinda tey upp sini silkisegl,

gull við vovin brann:

strykaðu ei á bunkan niður

fyrr enn við Bláland.

19.

Kasta sinum akkerum

á so hvitan sand:

Eyðun og frúgvin Ingibjörg

gingu har fyrst á land.

20.

Eyðun og frúgvin Ingibjörg

gingu har fyrst á land,

tá var greivin af Blálandum

riðin niður til strand.

21.

Svaraði greivin af Blálondum,

heldur á brýndum knívi:

Hvaðan af londum havið tit

ført hetta hit væna vív?

22.

Svaraði frúgvin Ingibjörg,

hon var so ráða full:

Hetta sama væna viv

vit seljum tygur fyri gull.

23.

Mælti tað greivin af Blálondum,

gott er at taka till evna:

Hoyr tað, tú unga jomfru,

kann tu faðir tín nevna?

24.

Eg kann ikki sannari

siga fyri tær,

Eiríkur kongur af Noregi

hann er faðir at mær.

25.

Ta ið greivin hetta hoyrdi,

hon var af kongakyni,

hann vildi ikki gifta hena bort

við sinum onka syni.

26.

Tað var greivin af Blálondum,

hann gav tann virðin smá,

hann gav fyri frú Margretu

meiri gull enn hon vá.

27.

Greivin eigir snekkjú tá,

flytur í sævarflód,

so letur hann til strandar bera,

hann laðar sítt skip í sjó.

28.

Inn kemur Katrin keypmansdóttir,

fellur fyri teim á knæ:

Eina bøn, ið eg tygur biði,

hana veitið mer.

29.

Eina bøn, ið eg tygur biði,

hana vil eg tiggja:

Lovid meg á Blálond

frú Margretu við at byggja.

30.

Hvat skal tú á Blálondum,

tú kant tær einki mál:

far tú heldr til Noregis,

tú kant har siðir vár.

31.

Verdur mær tað lagað,

eg komi til Noregis heim:

siga skal eg Eiríki kongi

tygra tungu mein.

32.

Verdur mær tað lagað,

eg komi til Noregis lund,

siga skal eg Eiríki kongi,

tið seldu tað væna sprund.

33.

Tóku tey Katrinu keypmansdóttur,

lögðu í dúnið smá:

Eyðun og frúgvin Ingibjörg

tey settust har omaná.

34.

Tóku tey Katrinu keypmansdóttur,

lögðu í hvíta lín,

Eyðun og frúgvin Ingibjörg

tey skiltu hana snart við lív.

35.

Ikki kostaði Eydun

minna við enn tá:

börurnar af reyðar gulli

letur hann henni slá.

36.

Börurnar af reyðar gulli

letur hann henni gera,

krossin af tí skæra silvur

merki til at bera.

37.

Vinður hann upp síni silkisegl,

gull við vovin rand:

strykur ei á bunkan niður

fyrr enn við Noregis land.

38.

Eiríkur kongur fyri glasi stendur,

gevur fullgott treyst:

Nu man koma knörrur tann,

ið hiðan fór í heyst.

39.

Eiríkur kongur fyri glasi stendur,

sær á sinar hendur:

Nu man koma knörrur tann,

ið fyrr var burtur sendur.

40.

Kasta sínum akkerum

á tann hvita sand:

Eyðun og frúgvin Ingibjörg

tey báru tað lík í land.

41.

Eyðun og frúgvin Ingibjörg,

tey báru tað lík í land:

tá var hann riðin Eiríkur kongur

niður til sjóvar strand.

42.

Tí svaraði Eiríkur kongur,

mong eru dømin slik:

Hvaðan af landi havið tit ført

hetta hit ljósa lík?

43.

Hoyr tað tú nu, Eiríkur kongur,

hvat eg tali til dín:

Hetta er frúgvin Margreta,

onka dóttir tín.

44.

Svaraði frúgvin Ingibjörg,

elir hon síg so mjúka:

Mitt í miðjum Írlandshavi

fingu vit moynna sjúka.

45.

Tí svaraði Eiríkur kongur,

heldur á gyltum glógva:

Sprettið af tí ljósa líki

og latið meg sjálfan prógva.

46.

Tí svaraði Eiríkur kongur,

tá ið hann líkið sá:

Hetta er ikki min sæla dóttir

hvörki á brún ella brá.

47.

Svaraði frúgvin Ingibjörg,

hon er só ráðavond:

Menniskan er so vanskepulig,

tá ið hon gevur upp ond.

48.

Svóru fyri Eiríki kongi

tólv manna skrín:

Hetta er frúgvin Margretu

onkadóttir tín.

49.

Svóru fyri Eiríki kongi

tólv manna eið:

Hoyr tu, kongurin harri min,

viljið tær hava fleiri?

50.

Tólv váru teir eiðir gjörðir

allir á einari stund:

tað var ei so undarligt,

hann var í dömum tung.

51.

Tóku teir tað hit ljósa lik,

báru eptir veginum framm:

himiríkis einglarnir

ímoti henni rann .

52.

Toku teir tað hit ljósa lik

báru í kyrkju inn,

sjálvar ringdu klokkurnar,

tad tendraðust ljósinni fimm.

53.

Siðla var um aftanin

fólkið svövnin fekk:

tað var Katrin keypmansdóttir,

i dreymum fyri kongi gekk.

54.

Hetta er Katrin keypmansdóttir,

ið higar er komin til tín:

eptir lívir á Blálondum

Margreta dóttir tín.

55.

Margreta er á Blálondum,

tað er herni betur,

hon ber greivans synir tvá,

hon verður har i vetur.

56.

Árla var um morgunin,

hønsini tóku at gala:

kongurin heimtar Eyðun

sjálvan fyri seg at tala.

57.

Hetta er Katrin keypmansdóttir,

ið higar er komin til mín:

eptir livir á Blálondum

Margreta dóttir min.

58 ( --- ) 60

61.

Tað leið ekki longurum,

tað kom til so brátt:

kongin sókti helsótt

á teirri somu nátt.

62.

Kongin sókti helsótt

á teirri somu nátt:

letur nú boð til Hakun gera

bæði skjótt og brátt.

63.

Inn kom ungi Hákun,

fellur fyri hann í knæ:

Krist signi teg, Eiríkur bróðir min,

og hvat viltú mær?

64.

Enn tá var tað Eiríkur kongur,

tekur í Hakonar hond,

Margretu lýsi eg ríkið halvt,

kemur hon lívs í land.

65.

Ikki kostaði Hakun minni

við enn tá:

börurnar af reyða gulli

læt hann honum slá.

66. = 36 (undtagen honum f. henni).

67.

Ikki vantaði í ríkinum

hörpur og hörpuklang:

Sjálvur gekk tá Hakon

undir börustang.

68.

Eystan undir kyrkjuni,

sum dreingir eyka fold,

gróvu teir tað hit ljósa lik

niður í døkka mold.

69.

Margreta vaknar um miðnátt,

sigur sin dreym so brátt:

Undarligt hevur fyri meg

borið alla hesa nátt.

70

Meg droymdi, i Noregi

har var vaxin sút:

hjörtin í mín faðirs garði

spældi fyri bergið út.

71.

Meg droymdi, í Noregi

har var vaxin grein:

kom ein maður í svörtum klæðum,

spilli alt fyri teim.

72.

Meg droymdi , í Noregi

har var vaxin viður:

kom ein maður í svörtum klæðum,

sló teir allar niður.

73.

Svaraði greivin af Blálondum,

væl kann dreymin ráða:

Tað er tin hin sæli faðir,

fallin er ríki frá.

74.

Er tað min hin sæli faðir,

fallin er ríki frá:

Nógv eigi eg í Noregi

gullið fyri at ráða.

75.

Nógv hevur tú á Blálondum

gullið fyri at ráða:

enn at fara til Noregis,

at elva tær sorg og váða.

76.

Tað var frúgvin Margreta,

sveipar hon seg í skinn:

so gongur hon í hollina

fyri meistaran Bjarnar inn.

77.

Hoyr tú, meistarin Bjarnar,

hvat eg spyrji teg at:

viltu vera min styrimaður

yvir tað salta hav?

78.

Svaraði hann Bjarnar

hið fyrsta orðið tá:

so gjarna verði eg tín styrimaður

yvir tað salta hav.

79.

Nær skal bryggja og baka,

nær skal blanda vín?

nær skal eg teg aptur vænta

higar aptur til mín?

80.

Er eg ikki aftur komin

á Mikkjalsmessu í heyst,

tu skalt bryggja og baka,

gera fullgott treyst.

81.

Er eg ikki aftur komin

á Mikkjalsmessu í ár:

tú skalt lata kyrkju geras,

ringja fyri mína sál.

82.

Harri Guð af himmiríki,

so tung var teirra mein:

Greivin fylgdi sinni frú

ytst á flóðarstein.

83.

Lagði hann hendur um frúnnar háls,

myntist við hana blíða:

skiltist so frá lind í borg,

tey sogust ikki síðan.

84.

Vindur hann upp síni silkisegl,

gull við vovin rand:

strykur ei á bunkan niður

fyrr enn við Noregis land.

85.

Svaraði frúgvin Margreta,

á bunkan tar hon steig:

Siglið bak við Noregi,

tí tað er styttri leið.

86.

Svaraði meistarin Bjarnar

ið annað orðið ta:

Siglið heldur hóvmansliga

inn á Berinsvág.

87.

Svaraði frúgvin Margreta

ið annað orðið tá:

Vont man vera í Noregi,

min faðir er fallin frá.

88.

Kasta sinum akkerum

á so hvitan sand,

fyrst steig frúgvin Margreta

sínum fótum á land.

89.

Fyrst steig frúgvin Margreta

sínum fótum á land

og hann meistarin Bjarnar

undir hennar høgru hand.

90.

Svaraði frúgvin Margreta,

á foldina tar hon steig:

Tað kenni eg á minum holdi,

af sonnum er eg feig.

91.

Svaraði frúgvin Margreta,

tá hon steig á jörð:

Einn mun var min fótur lettari

hetta munðið í fjór.

92.

Tað var frúgvin Margreta,

sveipar at sær skinn,

Aptanfyri hallardyrnar

har fór hon inn.

93.

Bak við hallardyrnar

har gekk hon inn:

har satt Eyðun Hestakorn,

han smílist undir skinn.

94.

Margreta gekk at bordinum,

Sit við frið, min faðirbroðir,

tekur í Hakuns hond:

nu er eg komin í land.

95.

Tí svaraði Hákon kongur

fyrsta orðið tá:

Hvat skaltú, hin unga kona,

tær til vitnis fá?

96.

Vont man vera í Noregi

vitnið at bera til mín:

heimtið mær meistarin Hilmar

fosturfaður mín.

97.

Inn kom meistarin Hilmar,

fellur fyri hana í knæ:

Krist signi frúnna Eiríksdóttur,

hvat viltú mær?

98.

Tí svaraði Hakun kongur

hit annað orðið tá:

Hvor skal tú, hin unga kona,

tær annað vitni fá?

99.

Vont man vera i Noregi

vitni at bera til mín,

heimtið mær Ásu Tissismoy,

fosturmoður mín.

100.

Tað var frúgvin Ingibjörg,

ið henni var imót:

tá ið Ása vitna skyldi,

hon steig á hennara fót.

101.

Svaraði Ása Tyssismoy,

reyðar-gull bar á hendi:

Hjælpi mer Guð af himmiríki,

eg kenni ei hetta kvendi.

102.

Minnist tú Ása Tissismoy,

at tú gjördi svá:

Tu slóst meg við titt fingurgull,

so fast á kinnum lá.

103.

Tu slóst meg við tínum fingurgull,

so fast á kinnum lá:

min faðir, frætti í höllina inn,

at tú gjördi svá.

104.

Min faðir frætti í höllina inn,

at tú gjörði svá:

snarliga læt hann boðinni senda,

eg skyldi fyri seg inn gá.

105.

Eg var mær so litið eitt barn,

eg skuldi í höllina renna:

eg fell í faður mins bordstólar,

eg beri her errið enn.

106 = 105 undtagen Rimene ganga ~ vanga.

107.

Svaraði Ása Tissismoy,

nógv hevði gull til figgja:

Eg kalli tað vera brennimerki

at ljúga sær arv til figgja.

108.

Svaraði frúgvin Margreta,

hugsar nú so við sær:

Só vist verður tú blind og deyv,

sum tú kennir meg.

109.

Eg var mær so litið eit barn,

eg fylgði minum foður til tinga:

prestar og so lærðir menn

teir tóku meg upp í ringum.

110.

Prester og so lærðir menn

teir tóku meg upp í ringum,

tá váru fleiri vinir og frændur

enn nú eru í dag á tingi.

111.

Mikil var tann miskunnin,

ið frú Margreta fekk:

bæði blind og málleys

Ása af tingum gekk.

112 = 111 undtagen Rimene neyt ~ reið.

113.

Tí svaraði Hákun kongur

ið fyrsta orðið tá:

Gangið tit í Nordnes

og kyndið henni bál.

114.

Gangið tit í Nordnes

og kyndið henni bál:

Vil hon seg ei frá rættum svörja,

setið hana har utá.

115.

Margreta gekk at kyrkjuni,

hevði bæði angist og harm:

har kom jomfru Maria,

hon skilti hana við barn.

116.

Hoyr tu, frúgvin Margreta,

gev tær fullgott treyst,

ímorgin verður tú á báli brend,

gev tær fullgott treyst.

117.

Margreta sat í kyrkjuni,

ætlaði at sitja við frið:

har kom Eyðun Hestakorn

við alt sitt valdra lið.

118.

Margreta sat i kyrkjuni,

seyng úr síni bók:

Eyðun kom har gangandi,

hann hendur um frúnna tók.

119.

Tekur hann hennara bádar hendur

aftur um bak at binda:

frúgvin græt so mediliga

at blóð sprakk undan lindum.

120.

Hoyrtú, Eyðun Hestakorn,

tú bint meg ikki nú:

tað byr undir lindini

sum minni formár enn tú.

121.

Hoyrtú, Eyðun Hestakorn,

tú bint meg ei so fast,

tað byr undir lindini,

sum harrin hevur skapt.

122.

Summir rivu af henni klæði,

summir af henni skinn:

drógu frúnna Margretu

í myrkvastovu inn.

123.

Eg fór mær til Noregis

at finna mína vinir og frændur:

Nu er eg komið í husið

tað ið eg siggi ikki mínar hendur.

124.

Svaraði frúgvin Margreta,

á foldina tar hon steig:

Eg náddi ikki til Postola-kyrkju

at siggja mín faðirs leigu.

125.

Tað var frúgvin Margreta

riður fram undir bý:

eld sá hon á Nordnesi

og logan undir ský.

126.

Eld sá hon á Nordnesi

og logan undir ský:

Guð náði hesi beinini,

sum har skulu hvíla í.

127.

Her liggur tú, Katrin keypmansdóttir,

sum pínuna toldi fyri mær:

hímiríkis einglarnir

teir bidja gott fyri tær.

128.

Tað var Eyðun Hestakorn,

ið frúnni gjördi tað versta:

Tá ið hon at bálinum kom,

hann vendi tá frúnna á hesti.

129.

Ovuga koyrdi hann frú Margretu

í váðalogan inn,

í hesum sama váðaloga

hon føddi tað litla kind.

130.

Tak tú mítt hit litla kind,

tú skert henni klæði reyð,

hon má liva í Noregi

at elva sín moður deyd.

131.

Tak tú mína unga dóttur,

tú skert henni klæði grøn:

hon má liva í Noregi,

af guði takið tær løn.

132.

Tað var Eyðun Hestakorn,

id frúnni var ímót:

hann tók hennara unga kind,

tad rendi uppá spjót.

133.

Svaraði frúgvin Margreta,

tá ið henni kom barn á knæ:

Syndina og hevndina

vil eg fyrigera tær.

134.

Syndina og hevndina

vil eg fyrigera tær,

sum eg vil á dóminum

guð skal forláta mær.

135.

Triggjar voru tær tjörutunnur,

stoyptur vóru á bál:

ikki talaði frú Margreta

drystuliguri enn tá.

136.

Svaraði frúgvin Margreta,

ið brend var upp til kniggja:

Heimtið mær meistarin Hilmar,

nu vil eg hann siggja.

137.

Fram kom meistarin Hilmar,

fellur fyri henni í knæ:

Krist signi teg, Margretu Eiríksdóttur

hvat viljið tær mær?

138.

Tu heilsa Hákun faðirbroður,

seg honum so ifrá:

tú bið hann láta kyrkju gera,

á bálinum at stá.

139.

Vill hann ikki kyrkju gera

á mitt brennstað stá:

triggjar ferðir, aður han doyr,

skal hann af vitinum gá.

140.

Tú heilsa frúnni Ingibjörg,

hon var mær tann versta:

tá ið hon skal føda börn,

tá fødi hon fíl og hestar.

141 = 140 undtagen Rimene tunga (onda B), hundar.

142 = 140 undtagen Rimene arga, vargar.

143.

Eg eigi mær á Blálonmdum

sjeyvetra gamalt barn:

kemur hann norður til Noregis,

so mongum vekur hann harm.

144.

Fölin var so eldur

og slökkin var so

sistur reið Eyðun Hestakorn

frá bálinum heim.

145.

Mikil var tann miskunnin,

ið frú Margreta fekk:

triggjar ferðir Hákun

kongur af vitinum gekk.

146.

Hann heilsaði frunni Ingibjörg,

hon var henni tann versta:

tá ið hon skuldi føða börn,

tá føddi hon fíl og hestar.

147 og 148 undtagen Rimene tunga, hundar, arga, vargar.

149.

Siðla var um aftanin,

ið fólkið svövnin fekk,

tað var Margreta Eiríksdóttir,

í dreymar for sonin gekk.

150.

Vatnkerildini tvey og try

eitt á hvörjum morgni,

ta var eg á Blálondum,

tá ið betur leikaði í horni.

151.

Reyður hevur login leikað

um tín moður brøst:

bæði fór hun af vörild út

hungrað og so tyrst.

152.

Tú statt upp, ungi Magnus,

tu skonk tær mjöð í skál:

tað fyrsta rós, ið fyri teg kemur,

tu gev fyri móður sál.

153.

Tu statt upp, ungi Magnus,

tu skonk tær mjöð í ker:

tað annað rós, ið fyri teg kemur,

teim fátaka tu gevur.

154.

Magnus vaknar á midjari nátt,

sigur sinn dreym so brátt:

Undarligt hevur fyri meg borið

alla hesa nátt.

155.

Reyður hevur login leikað

um mín moður brøst:

bæði fór hon af vörild út

hungrað og so tyrst.

156.

Upp steig ungi Magnus,

skonkti sær mjöð í skál:

tað fyrsta rós, ið fyri hann kom,

hann gav fyri móður sál.

157.

Upp steig ungi Magnus,

skonkti sær mjöð í ker:

tað annað rós, ið fyri hann kom,

teim fátaka hann gevur.

158.

Upp steig ungi Magnus

við sinar reyðar ringar:

kykur mundi greivin

af sinum harmi springa.

159.

Magnus letur krossin skera,

fólkið saman at stevna:

har komu tveir, sum boðin var ein,

Margretu deyða at hevna.

160.

Fimtan skulu herskipin

út af Blálondum ganga,

annað slikt skal eftir

koma undir ein lognitanga.

161 = 160 undtagen Rimene gá,við, svörð og brynjum blá.

162.

Margreta gongur fyri sannan guð,

fellur fyri hann í knæ:

Ongar vil eg hevndirnar

gera eftir meg.

163.

Ongar vil eg hevndirnar

gera eftir meg,

öll láti tú sjó-látast, men

sálina goym hjá tær.

164.

Mikil var tann miskunnin,

ið frú Margreta fekk:

tvinni fimtan af Blálondum

alt burtur gekk.

165.

Mikil var tann miskunnin,

ið frú Margreta neyt:

tvinni fimtan af Blálondum

tey sukku á miðjari leið.

166.

Tvinni fimtan af Blálondum

tey sukku á miðjari leið:

sálirnir fóru til himmels upp,

tær hövðu so góðan heim.

Eyðuns rima

1.

Eina veit eg rímuna,

loynir ei min tunga:

gjörd um Eyðun Hestakorn

og Hákon kongin unga.

2.

Eyðun vaknar um miðnatt,

svör á sina trú:

Undarlegt hevur fyri meg borið,

reiður er kongur nú.

3.

Árla var um morgunin,

hønsini tóku at gala:

kongurin heimtar Eyðun

eina fyre seg at tala.

4.

Kongurin gongur i hallina inn,

Eyðun honum á baki:

Hoyr tú, kongurin, harri min,

hvat eru várar sakir?

5.

Hoyr tú, Eyðun Hestakorn,

viltú sakir hoyra:

gjört hevur tú fyri lív og gods,

um enn tú átti meira.

6.

Beltið breitt og búgvið var,

ið Eirikur broðir mín átti,

viti tað, Eyðun Hestakorn,

vit eru ei um tað sáttir.

7.

Beltið breitt og búgvið var,

sett við dýrum steinum,

tað kom ekki um broður mins bak

uttan jóladagin eina.

8.

Beltið breitt og búgvið var,

sett við rósur og krans,

tað kom ekkium bróður mins bak,

uttan ta ið han reið í dans.

9.

Beltið breitt og búgvið var,

sett við rósur og liljur,

tað kom ekki um bróður mins bak

fyrr enn hann reið at gilja.

10.

Eg sendi teg till Upplanda

at heimta mer fæ:

Hosborg og Tósborg

legði tú undir teg.

11.

Hosborg og Tósborg

eru oyggiar tvinnar;

Berintvág í Noregi,

hon var ekki minna.

12.

Hosborg og Tósborg

eru oyggiar tvær;

Berintvág í Noregi

hevdi tú ætlað tær.

13.

Eg sendi teg til Upplanda

at bidja mær viv:

moyjin misti moydom,

fyri tað tu letur liv.

14.

Tað tykir meg einki vera,

tó að tú letur meg pina,

tá ið tú læt á báli brenna

bróður dóttur tína.

15.

Ti svaraði Hákon kongur,

hugsar hann so við seg:

Viti tað, Eyðun Hestakorn,

tað bøtir ei um teg.

16.

Val var hann till gálga reiddur,

tar hann skuldi hanga:

silkihúgva á hövdi bar,

belti um magan svanga.

17.

Eyðun hann ber hárið tað,

glitrar á hvörjum lokki,

so reið hann í herin framm,

fremstur af fylgis flokki.

18.

Tóku teir Eyðun Hestakorn,

hongdu upp í træ;

svörji tan eið á mina trú,

at ravnar rivu hans ræ.

19.

Svaraði frúgvin Guija,

eftir götu gongur:

Nú er bóndi í Nordnesi,

í reyðum skildri hongur.

20.

Svaraði frúgvin Guija,

eptir götu gekk:

Nu er bónðin í Nordnesi,

í reyðum skildri hekk.

Kommentarer til Viserne om Margrete og Audun

Disse Viser ere ikke historiske i den Forstand, at de levere Oplysninger om, hvad der virkelig skede i Bergen i Aarene 1300—1302; som de historiske Kilder vise, har Begivenhederne udviklet sig ganske anderledes og de ledende Personer spillet en ganske anden Rolle, end Viserne vil. Derimod kan de nok siges at være forsaavidt historiske, som de afspeile Samtidens eller den nærmeste Ettertids Opfatning af Personer og Begivenheder. Det er nemlig aabenbart, at Margreta-Rimens Opfatning af den falske Margreta stammer fra den, som hun og hendes Parti gav til bedste: at hun var den virkelige Kongedatter, som var solgt til ukjendt Land af Fru Ingebjørg Erlings datter; naar man oplevede Aaret efter at se Audun Hestakorn hængt paa samme Sted, hvor Margreta var brændt, laa det jo meget nær at give ham sin Andel i Handlingerne mod Kongedatteren. At Viserne stamme fra Samtiden eller den nærmeste Generation efter (c. 1300—1330), synes at være tydeligt af, at saamange direkte Minder ere bevarede: Slægtskabsforholdene mellem Erik, Haakon og Margreta, Navnene Mester Bjarne for hendes Fosterfader, Engelbert for hendes Styrmand, at Bergen er Udgangspunktet for Kongedatterens Reise til Skotland og idet hele Begivenhedernes Skueplads, at Audun er beslægtet med Kongeætten, at hans Hustru hedder Gyrid, at Fru Ingebjørg er fra Viken o.s.v. En anden Sag er det, at disse Viser kan i Tidernes Løb have faaet et eventyrligere Præg (f. Ex. "Greven af Blaaland“, et tydeligt Laan fra andre Viser) og modtaget Udvidelser i Smaatræk: flere af disse Udvidelser kan endog være indkomne i temmelig ny Tid, forsaavidt de ere forskjellige i de forskjellige Redaktioner. Men i det hele taget give disse Viser Indtryk af at have bevaret det væsentlige fra gammel Tid.

At begge Viser ere digtede i Norge, synes rimeligt; at de har været sungne her i ældre Tid, er ialfald sikkert. Absalon Pederssøn beretter udtrykkelig, at der paa hans Tid (1567) fandtes en Vise om "Maritte paa Nordnes"; men han vogtede sig vel for at gjengive denne, da han af Annalerne saa, at den stred mod Historien; naar derimod han og hans Samtidige fortælle, at der blev bygget en Kirke til Margretas Ære, har de herfor ikke engang Visen at paaberaabe sig, thii af denne fremgaar kun, at Kong Haakon ikke lod noget Kapel bygge og derfor "gik 3 Gange fra Viddet"; men det er klart, at Visen kunde foranledige et Sagn om, at et Kapel var bygget paa hendes "Baalsted".

Ogsaa Visen om Audun maa forudsættes kjendt i Søndfjord; thi naar det i Beretningen fra 1626 hedder, at Audun havde voldtaget Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England til Norge, synes dette at være direkte hentet fra Visen, skjønt denne nu lader Bruden være kommen fra "Upplanda" (ɔ: utlanda?). Og jeg skulde tro, at Visen i Auduns Hjemstavn har havt et længere Liv, thi det Sagn, som Biskop Neumann har optegnet, har ganske Karakteren af en episk Besyngelse: Fugleskriget, som varsler Høvdingens Død, og Svenden, som spaar derom og derfor maa lade sit Liv, kunde godt have havt sin Plads i en norsk Variant af Auduns Vise, eller rettere, man er næsten nødt til at antage, at denne Tradition er bleven bevaret gjennem Visen, naar man erindrer, hvor enestaaende dette Sagn er blandt de historiske Sagn fra Norges Middelalder.

De færøiske sagn om bispesædet Kirkebø og kong Sverres Ungdom

Kirkjubøur i dag, med Olavskirken i forgrunnen og ruinene av Magnuskatedralen bak. Kong Sverre fikk sin presteutdannelse her. Foto: Erik Christensen, 2007. Commons.

Naar man nutildags kommer til Færøerne, endog for et ganske kort Ophold som paa Gjennemreise til Island, vil den Reisende i Regelen faa høre Fortællinger om to af Færøernes Nationalhelte, Sigmund Brestessøn og Kong Sverre, maaske ogsaa om den bolde Sørøver Magnus Heinessøn; men ialfald vil man høre om Kong Sverre, thi hans Ungdom er knyttet til Kirkebø, som alle Reisende passerer forbi paa Reisen nordover. Den, der er noget bevandret i Litteraturen om Færøerne, vil da ikke undlade at lægge Mærke til, at Rangforordningen mellem disse Nationalhelte har forandret sig i Tidernes Løb: de tidligere Forfattere har fornemmelig dvælet ved Sigmund Brestessøn og Magnus Heinessøn, medens Kong Sverre kun kjendtes fra norske Kilder; men nu er ialfald Magnus Heinessøn ganske traadt i Skygge for Kong Sverre, hvis Ungdomshistorie fortælles meget detaljeret, og derved har ogsaa hans Ungdomshjem Kirkebø opnaaet en ny Berømmelse. Og selv om denne tildels kun skriver sig fra, at Kirkebø med sine fremtrædende Kirkeruiner maa falde alle Reisende i Øinene og saaledes blive Gjenstand for Omtale, skyldes dog dens Berømmelse mere en enkelt Mand, Presten Schrøter.

Johan Henrik Schrøter (født 1771 i Thorshavn, Sogneprest paa Suderø 1804—26, død i Thorshavn 1851) var en Mand, der varmt interesserede sig for sit Fødelands Sprog, Litteratur og folkelige Minder, og han har store Fortjenester af at have gjort Samlinger i disse Retninger. Men han maa ogsaa, efter hvad flere af hans Kjendinger har fortalt mig, have været en Mand med en noget vild Fantasi, der ofte vildledede ham under hans Forskninger; det er saaledes sikkert nok, at hans Læsning har paavirket hans Forestillinger, og at disse have bragt ham til at gjøre ligefremme Tildigtninger til de historiske Sagn, han berettede. Dette viser sig allerede ved en Sammenligning mellem de Sagn, han beretter i Antiquarisk Tidsskrift (1849—51), og dem, som fandtes efter hans Død, og som er benyttede i N. Winthers Færøernes Historie. Det samme skal vi her søge at vise for de Sagn om Bispesædet Kirkebø og om Kong Sverre, som Schrøter tidligere har ladet trykke, og hvis historiske Værd vi her skal undersøge.

I.

Det gamle Bispesæde Kirkebø ligger paa den sydvestlige Side af Færøernes største 0, Strømø, henimod en Mils Vei næsten lige i Syd for Thorshavn. Det er den sydligste Gaard paa Strømø, noget nordenfor Sydspidsen; den ligger ud mod Vesterhavet, men er beskyttet mod dette ved den udenfor liggende høie Holme Hesten. Gaarden ligger under en brat Fjeldside, der ved sin Fod efterlader en smal Strimmel Land. Fjeldsiden er græsbevoxet, men Fjeldplateauet ovenfor er en øde Stenmark; vil man gaa den nærmeste Vei til Thorshavn, der fra gammel Tid har været Landingsplads for Skibe fra fremmede Lande, bestiger man Fjeldet og vandrer over Plateauet mod Nord.

Gaarden Kirkebø har ikke liden Græsmark (52 Mark Jord), men rigere Adgang til Fiskeri og Fuglefangst, dog ere disse Næringsveie til Gjengjæld mere farefulde. Livet her maa i udmærket Grad have udviklet en Mand som Sverre; det har staalsat ham til at færdes paa Fjord, i Fjeld og i Skove, saaledes som det timedes ham i de første Aar af hans Kamp for Kongenavnet.

Om Oprettelsen af Færøernes Bispestol er ingen Etterretning fra Middelalderen opbevaret. Tiden fremgaar saa nogenlunde af den færøiske Bisperække, hvis ældste Navne ere Gudmund og Mathæus, og en Oplysning i de islandske Annaler om at Mathæus døde i 1157; vi henvises saaledes omtrent til Begyndelsen af 12te Aarhundrede, Sigurd Jorsalfares Tid. Lucas Debes i sin "Færoæ et Færoa reserata" (1673) kommer ogsaa formodningsvis til samme Resultat; Listen over de ældre Biskoper kjender han kun fra Peder Claussøn, og i sin Gjengivelse meddeler han dennes Liste med de Trykfeil, som Worms Udgave havde: Matthæus er bleven til Mattis, Hroe til Kroll; dog forstaar Forfatteren, at dette er den samme, som i Kong Sverres Historie (ɔ: hos Peder Claussøn) kaldes Roar. Debes skjelner ogsaa rigtigt mellem den gamle Kirke paa Kirkebø og den nyere Kirkeruin fra Biskop Hilarius, men han kjender ikke dennes Levetid. Presten Landt i sit "Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne" (1800) tilføier efter en Skildring af Kirkeruinen, at "en Biskop Hilarius skal have bygget denne Kirke eller Mur i Begyndelsen af 12te Seculo, ja der angives endog Aaret 1111, men da han samme Aar skal være død, ophørte Bygningen". Her er det jo soleklart, at Hilarius’s virkelige Dødsaar 1511 er forandret til 1111, aabenbart fordi Landt eller hans Hjemmelsmand ikke kunde tænke sig Ruinen som den yngste af de to Kirker, hvad den i Virkeliglieden er. Istedenfor disse tarvelige Relationer har nu Presten Schrøter om Bispestolens Grundlæggelse en lang og interessant Beretning, den han selv tilstaar ikke er saa enkel, som Sagnet havde bevaret, idet "han har samlet denne Fortælling, som ham syntes passende", efter en Beretning, som han hørte fra 3 Mænd "for omtrent 40 Aar siden" (han siger ikke, at han da optegnede den).

Sagnet om Æsa eller Gæsa er aabenbart ikke historisk; et Hovedtræk deraf er jo det vandrende Sagn om Ringen, der kastes i Havet og gjenfindes i en Fisk ("Polykrates’s Ring"), og desuden viser det sin nyere Oprindelse ved at forudsætte, at alt, hvad der ved Reformationen var Bispegods (og da blev Krongods), allerede ved Bispestolens Grundlæggelse havde været én samlet Eiendom! Efter Schrøter skulde Eierinden af hele Sydstrømø, Æsa, være dømt af Bispen fra alt sit Gods, fordi hun blev beskyldt for en eneste Gang at have spist Kjød i Langefasten. Jeg skal ikke opholde mig ved, at hun umuligt for denne ene Gangs Synd kunde straffes paa hele sit Jordegods, da efter baade norske og islandske Love Brud paa Fasten første Gang alene straffedes med en mindre Pengebod og kun i Gjentagelsestilfælde havde til Følge Tab af alt Jordegods og endog Landsforvisning. Allerede dette viser imidlertid Sagnets nyere Oprindelse — ialfald i den Skikkelse, Schrøter giver det. Dennes Upaalidelighed viser sig især af ældre Optegnelser om det samme Sagn, som der har mindre Dimensioner: Presten Begtrup (1809)ved kun, at Biskoperne ved sin Banstraale "efter mundtlig Beretning vandt 26 Mark Jord fra en rig Enke, som i Fasten havde spist Kjød", og Grev Vargas Bedemar, som besøgte Færøerne i 1819, ved at berette, at Gaardsnavnet Gassedal (ɔ: Gaasedal paa Vaagø) stammer fra "et Fruentimmer ved Navn Gasse, der engang skal have eiet Kirkebøe", men efter at have tilsat sin Formue, trak sig tilbage til dette Enerom". Da Gaarden Kirkebø er paa 52 Mark Jord, kan efter den ældste Beretning ikke engang denne Gaard have tilhørt hende, medens i den anden Beretning hendes Formue allerede omfatter hele Gaarden. Men ingen af de ældre Beretninger siger, at hendes Formue var Grundlaget for Bispestolen, end sige dennes hele Gods! Jeg skal endvidere fremhæve enkelte Træk i Schrøters Beretning, som tydelig peger paa, hvorledes og hvorfra denne er sammensat. Dette er følgende Enkeltheder:

1) at Bispestolen "efter Sigende" blev grundlagt af Olaf Kyrre, som skal have været paa Færøerne efter Slaget ved Stanford,

2) at Gæsa spaaede, at inden 500 Aar skulde hendes Gods ikke længer være Bispegods,

3) at Bispen byggede en anden Kirke dengang, da Aarstallet efter Christi Fødsel skreves med 4 Streger ved Siden af hinanden (1111),

4) at den var indviet til den hellige Magnus, som viste sin Kraft ved at helbrede en "rasende Islænder", samt

5) et Vers om de 3 første Biskoper.

1. Beretningen om Olaf Kyrres Ophold paa Færøerne har en mærkelig Lighed med et Sted i Peder Claussøns Oversættelse af Kongesagaerne. Efterat denne nemlig har fortalt (S. 374), at Olav Kyrre efter sin Faders Fald "seilede fra Engeland til 0reknø", hvor hans Søster Maria dør, tilføier han paa samme Side: "Olaff bleff om vinteren i Færø“, hvilket ved Sammenligning med alle Haandskrifter af Heimskringla viser sig at være en Skriv- eller Trykfeil for "Orknø“. Det kan ikke være Tvivl om, at det færøiske Sagn her har laant fra Peder Claussøn.

2) Gæsas Spaadom er tydeligvis lagt hende i Munden, efterat Bispegodset var blevet Krongods (c. 1540), og man kan vel trygt tilføie længe efter, siden endnu L. Debes havde tydelig Erkjendelse af, at dette Gods var samlet efterhaand en og fra mange Eiere.

3) Aarstallet 1111 er tydeligvis hentet fra Bandt eller kan ialfald kun have samme Hjemmel som hos ham; det siger sig selv, at et Sagn, der forudsætter Brugen af arabiske Tal, maa være meget moderat.

4) Miraklet med den rasende Islænder er taget lige ud af Biskop Arnes Saga og foregaar der med Islændingen Thorvald Helgessøn i en "Magnuskirke“ paa Færøerne i Aaret 1290 altsaa længe før Hilarius’s Kirke blev bygget. Da denne Kirke aldrig blev færdig, har den ikke været viet til St. Magnus. Men den til Magnus viede Kirke kan heller ikke, som Schrøter mente, have været den ældre Kirke paa Kirkebø, thi denne var, som sees af et Brev fra 1320 fra Biskop Signar til Biskopen i Bergen, en Mariakirke. Det islandske Sagn, der vel ikke er saa ganske historisk, hører saaledes ialfald ikke hjemme paa Kirkebø; og til Færøerne er det neppe naaet før i 19de Aarhundrede, da Sagaen ikke blev trykt før end 1820.

5) Det Vers, som en af Schrøters Sognemænd reciterede om de ældste Biskoper, lyder saa:

Af goðari grund

segði hann Guðmundar lund;

men kalður sum ís

gav hann Mattisi pris,

ti ikke vildi Róji

tala um hann logið.

Allerede Versets Art viser, at dette Rim ikke er "bevaret fra Oldtiden"; det kan ogsaa sikkert dateres som yngre end Lucas Debes, thi i den gamle Liste over Færøernes Biskoper er de 3 første Navne: Gudmund, Mathæus, Roe; men denne Række gjengives af Peder Claussøn: Gudmund, Mathias, Krol, af Lucas Debes: Gudmund, Mattis, Krol, idet han dog gjør opmærksom paa, at Krol er den samme som Sagaens Hroe; først Debes har saaledes den Bisperække, som Verset forudsætter.

Af disse Oplysninger fremgaar paa den ene Side, at Sagnet om Bispestolen er modernt og stærkt paavirket af den trykte Litteratur om Færøerne, paa den anden Side, at Schrøter ikke kan frikjendes for at have "bearbeidet“ Sagnet for at give det en sammenhængende historisk Karakter.

II.

Sverres Saga var ikke i nyere Tid saa heldig som de øvrige norske Kongesagaer at faa Peder Claussøn til Oversætter; Hr. Peder havde nemlig ikke Adgang til noget Haandskrift af Sverres Saga og maatte derfor for hans Historie nøie sig med det korte Uddrag, som fandtes i Mattis Størssøns Oversættelse. Ligetil ind i dette Aarhundrede har man derfor — udenfor de faa, der havde Adgang til Haandskrifter eller benyttede Torfæus’s latinske Værk om Norge — ikke kjendt Sverres Historie uden fra hint korte Uddrag. Uagtet dette Uddrag ikke stammer fra nogen særegen Recension af Sagaen, har den dog gjengivet denne med en vis Selvstændighed, som ikke har været uden Indflydelse paa den nyere Historieskrivning. Mattis Størssøn, for hvem Bergen aabenbart var det gamle Norges Hovedstad, har saaledes uden videre og, om ikke mod sin Kildes udtrykkelige Ord, saa dog imod dens Mening, henført Mødet mellem Kong Sverre og Erkebiskop Erik i 1190 til Bergen (istedenfor til Nidaros) og derved foranlediget nyere Forskere til at konstruere en Synode i Bergen 1190. Ligeledes skyldes det Mattis Størssøn, at Sverres Moders Mand kaldes Unas Smid, og heri er ingen Vilkaarlighed, thi Mattis Størssøn har her laant fra Saxo, der kalder ham "faber". Mattis Størssøn har i det hele taget ikke saa faa Afvigelser fra sin Kilde, men disse ere dels Frihed i Oversættelse, dels Tilsætninger paa Grund af Unøiagtighed eller af mere modem Tankegang (f. Ex. Udtryk som "Rigens Raad", "Herredag" o.s.v.), dels Kombinationer af Hensyn til den kortere Gjengivelse. Flere af disse Afvigelser findes netop i Beretningen om Sverres Ungdom, der lyder saa:

Kong Siuord Haraldssøn aatte en Søn med en Quinde hed Gunilde, den lod hand kalde Snerre, oc det skede nogit førend hand bleff slagen. Der effter bleff hun gifft igen med en Mand hed Wnas Smid, hand vaar Bispens Broder i Ferrø, oc bleff Snerre opfød i Norge, til hand vaar fem Aar gammel, oc viste hand icke andit end at Wnas Smid vaar hans rette Fader, oc effterdi at Suerris Moder hørde, at Erling Skacke oc Kong Magnus stode effter at vilde ødelægge alt Konge Slect vdi Landet, da drog hun til Ferrø med hendis Mand, oc der bleff Snerre opfød, oc til Skole holden hos Bispen i Ferrø, som hed Roer, indtil saa lenge de vilde wijet hannom til Prest. Der Gunilde hans Moder det forstod, da begynte hun at græde. Da sagde Snerre, Hvi græder du Moder? Jeg meente du skulde glædis ved den ære mig skeer. Hun suarede, Denne ære er ringe mod den dig burde med rette at haffue, thi du est Kong Siguords søn aff Norge, oc icke denne Mands Søn, som du meent, oc haffuer jeg fordi holdet det hemmelige hos mig for alle, at ingen skulde faa det at vide, før end du vaare til Mands kommen. Der Snerre Siuordssøn det hørde, da begynte hand at betencke den store Mact, som Kong Magnus Erlingssøn haffde vdi Norge, at hannom stod icke lettelige til at begynde nogit imod hannom, oc derhos betencke den store Velde, som hans Forældre haffde hafft offuer Land oc Rige, oc sagde hand da til sin Moder, For ingen deel vil jeg tage it Prestegield vdi Ferrø, for den rettighed mig bør at haffue vdi Norge“.

Den første Eiendommelighed er, at Oversætteren forsøger at hævde, at Sverre blev født nogen Tid før Moderens Ægteskab med Unas, og at dette først kom i stand efter Kong Sigurds Død; Hensigten er dermed aabenbart kun at gjøre Sverres kongelige Herkomst saa meget sandsynligere, men Oversætteren kommer derved til at rykke Sverres Fødsel vel langt frem i Tiden. Oversætteren har aabenbart ikke stor Forstand paa Kronologi; det sees endnu bedre af Oplysningen om Grunden, hvorfor Sverre kom til Færøerne allerede i Femaarsalderen: "at Erling Skacke oc Kong Magnus stode effter at vilde ødelægge alt Konge Slect vdi Landet". Nu døde Sigurd i 1155, men selv hvis Sverre var født Aaret før hans Død eller i selve Dødsaaret, kommer vi dog ikke i heldigste Fald længer end til 1159 —60, længe før Erling var bleven Partiets Høvding og endnu længere før han og hans Søn Magnus havde begyndt at ville "ødelægge al Kongeslægten". Her er det altsaa sikkert nok, at Oversætteren har kombineret paa egen Haand uden at følge sin Original. Det samme gjælder da med lige saa megen Ret Beretningen om, at Gunhild og hendes Mand selv førte Sverre til Færøerne — modsat Sagaen, som forudsætter, at Unas og Gunhild blev i Norge — og at Gunhild fortalte sin Søn hans Herkomst, da han skulde vies til Prest og for at forhindre dette, medens Sagaen lader ham virkelig blive viet til Prest og bagefter beretter om Gunhilds Pilgrimsferd og Skriftemaal, hvori det af Paven paalægges hende at oplyse sin Søn om hans Herkomst. Grunden til den sidste Rettelse er aabenbart Oversætterens Partiskhed for Nationalhelten: ligesom han før har omtalt Sverres Herkomst som sikker nok og kun skjult for Sverre selv, saaledes vil han ikke, at Paven eller den katholske Geistlighed skal have nogen Del i ham. Jeg har her dvælet ved Sagaoversættelsens Eiendommeligheder, fordi disse gjenfindes i de færøiske Sagn, og fordi man støttet til disse har villet hævde Sagaoversættelsens Troværdighed ved Siden af Sagaen. Det er imidlertid langt fra, at man kan hævde de færøiske Sagns Uafhængighed af Sagaen; isaafald skulde man jo først og fremst vente at tinde selvstændige Sagn om Sverre hos Lucas Debes, men denne — refererer kun Sagaoversættelsen (efter Peder Claussøn i Worms Udgave); da han ikke som ved Omtalen af Sigmund Brestessøn og Magnus Heinessøn nævner noget om de indenlandske Traditioner, er det sikkert nok, at han ikke kjendte saadanne om Kong Sverre.

Og endnu saa sent som i 1809 ved ikke Joach. Begtrup, der selv havde været Prest i Thorshavn, andet at lægge til Grund for sin Beretning om Kong Sverres Ungdom end "den norske Krønike" (ɔ: Peder Claussøn). Hans eneste Tilføielser ere: "Man viser endnu paa Fjeldet, som skiller Thorshavn fra Kirkeby, en Hule, hvor denne mærkværdige Samtale mellem Moderen og Sønnen forefaldt, og som endnu i denne Dag kaldes Sverres Hule. Den mundtlige Fortælling vil, at han skulde være Præst i Thorshavn som det fornemste Sted, hvilket jeg lader staa ved sit Værd". Det sidste Tillæg er, som Begtrup antyder, meget modernt, thi Thorshavn har faaet sin egentlige Betydning som Handelssted i 18de Aarhundrede, og før den Tid har man saaledes visselig ikke udnævnt Sverre til Prest i Thorshavn. Men at Lokalsagnet om "Sverres Hule" heller ikke er ældre, viser sig for det første deraf, at det knytter sig til den i Sagaoversættelsen komponerede Samtale mellem Moder og Søn, og dernæst ogsaa af, at dette Sagn om Sverres Hule endnu i 1817 ikke havde fæstet sig til noget bestemt Punkt; Presten Lyngby oplyser nemlig efter sit Ophold ved Kirkebø i Sommeren 1817: "Anbelangende Sverres Hule, som skulde findes i Nærheden af Kirkebøe, da vidste Stedets Beboere vel af dette Sagn at sige, men vidste ikke, hvor denne Hule fandtes, forsikrede ogsaa, at der i Nærheden deromkring ikke var nogen saadan Hule i Fjeldet, hvori et Menneske skulde kunne bevare Livet en heel Vinter over". I stærk Modsætning til denne usikre og enkle Tradition staar Sagnet om Kong Sverre hos Schrøter, en kort liden Saga, der leverer saa fuldstændige og tilsyneladende saa paalidelige Oplysninger, at endog P. A. Munch fandt sig beføiet til at benytte den ved Siden af Sverres Saga eller endog ophøie den over denne. Jeg anser det for sikkert, at dette Sagn ikke er gammelt, at det dels stammer fra Sagauddraget, dels fra Tilsætninger efter Læsning i Kongesagaerne, dels endelig fra ligefremme Tildigtninger af Provsten Schrøter. Vi skal betragte disse Bestanddele hver for sig.

1) Ligesom i Sagauddraget Unas er "Smed", er han hos Schrøter Vaabensmed, aabenbart fordi Vaabensmede var de anseligste Smede. Ligesom i Sagauddraget fødes Sverre før hans Moders Ægteskab med Unas; ligesom der reiser Unas med Kone og Søn til Færøerne, da Sverre er 5 Aar gammel; og endelig ligesom der aabenbarer Gunhild Sverre hans Herkomst, da han skal vies til Prest. At alle disse Træk ere uægte Tilsætninger, tror jeg ovenfor at have vist. Men disse Træk ere indbyggede i en historisk Fortælling og udmalede med mange Detaljer af færøisk Liv; her spiller da ogsaa Sverres Hule en Rolle, som aabenbart tager Hensyn til Begtrups Oplysninger, at der ingen Hule findes, hvor man kan opholde sig Vinteren over: Sverre, der er født kort før Jul, skjules hele Sommeren over i denne Hule. Det viser sig forøvrigt af Schrøters Fortælling, at den saakaldte "Sverres Hule" egentlig ingen Hule er, men han antager den Fordybning i Fjeldet, hvortil Navnet er fæstet, for i tidligere Tid at have været større, idet den forreste Del muligens er styrtet ned.

2) At Læsning af Sagaerne har havt Indflydelse paa Fortællingen, er tydeligt af dennes historisk detaljerede Kundskab; det er imidlertid ikke let at afgjøre, om de enkelte Træk i denne Fortælling ere ligefrem arrangerede med Kunst, eller om et naivt Ræsonnement har Skylden. Til det sidste burde man muligens ialfald regne Indblandingen af Kardinalens Ankomst til Norge, idet denne bliver Aarsag til Gunhilds Flugt til Færøerne. Kardinalen skulde nemlig have bebreidet Kong Sigurd hans udsvævende Liv og truet med Pavens Ban, og Kongen ytrede da til Gunhild, at Paven nu nødte ham til at lade sine Børn ombringe (!). Dette tror Gunhild (!), frygter for sit ufødte Barn og flygter til Færøerne, hvor saa Sverre fødes. Som Aarsag til at Kongens Søn fødes paa Færøerne, er jo dette en meget naiv Opdigtelse, som man vel ikke kan tiltro Presten Schrøter; rimeligere er det vel at tro, at da man først havde fundet ud, at Sverres Hule var opkaldt efter den nyfødte Sverre, som skjultes der, foranledigede dette Færinger til at udfinde en Grund til, at i det hele taget Gunhild opholdt sig paa Kirkebø.

3) En større Plads indtager aabenbart Presten Schrøters eget Arbeide med Sagnet; han var bevandret ikke blot i Sagaerne, men i hele den nyere Litteratur om Færøerne og forstod at benytte dem alle. Af de første har han f. Ex. fundet en Oplysning om Gunhilds Slægt: hun har en Broder (Nikolas Sultan), der ifølge Sverres saga i 1184 opholdt sig i Bergen, i 1188 i Nidaros: efter Sammenhængen ialfald paa første Sted synes han at have indtaget en Plads som Sveitehøvding blandt Birkebeinerne, men da hans Rang ikke udtrykkelig nævnes og han ikke omtales i nogen Krigsfærd, kunde Schrøter have god Anledning til at gjøre ham til en "Kjøbmand, der handlede med sit eget Skib, men opholdt sig stundom i Throndhjem, stundom i Bergen". I Kongesagaerne kunde Schrøter finde Oplysninger, der bragte ham til at lægge i Gunhilds Mund disse Ord, udtalte omtrent i Aaret 1167: "Saalænge der var en i Live, der var nærmere til Kronen end min Søn, vilde jeg ikke aabenbare det for ham, men nu ser jeg, at den, som ikke er Kronen saa nær som han, vover at stride mod Kong Magnus, og derfor maa min Søn vide sin Ret". Herved sigtes aabenbart til Kronprætendenterne Sigurd 1162—63 og Olav Ugæva 1165—68.

Af Torfæus’s færøiske Historie saa Schrøter, at Biskop "Mathias" døde i 1157, og at Roe først blev indviet i 1162; hans "Sagn" kunde derfor indse, at ved Sverres Fødsel Roe ikke var Biskop; det gjorde ham derfor til Kapellan (!) hos Biskopen. Alt dette er dog Smaating mod den Forvandling, der er foregaaet med Astrid Roesdatter og hendes Søn Erling. Allerede Lucas Debes var opmærksom paa Peder Claussøns Fortælling om den Erling, der gav sig ud for Sverres Søn med Astrid Roesdatter, og som efter Sverres Død vakte adskillig Uro paa Færøerne, inden han drog til Kong Philippus i Viken, og da man i Kalsø ovenfor Mikedal havde Sagn om et Slag mellem tvende Hære, gjættede Debes, at Sagnet muligens kunde henføres til hin Erling. Alt dette findes naturligvis igjen hos Schrøter, men betydelig udvidet og forbedret. Slaget paa Kalsø er kun det sidste af 3 Slag: desuden ved Schrøter, at Erling byggede sig en Borg i Thorshavn, hvorfor han kaldtes Borgharrin, og saaledes kaldes han i et Vers om Slaget i Skålabotn. Nu vides det, at Magnus Heinessøn var den første, der byggede en befæstet Skanse i Thorshavn; det er saaledes rimeligt, at han er "Borgharrin“, og at Schrøter har flyttet Verset fra ham til Erling. Om Erlings Moder beretter Schrøter, at hun var trolovet med Sverre, som avlede flere Børn med hende, at hun endelig Aaret efter Sverres Afreise fødte Sønnen Erling, som Sverre ikke vilde erkjende for sin Søn: at Sverre derfor aldrig hentede hende over til Norge, men da hendes Søn Haakon blev Konge, lod han sin Moder hente til sig, gav hende en Gaard at bo i nær Throndhjem "og gav hende et helligt Klenodie, som var viet i Jorsal, hvorpaa Jesus og Jomfru Maria vare satte". Hvis dette var et ægte Sagn, vilde det give mærkelige Oplysninger om Sverres Familieforhold og bl. a. oplyse et dunkelt Sted i Sverres Saga; men desværre — her har ikke blot Schrøters Fantasi spillet ham et Puds, men en ligesaa fantasirig Forskers Hjernespind har forledet Schrøter til at indkorrigere disse i sit "Sagn“.

Faa Aar før Schrøters Folkesagn blev trykte i Antiquarisk Tidsskrift, havde Finn Magnussøn skrevet en Afhandling i "Annaler f. nord. Oldk." (1846) om et i Skotland fundet Spænde og med en mærkelig Kombinationsevne opstillet en Række Formodninger om Spændets Historie. Paa Spændet læste han Navnene Målfrida og Asfrida, og da Spændet var fundet i Nærheden af Largs, kunde det have tilhørt en af de i Slaget 1263 kjæmpende Nordmænd, maaske Kongen selv. I Malfrida saa han da Sigurd Jorsalafarers Dronning og viste, at fra hende kunde Spændet være givet til Datteren Christina, fra hende til hendes Søn Magnus Erlingssøn, efter hans Død kunde Sverre have faget det i Besiddelse og givet det til sin Hustru, denne igjen til sin Søn Haakon o.s.v. Sverres Hustru, mener han videre, var den Astrid Roesdatter, hvis Søn Erling Sverre ikke vilde erkjende som sin, og den samme som den Astrid, der i 1209 boede paa Bakke ved Throndhjem og kaldes en Slægtning af Haakon Haakonssøn; hun er da den, som paa Spænden kaldes Asfrida. Disse Formodninger, der gjensidig skulde støtte hinanden, hvile imidlertid alle paa en meget løs Grand. Paa Spændet, der lindes afbildet i Stephens "Old-Northern Runic Monuments", 2det Bind S. 591, skal det første Navn ikke læses Malfrida, men Malbritha ɔ: det gæliske Navn Maelbrigt); det andet Navn er usikrere, nærmest ser det ud som Alfred; ialfald er det saaledes sikkert, at enhver Forbindelse mellem Spændet og den norske Kongehistorie maa opgives. Kong Sverres Ægteskab med Astrid Roesdatter hviler paa lige saa løs Grund; den Omstændighed, at han havde (eller paastodes at have) et Barn med denne Kvinde, kan dog ikke bevise, at han var gift med hende, som Finn Magnussøn synes at mene. For at vise, at Sverre var gift før sit Ægteskab med den svenske Prinsesse (1185), og at hans første Hustru levede endnu 1194, paaberaaber Finn Magnussøn sig et Sted i Sverressaga (c. 122), hvor det norske Presteskab ligeoverfor den pavelige Legat virkelig paastaar, at Sverre havde giftet sig, uagtet hans første Hustru fremdeles levede: men Finn oversaa da, at denne Paastand udtrykkelig af Sagaforfatteren erklæres for en Bagtalelse ("rögsla"). Sverre havde vistnok før sit Ægteskab med den svenske Prinsesse fire Børn (to Sønner og to Døtre), og der kan være Grund til at tro, at ialfald den ældste, Sigurd, var født paa Færøerne, hvis det er sandt, hvad Saxo fortæller, at Sverre kaldte ham Unas, et Tegn paa, at Sønnen er født før 1175, da Gunhild aabenbarede Sverre hans kongelige Herkomst. Men hvem hans Moder var, oplyser ikke Sagaen, ligesaalidt som om Sveives øvrige Børn vare fødte af samme Moder som Sigurd; kun antydes i Kap. 100, at deres Moder (eller Mødre) ikke var gift med Kongen. Den Astrid, som omtales af Sturla Thordssøn i Kap. 6 af Haakon Haakonssøns Saga, kan heller ikke være Haakon Sverressøns Moder eller Haakon Haakonssøns Farmoder, siden hun kalles hans sifkona (besvogret, altsaa rimeligvis gift med eller Enke efter en af hans Slægtninge): forresten har ikke Finn Magnussøn (og derfor heller ikke Seinøter) lagt Mærke til, at Gaarden Bakke er Nonne klostret Bakke ved Nidaros, saa at Astrid maa have været Nonne eller Abbedisse her. Den hele Kombination mellem Astrid i Bakke, Astrid Roesdatter, Spændets Asfrida og Kong Sveives paastaaede første Hustru er saaledes umulig, og tilbage bliver kun den mærkelige Lighed mellem Finn Magnussøns Hypotheser fra 1846 og det Schrøterske "Sagn" fra 1849, som vel vanskelig lader sig forklare paa anden Maade, end at Schrøters "Sagn“ har laant fra Finn Magnussøns Hypotheser.

III.

Jeg har dvælet saa længe ved disse Sagn, fordi en genial Forsker har ladet sig besnære af disse Sagns tilsyneladende Troværdighed og har antaget tiere af de Schrøterske Formodninger for gamle og troværdige; derfor træffe vi i Munchs Fremstilling af Kong Sverres Historie en saa hyppig Omtale af de "færøiske Kongsfrænder“, af disse Kongsfrænders ringe Byrd og simple Navne o.s.v. Efter at have bragt Grunden til at løsne under de færøiske Sagn, bør vi tillige søge at oplyse, hvad der kan siges om Sverres Mødreneslægt og mødrene Forbindelser. Om Sverres Moder Gunhild oplyser Sagaen næsten intet; den siger kun, at hun var norsk, at hendes Broder hed Nikolas Sultan, og af en Tale af Kong Sverre i Aar 1197 sees, at hendes Slægt var godt kjendt i det vestenfjeldske; jeg har paa et andet Sted oplyst, at det ældste Haandskrift af Norges Kongetal i Arnmødlingtallet ogsaa har indeholdt Oplysninger om Gunhilds Herkomst, hvoraf det synes at fremgaa, at hun har været beslægtet med flere store Ætter fra Søndmøre og Nordfjord. Hendes Ægtemand Unas kaldes kambar i d e. Kam-mager eller Karde-mager; da dette er et Haandværk, som i Norge kun kjendes fra Bergen, maa det ansees for sikkert, at Unas Kambare har været en i Bergen bosat Borger. Derimod er det nok muligt, at han var født paa Færøerne; rigtignok kan det ikke sluttes af, at Broderen Roe var Biskop paa Færøerne, thi disses Biskoper toges oftest af det Bergenske Domkapitel; men da det udtrykkelig fremhæves om Unas, at han tog en "norsk" Kone, synes Sagaen derved at ville antyde, at han ligesom sin nys nævnte Broder var Færing. Som vi ovenfor saa, er det ikke rigtigt, at Unas og Gunhild drog til Færøeme, da Sverre var 5 Aar gammel. Sagaen siger kun, at Sverre blev sendt did, at altsaa Forældrene forblev i Norge. Fortællingen om Gunhilds Pilgrimsfærd til Rom (c. 1174) forudsætter ogsaa, at hendes Hjem er Norge, da hun først efter at være kommet hjem (til Norge) drager til sin Søn paa Færøerne; det synes ligeledes at fremgaa af Fortællingen, at Unas da var død. Af Unas’ og Gunhilds Børn nævner Sagaen Sønnen Hide, der sluttede sig til Sverre og faldt i Kampen for ham 1197, samt en Datter, gift med Svina-Stephan og Moder til Peter Steyper. Det er navnlig de to sidstes Tilnavne, som i Munchs Øine havde baade en færøisk og en "plebejisk" Klang; Munch mente nemlig, at Svina-Stephan — ligesom en anden Frænde Svina-Peter — var fra Svinø, den sydligste af Færøerne, og at "Steypir" bety der Gjørtler, Støber; han siger nemlig: "at Svina-Peter er et øgenavn, synes vist, og det maa da lige saa vist have været brugt fra først af i foragtelig Betydning. Men dermed er det dog vist ikke sagt, at Stephan og Peter skulde have været Svinehyrder; rimeligvis have de kun hørt hjemme paa Svinø og Benævnelsen "Svinø-Stephan", "Svinø-Peter" har været fordreiet til Svine-Stephan o.s v. At Peter Steyper har været oplært til Gjørtler-Haandteringen, ligesom hans Morfader var Smed, synes at maatte sluttes af hint Tilnavn. Dette Ræsonnement er imidlertid feilagtigt. Tilsætningen Svina- i Svina-Peter, Svina-Stephan maa vistnok opfattes som Genitiv i Flertal af svin og tør ikke henføres til Sviney; men om Oprindelsen til dette Tilnavn kan det ikke nytte at fremsætte Gjætninger; at det ikke har været betragtet som degraderende, tør sluttes af at Svina-Peter benævner sig selv med dette Tilnavn og gjør Ordspil derpaa. Ligesaalidt betyder steypir Gjørtler, Støber, thi det hedder i det gamle Sprog steypari. Om Tilnavnet Steypir finde vi Oplysning i Sturlungasaga, hvor vi se, at Peters Sværd, som i Aaret 1234 Urøkja Snorressøn ejede, hed "Steypir" (altsaa af steypa = nedstyrte, nedhugge), saa man maa antage, at Sværdets Navn er overført paa Manden, der bar det, hvorpaa ogsaa andre Exempler findes, f. Ex. Þórir hegn. Følgelig kan jeg ikke i noget af disse Tilnavn finde hverken noget færøisk eller noget plebejisk. Faderen gifter sig med en Bergensk Haandværkers Datter, og baade han og hans Familie kjendes kun fra Norge. Sønnen har som Krigsmand et krigersk Tilnavn, der saaledes visselig er ment som Hædersnavn, ikke som Øgenavn. Al Tale om Kong Sverres færøiske, lavættede Frænder reducerer sig til, at hans Stedfader muligens var født paa Færøerne, og at Biskop Roes Datter Astrid udgav sin Søn Erling for Sverres Barn, medens denne nægtede at være hans Fader.