Færingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer    Islændingesagaer

Færingernes saga

Færeyinga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Færeyínga saga udgivet af C. C. Rafn, Kjøbenhavn, 1832

---

1.

Der var en mand, der hed Grim Kamban; han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald den Hårfagres tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb; nogle af dem slog sig ned på Færøerne, og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.

2. Trond tager til Danmark

Der var en mand, der hed Torbjørn; han blev kaldt Gøteskæg, og han boede på Østerø på Færøerne. Hans kone hed Gudrun, og de havde to sønner; den ældste hed Torlak, den yngste Trond. De var lovende mænd. Torlak var både stor og stærk; det blev Trond også som voksen, men der var stor aldersforskel på brødrene. Trond var rødhåret, havde fregner i ansigtet og et bistert udseende. Torbjørn var velhavende, men gammel, da dette gik for sig. Torlak giftede sig dér på øerne, men boede dog hjemme hos sin far i Gøta. Kort tid efter at Torlak var blevet gift, døde Torbjørn Gøteskæg, og han blev båret ud og højlagt efter gammel skik, for dengang var alle Færøerne hedenske. Hans sønner skiftede arven mellem sig, men de ville begge have gården hjemme i Gøta, for det var en meget værdifuld ejendom. De trak lod om den, og Trond vandt. Torlak bad efter skiftet Trond om at måtte få hjemmegården, så kunne Trond til gengæld få mere løsøre, men det ønskede Trond ikke; så rejste Torlak derfra og skaffede sig et andet sted at bo dér på øerne. Trond udlejede jorden i Gøta til en række folk og tog en meget høj leje, og om sommeren kom han på et skib, men havde kun få varer med sig. Han rejste til Norge og fik vinterophold på en gård, men virkede hele tiden tungsindig. Dengang regerede Harald Gråfeld i Norge.

Den følgende sommer fulgte Trond med nogle folk på et handelsfartøj sydpå til Danmark og ankom til Haløre denne sommer. Der var mange folk til stede dér, og det siges, at her samles den største menneskemængde i de nordiske lande, så længe markedet varer. Danmark blev dengang styret af kong Harald Gormsøn, som blev kaldt Blåtand. Kong Harald opholdt sig om sommeren på Haløre med et stort følge.

Der omtales to af kongens livvagter, som var dér sammen med ham, og den ene hed Sigurd, den anden Hårek. Disse brødre gik jævnligt omkring på handelspladsen for at erhverve sig den bedste og størst mulige guldring. De kom til en bod, som var særlig flot indrettet; dér sad en mand, som tog vel imod dem og spurgte, hvad de ønskede at købe. De sagde, at de ville købe en stor og god guldring. Han sagde, at her fandtes et godt udvalg. De spurgte, hvad han hed, og han kaldte sig Holmgeir den Rige. Han finder nu sine kostbarheder frem og viser dem en diger guldring, som var meget værdifuld, men den var så dyr, at de ikke syntes at kunne se, hvordan de lige på stedet skulle kunne skaffe så meget sølv, som han forlangte, og de bad ham om frist til den følgende morgen, og det tilstod han dem. Om morgenen forlod Sigurd deres bod, mens Hårek blev tilbage; lidt senere står Sigurd uden for teltdøren og siger: »Hårek — min frænde!« sagde han, »— ræk mig hurtigt pungen, som indeholder det sølv, vi har tænkt os at bruge på at købe ringen, for nu er vi enige om handlen, men vent du nu her i mellemtiden og hold øje med boden her!« Nu rækker han ham sølvet ud gennem teltåbningen.

3. Tronds råd

Ikke længe derefter kom Sigurd ind i boden til sin bror og sagde: »Tag nu sølvet; nu er vi enige om handlen.« Han svarer: »Jeg gav dig sølvet lige før.« »Nej,« siger Sigurd, »— det har jeg ikke modtaget.« Nu skændes de om dette. Derpå fortæller de det til kongen; kongen, såvel som andre, forstår nu, at de er blevet frastjålet pengene. Nu nedlægger kongen rejseforbud, således at intet skib måtte sejle derfra, som sagen stod. Mange fandt — ganske rigtigt — at det var særdeles uheldigt fortsat at skulle opholde sig dér, når markedet var slut.

Nordmændene holdt da møde for at rådslå. Trond var med til dette møde og sagde: »Folk her er meget rådvilde.« De spørger ham: »Har du et godt råd her?« »Javist!« siger han. »Så kom med dit råd!« sagde de. »Det bliver ikke gratis,« siger han. De spørger, hvad han forlanger. Han svarer: »Hver af jer skal give mig en øre sølv,« siger han. De mente, at det var dyrt, men de handlede på de vilkår, at hver af dem skulle give ham en halv øre i hånden og den andel halvdel senere, såfremt dette fik fremgang. Og dagen efter holdt kongen ting, hvor han sagde, at man ikke kom derfra, før man fik opklaret dette tyveri. Så tager en ung mand ordet — han var langhåret og rødhåret og fregnet og noget bister at se på — og siger: »Folk her er noget rådvilde,« sagde han. Kongens rådgiver spørger, om han da ser en udvej. Han svarer: »Det er mit råd, at hver en mand, som er mødt her, afleverer så meget sølv, som kongen bestemmer, og at den sum samles på ét sted, så man kan give erstatning til dem, der har lidt tab. Så kan kongen få det overskydende til hæder. Jeg véd, at han vil sørge godt for det, der bliver ham til del, og så behøver folk ikke ligge som vejrfaste her — så stor en menneskemængde, som her er samlet — til ingen nytte.« Dette vandt hurtigt støtte i flokken, og folk sagde, at de gerne ville yde et bidrag til kongens hæder hellere end at måtte sidde dér til ingen nytte. Dette råd blev fulgt, og denne sum blev indsamlet. Det var en formue.

Straks efter dette sejlede en stor mængde skibe derfra. Så holdt kongen ting, og man betragtede denne vældige sum, og brødrene fik af disse penge erstatning for deres tab. Så drøftede kongen med sine mænd, hvad man skulle stille op med alle disse penge. Da tog en mand ordet og sagde: »Min herre!« sagde han, »— hvad mener du, at den mand har fortjent, som rådede til dette?« De så nu, at den unge mand, der var kommet med rådet, stod foran kongen. Da sagde kong Harald: »Hele denne sum skal deles i to, hvoraf mine mænd skal have den ene halvdel; så skal den anden halvdel igen deles i to, og denne unge mand skal have den ene halvdel, og så skal jeg tage mig af den anden.« Trond takkede med smukke og milde ord kongen for dette; det var så stor en sum, der tilfaldt Trond, at den knapt kunne tælles i mark. Kong Harald sejlede derfra sammen med hele den menneskemængde, der havde været til stede.

Trond drog tilbage til Norge med de norske købmænd, som han var kommet sammen med, og de betalte ham det beløb, som han havde forlangt, og han købte dér et stort og godt handelsfartøj, som han lastede med de mange varer, han havde skaffet sig på denne færd. Han fører nu dette skib til Færøerne og ankommer i god behold med alle sine værdier, og nu slår han sig om foråret ned i Gøta og mangler ikke midler. Trond var stor af vækst, rødhåret og rødskægget, fregnet, bister at se på, tungsindig, snu og svigefuld, umedgørlig og hård over for almuen, men slesk over for mere betydningsfulde mænd og altid bedragerisk.

---

Noter: