Færingernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer    Islændingesagaer

Færingernes saga

Færeyinga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Færeyínga saga udgivet af C. C. Rafn, Kjøbenhavn, 1832

---

1.

Der var en mand, der hed Grim Kamban; han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald den Hårfagres tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb; nogle af dem slog sig ned på Færøerne, og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.

2. Trond tager til Danmark

Der var en mand, der hed Torbjørn; han blev kaldt Gøteskæg, og han boede på Østerø på Færøerne. Hans kone hed Gudrun, og de havde to sønner; den ældste hed Torlak, den yngste Trond. De var lovende mænd. Torlak var både stor og stærk; det blev Trond også som voksen, men der var stor aldersforskel på brødrene. Trond var rødhåret, havde fregner i ansigtet og et bistert udseende. Torbjørn var velhavende, men gammel, da dette gik for sig. Torlak giftede sig dér på øerne, men boede dog hjemme hos sin far i Gøta. Kort tid efter at Torlak var blevet gift, døde Torbjørn Gøteskæg, og han blev båret ud og højlagt efter gammel skik, for dengang var alle Færøerne hedenske. Hans sønner skiftede arven mellem sig, men de ville begge have gården hjemme i Gøta, for det var en meget værdifuld ejendom. De trak lod om den, og Trond vandt. Torlak bad efter skiftet Trond om at måtte få hjemmegården, så kunne Trond til gengæld få mere løsøre, men det ønskede Trond ikke; så rejste Torlak derfra og skaffede sig et andet sted at bo dér på øerne. Trond udlejede jorden i Gøta til en række folk og tog en meget høj leje, og om sommeren kom han på et skib, men havde kun få varer med sig. Han rejste til Norge og fik vinterophold på en gård, men virkede hele tiden tungsindig. Dengang regerede Harald Gråfeld i Norge.

Den følgende sommer fulgte Trond med nogle folk på et handelsfartøj sydpå til Danmark og ankom til Haløre denne sommer. Der var mange folk til stede dér, og det siges, at her samles den største menneskemængde i de nordiske lande, så længe markedet varer. Danmark blev dengang styret af kong Harald Gormsøn, som blev kaldt Blåtand. Kong Harald opholdt sig om sommeren på Haløre med et stort følge.

Der omtales to af kongens hirdmænd, som var dér sammen med ham, og den ene hed Sigurd, den anden Hårek. Disse brødre gik jævnligt omkring på handelspladsen for at erhverve sig den bedste og størst mulige guldring. De kom til en bod, som var særlig flot indrettet; dér sad en mand, som tog vel imod dem og spurgte, hvad de ønskede at købe. De sagde, at de ville købe en stor og god guldring. Han sagde, at her fandtes et godt udvalg. De spurgte, hvad han hed, og han kaldte sig Holmgeir den Rige. Han finder nu sine kostbarheder frem og viser dem en diger guldring, som var meget værdifuld, men den var så dyr, at de ikke syntes at kunne se, hvordan de lige på stedet skulle kunne skaffe så meget sølv, som han forlangte, og de bad ham om frist til den følgende morgen, og det tilstod han dem. Om morgenen forlod Sigurd deres bod, mens Hårek blev tilbage; lidt senere står Sigurd uden for teltdøren og siger: »Hårek — min bror!« sagde han, »— ræk mig hurtigt pungen, som indeholder det sølv, vi har tænkt os at bruge på at købe ringen, for nu er vi enige om handlen, men vent du nu her i mellemtiden og hold øje med boden her!« Nu rækker han ham sølvet ud gennem teltåbningen.

3. Tronds råd

Ikke længe derefter kom Sigurd ind i boden til sin bror og sagde: »Find nu sølvet; nu er vi enige om handlen.« Han svarer: »Jeg gav dig sølvet lige før.« »Nej,« siger Sigurd, »— det har jeg ikke modtaget.« Nu skændes de om dette. Derpå fortæller de det til kongen; kongen, såvel som andre, forstår nu, at de er blevet frastjålet pengene. Nu nedlægger kongen rejseforbud, således at intet skib måtte sejle derfra, som sagen stod. Mange fandt — ganske rigtigt — at det var særdeles uheldigt fortsat at skulle opholde sig dér, når markedet var slut.

Nordmændene holdt da møde for at rådslå. Trond var med til dette møde og sagde: »Folk her er meget rådvilde.« De spørger ham: »Har du et godt råd her?« »Javist!« siger han. »Så kom med dit råd!« sagde de. »Det bliver ikke gratis,« siger han. De spørger, hvad han forlanger. Han svarer: »Hver af jer skal give mig en øre sølv,« siger han. De mente, at det var dyrt, men de handlede på de vilkår, at hver af dem skulle give ham en halv øre i hånden og den andel halvdel senere, såfremt dette fik fremgang. Og dagen efter holdt kongen ting, hvor han sagde, at man ikke kom derfra, før man fik opklaret dette tyveri. Så tager en ung mand ordet — han var langhåret og rødhåret og fregnet og noget bister at se på — og siger: »Folk her er noget rådvilde,« sagde han. Kongens rådgiver spørger, om han da ser en udvej. Han svarer: »Det er mit råd, at hver en mand, som er mødt her, afleverer så meget sølv, som kongen bestemmer, og at den sum samles på ét sted, så man kan give erstatning til dem, der har lidt tab. Så kan kongen få det overskydende til hæder. Jeg véd, at han vil sørge godt for det, der bliver ham til del, og så behøver folk ikke ligge som vejrfaste her — så stor en menneskemængde, som her er samlet — til ingen nytte.« Dette vandt hurtigt støtte i flokken, og folk sagde, at de gerne ville yde et bidrag til kongens hæder hellere end at måtte sidde dér til ingen nytte. Dette råd blev fulgt, og denne sum blev indsamlet. Det var en formue.

Straks efter dette sejlede en stor mængde skibe derfra. Så holdt kongen ting, og man betragtede denne vældige sum, og brødrene fik af disse penge erstatning for deres tab. Så drøftede kongen med sine mænd, hvad man skulle stille op med alle disse penge. Da tog en mand ordet og sagde: »Min herre!« sagde han, »— hvad mener du, at den mand har fortjent, som rådede til dette?« De så nu, at den unge mand, der var kommet med rådet, stod foran kongen. Da sagde kong Harald: »Hele denne sum skal deles i to, hvoraf mine mænd skal have den ene halvdel; så skal den anden halvdel igen deles i to, og denne unge mand skal have den ene halvdel, og så skal jeg tage mig af den anden.« Trond takkede med smukke og milde ord kongen for dette; det var så stor en sum, der tilfaldt Trond, at den knapt kunne tælles i mark. Kong Harald sejlede derfra sammen med hele den menneskemængde, der havde været til stede.

Trond drog tilbage til Norge med de norske købmænd, som han var kommet sammen med, og de betalte ham det beløb, som han havde forlangt, og han købte dér et stort og godt handelsfartøj, som han lastede med de mange varer, han havde skaffet sig på denne færd. Han fører nu dette skib til Færøerne og ankommer i god behold med alle sine værdier, og nu slår han sig om foråret ned i Gøta og mangler ikke midler. Trond var stor af vækst, rødhåret og rødskægget, fregnet, bister at se på, tungsindig, snu og svigefuld, umedgørlig og hård over for almuen, men slesk over for mere betydningsfulde mænd og altid bedragerisk.

4. Sigmund Bresteson og Tore bliver født

Der var en mand, der hed Havgrim; han boede på Suderø på Færøerne. Han var en mægtig, men stridbar mand og velhavende. Hans kone hed Gudrid, og hun var Sneulfs datter. Havgrim var høvding over halvdelen af øerne, og han havde denne halvdel i len af kong Harald Gråfeld. Havgrim havde et heftigt sind, og man kaldte ham ikke en klog mand. Hans hjemmemand hed Einar og blev kaldt Einar fra Suderø. En anden mand, som dengang var hos Havgrim, hed Eldjarn Kamhat; han var løs og grov i munden, tåbelig og ondsindet, doven og snagende, løgnagtig og nedrakkende.

I sagaen omtales to brødre, som boede på Skuø. Den ene hed Breste, den anden Beine; de var sønner af Sigmund. Deres far — Sigmund — og Tronds far — Torbjørn Gøteskæg — var brødre. Breste og Beine var gæve mænd, og de var høvdinge over den anden halvdel af øerne, som de havde i len af jarl Håkon Sigurdson, som dengang havde magten i Trondheimen. Breste og Beine var jarl Håkons hirdmænd og hans kære venner. Breste var større og stærkere end andre, og i kampduelighed overgik han enhver, som dengang boede på øerne; han var en flot mand og rask til alle idrætter. Beine mindede på mange måder om sin bror, men var dog ikke dennes lige. De havde ikke meget med Trond at gøre, selv om der var et nært slægtskab mellem dem. Brødrene var ikke gift, men de havde friller; Brestes frille hed Cecilia, og Tora var navnet på hende, der fulgte Beine. Brestes søn hed Sigmund, og han blev tidligt et godt mandsemne. Beines søn hed Tore og var 2 år ældre end Sigmund. Brødrene ejede også en gård på Dimun, men det var en mindre ejendom. Brødrenes sønner var ganske unge, da dette fandt sted.

Havgrims svigerfar — Sneulf — boede på Sandø, men stammede fra Suderøerne; han flygtede fra Suderøerne til Færøerne, da han blev anklaget for drab og vold. Han havde tidligere i livet været i viking, og han var endnu hård og voldsom at have med at gøre.

5. Voldsværk på Færøerne

Der var en mand, der hed Bjarne, som boede på Svinø og blev kaldt Svinø-Bjarne. Han var en dygtig bonde og havde en stor ejendom. Han var snu mand og morbror til Trond i Gøta. Færingernes tingsted lå på Strømø, hvor man nu finder den havn, der kaldes Torshavn. Havgrim, der boede på Suderø på den gård, der hedder Hov, var en stor ofringsmand, for dengang var alle Færøerne hedenske.

Et efterår skete det hos Havgrim Bonde, at Einar fra Suderø og Eldjarn Kamhat sad ved ilden og sved fårehoveder, og de indledte da en mandjævning; Einar holdt på sine slægtninge Breste og Beine, mens Eldjarn holdt på Havgrim og påstod, at denne var bedre. Det endte med, at Eldjarn sprang op og slog efter Einar med den træstok, han havde i hånden; slaget traf Einar på skulderen, så det gjorde ondt. Einar fik tag i en økse og slog Kamhat i hovedet, så blodet sprang, og han mistede bevidstheden. Da Havgrim fandt ud af, hvad der var sket, jog han Einar væk og bad ham tage til sine slægtninge på Skuø, når han nu havde holdt på dem, »— og før eller siden,« siger Havgrim, »— vil det nok gå sådan, at vi kommer til at tage livtag med Skuøfolkene.« Einar tog derfra og kom til brødrene og fortalte dem, hvad der var sket. De tog vel imod ham, og han opholdt sig dér om vinteren og blev behandlet godt. Einar beder sin slægtning Breste, om at føre sagen for ham, og det gør han. Breste var en klog og lovkyndig mand.

Om vinteren sejler Havgrim til Skuø; han opsøger brødrene og spurgte, hvordan de agter at godtgøre den skade, som Einar har påført Eldjarn Kamhat. Breste svarer, at de skulle overdrage sagen til de bedste mænds dom, så de blev forligte til alles tilfredshed. Havgrim svarer: »Der bliver ikke noget forlig mellem os, medmindre jeg alene må bestemme.« Breste svarer: »Det er ikke et forlig til alles bedste, og det kommer ikke på tale.« Havgrim stævnede derpå Einar til Strømøtinget, og dermed skiltes de. Breste havde lyst overfaldet — det, som Kamhat havde udsat den sagesløse Einar for — umiddelbart efter hændelsen.

Nu møder begge parter mandstærkt på tinget, og da Havgrim gik i retten og agtede at fremføre anklagerne imod Einar, gik brødrene — Breste og Beine — frem fra den modsatte side med en stor flok, og Breste gendrev Havgrims anklage ved at erklære Kamhat for uhellig i henhold til gammel landslov, fordi han havde slået en sagesløs mand, og således spildte han Havgrims sag, da han sagsøgte Eldjarn til fredløshed og fuld bod. Havgrim sagde, at dette skulle blive hævnet. Breste svarede, at det var han rede til, og at han ikke var bange for hans trusler. Dermed gik de hver til sit.

6. Trond lægger planer imod Breste og Beine

Ikke længe herefter tager Havgrim hjemmefra i følge med seks mand, og hans kone — Gudrid — var også med, og de tog et skib og sejlede til Sandø. Dér boede hans svigerfar — Sneulf, Gudrids far — men da de ankom til øen, så de ingen folk ude på gården og heller ikke ude på øen. De går nu op til gården, men ser ingen folk. De går ind i stuen, hvor der er stillet borde an med både mad og drikkevarer, men folk ser de ingen af. Dette undrede dem, men de blev dér om natten. Den følgende morgen gjorde de klar til at tage af sted og sejlede langs med øen. Da blev et skib roet imod dem fra den anden ende af øen; det var fuldt besat af folk, og de genkendte dér Sneulf Bonde og alle hans husfolk. Havgrim roede da hen til dem og hilste sin svigerfar — Sneulf — men denne var tavs. Så spurgte Havgrim, hvilke råd Sneulf kunne give ham i sagen mod Breste, så han kunne genvinde sin ære. Sneulf svarer: »Du bærer dig ilde ad,« siger han, »— ved uden anledning at gå imod bedre mænd end dig selv, når du alligevel altid trækker det korteste strå.« »Jeg havde mere behov for andet end skældud af dig,« siger Havgrim, »— og jeg vil ikke høre på dig.« Sneulf greb et spyd og kastede det efter Havgrim; Havgrim dækkede sig med skjoldet, og spyddet stod fast deri, men han blev ikke såret. Dermed skiltes de, og Havgrim tog hjem til Suderø, og han var ikke tilfreds med sagen.

Havgrim og hans kone — Gudrid — havde en søn, der hed Øssur; han var 9 år gammel og en lovende ung mand, da dette fandt sted. Efter en tid tager Havgrim hjemmefra og til Trond på Østerø, og Trond tager godt imod ham. Nu spørger Havgrim om Tronds mening, og hvad han vil råde ham til i hans sag mod Skuøfolkene Breste og Beine; han kalder Trond den klogeste mand på øerne og siger, at han gerne vil betale for hans hjælp. Trond sagde, at det var mærkeligt sådan at bede ham tage del i svigråd mod sine egne slægtninge, »— og det kan ikke være dit alvor. Jeg forstår også, at du har til hensigt at få andre med i dine planer, men ikke selv vil bidrage med noget, der kan skaffe dig fremgang.« »Sådan forholder det sig ikke,« sagde Havgrim, »— og jeg vil give meget for, at du vil hjælpe mig, så jeg kan komme disse brødre til livs.« Trond svarer: »Jeg skal hjælpe dig med at få ram på brødrene,« sagde han, »— men du skal betale mig, således at jeg hvert forår skal modtage værdien af to køer og hvert efterår to hundreder, og denne gæld skal vare evigt og ikke bortfalde efter din død. Men jeg vil dog ikke tage del i dette, medmindre flere forpligter sig. Jeg vil, at du opsøger Bjarne — min morbror på Svinø — og får ham med på din plan!« Dette går Havgrim ind på og tager derfra til Svinø og træffer Bjarne og beder denne om det samme, som Trond havde lovet ham. Bjarne svarer, at han ikke vil være med til det, medmindre han får noget ud af det. Havgrim bad ham sige, hvad han havde i tankerne. Bjarne sagde: »Hvert forår skal du give mig værdien af tre køer og hvert efterår for tre hundreder i slagtet kød.« Havgrim samtykker i dette og vender dermed hjem.

7. Kamp

Nu skal der fortælles om brødrene Breste og Beine. De ejede to gårde — en på Skuø og en anden på Dimun. Breste havde en kone, der hed Cecilia; hun var norsk af æt. De havde en søn, der hed Sigmund; han var 9 år gammel på denne tid og både stor og gæv. Beine havde en frille, der hed Tora, og en søn med hende, der hed Tore; han var da 11 år gammel og meget lovende.

Det fortælles, at engang da brødrene Breste og Beine var på deres gård på Dimun, skulle de over på øen Lille Dimun; den er ubeboet. Dér holdt de deres får og det kvæg, som de agtede at slagte. Drengene Sigmund og Tore bad om at komme med, og brødrene gav dem lov og tog nu over til øen. Brødrene medbragte alle deres våben. Det fortælles om Breste, at han var både stor og stærk og overgik alle i våbenbrug; han var en klog mand og afholdt af alle sine venner. Hans bror — Beine — var også en fortrinlig mand, men dog ikke sin brors lige. Nu forlod de øen Lille Dimun, og da de var nær den beboede Dimun, så de tre skibe fulde af mænd og våben komme imod sig, og der var tolv mand på hvert skib. De genkendte disse folk, og det var Havgrim fra Suderø og Trond fra Gøta på det andet skib og Bjarne fra Svinø på det tredje skib. De styrede mellem øen og brødrene; disse kunne så ikke komme til deres landingsplads, men fik deres skib op på forstranden et andet sted. Dér fandtes en fjeldknude over brødrene, og den sprang de op på med deres våben, og drengene satte de hos sig på klippen. Fjeldknuden var bred foroven og velegnet til forsvar. Nu ankommer Havgrim og de andre, og de springer med det samme af skibene og op på forstranden ved fjeldknuden, og Havgrim og Svinø-Bjarne går omgående til angreb på brødrene, men disse forsvarer sig godt og mandigt. Trond og hans mandskab gik omkring på forstranden og deltog ikke i angrebet. Breste forsvarede knuden på det sted, hvor det var lettest at angribe, men værst at forsvare. Nu stod dette på en tid, men de var ikke sådan lige at få overvundet. Da sagde Havgrim: »Det var aftalen — Trond! — at du skulle støtte mig, og det var det, jeg betalte dig for,« sagde han. Trond svarer: »Du er en værre slapsvans, når du ikke kan klare to mand med to gange tolv. Men sådan er det med dig; du får altid andre til at være skydeskive, mens du ikke selv tør komme i nærheden, så snart der kræves mandighed. Det var tilrådeligt — såfremt der ellers var nogen dåd i dig — at du gik først imod Breste, mens de andre fulgte efter dig. Ellers ser jeg ikke, at du er til nogen nytte.« Og han opildner ham nu på det kraftigste, og efter dette løber Havgrim op på fjeldknuden imod Breste og støder spyddet imod ham og træffer ham midt på livet og gennemborer ham. Da Breste mærker, at dette er hans banesår, går han fremad mod Havgrim, mens spyddet står igennem ham, og hugger til Havgrim med sværdet, og hugget træffer ham på venstre skulder og gennemkløver skulderen og siden, så armen gik af, og Havgrim faldt død ned fra fjeldknuden med Breste oven på sig, og dér mistede de begge livet.

Nu går de i stedet frem mod Beine, og han forsvarer sig godt, men det endte med, at Beine mistede livet dér. Man siger, at Breste blev tre mands bane, inden han dræbte Havgrim, og Beine blev to mands bane. Efter disse tildragelser sagde Trond, at man skulle dræbe drengene Sigmund og Tore. Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes,« sagde han. Trond svarer: »Hvis de slipper fri,« sagde han, »— kommer de til at volde døden for de fleste mænd, som er til stede her.« Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes mere, end jeg skal,« sagde han. »Dette var heller ikke mit alvor,« sagde Trond, »— jeg ville prøve, hvordan I tog dette. Nu skal jeg yde drengene bod for det, at jeg har været til stede ved dette møde, og indbyde dem til opfostring.« Drengene sad på klippen, og Tore græd, men Sigmund sagde: »Græd ikke — min frænde! — men lad os mindes dette længe.« Herefter forlod de stedet, og Trond lod drengene føre til Gøta, mens Havgrims lig blev ført til Suderø og begravet dér efter gammel skik. Brestes og Beines venner førte deres lig hjem til Skuø, hvor også de blev begravet efter gammel skik. Nu fik man efterretning om dette på alle Færøerne, og alle sørgede da over brødrene.

8. Ravn tager imod Sigmund og Tore

Denne sommer ankom et skib fra Norge til Færøerne, og skibsføreren hed Ravn; han stammede fra Viken og havde sin gård i Tønsberg. Han sejlede ofte til Holmgård og blev kaldt Holmgårdsfarer. Skibet ankom til Torshavn, og da de — købmændene — igen var klar til afgang, skete det en morgen, at Trond kommer dertil på en skude fra Gøta og trækker skibsføreren Ravn til side og siger, at han har to trælleemner, han vil sælge ham. Han svarer, at han ikke vil købe dem ubeset. Trond leder da to skallede drenge frem i hvide kofter; de var kønne at se på, men deres ansigter var opsvulmede af sorg. Da han så drengene, sagde Ravn: »Sig mig — Trond! — er disse drenge ikke sønnerne af Breste og Beine, som I dræbte for nylig?« »Jo, det skulle jeg mene,« sagde Trond. »Dem vil jeg ikke tage,« sagde Ravn, »— og så betale for dem.« »Vi må begge give os lidt,« sagde Trond, »— og her har jeg to mark sølv, som jeg vil give dig, hvis du tager dem med dig herfra, så de aldrig herefter kommer til Færøerne.« Og han hælder nu sølvet i skødet på skibsføreren og tæller det og viser ham det. Ravn synes godt om sølvet, og det ender med, at han tager imod drengene, og nu sejler han til havs, så snart han får gunstig vind, og ankommer til Norge, hvor han ønskede det — østpå ved Tønsberg — og dér opholder han sig om vinteren, og drengene er hos ham og bliver behandlet godt.

9. Om Sigmund, Ravn og Trond

Om foråret klargjorde han sit skib til en færd østpå, og han spørger da drengene, hvordan de har det dér. Sigmund svarer: »Godt — sammenlignet med dengang vi var hos Trond.« Ravn spørger: »Kender I til aftalen mellem Trond og mig?« sagde han. »Den kender vi godt,« sagde Sigmund. »Jeg tror, det er bedst,« sagde Ravn, »— at I tager hen, hvor I vil for mig, og tager det sølv med jer, som Trond gav mig; jeg tænker, det gør bedst nytte, hvis I kan få gavn af det — og I kan jo få det svært nok i et fremmed land.« Sigmund takkede ham og sagde, at det var pænt gjort af ham, således som deres vilkår var.

Nu kan det fortælles om Trond, at han overtager hele magten på Færøerne og alle de værdier og ejendomme, som hans slægtninge — brødrene Breste og Beine — havde ejet, og han tager drengen Øssur Havgrimson til sig og opfostrede ham. Øssur var da 10 år gammel. Nu herskede Trond alene over alle Færøerne, og da vovede ingen at tale ham imod.

10. Om Sigmund

Den sommer, da brødrene Breste og Beine blev dræbt, skete der et høvdingeskifte i Norge; Harald Gråfeld blev fældet fra landet, og jarl Håkon kom i stedet og var da først skattejarl for kong Harald Gormsøn og havde magten på dennes vegne. Da var det ganske slut med Gunhildsønnernes magt; nogle af dem blev dræbt, mens andre flygtede ud af landet.

Nu skal det fortælles om Sigmund og Tore, at de opholder sig 2 år i Viken, efter at Ravn lod dem gå, men så var beløbet, som Ravn havde givet dem, opbrugt, og da er Sigmund 12 år gammel, og Tore 14. De erfarer om jarl Håkons magtovertagelse og beslutter sig nu for at opsøge ham, såfremt det kunne lade sig gøre; de mener, at det rimeligvis kan komme dem til gode, siden deres færdre havde tjent ham. De går nu fra Viken til Oplandene og den vej østefter til Hedemark og nordpå til Dovrefjeld, hvortil de kommer ved vintertid, og de mødes da af sne og kulde. Uden videre omtanke begiver de sig til fjelds, men farer vild og ligger ude i mange nætter uden mad, og da smed Tore sig og bad Sigmund hjælpe sig selv og finde ned fra fjeldet; denne sagde, at enten skulle de begge slippe fra det eller også ingen af dem. Og der var så stor forskel på deres kræfter, at Sigmund tager Tore på ryggen, og så gik det nedefter. Nu blev de begge meget udmattede. En aften kommer de til et dalstrøg på fjeldet, og det fulgte de nu, og endelig kunne de mærke røglugt, og straks efter ser de en gård, hvor de går ind og kommer til stuen; dér sad to kvinder, den ene var gammel, og den anden var en ung pige, men de var begge smukke. De tog pænt imod drengene og trak tøjet af dem og gav dem tørre klæder i stedet, og de gav dem snart mad at spise og fulgte dem i seng og tog sig godt af dem; de sagde, at de ville undgå, at de blev udsat for bonden, når denne kom hjem, for han var godt gnaven, sagde de.

Nu vågner Sigmund ved det, at en mand kommer ind, stor af vækst og klædt i rensdyrskind og med et rensdyr på ryggen; han snusede, rynkede panden og spurgte, hvem der var kommet. Husfruen sagde, at der var kommet to drenge: »— kolde og elendige og så udmattede, at de nær var døde af det.« Han svarer: »Du skal snart få os afsløret, når du sådan tager fremmede folk ind i vores hus — jeg har sagt det så tit!« »Jeg nænnede ikke,« sagde husfruen, »— at lade så smukke mennesker dø lige her ved vores hus.« Bonden faldt ned igen, og de fik noget at spise og gik derpå i seng.

Der var to senge i soverummet; bonden og husfruen lå på det ene leje og bondes datter på det andet, men der var også indrettet plads til drengene dér i rummet. Om morgenen stod bonden tidligt op og sagde til drengene: »Jeg synes — og kvindfolkene ønsker — at I skal hvile jer her i dag, hvis I mener at have gavn af det.« De sagde, at det ville de gerne.

11. Da Sigmund var hos Ulf

Nu var bonden ude om dagen, men kom hjem om aftenen og behandlede Sigmund og Tore med megen munterhed. Den følgende morgen kom bonden til drengene og sagde: »Skæbnen ville, at I kom her til mit hus, og nu forekommer det mig tilrådeligt, at I opholder jer her vinteren over, hvis I synes, det er bedst; kvindfolkene synes godt om jer, og I er kommet langt fra alfarvej, og i alle retninger herfra er der langt til bebyggelse.« Sigmund og Tore takkede bonden for hans tilbud og sagde, at de gerne ville være dér. Bonden sagde, at de skulle lønne kvindfolkene ved at gå dem til hånde, dér hvor der var behov for det. Jeg vil være væk hver dag for at skaffe føden, hvis det ellers vil lykkes for mig.« Nu er drengene dér, og der bliver sørget for dem, og de andre er gode imod dem, og de finder sig godt tilpas, og bonden er ude hver dag. Husene dér var gode og stærke og godt vedligeholdte. Bonden kaldte sig Ulf, hans kone Ragnhild og deres datter Turid; hun var meget smuk og brav. Sigmund og Turid syntes godt om hinanden, og de talte ofte sammen, og bonden og husfruen sagde ikke noget til det.

Nu går vinteren mod enden, og den første sommerdag kommer. Da kom Ulf Bonde for at tale med Sigmund, og han siger: »I har jo været her hos mig i vinter,« sagde han, »— og hvis I ikke synes, at der foreligger andre muligheder end at være her, så skal I have love til det og vokse op her; så kan det være, at der er flere ting i vente for os. Men der er en ting, som jeg vil, at I tager jer i agt for, og det et, at I ikke færdes i den skov, der findes her nord for gården. Det forsikrede de, og de takkede Ulf Bonde for hans tilbud og tog gerne imod det.

12. Sigmund betvinger bæstet

Der lå en sø ikke langt fra gården, og bonden tog dem med derhen og lærte dem at svømme; så gik de til skydebakken og lærte at skyde, og Sigmund blev snart dygtig til alle Ulfs idrætter, således at han blev den største idrætsmand, og det blev Tore også, men han blev dog aldrig Sigmunds lige. Ulf var en stor og stærk mand, og brødrene forstod, at han var den største idrætsmand. De opholdt sig nu dér i 3 år, og Sigmund var da 15 år gammel, Tore 17. Sigmund var da at regne for en fuldvoksen mand, og det var de begge, men Sigmund var dog på alle måder den fremmeste af dem, selv om han var 2 år yngre.

Nu skete det engang om sommeren, at Sigmund sagde til Tore: »Hvad kan der ske ved, at vi færdes i den skov, der findes her nord for gården?« Tore svarer: »Det er jeg ikke nysgerrig efter at vide,« siger han. »Sådan har jeg det ikke,« siger Sigmund, »— og jeg skal derhen.« »Du bestemmer,« siger Tore, »— men så overholder vi ikke fosterfars påbud.« Nu tog de af sted, og Sigmund havde en kløveøkse i hånden. De gik ind i skoven og kom til en smuk lysning, men de har ikke været der længe, før de hører en vældig støj fra skoven, og i det samme fik de øje på en farligt stor og fæl bjørn; det var en vældig skovbjørn med ulvegrå pels. De løber nu tilbage ad den sti, de havde fulgt dertil; stien var smal og svært fremkommelig, og Tore løber forrest med Sigmund bagefter. Bjørnen løber nu efter dem på stien, men vejen bliver den for trang, og den knækker træerne foran sig. Så springer Sigmund fra stien og ind mellem træerne, hvor han venter, til bjørnen er lige ud for ham, og så hugger han den lige mellem ørerne med begge hænder, så øksen synker i, og bæstet falder om og er dødt lige på stedet. Tore blev nu klar over, hvad der var sket, og sagde: »Dette storværk blev dig til del — min frænde!« sagde Tore, »— og ikke mig, og det er rimeligvis sådan, at jeg på mange måder er din følgebåd.« Sigmund sagde: »Nu skal vi prøve, at få rejst bæstet op.« De prøver og får bjørnen rejst op, og støtter den mod træerne, for at den ikke skal falde, og stikker et stykke træ i munden på den, så det lader til, at bæstet står med åben mund. Herefter går de hjem.

Da de kommer hjem, står Ulf — deres fosterfar — ude på tunet og var på vej ud for at lede efter dem; han er vred og spørger, hvor de har været. Sigmund svarer: »Nu står det ilde til — fosterfar!« sagde han, »— og vi har overtrådt dit forbud, og bjørnen har været efter os.« Ulf svarer: »Man måtte forvente, at dette ville ske, men nu skal jeg sørge for, at den ikke forfølger jer mere. Jeg har ikke tidligere vovet at prøve kræfter med dette bæst, men nu skal det dog forsøges,« sagde han. Ulf går nu ind og fatter et spyd og styrter af sted til skoven fulgt af Sigmund og Tore. Ulf får nu øje på bjørnen og springer straks hen imod den og stikker den med spyddet, så bjørnen falder ved det. Ulf ser nu, at bæstet allerede var dødt inden, og han sagde: »Skal I gøre nar af mig! Hvem af jer har dræbt bæstet?« Tore svarer: »Dette skal ikke tillægges mig — fosterfar!« siger han, »— for Sigmund har dræbt bæstet.« »Dette er et vældigt storværk,« siger han, »— og der vil nok følge mange flere — Sigmund!« sagde han. Nu tager de herefter hjem, og Ulf sætter nu Sigmund endnu højre, end han gjorde før.

---

Noter: