FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Áróns saga Hjörleifssonar
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
II. Sagaer om senere tider
4. Áróns saga Hjörleifssonar
Áróns saga Hjörleifssonar. Denne saga findes i AM 551 dβ, 4° (mbr. brudstykke) og i en afskrift i 212 fol. Desuden haves k. 3 — 10 i codex Resen, af biskop Gudmunds saga. Udg. i Biskupasögur I og Sturlunga II (G. Vigfússons udg.).
Det er en køn lille saga om den meget sympatiske Árón, en slægtning af Seldølerne1). Der fortælles kort om hans opvækst, og hvorledes han kom til Eyjolfr Kársson, hvis hustru var beslægtet med Aron. Eyjolfr var en af biskop Gudmunds trofasteste mænd og var med ham i Grimsø 1222, hvor han lod sit liv. Også Aron var taget med Eyjolfr derhen efter at have deltaget i toget til Holar, hvor Tume Sigvatsson blev dræbt. Til hævn foretog Sturla, Tumes broder, det bekendte tog til Grimsø, hvor Aron hårdt såret, undslap; bagefter dømtes han fredløs. Derpå levede han et par år hist og her, efterstræbt af Sturla, indtil det lykkedes ham at undkomme til Norge, hvor han sluttede sig først til Skule, derpå til kong Hakon selv. Han foretog også en pilgrimsrejse. Alt dette fortælles udførlig. Aron døde 1255, men om hans liv i Norge fortælles der kun lidet og uden sammenhæng. Han giftede sig her og fik af kongen en gård og nød hans høje yndest. Smukt fortælles der om hans forhold til Tord kakale.
Forf.s kilder er udelukkende traditionen, hvortil der flere steder hentydes. Der anføres nogle vers, men kun de færreste tilhører den oprindelige saga; den urigtige måde, hvorpå de anføres, viser bedst dette. Senere tilføjede er præsten Tormod Olafssons vers (fra 14. årh.) ; derimod ikke Brands vers om Eyjolfr og Olafs vers i kap. 15 (senere tilføjet er det i k. 14). Sagaen er først sent skreven; både dens form (begyndelsen) og stil tyder herpå; skønt den sidste er temmelig simpel, er den dog noget ubehjælpsom (stærk brug af præsens, af adjektiver); også personskildringerne er ikke som i de ældre sagaer. Yngre end o. 1280 er den dog ikke, da den er benyttet i biskop Gudmunds saga. Så at sige hver side bærer vidne om dens gejstlige ophav. Sagaens pålidelighed og forhold til Sturlas Ísl. saga har B. M. Olsen træffende behandlet. Han påviser forskellige uoverensstemmelser, hvor Sturlas beretning må antages at være den rigtigste, samt forskellige overdrivelser.
Noter:
1) Jfr. G. Vigfússon: Sturl. Proll. cxvi— vii; B. M. Olsen: Sturl.-afhdl. s. 254—72.
