FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Forudsætn. for d. isl. saga-fortæl. og hist.skrivn.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§1. Forudsætninger for den islandske historieskrivning.
»For at det kan blive lettere at skrive og læse, som det nu er almindeligt også her i landet, både love og genealogier eller religiøse tydninger, eller også de lærde historiske værker, som Are Torgilsson har forfattet med stor skarpsindighed, har jeg nu osv.« hedder det hos den — desværre — unavngivne forfatter af den 1. grammatiske afhandling, der er skreven c. 1140 (1). I de her anførte ord har vi uden tvivl en rigtig opfattelse og angivelse af, hvori den første nedskrevne islandske litteratur bestod. Særlig vil vi her fæste blikket på det næstførste, forfatteren nævner, genealogierne, eller, som det i grundsproget hedder: áttvísi, »slægt-kundskab« (2). Genealogiske kundskaber fremhæves altså her som noget af det allerførste, man i begyndelsen af det 12. årh. førte i pennen på Island. Ved første øjekast kunde dette synes noget påfaldende, men også kun ved det første. Når man tager sagen nærmere i betragtning, bliver den forståelig og viser den sig at være naturlig nok.
Som det tidligere er fremhævet, blev Island for allerstørste delen bebygget og befolket fra Norge (3). Både på grund af de hjemlige forhold — særlig Harald hårfagres landserobring og det dermed følgende påtvungne afhængighedsforhold til én fælles hersker — og fordi Nordmændene (de norske vikinger) i Irland blev hårdt trængte af de indfødte Kelter — og begge dele skete omtrent samtidigt — , fandt de uafhængighedslystne Nordmænd både hjemme og ude på at udvandre til den da lige opdagede ø i nordhavet, eller rettere sagt, der viste sig netop til det rette tidspunkt en lejlighed til både at undgå undertrykkelsen i hjemmet og de vestlige fjenders overmagt, som ikke kunde være mere gunstig og velkommen. Den blev da også i rigt mål benyttet. I den sidste fjærdedel af det 9. årh. nedsatte flere hundrede større eller mindre høvdinger sig rundt omkring på Island tilligemed deres mere eller mindre talrige følge. Selve høvdingerne udmærkede sig ved herkomst, rigdom, personlige egenskaber og egne bedrifter. Til dem sluttede sig ringere mænd uden selvstændig stilling, men dog af fri fødsel; desuden havde høvdingerne deres trælle med, hvis efterkommere i reglen blev ved med at være ufri; undertiden lykkedes det dem at opnå frigivelse og de trådte da ind i de ringere bønders klasse. Det var nu kun naturligt, at høvdingerne og deres efterkommere holdt strængt på den forskel, der var på dem og de andre. Navnlig efter at den islandske fristat var oprettet og den dertil knyttede høvdingevælde grundlagt, måtte det være de gamle høvdingeslægter særlig magtpåliggende at vedligeholde den fra først af tilstedeværende sociale forskel. Kløften måtte snarere uddybes end udjævnes. Men også indbyrdes mellem høvdingerne måtte der opstå og vedligeholdes en ængstelig vågen over de enkeltes fortrin; det galdt om at hævde sig selv og sin egen storhed om ikke fremfor så dog ved siden af de andre. Men dette kunde bedst og virksomst gøres ved, at man hædrede og hævdede sin fornemme herkomst. Det var ikke i første række rigdommen, men netop afstamningen, der gav anseelse og magt. Der omtales flere gange i sagaerne rige folk, der var lidet ansete og uden indflydelse. Herkomsten derimod betones så meget stærkere. Det kan hedde om en mand: »han var ubemidlet«, men så kan der ofte tilføjes — som om det var hovedsagen — : »han var af en god æt«. Denne tanke afspejler sig klart i Illuges og Torsteins samtale i 6. kap. i Gunnlaugssaga. Illuge siger: »du kender hans (Gunnløgs) slægt — dette nævnes først — og vor rigdom«, og han tilføjer senere: »det vil blive os til venskabsbrud, dersom du nægter mig og min søn ligestillethed med dig«. Det sidste udtryk angår udelukkende herkomsten og den dertil knyttede fornemhed; Illuges mening er, at, når Torstein ikke vil give Gunnløg sin datter Helga, er det, fordi han anser sin slægt for bedre end Gunnløgs. På lignende måde betones udelukkende Eyjolfs »ætstorhed« og »store frændestyrke«, hvor han i Norge bejler til en fornem hersedatter (Glúma kap. 4). Fornemheden spiller med andre ord en overvejende rolle. Det anførte eksempel er et af de mange, der viser, at der i det daglige liv hvert øjeblik kunde forekomme hændelser, der stod i forbindelse med og var udslag af denne udprægede slægtfølelse og slægthævdelse, som alle var besjælede af. Det er den, der beherskede hele det sociale liv i landet. Derfor hedder det så ofte i Landnámabók, at N. N. var »en udmærket, en fornem, en ætstor mand osv.« (ord som ágætr, gofugr betegner sikkert slægtfornemheden) eller at »N. N. var en herse eller herses søn og lign.«. Og heraf forklares det, at sagaforfatterne anser det for deres første pligt at gøre rede for deres hovedpersoners slægtskabsforhold. Trælles slægtregistre anføres derimod aldrig (4).
Det er denne her anførte betydningsfulde hævdelse af slægten, der fra først af har ført til, at enhver familje nøje måtte have rede på sine egne slægtskabsforhold, først og fremmest hvad forfædrenes række angik; men også interessen for andre familjer måtte være levende; gensidigt kendskab var nødvendigt. Dette har igen ført til, at der tidlig opstod enkelte personer, »vise« mænd og »vise« kvinder, der fortrinsvis gav sig af med at samle så mange genealogiske kundskaber som muligt (5), aldeles som enkelte skjalde, der lærte så mange digte udenad som muligt. Det bliver forståeligt, at slægtregistre var noget af det første, der optegnedes, såsnart skrivekunsten var bleven nogenlunde almindelig i landet. Det var dem, som det galdt at bevare uforvanskede.
Det må dog siges, at disse islandske genealogiske interesser ikke just er opståede på Island. De er i deres grund norske. Længe før Island opdagedes, var storætsforholdet udviklet, sansen for slægternes indbyrdes forhold også dér vågen. Det ser vi af, at Tjodolf, omtrent samtidig med Islands opdagelse, forfatter et genealogisk digt som Ynglingatal. Det samme fremgår af et så utvivlsomt norsk digt som Hyndluljóð (hvor det galdt at telja niðja, bera upp ættir manna, dæma of ættir jǫra), af de genealogiske tilknytninger indenfor Völsungesagnkresen, af de stumper af norske slægtregistre, der hist og her findes (f. ex. i Yngl. s. kap. 34); kong Eysteinn Magnusson roses for historiske og genealogiske kundskaber (dæmi ok mannfræði Hkr. 672). Følelsen af slægtskabsforholdenes betydning er fra først af gået i arv til de Nordmænd, der befolkede Island, men samfundsforholdene her, navnlig den omstændighed, at der ikke var et enkelt samlende overhoved, der fordunklede de enkelte høvdingeslægter, medførte, at slægtforholdene hele tiden igennem her kom til at spille en ganske anderledes fremragende rolle. Deraf kommer det, at Islænderne med tiden så langt overfløjede Nordmændene som genealoger, at der ingen sammenligning er. Og det er derfor, at endnu i nutiden er slægttavler i en så høj kurs på Island.
De eksisterende genealogier vil vi behandle i en anden sammenhæng, men vi kan ikke undlade her at minde om den ældste slægtrække, der haves, Are frodes eget slægtregister, som han har nedskrevet i umiddelbar forbindelse med sin yngre Islænderbog, og hvor han øjensynlig med stolthed og glæde regner sin slægt tilbage til de norske og svenske, sagnhistoriske Ynglingekonger; vi finder her en direkte forbindelse med det ældste slægtdigt, Tjodolfs ovennævnte kvad om Ynglingerne.
Det er klart, at så udviklede interesser for personer og personlige tilknytninger måtte strække sig videre end til de blotte navne på fædre og sønner, mødre og døtre, opadstigende eller sidegående rækker. De vigtigste handlinger og begivenheder i disse personers liv var fra først af i sig selv uopløselig knyttede til de enkelte navne. Først og fremmest måtte sådanne hovedbegivenheder som udvandringen og de dertil knyttede omstændigheder, forholdet til Harald hårfagre m. m., samt bosættelsen på Island være uadskillelig knyttet til den enkelte landnamsmands navn og hans nærmeste efterkommeres, og blive til et fast sagn i den enkelte landnamsmands familie, til en historisk familjeskat, man satte alt ind på at bevare. Sådanne findes da også i mængde i Landnámabók — for kun at nævne denne kilde. På en naturlig måde sluttede sig atter til disse sagn de vigtigste begivenheder i landets ældste historie som altingets oprettelse med de dermed forbundne indretninger, senere sådanne begivenheder som et nyt lands opdagelse, for ikke at tale om kristendommens indførelse osv. Disse begivenheder stod jo i den allernøjeste forbindelse med visse hovedslægter, med enkelte landnamsmænd (Ulfljot f. ex.) og deres første efterkommere i andet og tredje led. Ikke mindst måtte ætternes private liv og indbyrdes forhold tiltrække sig opmærksomheden. De indvandrede høvdinger og deres første efterkommere var just ikke egnede til at sidde stille på deres gårde, ene og alene optagne af årets og dagens fredelige gærning. Vikingeånden, uafhængighedstrangen, den i hver nerve dirrende fornemhedsfølelse og tilbøjeligheden til at gøre sig gældende kunde ikke uden videre forsvinde; tværtimod måtte den en tid lang i det mindste næres af de i begyndelsen meget usikre sociale forhold; hvor let kunde der ikke f. ex. opstå stridigheder om ejendomsretten? Livet på Island i det 10. årh. måtte, som før bemærket, uundgåelig medføre fejder og stridigheder af forskellig art, manddrab og andre begivenheder, som for landets historie i det hele var af en underordnet betydning, men for den enkelte familje så meget mere mindeværdige. Om sådanne mindeværdige begivenheder opstod der naturlig sagn og berettelser, der atter blev familjesagn eller også, når de forefaldne begivenheder havde en mere almindelig betydning, herredssagn. Var begivenhederne knyttede til altinget, midtpunktet for landets hele politiske liv, kunde fortællingerne om dem blive endnu mere udbredte.
Nedsættelsen på Island var af flere forskellige grunde ikke ensbetydende med en fuldstændig løsrivelse fra den oprindelige fædrene jordbund. Hos udvandreren er der for mange minder om de hjemlige forhold; han har efterladt slægtninge og venner, hvis skæbne interesserer ham; han søger, så godt han kan, at følge med sit oprindelige hjemlands begivenheder. De gamle landnamsmænd glemte sikkert ikke deres oprindelige fædreland. Det skulde også snart vise sig, at deres efterkommere på mange måder netop trængte til en forbindelse med omverdenen; intet land kunde på grund af forholdene have større betydning for dem end netop Norge (jfr. I, 324). Således var Islændernes blik fra først af rettet, ikke alene indad mod dem selv, men også udad mod deres stammeland og deres nærmeste stammefrænder. Mødtes to mænd fra forskellige egne på Island, spurgte de hinanden, ligesom man endnu den dag idag gør: »hvad nyt at fortælle?« (hvad er i fréttum, jfr. Oddr. grátr 4: hvat's frægst á fold?). På samme måde gik det til, når en Islænder traf en Nordmand, eller når et norsk skib landede på Island. »Hvad nyt fra Norge?« har på Island hele tiden været et lige så almindeligt spørgsmål, der krævede grundig besvarelse, som hint bekendte: »Quid novi ex Africa?« var det i en periode i Rom. Med andre ord: interesserne for personlige forhold måtte fra først af være ligeligt delte mellem norsk og islandsk.
Fra Norge kunde der jo altid være meget vigtige ting at fortælle. Der var jo et kongedømme med udpræget krigerske traditioner. Kongeskifter, stridigheder og kampe mellem de mange tronkrævere, der altid var rede til at hærge landet, ledingsfærd og krigstog — alt dette var af højeste betydning netop for Islænderne. De norske konger døde ikke af alderdom som en kong Aun i Upsala. Mellem kong Harald hårfagre og Olaf kyrre er der ikke én, der ikke får en voldsom død, tildels i sin fejreste alder. I det 10. og 11. årh. — for ikke at tale om det 12. — fulgte begivenhederne og det den ene større end den anden så at sige slag i slag, ikke mindst ved og efter år 1000. Hvilke begivenheder var ikke således Hakon jarls død, Olafernes bedrifter i deres dramatiske regeringstid, Magnus den godes herredømme ikke alene over Norge, men også over Danmark, Harald hårdrådes evindelige kampe med Danskerne? osv. osv. Hele tiden igennem var der overflod af fortællingsstof, og det så interessant som tænkes kunde, tilstede i Norge. Næppe et skib kunde lande på Island uden at have et eller, andet vigtigt at meddele.
På Island blev forholdene i tidens løb noget anderledes. Efter at kristendommen var bleven indført (år 1000), hvorved det første urolige tidsrum i landets historie så at sige afsluttes, og efter at de høvdinger, der omkr. år 1000 spillede en hovedrolle, alle efterhånden var døde, kommer der lidt efter lidt ro i landet. Uagtet befolkningens krigerske sind ikke helt er uddød, har det 11. årh. et ganske andet udseende end det 10. De udprægede personligheder synes tildels at være forsvundne eller i hvert fald stærkt formindskede i antal; også gejstlighedens opkomst og kirken har gjort sit til at lægge dæmper på karakterens voldsomhed. I de tre sidste fjærdedele af det 11. årh. skete der meget lidt, som kunde give anledning til dannelsen af en saga. Først når vi kommer ind i det 12. årh. finder vi igen stridbare høvdinger og udprægede personligheder, og så forefalder der også sådanne begivenheder, der ikke undlod at vække almindelig opmærksomhed og blive gjort til genstand for omtale og fortælling. I en endnu stærkere grad kommer stridbarheden frem i en periode af det 13. årh., den bekendte Sturlungetid, der tiltrods for dens forskellige karakter dog i mangt og meget minder om det 10. årh. Vi lader os i denne sammenhæng nøje med i al korthed at minde om disse hovedtidsrum i den islandske historie indtil fristatens undergang. Men før vi går videre, vil vi særlig fremhæve betydningen af det føromtalte fredsæle tidsafsnit i det 11. årh. Netop fordi det var fattigt på sådanne begivenheder, som folket ifølge sin opfattelse anså for særlig mindeværdige, måtte det komme til at stille den forudgangne, i og for sig minderige periode i en endnu større glans og omgive forfædrenes bedrifter med en strålekrans, der måtte lyse dobbelt stærkt. Det er dette tidsrum, vi må tillægge en afgørende betydning for den islandske mundtlige fortællings og altså også den islandske sagas udvikling. I denne fredens tid har man atter og atter fortalt slægtninge og venner, men især den opvoksende ungdom om de så berømte, så kraftige og storladne forfædre — kort sagt, om det 10. årh.s personligheder og begivenheder. Det er disse fortællinger, der tilsammen danner indholdet af den islandske historiske tradition om de ældste tider i Islands og Norges historie.
Mundtlige meddelelser om tidligere levende personer og ældre begivenheder kan forfølges så langt tilbage i tiden, som vor historiske viden overhovedet rækker — ja sikkert eksisterede de længe før. Et tillægsord som frægr, hvis sædvanlige betydning er berømt, viser bedst, hvor langt tilbage interessen for mænd, der har udmærket sig, går. Ordets oprindelige og egenlige betydning er nemlig »omspurgt« (udsagnsordet fregna, frá, frágum, hvortil frægr hører, genfindes i alle oldgermanske sprog: got. fraihnan, ags. frignan, oht. frâgen osv.), deraf »omtalt« og tilsidst »berømt«. I de ældste digte som Eddadigtene findes antydninger af personalhistoriske interesser og historisk videbegærlighed (Helg. Hjǫrv. 31: »Hvad nyt fra Norge?«, jfr. beg. af Oddr. gr., Atlamál, Guðrhvǫt; jfr. Ynglingatal, I, 441—2). Herved forudsættes utvetydig ældre mundtlige meddelelser som digternes kilde. Interessant er det at lægge mærke til, at der i Halfdan svartes tid omtales en norsk mand Dag med tilnavnet »frode« (Fsk. 2; om dette tillægsord se nærmere i det følgende).
I det 9. årh. har den historiske fortælling til gensidig underholdning allerede været almindelig i Norge, og den blev det i den følgende tid også på Island. Man har ofte nok fremhævet landets og de enkelte landsdeles afsondrede beliggenhed, de enkelte gårdes ensomhed; man har ofte og stærkt nok peget på de lange vinteraftener. Disse i forbindelse med det mangelfulde samkvem fremkaldte trang til underholdning til at forkorte tiden med. Hvad andet havde man at ty til end fortællinger om mærkelige mænd og deres mærkelige gærninger eller fremsigelsen af historiske heltekvæder, eller meddelelser og samtaler om, hvad der for nylig var sket i egnen eller de nærmeste herreder, hvorved erindringen om disse opfriskedes og hvorved de yngre blandt tilhørerne ligesom oplærtes til engang i tiden at lade det hørte gå videre til næste slægtled på samme måde. Men også ved det almindelige arbejde, på marken, i båden, i smedjen, — allevegne var der lejlighed til meddelelse af historisk stof. Hvor betegnende er det ikke, når Vémundr Hrolfsson under sit smedearbejde med ufordulgt glæde overfor sin svend mindes sine bedrifter: »Alene jeg blev 11 mænds banemand — blæs du mere« (Ldn. 270). Også hvor flere var samlede, har man underholdt hinanden med lignende fortællinger om episodiske tildragelser, om enkelte kampe, tog og lign.; tilstedeværende genstande, våben og kostbarheder, kan mangen en gang have fremkaldt sådanne meddelelser; de havde jo ofte deres historie. Hvilke minder knyttede der sig ikke til et ved udmærket tapperhed eller ved list erhværvet sværd eller skjold eller til modtagne prægtige fyrstegaver? Var det ikke naturligt, at sådanne kostbarheder blev familjeklenodier, stykker, der gik i arv tilligemed den dertil knyttede historie? Fremdeles, var ikke de mange gårde, de mange stedsnavne, ernefni (egl. oprindelige navne), ligeså mange og altid nærværende minder om stedfundne tildragelser, og hvor ofte måtte ikke navne som Grímsholt, Orrostuhóll og lign. fremkalde fortællingen om, hvad der lå til grund for disse navne, og således bevare erindringen om tidligere begivenheder? Et direkte vidnesbyrd herom findes i Gullþórissaga (s. 71), hvor det hedder, at »disse mandefald er fortalte efter (ɔ: i overensstemmelse med og tilknytning til) de gravmærker (kuml), som er fundne, hvor kampene har stået«. Der er fremdeles en vigtig omstændighed at lægge mærke til. Flere af det 10. årh.s fremragende mænd var tillige digtere, af hvem man havde ikke alene større digte, men også flere eller færre enkeltvers, digtede i anledning af enkelte begivenheder. Disse vers opbevaredes i reglen med en pietet, de fortjænte, men samtidig var de i en fortrinlig grad egnede til at støtte hukommelsen og bevare mindet om de der antydede tildragelser. De kom ofte til at udgøre en slags kærne, hvorom de historiske sagn lagrede sig mere eller mindre righoldig; bægge dele støttede hinanden og bevaredes sammen gennem tiderne.
Det er af alt dette klart, at der fra først af var mangt og meget, der afgav historisk stof og bidrog til at vække historisk sans — med andre ord: særdeles meget, der kunde skabe en historisk tradition i mundtlig fremstilling. Og en sådan blev skabt efter en meget stor målestok på Island.
Som sagt, lysten til at høre, lysten til at forkorte tiden for sig og andre, har væsenlig bidraget til og fremhjulpet tilblivelsen og opsamlingen af det eksisterende historiske stof. Meget tidlig er underholdningen med historiske fortællinger gået over til at blive et metodisk og bevidst led i de almindelige folkeforlystelser (6) (skemtanir); sagnaskemtan blev tillige et af de mest afholdte og ædleste underholdningsmidler og omtales som sådan ganske hyppig. Her nogle eksempler. I sit bryllup underholder Kjartan gæsterne ved at fortælle om sin udenlandsrejse (Laxd. 171). Gretter siges at have fortalt de 12 bersærker »mange morsomme historier« (7). Tormods tjæner, Fífl-Egill, kom til ham og fortalte ham, »at han var for langt borte fra megen skæmt«, og da Tormod spurgte, hvad det da var for moro, han mente, fortalte Egill, at Torgrim trolle fortalte godt og morsomt om sin kamp med Torgeir og at hele tingforsamlingen var stimlet sammen for at høre derpå (8). Nornagæst erklærede hos kong Olaf Tryggvason, at han forstod »at fortælle sagaer, så at man fandt fornøjelse derved« (9). I Brandkrossaþ. (s. 59) tales der om en fortælling, der »skønt tvivlsom i historisk henseende, dog er morsom at høre«. Noget lignende hedder det om et »gammensfrasagn« i Fagrsk. (s. 132), men den lærde historiker tilføjer her, karakteristisk, at meddelelsen ikke er særdeles sagamæssig (sǫguleg). Fra det bekendte og tidtomtalte bryllup på Reykjahó1ar (år 1119) haves i Sturlunga (I, 19) fortællingen om, at man der blandt forskellige underholdningsmidler også havde sagnaskemtan, og at Hrolf fra Skalmarnæs og præsten Ingimund (se foran 54, 140, 165) fortalte sagaer for at underholde folk med. Samtidig meddeles det i forbigående, at »også med denne saga — d. e. Hromund Greipssons — underholdt man kong Sverre — altså i slutningen af samme årh. — , der kaldte sådanne løgnesagaer (vi vilde sige: en forhistorisk saga) de fornøjeligste. Samme slags sagaunderholdning forudsættes vistnok, når det om høvdingen Sturla Tordson siges, at han på altinget »lod sig underholde hjemme i sin bod« (10). Sagafortælling betegnes endelig træffende i Þiðrekssaga (s. 4—5): »men underholdning med sagaer eller digte er ikke forbunden med nogen omkostninger eller personlige farer; én kan dér underholde mange, som ønsker at lytte til ham; den kan også anvendes overfor nogle enkelte — d. v. s. der behøves ingen større forsamlinger —; den er i lige grad til rede, hvad enten det er nat eller dag, hvad enten det er lyst eller mørkt«. Det er ligefrem rørende udtrykt; hvilken fin og smuk følelse ligger ikke bagved! Hvilken anseelse en fortæller nød i udlandet kan bl. a. ses af, hvad der meddeles (11) om en af de landflygtige mordbrændere hos kong Sigtryg og Gille jarl, der ønskede at høre noget om Bergtorshvolsbranden — »der blev sat en stol under fortælleren og alle lyttede andægtig til«. Velbekendt er fortællingen om historikeren Sturla i Norge i året 1263 (12). Det er af dette klart, at sagafortælling til alle tider har været en lige så udbredt som yndet underholdning, ikke alene på Island, men også i Norge, ikke alene hos høje, men også hos lave, aldeles på samme måde som fremsigelse af digte var det. Til slutning vil vi her optage den klassiske og særdeles karakteristiske fortælling om Islænderen hos Harald hårdråde i dens helhed (13):
»Engang kom der en ung Islænder til kongen [Harald hårdråde] og bad om at måtte opholde sig hos ham. Kongen spurgte, om han forstod sig på noget, men han sagde, at han kunde sagaer. Da sagde kongen, at han vilde tage imod ham; til gengæld skulde han forpligte sig til at underholde enhver, som forlangte det. Det gjorde han nu og blev yndet af hirdmændene. De gav ham klæder og kongen gav ham våben i hånd. Således gik det til henimod jul. Da blev Islænderen tavs og indesluttet. Kongen spurgte om grunden hertil. Han sagde, at det blot var lunefuldhed. »Det er ikke sandt, sagde kongen; jeg vil gætte på årsagen. Du er vistnok færdig med dine historier. Du har underholdt hele vinteren igennem enhver, der har forlangt det, og nu er du ked over at være færdig, ligesom julen står for døren«. »Det er rigtig gættet, lød svaret; jeg har kun én historie tilbage og den tør jeg ikke fortælle; ti det er din udfærdssaga«. »Ja, det er netop den historie, jeg helst gad høre, og fra nu af skal du være fri for at skulle underholde alle og enhver; men selve juledag skal du begynde på denne saga og fortælle deraf et lille stykke, men jeg skal sørge for, at den bliver dig lige så drøj som julen er lang. Du skal hverken mærke på mig, om jeg synes godt eller ilde derom«. Nu begyndte Islænderen første juledag og fortalte en stund, indtil kongen befalede, at han skulde holde op. Folk begyndte at drikke og tale om, at det havde været dristig gjort af Islænderen at fortælle kongen hans egen historie, og hvad mon denne vilde sige til det. Således gik det hele julen igennem; da julen var til ende, var også historien ude. Aftenen efter at sagaen var sluttet, spurgte kongen Islænderen: »Er du ikke nysgærrig efter at vide, hvad jeg synes om din historie?«. »Jeg er meget bekymret i så henseende, herre konge«. »Jeg skal da sige dig, at jeg synes særdeles godt derom, og din fortælling svarer til indholdets beskaffenhed, men af hvem har du lært historien?«. Han svarede: »Det var min sædvane hjemme [på Island] hvert år at ride til tings, og her lærte jeg hvert år noget af sagaen af Halldór Snorrason«, hvortil kongen bemærkede, at det så intet under var, at han kunde den så rigtig«. (14)
Ikke alene for at underholde, men lige så meget af politisk-praktiske grunde må det have været, at alle udenherredsmænd anså det for deres pligt, først at træffe Torstein Ingimundsson [i Vatsdalen] og fortælle ham tidender fra andre egne og hvad der skete af nye, mærkelige begivenheder (15).
De to sidst anførte kildesteder er også i så henseende mærkelige, fordi de giver os oplysninger om, hvorledes nyheder og efterretninger bragtes fra det ene sted til det andet. Dette ses nemlig at være sket med forholdsvis lethed. Festlige sammenkomster som pragtfulde bryllupper eller arvegilder havde i så henseende deres store betydning; og da ikke mindre de lege, der om vinteren afholdtes på isen, hvortil folk fra alle nærliggende bygder søgte. Fremdeles førte de rejsende efterretninger fra den ene del af landet til den anden. Men af afgørende og gennemgribende betydning var dog tingforsamlingerne, fremfor alt altinget, hvor kærnen af hele landets befolkning mødtes hver sommer, ikke alene til alvorlig statsvirksomhed, men også til en slags selskabelig sammenkomst og venskabeligt samvær. Det er vanskeligt at overdrive den betydning, som altinget har haft for den islandske saga, navnlig den gensidige meddelelse, for dannelsen af den islandske historiske tradition i det hele.
Vi har af et af de førnævnte eksempler set, at en af tingets deltagere »lod sig underholde« i sin bod. Dette er af en mere privat karakter, ligesom også hvad der i Egilssaga fortælles om Egill Skallagrimsson og den unge Einarr skåleglam (I, 487-8); denne fortalte Egill »om tidender østfra« (ɔ: Norge) og om hans venner og uvenner; Egill på sin side fortalte Einarr om sine tidligere bedrifter. Men Einarr har sikkert fortalt om »tidender østfra« til andre end til Egill. Om Tord Kolbeinsson hedder det i Bjarnarsaga (s. 9), at han, efter at være vendt tilbage fra Norge (år 1008), red til altinget — »og det blev man, hedder det, overmåde glad ved, ti han forstod godt at fortælle om tidender«. Endnu klarere er den oplysning, vi får fra Gunnlaugssaga. Ikke såsnart Gunnløg er landet nordpå ved Melrakkasletten, højt oppe under polarkresen, altså på en af de mest afsides liggende afkroge af landet, får han af en bondesøn at vide, at hans fæstemø er bleven bortfæstet til Hrafn Önundsson — »jeg var tilstede på altinget i sommer, da den sag blev afgjort«, ytrer bondesønnen. Denne oplysning taber ikke i betydning, fordi der her er tale om noget, der foregik på selve altinget. Af hvad der fortælles om altinget på Grønland (se ovf.) og af den ovenfor anførte fortælling om Islændingen hos kong Harald fremgår det med al ønskelig tydelighed, hvilket midtpunkt altinget har været også for udenlandske begivenheders udbredelse. Og dog er ingen beretning så anskuelig og talende som den om den nyviede biskop Magnus Einarsson; da han (år 1135) kom fra sin udenlandsrejse, red han straks lige til altinget. Folk var ved domstolene og kunde ikke forliges; så kom der én, der fortalte, at nu kom biskop Magnus ridende. Alle blev så glade derved, at de forlod deres forretninger og stimlede sammen om bispen, der nu trådte frem på pladsen foran kirken og fortalte alle de tidender, der var sket i Norge medens han var udenlands (16). Hvilket billede får vi ikke herigennem, ikke alene af folks umættelige higen efter at høre nyt, men også af, hvilken betydning altinget havde som et brændpunkt for historisk fortælling, hvorfra der udgik stråler så at sige til alle landets fjorde, næs og dale. Allevegne hen kunde de vigtigste begivenheder i ind- og udland i en meget kort tid nå. Allevegne kunde de fortælles og drøftes, allevegne kunde der opsamles historisk stof i mængde. At dette i virkeligheden er sket, derom er der ikke den ringeste tvivl; der dannedes en almindelig historisk folkeviden, et, for at tale med Snorre (17), almindeligt alþýðumál.
Efterhånden som tiden gik og navnlig eftersom tiderne blev fredeligere i det 11. årh., kunde en mere samlende og rolig betragtning af fortiden begynde. En sådan virksomhed ligger imidlertid ikke for den store mængde af et lands befolkning; det følger af sig selv, at det kun er enkeltmand, der kan beskæftige sig med den. For Islands vedkommende er det nu så, at der ud af den hele med stærk historisk sans begavede og med en rig historisk viden udstyrede befolkning efterhånden hæver sig enkelte mænd med en særlig udviklet historisk begavelse, som påtog sig at samle det historiske stof ikke just udelukkende i den hensigt at meddele dette til andre ved genfortælling i større eller mindre partier, men lige så meget drevne dertil af en individuel tilbøjelighed og egen indre drift. Det er den forholdsvis talrige skare af de mænd, som samtid og eftertid kaldte fróðir menn; enkelte af dem fik endogså tillægget enn fróði som et hædrende tilnavn. Dette tillægsords særlige betydning er »kyndig, d. v. s. historiekyndig«, og det bruges navnlig om tillærte kundskaber (18); disse kaldes selv fræði eller på grund af disse kundskabers fornemste indhold, mannfræði. Ensbetydende med fróðr bruges undertiden vitr (vis), medens derimod spakr (klog) i reglen bruges om medfødt klogskab eller om juridiske kundskaber.
I vore kilder nævnes ikke sjælden sådanne 'frode mænd'. Vi har før nævnt Dagr enn fróði i Norge i det 9. årh.; fra samme tid synes den i Landnámab. (s. 230) nævnte Þórólfr fróði at være (19). Dernæst kommer Finnboge enn fróði (også ramme, Ldn. 83, 85), efter slægtledene at dømme, omkr. 1100—25. Kolskeggr enn fróði, en broder til lovsigemanden Finnr Hallssons bedstemoder; Finnr døde 1145; Kolskeggr må altså snarest tilhøre det ll.årh.s sidste halvdel; han kaldes også enn vitri (Ldn. 320 anm.) og jævnstilles med Are enn fróði, de frode mænds ypperste repræsentant. Fra skalden Tindr Hallkelsson nedstammede Brandr prior enn fróði, der må have været samtidig med Are, ligesom også den før nævnte præst Ingimundr, der kaldes fræðimaðr mikill, for ikke at glemme disses berømte samtidige Sæmundr præst enn fróði (død 1133). Fremdeles nævnes en Þorsteinn enn fróði (20), hvis levetid er uvis, men som er ældre end Snorre. Den berømte lovsigemand Gizurr Hallsson (død 1206) kaldes »den frode mand« (21), men han førte ikke enn fróði som tilnavn. Fra det 13. årh. er navnlig mænd som Styrmir præst enn fróði (tilnavn, død 1245), Snorri Sturluson (et par gange nævnt enn fróði; noget almindeligt tilnavn for ham var dette ikke), og Sturla Þorðarson (oftere). Af kvinder kan særlig nævnes Þóriðr, Snorre godes datter, der af Are berømmes som margspǫk ok óljúgfróð (»hvis kundskaber ikke beror på usandfærdighed«); hun kaldes i Ldn. (s. 92) en spaka, hvilket snarest betegner hende som klog, vis i almindelighed. Flere kvinder nævnes også som historiske hjemmelsmænd, hvorom senere (22).
Hertil kommer, at 'frode' eller 'vise' mænd hyppig nævnes i al almindelighed som historiske hjemmelsmænd eller som historiekyndige; i nogle af de herhenhørende tilfælde kan det være en almindelig frase, men det er sikkert i de færreste. (23).
Særlig fortjæner det opmærksomhed, at hvor der nævnes islandske mænd med tilnavnet frode — se ovf. — , er der så at sige udelukkende tale om mænd, der har levet i den sidste halvdel af det 11. årh., omkr. 1100 og i den første halvdel af det 12. De kommer altså som sådanne og i stor mængde til syne netop i landets før omtalte første virkelige fredsperiode; dette kan ikke være tilfældigt og det er så meget mere betydningsfuldt i denne sammenhæng, som det klart viser, at man allerede så tidlig — ikke mere end højst 150 år efter landets bebyggelsestid — gav sig af med på enkelte hænder at samle mere eller mindre af det tilstedeværende historiske stof. I tiden efter 1150 er det kun ganske få, som Styrmer (han er i grunden den eneste), der virkelig bærer tilnavnet ”frode” Af de ældre frode mænd er det kun Are og Sæmund, der vides at have skrevet.
Med hensyn til den geografiske udbredelse af disse 'frode' mænd er det vanskeligt at sige noget bestemt, da vi i så mange tilfælde kun kender de pågældende personer af navn. Men de synes dog særlig at være knyttede til de sydvestlige dele af landet.
Vi har altså af det foregående set, at det 10. årh. og de 2 — 3 første tiår af det 11. er overordenlig rigt på mindeværdige begivenheder af enhver art, både sådanne, der angik enkelte personer, enkelte egne og landsdele, og andre, der berørte hele landet. Dernæst er der hos alle en overordenlig levende interesse for at høre og erfare nyt både fra ind- og udland, og der er de gunstigste vilkår tilstede både for gensidig meddelelse og modtagelse af historisk stof samt for udbredelsen af dette til alle landets dele.
Endelig er der i et tidsrum af 100 år (1050—1150) mange mænd og kvinder, som af interesse for historiske personer og begivenheder søger at granske og lære så meget af den nærmest forudgangne tid at kende, som omstændighederne tillod det. Det er disse mænd, som dels er bærere af den islandske historiske tradition, der ofte er det eneste og umiddelbare led mellem begivenhederne og de første virkelige historiske forfattere eller disses direkte hjemmelsmænd, dels skabere af den islandske historieskrivning.
Vi står her ved tærskelen til den islandske historieskrivning med dens forudsætninger, hvorom vi er oplyste på en noget nær fyldestgørende måde.
Til slutning skal bemærkes, at den form, man benyttede ved fortællingen, ikke bestemt oplyses. Dog indeholder fortællingen om Islænderen hos kong Harald hårdråde en antydning deraf; det hedder (se ovf. 197), at han kunde nogle sagaer, hvormed han underholdt i lang tid, og der nævnes særlig kongens udfærdssaga, som så blev fortalt i flere mindre afsnit. Af udtrykket »sagaer« må man ikke slutte sig til større sagahelheder som dem vi kender (en Egilssaga, en Eyrbyggjasaga osv. osv.); ti ordet saga betyder kun en 'fortælling', ligegyldigt af hvad art og omfang. En afsluttet fortælling om en enkelt kamp, om en enkelt episode i en mands liv osv. — det er alt en saga (eller som det også kan hedde sǫgn eller frásǫgn; det tilsvarende udsagnsord er segja eller segja frá), og det er ganske ligegyldigt, om det fortalte er historisk eller ikke, om det er en myte eller lutter digt. Vi har ingen grund til at forudsætte, at den unge Islænders »sagaer« var andet end større eller mindre episodiske fortællinger, muligvis også sammenhørende grupper af sådanne. I det mindste for de 'frode' mænds vedkommende kan det uden tvivl antages, at de har søgt at samle og forbinde enkeltsagn til grupper og krese, men vore slægtsagaer kan de dog ikke have udformet og dannet i den skikkelse, vi har dem. Dertil hører der andet og mere. Deres fortællemåde, stilen, har derimod sikkert været den samme som vore sagaers; disses fremstilling er jo netop så folkelig som muligt og kan kun have haft sit forbillede i den mundtlige fortællingskunst, men herom mere i det følgende.
Noter
1) Isl. grammat. litt. I, 20—1, jfr. 49
2) Jfr. ættfræði, ættfróðr (adj.), mannfræði.
3) Dette må fastholdes. Det er fuldstændig urigtigt og uforklarligt, når G. Vigfússon (jfr. J. E. Sars Udsigt osv. I, 179) ytrer (Safn til sögu Íslands I, 186), at godt og vel halvdelen af landet er befolket vestan um haf, d. e. af folk, der var komne fra de vestlige øer, efter at have opholdt sig der i en længere eller kortere tid, eller endogså var fødte der (jfr. Sturl. proll. XX, hvor der tales om en mindre og senere »emigration« fra Norge selv). Efter en optælling af de i Landnáma nævnte landnamsmænd« og de der i hovedteksten givne oplysninger om deres herkomst er der omtr. 90, der udtrykkelig siges at være komne fra forskellige egne i Norge, mest fra vestkysten lige fra Agde og helt op til Hålogaland og Lofoten. Hertil kommer omtr. 55, der siges at have været »norske« og som må antages at være komne direkte fra Norge. I andre kilder, ja i enkelte recensioner af Ldn., vil man om nogle kunne finde nærmere og bestemtere oplysninger. Omtr. 160—70 nævnes uden nærmere betegnelse, men også disse må henføres direkte til Norge; i andre kilder vil man da også finde nogle af disse betegnede som indvandrede fra Norge. Det bliver i alt godt og vel 300, hvortil kommer 5 svenske og danske udvandrere. I modsætning hertil er der kun i alt 36, der siges at være komne fra Syderøerne, Irland, Katanæs og England, hvoraf dog flere var ret tilfældige vikinger. Der er altså omtr. kun 1/9 af det hele antal, der bevislig er kommen i berøring med de vestlige lande før bosættelsen på Island. Dette er talende nok. Herved forklares på det bedste Ares ord i 1. kap. af Islbók, hvor det udtrykkelig hedder, at der blev så stærk en udvandring »fra Norge til Island« — en omvej ligger det fjærnt at tænke sig — , at kong Harald hårfagre blev betænkelig derved og søgte ved særlige midler at få udvandringen stanset. Herved gendrives G. Vigfússons mening om, at den direkte udvandring fra Norge både var lidet talrig og sen.
4) Jfr. Mork. 67.15.
5) Her er der tildels tale om personlige interesser og virksomhed til egen fornøjelse og for at kunne underholde andre; jfr. hvad der står i Bergsbogen (Ldn. 158): »Mange synes det er nyttig kundskab og moro at vide, hvorledes Islænderes slægter støder sammen med norske høvdingeslægter og navnlig med selve kongeslægten, således som de ypperste historikere har skrevet og selve landnamsbøgerne bevidner«. Hvad der her udtales er dog måske noget sekundært.
6) Jfr. Heyrðak segja | í sǫgum fornum Oddr.grátr beg.
7) Grettiss. 43; at dette næppe er historisk gør mindre til sagen.
8) Fostbr. 87, 88, Hauksb. 393—94. Der er her ganske vist tale om grønlandske forhold, men de kan uden videre identificeres med islandske.
9) Flat. I, 346, jfr. 348.
10) Sturlunga I, 83.
11) Njála 880, jfr. 883-4.
12) Sturlunga II, 270—1.
13) Mork. 72—3; Fms. VI, 354—6; jfr. Nordboernes Aandsliv II, 176 ff.
14) Halldór havde nemlig deltaget i Haralds ledingsfærd i Syden og var en af hans hårdføreste mænd.
15) Vatsdælas. 51, jfr. 54: »Dette blev nu gjort til tidendemælding rundt omkring i egnene«.
16) Hungrvaka kap. 13, Bisk. I, 77.
17) Jfr. Hkr. 535.
18) Med hensyn til begrebet i ordet kan der henvises til Sn.-E. I, 82, 88. Vidtberejsthed og høj alder gav formodning om, at man måtte være så meget mere 'frod' Fms. II, 60.
19) Når digteren Tjodolf fra Hvin en enkelt gang nævnes den frode, er der her næppe tale om et gammelt virkeligt tilnavn.
20) Fms. IV, 210, Hkr. II, 195.
21) Hungrvaka, Bisk. I, 59.
22) I Norge nævnes Bergljót, Einar tambeskælvers hustru, hvem Halldor Snorrason siges at have meddelt meget af sine æventyr i Syden, Fms. III, 153; Flat. III, 428-9.
23) Følgende steder kan der i al korthed henvises til: Sn.-E. I, 36, 88, 90, 216; Flat. I, 152, 502, II, 241, III, 464; Hkr. prologen; Hrolf Gautr. s. fin.; Ldn. 124—5 (vitrir menn), 167, 274 (vitrir menn ok fróðir), 321 (fróðir, vitrir); Fsk. 117 (vitr maðr); Brandkr.þ. 67 (vitrir); Gisl. Súrss. 41 (vitr): Hkr. 556; Fms. II, 60. 215, V, 181, IX, 234 (vitrir menn), XI, 15, 64; Laxd. 289, jfr.Ares Isl.b. prologen, osv. — Når Lusa-Odde i Fbr. 92 kaldes »noget frod« er det muligt, at ordet her står i en anden betydning, nemlig »spådomskyndig«, jfr. fræði i betydn. »tryllesange«, og ord som margfróðr og lign. om heksekyndige folk.
