Fortællingen om Blod-Egil
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om Blod-Egil
Blóð-Egils þáttr
(Knýtlinga saga, kap. 33-40)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
Der var en mand, der hed Ragnar. Han var dansker og stammede fra det sydlige Jylland. Han var en mægtig mand og boede på det sted, der kaldes Ragnarssted — det er i Ribe stift. Dér findes også den sø, der er opkaldt efter ham, og som hedder Ragnarssø. Ragnar havde været en kær ven af kong Svend Ulfssøn, og han havde altid tjent denne, så længe de begge var i live. Ragnars søn hed Egil. Han var en særligt fremragende mand, stor og stærk, mere våbenduelig end andre og en meget stor kriger.
Det skete i Danmark, at en mægtig mand, der hed Åge, døde på Bornholm. Dér havde han rådet for de tolv kongsgårde, som kongen ejede på Bornholm. Nu henlå det rige ubesat og høvdingeløst. Der blev da sendt folk til kong Knud[1], for at han skulle gøre noget, og de fortalte ham, hvad der var sket, og bad ham om at sætte en anden mand til magten.
På samme tid kom Egil Ragnarsøn til kong Knud og tilbød ham at blive hans mand og tjene ham trofast. »Mine slægtninge har også tidligere haft en lignende beskæftigelse«, sagde han, »— som du ved, herre!« Kongen svarede: »Du er en stor og fremtrædende mand, og du mangler ikke mandsmod, men du har ikke på alle måder lykken med dig. Da du imidlertid er meget driftig, som vi véd, skal jeg overlade dig styrelsen på Bornholm. Du skal være skyldig til al leding og alle kongelige forpligtelser, og vi vil udtage tre af de gårde, som vi ejer dér, men du skal dog råde over de øvrige kongsgårde, som jeg ejer på Bornholm.«
Egil gik ind på disse vilkår og blev tildelt magten over dette rige. Han blev snart mægtig og omgav sig med mange folk, og han havde en stor hærstyrke. Han var gavmild med penge og levede på stormandsvis og var altid på hærtogt om sommeren og skaffede sig store værdier, som han brugte på sine folks underhold om vinteren. Han var vellidt blandt sine folk. Han forsvarede også landet hårdhændet og djærvt. Da dette havde stået på en tid, blev mange af hans værdier brugt til de udgifter, han havde, idet han modtog færre midler fra kongen end de folk, som førhen havde haft de kongelige forpligtelser dér, men han havde større udgifter. Dette syntes Knud ikke godt om, og han bad Egil skære ned på sine mange folk og sagde, at han havde forbudt hærgen indenlands.
En sommer drog Egil fra landet med sit hærfølge. Han havde 18 skibe og drog til Vendland, og da han kom frem, hærgede han. Venderne samlede sig og fik en umådelig hær og drog derpå imod Egil med denne styrke, og da de mødtes, blev det et stort slag, hvor der faldt mange folk på begge sider. Egil gik godt og mandigt frem og kæmpede på krigervis. De sloges på skibene, og ved siden af Egils skib lå det skib, som vendernes høvding var på. Da kampen var på sit højeste, og man ikke kunne forudse, hvem der måtte bøje sig, sprang Egil fra sit skib over på vendersnekken og huggede efter høvdingen og sårede ham dødeligt, og straks efter sprang Egil baglæns og lige så hurtigt tilbage på sit eget skib. Efter dette tog venderne flugten, og Egil vandt en strålende sejr og mange værdier. Han var så træt, at han næsten mistede bevidstheden, og da han satte sig op på sit skib, bad han om at få noget at drikke. Tjeneren sagde: »Der har her i dag været et sådant slagsmål på skibene, at alle vores tønder er slået i stykker, og al drikken er løbet ud i bunden af skibet.« Egil svarede: »Jeg kan nok drikke den alligevel.« Tjeneren svarede: »Gør det ikke, herre!« sagde han, »— for det er mest menneskeblod.« Egil rejste sig og tog hjelmen af hovedet og stak den ned i bunden af skibet og drak tre store slurke. Efter dette vendte Egil sejrrig om, og han kom om efteråret tilbage til Danmark og drog siden hjem til Bornholm. Nu var der ingen mangel på penge til underhold af hans flok om vinteren. Dette rygtedes vidt omkring, og det kom for kong Knud. Kongen roste — som andre — Egils stordåd og sejr, men han talte kun lidt om det, man fortalte ham om Egils drik. Egil fik et tilnavn af denne hændelse og blev kaldt for Blod-Egil.
Da Egil havde opholdt sig hjemme en kort tid, opsøgte han kong Knud. Kongen tog på passende vis imod Egil og spurgte til hans rejser. Egil svarede på det, som kongen spurgte om, for han talte gerne om dette. Siden kaldte kongen ham til samtale under fire øjne og spurgte, om det var sandt, som det var blevet ham fortalt, at Egil havde drukket menneskeblod. Egil svarede: »Der ligger meget til grund for det« — men sagde dog, at han ikke havde tænkt særligt over det før. »Hvordan kunne det gå så galt?« sagde kongen. Egil sagde, at han var blevet så voldsomt tørstig af træthed og udmattelse, at han næsten ikke kunne udholde det, og der var ikke andet at drikke. Kongen svarede: »Denne sag er blevet ganske alvorlig, for det er meget ukristeligt gjort. Det siges, at vi plejer at straffe forseelser, der er mindre, men fordi vi bryder os godt om dig, som det er gået hidtil, og på mange måder finder din tjeneste god, så vil vi ikke for denne gang fælde så hård en dom, som mange nok forventer. Jeg vil give dig det gode råd, at du gør bod over for Gud og snarest fortæller det til præsterne og bekender dine synder. For så vidt vores ret er blevet krænket i denne sag, ønsker vi at tilgive dig, men denne gerning, at du har drukket menneskeblod, forekommer mig ikke mindre, end hvis du havde spist kogt menneskekød.« Egil lovede kongen, at gøre dette. Derpå opholdt Egil sig nogle dage hos kongen, og inden han og kongen skiltes, indbød Egil kongen til gæstebud hos sig: »Jeg forventer, herre!« sagde han, »— at det skal bringe mig lykke, at du kommer for at se min bolig.« Han talte meget til kongen, for at denne skulle takke ja til at besøge ham. Kongen lovede, at han ville tage af sted, når vinteren var slut. Efter dette drog Egil hjem, og han sad hjemme på Bornholm den vinter.
Om foråret gjorde kong Knud klar til sin rejse til Bornholm. Egil havde dér forberedt et storslået gæstebud for ham. Kong Knud drog til gæstebuddet med et meget stort følge. Der var et stort hus — som en kongshal — som var fuldstændig beklædt med skjolde. Kongen opholdt sig dér på gæstebud i tre dage, og han var særdeles glad og i godt humør. Egil tog afsked med kongen med stormandsgaver. Da sagde kongen til Egil: »Hvordan er det nu, Egil!« sagde han, »— har du gjort, som jeg sagde til dig sidst og fortalt præsterne om din ugerning og forsonet dig med Gud?« Egil svarede: »Det har jeg ikke, herre!« sagde han, »— for jeg har glemt det igen.« Kongen bad ham ikke udsætte det længere. Egil sagde, at det skulle ske, og de skiltes da i venskab. Egil drog på hærtogt om sommeren og skaffede sig igen mange penge. Han kom hjem til efteråret, men han opsøgte da ikke kongen.
Kongen erfarede, at Egil igen havde være på hærtogt om sommeren, og han syntes ikke godt om dette, fordi han forbød folk at stjæle og anstifte uroligheder i sit rige. Kongen indkaldte Egil til møde med sig om vinteren. Egil opsøgte kongen, og kongen tog godt imod ham. Kongen og Egil indledte straks deres samtale, og kongen spurgte: »Har du hærget igen i sommer, Egil?« Egil sagde, at det havde han. Kongen svarede: »Du handler ondt, når du gør dig til viking — det er hedenske folks vane, og jeg vil forbyde dig det. Jeg har også fået at vide, at du omgiver dig med så mange folk, som konger gør, og på alle måder anlægger deres skikke, hvorved du øder dine værdier væk, og forgriber dig på andres ejendom, når du selv mangler. Der kommer mange til mig, der klager over sådant, og mener at være udsat for angreb og afstraffelse af dig. Jeg ønsker,« fortsatte han, »— at du skærer ned på dit folkehold og ikke gør dig større, end din slægt og afstamning berettiger til. Jeg vil, at du på alle måder udviser mådehold, såfremt du ønsker at tjene os. Men hvordan forholder det sig nu, Egil!« sagde kongen, »— med den sag, som jeg et par gange har mindet dig om, og som du nok erindrer? Har du gjort bod for det?« Da svarede Egil vredt: »Jeg mener, herre!« sagde han, »— at selv om du ofte minder mig om den sag, så må det dog først og fremmest være op til mig selv, at træffe mine beslutninger.« Da svarede kongen: »Nu forventer jeg, at det vil vise sig — som jeg sagde til dig den første gang, jeg mødte dig — at du ikke i alle henseender ville have lykken med dig. Så meget, som du her forsømmer hensynet til dit bedste i denne sag, vil jeg på ingen måde længere have dig i min tjeneste, og du skal fra nu af ikke længere varetage mine ejendomme.« Egil svarede: »Du bestemmer over dine ydelser til mig, herre! — og det vil måske undre dig,« sagde han, »— at jeg ikke skal optræde mindre stormandsagtigt, selv om jeg kun har mine egne indtægter. Jeg skal ikke bede dig om flere tjenester, end du selv bryder dig om.« Kongen svarede: »Du behøver ikke, at gøre dig så stor, Egil!« sagde han, »— jeg har bøjet nakken på federe bukke end dig. Jeg forventer, at det vil være værre for dig end for mig, at vores venskab ophører. Jeg tænker, at der vil overgå dig noget, som er endnu større end det, der allerede er kendt om dine forhold.« Derpå skiltes kongen og Egil uden særlig blidhed. Kong Knud satte herefter en anden mand til magten på Bornholm, og Egil afstod fra styrelsen af riget. Egil opholdt sig da hjemme på sin gård, men mindskede ikke sit folkehold — han havde snarere endnu mere pragt og noget flere folk, end før han gav magten fra sig.
På denne tid regeredes Norge af Olav den Fredelige — kong Harald Sigurdssons søn. Han var gift med Ingerid, der var en datter af kong Svend Ulfssøn og søster til kong Knud. Der bestod et nært venskab mellem de to svogre.
En sommer skete det, at et skib, der både var stort og rigt lastet, blev gjort klar til udfærd fra Norge. Skibet var ejet af købmænd, der agtede sig til Estland eller et andet sted langs Østersøkysten. De sejlede først til Danmark og derefter østpå gennem Øresund og således østpå til Bornholm. Derefter forsvandt dette skib, uden at man fik efterretninger om det, og man fandt intet fra skibet — hverken folk eller last. Dette forekom folk meget underligt, og der blev gættet meget på, hvad der var sket. Olav Norskekonge sendte bud til Knud Danekonge — sin svoger — og bad ham eftersøge skibet og finde ud af, hvad der var sket, og det lovede han.
Kong Knud gjorde sig engang klar til at drage til Bornholm med nogle skibe. Med ham på turen var Benedikt — hans bror — og to andre brødre — Svend og Astråd. De var danske mænd, mægtige og af fornem slægt, og de blev benævnt efter deres mor og kaldt Torgunnasønnerne. Torgunna — deres mor — var en datter af Vagn Ågessøn. Brødrene var berømte folk og kære venner af kong Knud. I kong Knuds færd deltog endvidere flere høvdinge, som ikke er nævnte ved navn.
Kong Knud sejlede til Bornholm med sin hær, da han fik vind. Det var især kongens ærinde at forsøge at finde ud af noget om det skib fra Norge, der var gået tabt, for kong Knud lagde meget vægt på dette og ville gerne vide, hvad der var sket. Da de var tæt på Bornholm, sejlede de ind til nogle øer, og kongen beordrede at lægge til land dér, hvilket de gjorde. Derpå gik de i land. Kong Knud gik langs med stranden, og dér fandtes mange, store sten. Kongen betragtede stenene og så, at de var meget røde. Kongen spurgte sine folk, hvordan det kunne være. De svarede: »Den slags kan du nok bedst afgøre, herre!« Kongen svarede: »Jeg tror, at der her engang har været et stort bål. Det kan være, at det, som jeg længe har formodet vedrørende Egil og mig, nu kommer frem. Det er ikke til at skjule,« sagde kongen, »— at jeg tror, at dette er forvoldt af mennesker, men det vil snart vise sig. Nu skal vi ikke opholde os længere her for denne gang.«
Kongen drog nu videre. Han tog ophold ikke langt fra Blod-Egils gård. Egil havde på det tidspunkt overordentlig mange folk hos sig, således at han havde en hird næsten som en konge, og det undrede folk meget, at han kunne ernære så stor en flok, når der ikke var de samme indtægter til rådighed, for Egil havde indstillet hærtogterne, men manglede dog ikke midler til folkenes underhold. Folk fortalte kongen meget om Egils og hans folks skikke, og man kunne mærke på kongen, at han ikke var tilfreds med det, han fik at høre.
Denne samme aften lod kong Knud folk drage hen til Egil, og de var anført af Benedikt — hans bror — og med ham var brødrene Svend og Astråd. De var i alt hundrede mand. De drog af sted, indtil de om natten kom til Egils gård. Egil og hans folk plejede at drikke til midnat eller senere, og da Benedikt og de andre kom til gården, gik de ind i drikkestuen. Egil og nogle folk sad da endnu og drak, men de fleste mænd var gået til ro. Benedikt og de andre omringede stuen, men da Egil og hans folk blev klar over ufreden, sprang de efter deres våben og agtede at forsvare sig. Benedikt sagde, at deres bedste vilkår var at overgive sig, og da Egil indså, at de var i undertal, gik han ud og overgav sig til dem. Derpå blev han pågrebet, og Benedikt førte ham med til kong Knud, mens Torgunnasønnerne blev tilbage med en del af styrken for at påse, at ingen af Egils folk slap væk.
Da Egil kom for kongen, sagde kongen: »Der går længe imellem, at vi mødes nu, Egil! Og jeg skal ikke skjule for dig, at jeg ønsker, at dette skal være den sidste gang.« Egil svarede: »Det har du også magten til denne gang, herre! Jeg forventer dog ikke,« sagde han, »— at nogen vil kalde dig en bedre høvding eller en større konge, selv om du dræber sagesløse folk.« Da svarede kong Knud ganske roligt: »Jeg må bære ansvaret for min del, Egil!« sagde han, »— såfremt jeg dræber sagesløse mænd, og så må jeg svare for Gud. Men nu er det dog kommet så vidt med dig — Egil! — at det ikke nytter dig at fare frem med djærvhed og trodsighed. Nu har vi taget dig til fange, og nu må du fortælle, hvad der er foregået, selv om jeg ikke forventer, det bliver kønt. Nu vil vi undersøge sagen grundigt, og du skal fortælle om det skibsmandskab, som vi tror, at du og dine folk har myrdet for at tage deres penge. Dette har nu været skjult længe nok. Vi har også,« sagde kongen, »— været dér, hvor vi mener, dette har fundet sted.« Egil indså da, at der ikke var andre vilkår, end at fortælle det, som det var foregået, for han vidste, at så mange af hans folk var medvidende om sagen, at nogle af dem nok skulle fortælle om det, hvis sagen blev grundigt undersøgt. Egil sagde da: »Da dette skib, som I spørger til, var sejlet ind under de samme øer, som I kom til, holdt vi øje med deres færden. Det er meget lavvandet dér, men det vidste de ikke — nordmændene — fordi de ikke kendte stedet, og vandet forsvandt under skibet ved nattens ebbe. Så tog vi fæller af sted,« sagde Egil, »— og kom sidst på natten til købmandsskibet. Kort fortalt greb vi først alle folkene ombord på skibet og bandt dem og røvede alle værdierne. Så trak vi skibet op på klipperne og satte ild til og brændte det hele op — folkene og skibet — så der ikke var nogle spor tilbage at se, bortset fra at stenene var blevet røde.« Da Egil havde berettet dette, sagde kong Knud: »Nu kom det frem, som jeg anede, at du er en ugerningsmand. Se nu, gode mænd!« sagde kongen, »— hvordan vi vil straffe et sådant niddingsværk.« Der var mange af Egils slægtninge til stede, som var ansete folk, og de tilbød at løskøbe ham. Kongen svarede: »Det skal ikke hedde sig, at jeg sådan fornægter min tro og modtager penge eller folks venskab for at dømme uretfærdigt. Er sådan noget ikke til dødsstraf, om det så bare var én mand, der var blevet myrdet? Men her er det mange! Og siden har han tillige levet næsten udelukkende af det, som blev stjålet.« Det var svært at modsige, og desuden turde ingen sige kongen imod. Derpå førte man Egil til skoven, hvor der blev rejst en galge, og dér blev Egil hængt.
Siden drog kongen hen til den gård, Egil havde ejet, hvor han lod Egils mænd afstraffe. Nogle lod han dræbe, andre lemlæste. Nogle jog han ud af landet, men ingen, der havde haft del i dette foretagende, lod han gå ustraffet, og således udryddede han denne røverflok. Denne handling tog man dog meget ilde op, for Egil var både af en stor slægt og havde mange frænder. Efter dette blev høvdingene uvenner med kongen, og de begyndte i høj grad at trodse ham, hvilket befolkningen derpå også gjorde. De fandt ham hård og straffelysten, mens de før var vant til selv at bestemme.
Note:
- ↑ Knud den Hellige († 1086)
