Glymdrápa (B1)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
ved
Finnur Jónsson
1912-1915
Þórbjǫrn hornklofi
Norsk skjald; omkr. 900.
1. Hilmir réð á heiði,
hjaldrseiðs, þrimu, galdra
óðr við œskimeiða
ey vébrautar, heyja,
áðr gnapsólar Gripnis
gnýstœrandi fœri
rausnarsamr til rimmu
ríðviggs lagar skíðum.
2. Gerði glamma ferðar
gný drótt jǫru Þróttar
helkannanda hlenna
hlymræks of trǫð glymja,
áðr út á mar mœtir
mannskœðr lagar tanna
rœsinaðr ok rausnar
rak vébrautar nǫkkva.
3. Hrjóðr lét hæstrar tíðar
harðráðr skipa bǫrðum
bǫ́ru fáks ens bleika
barnungr á lǫg þrungit.
4. Þar svát barsk at borði,
borðhǫlkvi rak norðan,
hlífar valdr til hildar,
hregg, dǫglinga tveggja,
ok allsnœfrir jǫfrar
orðalaust at morði
(endisk rauðra randa
rǫdd) dynskotum kvǫddusk.
5. Háði gramr, þars gnúðu,
geira hregg við seggi,
(rauð fnýsti ben blóði)
bryngǫgl í dyn Skǫglar,
þás á rausn fyr ræsi
(réð egglituðr) seggir
- æfr gall hjǫrr við hlífar -
hnigu fjǫrvanir (sigri).
6. Grennir þrǫng (at gunni)
gunnmǫ́s fyr haf sunnan
(sá vas gramr) ok gumnum
(geðharðr) und sik jǫrðu,
ok hjalmtamiðr hilmir
holmreyðar lét olman
lindihjǫrt fyr landi
lundprúðr við stik bundinn.
7. Ríks (þreifsk reiddra øxa
rymr; knǫ́ttu spjǫr glymja)
svartskyggð bitu seggi
sverð þjóðkonungs ferðar,
þás (hugfyldra hǫlða)
hlaut andskoti Gauta
(hǫ́r vas sǫngr of svírum)
sigr (flugbeiddra vigra).
8. Menfergir bar margar
margspakr (Niðar varga
lundr vann sókn á sandi)
sandmens í bý randir,
áðr fyr eljunprúðum
allr herr Skota þverri
lǫgðis eiðs af láði
lœbrautar varð flœja.
9. Kømrat yðr né œðri
annarr konungmanna
gjǫfli rœmðr und gamlan
gnapstól, Haraldr, sólar.
1. Hilmir, ey óðr við hjaldrseiðs vébrautar galdra œskimeiða, réð heyja þrimu á heiði, áðr Gripnis ríðviggs gnapsólar gnýstœrandi fœri rausnarsamr lagar skíðum til rimmu = Fyrsten, altid heftig vred på ufredsstiftere, havde en kamp på heden, för krigeren begav sig, storslået i sine foretagender som han er, på skibe til kamp.
2. Drótt Þróttar hlymræks hlenna helkannanda gerði jǫrugný glymja of trǫð glamma ferðar, áðr mannskœðr lagar tanna vébrautar mætir rak út á mar rausnar rœsinaðr ok nǫkkva = Den krigerske tyve-afstraffers skare lod kampgnyet buldre på ulvenes vej (heden), för end den for fjenderne farlige kriger førte røsnens (forstavnens) prægtige drage og andre skibe ud på søen.
3. Harðráðr hrjóðr ens bleika bǫ́ru fáks lét barnungr þrungit hæstrar tíðar skipa bǫrðum á lǫg = Den blege (hvidmalede) skibs kraftige rydder lod, endnu i barndommen, i gunstigste öjeblik skibene sætte ud på søen.
4. Hregg rak borðhǫlkvi norðan, svát hlífar valdr barsk þar at borði til hildar tveggja dǫglinga, ok allsnœfrir jǫfrar kvǫddusk dynskotum at morði orðalaust; rǫdd rauðra randa endisk = Stormen drev skibet nordfra således at skjoldbæreren førtes dér ombord til kamp mod to konger, og de meget raske fyrster hilste hinanden med dönskud uden ord til at indlede kampen; de røde skjoldes klang var tilstrækkelig.
5. Gramr háði geira hregg við seggi, þars bryngǫgl gnúðu í dyn Skǫglar - rauð ben fnýsti blóði -, þás seggir hnigu fjǫrvanir fyr ræsi á rausn; hjǫrr gall æfr við hlífar; egglituðr réð sigri = Kongen havde en kamp med krigerne, hvor pilene svirrede i valkyrjens dön - de røde sår spyde blod -, da krigerne segnede livløse for kongen i skibets forstavn; sværdet rungede rasende mod skjoldene; (sværds)ægfarveren vandt sejr.
6. Grennir gunnmǫ́s þrǫng jǫrðu ok gumnum und sik fyr sunnan haf; sá gramr vas geðharðr at gunni; ok holmreyðar hjalmtamiðr hilmir lét lundprúðr olman lindihjǫrt bundinn við stik fyr landi = Krigeren underkastede sig land og folk syd for havet; den konge var hårdsindet i kampen; og fyrsten, vant til (at bære) skrækkehjælmen, lod, modig som han var, den fremstormende lindehjort (skibet) binde til pælene foran landet.
7. Svartskyggð sverð ríks þjóðkonungs bitu seggi - rymr reiddra øxa þreifsk, spjǫr knǫ́ttu glymja -, þás andskoti Gauta hlaut sigr; sǫngr flugbeiddra vigra vas hǫ́r of svírum hugfyldra hǫlða = Den mægtige folkekonges skares mørkblanke sværd bed krigerne - de svungne øksers hæse klang trivedes, spærene klirrede -, da Göternes fjende vandt sejr. De skudte spyds klang havde lydt höjt henover de modfyldte mænds nakker.
8. Margspakr menfergir bar margar randir í sandmens bý - Niðar varga lundr vann sókn á sandi -; áðr varð allr herr Skota flœja af láði fyr eljunprúðum lǫgðis eiðs lœbrautar þverri = Den meget kloge gavmilde fyrste lod føre mange skjolde op i søbygden; - søkrigeren havde vundet sejr på fastlandet; i forvejen havde Skotternes hele mængde måttet flygte fra landet for den kraftmodige kriger.
9. Né kømrat annarr konungmanna, gjǫfli rœmðr, œðri yðr, Haraldr, und gamlan gnapstól sólar = Der vil ikke komme nogen anden for gavmildhed berömt kongebåren under solens höje stol (himlen; ɔ: på jorden) ypperligere end du Harald.
