Island i fristatstiden - II. Statslivet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

II. Statslivet

12. Retstilstanden i Landnamstiden.

Da Indvandringen foregik enkeltvis og efterhaanden i Løbet af en længere Tidsperiode, medbragte Indvandrerne ikke nogen Stats- eller Samfundsordning. En saadan fandtes da heller ikke paa Island hele Landnamstiden igennem. Det eneste, der foruden Slægtskabs- og Venskabsbaand knyttede Folk sammen, var derfor Religionen eller Gudsdyrkelsen.

Vi finder i Sagaerne mange Beretninger, der viser, at en af de betydeligste Landnamsmænds første Gerninger var at bygge et Gudehov (Tempel). Og om flere af dem berettes endog, at de medbragte større eller mindre Dele af et Gudetempel fra deres Hjemstavn i Norge. Da Templerne imidlertid som Regel var store og anselige Bygninger (§9) og der desuden til Opretholdelsen af Gudstjenesten ved dem, Ofringer og Offergilder, krævedes betydelige Midler, kunde naturligvis ikke alle og enhver indlade sig paa at opføre et Tempel til eget Brug. Det var derfor kun de mere velstaaende, og som Regel vistnok ogsaa de fornemste, Landnamsmænd, som havde Raad til at opføre et Gudehov og indrette en offentlig Gudsdyrkelse. De mindre bemidlede, hos hvem den religiøse Trang til Deltagelse i Gudsdyrkelsen kunde være lige saa stor, ja, sikkert ofte endnu større, maatte da søge hen til disse Templer og som Vederlag for deres Benyttelse betale en Afgift, en Hovtold (Tempelskat), til vedkommende Tempelejer. Der opstod saaledes et vist Antal Sogne eller Menigheder, hvis Overhoved blev Templets Forstander eller Præst, Goden.

Oprindelig havde Goden kun med Ledelsen af Menighedens religiøse Anliggender at gøre, medens Menighedens enkelte Medlemmer i alle verdslige Anliggender var uafhængige af ham. De ejendommelige Forhold paa Island medførte dog snart en Forandring paa dette Omraade. Thi den Omstændighed, at det var de rigeste og mægtigste Mænd, der blev Tempelpræster, førte til, at de fattigere og svagere Medlemmer af Menigheden i mange Tilfælde maatte hos deres Gode søge Støtte og Beskyttelse, og til Gengæld yde ham de Tjenester, han paa sin Side kom til at forlange af dem.

Fig. 3. Altingsstedet ved Tingvoldsøen mellem Almindingskløften (Almannagjá) og Ravnekløften (Hrafnagjá).

Fig. 4. Tværsnit over Altingsstedet. A. Almindingskløften. — B. Ravnekløften. — C. Tingvoldsletten.

Landnamstiden var, som bekendt, en meget urolig Tid, en Del af selve Vikingetiden, en Tid, da den stærkeres Ret gjorde sig stærkt gældende paa alle Omraader i hele Norden. Og dette maatte naturligvis vise sig i endnu højere Grad paa Island, saa længe der her endnu ikke fandtes noget ordnet Statssamfund eller nogen Lov og Ret. En stærk og kraftig Viking kunde da ustraffet overfalde sin svage Nabo og fratage ham hans Ejendom og samtlige Ejendele, endogsaa hans Hustru og Døtre, uden at den forurettede havde nogen som helst Udvej til at forhindre det eller komme til sin Ret igen. Thi der gaves jo ikke nogen verdslig Myndighed, til hvem han i saadanne Tilfælde kunde henvende sig. Og da nu Tempelpræsten var den eneste offentlige Myndighed, der fandtes, skønt kun paa det religiøse Omraade, og det i de fleste Tilfælde netop traf sig saa, at han tillige var den mægtigste, eller i hvert Fald en af de mægtigste Mænd i sin Egn, var det ret naturligt, at man i saadanne Tilfælde henvendte sig til sin Gode for at søge hans Mellemkomst og Beskyttelse. Og dette maatte jo føre til, at han efterhaanden ikke alene blev Leder paa det religiøse Omraade, men at han ogsaa fik en betydelig Indflydelse i alle verdslige Anliggender, der angik de Personer, som hørte til hans Menighed.

Hvert Tempelsogn kom saaledes efterhaanden til at danne en lille uafhængig Stat for sig, hvis Ledelse besørgedes af Goden, paa det religiøse Omraade i Kraft af hans Stilling som Tempelpræst, men paa det verdslige Omraade ifølge en stiltiende Overenskomst eller de for Haanden værende Forholds Natur, uden at han havde nogen officiel eller lovfæstet Bemyndigelse til at optræde som verdslig Myndighed. Men da der ikke gaves nogen Lov eller Ret i Landet, som kunde anvendes overfor de Personer, der gjorde sig skyldige i Overgreb eller forurettede andre, var Godens Magtmidler i verdslige Anliggender temmelig faa og indskrænkede sig væsentlig til Vaabenmagten og den Anseelse, han som den rigeste og mægtigste Mand i Sognet selvfølgelig var i Besiddelse af.

Men skønt de fattigere og svagere, der nødvendigvis maatte have en Beskytter at ty til, i Tilfælde af Tvistigheder var nødt til at bøje sig for Godens Afgørelse, fandt dog andre, der ikke alene mente at kunne staa paa egne Ben, men som maaske ogsaa troede sig i Stand til at optræde som de svageres Beskytter fuldt saa vel som Goden, hans Indblanding i de verdslige Anliggender uberettiget og farlig, og vilde ikke bøje sig for hans Afgørelse, hvad der jævnlig førte til, at opstaaede Tvister kun kunde afgøres ved Vaabenmagt. Og naar de stridende Parter hørte til to forskellige Tempelsogne, blev en saadan Afgørelse næsten den eneste Udvej.

At en saadan Tilstand, som maatte føre til evindelige Fejder, var uholdbar og let kunde medføre en fuldstændig Ødelæggelse af det nystiftede Nybyggersamfund, indsaas hurtigt af alle. Og man blev da enig om at søge tilvejebragt en Samfundsordning, bygget paa bestemte Love, en Fællesforfatning for hele Landet.

13. Fristatens Oprettelse og dens Forfatning.

Til at istandbringe en Statsforfatning for hele Landet og derigennen Oprettelsen af en fælles Fristat blev der udset en ældre Mand paa 60 Aar, ved Navn Ulfljot, der i sin Tid var indvandret fra Norge. For at forberede sin Lovgivningsvirksomhed drog han til Norge, hvor han opholdt sig i 3 Aar hos sin Morbroder Torleif Spage (ɔ: den vise), der var en overordentlig lovkyndig Mand og som nogle Aar senere besørgede den Forandring af den norske Gulatingslov, der blev foretaget af Kong Hakon den Gode (935-961). Her udarbejdede Ulfljot sin

Fig. 5. Nedstigning (fra Vest) i Almindingskløften. Til venstre i Baggrunden ses Kløftens østre og lavere Væg.

Forfatningslov, der efter ham kaldtes Ulfljotsloven, hvorefter han vendte tilbage til Island. Den Lov, Ulfljot medbragte, var ifølge Are Frodes Vidnesbyrd »for det meste affattet efter den dagældende Gulatingslov, eller efter de Raad, som Torleif Spage gav, angaaende hvor noget skulde tilføjes eller udelades eller forandres«.

Da et af de vigtigste Punkter i Ulfljots Forfatningslov gik ud paa Oprettelsen af et Fællesting for hele Landet, et Alting, gjaldt det at finde et passende Sted til Afholdelsen af dette Ting. Til at paatage sig denne Opgave bevægede Ulfljot sin Fostbroder Grim Gedesko (ɔ: Gederams, Dueurt), som efter i den Hensigt at have berejst hele Landet valgte et Sted i Ingolfs Landnam, henved 7 Mil Øst for Reykjavik, hvor Økseaaen (Öxará) falder ud i en stor Sø, som siden fik Navnet Tingvoldsøen, ligesom selve Stedet kaldtes Tingvo1d (»Vold« = Slette, flad Mark, jfr. norsk »Eidsvold«), men som af Danske nu ofte kaldes »Tingvalla« (Ejef. Flt.).

Det maa erkendes, at Grim var særdeles heldig i dette Valg, thi et bedre Samlingssted for hele Landet kunde man næppe tænke sig, saa vel paa Grund af dets overordentlige Naturskønhed, der stadig vækker alle Besøgendes Beundring, som paa Grund af dets heldige Beliggenhed. Thi her mødes Veje fra alle Landets Egne, fra Nord og Syd; fra Øst og Vest. Man blev da ogsaa enig om, at Grim for sin Ulejlighed skulde have én Penning fra hver Bonde i Landet; disse Penge vilde han imidlertid ikke selv beholde, men som en uegennyttig og gudhengiven Mand skænkede han dem til Landets Gudetempler.

Efter at Altingsstedet var blevet fastslaaet, blev der her afholdt et konstituerende Møde, hvor Ulfljots Forfatningslov blev vedtaget, og dernæst, i Aaret 930, den første ordentlige Altingssamling, hvor Høvdingen Ravn Høngsson blev valgt til Lovsigemand eller Altingsformand, Fristatens højeste Embedspost (§ 14).

Ulfljots Forfatsningslov haves nu ikke mere i sin oprindelige Skikkelse, idet den senere to Gange blev Genstand for temmelig gennemgribende Ændringer, og det kun er den sidste Redaktion, der er bevaret, nemlig i den Lovsamling fra Fristatstiden, som kaldes »Graagaasen«. Men ved en grundig Undersøgelse af alle Kilder kan man dog saa nogenlunde udfinde, hvorledes den oprindelige Ordning har været, og hvori de senere foretagne Ændringer har bestaaet. Vi finder da, at der i den islandske Forfatnings Historie har været tre Udviklingstrin: 1. Ulfljotsloven, 2. Gellesloven og 3. Njalsloven.

14. Ulfljotsloven.

Ulfljots Forfatningslov gik i Hovedtrækkene ud paa følgende:

Fig. 6. Økseaafossen (Økseaaens Nedstyrtning i Almindingskløften).

Hele Landet skulde inddeles i 12 Tinglag eller Tingsogne (se det vedføjede Kort, hvor deres Navne findes), hvert bestaaende af 3 større Godedømmer, idet der i hvert Tinglag skulde findes 3 Hovedtempler, hvis Goder skulde have politiske Rettigheder eller verdslig Myndighed, og som derfor, i Modsætning til de almindelige Tempelpræster (»Hovgoderne« eller »Offergoderne«) kaldtes Høvdinggoder eller Herskergoder (forráðsgoði, en Gode, der har »mannaforráð«, raader for, hersker over Folk) og deres Godedømme Herskerkreds (forráðsgoðorð). Forholdet var altsaa noget lignende, som hvis man nu til Dags bestemte, at alle Landets Provster skulde tillige være baade Herredsfogder og Rigsdagsmænd (Lovgivere).

Fig. 7. Kort over Altingsstedet. a. Skansebod. - b. Lovretten. - c. Njals Bod. - d. Lovbjærget (og ved Foden af dette Snorre Godes Bod). - e. Bro over Økseaaen. - f. Tingvoldkirken.

I hvert Tinglag skulde der hvert Aar holdes Herredsting, saa vel et Vaarting som et Høstting, der skulde sammenkaldes af de 3 Høvdinggoder i Fællesskab og skiftevis ledes af dem, og disse kaldtes da, paa Grund af deres Tingfællesskab, Samtingsgoder. Paa hvert Vaarting skulde der findes en Domstol, bestaaende af 36 Medlemmer, som udnævntes af de 3 Samtingsgoder i Forening, 12 af hver Gode. Men paa Høsttingene fandtes der ingen Domstol.

Men foruden Herredstingene skulde der oprettes et Fællesting for hele Landet, Altinget (Ting for alle, for hele Landet). Og her skulde der findes en Altingsdomstol, bestaaende af 36 Medlemmer, udnævnt af de 36 Høvdinggoder, ét Medlem af hver Gode, som han valgte blandt sine Tingmænd eller de Mænd, der hørte til hans Godedømme (Herskerkreds). Til denne Domstol skulde de Sager stævnes, som enten ikke kunde finde deres Afgørelse ved Vaartingsdomstolene eller som Parterne foretrak at faa paadømt af Landets Fællesdomstol, i Stedet for af Vaartingsdomstolen.

I Modsætning til Herredstingene fandtes der paa Altinget ogsaa en lovgivende Forsamling, en Slags Rigsdag, kaldet Lovretten (som retter, forbedrer (vedtager) Lovene). Den bestod af Landets 36 Høvdinggoder, foruden en af selve Lovretten valgt Formand, som ikke absolut behøvede at være Gode, men dog hyppigst var det. Lovretten havde foruden sin lovgivende Virksomhed ogsaa det Hverv at give forskellige Bevillinger, Benaadninger, Dispensationer fra gældende Love o.s.v. Saa vel alle Beslutninger i Lovretten som alle Domme skulde for at være gyldige ske ved Enstemmighed.

Lovrettens Formand var tillige hele Altingets Formand. Han skulde altsaa ikke alene lede Lovrettens Forhandlinger, men i det hele taget forestaa Ledelsen paa Altinget. Men desuden havde han det Hverv at forkynde saa vel nye som ældre Love paa det almindelige Forkyndelsessted paa Altinget, Lovbjærget (Fig. 7 d.), en høj Klippe paa Østsiden af Almindingskløften (Almannagjá). Og af denne sin Virksomhed fik han Navnet Lovsigemand (som fremsiger, forkynder Lovene). Lovsigemanden var Landets højeste Embedsmand, paa en Maade Fristatens Præsident, skønt højst forskellig fra Præsidenten i de moderne Republikker, da han ikke havde nogen som helst administrativ Myndighed udenfor selve Altinget.

15. Kaster vi nu et Blik paa disse Fristatens Hovedinstitutioner for at udfinde, hvad der maatte være ejendommeligt for dem eller særlig islandsk og hvad der maatte være overført fra Norge, saa ser vi for det første, at det Tolvtalssystem, som var saa fremherskende hos alle de nordiske og germanske Folk, i den oprindelige Organisation er kommet til sin fulde Ret, medens dette i den senere Ordning, saaledes som vi finder den i Fristatens Lovbog, Graagaasen, i flere Henseender er forsvundet. Den oprindelige Ordning viser saaledes et større Slægtskab, med den norske Organisation: der var 12 Tinglag, 12 Vaarting, 36 Goder, en Domstol paa hvert Vaarting paa 36 Medlemmer og paa Altinget saa vel en Lovrette som en Domstol paa 36 Medlemmer hver, hvor man altsaa genfinder det samme Antal af 3 Tylvter, som var det normale Medlemstal for de større Tingkollegier i Norge. Der er ogsaa overvejende Sandsynlighed for, at Lovene i Norge i den ældre Tid ligeledes er blevet foredraget paa Tinge af den norske Lagmand, og at det er i Overensstemmelse hermed, at Lovsigemandsembedet blev oprettet. Nogle Forskere mener, at man i den ældre Tid ogsaa har haft en Lovsigemand i Danmark.

Naar der ved Ulfljotsloven tillagdes Goderne en betydelig verdslig Myndighed, saa var dette derimod en væsentlig Afvigelse fra den norske Ordning, som imidlertid nødvendiggjordes ved de særlige islandske Forhold. At man i Norge i den ældre Tid har haft Goder, ligesom paa Island, maa betragtes som sikkert. Men de norske Goder var saa at sige udelukkende religiøse Embedsmænd, der aldrig opnaaede nogen videregaaende verdslig Magt, hvorfor ogsaa saa vel Stillingen som selve Navnet her fuldstændig forsvandt ved Kristendommens Indførelse. I Norge var det Herserne, Jarlerne og Kongerne, der var Indehavere af den verdslige Magt, og det var derfor disse, som her udnævnte Medlemmerne af den norske Lagrette, som paa en Gang virkede som Domstol og som lovgivende Forsamling. Men da der paa den Tid, da Ulfljotsloven vedtoges, ingen andre offentlige Myndigheder fandtes paa Island end Goderne, og de fleste af disse desuden nedstammede fra norske Høvdingeætter, var det ret naturligt, at den verdslige Myndighed, som i Norge indehavdes af Herser og Jarler, paa Island tillagdes Goderne, saa meget mere som det næppe vilde have været muligt at finde andre Mænd, hvem man kunde betro denne Myndighed, end netop de samme, som allerede beklædte en Godestilling. Denne Afvigelse fra den norske Ordning var derfor ligefrem fremkaldt af de stedlige Forhold paa Island.

Naar der paa Island blev oprettet en Lovrette, saa var denne Institution ganske vist overført fra Norge, hvor man ogsaa havde en »Lagrette«. Men der var dog her en væsentlig Afvigelse. Thi medens den norske Lagrette i sig forenede baade den lovgivende og den dømmende Myndighed, udsondredes paa Island den dømmende Myndighed, saaledes at Lovretten her udelukkende blev en lovgivende Institution. Og medens Lagrettens Medlemmer i Norge blev valgt eller udnævnt af Høvdingerne, havde paa Island Goderne selv Sæde i Lovretten, medens kun Besættelsen af den ved Siden af den oprettede Altingsdomstol skete ved Valg. Denne Adskillelse af den lovgivende og den dømmende Myndighed var et i høj Grad ejendommeligt Træk for den islandske Forfatning, hvorved den hæver sig over alle samtidige Forfatninger i Norden.

Ogsaa ved Ordningen af Tingene finder vi en væsentlig Afvigelse. Thi medens man i Norge havde flere Lagting, dannedes der paa Island et Fællesting for hele Landet. Men ved Siden heraf oprettedes der faste, regelmæssige Herredsting, med en af Goderne udnævnt Domstol paa hvert Ting, hvor vedkommende til faste, bestemte Tider kunde faa deres Sager afgjort, medens saadanne faste Herredsting ikke fandtes i Norge. Man kunde ganske vist i Norge, naar en særlig Anledning dertil gaves, sammenkalde et Herredsting, men dette skete her kun lejlighedsvis, og havde i Almindelighed snarere Karakteren af et Folkemøde end et Ting, da der her ikke fandtes nogen Domstol. En saadan fandtes i Norge kun paa Lagtingene. Paa Herredstingene blev de indstævnte Retssager derimod ikke paadømt af en organiseret Domstol, men det var her de forsamlede Tingmænd, der tog Bestemmelse om, hvordan Sagen skulde afgøres. Desuden gives der i den norske Lov den Regel, at vedkommende Part, som havde en Retssag, selv maatte sammenkalde Tinget, hvoraf man kan se, at faste, regelmæssige Herredsting her ikke gaves.

Det fremgaar heraf, at skønt Ulfljotsloven ikke kan antages at have været synderlig omfangsrig, er der dog ved den blevet udført et saare betydningsfuldt Arbejde, der bærer Præg af megen Eftertanke, megen Konsekvens og stor Sans for Harmoni. Der var saaledes allerede ved Fristatens Oprettelse lagt et saa fortrinligt forfatningsmæssigt Grundlag, at dette sikkert har øvet en stor Indflydelse, ikke blot paa Retsdannelsen, men ogsaa paa Folkets Aandsliv og Kulturliv i det hele taget.

16. Gellesloven.

Ulfljots Forfatningslov bestod uforandret i en Menneskealder, eller indtil 963. Men ved denne Tid foreslog en af de mægtigste Høvdinggoder paa Vestlandet, Tord Gelle, en Ændring af den hidtil gældende Værnetingsregel, der igen førte til en gennemgribende Ændring af Forfatningen.

Den gamle Værnetingsregel gik ud paa, at Drabssager skulde forfølges paa det Ting, der var nærmest Gerningsstedet, da man her lettest kunde faa de paalideligste Oplysninger om, hvordan alt var gaaet til. Men Tord Gelle havde selv gjort den Erfaring, at denne Regel kunde medføre store Ulemper, idet Sagsøgeren i et fremmed Tinglag kunde være udsat for at møde væbnet Modstand fra Beboernes Side. Han foreslog derfor paa Altinget, at den gamle Værnetingsregel skulde ændres, og dette Forslag vandt Bifald i Lovretten, som vedtog en ny Værnetingsregel. Men for at denne kunde gennemføres, maatte der ogsaa vedtages forskellige andre Bestemmelser.

Det blev da vedtaget, at hele Landet skulde inddeles i 4 Landsdele eller Fjerdinger (senere kaldet »Amt«) med bestemte geografiske Grænser, medens de enkelte Tinglag og Godedømmer ikke havde haft saadanne Grænser. I hver Fjerding skulde der saa oprettes et Fællesting for hele Fjerdingen, et Fjerdingsting, hvor de Sager skulde afgøres, der angik Beboerne af den samme Fjerding, naar Parterne hørte til forskellige Tinglag.

Den nye Værnetingsregel blev altsaa den, at naar begge Parter hørte til samme Tinglag, skulde Sagen anlægges paa Vaartinget i deres fælles Tinglag; naar de derimod hørte til forskellige Tinglag indenfor samme Fjerding, saa skulde Sagen forfølges paa Fjerdingstinget, og dersom de endelig hørte til forskellige Fjerdinger, skulde Sagen indbringes for Altinget.

Da nu hele Landet havde været inddelt i 12 Tinglag, var det den naturligste Ordning, at dér efter Fjerdingsinddelingen skulde være 3 Tinglag i hver Fjerding. Dette blev ogsaa foreslaaet, og vedtaget for de tre Fjerdingers Vedkommende. Men hos Nordlandets Beboere mødte dette stærk Modstand, idet de mente, at Afstanden mellem Tingstederne blev for stor, dersom der her kun skulde være 3 Ting. Man enedes da om, at der i Nordfjerdingen skulde være 4. Tinglag, saa at der nu i hele Landet blev 13 Tinglag, i Stedet for som tidligere 12. Men da der i hvert Tinglag skulde være 3 Høvdinggoder, blev Følgen jo den, at Nord fjerdingen fik 12 Goder, medens hver af de andre Fjerdinger kun havde 9. Godernes Antal i hele Landet blev saaledes herefter 39, i Stedet for som tidligere 36.

Da der for Altingsdomstolen gjaldt den Regel, at hver af Landets Goder til den skulde vælge ét Medlem, maatte denne Regel nu forandres, for at Nordfjerdingen ikke ved Besættelsen af Dommerpladserne skulde komme i Overvægt overfor de andre Fjerdinger. Det blev derfor bestemt, at Nordfjerdingens 12 Goder ikke skulde have Ret til at udnævne mere en 9 Medlemmer af Altingsdomstolen, saa at dennes Medlemstal (36) forblev uforandret.

Men Forøgelsen af Godernes Antal fik ogsaa Betydning for Lovrettens Sammensætning, hvor jo alle Høvdinggoder skulde have Sæde. Det blev da, for at de nordlandske Goder her ikke skulde komme i Overvægt, vedtaget, at Lovretten herefter skulde bestaa af 48 Medlemmer (i Stedet for 36), nemlig af Landets samtlige 39 Goder og 9 valgte Medlemmer, der udnævntes af Goderne i de tre Fjerdinger, hvor der kun fandtes 9 Høvdinggoder, ét Medlem fra hvert Tinglag eller 3 fra hver Fjerding. Herved opnaaedes jo, at hver Fjerding fik lige mange (12) Repræsentanter i den lovgivende Forsamling, Lovretten.

---

---