Lönnrots Barndom og Skoleaar (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

A. Kalevalas ydre Historie
og Plads i finsk Kultur

III.
Lönnrots Barndom og Skoleaar

Historien om den fattige Dreng og Yngling der trods Modgang paa Modgang kæmper sig frem mod sit Maal, og naaer Maalet, det er Historien om Elias Lönnrots Ungdom. Vi faar ikke at høre Æventyret om det fattige, smukke Barn der blot behøver at vise sig i den fremmede Stad, straks kommer de gode Mennesker og leder det ved Haanden ind i de høje Stuer; vi skal endnu mindre høre Fortællingen om den unge Mand hvem de stadige Skuffelser og Næstens haarde, kolde Hjærter havde gjort bitter, da han tilsidst fik albuet sig frem, saa Livsmodet var borte, og de bedste Strænge i hans Sjæl, nu da der ret skulde spilles paa dem, var brustne. I Lönnrots Ungdom er der Nød og Skuffelser nok, men de fik aldrig Bugt med det frejdige Barnesind og det lyse Syn paa Menneskene, saa lidt som al Medgang og Hyldest siden hen kunde forstyrre hans Jævnsind. Derfor er det saa fængslende at fordybe sig i Beretningerne om denne Mands Liv — ikke blot for dem der i Beundring over hans Livsværk er glade for, hvad Kundskab der kan vindes om Manden selv, men for alle der vil granske Mennesker.

Om Lønnrot er der sagt at det eneste tilfældige ved ham var hans Navn, det som enhver Finne nu ærer blandt sine største Navne: Maalbevidst samler han sig tidligt om sin Gærning, her er ingen Famlen paa maa og faa. Men netop ved Navnet spillede ganske vist Tilfældet i særlig Grad ind. Først Farfaderen tog Efternavnet Lönnrot, efter »Lønnebækken« — Vahder-oja; og da hans Søn, den fattige Landsbyskræder i Sammatti Annekssogn (Vestre Nyland) en Aprildag i 1802 sendte sit fjerde Barn ud med Nabokonen den lange Vej til Præsten for at døbes, glemte Konen undervejs i Snefoget rent de Navne Forældrene havde tiltænkt Drengen; Præsten slog saa efter i Almanakken og stødte paa Profeten Elias; med det Navn blev Drengen da døbt.

Paikkari, den ensomt liggende Hytte i Skoven ved Valkjärvi Sø, var et bundfattigt Hjem; ikke saa meget som en Badstue var her Raad til, og selve Hytten bestod kun af ett eneste Rum. Ofte maatte man tære Bark- og Lavbrød, og ofte maatte man helt sulte. Skræder Lönnrots Børn kunde da ikke holde sig for gode til at gaa ud og tigge, dengang Nøden i Krigsaarene steg særlig højt; paa en Tiggervandring mødte Elias en Dag russiske Soldater, som for Løjers Skyld dyppede ham i en Brønd. — Ulykkeligt var Hjemmet dog ikke; Faderen var en meget livsglad Mand, Moderen stræbsom og forstandig, men nok indesluttet af Væsen. Elias, blandt Mennesker en bly og stilfærdig Dreng, tumlede sig i den fri, skønne Natur og blev en dristig Svømmer; men fremfor alt ytrede han tidlig en brændende Læselyst; de faa Bøger Hytten ejede — Bibel, Salmebog, Katekisme — stavede han ivrig paa. Da Elias voksede til, satte Faderen ham imidlertid til Naalen, og Tiden til Læsning blev nu kun knap. Men den ældste Broder satte omsider igennem, at Drengen kom til Byen; han blev da sendt fra Hjemmet, der ligger i en rent finsktalende Egn, til Skole i Ekenäs, en Flække mellem Hangö og Helsingfors. Det kneb her stærkt for ham med at lære Svensk; baade før og siden har dette Sprog staaet for mangt et finsk Barn som en saare vildsom Labyrint; endnu mere kneb det dog med at skaffe Mad; ved Juletid maatte han med andre fattige Drenge synge latinske Sange ved Dørene for at faa Brødet. Men efter ett Aars Skolegang øjnedes der slet ingen Udvej længer, og Elias maatte vende hjem til Skræderbordet.

Med Arbejdet — og med Læsning i Fritiden — gik der saa to Aar. Da mente man at kunne forsøge igen, og den unge Lönnrot drog til Åbo. Skønt han næsten havde glemt sit Svensk, forbarmede Katedralskolens Rektor sig over den lærelystne Dreng og lod ham slippe ind. De Aar der nu fulgte, blev drøje nok; elendigt var hans Logis næsten hele Tiden; tørt Brød den sædvanlige Kost, ingen Raad til at købe Bøger; dem maatte han laane hos Meddisciplene, og han læste ikke sjælden sine Lektier paa en Kamerats Trappegang. Alligevel fulgte Lönnrot godt med, især i Latin; heller ikke lod han sig forknytte i Omgangen mellem Drengene. — Da saa tre Aar var gaaet hen, syntes atter alle Sunde lukkede, undtagen den ene Udvej at vende hjem til Skræderiet; og det blev han da nødt til.

Atter blev for en Tid Læsningen kun Fritidssyssel; men nu traf det sig at Kapellanen i Sammatti fik høre om den unge Lönnrots Studerelyst; han læste noget med ham, og da hans Lærling stadig levende ønskede at kunne komme paa Skolen igen, men ikke vidste Udvej dertil, raadede Kapellanen ham til at forsøge det gamle Middel fra Barndommens Dage: at tigge: Paa Peblingevis skulde han vandre fra Dør til Dør og tjene sig noget sammen ved at synge Salmer. Den 17-aarige Yngling overvandt virkelig sin store Undselighed, strejfede gennem Sammatti og Nabosognene og sang, de første Gange med Blikket mod Jorden. Raadet viste sig godt; han tjente et lille Forraad — ikke af Penge, dem havde Bønderne ikke mange tilovers af, men af Korn i sin Pose; det blev bagt til Brød, og saaledes udrustet kom Lönnrot for tredje Gang paa Latinskole, denne Gang i Borgå.

Tre Uger — saa længe varede denne Skolegang; Brødforraadet svandt betænkeligt, og der var ingen Udsigt til Forstærkning. Da Lönnrot hørte at der søgtes en Lærling til Apoteket i Tavastehus, maatte han være glad ved, gennem sin Rektors Anbefaling at opnaa denne Plads og haabede ogsaa under de ny Forhold at faa Tid til Læsning. Tiden blev til at begynde med knap nok ; alt Arbejde læssedes paa den ny Lærling; men Natten var dog hans egen; ved Snører eller Bjælder om Foden skal han have indrettet sig Vækkere, om Søvnen skulde overmande ham, og det ser ud til at Læsningen paa denne Maade endda fremmedes ganske godt. Saa omsider naaede Lönnrot at faa Velyndere der kunde tage sig energisk af ham: Skolens Rektor gav sig til at undervise ham privat; en Læge, der boede i Apotekergaarden, skaffede ham fri fra Tjenesten før den aftalte Tid og ydede ham Pengelaan. — Efter at have læst hjemme i Ro om Sommeren, kom Elias Lönnrot i Oktober 1822 anden Gang til Åbo, klarede — tarveligt nok — Eksamen ved Universitetet og lod sig indskrive som Student. Saa stod han da endelig ved sine Ønskers første Maal.

Blandt dem der i de sidste Dage forinden havde skrevet deres Navn i Universitetets Protokol, var to andre fattige unge Mænd af ukendt Slægt; den ene hed Johan Ludvig Runeberg, den anden Johan Ludvig Snellman.