Lönnrots første Samlerfærd, »Kantele«, Litteraturselskabet (Ohrt)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ferdinand Ohrt (1873-1938)

Kalevala som Folkedigtning
og National-Epos

Ferdinand Ohrt
1907

A. Kalevalas ydre Historie
og Plads i finsk Kultur

V.
Lönnrots første Samlerfærd.
»Kantele«. Litteraturselskabet

Kort efter at være kommen til Universitetet tog Elias Lönnrot en Dag Mod til sig og gik op til den Nylandske »Nations« Inspektor, Professor i Kirurgien Törngren for at bede ham skaffe sig en Plads som Huslærer: Kun ved at opnaa en »Kondition« øjnede han Udvej til at slaa sig igennem i Studenteraarene. Professoren saa først lidt forbavset paa ham: Den unge Mands Eksamenskarakterer var ingen fin Anbefaling; men der var noget i Lönnrots Ansigt og Væsen som fængslede hans Inspektor; han fik straks en Plads i Åbos Nærhed, ja Aaret efter kaldte Professor Törngren ham til sit eget Hjem som Informator for sin 6aarige Plejesøn, og i denne Stilling forblev han til 1827. Opholdet i det Törngrenske Hus — under Semestrene i selve Åbo, i Ferierne paa Professorens Gods Laukko nær Tammerfors — blev af uvurderlig Betydning for Elias Lönnrot. Ikke blot var Næringssorgerne nu fjærnede, men Omgangen med højtdannede, alsidig interesserede Mennesker udviklede hans Aand. Hans Undselighed og lidt kejtede Væsen gjorde ham vistnok lige i Begyndelsen en nøjere Tilslutning til Familien vanskelig; men det varede ikke længe før han blev regnet næsten som Søn i Huset; den livlige og venlige Maade hvorpaa han ledede sin Elevs Undervisning, og dennes Hengivenhed for ham vandt ham ogsaa Hjærterne. Det fornøjelige Sommerliv paa Gaarden blandt megen Ungdom stod siden for Lönnrot som den lyseste Tid i hele hans Liv. — Men med alt dette er hine Aars Betydning for ham ikke udtømt.

Elias Lönnrot glemte ikke som Protégé i det fornemme Hus at han ved sin Byrd hørte Almuen til. Det var ham en Glæde at færdes blandt Bønderne i Laukkos Nærhed; tro mod sit Forsæt fra tidligere Tid søgte han ogsaa at hjælpe paa deres Oplysning og lærte saaledes Børn — og Voksne med — paa Godset at læse. Til Gengæld havde Almuen ogsaa noget at lære ham. Netop i Laukkos Omegn var der særlig rigt paa Sagn om gamle Tider; her fik Lönnrot optegnet den skønne Folkevise om Fru Elina paa Laukko, hvem hendes Husbond, Klaus Kurki, i uretfærdig Mistro til hendes Dyd lader indebrænde tillige med deres spæde Barn. — Det var den praktiske Indvielse til hans Livs Samlergærning; og samtidig faldt det i hans Lod at finde en kyndig Forskers Hjælp.

En Slægtning af det Törngrenske Hus var den v. Becker hvis Ugeblad jo allerede før Studentertiden havde hørt til Lönnrots Læsning. Under denne Mands personlige Vejledning satte den unge Student sig i disse Aar grundigt ind i hvad der fra og med Porthan var udgivet af og skrevet om finske Folkesange, v. Becker selv havde ikke faaet offentliggjort alt hvad han havde ønsket, om Väinämöinen; »ikke alle Læsere«, siger han, »forstaar Kvadene«. Nu blev han enig med sin Elev om at denne skulde fuldende Arbejdet. Lönnrot underkastede sig i Sommeren 1827 »Filosofie-Kandidateksamen« (svarer omtrent til vor gamle »anden Eksamen«), der indbefattede en »Magisterdisputation«; til Æmne for denne tog han da Väinämöinen og udarbejdede med v. Beckers og ældre Samlinger samt Topelius' Hæfter som Grundlag sin latinske Disputats: 1ste Hæfte af »De Väinämöine, priscorum Fennorum numine«, (Om V., en Guddom hos de gamle Finner), hvori han, nærmest i v. Beckersk Aand, søger at give en sammenhængende Fremstilling. Her har vi det første Led i den Række af hans Publikationer, der tilsidst munder ud i Kalevala; men »De Väinämöine« hviler dog kun paa andres Samlinger og er ikke nogen virkelig Sangcyclus; det er et latinsk Prosaskrift med indføjede finske Kvadprøver. (Disputatsens anden, færdig trykte Del gik til Grunde ved Åbos Brand i September 1827.)

Efter overstaaet »Filosoficum« valgte Lönnrot Medicinen til sit Fagstudium; men snart blev hans Ophold ved Universitetet afbrudt for længere Tid. Åbo By nedbrændte, og Forelæsningerne blev da indstillede for et helt Aar; i Mellemtiden skulde Højskolen flyttes til Helsingfors. Nu var der kommet en Lejlighed til at udføre en Plan som laa Lönnrot stærkt paa Sinde: Det uventede Otium skulde nyttes til en Vandring ud iblandt Folket for at lære dets Kaar og Sæder at kende og fremfor alt for at samle Sange. Det var lykkedes ham at spare godt og vel hundrede Sølvrubler sammen, og naar Rejsen foretoges til Fods, maatte de vel kunne holde længe ud. Efter et Ophold hjemme i Paikkari vandrede han da afsted i det tidlige Foraar (1828); Rejsens sidste Maal var det fjærne russiske Karelen: Topelius havde siddet og opdaget det i sit Hjem, Karelen var kommet til den syge Mand i hans Stue; den raske Lönnrots Sag maatte nu blive at komme til Karelen og faa det udforsket til Bunds.

Dagbogsoptegnelser og Breve sætter os i Stand til at følge Lönnrot paa denne og hans senere Rejser (ikke alle dog med samme Udførlighed; — de er udgivne af det finske Litteraturselskab) og man følger ham med Glæde. Der er noget helt indtagende ved hans fordringsløse, lidt omstændelige Fortællemaade; med en Rigdom af livfulde Smaatræk og ofte med Lune tegner han Optrin fra sin Færd og Billeder fra Almuens Liv. — Klædt som Bonde drog den unge Magister ud fra Paikkari, med Stav i Haand, Tobakspibe i Mundvigen, Ransel og Jagtbøsse paa Ryggen; hertil kom en Fløjte i Baand i Knaphullet; paa Laukko havde han lært sig at blæse lidt Fløjte samt at spille Kantele. Ved at optræde som Bondemand »der var paa Vej for at gæste sine Slægtninge i Karelen«, maatte Lönnrot lettest kunne komme Almuen ind paa Livet og vinde dens Fortrolighed. Naar Samtalen blev meget lang og indgaaende, blev Magisteren dog som oftest opdaget. Til andre Tider skræmmede hans Bøsse ikke sjælden Gaardenes Kvinder, som tog ham for en omstrejfende Bandit. Meget tidt søgte han dog ogsaa Gæstfrihed i Præstegaardene. Fra Nyland gik Vandringen gennem et Stykke af Tavastland ind i Savolaks; først her begyndte Lönnrot (Øst for St. Michel) at komme ind i Sangenes Hjem. Som han selv paa sin Vandring nød Naturens Herlighed i fulde Drag, glædede han sig naar han mødte Sans for dens Skønhed hos Almuen. »En femaarig Dreng — fortæller han — spurgte mig i Rantasalmi: Har I det ligesaa rart hjemme hos Jer som vi her? Hvorfor synes Du her er saa rart, spurgte jeg. Jo, svarede han, vi har jo saa smukke Skove lige nærved, og dær er smaa Fugle som synger, og dær er Blomster og Bær og alt.« Særlig indtaget i Befolkningen blev Lönnrot da han kom ind i finsk Karelen og lærte Østfinnernes store Gæstfrihed og Venlighed at kende; ofte var det et drøjt Arbejde at faa de fattige Bønder til at tage mod lidt Godtgørelse, naar de i flere Dage havde huset og mættet ham.

I Karelen blev Sanghøsten rigeligere. Var i en By flere Mennesker samlede i det fri, hændte det at Vandringsmanden blæste paa sin Fløjte for dem; derved lokkedes endnu flere til, saa han følte sig »som en anden Orfeus eller for at tale mere fædrelandsk som en ny Väinämöinen«. Naar Spillet var endt, fik Lönnrot let Oplysninger om til hvilke Gaarde han skulde gaa for at faa Kvad. Kneb det lidt i Bondestuerne med at faa Sangerens eller Sangerskens Mund paa Gled, kunde han tage sin Gottlund og sin Topelius frem (disses Hæfter førte han med sig) og læse Sange op: Den dær havde Bonden aldrig hørt, men den og den kendte han godt, og saa kom han selv i Aande. Undertiden viste det sig dog helt umuligt at faa selv dygtige Sangere til at rykke ud med deres Kvad; særlig »Troldkarlene« frygtede at han vilde bringe dem i Rettens Hænder. I sin Nød prøvede Lönnrot nogle Gange at oplive Sangergubber ved paa Opfordring at købe dem nogle Snapse Brændevin paa Nabogaarden — et Middel som allerede Porthan og Gottlund havde prist som probat; men hos den kyndige Troldmand Makkoinen gik det galt; hans Tunge blev nok til Gavns løst, men han mumlede nu sine Kvad saa ustyrlig hurtigt frem at Lönnrot slet ikke kunde følge ham, og var ikke at formaa til at skifte Tempo. — Fra Staden Sortavala (ved Ladogas Nordkyst) vilde Elias Lönnrot have søgt mod Øst; men da det blev sagt ham at dær skulde være ganske sangfattigt, kom han ikke til at gæste disse i Virkeligheden meget rige Sangegne (Salmi Herred). I Stedet drog han Nord paa, men Maalet, Guvernementet Arkangel, blev ikke naaet — han meddeler ikke hvorfor; Pengene var vel sagtens ved at slippe op trods al Sparsommelighed, og Efteraaret, den ugunstige Rejsetid, stod for Døren; i August naaede Lönnrot Nurmes ved Pielissøen, men styrede saa sin Kaas mod Sydvest over Kuopio ned til »det gode Laukko«, som han naaede i September.

Dette var den første Samlerfærd; endnu uerfaren som han var, havde Lönnrot ikke faaet alt det Udbytte af sin Vandring som kunde være opnaaet. Han var ofte gaaet ret flygtigt gennem rige Sangbygder for at faa gennemvandret saa store Strækninger som muligt, og omvendt havde han spildt en Del Tid i Præstegaarde og hos Kendinge; en Fejl var det ogsaa at han som Regel holdt sig til de store Landeveje, hvor Sangene allerede var sygnet hen under Kulturens Pust. Det var overvejende magiske og lyriske Viser, de sidste tildels fra ret moderne Tid, som Lönnrot fik paa denne Færd; hos een af Finlands største Folkesangere Juhana Kainulainen i Kesälahti (Karelen) havde han dog faaet en ganske enestaaende episk Sang om Lemminkäinens Bejlen og Død. Efter at være kommen til Helsingfors skred Lönnrot til Udgivelsen af det indvundne; det faldt ham ikke ind at gæmme det i en Skuffe. Paa eget Forlag udsendte han i Aarene 1829—31 fire Hæfter under Navnet Kantele. Fra Indholdets Side har denne Samling ikke synderlig stor Betydning for Kalevala; dog bør den mindes her, fordi den allerede paa væsentlige Punkter viser os den Metode som Lönnrot siden fulgte ved Udgivelsen af Folkesange. Lige fra Porthan til v. Becker havde Udgiverne plejet, ikke at trykke de enkelte Varianter til een og samme Sang (hvor saadanne forelaa) hver for sig (eller den ene med Tilføjelse af de andres Afvigelser), men at smælte dem sammen til een længere sammenhængende Sang; det samme gør Lönnrot, blot i endnu større Udstrækning paa Grund af sit rigere Sangforraad. Men endvidere gennemfører han overalt een og samme Sprogform, mens man tidligere havde plejet at give hver Sang i den Mundart i hvilken den var optegnet; Lönnrot tænkte sig Kvadene udgivne ikke særlig for de lærde, men som Læsning for hele Folket, altsaa maatte deres Form være alment forstaaelig; han ser deres Værd i det Billede de tegner af Forfædrenes Liv og Kaar, i det rene finske Sprog der klinger i dem, og i deres Skønhed; »man læser dem med Undren over hvorledes de har kunnet udgaa fra Bondefolks Hoved«, siger han i Subskriptionsindbydelsen, og i en Avisartikel: »Vi skal holde dem for en hellig Arv, som vi sammen med Harpen har faaet fra vore Forfædre.«

Læsning for hele Folket! Foreløbig saae det kun smaat ud for disse Forhaabninger; en almindelig Tilslutning udeblev ganske; at den lille Kres af Folkesangens Elskere blandt de dannede købte Hæfterne, hjalp ikke stort; da det fjerde Hæfte var udkommet, var Lönnrot sunket i en saadan Gæld at han maatte standse Udgivelsen. Men dermed at standse ogsaa sin Forskning kunde han ikke faa sig til, omend den ringe Deltagelse virkede nok saa nedslaaende; han skriver paa denne Tid, efter at have omtalt at der er dem som dadler ham, fordi han spilder Tid og Penge paa unyttige Sange: »Undertiden har jeg ogsaa selv tænkt paa at afstaa fra et Arbejde som kun volder mig Møje og Udgifter. Det har sig nok saaledes; men det er vanskeligt at gaa fra sin Natur, og selv om vi gør det, vender vi ofte tilbage derhen hvor Naturen byder.«

Og just ved denne Tid blev den første Grund lagt til en Institution der skulde faa stor Betydning for Lönnrots Gærning, ja for hele det finske Aandsliv. Saa vidt vides, var det netop Lönnrots Samleriver og hans vanskelige Kaar der gav den første Anledning til Stiftelsen af det finske Litteraturselskab, 1831. Det var en Sammenslutning af nogle studerende Mænd (Keckman og Lindfors var de egentlige Ophavsmænd; blandt Stifterne var ogsaa Digteren Runeberg). Formaalet var: Granskning af finsk Sprog og Historie, og Tilvejebringelsen af en finsk Litteratur baade for Almuen og for de dannede; ogsaa Folkesangene, deres Indsamling og Offentliggørelse skulde være et Led i Arbejdet. Lönnrot, hvem Selskabet blev en god Støtte, var paa sin Side dets første Sekretær. — De eneste Pengemidler man havde at raade over, var i Førstningen Medlemmernes Kontingent, senere fik man dog flere Tilskud. Det første Skrift Selskabet fik udgivet, var en finsk Oversættelse af Schweizeren Zschokkes Folkebog »Das Goldmacherdorf«; det andet, som udkom 1835, var ikke nogen Oversættelse fra fremmed Sprog; paa dets Titelblad stod Navnet Kalevala.