Omrids af den finske Hedentro - Havet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Havet
I Dybet boede det rige Ahti-Folk, "i en Sten med brusten Side, i en leverfarvet Klippe, i en lidet rummelig Bolig, stænget bagved hundred Laase, fast ved Tusindtal af Nögler" (II. S. 206). Det var ellers en hyggelig Bod, hvor Faderen sad ved Vinduet, Moderen stod paa Trappen (II. S. 193).
Herskeren er Ahti eller Ahto, "Vandets graaskjæggede Gubbe", med sin Dronning Wellamo, "Vandets skjönne overflödige Frue, der med den gyldne Kam udreder sine lange Lokker", men ogsaa det gamle Rörbryst "med en Skjorte af Tang" (II. S; 93. 138–9). "Hun hæver sin blaae Hue, sin fine Fold op af Kilden, sit rene Aasyn af Gruset", naar hun paakaldes (I. S. 110), og er en kjærlig Moder, der gjerne vil give sin Datter til Wæinæmöinen, forat faae saa mægtig en Svigersön, hun havde jo henrykt lyttet til hans Strengeleg (II. S. 93. 194); men da hun mistede sin Datter, græd hun saa tunge Taarer, at de svulmede til trende Elve (II. S. 201) Datteren var "den voveskyllede Jomfru, Vandets alleryngste Datter", men desforuden var der talrige "Wellamos-möer" (II. S. 205—6), I Indsöen var der en Barneskare (I. S. 110), Hos Ahti, "i den fiskopfyldte Bolig", findes Rigdom nok: da Sampo blev styrtet i Havet', sank en Del Stykker deraf ned gjennem det klare Vand til Bundens Grus ag forvandledes der til
- "Ahtis Börns dulgte Skatte,
- Havet Rigdom ikke savner,
- Skatte fattes ei for Ahti".
Siden fik han Wæinös Harpe (II. S. 102. 109. 177).
Den berömmeligste af denne Slægt er Ahtis Sön, den unge Joukahainen. Da han "med Gny og Bulder foer frem" i sin Slæde, mödte han Wæinæmöinen, der "roligt tilbagelagde sin Vei"; den Gamle forlanger, at han som den Yngre skal dreie af, men han gjör Paastand paa, at ikke Alder, men Visdom skal afgjöre, hvem der har Ret til Veien. Kjöretöierne forvikles i hinanden, og en Visdomskamp begynder. Jouhakainen kjender Dyrenes Natur, Menneskets Levevis, det ældste af Træer (Pilen), den ældste af Jordarter (Törv), af Fisk, af Fugle (Finken) og af Orme; veed, at Ilden födtes af Himlen, Vandet af Klippen, Jærnet af Rost; endelig mindes han Skabelsens Undere. "Barnets Kundskab imod skjægget Heltegubbes", svarer Wæino, "det var mig, som huled Havet" osv., han besynger da Skabelsen. Nu vil Joukahainen rose sig af Koglemagt, men: "Barnesludder, Kvindesladder!" raaber den Gamle og kvæder selv, saa
- "Havet svulmer, Jorden skjælver,
- Kobberbjerge mægtig rystes,
- Portene i Pohja revne,
- Himlens faste Buer briste",
da synker Joukahainen i Kjæret til Armene, hans Hund fæstes med Poterne i Stenen, Tænderne i Sivet, hans Bue staaer som "en Bue over Vandet", hans Pile ile bort som Höge, hans höie Hjælm er paa Karlsvognens Skuldre, hans blaae Kappe en Sky paa Hvælvingen, hans fine uldne Bælte en Kreds af Stjerner. Forgjæves byder han to Buer og to Hingster, men Wæinæmöinen har dem selv bedre, kun hans Söster vil han modtage i Udlösning; det gaaer da som för er fortalt (30 Rune). Joukahainen er en af de Store, fra hvem Sangens Trylleord kunne hentes, nemlig "fra hans Bues Bane" (I. S. 1). Man kunde formode, at denne er Regnbuen, som iövrigt ellers kaldes Ukkos Bue (I. S. 139.).
