Omrids af den finske Hedentro - Om Forholdet til de skandinaviske Oldsagn

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ukonkivi (Himmelguden Ukkos klippe) i Inarisøen i Finland. Ukonkivi var en helligt ø for samer og finner. Arkæologiske fund, tilsyneladende offergaver, er blevet fundet på stedet.

Temaside: Finsk religion og mytologi

Johannes Fibiger

Omrids af den finske Hedentro

Om Forholdet til de skandinaviske Oldsagn

Den mærkelige Lighed, som adskillige af Hovedtrækkene i den finske Trosverden, — som Kampen mellem Menneskebygdens guddommelige Herrer og Örkens, Frostens, Dödens Magter, Velstandsmöllen Sampo, Koglekvadene, Seid og hvad dertil hörer — have med vore Forfædres Trossagn, vil enhver kyndig Læser have bemærket. Man kunde udvide en saadan Sammenligning til mangfoldige Enkeltheder, men jeg troer, det er en lidet frugtbar Undersögelse; Lighed er en bedragelig Ting, og hvad den finske Verden angaaer, er det vel netop Forskelligheden fra vor, den fuldkommen fremmede Charakter saavel i Fremstillingen som i Folkeaanden, der mest falder i öinene. Der er vel Punkter, hvor Forestillingerne komme vor Oldtids ganske nær, men Stemningen deri, Folkets Sind, er og bliver et andet, det har en anden Rod og maa vel nærmest söge sin Slægt hos Nordasiaternes Schamaner. Det forekommer mig derfor rigtigst at opgive Sammenligningen, forsaavidt derfra kunde hentes noget Bevis for oprindeligt Slægtskab mellem Folkene, og henvende sit Blik paa Undersögelsen af, om ikke denne Tro har havt en udvortes Indflydelse paa vore Oldsagn, om ikke vore Forfædre have lært noget af Finnerne. At dette har været Tilfældet, er sandsynligt nok, ikke saameget fordi disse Nabofolk gjennem hele Oldtiden pleiede Omgang med hinanden, som fordi der findes temmelig tydelige Efterretninger derom. Da disse angaae nogle af de ældste og som det synes herhjemme mindst bekjendte Sagn, og knytte sig til bestemt angivne Egne (Halogaland, Thelemarken, Alfheim i Norge, Lessö og Bornholm i Danmark, Helsingeland osv.), vilde det vel være rimeligst at antage, at de ere ældre Gudesagn og Gudsdyrkelser, som ere blevne staaende fra et tidligere Folk og optagne af de indtrængte Asadyrkere.

Der er navnlig een af vore Gudeslægter, der i selve Oldsagnene oftere er sat i Forbindelse med Finland, det er Alferne. Nordens Alfer ere, til Forskjel for hvad der af Alfesagn i den nyere Tid er kommet til os fra Udlandet, en kraftig, mandig og höihellig Gudeslægt. De ere ligesom Vanerne optagne i Asernes Kreds og sidde i deres Raad; de höie Guder nævnes udförligt og höitideligt som: "Aser, Alfer og Vaner" (Skirnismál 17. 18. Sigrdrífumál 18.) eller blot som "Aser og Alfer" (Völuspá 46. Grímmismál 4. Thrymskvídha 7. Skirnism. 7. Ægisdrekka 2. Havamál 163), da ere Vanerne indbefattede under Aserne, en Talebrug, som den yngre Edda oftere betjener sig af, og i den ældre findes i Ægisdrekka 2, hvor Forsamlingen kaldes Aser og Alfer, skjönt Vanerne ere tilstede. Alligevel er der os saagodtsom intet overleveret om Alferne; de bleve dyrkede ved Alfablot, holdtes for saare skjönne Væsner (see de Steder, N. M. Petersen anförer i Nord. Myth. S. 101) og inddeltes i Ljósálfar og Dökkálfar (Gylfaginning 17. Kap.); men deres Navne og Bedrifter ere ganske ubekjendte for os, ja man kunde fristes til at antage, at de ogsaa have været det for de Gamle. Deres Rige hed Alfhem, "Guderne gave det i Dagenes Morgen til Frey i Tandfæ" (Grímmism. 5), dog vare dets Indvaanere ham ikke anderledes underlagte, end at "ingen af Aser og Alfer vilde tillade", at han fik sin Elskede (Skirnisför 7). Disse korte Yttringer tyde paa et tidligere — í árdaga — indgaaet Forbund af lignende Slags som det mellem Aser og Vaner: Alferne vare givne til Vaneguden, maaskee som overvundne, dog herskede de sammen med Aserne, vare jævnbyrdige Herrer, ikke Undersaatter. Deres Rige fik som Freys Eiendel sin Plads i Verdensbygningen (á himni) mellem Gudernes Boliger, men paa Jorden var det ifölge gamle historiske Sagn at söge i Norge mellem Gautelv og Raumelv (Hervarar Saga 1. Kap.). Alferne blive ikke berörte af Verdensbranden; ligesom Njördh (Vafthrúdnismál. 39) forlode de Aserne, da disses Verden gik under (i aldarrök), og beboede siden den tredie Himmel, Vidhbláinn (Gylfaginning 17. Kap.)

Den Besynderlighed, som er fælles for Alfer og Vaner, at de stode for de Gamles Tro som oprindelig ubekjendte Fremmede, der, ingen vidste hvorfra, vare indkomne i de höie Guders Raad, kan vel nu næppe forklares paa anden Maade, end at der i en fjærn Oldtid har været en Kamp mellem forskjellige Religioner, som har udjævnet sig saaledes, at det Folk, der troede paa Eddaens Verdensbygning med dens Thurser, Aser og Dverge, har optaget ved een Lejlighed nogle fremmede Guder, som kaldtes Vaner, ved en anden andre fremmede Guder, som kaldtes Alfer, i deres himmelske Verden.

Men hvorfra lærte de Alferne at kjende? De egentlige Trossagn oplyse intet derom. Men der gives andre Sagn, der om end ældgamle, dog altid have havt en historisk Skikkelse; deri finde vi Alfers Navne og Slægtrækker, vi see dem virke paa Jorden som menneskelige Helte, men og som undermægtige Stamfædre og Forbilleder at rage op i den overnaturlige Verden. Disse Sagn samle sig i Særdeleshed om to Navne: Alf den Gamle, der stammer fra Finnalf, en Fostersön af Bergfinn, og Völund, Alfernes Hersker, Sön af Finnernes Konge. Begge föres altsaa tilbage til Finnerne.

Álfr eller Hálfr enn gamli (Hyndluljódh 13. 19. 20. Skálda 75. Kap.), der ligesom Hálfdanr gamli med hans 18 Sönner (Skálda 64. Kap. Hyndlulj. 15), er dybt indvævet i Norges ældste Sagn, hörte til den Slægt, der udsprang fra Fornjótr, Konge i Jótland, ogsaa Finland ell. Kvænland kaldet, en Slægt, der i det Hele synes at være en Arv fra Finnerne, saa den tillige afgiver et Bevis forat disse vare Norges ældste Beboere. Fornjóts Sönner vare Hlér (Havet), Logi (Luen) og Kári (Vinden): fra Kári stammede Jökull eller Frosti, (Frost), Finnernes Konge (Heimskringla 13. Kap.), ligesaa Finnekongen Snær enn gamli (Sne), hans Döttre Drífa (Snedrive), Fönn (tæt Sne) og Mjöll (fin Sne) (Sturlaugsaga Starfs. Saxo p. 415) og Sönnen Thorri (Barfrost), hvis Sönner Norr og Gorr, da de droge ud forat söge deres Söster Gói, gift med Hrolf i Bjerget paa Hedemarken, bleve Norges förste Bebyggere. Denne lidet tiltrækkende Æt strakte sine Grene ud over alle Nordens. Lande. Hlér sad paa Læsö (Hlésey), Logi eller Hálogi, der gav Hálogaland Navn, og var Fader til de af Hakon Jarl, paa Island og i Gautland dyrkede Söstre Thorgerdhr Hölgabrudhr og Yrpa, afgav en Datter Eysa (glödende Aske) til Bornholm, en anden Eymyrja (Emmer) til Sverrig; Kaares Æt besatte Norge: Nors Sönner, Raum, Alf, Gudhbrand, Haudhe, Hadding og Hring gave Norges Bygder Navne; af Gors Æt var den svenske Gylfi: alle vare de fra Finland, "östen for Helsingebugten", (den botniske Bugt); men dog tillige i Slægt med Guder: Raums Sön Finnálfr Gamli var gift med Svanhildr, Gullfjödhr (Guldfjeder) kaldet, en Datter af Dag og Sol (Fornaldars. 27); deres Sön var Svanr enn raudhi, og forfölge vi hans Slægt efter Hyndluljodh 13, komme vi gjennem Sæfari og Ulf ned til Alf den gamle. Ham kalder Hyndla (20) alligevel ældre end Kaare og Frode (Frey), saa Slægtledene gjöre her ikke meget til Sagen. Alf herskede i Alfheim mellem Raumelv og Gautelv, hvor "alt Folket var smukkere at see til end andet Folk paa den Tid" (Hervarar Saga 1. Kap.). Hans Datter Alfhild blev rövet af Starkadhr Aludrengr, der derfor blev dræbt af Thor (Hervarars. 1. Kap.), og deres Dattersön var Berserken Arngrim, hvis 12 Sönner, Angantyr og hans Brödre ere saa bekjendte fra Kampen paa Samsö.

Alfs Sön var Instein, og Insteins Sön var Ottar (óttarr), Freyjas Yndling, som hun af al Magt hjælper i hans Strid med Angantyr, "at han kunde faae sin Fædrenearv efter sine Frænder" (Hyndl. 11). Hyndluljods Ottar var af Alfernes finske Æt; og kunde han, hvad der har Sandsynligheden for sig, antages for oprindeligt at have været den samme som Od (ódhr), Freyjas Ægtemand, der drog bort paa de lange Veie, og hvem hun, grædende de gyldne Taarer, sögte mellem ubekjendte Folkefærd (Gylfaginning 35. Kap. Völuspá 23. Skálda 20. Kap. Ynglingas. 13. Kap. og et Par Steder i gamle Skjaldekvad), vilde ogsaa den for vore Forfædre saa dunkle og fraværende Od blive en Alf, en Finn-alf. En tredie Sagnhelt af næsten samme Navn og med det samme Vandringsmandens Kjendemærke er Oddr enn vídhförli, almindelig kaldet Örvaroddr d. e. Odd med Pilene, en Sön af Grim Lodinkin, Halogalands Herre, og den skjönne Finnekvinde Lopthæna; ogsaa Faderen Grim var en Sön af en finsk Gyge, Hrafnhild, hvis Elsker Ketil Hæng var en Sön af Halbjörn Halvtrold og Sönnesön af Ulf den Oarge, alt af den nordlandske Finneslægt. Ogsaa Odd kjæmper med Angantyr og de elleve Berserke Brödre, de samme Arngrims og Eyfuras Sönner, (sml. Hervararsaga 3. Kap. med Hyndlulj. 24), men Ottar stred med Ord og forstandig Bevisförelse for Asernes Domstol, Odd med sin skarpe Bryniebider og værnet af den usaarlige Skjorte paa Samsöstrand. En fjerde Sagnhelt, der idetmindste i eet Træk ligne disse, er Starkadhr, Stórvírks Sön, Sönnesön af den omtalte Starkad Aludreng, os saaledes af Thurseæt, men ogsaa en Sönnesön af Alfs Datter Alfhild. Ligesom Odd kjæmpede Starkad, alm. Stærk-Odder kaldet, med Berserken Angantyr og hans Brödre og nedlagde dem alle; tilmed havde ogsaa han erholdt en Kappe af den Brud, han værnede (Saxo pag. 291—4). Örvar-Odd og Stærk-Odd have altsaa det tilfælleds, at de ere de Elskendes Forsvarere, Örvar-Odd stred for Hjalmar og Ingeborg, Stærk-Odd for Helge og Helga; hvad Modstandere angaaer, ligne de begge deri Ottar, og Slægtskabet har Stærkodder tilfælleds med ham, begge stamme de fra Alf, han igjen fra Finnalf, men heller ikke Örvar-Odd er mindre af den finske Æt. Efter Saxos Vidnesbyrd er Stærkodder desuden fra Landet östenfor Sverrig, som Esther og andre Barbarer have inde (pag. 274). Han blev hentet til Sverrig af bjarmiske Kjæmper, hos hvem han havde udfört mange Storværker (pag. 278), særdeles "fældet Leri (Hlérs) fire Sönner og bjarmiske Kjæmper" (pag. 404). Endnu et Mindesmærke om denne Sagnkredses Sammenhæng med Finland have vi i Arngrims af Saxo (pag. 248—9) beskrevne Kamp med Egther, Bjarmelands, og Thengill, Finnmarkens Konge. Det var en ægte finsk Strid, ganske som vi kjende den fra Kalevala. Förste Dag kastede Finnerne tre Stene bag deres Ryg, og tre Bjerge stege frem imod deres Fjender; næste Dag fremkoglede de en svulmende Ström; dog maatte de overgive sig, og Seirherren Arngrim fik derfor Ofura (Eyfura) tilægte, med hvem han avlede de tolv Berserker. Thengill er en Sön af Halfdan Gamle (Skálda 64. Kap. Fundin Noregr.); en Egtherus Finnensis blev fældet af Kong Halfdan (Saxo p. 328), og Scalk, som Arngrim tidligere havde dræbt, er maaskee den samme som den Skekkill, der var en Sön af Gors Sön Beiter (Fundin Noregr. Skálda 75. Kap.). Den samme Scalk Scanicus var forbunden med den Erik, der i Frode III's Tjeneste underlagde sig Sverrig, og dertil fik Helsingeland, begge Laplande, Finland og Esthland (Saxo p. 243); ogsaa over Kong Alfs Rige Hedemarken, over Vigen og Halogaland udbredte Frode ved Eriks Hjælp sit Herredömme og forkyndte i disse Lande Frodefredens Love (Saxo p. 243—247). At Frode underlagde sig disse finske Alferiger kunde vel ansees for et Minde om Freys Herredömme over Alfheim.

Ifölge disse Sagn synes det altsaa rimeligt, at Od, Ottar, Örvar-Odd og Stærk-Odd oprindelig ere beslægtede Væsner. Hvad de tre förste angaaer, har allerede Grundtvig (S. 504) og efter ham N. M. Petersen gjort opmærksom derpaa (Nord. Myth. S. 352), men jeg seer ikke, hvorfor det mindre skulde være Tilfældet med Stærkodder, da han dog ved de samme Slægtskabs- og Kampmærker er forbunden med Ottar. Betænker man dernæst, at de to förste ere nöie knyttede til Freyja, og de to sidste kjæmpe for hendes Rige, ligger det nær at opfatte dem som mægtige guddommelige Beskyttere og Fremmere af Kjærlighedens Glæde. Vel have Örvarodd og Stærkodd ogsaa ganske andre Ting at skaffe i vor Sagnhistorie, og det var ikke godt, om vi, medens vi betragte dem med Troens öine og flytte dem höiere op i det Guddommeliges Kreds, derfor skulde glemme deres vidtberömte Heltegjerninger paa Jorden. Men det behöves ikke heller, Oldtidens Sagn have mange Skikkelser, og vi kunne vel holde Öiet aabent for dem alle. Det kan nu rigtignok synes næsten latterligt at gjöre Stærkodder, den gamle, grimme, arrede, ligesom ophuggede Kjæmpe, ham, Thursen, udaf hvis frygtelige Hærder Thor havde rykket fire Arme op med Rode, til en Elskovsgud. Men vi maae ikke lade os forvilde af vore tilvante Begreber, hentede fra Sydens blidere Billeder; her i Norden stode de fjendtlige Kræfter haardere mod hinanden, og Möen, der var værd at vinde, var omgivet snart af en uhyre Orm, snart af den flagrende Flamme (den saakaldte vafrlogi, Skirnism. 9. 17. 18. Fjölsvinnsmál 2. 32. Sigrdrífumál), trængt af de vilde Berserker, forfærdelige som Luer (Hyndlul. 24), og atter forsvaret af lignende Kjæmper, af glubske Hunde og mægtige Borghegn (Skirnism. og Fjölsvinnsm. Havamál 100); saa baade Beilerne og den höie Beskjærmer, der ledte hans Skridt, maatte være rustet til at tage det op med overnaturlige Kræfter.

Da nu fremdeles disse Sagnheltes Æt, hvori Navnene Alf, Half (Holf), Halfdan og Ulf, Olf (ólfr) (Ylfinger, Halfdan Ylfing) sml. Isólfr og Asólfr (Hyndlulj. 22) spille saa stor en Rolle, at det har forekommet mig som Grund nok til at ansee dem alle for Alfer — hvad Örvarodd angaaer, da var det af en Alfvor, han fik sin Silkebrynie (Örvarodds-Saga 11—12 Kap.) — tillige ofte nok viser os hen til Finland, vilde jeg gjerne lægge Beslag paa deres Navn som finsk. Og betragter man Formen Adhr i Starkadhr (Saxo: Starkatherus) paatrænger sig den Formodning, at det er det finske Ahti, Havgudens og Lemminkæinens fælleds Navn, ogsaa Aude eller Audr den Rige kaldet (Ganander S. 2). Virkelig er der, naar man först vil söge mellem de finske Guddomme, ingen denne Charakteer passer saaledes paa som Lemminkæinen, den ufortrødne vidtomflakkende muntre Kriger, der med Buen under Armen, Koggeret paa Ryggen, gjennemstreifer Skovene, trænger ind i Pohjas gyselige Gaard, rydder den for alle dens Kjæmper, uden dog at faae Möen, hans Maal, finder Döden for sin egen Uforsigtighed, men atter reiser sig til Livet, bedaarer Kvinder i tusinde Vis, men derved og vækker Hevnen i Hælene paa sig, og endelig fortærer sig selv i Klage over sin evigt jagende Lidenskab. Det vil især blive iöinefaldende, naar vi sammenholde Örvarodds Bjarmelands Tog med Lemminkæinens Tog til Pohjola forat hente Sampo. "At skyde med Bue var Odds Lyst; en Völve spaaede ham, at han skulde blive 300 Aar" (en Skjebne, han har tilfælleds med Stærkodder og den gamle Sne) — "han forstod den Konst at lade Skibet gaae for fulde Seil i Havblik (finsk Koglekonst) — han erholdt tre gyldne Pile til Foræring, som Ketil Hæng havde frataget Finnekongen Guse" (Saxos: Cuso, Finnernes og Bjarmernes Fyrste (pag. 116); de finske Buestrænge ere altid gjorte af Hiisis Hests Haar), "de flöi af sig selv fra Buen og kom igjen tilbage. Med tvende Frænder, der ved varslende Drömme og vedvarende Modvind bleve tvungne til at tage ham med sig, seilede han til Bjarmeland" — Lapland, hos Finnerne et Navn paa Pohjola; da Wæinö og Ilmari seilede forbi Ahtis Bolig, bleve de raabte an af ham og nödte til at tage ham med derhen — "hvor han ved at opbryde en Offerhöi fandt meget Guld og Sölv" — Finnegudernes Tog gik ud paa at hente Velstandsmöllen, der var indelukket i Fjeldet — "men Bjarmerne hexede en saadan Storm paa Skibet, at alt Metallet blev kastet i Söen" — ligesaa gjorde Louhi og rev Sampo i Havet — "og flöd strax paa Vandet hen til Land igjen" — Stykkerne af Sampo flöd til Land, deraf kom Landets Rigdom. "Han dræbte en Björn og nogle Kjæmper paa en Ö" — Ahtis Ophold paa Öen har jeg fortalt. Odd betjente sig oftere af Kogleri: hans fortryllede Silkekjortel er omtalt — den bar han tilfælleds med Ahti, der af sin Moder fik en Skjorte, hærdet i Ormens Edder —; da han var fangen, sang han sine Vogtere i Sövn; Troldmanden Alf fældede han med fortryllede Stene; og baade Pile og Skib styrede han ved Koglemagt. Hermed kan sammenlignes Kong Frodes Landeværnsmand Odd (Oddo), der var saa troldkyndig, at han kunde fare paa Havet uden Skib, og vække Storm og Uveir mod sine Fjender; de Norskes Öine forblindede han saaledes, at de Danskes Sværd forekom dem som luende Ild (Saxo p. 192). Örvarodds Fjende Augmund var en Sön af Finnekongen og en Troldkvinde; Finnerne havde forhexet ham, saa Jærn ei bed paa ham; det er rimeligvis en Levning af Ahtis Kamp med Pohjolas Herre. Hans skjebnesvangre Död ved Ormen, der skjöd ud af den Döde Hests Hoved, minder om Ahtis Fald for den blinde Pohjagubbes Pil. Fostbroderskabet med Odin, i Skikkelse af Raudhgrani (Rödskjæg), og Svanesangen, hvori han fortæller alle sine Bedrifter, har han tilfælleds med Stærkodder. Med Örvarodds Saga har An Buesvingers megen Lighed. Ogsaa deri spille de sikkert rammende og altid tilbagevendende Pile, smedede af en Dverg, og den fortryllede Kjortel Hovedrollen. Lemminkæinens Moder, der grædende og klagende sögte sin dræbte Sön hos alle Væsner, besynges i christelige finske Sange som Jomfru Maria, mater dolorosa; hos os forvandlede Folketroen i christelige Tider Freyja til "vor Frue".

Disse ere altsaa Sagnene om Alfernes yngre Slægtled. Stige vi op til de ældre, til Fornjóts Sönner, Hlér, Logi og Kári, der allerede af de Gamle tænktes som Elementernes Herskere — Havet kaldes af Skjaldene Fornjots Sön, Ildenes og Vindenes Broder, Ilden hedder Fornjots Sön, Vindene er Fornjots Frænder og Sönner (Gamle Kvad i Skalda og Ynglingasaga, Odins Ravnesang 17) — saa var det vel muligt ogsaa at gjenfinde disse i den finske Gudekreds. Idetmindste er det paafaldende, at de tre store Kalevasönners Navne, saavidt jeg kan skjönne, gjemme samme Betydning i sig. Wæinö er, seet fra sin Naturside, en Havgud, Havet er den ældste af Brödrene; Ilmarinens egentlige Navn er llma (Kullervo S. 31) — den udvidede Form er diminutivisk — men llma betyder Storm (Rein et Palmroth, pos. V); og Lemminkæinen er et Diminutiv af Lemmin, varm (Sjögrén S. 62), ligesom Lapsi, Barn, Diminut.: Lapsukæinen, Luhu, kort, Diminut.: Luhukåinen (Sjogrén S. 27). Faderen Fornjót, eller, da Leddene i denne Slægt synes flere Gange at gjentage sig, Alf eller Half den Gamle, eller Halfdan Gamle maa da rimeligvis svare til den gamle Kaleva.

Da hele denne Alfeslægt ogsaa gjennem Finnalf den Gamles Hustru Guldfjeder stammede fra Dag og Sol, vil jeg endnu blot minde om, at Edda et Par Steder nævner Dag og Dags Sönner som gunstige Væsner, der ere tilstede i Morgengryet (Atlamál 61 sml. 63. Sigrdrífum. 3).

Jeg har opholdt mig noget længe ved denne Slægtrække, da den er temmelig indviklet. Det andet Punkt, hvor Alfernes Rige tydeligt viser tilbage til Finland, nemlig Sagnet om Völund, vil ikke kræve mange Ord, da hans Lighed med Ilmarinen er klar og iöinefaldende. Völund og hans Brödre Slagfinn og Egil vare Sönner af Finnekongen, men af Alfernes Æt og Herskere i den: Völund kaldes Alfers Fælle (álfa ljódhi) og Alfers Hersker (vísi álfa) Völundarkvídha 10. 13. 33. Brödrene löb paa Skier og joge de vilde Dyr, Træk, der ere eiendommelige for Finnerne (sml. Saxo p. 248 med Skildringen særdeles af Ilmarinen og Lemminkæinen i Kalevala). De satte Bo i Ulfdale, et Navn, der minder om Alfs Fader Ulf. Deres Hustruer Ladgunn den Svanehvide, Hervör den alkyndige (alvitr) og Alrun vare Valkyrier, der efter syv Vintre igjen forlode dem, trængte af Længsel efter at virke Skjebnen (orlög drýgja) et Træk, der derimod ganske hörer hjemme i Asatroen.

Dette gribende Sagn kan vel antages for almindelig bekjendt; men da man næppe nogensteds vil finde en bedre Leilighed til at iagttage den overordentlige Afstand, der er mellem vore Forfædres og Finnernes Sange, selv hvor den finske Skjald hæver sig til sin höieste Kraft — som i Kullervo-Sagnet —: vil jeg tillade mig at gjenkalde det i Læsernes Erindring.

Völunds Kvæde

1.

Sydfra Möer svæved

gjennem mörke Skove

— ungen Alvid —

Skjebnen at virke.

Paa Söstrand satte

de sig til Hvile,

Sydens Fruer

spunde det dyre Lin.

 

2.

Den ene, en herlig

Mö for Helte,

Egil slutted

i lysen Favn.

Den anden var Svanhvid,

Svanefjedre bar hun,

men den tredie,

deres Söster,

favned Völunds hvide Nakke.

 

3.

Stadig sad de

i syv Vintre,

men den ottende

altid de længtes,

og den niende

Skjebnen dem skilte.

Möerne higed

mod mörken Skov,

ungen Alvid

Skjebnen at virke.

 

4.

Hjem fra Jagten

kom rasken Skytte —

Slagfinn og Egil

fandt Salen tom,

ud og ind de ginge

og saae sig om.

I Öst skred Egil

efter Alrun,

mod Sönden Slagfinn

efter Svanhvid.

 

5.

Men ene Völund

sad i Ulvedale,

röden Guld han slog

om ædle Stene,

knyttede fast paa Linde-

bast sine Ringe.

Saalunde bied han

paa sin skjære

Hustru, om hun vilde

vende tilbage.

 

6.

Det spörger Nidud,

Njarer-Drotten,

at Völund ene

sidder i Ulvedale. —

Ved Nat fore Kjæmper,

naglet var hver Brynie,

Skjoldene blinked

i Halvmaanens Straale.

 

7.

Stegne af Sadlen

ved Salens Gavl,

ginge de den den lange

Sal til Ende;

saae der paa Basten

de Ringe bundne,

syv hundred i Alt

som Hövdingen eied.

 

8.

Dem af de toge,

dem paa de droge,

een foruden,

som bort de toge.

Hjem fra Jagten

kom da rasken Skytte,

Völund glidende frem

over lange Veie.

 

9.

Han gik til Arnen

Björnens Skinke at stege,

höit op blussed

Fyrrebrasen,

hvirvled det vindtörre

Ved for Völund.

 

10.

Bænket paa Björnepelsen

den Alfers Broder

Ringene talte,

savnede een;

tænkte, at Hlödves Datter

havde den taget —

hvad om ungen Alvid

atter var kommen?

 

11.

Sad han da saalænge,

at ind han slumred;

som han vaagned,

var Glæden vegen.

Svære Lænker

saae han paa sine Hænder,

paa sine Födder

Fjæddre spændte.

 

12.

»Hvem er de Stærke,

som mig lagde

Bastknudernes Byrde

paa og bandt mig?«

 

13.

Raabte da Nidud,

Njarer-Drotten:

»Hvor fik du, Völund!

i Ulvedale

vore Skatte,

du Alfers Styrer«

 

14.

»Det Guld var aldrig

paa Granes Veie,

fjernere er fra Rinens

Fjelde vort Land;

mere af kosteligt

Gods jeg mindes,

den Tid vi glade Fæller

færdedes hjemme.«

 

15.

Hladgunn og Hervör,

Hlödves Barn,

velkjendt var Alrun,

Kjaars Datter,

hun skred den lange

Sal tilende,

stod paa Gulvet,

Stemmen hæved —

»Nu er han ei blid,

som bryder ud af Skoven.

 

17.

Skinner ved Niduds

Gjord det Sverd,

jeg hvæssed saa klögtig,

som jeg kunde,

og jeg hærded,

som klogest mig tyktes;

den er for evig fra mig

fjærnet, den blanke Klinge,

jeg skal ei see den brungen

Völund til Smedien.

 

18.

Nu bærer Bödvild

min Bruds röde

Ringe — jeg faaer ei

mindste Bod!«

 

Dronningen kvad:

16.

»Tænder han skjærer,

naar Sverdet ham vises,

og han Bödvilds

Bradse kjender.

Truende er Ormens

den glindsendes Öien —

skjærer ham Sönder

Senernes Styrke,

og sætter ham siden

i Söstade.«

 

18.

Der sad han, aldrig sov han,

med Hamren slog han,

lagde en saare smertelig

Snare for Nidud.

 

19.

Drottens to unge

Drenge dreve

til Dören at see ind

i Söstade.

Til Kisten kom de,

kræved Nöglerne,

Ondskaben aaben laae,

da de saae deri.

 

20.

Smykker var der i Mængde,

for Svendene syntes det

være det röde Guld

og glimrende Sager.

»Kom I to alene!,

kom en anden Dag!

Eders skal Guldet vorde,

jeg giver Jer det.

 

21.

Siig ingen Mö,

ingen Folk i Salen,

ikke et Menneske,

at I besöge mig!«

Aarle kaldte

de Knöse hinanden,

Broder paa Broder:

»Gange vi Guldet at see!«

 

22.

Til Kisten kom de,

kræved Nöglerne,

Ondskaben aaben laae,

som ind de kiged.

Hovedet skar han

af de Svende,

og under Fængslets Dynd

Födderne gjemte.

 

23.

Men de Skaaler,

som under Haaret sade,

slutted i Sölv han,

skjenket til Nidud.

Men af Öinene

Ædelstene

Niduds kyndige

Kvinde han sendte.

 

24.

Men af Tænderne

paa de Tvende

slog han Brystsmykker,

skikked dem Bödvild.

Bödvild roste

Ringen, til Völund

bar hun den, da hun

brudt den havde:

»Jeg tör ei sige det

uden til dig!«

 

Völund kvad:

25.

»Saa jeg böder

Brist paa Guldet,

at du din Fader

fagrere tykkes,

og din Moder

meget bedre,

og dig selv

paa samme Vis.«

 

26.

Drik han bragte,

for bedre at kunne,

saa hun i Sædet

slumrede ind.

»Nu har jeg hævnet

hele min Harm,

alt hvad Hexen öved

alt uden eet.

 

27.

Kunde«, kvad Völund,

»jeg kun mine Sener

nytte, dem Niduds

Kjæmper mig klöved!«

Leende Völund,

sig löfted i Luften;

grædende Bödvild

gik fra Öen,

gyste for Frierens Færd

og Faderens Vrede.

 

28.

Ude Niduds kyndige

Kvinde stander,

ind hun gik den lange

Sal tilende;

— men han paa Borgens Hegn til Hvile sig satte —:

»Vaager du, Nidud!

Njarers Drot!«

 

29.

»Altid jeg vaager,

Glædelös jeg sover,

og mindes stadig

mine Sönners Död.

Koldt er mit Hoved,

Kolde er mig dine Raad,

thi vil jeg nu med

Völund tale.

 

30.

Siig mig det, Völund!

hvad blev der af mine

karske Knöse,

Du Alfers Konning!«

 

31.

»Först skal du alle

Eder mig sværge,

ved Skibets Bord

og ved Skjoldets Rand,

ved Gangerens Bov

og ved Klingens Braad:

at du ei Völunds

Viv vil pine,

eller min Brud

vil Bane volde;

selv om en Viv vi eie,

som vel I kjende,

eller et Foster have

inden din Hal.

 

32.

Gak du til Smedien,

selv du den bygte,

der finder du Bælge

blodbestænkte.

Hovedet skar jeg

af dine Svende,

og under Fængslets Dynd

gjemte jeg Föddeme.

 

33.

Men de Skaaler,

som under Haaret sade,

slutted i Sölv jeg,

sendte jeg Nidud.

Men af Öinene

Ædelstene

Niduds kyndige

Kvinde jeg sendte.

 

34.

Men af Tænderne

paa de Tvende

slog jeg Brystsmykker

sendte dem Bödvild.

Nu ganger Bödvild

svanger med Barn,

eneste Datter

af Eder begge.«

 

35.

»Intet Ord kan du mæle,

som mere mig smerter,

eller jeg vilde, Völund!

værre dig lönne.

Ingen Mand er saa höi,

at han dig af Hesten tager

eller saa stærk,

at dig hernede han skyder,

hist hvor du svæver

höit mellem Skyer.«

 

36.

Leende Völund

sig löfted i Luften,

Nidud sorgfuld

sad tilbage.

 

37.

»Reis dig, Thakraad!

min bedste Træl!

bed du Bödvild,

den brynhvide Mö,

fagerklædt at gange

med sin Fader at tale.«

 

38.

»Er det sandt, Bödvild!

hvad de mig sagde,

sad du og Völund

sammen paa Holmen?«

 

39.

»Sandt er det, Nidud!

hvad man sagde dig,

jeg og Völund sade

sammen paa Holmen.

Een Rædselsstund,

aldrig det skulde saa været.

Ikke jeg kunde

kjæmpe mod ham,

ikke jeg mægted

ham at modstaae!«

Hvad nu Indholdet angaaer, er det vel vanskeligt, ja næsten Synd med lærde Formodninger at Sönderlemme en Sang af en saa ren og ægte hjemlig Stöbning, forat forske om en fremmed Oprindelse til Træk, om hvis Natur ikke engang selve Forfatteren har havt nogen Forestilling. Men da han selv viser Veien til Finland og mener at besynge tre mægtige Alfers Skjebne, kan man dog ikke skjule for sig selv, hvad der af vor nu erhvervede Kundskab frembyder sig som finsk. Jeg har allerede henvist til Ilmarinen, "den evige Hamrer", og fremhævet Jagten og Skilöbet: jeg vil endnu kun tilföie, at man i den gribende Skildring af Völunds Sorg over sin forsvundne Hustru maaskee kunde see et Minde om Ilmas lignende Tab og Kummer; i hans Fængsling en, rigtignok höist eiendommelig, Opfattelse af Ilmas förste tvungne Fart til Pohjola, hvor han om Dagen maatte smede Sampo, om Natten hvilede hos Möen, dog uden at kunne vinde hendes Kjærlighed; og i hans vidunderlige Flugt noget Lignende som den Luftseillads, han ved Wæinös Koglemagt maatte foretage. I Nidud og hans "kunnig (d. e. fjölkunnig) kván" vilde vi da gjenfinde Hiisi og Louhi.

Idet jeg har talt om Jagt og Skier, maa jeg endnu henvende Blikket paa een nordisk Gud, der synes at forraade noget fremmedt. Det er Thors Stifsön Ullr, Sifs Sön, men af ubekjendt Herkomst paa Fædreneside. Han er den ypperste Bueskytte og Skilöber, en fager Krigsmand og Enekampens Gud (Gylfaginning 31. Kap.), dertil Jæger-As (Skálda 14. Kap,). Dersom denne, ellers af vore Forfædre saa afgjorte og höithædrede Guddom, skulde, som det almindelig antages, være den samme som Saxos Oller (S. 130—1), havde vi i Fortællingen om, at han indkaldt andetsteds fra herskede i Asgaard (Byzantium) i ti Aar, og derefter igjen fordreven af Odin, hvis Navn og Værdighed han havde baaret, flyede til Sverrig, hvor han sögte at foröge sin Anseelse, men blev dræbt af de Danske — et ret tydeligt Vidnesbyrd om, at Uller var en fremmed Guddom, som brödes med Aserne. Og naar Saxo tilföier, at han var saa tryllekyndig, at han brugte et Ben, som han havde forgjort med Koglekvad (diris carminibus), istedetfor Skib til dermed at fare hen over Havet, hvorved han opnaaede samme Fart som med Aaren: behöver man næppe mere at spörge om, hvor den fremmede Guddoms Hjem var. Dette Vink har bragt mig paa den Formodning, at Ullr med sin Bolig Ydalir (Grimnism. 5) kunde oprindeligt have været i Slægt med Alfen Ulfr Sæfara-sonr (sml. Rolf, Roller) og Völunds Ulfdalir. Og dersom Navnet Ökuthorr virkelig skulde hænge sammen med den finske Tordengud Ukko, som man fornemmelig med Hensyn til at Thor er Trællenes Gud, har ment, vilde altsaa Forbindelsen mellem Thor og Uller skrive sig fra deres finske Hjem.

Jeg har nu gjennemgaaet de Punkter af vore Oldsagn, som jeg har fundet, de Gamle selv före tilbage til Finland. Dersom derved det oprindelige Slægtskab mellem de nordiske Alfer og den finske Trosverden skulde have vundet nogen Grad af Sandsynlighed — större Sikkerhed kan ved saadanne Undersögelser ikke opnaaes — vilde denne Betragtningsmaade tillige kaste et nyt Lys over andre Eiendommeligheder ved Alfernes dunkle Rige.

Alferne udgjorde to Slægter, Ljósálfar i Alfheim, "lysere end Solen at see til" og Dökkálfar (d. e. Mörkalfer) "nede i Jorden og sortere end Beg" (Gylfag. 17. Kap.) Dökkalferne, som Snorre ellers kalder Svartalfer, nævnes kun eet Sted i den gamle Edda: Odins Ravnesang 25. Den Synderlighed, at to Slægter, som vare saa "ulige i Udseende, men endnu mere i Virkeligheden" (Gylfag.), dog kunde udgjöre eet Folk, finder nu sin Forklaring i Modsætningen mellem de finske Gudeslægter: Pohjas og Kalevas Sönner, en Modsætning, der har megen Lighed med den mellem Aser og Jætter hos os.

Dökkalferne, der boede under Jorden — det finske Manala, som er ensbetydende med Pohjola, betyder Underverdenen — ere i vore Oldsagn baade i den ældre og yngre Edda sammenblandede med Dvergene, der ogsaa boede "i Jorden og Stenene", hvor de vare opstaaede som Maddiker i Ymers Kjöd, og af Aserne havde faaet Menneske-Skikkelse og Forstand (Gylfag. 14 Kap.). Disse egentlige Dverge, som maae ansees for oprindeligt at have hört til Asatroen, vare vistnok forskjellige fra Dökkalferne (Hrafnag. 25), men deres Navne ere meget vanskelige at adskille fra hinanden, idet Benævnelsen dvergr ogsaa bruges om Alferne. Dog er der adskillige Spor til at de bekjendte mægtige, rune- og smedekyndige Dverge, de Store iblandt dem, egentlig vare Alfer.

Ivaldes Sönner, Brokkr og Sindri, den nordiske Trosverdens ypperste Smede, som forfærdigede Klenodierne: Sifs Haar, Skídhbladhnir og Gúngnir, og dernæst ifölge Væddemaalet med Loke: Draupnir, Gullinbursti og Mjölnir, kalder Snorre först Svartalfer, men siden blot Dverge. (Gylfag. 43. Kap. Skálda 35. Kap.) At Sindri blæser en Laas op, minder om Ilma, der dirkede Staalfjeldets Laase op med Fingrene (Thorstein Vikíngss. Saga, der forresten er en ren Roman). Dáinn og Nabbi, som havde smedet Freyjas Trylleganger Hildisvíni, vare "hagir dvergar" konstfærdige Dverge (Hyndlulj. 7), men Dáinn ristede dog Runer for Alferne, ligesom Odin for Aserne, Dvalin for Dvergene og Asvidh for Jætterne (Havamál 144). Saa kunde man da og formode, at Fjalar og Galar, som först lavede Odrærers mægtige Drik (Bragarædhur 57. Kap.) vare noget mere end Dverge, thi at Odin gjæstede "den vise Fjalar" og der blev "overdrukken" (Havam. 13), stiller Fjalar i et ærværdigt Lys. At de staae mellem Jötnaheiti i Skálda 75. Kap., kan ikke undre os, da de ældre Alfer, navnlig Fornjóts Slægt, som henhörende til Urverdenen ogsaa gjerne betragtes som Jætter, derfor var Thor ogsaa "Alfheims Kjæmpers Fjende og Fornjóts Bane" (Thorsdrapa 191). Hellere end at ansee Fjalar og Galar for Jætter, vilde jeg derfor henföre hele Suttungssagnet til Dökkalferne, thi Suttungs Sönner ere ikke Jætter (Skirnism. 34. Alvísmál 35).

Endelig have vi og Dvergaheiti (Vóluspá 11-16. Gylfag. 14. Kap.); om denne Navnerække endog næppe oprindeligt henhörer til til Völuspá, er den dog ligefuldt fra Oldtiden og kan tjene os til et Vidnesbyrd om, hvad man pleiede at henföre til Dvergenes Rige. Af disse Navne, tilhöre nu nogle Guderne: Thekkr, Thrór, Hár og Bruni er Odin, Yngvi er Frey, desuden findes Viles Navn. Andre betegne sig selv som Alfer: Alfr, Gandálfr, Vindálfr og Hljódhálfr; da Thrainn i Hrafnag. 3 stilles samman med Dáinn, maa han og være en Alf; een hedder Finnr, og Mjödhvitnir er Sökkmímirs Fader (Grimnism. 50). Da Sökkmímir upaatvivlelig er den samme som Mimir, en Guddom, der i mange Henseender har en lignende Betydning som Suttung, synes mig i det sidstanförte Dvergenavn at ligge en Antydning af, at ogsaa Mimer var i Slægt med Alferne. I den Besynderlighed, at Gudenavne ere indblandede, seer jeg desuden, et yderligere Bevis paa, at de fleste af disse Navne höre Alfer til, og at her en Religionsblanding har fundet Sted, thi i dette Tilfælde overföres gjerne, som vi navnlig see det hos Hellenerne, hjemlige Navne paa de mindre bekjendte fremmede Guddomme, om de endog kun lidet passe.

Ogsaa i Fjölsvinnsmál 34 finde vi en Række Navne paa konstfærdige Væsner, der have smedet et Borghegn for Asernes Sönner; de hedde: Uni og Iri, Barri og Ori, Varr og Vegdrasill, Dorri og Uri, Dellingr, Atvardhr og lídhski (snedig) álfr Loki. Dersom disse ogsaa ere Alfer, vilde Dellings Navn bekræfte en Formodning, der opstaaer ved, som ovenfor anfört, at finde Sol og Dag, Dellings Sön, i Alfernes Slægtrække, at nemlig Solen — altsaa ogsaa Maanen og hele den fra Nörvi stammende Slægt hörte hjemme i Alfernes Kreds. Nörves Datter Nótt's (Natten) anden Mand var Onar ell. Annar, et Navn der findes i Völuspás Dvergerække, og Maane-Asynien Bils Fader var Vidhfinnr (Gylfag. 10— 11. Kap.). Derved vilde de almindelige Skjaldenavne paa Solen: Alfrödhull d. e. Alfstraale (Vafthrúdhnism. 47, Skirnism. 4. Hrafnag. 26) og Dvalins Leg (Hrafaag. 24. Alvísm. 17) være forklarede. l Asatroens Skabelseshistorie have nemlig Himmellegemerne en ganske anden Oprindelse (Gylfag. 8. Kap. Völuspá 4-6). Al endelig den sidste i Rækken hedder Loke, kunde indeholde den interessante Oplysning, at som baade Aser og Jætter havde deres Loke, havde og Alferne deres.

For alle Dökkalfer var iövrigt Solen et Skrækkebillede, de flyede den (Hrafnag. 25), og om dette ikke lykkedes dem, bleve de ilde slagne af dens Glands (Alvism, 36); de vare dagskye (Thjodolfs Kvad i Ynglingas. 15. Kap.). Et Træk, hvortil Kaleva har en mærkelig Parallel i Fortællingen om at Ahtis Moder formaaede Solen til med sine hede Straaler at dysse det hele tvære Manala-Folk i Sövn (I. S. 92).

Som nu Modsætningen mellem Pohjas og Kalevas Magter kan oplyse os om Betydningen af Forskjellen mellem Lys- og Mörkalfer, og som den gjennem hele den finske Gudeverden saa fremtrædende og höithædrede Smedekonst lader formode Grunden til, at de Gamle altid sögte denne Færdighed hos Alferne, saa er der og endnu nogle Alfe-Væsner i vore Trossagn, som synes at skrive sig fra den tredie af de finske Gudekredse, Tapiola. Der omtales et Par Gange i Edda et dunkelt Væsen ved Navn Ividhja; hun var en Stammemoder ("ividhja elr", föder, Hrafnag. 1) og en Gyge, som besad höi for Guderne ukjendt Visdom, da hedder hun og Hyndla (Hyndlul. 45). Samme Navn (ell. ívidhr) bære visse, ligesaia dunkle Verdener, hvoraf den gamle Vala kjender ni ("ni Verdner jeg mindes og ni Ividier", ívidhir ell. ívidhjur, Völuspá 2). Navnet forklares ved "evige Skove" og Ividia antages for at være en Naturens Moder i de dybe Skove, modsat det frygtelige Væsen i Jærnskoven, der födte Fenris Yngel (hin aldna i Járnvidhi, Völuspá 32). Vel er Hyndla en "Jætte-Brud." (Hyndlulj. 4) og Ividja staaer mellem Gygerne (Skálda 75. Kap.), men dette gjör det som oftere bemærket, ikke umuligt, at hun kunde tilhöre Alfernes Kreds. At hun virkelig er Moder til en af disses Slægter slutter man nemlig af Navnets Lighed med Brokks og Sindris Fader lvaldi, der igjen maa være den samme som eller i Slægt med Ivaldr, Asynien Idhunn's Fader, "af Alfe-Æt" (Hrafnag. 6). Ivald havde mange Börn: Idun var "den yngste af hans ældre Börn", og som Æblernes Vogterske, som "Kildevangens Bækkes Dis" (Brunnakrs bekkjar dís, Haustlaung 9. Skálda Kap. 22) er det ikke usandsynligt, at hun kunde være af Skovalfernes Æt. Hun staaer desuden i en Forbindelse med Yggdrasil: "Segnet fra Yggdrasils Ask dvæler i Dale den fremvise Dis — fangen under Höitræets Stamme fandt hun sig ilde hos Nörves Datter, vant til vænere Vaaning hjemme" (Hrafnag. 6—7). Af en ubekjendt Grund var hun nedsunken til Mörkets Rige, men da er det betegnende, at det baade var ved det evige Træs Rod og hos Nörves Datter — af Alfeslægt — at hun dvælede. Imidlertid er baade dette Sagn og alle de her anförte Navne saare dunkle; jeg vover ikke at bygge videre derpaa, jeg har kun anfört, hvad andre allerede have sammenstillet, og fundet, at dersom Ividierne virkelig skulde være Skovvæsner, vilde de stærkt minde om Tapiolas lykkelige Egne med de ærværdige og deilige Skovfruer. At derimod alle Alfer skulde være "Naturens födende, nærende, udviklende Kræfter", kan jeg ingen Grund see til, thi det eneste Sted, der skulde bevise det: Hrafnag. 1 "álfar skilja", skjelne, kan dog ligesaa let og lettere forstaaes om Forstandens Skjelnen, og være et Udtryk for deres oftere omtalte Visdom.

For nu at sammenfatte det Udbytte, jeg ved denne Undersögelse troer at have vundet, ere altsaa de Væsner, jeg har ment, vore Forfædres Trosverden ved Sammenstödet med Finnerne er bleven beriget med, navnlig fölgende: ældgamle Naturguddomme af halv symbolsk Væsen, Fornjóts Sönner; stærke, vilde, lidenskabelige Elskovsguder, Odderne; konstfærdige Smede, Völund og Dökkalferne; Jægere og Skilöbere, Völund og Uller; og maaskee endnu Skovvæsner, som besidde Livskraftens Kilde, Ividierne og Idun — eller med eet Ord: alt, hvad der med Rimelighed kan antages for at have hört til Alfernes ligesaa dunkle som vidtforgrenede Slægt. Undersögelsen kunde maaskee endnu föres videre, navnlig i Retning af hele Rune- og Galdrevæsnet; og da den hellige Mjöd, som jeg allerede har mindet om, staaer i nær Forbindelse hermed, var det ogsaa af den Grund ikke umuligt, at dens Vogtere, Mimer og Suttung, ligesom Fjalar og Galar hörte til Alfeverdenen. Men jeg skal ikke vove mig saa langt frem, den faste Grund, de Gamles Vidnesbyrd, svigter her, og Dören aabnes for Vilkaarligheden.

Forinden vi forlade denne Del af Sammenligningen mellem de skandinaviske og finske Sagnhelte, ville vi imidlertid endnu kaste et Blik paa Saxos Sagn om Hother, Balders Banemand. Jeg fik det ikke indsat paa sit Sted, da Trykningen desværre allerede var skreden for vidt frem, förend det var faldet mig paa, at dette Trossagn hörer herhen.

Balders og Hothers Kampe hos Saxo (p. 110— 132) ere meget forskjellige fra det, Eddaerne have opbevaret os om Balders Fald for hans Broder Höders Haand. I Snorres Edda hedder det om Balder: "Odins anden Sön er Baldr, og om ham er der kun Godt at sige; han er den bedste, og ham love alle. Han er saa fager af Aasyn og skinnende, at det lyser af ham — — — -. Han er den viseste af Aserne, taler skjönnest (ell. kaldes den skjönneste) og er den mildeste. Men den Natur fölger ham, at ingen af hans Domme kan holdes." (Gylfag. 22. Kap.) Den Gud, der er den viseste og mildeste, og hvis Domme ere saa höie, at de end ikke kunne holdes, maa altsaa være Sandhedens, Godhedens og den evige Retfærdigheds Herre; denne aandelige Herlighed er ogsaa fager og ren som Lyset. Om Broderen Höder hedder det: "Han er blind, han er saare stærk" (tilstrækkelig (ærit) stærk). (Gylfag. 28. Kap.) Den Odins Sön, der i sin Blindhed havde Styrke nok til paa onde Magters Anstiftelse at dræbe den Hellige, og hvis Navn synes at betyde Strid, kan næppe være andet end den vilde og blinde Berserkegang, ogsaa en Odins Sön, thi Hærfader lærte selv sine ænd at tude som Ulve, bide i Skjoldene og gaae gjennem Ild. (Ynglings. 1. Kap.) I Asatroen hörer altsaa Balders Fald hen mellem de Trossagn, der skildre Fredens og den salige Retfærds Undergang mellem Krigens Rædsler: Balders Retfærdighed er borte, hans Bo "det Land, hvor de færreste Rædsler fandtes" (Grimnism. 12), stod tom, men hans Sön Forsete, hos hvem der er "det bedste Domsted hos Guder og Mennesker — alle, komme de end med de vanskeligste Sager, drage forligte bort" (Gylfag. 32. Kap.) raader paa Thinge.

Men hos Saxo dreier Balders Skjebne sig om andre Ting, han kjæmper med Hother om Elskovens Lykke og falder for den, der i saa Henseende er den Udkaarne. Dette gjör Hother til et ganske andet Væsen, og betragte vi ham nöiere, opstaaer den Formodning, at hans Navn intet har med Höder at gjöre, snarere er i Slægt med de ovennævnte Freyjas Forkjæmpere, saa vi ogsaa i dette Sagn have et Minde om Asernes Sammenstöd med Fortidens Finner. Hother er en Sön af Hothbrod, Svanhvides, Frodes Sösters Sön. Svanhvide og Frode ere store Navne i Alfernes Rige, og Hothers Broder Atisle, den svenske Adils, er hos Snorre en Sön af Ottar (Ynglingas. 22. Kap.) og et Led af den upsalske Kongerække, der stammende fra Frey gjemmer i sig saamange Minder om det ældre finske Alferige. Faderen Hothbrod (Hödhbroddr) er ifölge Helgakv. Hundingsb. II. Broder til Starkad og Gudmund, hvilken sidste atter kunde være den samme Gudmund, Jotunheims Konge i Finmarken, der blev dyrket som Gud og i Hervarars. 1. Kap. nævnes i Forbindelse med Starkad. Hödhbrodd havde fæstet sig Sigrun Högnesdatter til Brud, men hun flyede fra ham til Helge Hundingsbane, der paafaldende nok netop havde fældet Alf og Eyolf, Hjörvard og Hervard, der synes at være Alfer; de to sidste hedde som Angantyrs to ældste Brödre. Helge havde sit Hjem paa Hlésey; ved Styrkleife fældede han Kong Starkad, men "at Hlébjörgum" Hrollaugs Sönner, af dem var Gylfe den grummeste i Sind, hans Krop sloges, da Hovedet var borte (Helgakv. Hundb. II. 5. 25). Ogsaa hos Saxo bliver Hothbrod fældet af Helge Hundingsbane. Fosterfaderen Gevar holdes desuden for at være Eddaernes Jöfurr, hos Snorre Halfdan Gamles Sön, Gylves og Thengils Broder. Hothers langvarige og utrættelige Kampe er dog ikke som Oddernes en Kamp til de Elskendes Bedste, han strider for sig selv; saaledes er det og den finske Ahtis Maade, foruden i Almindelighed at være Elskovens Herre, ogsaa at frie for sig selv. Dog frier Hother ogsaa for andre, og det netop for en ægte Fornjóts Sön, Kong Helge, Hálogalands Konge, hvem han ved sin Veltalenhed skaffede den skjönne Thore, saa nödigt end Faderen, den för omtalte Cuso, de Finners og Bjarmers Herre, (Sagaernes Guse, Gusir, Skálda 75. Kap., Kalevalas Hiisi) vilde afstaae hende (pag. 116). Videre havde han ligesom Odderne og Ahti en usaarlig Kjortel (tunica ferrum spernens, vestis insecabilis, pag. 118. 122), den havde han faaet af de venlige Skovmöer. Her möder os et andet Træk, som bringer ham endnu nærmere til Lemminkæinen end nogen anden af vore hjemlige Helte: naar han er overvunden, vanker han mismodig og vildsom om i Skovene og kommer paa Jagten til hemmelighedsfulde Skovegne, hvor ingen Dödeligs Fod havde traadt, (pag. 112. 114. 122.) kun Skovens Möer (virgines silvestres, nymphæ) og dens Herre, Miming (sylvarum Satyrus), boede der. Möerne, der sete i vore Sagns Lys, ganske have Valkyriernes Præg, give ham vise Raad og meddele ham den kostelige Seidmad, som Balder skyldte sin Styrke. Han tryllede dem ved sit uimodstaaelige Harpespil, "dermed kunde han fremkalde alle de Stemninger, han vilde, Glæde, Kummer, Medynk eller Had" (p. 111); i en færöisk Sang er ogsaa Örvar-Odd Harpespiller (P. E. Müllers Sagabibl.). Skovmanden Miming, til hvem han i sin Slæde, trukken af Rener (cervis jugalibus currum instruat), foer gjennem svære Hindringer ad en Vei, utilgjængelig for Dödelige, og som ved mörk Skygge kunde lokkes ud af sin Hule, ligner forsaavidt en Svartalf, til hvem der maatte gjöres et Pohjolatog, men Sværdet, han rövede ham fra, og som blev Balders Bane, minder om Misteltenen, Armringen om den Ring, Freyja kjöbte af de fire Dverge (Sagnet om Hjadningernes Uveir). Maaskee her er en Forvexling af Trossagnene — Miming pleier man at ansee for Mimer — men Saxo kan og have havt gamle og gode Kilder; og naar han netop paa det mærkeligste Punkt i denne Strid, der, hvor "Odin, Thor og Gudernes hellige Skarer" kjæmpe i Balders Hær, og Hother gjör Thors Hammer ubrugelig ved at afhugge dens Skaft, udtrykkelig tilföier, at Sligt vilde være utroligt, hvis ikke Oldtiden (antiquitas) borgede derfor, maa vi erindre, at hvad der for Saxo kunde være en blot nogenlunde gammel Hjemmel, viser tilbage til en höiere Alder, end nogen islandsk Saga kan rose sig af.

Der er endnu et andet Vink hos Saxo, som tyder paa, at vi her have at gjöre med en Indvirkning af finske Sagn. Da Odin pönsede paa at faae sin Sön hævnet, forudsagde "den finske Rostiophus" ham, at han med Ruthenernes (Russernes) Konges Datter Rinda, skulde avle en Sön, Bous (Eddaernes Vale eller Ale), der vilde fælde Hother. Hrossthjófr er en Sön af Hrímnir (Hyndluljódh 31) og som saadan en Jætte (Skálda 75. Kap.), men Saxo vidste, at han var en finsk Jætte, en af Fornjóts Slægt. Odins Færd hos Ruthenerne gav Anledning til, at han maatte forlade Asgaard og Oller den overordentlige Troldmand, indtog, som tidligere er fortalt, hans Höisæde i ti Aar. Dersom nu Oller, som jeg ovenfor har sögt at vise, er en finsk Guddom, maatte Odin altsaa under sine Bestræbelser forat faae sin Sön hevnet, vige for de samme Finner, fra hvem Balders Bane var udgaaet. Endelig er det maaskee værd at lægge Mærke til, at ved Hothers Fald, gjorde Kurer, Svenske og Slaver, som vare Danmark underlagte af Hothbrod, Oprör. Da vi her i det Hele ere paa en uhistorisk Grund, kunde ogsaa dette tages for et Vidnesbyrd om, at Hothbrod og Hother vare disse östlige Folkefærds Herrer.

____________

Forfölge vi Sporene af finsk Indflydelse videre, bliver det dernæst at lægge Mærke til, at Oldtiden ligesaavel som andre Tider havde sin Overtro, sin Frygt for onde og farlige Magter, som baade kunde fremmanes og afvendes ved hemmelige, tildels ilde ansete Konster. Jeg regner ikke dertil den Fjendtlighed, som udgik fra Jætteverdenen; heller ikke Skjebnens hemmelighedsfulde Rige — Norner, Völver, Diser, Fylgjer og Hamingjer, Landvætter og andre Lykkevæsner; thi saa ofte end disse dels fjendtlige, dels dunkle Magter kunne, særdeles i senere Sagn, forblandes med fremmede ukjendte Væsner, anseer jeg det dog for utvivlsomt, at de oprindeligt ere uundværlige Bestanddele af Asatroen. Overtro maa derimod den i Tidernes Löb altid sig mere udviklende Frygt for Trolde, for onde öine og andre Forgjörelser, tilligemed hele den gyselige Side af Seidvæsenet — thi det havde ogsaa en hellig Side, der skrev sig fra Odin — ansees for. Dette sidste vare Finnerne efter hele Oldtidens Vidnesbyrd Mestere i, og vi træffe det saagodt som hvergang disse optræde. Jeg vil anföre nogle af de bekjendteste Exempler: Gunhild, Erik Blodöxes berygtede Dronning, var den historiske Tids ypperste Seidkvinde og Hex; hun var en Datter af Ödsur Tota fra Hålogaland og havde lært sin Tryllekonst hos tvende Finner i Finmarken. Disse vare hverdag paa Jagt og kunde baade paa optöet og frossen Jord forfölge Sporet ligesom Hunde; paa Skier löbe de saa godt, at hverken Mennesker eller Dyr kunde undflye dem, og alt hvad de skjöde efter, vare de sikkre paa at træffe; saaledes ombragte de hvert Menneske, der kom i den Egn. Bleve de vrede, vendte Jorden sig om for deres Aasyn, og alt Levende, som kom dem for Öine, styrtede Dödt til Jorden. De bleve dræbte, efterat Gunhild, medens de sov, havde trukket dem Sælskindssække over Hovedet, et almindeligt Konstgreb forat forhindre de onde Öines Magt (Olaf Trygvas. Saga 3. Kap.). Den dygtigste af Erik Jarls Bueskytter i Slaget ved Svolder, Find Eyvindson, den samme som skjöd Einars Bue sönder og dermed Norges Rige af Kong Olafs Haand, var ogsaa af finsk Æt (Olaf Trygvas. Saga 251 Kap.). Den Hær af Bjarmer, som under Anförsel af Thuningus (maaskee den finske Tuoni) kjæmpede med Kong Hading og Odin, "oplöste", da Slaget gik dem imod, "Himlen i tykke Skyer og forvirrede Luftens klare Aasyn med gyseligt Regnskyl" (Saxo pag. 53). Lignende Konster brugte Thengil og Egther i Kampen mod Arngrim, som ovenfor anfört (Saxo pag. 249). Finnernes Krigskonst beskrives ved Regnar Lodbroks Tog mod dem: ved Sange besvore de Himlen og drev Skyerne til det forfærdeligste Uveir; forvandlede derpaa Kulden til en fortærende Hede, saa de Danske segnede af Pest; de vare de mest udmærkede Bueskytter, anfaldt med en utrolig Voldsomhed og trak sig ligesaa hurtigt tilbage ved Hjælp af deres Skier (Saxo pag. 453). Ligesom Saxo og pag. 248 i Almindelighed skildrer deres Levemaade: "De beboe det yderste Norden, en Himmelegn, som næsten ikke er til at dyrke eller leve i; deres Pile ere frygtelige, og intet andet Folk har större Dygtighed i at skyde med Bue; de stride med store og svære Spyd. De drive Besværgelseskonster og ere udmærkede i Jagten. De have ingen faste Boliger, före deres Hus med dem og opslaae deres Bo, hvor de finde Vildt. Paa deres Skier fare de hen over de snedækte Bjergaase." Vi see altsaa, at det Farlige ved at angribe Finner og Bjarmer (Lapper) altid tænktes at reise sig af deres overordentlige Styrke i alskens Kogleri. Det er desuden noksom bekjendt af alle Sagaer, at Finneklögt og Hexeri er eet og det samme. Det samme er Tilfældet med Alferne: Kong Helge blev i sin dybe Sorg fortryllet af Alfekvinden (alfkona), der fra et usselt pjaltet Væsen forvandlede sig til en Kvinde, saa fager, at han aldrig havde seet deiligere Syn; som hun fortalte, var denne Tryllelov hende paalagt af hendes Stifmoder. Hun blev Moder til Skuld, "der snart blev grum i Sind", og "var den störste Troldkvinde, da hun paa Mödrene-Side var af Alfeslægten; dette fik Kong Hrolf og alle hans Kjæmper at undgjælde." Under den natlige Kamp ved Leire "sad hun i sit sorte Telt paa sit Tryllehjal og udsendte den skrækkelige Galt, stor som en Kvie; den skjöd Pile ud fra hver af sine Börster og dræbte Hrolfs Mænd i Hobevis". Naar hendes egne Mænd faldt, reiste de sig igjen og kjæmpede som Drauger. Siden kom hun selv til Striden og hidsede sine Uhyrer ind paa Kong Hrolf (Hrolf Krakes Saga 15. 47. 51-2. Kap.). Som Skuld blev en Ulykkes Norne for Hrolf, synes Alfen i Norna-Gests Saga mere at tænkes som en Fylgje. "Medens Kong Olaf laae vaagen i sin Seng og læste sine Bönner, syntes det ham, at en Alf eller Aand kom ind i Huset, skjönt alle Döre vare lukkede. Den gik rundt for hver Mands Seng, standsede tilsidst ved Gests og sagde: "Meget stærke Laase er her for tomt Hus." Saaledes kom det op, at Gest, der havde korset sig om Aftenen som andre Christne, dog ikke var det, han gav sig ud for: han var et tomt Hus, der brugte en stærk Laas (1. Kap.). Da Romanhelten Gange-Hrolf forfulgte den guldhornede Hjort, kommer han til en Höi, der aabner sig, en Alfkone i en blaa Kaabe træder ud, siger ham, at hun har udsendt Hjorten forat lokke ham, da hendes Datter trænger til Menneskehjælp forat kunne föde; til Lön for hans Tjeneste herved, giver hun ham et Fingerguld, der kunde sikkre mod at fare vild og mod enhver Nöd (Gange-Hrolfs Saga 15. Kap.). I samme Saga (25. Kap.) roses Dvergen Möndul, — der var sort og styg, lav og firskaaren, klædt i Skarlagen, med Guldbaand om Panden, og af Kiærlighed til den kloge Björns Hustru var kommen ud af Höien, — for at være en ypperlig Læge og Smed.

De sidstanförte Sagn tilhöre ganske Middelalderen; de kunne tjene til at vise, hvad jeg endnu til Slutning vilde henlede Opmærksomheden paa, at da Asatroen med Oldtidens solidere Gudeverden sank i Forglemmelse og Foragt, trængte sig de hemmelighedsfulde og saa at sige overtroiske Elementer, de Gamle havde gjemt i Krogene, frem i en frodig Væxt og udfoldede sig til Middelalderens noksom bekjendte eventyrlige Folketro. Men denne hele forunderlige overnaturlige Verden, som Christendommen aldrig var istand til at neddæmpe, netop fordi den ikke var en klar Tro, der kunde bekjæmpes, men et Angstens Trylleri, der hverken viger for Magt eller Grunde, er her i Norden sikkert væsentlig opbygget paa Alfeverdenens og det finske Koglevæsens Grundvold. Elverfolket ere Alfernes mere luftige Efterkommere, og Dvergene, der hyppig drive Smedekonsten, ere næsten i intet forskjellige fra de gamle Svartalfer og Dverge. Ja der er Skildringer i Middelalderens Sange, som langt mere ligne de finske Tryllerier end noget andet i vor egen Oldtid. Jeg vil kun minde om Elverpigens Sang: "Striden Ström den stiltes derved" osv. eller Dvergmöens Runeslag i Hr. Tönnes Vise: "Den vilde Fugl paa Kviste sad, forglemte sin Sang at synge, den vilde Hjort i Skoven gaaer, forglemte sit Spring at springe. Der blomtredes Mark, der lovedes Ris" osv. Sligt har vel Forbilleder i Gunnars Harpeslag (Atlamál 62) og i Sagnet om Kong Erik og Harpespilleren (Saxo p. 607), men Ligheden med Wæinæmöinens Trylleharpe er dog större, saameget mere som Konsten öves af Alfer og Dverge. I andre Viser er Mindet om finsk Kogleri ganske tydeligt opbevaret, som i Kjæmperne paa Dovrefjæld: "Den förste kunde Veiret vende med sin Hånd, den anden kunde stille det rindende Vand, den tredie foer under Vandet som Fisk — den femte kunde Guldharpen slaae, at alle dandsede, der hörte derpaa" osv. Eller "Fru Mette og hendes Troldkvinder ni — hun vakte op Veiret i Sunde og Sand fra Havsens Bunde" — i Hr. Thor og Jfr. Thure; eller: "Algreven blæser i sin Lur, den længste Nat, det hörte Dronningen i sit Bur — mig tvinger Elskoven"; Algreven blev hugget i Stykker, men Dronningen gik med Stykkerne til Maribo Kilde og dypped ham i det klareste Vand: Stat op, stat op, du Christen Mand!" Vi have her den christelige Helligdom stillet imod Trylleriet, ligesom i Oldtiden den höiere Guddom modstod den laveres Magt, sml. Lemminkæinens Moder og Odins Kamp med Thuningus.

Der er desuden een Kreds af Middelalderens Naturvæsener, der ingen ret Rod synes at have i vort Hedenold, det er Havfolket; thi hvad Sagaer og Eddasangene deraf frembyder er dels fattige enkeltstaaende Sagn om en Marmennill, dels gyselige Væsner henhörende til Jætteverdenen, der intet Tillokkende kunde have, som Hrimgerdh; hvorom der ogsaa haves et Minde i Kong Valdemars Havfru, der forraadte hans syv Snekker. Men en anden Sag er det med de deilige lokkende Havmænd, som: "Saa gjorde hun (hans Moder) Hest af klareste Vand, og Bidsel og Sadel af hvideste Sand; saa skabte hun ham til en Ridder saa favr, saa red han til Marie Kirkegaard" — "der de komme til hviden Sand, da vendtes alle smaa Baade til Land" (den forræderske Havmand), eller: "Havmanden ind ad Kirkedören tren, alle de smaa Billeder vendte sig omkring. Hans Haar vare som det pureste Guld, hans Öine de vare saa frydefuld." (Agnete og Havm.). I saadanne Træk er der langt mere Lighed med det finske Ahtifolk. Derfor troer jeg dog ikke, at disse Forestillinger ligefrem skulde være os bragte fra Finland; snarere vilde jeg forestille mig det saaledes, at da den hedenske saa mandigt udprægede Gudeverden var borte, fik den finske Aare, der fra den tidligste Oldtid af havde trukket sig gjennem Trosverdenen, mere Magt med Folket; og da Sindet nu var aabent for de blödere, mere sværmeriske, men og ængstelige og vilde Bevægelser, dannede der sig paa Overtroens Enemærker lignende Syner her hos os, som de, der altid havde været at finde hos det Folk, hvis hele Tro var idel phantastik Kogleri.

Alferne vare Asernes Fæller fra de tidligste Dage, og med Asatroen have de vandret Verden rundt, saavidt denne har hersket. Deraf kunde man vel forklare sig den Kjendsgjerning, der saafremt Alfernes Rige tænkes at have sit Hjem hos Finnerne, bliver paafaldende nok, at Alfer kjendes, holdes i Ære eller frygtes fra den tidligste Middelalder over hele det nordlige Europa. Angelsaxerne synes mest at harve uddannet denne Tro — eller Overtro, som man for Middelalderens Vedkommende vel maa kalde den — de kaldte dem Ælf, Ælfen, og delte dem i: Bjergalfer (Bergelfenne, Muntælfen), Markalfer (Feldælfen, Landelfenne), Skovalfer (Vudnælfen, Wyldeælfen), Söalfer (Sæ-ælfen Wæterelfe) og Byalfer (Dunalfen). Dvergene ansaae de for en Slægt af dem (Lexicon Mythol. p. 6, efter Ælfrici Glossar, og Flere). I Nederlandene boe de ligeledes ikke blot i Höie, men og i Kilder og Vande og hedde Alven (N. M. Petersen Nord. Myth. S; 109). I Tydskland, hvor de före Navn af Alp, Ölp, Elp eller Elb, ere de mere uhyggelige Væsner, som vore Marer og Varulve. I Sverrig som og paa Bornholm deles de ligesom i Oldtiden i gode og onde Alfer, og de tænkers da som smaae yndige Væsner, der sidde paa Blomster og Blade. At Alferne ere et Smaafolk, en Forestilling, der ogsaa synes alt i Middelalderen at have hersket i England, som den og er gaaet over i den nyere Poesie, finder jeg derimod intet Spor til i Oldtiden. Dvergene tænktes vistnok som smaae, efter hvad man kan slutte af Udtryk som: Regin var en Dverg af Væxt (Sigurd Fafmsb. II.) og Dvergene vare Jordens Maddiker (Gylfaginning 14. Kap.), men der gives dog og Sagn, som ikke let lade sig forklare, med mindre man tænker sig dem som velvoxne, som Alvismaal, hvor Dvergen havde faaet Löfte paa Thors Datter; men, Alvis var og rimeligvis en Dökkalf. Paa Island, hvor Álfa-fólkit endnu er vel kjendt og hvert Aar sender sine to Konger til Norge, hvor Overkongen boer, hedde de og Huldufólk, et Navn de ogsaa almindeligt före i Norge, men de norske Huldrer ere ingenlunde Smaafolk, ligesom vore Elverfolk ligne de Menneskene i Störrelse, men overgaae dem i Styrke. Et Væsen ved Navn Huldr nævnes en enkelt Gang i Oldtiden (Ynglingas. 16. Kap.). Ogsaa i Tydskland tales om Huldchen eller Holderchen, men der som allevegne, hvor saadanne Væsner före mange Navne, beregnede paa at vinde deres Gunst — det gode Folk, lykkelige Folk, gode Naboer, Lieblinge (Isl. Liúflingar) — kunne de vel, idet deres Charakter bliver mere svævende og ikke længer er kjendelig paa det gamle Navn, antages forat være en fælleds Levning af alt, hvad der mellem Almuen har holdt sig af Oldtidstro eller dannet sig af en naturlig Overtro. Hvilket navnlig sees af de saakaldte Bjergfolk eller Underjordiske hos os, der upaatvivleligt maa ansees for en uklar Blanding af de gamle Vætter, Dverge, Jætter og Trolde. Elverfolket er derimod en afsluttet Kreds for sig; og naar de i Kjæmpeviserne forvexles med Dvergene, har dette vel en god gammel Grund.

Hos intet af Nordens Folkefærd har den Tro, at al Naturen er beboet af Væsner, som forskjellige efter deres forskjellige Boliger, kunne fremkaldes af den, der ret forstaaer det, været saa udviklet som hos Finnerne. Dette Hovedtræk ved den finske Hedentro er fremmedt for den skandinaviske eller Asatroen. Hos Nordasiens barbariske Stammer hersker derimod en almindelig Frygt for, at Ödemarkerne ere beboede af farlige Aander, som kunne manes og besværges; der drives og Koglevæsenet ligesom i Finland; men der haves faae eller ingen bestemt udprægede Gudeskikkelser. Ligesom Finnerne have disse tilfælleds med vore Forfædre, synes de altsaa at have, hvad man kunde kalde Hedentroens natlige Side, tilfælles med deres östlige Naboer. De danne saaledes et Mellemled mellem Nordasien og Nordeuropa, og hvad der af asiatiske Træk er indkommet i de nordiske Trossagn, skyldes rimeligvis den Omstændighed, at Asatroen har udbredt sig over de finske Stammers gamle Enemærker. Men nogen anden asiatisk Bestanddel kan ogsaa næppe med nogen Sikkerhed eller endog Rimelighed paavises i den nordiske Hedentro.

---