Omrids af den finske Hedentro - Tapiola
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tapiola
Det tredie af de finske Guderiger, som sædvanlig förer Navn af "det yndige Metsola, det aarvaagne Tapiola", tænkes at grændse til Hiisi's Skove og Ödemarker, men, hvorvel det i sin stille lykkelige Ensomhed holder sig udenfor Striden, dog at være i venlig Forstaaelse med Kalevala. Det er Jagtens ubegrændsede tillokkende Egne, hvor Skovenes velgjörende Væsner glæde Jægeren med at sende Vildtets tallöse Hjorder frem for hans Bue og lade hans Sange og hans Horn give Gjenlyd i Urskovens Dale. Der er alt rigt og glimrende, klædt i Sölv og Guld, i Silke og Klæde, baade Træer og Dyr, Höider og Veie; i Skovens Dyb paa Tapio- eller Linna-Bjerget (II. S. 52) staae tre Borge, en af Træ, en af Ben, en af Sten, med sex gyldne Vinduer paa hver Væg, det er Havuliina, der boe de, som skjænke Fangsten (I. S. 74, Kullervo S. 64). Herskeren er Tapio, Skovens "snilde, skjönne Graaskjæg, Dyrenes Konge", med sin Dronning, "Skovfruen med den ædle Væxt", Mimerkki eller Etelæ, "Naturens Moder", ogsaa Hongotar eller Sivutar kaldet. Deres Döttre ere "de blaae Skovmöer", som spille paa Honningflöiten, drive Vildtet frem med deres Vaand og oplive Hundene. Tellervo eller Tuulikki nævnes som den ypperste af dem; hun kaldes ogsaa Mielikki, Skovsönnens Hustru, eller Kave, Naturens Datter; hvilket sidste Navn hun deler med Lemminkæinens Moder (sml. I. S. 84. med S. 111. og II. S. 171. I. S. 70. 75), medmindre de ere eet Væsen. Herhen hörer ogsaa "Lyngens Blomster-Jomfruer, de Möer, som vogte Græsset og boe ved Himlens Midte" (II. S. 51). En udmærket Plads blandt Skovens Beboere indtager desuden Björnen Ohto, som egentlig var födt i Himlen "paa Karlsvognens Axler, paa Björnens Skuldre", og kjærlig fostret af Skovfruen Mielikki i en gylden Vugge, hængt under den luneste Gren, til han blev stor og trind, med krumme Ben, lange Haar, blaa Hale, plirende Öine og Næsen stumpet og rund som et Nögle; hans Tænder dannede hun af Fyrrens Sölverkvist. Ham lokkede Wæinæmöinen med en lang glimrende Koglesang under Klangen af sit Jægerhorn til sin Gaard og berövede ham Næsen, at han ikke mere skulde kunne lugte, Öret, at han ikke mere skulde höre, og Öiet, at han ikke skulde see, saa og Tænderne, at den arme Karl aldrig mere skulde skade Hjorderne: derpaa förte han ham under höflige Lovsange tilbage til sin Hi (28 Rune). I disse Sange, saavelsom i Lemminkæinens Jægersange (I. S. 69—79) har man den skjönneste Beskrivelse af Tapiola; men ved denne Skjönhed er dog at bemærke, at ingensinde fortabe de finske Skjalde sig i en mere trættende Vidtlöftighed, i en mere barnagtig Leg med Billeder, end naar de komme ind i Tapios Verden; det synes som om Skovens Glæder betoge dem den sidste Rest af Besindighed.
