Forskjell mellom versjoner av «Orknøboernes saga (Ægidius) - Sagatekst»
m |
|||
| (Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke) | |||
| Linje 777: | Linje 777: | ||
| − | <center>'''35 | + | <center>'''35. kapitel''' [o. 1090]<br> |
<big>'''Forligsmødet mellem Magnus og Håkon'''</big></center><br> | <big>'''Forligsmødet mellem Magnus og Håkon'''</big></center><br> | ||
| Linje 828: | Linje 828: | ||
Da Kong Magnus kom til Orknøerne tog han jarlerne Paul og Erlend og sendte dem østover til Norge, og satte sin søn Sigurd som herre over Øerne, og gav ham en kreds af rådgivere. Kong Magnus drog så til Syderøerne ledsaget af jarlesønnerne Magnus og Erling, Erlend Jarls sønner, og af Håkon Paulsson. Men da Kong Magnus kom til Syderøerne begyndte han at hærge først pa Lodhus, og indtog den; og på dette togt erobrede han alle Syderøerne og tog Lovmand, en søn af Syderøkongen Gudrød, til fange. | Da Kong Magnus kom til Orknøerne tog han jarlerne Paul og Erlend og sendte dem østover til Norge, og satte sin søn Sigurd som herre over Øerne, og gav ham en kreds af rådgivere. Kong Magnus drog så til Syderøerne ledsaget af jarlesønnerne Magnus og Erling, Erlend Jarls sønner, og af Håkon Paulsson. Men da Kong Magnus kom til Syderøerne begyndte han at hærge først pa Lodhus, og indtog den; og på dette togt erobrede han alle Syderøerne og tog Lovmand, en søn af Syderøkongen Gudrød, til fange. | ||
| − | Derfra drog han sydpå til Bretlands kyst hvor han havde et stort slag i Menaistrædet med to bretlandske jarler, Hugo den Digre og Hugo den Prude. Da mændene hentede deres våben frem og gjorde sig klar til kampen, satte Magnus Erlendsson sig bagest i midterrummet og rørte ikke sine våben. Kongen spørger hvorfor han sad dér. Han sagde at han intet udestående havde med nogen dér – »derfor vil jeg ikke kæmpe.« Kongen sagde: »Gå du nedenunder, og lig ikke her for fødderne af folk hvis du ikke tør kæmpe, for jeg mener ikke det har noget at gøre med din tro. | + | Derfra drog han sydpå til Bretlands kyst hvor han havde et stort slag i Menaistrædet med to bretlandske jarler, Hugo den Digre og Hugo den Prude. Da mændene hentede deres våben frem og gjorde sig klar til kampen, satte Magnus Erlendsson sig bagest i midterrummet og rørte ikke sine våben. Kongen spørger hvorfor han sad dér. Han sagde at han intet udestående havde med nogen dér – »derfor vil jeg ikke kæmpe.« Kongen sagde: »Gå du nedenunder, og lig ikke her for fødderne af folk hvis du ikke tør kæmpe, for jeg mener ikke det har noget at gøre med din tro.« |
Magnus tog et psalter<sup>45)</sup> og sad og sang under slaget, men dækkede sig ikke. Denne kamp var både hård og langvarig, og der blev både skudt og kastet og kæmpet mand imod mand. Længe var det ikke til at se til hvilken side sejren hældede. Kong Magnus skød med en håndbue, det samme gjorde en håløgsk<sup>46)</sup> mand ved siden af ham. Hugo den Prude kæmpede drabeligt; han var udstyret og brynjeklædt så intet på ham var udækket undtagen øjnene. Kong Magnus foreslog manden fra Hålogaland at de begge på én gang skulde skyde på ham; det gjorde de også. Den ene pil ramte næseværnet, men den anden ramte i øjet og gik gennem hovedet; det fik kongen æren for. Dér faldt Hugo den Prude. | Magnus tog et psalter<sup>45)</sup> og sad og sang under slaget, men dækkede sig ikke. Denne kamp var både hård og langvarig, og der blev både skudt og kastet og kæmpet mand imod mand. Længe var det ikke til at se til hvilken side sejren hældede. Kong Magnus skød med en håndbue, det samme gjorde en håløgsk<sup>46)</sup> mand ved siden af ham. Hugo den Prude kæmpede drabeligt; han var udstyret og brynjeklædt så intet på ham var udækket undtagen øjnene. Kong Magnus foreslog manden fra Hålogaland at de begge på én gang skulde skyde på ham; det gjorde de også. Den ene pil ramte næseværnet, men den anden ramte i øjet og gik gennem hovedet; det fik kongen æren for. Dér faldt Hugo den Prude. | ||
Revisjonen fra 13. apr. 2024 kl. 14:32
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
Oversat af
Jens Peter Ægidius
Da Norge blev fundet
Fornjot var der engang en konge som hed; han herskede over det land som kaldes Finland og Kvenland; det ligger øst for den havbugt som ligger over for Gandvig.1) Vi kalder det Den botniske Bugt. Fornjot havde tre sønner, den ene hed Læ, som vi kalder Ægir, den anden Lue og den tredje Kåre;2) han var fader til Frost som var fader til Sne den Gamle. Hans søn hed Torre; han havde to sønner, den ene hed Nor og den anden Gor. Hans datter hed Goi. Torre var en ivrig bloter og holdt blót3) hvert år ved midvinter, det kaldte de torreblót; deraf fik måneden navn.4)
Det hændte en vinter ved torreblót at Goi forsvandt. Man tog ud for at lede efter hende, men hun bliver ikke fundet, og da måneden var til ende lod Torre skaffe til blót og bringe ofre for at få kundskab om hvor Goi var blevet af. Det kaldte de Goi-blót. Men heller ikke nu blev de klogere på hvor hun var. Tre år efter aflagde brødrene ed på at de vilde søge efter hende, og de deler eftersøgningen på den måde at Nor skulde søge til lands, men Gor skulde søge omkring ved skær og øer. Han færdedes til skibs. Begge brødrene havde mange mand med sig. Gor styrede på sine skibe ud i bugten og derfra ned i Ålandshavet. Derefter undersøger han vidt og bredt den svenske skærgård og alle de øer der ligger i Østersøen, derefter den sydlige skærgård, og derfra til Danmark og gennemsøger alle øer dér. Dér fandt han sine slægtninge som stammede fra Læ den Gamle fra Læsø, og derpå drog han videre, men hører intet til sin søster.
Men hans broder Nor ventede til der faldt sne på hederne og der blev godt skiføre. Derefter drog han fra Kvenland og ind efter bugten, og de kom til de mennesker som kaldes lapper; det er bag ved Finmarken. Men lapperne vilde forbyde dem gennemrejse, så der opstod en kamp, og Nor og hans mænd havde den magiske evne at deres fjender blev rædselslagne så snart de hørte krigsråb og så de dragne våben, og lapperne flygtede. Men derfra drog Nor vestover til Kølen og færdedes længe i egne hvor de intet så til mennesker, og de levede af dyr og fugle de skød, og nåede frem til hvor vandene løb mod vest fra fjældene. De rejser så langs vandløbene, og kom til havet; foran dem lå en stor fjord, som en havbugt. Dér var der store bygder, og store dale gik ned til fjorden. Folk var stævnet sammen ved deres komme, og de beredte sig straks til kamp med Nor, og mødet mellem parterne gik som vanligt: alle mænd dér faldt eller flygtede, og Nor og hans mænd var over dem som ukrudt over markerne. Nor tog rundt langs hele fjorden og underlagde sig og blev konge over de herreder som lå indenfjords. Nor opholdt sig dér om sommeren, indtil det sneede på hederne, så stævnede han op gennem den dal som går fra fjorden mod syd. Den fjord kaldes nu Trondhjemsfjorden. Nogle af sine mænd lader han drage ud om Møre. Hvor han kom frem underlagde han sig landene, og da han kommer sydpå over fjældet som var syd for dalens bund, søgte han videre sydpå ad dalene til han kom til en stor sø som de kaldte Mjøsen. Så drejer han længere vestpå op i fjældet fordi det blev meldt ham at hans mænd havde lidt nederlag til en konge som hed Sokni. Da kom de til det herred som de kaldte Valdres. Derfra drog de ud til havet og kom til en lang, smal fjord, den som nu hedder Sognefjord. Dér stødte de sammen med Sogn-boerne, og havde et stort slag, for deres trolddom bed ikke på Sogn-boerne. Nor gik hårdt på, og han og Sokni krydsede klinger. Dér faldt Sokni og mange af hans mænd
Nors Norgesfærd for at søge sin søster
Derefter drog Nor ind i den fjord som går nordud fra Sognefjord; det som nu hedder Sogndal havde tidligere Sokni hersket over. Nor opholdt sig længe på det sted som nu hedder Norafjord.5) Dér opsøgte hans broder Gor ham; ingen af dem havde da hørt noget til Goi. Gor havde også underlagt sig alle øer og skær hvor han var kommet frem sydfra, og nu skiftede brødrene landene mellem sig. Nor fik hele fastlandet, men Gor skal have alle de øer hvor der kunde sejles med et skib med ror mellem dem og fastlandet. Og derefter drager Nor til Oplandene, og kom til en egn som nu hedder Hedmark. Dér herskede en konge som hed Rolf fra Bjerget; han var søn af jætten Svadi fra Dovre oppe nordpå. Rolf havde bortført Goi Torresdatter fra Kvenland. Han rejste selv straks Nor i møde og udfordrede ham til tvekamp. De kæmpede længe uden at nogen af dem blev sårede. Derefter sluttede de fred, og Nor fik Rolfs søster og Rolf fik Goi. Derfra vendte Nor tilbage til det rige han havde underlagt sig; han kaldte det Norge. Han herskede over det rige sålænge han levede, og hans sønner efter ham, idet de delte landet mellem sig. Og rigerne formindskedes på den måde efterhånden som kongerne blev flere, og skilte sig så ud i fylker.
Beiti fik Norge
Gor havde øerne, derfor blev han kaldt søkonge. Hans sønner var Heiti og Beiti; de var søkonger og mænd med store armbevægelser. De trængte stærkt ind på Nors sønners herredømme, og de havde mange kampe hvor krigslykken skiftede mellem parterne. Beiti sejlede ind i Trondhjemsfjorden og hærgede dér; han lå på det sted som nu hedder Beitsø og Beitstad.6) Dér lod han sit skib slæbe inde fra Beitstad og nord over Eldetangen hvor Namsen strækker sig nordpå. Han satte sig i løftingen og holdt om styreåren, og tilegnede sig alt land som lå til bagbords, og det var mange bygder og et stort landområde. Gors søn Heiti var fader til Sveidi søkonge, som var fader til Halfdan den Gamle som var fader til Ivar Oplandsjarl som var fader til Østen Glumre som var fader til Ragnvald Jarl den Mægtige og den Rådsnilde.
Kong Haralds og Ragnvald Jarls styre
Ragnvald Jarl fik land at styre under Harald Hårfager, som gav ham myndighed over begge Mører og Romsdal. Han var gift med Ragnhild, en datter af Rolf Næse; deres søn var den Rolf som erobrede Normandiet. Han var så stor at heste ikke kunde bære ham, derfor hed han Ganger-Rolf. Fra ham nedstammer Rudejarlerne7) og de engelske konger. De havde også sønnerne Ivar og Torer den Tavse. Ragnvald havde også nogle frillesønner der hed Hallad og Hrollaug og Einar; han var den yngste.
Harald Hårfager drog en sommer vestpå over havet for at straffe nogle vikinger da han var ked af den ufred de forvoldte når de hærgede i Norge om sommeren, men var på Hjaltland og Orknøerne om vinteren. Han underlagde sig Hjaltland og Orknøerne og Syderøerne; han kom helt over til Man og lagde det beboede land dér øde. Han havde mange kampe og underlagde sig lande så langt mod vest som nogen norsk konge siden har haft.
I ét af slagene faldt Ragnvald Jarls søn Ivar. Men da Kong Harald sejlede østover, så gav han Ragnvald Jarl Hjaltland og Orknøerne som bod for sønnen; men Ragnvald Jarl gav sin broder Sigurd begge lande. Han var Kong Haralds stavnbo. Kongen gav Sigurd titel af jarl da han drog østover, og Sigurd blev tilbage derude vesterpå.
Melbrikte Jarl dræbes af Sigurd
Sigurd Jarl blev en stor hersker; han sluttede forbund med Torsten Rød, Olaf den Hvides og Aud den Dybsindiges søn, og de erobrede hele Katnæs og noget mere af Skotland: Mærhøve8) og Ross. Dér lod han opføre en borg i det sydlige Mærhøve. Sigurd og den skotske jarl Melbrikte Tand aftalte indbyrdes at de skulde mødes og afgøre deres mellemværende på et aftalt sted, med hver fyrretyve mand. Og da den aftalte dag kom mistænkte Sigurd skotterne for at være svigagtige, så han lod udruste firs mand på fyrre heste, og da Melbrikte fik øje på dem sagde han til sine mænd: »Nu er vi blevet sveget af Sigurd, for jeg ser to mandeben på siden af hver hest, så der må være dobbelt så mange mænd som ridedyr. Lad os nu mande os op og se til at hver af os har en mand for sig før vi dør.« Og derefter gjorde de sig klar. Da nu Sigurd så hvad de planlagde sagde han til sine mænd: »Nu skal halvdelen af vort mandskab sidde af og angribe i det åbne skjold når mændene tørner sammen; men vi vil ride imod dem af al vor kraft og sprænge deres fylking.« Og sådan gik det, kampen blev hård, men det varede ikke længe før Melbrikte og hans følgesvende faldt, og Sigurd lod deres hoveder binde i sadelremmene for prals skyld. Så red de hjemad og gjorde sig til af deres sejr. Og medens de var undervejs vilde Sigurd drive på sin hest med foden, og han støder da med læggen mod en tand som stak ud fra Melbriktes hoved, og rev sig på den. Det sår gik der nu pine og bullenskab i, og det døde han af. Sigurd den Mægtige er højlagt på Ekkjalsbakke.
Guttorm hed Sigurds søn; han styrede landene et år og døde barnløs. Og da Ragnvald Mørejarl erfarede Sigurds og sønnens død sendte han sin søn Hallad vestover, og Kong Harald gav ham jarletitel. Da nu Hallad kom derud slog han sig ned på Rossø. Men der var vikinger som sejlede rundt mellem Øerne og over til Næs9) , dræbte mennesker og plyndrede. Men da bønderne klagede deres skade til Hallad Jarl fandt han det besværligt at skaffe dem retfærdighed, og blev ked af æren. Han frasagde sig jarleembedet og antog status af odelsbonde og tog tilbage til Norge. Folk fandt hans handlemåde ussel.
Einar drager til øerne
To danske vikinger slog sig ned i landene; den ene hed Torer Træskæg og den anden Kalv den Skurvede. Og da det kom Ragnvald Jarl for øre vakte det stærkt mishag hos ham, og han kaldte sine sønner Torer og Hrollaug til sig; Rolf var dengang på krigstogt. Ragnvald spurgte dem hvem af dem der vilde ud til øerne i vest. Torer bad ham gøre forberedelser til at han kunde tage af sted. »Min fornemmelse siger mig,« siger jarlen, »at det er hér du vil få mest fremgang, – dine veje viser ikke væk herfra.« Så spurgte Hrollaug: »Vil du have at jeg tager af sted?« Jarlen siger: »Din lod vil ikke blive jarleembedet, dine følgeånder peger mod Island, dér vil din æt vokse, og den vil vinde anseelse i det land.» Da trådte Einar, hans yngste søn, frem og sagde: »Vil du have at jeg skal tage til Øerne? Jeg vil love det som du nok vil finde at du opnår mest ved: at jeg aldrig skal komme dig for øje mere. Jeg har også kun lidt godt at forlade hér, og det er ikke at vente at jeg vil få mindre fremgang andre steder end hér.« Jarlen siger: »Det er usandsynligt at du skulde egne dig til hersker, på grund af din moder, for hun er helt igennem trællefødt i alle ætteled. Men sandt er det at jeg vil finde det desto bedre jo før du rejser bort og jo senere du vender tilbage.« Ragnvald gav Einar et fuldt udrustet tyveårers skib, og Kong Harald gav ham jarletitlen.
Vikingerne dræbes
Einar sejlede vestpå til Hjaltland, og dér samlede der sig mandskab omkring ham. Derefter drog han sydover til Orknøerne og styrede straks imod Kalv og hans folk. Der blev kamp, og begge vikingerne faldt. Da blev dette kvædet:
1.Troldene gav han Træskæg,
Tørve-Einar, og dræbte den Skurvede.
Derefter underlagde han sig landene og blev en mægtig hersker. Han fandt først af alle på at skære tørv i jorden til ildebrændsel på Tørvenæs i Skotland, for det var knapt med træ på Øerne. Einar var en stor, grim mand, enøjet, men alligevel den mest skarpsynede.
Kampen mellem Einar Jarl og Halfdan Kongesøn
Da Harald Hårfagers sønner var fuldvoksne blev de nogle svært overmodige karle og en plage i landet, de gik til angreb på kongens jarler, nogle slog de ihjel og nogle drev de ud af deres besiddelser. Snefridssønnerne Halfdan Højben og Gudrød den Lyse overfaldt Ragnvald Mørejarl og dræbte ham og underlagde sig det landområde han herskede over. Men da Kong Harald fik det at vide blev han meget vred og gik løs på sine sønner. Halfdan sprang om bord på et skib og sejlede vestpå til havs, men Gudrød overgav sig til sin fader.
Kong Harald gav Torer sin datter Ålof den Gavmilde i faderbod, og tillige jarleembedet og hans fædrenearv.
Halfdan Højben kom til Orknøerne, og så snart det rygtedes at Kong Haralds søn var kommet dertil blev de opskræmte: nogle gav sig i Halfdans tjeneste, men Einar Jarl flygtede fra Øerne op i det indre af Skotland. Halfdan underlagde sig Øerne og blev konge over dem. Einar vendte tilbage samme år, og han og Halfdan tørnede sammen. Der blev et stort slag, og Einar vandt sejr, men Halfdan sprang over bord om aftenen i mørket. Da kvad Einar en strofe:
2.Ej ser jeg spyd suse
sendt af Rolf eller Rollaug
ud mod flokken af fjender,
faderens fald må vi hævne.
Men i kvæld mens vi karske
kæmper, sidder på Møre
Jarl Torer og slukker tørsten;
men tie gør han om dette.
Om morgenen da det var lyst tog de ud for at lede på og omkring øerne efter om nogen var undkommet. Da tog Einar Jarl til orde: »Jeg ved ikke hvad det er jeg ser på Rinansø, snart løfter det sig og snart lægger det sig; enten er det en fugl eller en mand; vi tager derover.« Der fandt de Halfdan Højben; Einar Jarl lod riste blodørn på hans ryg med et sværd, og alle ribbenene skære løs fra ryggen, og lungerne trække ud, og så ofrede han ham til Odin for sin egen sejr. Da kvad Einar denne strofe:
3. Mangt et bredskægget mandfolk
ser man, medens han slagter
får; men jeg fælded’ på Øerne
fyrstesønnen, den unge.
Folk siger, jeg, er i fare
for fyrstens hævn, den djærve.
Skår har jeg hugget i Haralds
skjold, – ham frygter jeg ikke.
Og så også denne:
4. Glad bestandig det gør mig
– godt er det mandsdåd at øve –
at spyd fra kamplystne kæmper
bed kongesønnen den unge.
Dog vil jeg ikke dølge -
– dér fløj over ø ligfuglen
den grå, til de gabende sår
– at gal bliver ørnens glæder.
Derefter lod han kaste høj over Halfdan, og kvad:
5. Retfærdigt har norner rådet:
Ragnvalds død er nu hævnet;
folkets støtte er falden:
en fjerdepart var min del.
Kast, raske gutter, godt med
grus på den døde Højfod:
Her har vi sejren i hænde,
hård er den skat jeg ham skænker.
Da dette rygtedes i Norge blev hans brødre meget ilde berørt derved, og de svor at tage til Orknøerne og hævne ham; men Kong Harald bevirkede at det trak ud. Da Einar hørte om hvad de havde forpligtet sig til, kvad han:
6. Mange mægtige ætmænd
(eller: Mægtige mangensteds fra)
mig efter livet stræber
siden til Norge nåede
nyt og sandt om drabet.
Dog er der ingen der aner
inden de mig har fældet,
i hvis lod det mon ligger
at lande under ørnens kløer.
Nogen tid senere drog Kong Harald vestpå over havet og kom til Øerne. Einar flygtede fra Øerne over på Katnæs. Derefter gik der sendebud imellem dem, og de sluttede forlig. Kong Harald lagde skat på Øerne og forlangte at de skulde betale tres mark guld. Einar Jarl tilbød alene at påtage sig skatten, og gjorde al odelsjord til sin ejendom. Bønderne gik ind på det fordi de rige tænkte sig at indløse deres odel, mens de fattige ikke havde råd til det. Einar udredede skatten, og længe derefter var det sådan at jarlerne ejede al odelsjord, indtil Sigurd Jarl overgav orknøboerne deres odel.11)
Kong Harald drog tilbage til Norge, men Einar herskede over Orknøerne sålænge han levede, og døde af sygdom. Han havde tre sønner: den ene hed Arnkel, den anden Erlend og den tredje Torfinn Skallekløver.
Da Harald Hårfager døde var Erik Blodøkse konge i to år. Så kom Håkon Adelstensfostre til landet, og Erik flygtede derfra, som før omtalt.12)
[Håndskriftet O (dansk oversættelse fra 1500-årene) har her en mere udførlig skildring end Flatøbogen: han sejlede vestpå over havet og krigede i Skotland og det nordlige England. Og da Kong Adelsten fik det at vide sendte han udsendinge til Erik og tilbød at overlade ham et stykke land, og lod sige at han havde været gode venner med Kong Harald, og det vilde han lade sønnen mærke. Desuden lod han sige at han vilde forlige ham med sin fostersøn, Kong Håkon. Det faldt i god jord hos Erik, og han fik så Northumberland at regere over; det er en femtedel af England. Men eftersom Kong Erik kun havde lidt land, men et stort folkehold, så var han i pengenød. Derfor var han ude på krigstogt om sommeren, men om vinteren var han i sit rige. Han beholdt det sålænge Kong Adelsten levede; han døde efter at have været konge i fjorten år. Efter ham overtog hans broder Edmund styret. Han var ikke nordmændene så venskabeligt stemt som Kong Adelsten; det passede ham ikke at Kong Erik styrede Northumberland, og et forår drog Kong Erik op norden for Skotland og derpå ud til Orknøerne, og tog orknøjarlerne, Tørve-Einars sønner Arnkel og Erlend med sig. Derfra drog han over til Syderøerne og fik også dér en del mandskab; derefter tog han også til Irland og krigede dér, ligeledes i Bretland. Derefter drog han til England og hærgede dér, som også andre steder.
Den konge som Edmund havde indsat til at styre det land hed Olaf; men eftersom Erik havde en stor styrke, så gik han i land fra sine skibe. Olaf samlede også en stor mængde mænd og gik imod ham. Der stod et stort slag, og mange englændere faldt først på dagen, men for hver som faldt kom der hele tiden tre nye. Men over middag begyndte nordmændene at falde, og til sidst faldt Kong Erik, og tillige med ham seks konger; en af dem hed Guttorm. Dér faldt også jarlerne Arnkel og Erlend, Tørve-Einars sønner.
Men da Gunhild og hendes sønner fik at vide at Kong Erik var faldet efter først at have ført krig mod England, så måtte de jo mene at der ikke ventede dem noget godt ved at blive i England, så de drog skyndsomst til Orknøerne. Dér var på den tid Torfinn, kaldt Skallekløver, jarl. Gunhilds sønner underlagde sig Øerne og opholdt sig dér om vinteren, men om sommeren var de på krigstogt.
Medens Gunhild og hendes sønner var på Orknøerne hørte de at der var krig mellem kongen af Danmark og Kong Håkon Adelstensfostre. Da fattede de håb om at få nogen hjælp fra Harald Gormssøn, og de drog af sted til kongen af Danmark. Men før de forlod Orknøerne bortgiftede de Kong Eriks og Gunhilds datter Ragnhild...]
Jarlerne Arnkel og Erlend, Tørve-Einars sønner, faldt i England sammen med Kong Erik Blodøkse, som før omtalt.13)
Gunhild og hendes sønner drog derefter til Orknøerne og underlagde sig dem, og opholdt sig dér en tid. Derefter drog de til Danmark; men forinden bortgiftede de Eriks og Gunhilds datter Ragnhild til Arnfinn, en søn af Torfinn Jarl, og Torfinn Jarl blev siddende på Øerne. Han var en stor hersker og krigsmand. Han døde af sygdom og er højlagt på Højtange på Ragnvaldsø; folk mindedes ham som en stor mand.
Drabet på Håvard
Torfinn havde fem sønner, én hed Arnfinn, en anden Håvard den Årsæle, den tredje Lodver, den fjerde Ljot og den femte Skule. Ragnhild Eriksdatter fik taget sin ægtemand, Arnfinn, af dage i Mørkkol på Katnæs, og giftede sig så med hans broder Håvard den Årsæle. Håvard overtog jarleembedet og var en god hersker som landet trivedes under.
Der var en mand, Håvards søstersøn, som hed Einar Smørrebrød; han var en mægtig hersker og holdt stort mandskab, og om sommeren var han på krigstogt. Han blev budt til gæstebud hos Håvard, og ved det gilde talte Ragnhild og Einar meget sammen. Hun sagde at en mand som han var velegnet som hersker, og bedre anbragt i jarlesædet end hans slægtning Håvard, og hun erklærede at den kvinde var godt gift som havde sådan en mand. Einar bad hende om ikke at sige sådan noget: Håvard var den fornemste mand på Øerne, og hun var fuldgodt gift med ham. Ragnhild svarer: »Mit samliv med Håvard varer nok ikke længe til, og, for at sige det som det er: der findes mænd på Øerne som ikke vil holde sig tilbage dersom du ikke under dig selv den ære.« Ved den slags besnakkelse fra hendes side lod Einar sig overtale til grådighed og svig mod sin slægtning jarlen, og de aftalte indbyrdes at han skulde dræbe jarlen, og hun skulde gifte sig med ham.
Nogen tid senere beredte Einar sig så til at sætte dette i værk; da sagde en spåmand som opholdt sig hos ham: »Udfør ikke denne gerning i dag, men hellere i morgen, ellers vil der længe forekomme slægtsdrab inden for jeres slægt.« Einar lod som om han ikke hørte det. Håvard opholdt sig på den tid på Stensnæs på Rossø. Dér mødtes de, og det kom til en hård, men kortvarig kamp før jarlen faldt. Det sted hedder nu Håvardsmark.
Da nu denne begivenhed rygtes mente folk at Einar havde gjort sig til en stor nidding ved den udåd. Ragnhild vilde nu ikke have noget med ham at gøre og erklærer at det var løgn at hun skulde have været med i sammensværgelsen. Hun sendte så bud efter Einar Hård-i-kæften; han var søn af en anden søster til Håvard, og da de mødtes sagde hun at det var en skændsel med den slags slægtninge som ikke vilde hævne ham, og hun erklærer at hun vil gøre alt for at jarlen blev hævnet. »Det er da også indlysende,« sagde hun, »at den som hævner jarlen vil blive regnet mest af alle gode mænd; samtidig har han også vundet hans magt.« Einar svarer: »Det siges, frue, at somme tider siger I noget andet end I tænker; men den som udfører denne gerning vil forlange at du (!) skaffer dem (!) både magten i hænde tillige med de andre ting man vil anse for lige så vigtige,« – dermed afbryder de samtalen.
Derefter gik Einar Hård-i-kæften til angreb på Einar Smørrebrød og dræbte ham, men Ragnhild sendte bud efter Arnfinns og Håvards broder Ljot og giftede sig med ham. Ljot overtog jarledømmet og blev en stor hersker. Einar Hård-i-Kæften havde nu dræbt sin slægtning, men var ikke nærmere jarledømmet end før. Han er meget misfornøjet med sin lod, nu vilde han rejse mandskab og søge ud til Øerne med en stor styrke. Men han havde svært ved at skaffe mænd, for orknøboerne vilde tjene Torfinn Skallekløvers sønner; og nogen tid senere lod jarlen Einar Hård-i-kæften dræbe.
Ljots kamp med Skule
Skule, Ljots broder, tog op til Skotland og fik dér tildelt titel af jarl af den skotske konge. Derefter drog han ned til Katnæs; dér samlede han mandskab og drog derfra ud til Øerne, hvor han stredes med sin broder Ljot om magten. Ljot samler tropper, og drog imod Skule; han havde større mandskab, men da de mødtes vilde Skule ikke andet end slås. Der blev da en hård kamp, og Ljot vandt sejr; men Skule flygtede over til Næs og op i Skotland.
Ljot fulgte efter ham dertil, og opholdt sig der i nogen tid og samlede mange mænd omkring sig. Skule kommer da ridende ned fra Skotland med en stor hær som kongen af Skotland og jarlen Macbeth havde overladt ham, og han og Ljot mødtes i Dale på Katnæs. Dér stod der et stort slag; skotterne var de hidsigste i begyndelsen af slaget. Ljot rådede sine mænd til at dække sig og alligevel holde skansen så godt de kunde. Men da så skotterne ingen vegne kom, så opildnede Ljot sine mænd og var selv den ivrigste. Da det havde stået på et stykke tid gik skotternes fylking i opløsning; og de flygter så, men Skule blev ved at kæmpe, til sidst faldt han dog. Ljot underlagde sig Katnæs, men nu var der ufred mellem skotterne og Ljot Jarl fordi skotterne var brøstholdne over deres nederlag. Medens Ljot Jarl var på Katnæs kom Jarl Macbeth oppe fra Skotland med en stor hær, og han og Jarl Ljot stødte sammen på Skidamyr på Katnæs. Ljot Jarl havde kun lidt mandskab, men alligevel gik han så hårdt på at skotterne veg for ham; kampen blev kort førend de overlevende flygtede, men mange var sårede. Ljot vendte hjem med sejr, men mange af hans mænd var sårede, og jarlen havde selv fået et sår som blev hans død.
Kampen
Lodver overtog jarledømmet efter Ljot og var en stor hersker. Han var gift med Edna, en datter af den irske Kong Kjarval; deres søn var Sigurd den Tykke. Lodver døde en fredelig død og er højlagt i Havn på Katnæs. Hans søn Sigurd overtog jarledømmet efter ham og blev en stor hersker som havde meget land under sig. Han opretholdt herredømmet over Katnæs imod skotterne, havde hver sommer en hær mobiliseret, og tog på vikingetogt til Syderøerne, Skotland og Irland.
En sommer skete det at en skotsk jarl, Finleik, udfordrede Sigurd til kamp på Skidamyr på en bestemt dag; Sigurd søgte råd hos sin moder som var trolddomskyndig. Jarlen sagde til hende at han var oppe imod en overmagt på mindst syv imod én. Hun svarer: »Længe havde jeg opfødt dig i min uldforede bærekurv om jeg havde vidst at du tænkte dig at leve evigt. En mands liv bestemmes af skæbnen, ikke af hvor han befinder sig; det er bedre at dø med ære end at leve med skam. Tag du nu dette banner som jeg har lavet til dig efter min bedste evne, så tror jeg at den vil sejre som det bliver båret foran. Men den som bærer det vil falde.« Banneret var udført med stor kunstfærdighed og fortrinligt håndsnilde; det var formet i skikkelse af en ravn, og når det vajede i vinden var det som om ravnen løftede vingerne til flugt. Sigurd Jarl blev meget vred over sin moders ord, og han overlod orknøboerne deres odelsjord til gengæld for at de stillede mandskab, og drog så over til Finleik Jarl på Skidamyr. Begge parter fylkede deres mandskab; så snart nu kampen var i gang blev Sigurd Jarls bannerfører dødeligt ramt af et skud. Jarlen beordrede en anden mand til at bære banneret, og da der var kæmpet en stund faldt han. Tre bannerførere af jarlens faldt, men han vandt sejr, og orknøboerne fik så deres odelsjord tilbage.14)
Olaf og jarlen mødes
Olaf Trygvason var fire år på vikingetog vesterpå, efter at han forlod Venden, før han så lod sig og sine mænd døbe på Syllingerne.15) Derfra tog han til England hvor han fik Gyda, en søster til Kong Kvaran af Irland, til hustru. Derefter opholdt han sig en tid lang i Dublin; derhen sendte Håkon Jarl Tore Klakke for at lokke ham derfra. Olaf drog østpå med fem skibe og kom først til Orknøerne; dér stødte han i Åsmundsvåg på Ragnvaldsø på Sigurd Jarl med tre skibe; han var på vej ud på vikingetogt. Olaf lod jarlen kalde til sig på sit skib fordi han vilde tale med ham, og da de mødtes sagde Olaf til ham: »Jeg vil at du lader dig døbe tillige med alle dem du har i din tjeneste, ellers skal du dø på stedet, og bagefter hjemsøger jeg alle Øerne med bål og brand.« Da nu jarlen så hvordan han var stillet, gav han sig helt i Olafs vold. Han lod ham så døbe og tog hans søn som hed Hvalp eller Hund, som gidsel; men ham lod kongen døbe med navnet Lodver.
Nu blev også alle Øerne kristnet; men Kong Olaf drog østpå til Norge og tog Lodver med sig; men han levede kun en kort tid. Efter at han var død viste Sigurd ikke Olaf nogen underdanighed. Han giftede sig så med en datter af Kong Malkolm af Skotland; deres søn var Torfinn Jarl. Sigurd Jarl havde tre andre sønner, den ene hed Sumarlide, den anden Bruse og den tredje Einar Skævmund.
Fem år efter Svold-slaget drog Sigurd Jarl til Irland for at hjælpe Kong Sigtryg Silkeskæg; han satte sine ældre sønner til at styre landet, men sin søn Torfinn overlod han den skotske konge, hans morfader, til opfostring. Men da Sigurd Jarl kom til Irland gik Kong Sigtryg og han med en hær imod den irske Kong Brian, og de mødtes på Langfredag. Ingen vilde da bære ravnebanneret; jarlen bar det så selv, og faldt dér, men Kong Sigtryg flygtede. Kong Brian vandt sejr, men faldt.
Om brødrene
Efter Sigurd Jarls fald overtog hans sønner Sumarlide, Bruse og Einar riget og delte det i tre dele. Torfinn var hos den skotske konge, og fem år gammel da hans fader Sigurd faldt. Kongen af Skotland gav da sin dattersøn Torfinn Katnæs og Syderland tillige med titel af jarl, og indsatte folk til at styre landet sammen med ham. Torfinn Jarl var tidligt udviklet og blev en meget stor og stærk mand, sorthåret, og efterhånden som han voksede til blev det klart at han var strid. Brødrene Einar og Bruse var meget forskellige af sind: Einar var en stejl og stridbar mand, uomgængelig, og en stor krigsmand; Bruse var en stilfærdig, ligevægtig, beskeden og veltalende mand. Sumarlide lignede mest Bruse af sind; han var den ældste af brødrene og den som levede kortest; han døde af sygdom.
Efter hans død forlangte Torfinn del i styret af Orknøerne. Einar sagde at Torfinn jo havde Katnæs og Syderland, det herredømme deres fader havde haft; han slog på at det var mere end en tredjedel af Øerne, og vilde ikke gå med til at dele med Torfinn. Men det vilde Bruse og gav fri bane for at skifte hvad ham selv angik. »Jeg vil ikke,« siger han, »gøre krav på mere af herredømmet end den tredjedel som rettelig er min.« Einar underlagde sig da de to tredjedele af Øerne så han blev en mægtig mand der holdt stort følge. Om sommeren var han ofte på vikingetogt og foretog stort opbud i landet, men udbyttet var meget vekslende. Bønderne blev efterhånden lede og kede af det besvær; men jarlen fastholdt med hård hånd alle byrder og hørte ikke på nogen modsigelse. Han var fuld af overmod; i hans land blev der stor forarmelse på grund af de byrder der blev lagt på bønderne. Men i den del af landet som Bruse havde var der stor velstand og trivsel blandt bønderne; derfor var han afholdt.
Om Torkel Fosterfader
Der var en mand som hed Åmunde, han var mægtig og rig. Han boede på Rossø i Sandvig på gården Landløbernæs. Hans søn hed Torkel, den dygtigste af alle unge mænd på Orknøerne. Åmunde var en klog mand og en af de højest ansete på Øerne. Det skete et forår at jarlen havde stort opbud som sædvanlig; men bønderne skumlede svært og gik til Åmunde og bad ham om at tale deres sag over for jarlen. Åmunde sagde at jarlen var dårlig til at lytte – »og der kommer kun lidt ud af det; men jeg synes det gør ondt værre dersom vi kommer på kant med hinanden, vores begges sind taget i betragtning. Jeg vil ikke have noget med det at gøre,« siger han. Så gik de til Torkel med sagen. Han var betænkelig; men da mændene trængte ind på ham lovede han alligevel at tage sig af det. Åmunde mente han havde været for hastig til at love noget. Men da jarlen holdt ting talte Torkel på bøndernes vegne; han sagde at folk var ilde stedt, og bad jarlen om at skåne dem. Einar svarer velvilligt og siger at han vilde lægge vægt på hans ord. »Jeg havde nu tænkt mig at have seks skibe med ud, men nu vil vi nøjes med tre; men du, Torkel, kom nu ikke en anden gang og bed om det.« Bønderne takkede Torkel meget for hans hjælp; jarlen drog på vikingetogt og kom tilbage om efteråret. Men det næste forår opbød jarlen igen mandskab og stævnede bønderne til ting. Da tog Torkel igen ordet og bad jarlen om at skåne bønderne. Jarlen svarer vredt; han sagde at bønderne skulde få det meget værre på grund af hans tale. Han blev så rasende og vred at han sagde, at næste forår skulde de ikke begge komme til at møde helskindede frem på tinget. Dermed sluttede så tingstævnet. Men da det kom Åmunde for øre hvad der var sket mellem Torkel og jarlen, opfordrede han Torkel til at rejse bort. Han tog da over til Torfinn Jarl på Katnæs og opholdt sig så dér i lang tid, og opfostrede jarlen medens han var ung; han blev siden kaldt Torkel Fosterfader. Han var en ypperlig mand.
Der var flere mænd af anseelse som flygtede fra Orknøerne på grund af Einar Jarls voldsherredømme; de fleste flygtede til Torfinn Jarl, men nogle også til Norge, og til andre lande.
Brødrene mødes
Da Torfinn Jarl var blevet voksen sendte han bud til sin broder Einar og afkrævede ham det herredømme han mente at have ret til på Orknøerne; det var en tredjedel. Einar var utilbøjelig til på den måde at lade sit rige formindske; men da Torfinn Jarl erfarer det, så udbyder han leding fra Katnæs. Men da Einar Jarl blev klar over det, så samler han mandskab og drager imod Torfinn og vil slås med ham. Bruse Jarl samler også mandskab, drager ud for at møde dem, og mægler mellem dem. De enedes så om at Torfinn Jarl skulde have den tredjedel af øriget som rettelig tilkom ham; men Bruse Jarl og Einar Jarl lagde deres andele sammen. Einar Jarl skulde forestå landets ledelse og dets forsvar, men hvis en af dem døde i utide, så skulde den der levede længst overtage det efter den anden. Men denne aftale forekom ikke retfærdig eftersom Bruse havde en søn som hed Ragnvald, mens Einar var sønneløs.
Nu sætter Torfinn Jarl nogle mænd til at tage sig af det landområde han havde på Orknøerne, selv var han for det meste på Katnæs. Einar Jarl var om sommeren for det meste på vikingetogt til Irland, Skotland og Bretland.
Det hændte en sommer medens Einar Jarl huserede i Irland at han kæmpede mod den irske Kong Konofogor i Ulfreksfjord; dér led Einar Jarl et stort nederlag hvor han mistede mange mænd. Sommeren efter drog Eyvind Uroksehorn fra Irland østover og agtede sig til Norge; men da han løb ind i hårdt vejr og en stærk storm, så lagde Eyvind ind i Åsmundvåg og lå en tid vejrfast dér. Men da Einar Jarl får det at vide, så sejlede han derhen med et stort mandskab; dér greb han Eyvind og lod ham dræbe, men gav de fleste af hans mænd lejde. De rejste hjem til Norge om efteråret og opsøgte Kong Olaf og fortalte ham om drabet på Eyvind. Kongen siger ikke meget til det, men det mærkedes alligevel at han anså det for et stort tab, og i høj grad et som var tilføjet ham selv. For det meste var kongen kort for hovedet når noget var ham meget imod.
Torfinn Jarl sendte sin fosterfader Torkel ud til Øerne for at indsamle sine skatter. Einar Jarl gav Torkel en stor del af skylden for opstanden dengang Torfinn havde rejst sit krav på Øerne. Torkel forlod skyndsomst Øerne og trak sig over på Katnæs; han sagde til Torfinn Jarl at det var kommet ham for øre at Einar vilde ham til livs, om ikke hans venner og slægtninge havde underrettet ham. »Nu har jeg den mulighed: at møde jarlen og lade skæbnen skifte imellem os, eller den anden: at rejse langt bort, hen et sted hvor jarlen aldrig får mig i sin magt.« Torfinn Jarl gik meget ind for at han skulde rejse øster til Norge at møde Kong Olaf. »Der vil blive gjort megen stads af dig,« siger jarlen, »hvor du end kommer blandt mænd af rang; men jeg kender både dit og jarlens sind: I kommer ikke til at stå længe og se hinanden an.«
Så gjorde Torkel sig klar til at tage til Kong Olaf, og om efteråret rejste han til Norge og opholdt sig om vinteren hos Kong Olaf, som han stod på den bedste fod med. Kongen tog i udstrakt grad Torkel med på råd. Han fandt, som sandt var, at Torkel var en klog og meget dygtig mand. Kongen kunde forstå på hvad han sagde at han talte meget forskelligt om jarlerne: han var en stor ven af Torfinn, men talte uvenligt om Einar Jarl.
Tidligt om foråret sendte kongen så et skib over vestpå til Torfinn Jarl med det budskab at jarlen skulde komme og gæste ham. Han tøvede ikke med at tage af sted, for budskabet indebar også et tilbud om venskab.
Drabet på Einar Jarl
Torfinn Jarl rejste østerover til Norge og kom til Kong Olaf. Dér blev han godt modtaget og opholdt sig der længe om sommeren. Men da han forberedte sin hjemrejse vestpå gav Kong Olaf ham et stort og godt langskib med fuldt udstyr. Torkel Fosterfader gjorde sig klar til at rejse sammen med jarlen, og jarlen gav ham så det skib han var kommet dertil på om sommeren. Kongen og jarlen skilles som de bedste venner i stor hjertelighed.
Torfinn Jarl ankom om efteråret til Orknøerne. Men da Einar Jarl fik det at vide havde han mange mænd hos sig og lå ude på sine skibe. Bruse Jarl tog ud og mødte brødrene og mæglede mellem dem. Endnu en gang blev det til at de sluttede forlig og beseglede det med eder. Torkel Fosterfader skulde så også inddrages i aftalen og være venner med Einar Jarl; det blev også aftalt at hver af dem skulde holde et gilde for de andre, og jarlen skulde først være gæst i Sandvig hos Torkel. Men da jarlen var ved gildet dér, da blev der holdt fest så det forslog. Men jarlen var ikke lystig.
Der var en stor hal med dør i begge ender. Den dag jarlen skulde rejse derfra og gør sig klar, da skulde Torkel rejse med ham til gilde. Torkel sendte mænd ud for at spejde frem ad vejen hvor de skulde færdes i løbet af dagen. Men da de kom tilbage sagde de til Torkel at de havde fundet tre baghold med væbnede mænd, – »og, for at sige sandheden, så tror vi at der stikker svig under.« Men da Torkel hørte dette udsatte han forberedelserne til rejsen og samlede sine mænd. Jarlen opfordrede ham til at gøre sig rede og sagde at det var tid at ride derfra. Torkel sagde at han havde mange ting at tage sig af; snart gik han ud, og snart ind; arneilden var tændt på gulvet. Da gik Torkel ind ad den ene dør sammen med en mand der hed Halvard, han var islænder fra Østfjordene. Han lukkede døren efter dem. Torkel gik op gennem hallen mellem ilden og dér hvor jarlen sad. Jarlen spurgte: »Er du ikke klar endnu?« Torkel svarer: »Nu er jeg klar.« Så huggede Torkel jarlen i hovedet. Jarlen faldt næsegrus forover på gulvet. Halvard sagde: »Det er dog det allerringeste at gribe til at I ikke engang trækker jarlen op af ilden.« Så stak han sin krogøkse ind under jarlens nakke og vippede ham op på bænken. Torkel og hans ledsager skyndte sig ud ad den anden dør; derude stod Torkels mænd fuldt bevæbnede. Jarlens mænd ilede hen til ham og fandt ham død; men ingen løftede en hånd til hævn. Dels skete det meget hurtigt, og der var heller ikke én der ventede en sådan handling af Torkel. De fleste mænd i hallen var også ubevæbnede, og mange var i forvejen Torkels gode venner. Det blev deres skæbne at det var Torkel beskåret at leve længst. Torkel drog så ned til sit skib, men jarlens mænd rejste bort. Torkel sejlede derfra den samme dag og østpå over havet; det var sidst i oktober, men de ankommer velbeholdne til Norge. Torkel opsøgte straks Kong Olaf og blev vel modtaget af ham. Kongen gav udtryk for tilfredshed med det skete. Torkel var hos ham vinteren over.
Kong Olafs og Bruse Jarls overenskomst
Efter Einar Jarls død overtog Bruse Jarl den del af landet som Einar Jarl før havde haft: for der var mange som var vidende om på hvilke vilkår Einar og Bruse havde delt indbyrdes.16) Men Torfinn Jarl fandt det rigtigst at hver af dem fik halvdelen af Øerne; den vinter havde Bruse dog to tredjedele af landet.
Det følgende forår henvendte Torfinn sig til Bruse om at han vil have det halve af landet; men det gik Bruse ikke ind på. De holdt så møder om den sag, og deres venner lagde sig i selen for at få sagen forligt; men Torfinn vilde kun stille sig tilfreds med at få halvdelen af Øerne, og han siger oven i købet at Bruse behøvede ikke mere end en tredjedel, med det sind han har. »Jeg var tilfreds,« siger Bruse, »med at have den tredjedel af landet som jeg tog i arv efter min fader; og ingen bestred heller min ret til det. Men nu har jeg arvet en anden tredjedel efter min broder ifølge retslige overenskomster. Og skønt jeg ikke kan bide skeer med Jer, frænde, så vil jeg alligevel søge anden udvej end at give afkald på min magt på den måde.« Dermed afbrød de det møde.
Men da Bruse indså at han ikke vilde kunne stå på lige fod med Torfinn som havde et meget større rige og støtte fra sin morfader, den skotske konge, så valgte han at forlade landet for at rejse over østpå for at opsøge Kong Olaf, og tog sin søn Ragnvald som da var ti år gammel, med sig.
Og da jarlen kom til kongen tog han vel imod ham. Jarlen fremførte sit ærinde og beretter for kongen om hele brødrenes mellemværende sådan som det havde udviklet sig, og bad kongen om at yde sig støtte til at bevare magten; til gengæld tilbød han ham sit fulde venskab. Kongen svarer, idet han først omtalte at Harald Hårfager havde tilegnet sig odelsretten til Orknøerne, – »som jarlerne siden har haft i len, men aldrig som ejendom; det fremgår deraf at da Erik Blodøkse og hans sønner var på Orknøerne, da viste jarlerne dem lenshyldest. Og da min slægtning, Olaf Trygvason, kom dertil blev Jeres fader, Sigurd Jarl, hans håndgangne mand. Jeg har nu overtaget hele arven efter ham. Nu vil jeg stille dig det forslag at du bliver min håndgangne mand, så vil jeg give dig Øerne i len. Så skal vi lade det komme an på en prøve, hvis jeg nu sætter min styrke ind for dig, om det vil hjælpe dig bedre end Skottekongens bistand din broder Torfinn. Men hvis du ikke går ind på det forslag, så vil jeg selv overtage de ejendomme og odelsrettigheder som vore slægtninge har haft dér vesterude.«
Disse ord indprentede jarlen sig og fremlagde dem for sine venner, og søgte deres råd om hvad han skulde gå ind på: om han skulde indgå overenskomst med Kong Olaf på det grundlag og blive hans håndgangne mand, – »men det andet er usikrere for mig: hvordan det vil gå mig når vi skilles hvis jeg siger nej; for kongen har gjort det klart for mig at han mener han har krav på Øerne som sin ejendom, og for en mand med hans store planer vil det være en ringe sag at gøre med os hvad han vil, nu vi er kommet i den stilling vi er i her.« Og skønt jarlen fandt at der var noget at udsætte på begge udveje, så valgte han den at lægge alt i kongens hånd, både sig selv og sit rige. Kong Olaf overtog så fra jarlen magten og myndigheden over alle hans arvelande, og jarlen blev kongens håndgangne mand og beseglede det med eder.
Jarlernes og Kong Olafs overenskomst
Torfinn Jarl hørte at hans broder Bruse var taget østover for at opsøge Kong Olaf for at bede om hans støtte. Men eftersom Torfinn tidligere havde opsøgt Kong Olaf og havde fået venner dér, så mente han at jorden var vel beredt for ham dér, idet han vidste at mange dér vilde støtte hans sag. Torfinn Jarl gør nu det at han skyndsomst gør sig klar til at rejse, og tog af sted til Norge, idet hans hensigt var at Bruse og hans følges forspring skulde blive mindst muligt, så han ikke skulde få sit ærinde fuldført inden Torfinn kom til kongen. Men det gik anderledes end han havde tænkt sig, for da han ankom til kongen var alt afgjort og ordnet med hensyn til kongens og Bruses overenskomst. Torfinn Jarl fik heller ikke at vide inden han kom til Kong Olaf at Bruse havde givet afkald på sin magt.
Men så såre de mødtes, Torfinn Jarl og Kong Olaf, rejste kongen det samme krav på herredømmet på Orknøerne som han havde rejst over for Bruse, og forlangte det samme af Torfinn. At han skulde bekræfte kongen i herredømmet over den tredjedel af landet han før havde haft. Jarlen svarer forekommende på kongens ord, og erklærede at han lagde stor vægt på hans venskab, – »og hvis I, Herre,» sagde jarlen, »finder at I har brug for min bistand mod andre herskere, så har I også gjort alt for at opnå det; men det passer sig ikke for mig at blive Jer håndgangen, eftersom jeg i forvejen er den skotske konges jarl og skylder ham hylding.«
Da kongen nu mærkede det undvigende i jarlens svar på det krav han havde rejst, så sagde kongen: »Hvis du, jarl, ikke vil blive min mand, så er alternativet at jeg sætter hvem jeg vil til at styre over Orknøerne. Men jeg forlanger at du sværger på ikke at rejse krav på dette land, og at lade dem jeg sætter til styret derover, have fred for dig. Og går du ikke ind på det vilkår, så vil det for den der styrer landene se ud som om han kan vente ufred fra din side. Og så kan det ikke undre dig at der bliver sat hårdt imod hårdt.«17) Jarlen svarer med at bede kongen give ham stunder til at overveje sagen. Det gjorde kongen og gav jarlen tid og lejlighed til at rådføre sig med sine venner om det. Jarlen forlangte så at kongen skulde give ham en frist til den næstfølgende sommer, så vilde han først rejse hjem. »Alle mine rådgivere er derhjemme,» siger han, »og jeg er kun et barn endnu.« Kongen opfordrede ham så til at vælge én af delene.
Torkel Fosterfader var på den tid hos kongen. Han sendte i al hemmelighed bud til jarlen og rådede ham fra at skilles fra kongen uden nogen overenskomst, som han ellers overvejede, nu han var kommet i kongens magt. Han indså da at der kun var én mulig udvej: at lade kongen få sin vilje i enhver henseende. Godt nok fandt han det ikke særlig attråværdigt ikke at have udsigt til sin egen fædrenearv, og at sværge på at de som ikke var født til det, skulde opnå det herredømme uden sværdslag. Men eftersom han indså at det var uvist hvordan han kom derfra, så valgte han at overgive sig i kongens hænder og blive hans håndgangne mand, ligesom hans broder Bruse havde gjort. Kongen var klar over at Torfinn var en langt større personlighed end Bruse; desto ringere tiltro havde han til Torfinn. Kongen indså at han nok vilde regne med at kunne få støtte fra den skotske konge også selv om han brød denne overenskomst. Kongen forstod, klog som han var, at Bruse gik mere tøvende til enhver forhandling, men kun lovede hvad han agtede at holde, medens hvad Torfinn angik, da gik han gladelig ind på alt så snart han havde gjort op med sig selv hvad han skulde vælge; så gik han glad og gerne ind på enhver betingelse og satte ikke spørgsmålstegn ved noget kongen først havde udtalt sig for. Men kongen havde mistanke om at der nok var visse overenskomster hvor han bagefter agtede at gøre det.
Torfinn jarls afrejse
Da Kong Olaf havde tænkt hele denne sag igennem lod han blæse til storsamling og satte begge jarlerne stævne. Så talte han: »Vor overenskomst med Orknø-jarlerne vil jeg nu fremlægge for folket. De har nu bekræftet min ejendomsret over Orknøerne og Hjaltland og er blevet mine håndgangne mænd, og har befæstet det med ed; jeg vil nu give dem i len, Bruse en tredjedel og Torfinn en anden tredjedel, lige som de før har haft. Men den tredjedel som Einar Jarl havde, den lader jeg gå tilbage til mig på grund af at han dræbte min hirdmand og kære stalbroder Eyvind Uroksehorn. Den del af landet vil jeg tage mig af som jeg finder for godt. Det vil jeg også forlange af jer brødre, mine jarler, at I slutter forlig med Torkel Åmundeson angående drabet på jeres broder Einar. Det er mit ønske at det bliver mig der sætter vilkårene, hvis I vil gå med til det.« Og det gik med det som med det øvrige, at de gik ind på alt hvad kongen sagde. Torkel gik så frem og vedtog formelt at kongens afgørelse skulde gælde i denne sag, og dermed sluttede så dette tingstævne. Kong Olaf idømte bøder for Einar som for tre lendermænd;18) men fordi Einar selv havde skyld skulde en tredjedel af betalingen gå fra.
Torfinn Jarl udbad sig kongens tilladelse til at rejse, og da den forelå gjorde han sig i al hast rede. Men da han var helt rejseklar, så skete det en dag da jarlen sad og drak på skibet, at Torkel Åmundeson pludselig stod foran ham, lagde sit hoved i hans skød og sagde at han kunde gøre med ham hvad han vilde. Jarlen spurgte hvorfor han gjorde det. – »da vi jo i forvejen er forligte ved kongens dom? Rejs dig nu op.« Det gjorde han, og sagde: »Den afgørelse kongen traf imellem os lider jeg på med hensyn til mit mellemværende med Bruse. Men hvad vores mellemværende angår, så skal I alene afgøre det. Selv om kongen har tilkendt mig mine ejendomme og opholdsret på Orknøerne, så kender jeg Jeres sind godt nok til at vide at jeg ikke kan være på Øerne medmindre jeg står i et troskabsforhold til Jer. Jeg vil endda love Jer,« siger han, »aldrig at komme til Orknøerne, hvad så end kongen siger til det.« Jarlen tav og tøvede med at svare, men erklærede så: »Hvis du, Torkel, ønsker at jeg skal dømme i vort mellemværende, og ikke vil forlade dig på kongens afgørelse, så sætter jeg som det første i vores aftale at du skal rejse med mig til Orknøerne og være hos mig, og ikke forlade mig uden min tilladelse; du skal være forpligtet til at forsvare mit land og til at gøre alt hvad jeg vil have gjort sålænge vi begge lever.« Torkel svarer: »Det skal være som I bestemmer, Herre Jarl, ligesom alt hvad der ellers står i min magt.« Torkel afgav så et bindende tilsagn om alt hvad jarlen bestemte. Jarlen siger at han senere vilde udtale sig om pengebøderne; han lod Torkel bekræfte aftalen ved ed, og denne gjorde sig straks rede til at rejse med jarlen. Jarlen tog så af sted så snart han var klar, og han og Kong Olaf sås aldrig siden.
Bruse Jarl blev tilbage og forberedte sig i ro og mag; og før han tog af sted holdt Kong Olaf et møde med ham, og udtalte: »Det kommer mig for, Jarl, at det nu er dig jeg har som min fortrolige dér vesterude; det er min tanke at du skal have de to tredjedele af landet at styre som du før har haft, og mit ønske er at du, nu da du er min håndgangne mand, ikke skal være ringere eller mindre magtfuld end du før var. Men jeg vil binde din troskab dermed at din søn Ragnvald, efter mit ønske, bliver tilbage her. Så forudser jeg, at hvis du har min støtte og to tredjedele af landet, så vil du nok kunne fastholde hvad rettelig er dit over for Torfinn Jarl.«
Bruse tog med tak imod at få to tredjedele af landet. Bruse blev endnu en kort tid inden han tog af sted, og kom vester til Orknøerne om efteråret.
Bruses søn Ragnvald blev tilbage hos Kong Olaf; han var den smukkeste mand, med stort, silkegult hår. Han var tidligt stor og stærk, og en meget duelig mand både hvad angår vid og gode manerer. Han opholdt sig længe hos Kong Olaf. Det omtaler Ottar den Sorte i den drape han digtede om Kong Olaf:
7. Hjaltlændingers hersker
holdes du nu for at være
– med klogt mådehold hylder du
herredømme af gode konger.
Ingen så kampivrig konge
kendte vi her øster
indtil han kom som Øerne
undertvang ovre vestpå.
Da de to brødre, Torfinn og Bruse, kom vesterud til Orknøerne, så overtog Bruse styret af de to tredjedele af landet, og Torfinn af én tredjedel. Han opholdt sig til stadighed på Katnæs og i Skotland, men lod sine mænd tage sig af Øerne. Men på den tid var landet meget udsat for krigeriske overfald, idet nordmænd og danskere sejlede meget ude på røvertogter og ofte passerede Øerne når de var på vej vestpå eller på tilbagevejen vestfra, og så gik på strandhugst dér. Bruse kritiserede Torfinn for ikke at holde noget kystforsvar for Orknøerne eller Hjaltland, men alligevel hævede al skat og skyld i sin del af landet. Da tilbød Torfinn Bruse at han kunde have en tredjedel af landet og Torfinn selv de to tredjedele og desuden så eneansvaret for det fulde landeværn. Og selv om dette bytte ikke straks blev iværksat, så blev det dog efterhånden til at Bruse havde én tredjedel og Torfinn de to tredjedele. Dette skete medens Knud19) var herre i Norge og Olaf i landflygtighed.
Torfinn Jarl blev nu en stor hersker; han var ualmindelig stor og stærk, grim, sorthåret, med markerede træk, en stor næse, og temmelig mørklødet. Han var en meget stridbar mand, begærlig både efter ejendom og ære, og han var en dygtig og djærv, og også modig kriger. Han var fem år gammel da hans morfader, den skotske konge Malkolm gav ham titel af jarl og forvaltningen af Katnæs, som før skrevet, og fjorten år gammel da han stod for kystforsvaret af sit landområde og førte krig i andre herskeres lande. Arnor Jarleskjald siger således:
8. Fyrsten blandt fygende hjælme
farvede klinger røde,
Hugins fodvæder20) fremstod
før han var femten vintre.
Yngre end Einars frænde
ingen mand under himlen
viste sin modige vilje
til værn af landet med våben.
Torfinn Jarl fik megen støtte af sin slægtning, den skotske konge; det at denne støtte var så nær var en stor fordel for hans herredømme på Orknøerne. Skottekongen døde på den tid da brødrene Bruse og Torfinn sluttede forlig. Så overtog Karl Hundason herredømmet over Skotland; han mente at han også havde ejendomsret over Katnæs ligesom de tidligere skotske konger. Han krævede skatter af det område ligesom andetsteds, men Torfinn Jarl mente ikke han havde for megen arv efter sin morfader selv om han havde Katnæs. Han erklærede at det rige var givet ham og at han ikke vilde betale nogen skatter deraf. Herved opstod der nu et stærkt fjendskab, og begge hærgede i hinandens rige. Kong Karl vilde indsætte som hersker på Katnæs én der hed Mutatan eller Muddan, det var hans søstersøn, og gav ham titel af jarl. Muddan red så ned til Katnæs idet han samlede mandskab i Syderland. Det kom nu Torfinn Jarl for øre; han samlede så en hær på Katnæs. Ude fra Orknøerne kom Torkel Fosterfader med en stor styrke og sluttede sig til jarlen. Torfinn drog nu imod Muddan; hans hær var den største, og så snart skotterne blev klar over at de var i undertal vilde de ikke kæmpe, men red tilhage, op i Skotland. Torfinn Jarl fulgte så efter dem og underlagde sig Syderland og Ross og hærgede vidt og bredt i Skotland; derfra vendte han tilbage til Katnæs og Torkel ud til Øerne. Også ledingsstyrken rejste hjem.
Jarlen sad i Dungalsby på Katnæs, dér havde han fem langskibe og så stort et mandskab at de var vel bemandede. Muddan opsøgte Kong Karl i Beruvig og fortalte ham om hvor alt andet end glat det var gået ham. Kong Karl blev nu meget vred da han erfarede at hans land var blevet hærget; han lagde straks til søs med elleve langskibe og et stort mandskab og styrede nordpå langs Skotlands kyst. Muddan sendte han tilbage til Katnæs med en stor hær, han red indlandsvejen gennem Skotland; planen var at han skulde komme fra den side, og Torfinn skulde så fanges i en klemme.
Nu kan det fortælles om Karl at han ikke tøvede før han kom til Katnæs; da var der heller ikke langt mellem ham og Torfinn. Torfinn besluttede sig da til at gå om bord og styre ud i Pentlandsfjorden med kurs til Orknøerne. Der var da så kort afstand mellem dem at Karl og hans folk så Torfinns sejl da han sejlede østerud i fjorden; de sejlede straks efter dem. Torfinn og hans mænd havde ikke set de andres sejl, og østerud styrede han langs øerne med kurs mod Sandvig. Han lagde sig østenfra ind under Dyrnæs og sendte straks bud til Torkel om at han skulde samle mandskab.
Bruse havde den nordligste del af Øerne og opholdt sig dér. Torfinn lå under Dyrnæs, som før skrevet, og var ankommet sent om aftenen. Men om morgenen da det var blevet lyst var det første de så at Karl og hans folk kommer roende imod dem med elleve skibe. Der forelå nu to muligheder: den ene at springe i land og overlade skibene og alt gods til deres fjender; den anden at tage kampen op og så lade skæbnen råde. Torfinn ansporer nu sine mænd idet han opfordrede dem til at gøre deres våben klar; han sagde at han ikke vilde tage flugten, og beordrede dem til kækt at ro til kamp. Derpå binder begge parter deres skibe sammen. Torfinn Jarl opildnede kraftigt sine mænd og bød dem gå på med fynd og klem og gøre det første stormløb hårdt, for, sagde han, skotterne vilde ikke kunne modstå ret mange. Denne kamp var både hård og langvarig, og en tid lang var det ikke til at se til hvilken side det vilde hælde. Den kamp omtaler Arnor i Torfinnsdrape:
9. Jeg mindes en gang den gæve
gav Kong Karl øst for Dyrnæs
– løst lå hans land langtfra –
en lære i brynjedommen.21)
Fem snekker fremstyred’
mod fyrstens elleve skibe
arrigt, men uforfærdet
den ødsle med dristigt mod.
10. Bord til bord lagde mændene
bådene fermt; på dækket
faldt mænd i mængde, i skotters
mørke blod badede klinger.
Stål bed, og strenge galed’,
spyd fløj, men fyrstens hjerte
bævede ikke, mens blod flød
og blanke odde dirrede.
Torfinn Jarl opflammede nu sine mænd på det kraftigste; så lagde han sit skib op til Karls, og der opstod en voldsom kamp. Skotterne holdt sig nu lige foran sejlet på kongens skib; så springer Torfinn Jarl fra løftingen22) frem på skibet, og kæmpede bravt. Og da han så at det tyndede ud på Karls skibe, så opæggede han sine mænd til at entre; da Kong Karl så det befalede han at hugge sammenbindingerne over og lægge fra. Nu fik Torfinn og hans mænd fat i kongeskibet ved hjælp af bådshager; Torfinn befalede så at hans banner skulde rejses, og han fulgte det selv og med ham en stor flok mænd. Da sprang Karl ud fra sit skib sammen med de mænd der var på fode; men de fleste på det skib var faldet. Karl sprang over på et andet skib og bød dem gribe til årerne, og så stak skotterne på flugt; men Torfinn forfulgte dem. Sådan siger Arnor:
11. Kort blev kamptumlen;
med kastespyd, men mindre følge
drev min herre, den herlige
hastigt fjenden på flugten.
Sårede, tæt på at segne
hørte skaren kampmågen gale;
sejr vandt han syd for Sandvig;
sværdene gjorde de røde.
Karl undveg sydover til Bredefjord og gik i land dér, og samlede påny mandskab. Torfinn vendte hjem efter kampen. Torkel Fosterfader kom da til ham, og de havde nu en stor hær. Så sejlede de sydpå til Bredefjord efter Karl og hans folk; og straks de kom til Skotland begyndte de at hærge. Da blev det meldt dem at Muddan var på Katnæs, nordpå i Torså, med en stor hær. Han havde også sendt bud til Irland efter mandskab da han dér havde mange slægtninge og venner, og ventede i Torså på de tropper. Da lagde Torfinn og Torkel den plan at Torkel Fosterfader skulde sejle nordpå langs Katnæs med en del af hæren, mens Torfinn blev liggende ved Skotland og plyndrede dér. Torkel sejlede i al hemmelighed, idet alle på Katnæs var tro og loyale mod ham; der gik ikke noget rygte forud før han kom til Torså midt om natten og tog huset over hovedet på Muddan og hans mænd, og stak ild til det. Muddan sov i et rum ovenpå; idet han sprang ud og ned fra svalegangen huggede Torkel efter ham og ramte ham på halsen og kappede hovedet af. Derefter overgav hans mænd sig, nogle slap dog bort ved at springe. Der blev dræbt mange, men det var hele hovedstyrken som fik lejde.
Torkel opholdt sig dér en kort tid før han drog tilbage til Bredefjord; da havde han alle de tropper med sig som kunde skaffes på Katnæs og over hele Syderland og Ross. Så mødte han Torfinn Jarl sydpå ud for Mærhøve og fortalte ham hvad der var forefaldet på hans færd; jarlen takkede ham for veludført arbejde. Så blev de liggende dér begge to i nogen tid og plyndrede.
Nu er der at berette om Kong Karl at han efter kampen med Torfinn Jarl begav sig op i Skotland og så påny samlede tropper. Han samlede en hær sammen fra hele det sydlige Skotland, både den østlige og den vestlige del og så langt sydpå som fra Satiri. Da kom også den hær fra Irland til ham som Muddan havde sendt bud efter. Med hele denne hær styrede han imod Torfinn Jarl, og de mødtes på Tørvenæs syd for Bredefjord. Dér stod et stort slag, – skotterne havde langt den største hær. Torfinn Jarl var i spidsen for sin fylking, han havde en forgyldt hjælm pa hovedet og et sværd i bæltet og et stort spyd som han kæmpede med med begge hænder. Der går det frasagn at han var forrest af alle sine mænd. Først gik han imod irernes fylking, og han og hans skare fór så hidsigt frem at de straks veg og aldrig siden fik fodfæste. Nu lod Karl sit banner bære frem imod Torfinn; der fulgte da en hård kamp som endte med at Karl tog flugten; nogle siger at han skal være faldet. Men således siger Arnor:
12. Blanke klinger blev badet
i blod af ulvens føde,
ung var fyrsten som fremtvang
fejden en mandag ved Torfnæs.
Sværdene sang, de slanke
i slaget dér sønden for Ekkjal
da knøsen prøvede kræfter
kækt med kongen af Skotland.
13. Højt bar hjalters herre
hjælmen i spydenes susen
forrest i fylkingen – odden
farved’ han i irers blod.
Magtfuld min drot, den milde
mestred’ sit bretske skjold.
Lodvers frænde tog fanger
førend han brændte, blandt krigsmænd.
Torfinn Jarl forfulgte de flygtende langt op i Skotland, og derefter drog han vidt omkring i landet; så langt mod syd som til Fife underlagde han sig landet. Hvor han kom frem underkastede folk sig ham. Og medens han opholdt sig i Fife sendte han Torkel Fosterfader af sted med en del af hæren; da skotterne erfarede at jarlen havde givet slip på noget af hæren, så gik de samme til angreb på ham som før havde givet sig i hans vold.
Så snart deres forræderi gik op for jarlen samlede han sit mandskab og drog imod dem; nu tøvede skotterne i deres angreb, da de vidste at jarlen var forberedt. Straks han mødte skotterne red Torfinn til kamp, men da turde de ikke værge sig, men tog straks flugten og flygtede til alle sider ud i ødemarker og skove.
Da så jarlen havde fulgt de flygtende til dørs, så samlede han sit mandskab og siger at han nu vilde lade hele det herred de befandt sig i brænde af og på den måde gøre skotterne gengæld for deres fjendskab og forræderi. Jarlens mænd drog så rundt til torper og bygder og afbrændte allevegne, så ikke en hytte stod tilbage; de dræbte alle mandfolk de stødte på, men kvinder og gamle trak sig ud i ødemarker og skove. Mange havde de taget til fange og lagt i lænker og drev dem foran sig. Således siger Arnor Jarleskjald:
14. Ejendomme brat lagdes øde
– ild sprang i rygende rør – ,
da skamskændt blev skotternes rige;
skånsel blev ikke vist.
Den grumme gengældte mændene
deres gerninger, – på én sommer
tre gange i træk mod høvdingen
trak de det korteste strå.
Efter dette drog Torfinn Jarl nordpå gennem Skotland til sine skibe og underlagde sig landet hvor han kom. Han tager så nordpå til Katnæs, og opholdt sig dér om vinteren. Men hver sommer fra da af udbød han leding og plyndrede på de vestlige kyster, om vinteren sad han for det meste hjemme i ro og mag.
Torfinn Jarl gjorde det for ham ærefulde på Orknøerne at han beværtede hele sin hird og mange andre fornemme mænd med både mad og drikke hele vinteren igennem så de ikke havde behov for at gå på værtshus, sådan som konger og jarler i andre lande har for skik at beværte deres hird til jul. Således siger Arnor Jarleskjald:
15. Den ganske vinter igennem
drak den gavmilde hersker,
Ragnvalds ætling øl
og øste af ødsel overflod.
På denne tid døde Bruse Jarl, og Torfinn Jarl overtog så styret af alle Orknøerne.
Det berettes om Ragnvald Bruseson at han var med i slaget på Stiklestad da Kong Olaf den Hellige faldt; Ragnvald slap bort sammen med andre flygtende. Han bragte Harald Sigurdsson, Kong Olafs broder, ud af kampen. Ragnvald fik ham under lægelig behandling hos en småbonde, og Ragnvald drog så østpå over Kølen til Jæmtland og derfra til Sverige, til Kong Anund.
Harald var hos bonden indtil han var rask. Bonden giver ham så sin søn som ledsager, og de drog så østpå til Jæmtland og videre til Sverige idet de færdedes meget inkognito. Da de red i et krat et sted kvad Harald:
16. Rastløs, med ringe hæder
jeg rømmer fra skov til skov.
Hvem ved om ad åre
vidt berømt jeg vil blive?
Harald kom til Sverige og opsøgte Ragnvald Bruseson; derfra drog de begge østpå til Gardarige sammen med mange andre som havde fulgt Kong Olaf. De gjorde ikke ophold førend de kom Øster til Holmgård til Kong Jaroslav; kongen gav dem en overmåde venlig modtagelse for Kong Olaf den Helliges skyld. De gik så alle tillige med Eilif Jarl, Ragnvald Jarl Ulfssons søn, ind i Gardariges forsvarsstyrker. Ragnvald Bruseson blev tilbage i Gardarige da Kong Harald Sigurdsson rejste ud til Miklagård; en tid lang stod han så i forsvarsstyrken om sommeren, men opholdt sig i Holmgård om vinteren. Kong Jaroslav satte ham meget højt, og det gjorde også folket i det hele taget.
Ragnvald var, som før skrevet, større og stærkere end alle andre; han var også meget smuk af udseende, og så fremragende i færdigheder at hans ligemand ikke fandtes. Arnor Jarleskjald siger således om Ragnvalds deltagelse i ti storslag i Holmgård:
17. Det kom sig så’ for den kampraske
kriger at dér i Gardar
stod han ti storme igennem
af stærke sværdslag mod skjolde.
Da Einar Tambeskælver og Kalv Arneson kom Øster til Gardarige for at oplede Magnus Olafsson, traf de på Ragnvald i Aldeigjuborg. Da var han på nippet til at gå løs på Kalv før Einar fik forklaret ham hvordan det hang sammen med deres rejse. Einar fortalte Ragnvald at Kalv angrede den udåd han havde begået ved at han havde fældet Kong Olaf den Hellige, og at han vil gøre det godt igen over for hans søn Magnus. Han siger at Kalv nu vil sætte Magnus på tronen i Norge og yde ham støtte imod Knytlingerne. Så falder Ragnvald til ro. Einar beder så Ragnvald om at slå følge med dem op til Holmgård og tale deres sag over for Kong Jaroslav; det går Ragnvald ind på. Derpå hyrer de sig befordring i Aldeigjuborg, kører op til Holmgård og opsøger Kong Jaroslav. De fremfører deres ærinde og siger at Knytlingernes og især Alfivas regimente er blevet dem så modbydeligt at de ikke længer vil finde sig i at tjene dem. De beder så om at Kong Jaroslav vil give dem Kong Olafs søn Magnus til hersker. Ragnvald taler nu sammen med dem for dette, tillige med Dronning Ingegerd og mange andre. Kongen var tøvende med at overlade Magnus til nordmændene efter den medfart de havde givet hans fader Kong Olaf den Hellige. Men det blev så alligevel til at elleve af de mest fremstående mænd skulde sværge Kong Jaroslav en højtidelig ed på at den sag var fuldkommen betryggende og troværdig. Men Kong Jaroslav undlod at kræve ed af Ragnvald, for hans tro tjenestes skyld; han skulde ellers have været den tolvte. Kalv tilsvor Magnus at han skulde følge ham indenlands og udenlands og gøre alt det Magnus kunde mene gjorde hans herredømme større og friere. Derefter tog nordmændene Magnus til konge og tilsvor ham troskab.
Kalv og de andre opholdt sig i Holmgård til julen var ovre. Så rejste de ned til Aldeigjuborg og skaffede sig skibe, og straks da isen brød om foråret drog de vestpå. Ragnvald Bruseson begiver sig nu på rejsen med Kong Magnus; de rejste så først til Sverige, som det fortælles i Kong Magnus’ saga, og derfra til Jæmtland og så vestpå over Kølen til Værdal.
Så snart Kong Magnus kom til Trondhjem underkastede hele folket sig ham; han drog ud til Nidaros og blev på Øreting kåret til konge over hele landet. Derefter forløb hans udestående med Kong Svend som det fortælles i Norskekongernes Levned.23)
Da Ragnvald Bruseson kom til Norge erfarede han sin faders død og at Torfinn Jarl havde underlagt sig alle Øerne. Ragnvald følte nu trang til at rejse hjem til sine arvejorder og bad kongen om orlov til det. Kong Magnus indså at det var en nødvendighed for ham, og støttede ham i dette forehavende. Kong Magnus gav så Ragnvald titel af jarl, tillige med tre langskibe, alle veludrustede. Han gav ham også den tredjedel af Øerne som Kong Olaf havde ejet og som han havde givet hans fader, Bruse Jarl. Så tilsagde Kong Magnus Ragnvald Jarl sit fulde venskab og erklærede at han kunde regne med hans støtte nårsomhelst han behøvede det. De skiltes som de bedste venner.
Om Ragnvalds rejse
Jarl Ragnvald Bruseson sejlede vestpå til Orknøerne og tog først til de gårde hans fader havde ejet; derpå sendte han det budskab til sin farbroder Torfinn Jarl at han gjorde krav på den tredjedel af Øerne som hans fader havde haft. Han lod også sige til Torfinn Jarl at Kong Magnus gav ham den tredjedel som Kong Olaf havde haft; den tredjedel gør han også krav på og altså på to tredjedele af landet, med sin farbroder Torfinn Jarls gode vilje.
Men på den tid havde Torfinn Jarl svære stridigheder med Syderøboerne og irerne, og befandt sig i stærkt behov for troppeforstærkning. Han gav da Ragnvalds udsendinge det svar at han da sandelig skulde overtage herredømmet over den tredjedel af Øerne som han rettelig ejede, – »men med hensyn til den tredjedel som Kong Magnus gør krav på, så bekræftede vi Kong Olaf i hans ret til den mere fordi vi dengang var faldet i hænderne på ham end fordi vi fandt det retfærdigt. Det vil også gå bedst med forståelsen mellem os slægtninge hvis vi hentyder mindst muligt til den tredjedel af landet; den har længe været et stridens æble. Og hvis Ragnvald vil være mig en god frænde og støtte, sådan som det burde være for slægtskabets skyld, så synes jeg den del af mit rige har tjent mig godt som han har fornøjelse og vi begge styrkelse af. Hans bistand med mandskab er mig mere værd end de skatter jeg henter dér.«
Derefter drog sendemændene tilbage og sagde til Ragnvald Jarl at Torfinn havde bekræftet ham i adkomsten til de to tredjedele af landet hvis han vil være ham en støtte og en sådan frænde som det passede sig for dem begge. Ragnvald Jarl siger at han mente han kun havde gjort krav på hvad han mente var hans. Men eftersom Torfinn Jarl så beredvilligt gav slip på landene, så erklærede han at han sandelig vilde være ham en så hjælpsom og helhjertet ven som deres slægtskab krævede.
Ragnvald Jarl underlagde sig nu de to tredjedele af landet, og sådan var stillingen vinteren over. Men tidligt om foråret sendte Torfinn Jarl bud til sin brodersøn Ragnvald Jarl og anmoder om at han vil drage på krigstogt sammen med ham, og han skulde have så mange mand han kunde skaffe. Og da Ragnvald modtog dette bud satte han sig straks i bevægelse og trommede en hær sammen og samlede alle de skibe han kunde få. Og da denne hær var rede tog han af sted for at opsøge Torfinn Jarl. Da havde Torfinn også gjort sin hær klar.
Han tog nu vel imod sin brodersøn Ragnvald, og de slog sig så sammen. De to slægtninge Torfinn og Ragnvald plyndrede om sommeren på Syderøerne og Irland og vidt omkring i Skotlandsfjorden;24) Torfinn underlagde sig de steder hvor de færdedes. Om sommeren udkæmpede de et stort slag på et sted som hedder Vatnsfjord; der var stort mandefald. Slaget begyndte tidligt om morgenen, og de to slægtninge vandt en strålende sejr. Arnor Jarleskjald omtaler dette slag:
18. Ved Vatnsfjord vil man vel mindes,
véd jeg, min drots bedrifter;
mig, tillige med mands-prøveren25)
mægtig fare truede.
Tidligt en fredag folkene
flyttede skjolde fra borde;
grangiveligt så’ jeg gabe
den grå ulv over faldne.
Efter dette slag vendte de tilbage til Orknøerne og sad i ro den vinter.
Otte år gik der hvor Ragnvald havde to tredjedele af Øerne uden at Torfinn Jarl kerede sig om det. Hver sommer var de på krigstogt, til tider de to sammen, til tider hver for sig, som Arnor siger:
19. Sejre vandt den stridslystne
Sværd-Balder26) når han angreb
over breters og skotters rige
– ild brændte – og irere faldt.
Mellem de to slægtninge gik det altid godt når de mødtes; men hvis opviglere gik imellem dem førte snakken jævnlig til tvistigheder. Torfinn Jarl havde længe sit sæde på Katnæs og Ragnvald ude på Øerne.
Om Torfinn Jarls krigstogt
En sommer plyndrede Torfinn Jarl på Syderøerne og Skotland; han lå på et sted som hedder Gaddgedlar, dér hvor Skotland og England mødes. Han havde sendt mandskab sydpå til England på strandhugst; alt kvæg var nemlig drevet uden for hans rækkevidde. Men da englænderne opdager at vikingerne er på færde, så samlede de sig og gik til angreb på dem og tog alle deres ejendele, dræbte alle våbenføre mænd iblandt dem, men sendte nogle af de udplyndrede tilbage med besked om at fortælle Torfinn Jarl hvordan de gjorde vikinger kede af røveri og ran; det meddelte de med mange hånsord. De begav sig så til Torfinn Jarl og fortalte ham om deres ilde medfart. Han besværede sig over at hans mænd var slået ihjel, men siger at han ikke kunde gøre noget ved det. Men så tilføjer han: at til at gengælde englænderne al den hån og spot de her hobede sammen var han fuldt kompetent; men i første omgang måtte han nu skilles fra dem. Men hvis han var i live næste sommer, så skulde de ses, sagde han.
Her fortælles om Torfinn Jarls togt til Irland og andetsteds
På denne tid var Hardeknud konge over England og Danmark. Efter det forefaldne rejste Torfinn Jarl hjem til Orknøerne og opholdt sig dér om vinteren. I det tidlige forår udbød han leding over hele sit rige og tilstævnede også sin slægtning Ragnvald, og Ragnvald indvilger. Ragnvald lod så mandskab indkalde over hele sit rige. Torfinn Jarl samlede tropper fra Orknøerne og katanæs, og havde også en stor hær fra Skotland og Irland, og fra alle Syderøerne kom der mandskab til ham.
Med hele denne hær satte han kursen mod England som han havde lovet dem. Hardeknud var i Danmark da dette tildrog sig. Og så snart jarlerne nåede frem til England begyndte de at rasere og røve, men de ledere som landets forsvar var pålagt stævnede imod dem med en hær, og det kom til en stor og hård kamp hvori jarlerne sejrede. Derefter huserede de vidt og bredt i England, dræbte mennesker og afbrændte bygderne hvor de kom frem. Dette omtaler Arnor:
20. Der var også den sværd-iling27)
som anglerne siden mindes;
næppe herefter en hersker
med større hær kommer did.
Smalsmedede sværd syd for Man
bed stærke mænd under skjolde;
Ragnvald den Gamles ætling
rasede frem dér i slaget.
21. Op på anglers ætgrund
bar jarlen sit banner –
»før kraftigt fanen frem!« –;
hans følge fodrede ørnen.
Høje flammer, huse forødtes,
hæren drev fjenden på flugt;
ós spyed’ grenens æder28)
op imod himlen, og luer.
Torfinn Jarl udkæmpede to store slag i England, men forøvede også ellers mange overfald og manddrab. Han lå der på den måde det meste af sommeren; men om efteråret drog han hjem til Orknøerne og opholdt sig dér om vinteren.
Kalv flygtede til Orknøerne
På denne tid blev Kalv Arneson drevet i landflygtighed af Kong Magnus; han drog vester over havet til sin slægtning Torfinn Jarl som var gift med Ingeborg Jarlemoder, en datter af Finn Arneson. Kalv opholdt sig så hos Torfinn Jarl, som viste ham stor fortrolighed. Han holdt et stort eget mandskab som kostede jarlen dyrt. Da var der også mange som påtalte over for ham at han ikke burde lade Ragnvald have de to tredjedele af Øerne, med de store udgifter han selv havde. Derefter sendte Torfinn Jarl bud ud på Øerne og gjorde krav på den tredjedel fra Ragnvald Jarl som Einar Jarl Vrangmund havde haft. Men da jarlen fik det budskab, så forelagde han det for sine venner. Derefter tilkalder han Torfinn Jarls sendemænd. Ragnvald siger at den del af Øerne som de rejser krav om havde han modtaget som len af Kong Magnus, og kongen kaldte det sin fædrene arv. Nu erklærede han at det lå i Kong Magnus’ magt hvem af dem der skulde have den del af Øerne, men erklærer også at han ikke gav slip på den hvis det var kongens vilje at det var ham der havde den.
Dermed rejste sendemændene derfra, og gengiver disse ord for Torfinn Jarl og erklærede sig forvissede om at hans hensigt forventelig ikke kunde opnås uden kamp. Men da Torfinn Jarl hørte dette blev han meget vred og erklærede at det var urimeligt at Kong Magnus skulde eje hans broderarv, og siger at det dengang var blevet stadfæstet mere fordi de var faldet i Kong Olafs vold end at det skulde være et retmæssigt arveskifte. »Nu synes jeg at Ragnvald lønner mig ilde for at jeg nu for en tid har ladet ham have riget, hvis jeg nu ikke kan få min broderarv uden at slås for det.«
Torfinn Jarl blev så vred over dette at han kort tid efter sender bud til Syderøerne og op i Skotland og samlede tropper. Han bekendtgjorde at han vil gå til angreb på Ragnvald og så uden skånsel skaffe sig det han ikke fik da han fredeligt stræbte efter det.
Dette blev nu meldt Ragnvald Jarl. Så stævnede han sine venner sammen og forelægger sagen for dem: at hans frænde Torfinn Jarl har i sinde at hjemsøge ham med hær og ufred. Han forhørte sig så om hvad støtte de vil yde ham, idet han erklærer at han ikke helt uden sværdslag vil slippe hvad han har. Men da han krævede en klar melding om dette fik han meget forskellige svar. Nogle erklærede sig enige med Ragnvald Jarl og sagde at man ikke kunde fortænke ham i ikke at ville afstå riget; men der var andre som sagde at det ikke var underligt at Torfinn vilde have riget lige så længe som Ragnvald først havde haft den del Einar Jarl havde ejet; de sagde også at det var utilrådeligt at Ragnvald gik i kamp med Torfinn med det mandskab han kunde få fra to tredjedele af Øerne, medens Torfinn havde én tredjedel og desuden Katnæs og en stor del af Skotland og alle Syderøerne. Der var også dem som sagde at man burde søge forlig; de opfordrer til at Ragnvald Jarl skal tilbyde Torfinn Jarl halvdelen af Øerne, på den måde kunde måske endnu deres familieskab bringes på ret fod. Men da Ragnvald så at hver havde sin mening om sagen, men alle dog frarådede ham at gribe til våben, så afslørede han hvad han selv vilde: han sagde at han ikke vil dele sit rige ved nogen form for overenskomst; så vilde han hellere med det samme opgive herredømmet og opsøge sin fosterbroder, Kong Magnus og så se hvilken støtte kongen vil give ham til at beholde sit rige.
Herefter gør han sig rejseklar og drager Øster til Norge, og gør ikke ophold førend han kommer til Kong Magnus. Og da han er kommet dertil fortæller han kongen hele sagens forløb. Kongen tager godt imod Ragnvald Jarl, og tilbød ham ophold hos sig så længe han lystede, og at modtage så stort et len af ham at han kunde underholde sig selv og sit følge. Men Ragnvald Jarl svarede kongen at han ønskede han skulde give ham magt til at tilkæmpe sig sit rige. Kong Magnus erklærer at vist vilde han give ham den støtte han forlangte.
Ragnvald opholdt sig en kort tid i Norge inden han gav sig ud på rejsen vesterud til Orknøerne. Da havde han et stort, vakkert mandskab som Kong Magnus havde overladt ham. Desuden sendte han det budskab med til Kalv Arneson at han skulde få sine ejendomme tilbage og lov til at opholde sig i Norge hvis han hjalp Ragnvald Jarl i hans mellemværende med Torfinn Jarl.
Slaget ved Rødebjerge
Ragnvald Jarl sejlede fra Norge vestpå til Orknøerne og nåede land ved Hjaltland, samlede mandskab til sig og drog derfra sydpå til Orknøerne, stævnede sine venner sammen og forøgede derfra sit mandskab. Torfinn Jarl var på Katnæs og fik straks meldinger om Ragnvald Jarls færden; han samlede tropper sammen rundt i Skotland og på Syderøerne. Ragnvald Jarl lod straks Kong Magnus’ budskab gå til Kalv Arneson, og Kalv hilsede alt hvad kongen havde sagt velkommen.
Ragnvald Jarl samlede sin hær på Orknøerne i den hensigt at sætte over til Katnæs; og da han kom ud på Pentlandsfjorden havde han tredive store skibe. Dér kom Torfinn Jarl ham i møde med tres skibe hvoraf de fleste var små. De mødtes ud for Rødebjerge og lagde straks til kamp. Kalv Arneson var også kommet til med seks skibe, alle store, men lagde ikke til kamp.
Nu begynder en meget voldsom kamp; begge jarler opildnede deres mandskab. Men da der var gået nogen tid på den måde begynder mandefaldet at hælde til Torfinn Jarls side, mest fordi der var stor forskel på skibsbordenes højde. Torfinn selv havde et stort, veludrustet skib og stævnede meget dristigt frem til kamp. Men efterhånden som de mindre skibe blev ryddet lagde der sig skibe langs begge jarleskibets bord; nu var de i en meget kritisk stilling. Der faldt da mange mand på jarlens skib, og andre blev hårdt sårede; så opildnede Ragnvald Jarl sine mænd til at borde skibet. Men da Torfinn så den fare de var i lod han sit skib hugge fri af rebene og roede til land. Dér lod han halvfjerds døde bære fra sit skib, og alle de som var ukampdygtige på grund af sår forlod skibet. Da gav Torfinn Arnor Jarleskjald tilbudet om at gå i land; han var i jarlens følge og i høj gunst hos ham. Han gik så i land og kvad strofen:
23. Drengen bør følge sin drot, —
det vil jeg aldrig dølge;
men at brydes med Bruses søn
byder mig meget imod.
Dersom nu disse jarler
drabslystne mødes i kamp
har vi et vanskeligt vilkår
— venneprøven bliver hård.
Torfinn Jarl bemander nu sit skib med det bedste mandskab han havde. Derefter opsøger han Kalv, og anmodede ham om støtte idet han sagde at Kalv ikke vilde kunne genvinde Kong Magnus’ venskab når han én gang var blevet gjort landflygtig — »siden det ikke lykkedes dig dengang du havde vundet hans fortrolighed. Du kan også regne med at hvis Ragnvald besejrer os og Kong Magnus og han udstrækker deres herredømme til her vester om hav, så vil du ikke være velkommen her. Men hvis vi sejrer, så skal det ikke skorte jer på nogen ting jeg kan skaffe. Vi to er ikke under nogen mands nåde her vester om hav, såfremt vi står enigt sammen. Du vil vel heller ikke have det at tænke på at du ligger her som en kat i en stenrøse medens jeg kæmper for vores begges frihed. Vi er også forbundet i slægtskab på en måde så det sømmer sig bedst for os begge at hjælpe den anden, især nu da vi er oppe imod fremmede.« Da nu Kalv hørte Torfinns æggende tale, så råbte han til sine mænd og bød dem lægge ud til kamp sammen med Torfinn Jarl. Således kvad Bjarne Gyldenbrynsskjald:
24. Vi erfared’ hvordan du fulgte
Finns måg i kampe, Kalv,
og på søen lod dine snekker
skyde rask imod jarlen.
Bruses søns stormangreb
stødte du heftigt tilbage;
værnet af dit mod viste du
vennehjælp iltert Torfinn.
Torfinn Jarl og Kalv roede nu til kamp sammen, og da de kom frem til hvor der blev kæmpet var Torfinns hær på nippet til at flygte; mange var faldet. Jarlen lagde sit skib frem imod Ragnvald Jarls skib, og der opstod en voldsom kamp. Således siger Arnor:
25. Begge mine herrer hinandens
hird nedhugged’ på Pentlandsfjord,
— så meget større min sorg:
jeg så det med egne øjne.
Søen fråded’, på svaje sømrækker
siled’ det mørke blod, –
det flød over dækkenes fjæle,
og faldt på skjoldenes ophæng.
Kalv styrede imod Ragnvalds mindre skibe og fik dem hurtigt ryddet fordi der var stor forskel i bordhøjden. Men da det ledingsmandskab som var kommet fra Norge så skibene lige ved siden af sig ryddet, så løsnede de deres skibe af rebene der holdt dem sammen med jarlens skib; da begyndte krigslykken at vende. Således siger Arnor Jarleskjald:
26. Herskeren, hastig til kampen
helt havde vundet det gamle
land – langt mindre mandefald –
led han hidtil i slaget
dersom han, Endils ætling
havde haft indenlandsk støtte
af hjælmkæmper – hjalters herre
af hæren ladt i stikken.
Og nu da hovedstyrken var flygtet, så lagde både Kalv og Torfinn Jarl deres skibe op ad Ragnvald Jarls, og nu faldt mange af Ragnvald Jarls mænd. Og da Ragnvald Jarl så hvilken knibe han var kommet i, og at han ikke kunde besejre Torfinn og Kalv, så lod han rebene som holdt skibet fast hugge over og greb flugten. Da var det langt hen på dagen og begyndte at mørkne. Ragnvald Jarl sejlede straks om natten til havs og så østover til Norge, og rastede ikke før han kom til Kong Magnus. Denne tog vel imod ham som før, og tilbød ham ophold hos sig; dér blev så Ragnvald i nogen tid.
Torfinn Jarl underlagde sig Øerne
Nu skal det fortælles om Torfinn Jarl at han om morgenen efter kampen lod både ro rundt til alle Øerne for at eftersøge de flygtende; mange var dræbt, men nogle overgav sig. Så underlagde Torfinn sig alle Øerne, lod hver mand sværge ham troskab, også dem som før havde aflagt ed til Ragnvald. Han slog sig så ned på Orknøerne med en stor styrke og hentede forsyninger til fra Katnæs; men Kalv Arneson sendte han til Syderøerne og lod, for at styrke sin position, ham have sæde dér.
Men da Ragnvald Jarl havde opholdt sig nogen tid i Norge hos kong Magnus, så sagde han til kongen at han vilde tilbage til Orknøerne. Men da kongen hørte det, så erklærede han at det ikke var rådeligt at tage af sted førend vinteren slap sit tag og isen brød og søen begyndte at tø; så, erklærede han, vilde han give ham de skibe og det mandskab han havde brug for. Ragnvald svarer så at han nu ikke vilde sætte Kong Magnus’ mandskab på spil; han erklærede at det ikke kunde gå for sig uden stort mandefald hvis han angreb Torfinn og Kalv med en hær, så stor magt som de nu havde derovre vestpå, – »men nu,« sagde han, »agter jeg at sejle vesterud med ét skib og få det bedste ud af det; så regner jeg med at rygtet ikke vandrer foran os. Så går det enten sådan at vi tager dem på sengen, og så kan vi i en håndevending vinde den sejr som vi med nød og næppe eller slet ikke vinder med en stor styrke. Men hvis vores færd bliver opdaget, så lader vi endnu en gang havet være vores redning.« Kong Magnus sagde at han skulde tage af sted som han selv vilde, men komme tilbage til ham nårsomhelst han vilde.
Derefter gør Ragnvald sit skib klart og udvælger mænd til færden; nogle af kongens hirdmænd gjorde sig rede til at tage med ham, så han havde et udsøgt mandskab. Og da de var klar sejlede de til havs; det var først på vinteren.
Om Torfinn og Ragnvald Jarl
Ragnvald Jarl landede ved Hjaltland. Han erfarede da at Torfinn Jarl var på Orknøerne og ikke havde svært meget mandskab; han ventede ingen ufred her midt om vinteren. Ragnvald styrede nu straks sydpå til Orknøerne. Torfinn Jarl var på det tidspunkt på Rossø og anede ikke uråd.
Men så snart Ragnvald kom til Orknøerne styrede han derhen hvor han fik at vide at Torfinn var, og han kom i den grad ubemærket at det ikke blev opdaget førend de havde indtaget alle døre i de huse hvori Torfinn og hans mænd opholdt sig. Det var om natten, og de fleste mænd lå og sov, men jarlen sad endnu oppe og drak.
Ragnvald og hans mænd stak ild til hele gården, men da Torfinn blev klar over at der var ufred på færde sendte han nogle mænd ud til dørene for at spørge om hvem det var der stak ild på. Det blev da sagt dem at det var Ragnvald Jarl som var kommet.
Nu sprang mændene til deres våben, men kunde ikke komme til at forsvare sig fordi alle blev forhindret i at komme ud.
Husene flammede hurtigt op. Torfinn rådslog om hvorvidt man skulde kræve udgang, og det blev fremført for jarlen. Han tillod alle kvinder og trælle af mandkøn at komme ud, men erklærede at de fleste af Torfinn Jarls hirdmænd så han hellere døde end levende.
De som fik lejde blev så trukket ud; nu gik gården også hastigt op i flammer. Torfinn Jarl brød en træskillevæg løs og slap ud den vej med sin kone Ingeborg i favnen. Det var buldermørkt, og skjult af røgen så jarlens mænd ikke bemærkede ham slap han bort. Han roede straks om natten over til Katnæs, alene i en båd.
Ragnvald Jarl afbrændte hele gården med alle de mænd som var derinde og ikke fik tilladelse til at gå ud; der var heller ingen som tænkte andet end at Torfinn Jarl var omkommet dér.
Derefter drog Ragnvald Jarl rundt til alle Øerne og underlagde sig dem; desuden sendte han også besked over til Katnæs og ligeledes til Syderøerne om at han gjorde krav på hele det rige som Torfinn Jarl havde haft, og ikke en sjæl protesterede.
Torfinn Jarl opholdt sig i skjul hos sine venner forskellige steder på Katnæs, og ingen fik nys om at han var undkommet fra branden.
Ragnvald Jarls død
Ragnvald Jarl sad i Kirkevåg og hentede alle de forsyninger han behøvede til et vintersæde dertil; dér holdt han en stor styrke, og holdt stort hus.
Men kort før jul tog Ragnvald Jarl med en stor skare mænd til Lille Papeø efter malt til brygning til jul. Og om aftenen medens de var på Øen sad de længe ved ilden og lod sig bage, og han som fyrede op talte om at brændet var ved at slippe op. Da kom jarlen til at fortale sig idet han sagde: »Når denne ild er brændt ud, så er vi også gamle nok.» Han vilde have sagt at så var de blevet bagt nok. Og så snart han blev klar over det sagde han: »Aldrig før har jeg fortalt mig, så vidt jeg mindes. Nu rinder det mig i hu hvad Kong Olaf, min fosterfader, udtalte på Stiklestad da jeg bemærkede hans fortalelse: at hvis det skulde ske at jeg kom til at fortale mig, så vilde det gå sådan at jeg ikke levede længe derefter. Det kan også godt være at frænde Torfinn er i live.»
I det samme hørte de at gården var omringet af mænd. Torfinn Jarl var kommet dertil, og de satte straks ild til husene og byggede en stor stabel op foran døren. Torfinn gav alle lejde til at gå ud undtagen jarlens mænd; og da de fleste var hjulpet ud, så var der en mand i undertøj som gik ud, og Torfinn gav ordre til at række degnen en hjælpende hånd. Men denne tog afsæt med hånden på en tværbjælke og svang sig ud over bjælken og kredsen af mænd så han landede et godt stykke derfra og straks var borte i nattemørket.
Torfinn beordrede dem til at forfølge ham, og sagde at det var jarlen som dér stak af, – »der er kun ham og ingen anden der kan gøre det.»
De løb nu ud for at søge efter ham, idet de delte sig i grupper; Torkel Fosterfader gik langs med havet for at søge, og de hørte en hund gø i klippeblokkene nede ved stranden. Ragnvald Jarl havde haft sin skødehund med sig, og den forrådte ham nu. De slog ham straks ihjel der i klipperne; nogle siger at det var Torkel Fosterfader som dræbte ham fordi ingen andre vilde. Men han havde svoret at han vilde gøre alt hvad Torfinn mente styrkede hans herredømme.
Torfinn og hans mænd blev på øen om natten;29) dér blev hele den skare som var kommet dertil sammen med Ragnvald, dræbt. Men den næste morgen tog de byrdingen og lastede den med malt, gik derpå om bord og lod Ragnvalds og hans mænds skjolde sidde på stavnene. De lod heller ikke flere mænd ses på skibet end der havde været med Ragnvald. Så roede de til Kirkevåg. De som befandt sig dér troede at det var Ragnvald Jarl som kom, og gik ham i møde, de fleste af dem ubevæbnede. Dér lod Torfinn Jarl over tyve mand pågribe og dræbe. De fleste af dem var Kong Magnus’ hirdmænd og venner. Én af Kong Magnus’ hirdmænd gav jarlen frit lejde og opfordrede ham til at rejse Øster til Norge og underrette Kong Magnus om det der var sket.
Ragnvald Jarls lig blev bragt til Store Papeø og begravet dér, og det sagdes mand og mand imellem at han havde været den mest afholdte og mest kompetente af alle Orknø-jarlerne; mange begræd dybt hans død.
Derefter underlagde Torfinn Jarl sig alle Orknøerne, og nu var der ingen som gjorde indsigelse.
Tidligt om foråret nåede budskabet om dette Øster til Norge, og Kong Magnus følte sig dybt berørt over Ragnvald Jarls død; han erklærede også at han vilde hævne ham så snart han fik tid til det. Han havde nemlig på denne tid store stridigheder med Svend Ulfsson30) som dengang havde ladet sig vælge til konge over Danmark,
På den tid kom Kong Magnus’ farbroder Harald Sigurdsson til Norge, og Kong Magnus gav ham det halve Norge. De var begge konger i Norge ét år; så udbød de leding fra hele Norge og vilde sydpå til Danmark. Men medens de lå ved Sæløerne løb to langskibe ind i havnen og op på siden af Kong Magnus’ skib. En mand i hvid kappe steg af det ene langskib, gik derpå tilbage langs med skibet og derpå op i løftingen; dér sad kongen ved måltidet. Denne mand hilste kongen med et buk, tog et brød, brød et stykke af og spiste det. Kongen gengældte hans hilsen og rakte ham bægeret da han så at han spiste brødet. Manden tog imod bægeret og sagde: »Fred forlanger vi, madfælle.» Kongen så på ham og sagde: »Hvem er du?« »Jeg er Torfinn Sigurdsson.« »Er du Torfinn Jarl?« siger kongen. »Sådan kaldes jeg dér vester,« siger han, men jeg er kommet hertil med to tyveårers skibe, meget velbemandede efter vores muligheder. Nu vil jeg ro denne leding sammen med Jer hvis I vil modtage hjælp af mig; men hele min sag lægger jeg i Guds og i Jeres hånd.«31)
Nu kom der folk til og stod og hørte på deres samtale. Kongen tøvede med at svare, men sagde så: »Sandt er det, Torfinn Jarl, at jeg ikke havde tænkt mig, hvis vi skulde mødes, som det nu er sket, at du skulde kunne fortælle om hvordan vi skiltes. Men nu ligger det sådan at det er utilbørligt for en mand i min position at lade dig dræbe. Nu skal du tage af sted sammen med mig, men overenskomsten mellem os vil jeg affatte i ro og mag når jeg har god tid.» Torfinn tog afsked med kongen og gik til sine skibe.
Kongen lå meget længe ved Sæløerne; derhen stævnede der en hær sammen fra Viken. Derfra var det hans agt at sejle sydpå ned til den jydske kyst når han fik bør. Torfinn Jarl havde da lange samtaler med kongen, og kongen viste ham fortrolighed og inddrog ham meget i sin rådslagning.
Det hændte en dag at jarlen gik om bord på kongeskibet og bagud i løftingen. Kongen bød ham til sæde hos sig; jarlen satte sig, og de to drak sammen og var i god stemning. En mand i rød kjortel, stor og kraftig, gik op i løftingen; han bukkede for kongen. Kongen besvarede venligt hans hilsen. Det var en af kongens hirdmænd; manden tog nu til orde og sagde: »Dig, Torfinn Jarl, er det jeg kommer for at tale med.« »Hvad vil du mig?» siger jarlen. »Jeg vil vide hvad du vil give mig i bod for min broder som du lod dræbe derude vester i Kirkevåg sammen med andre af Kong Magnus’ hirdmænd.« »Har du ikke hørt,» siger jarlen, »at jeg ikke har for vane at give penge i bod for de mænd jeg lader dræbe? Det kommer sig af at jeg synes det har været yderst velbegrundet når jeg har ladet mændene dræbe.» »Jeg er ligeglad med hvordan du har gjort med andre hvis du giver bod for denne mand hvis eftermål er mit ansvar. Jeg mistede også nogle ejendele dér, men selv blev jeg på det skammeligste ydmyget. Det er min pligt fremfor nogens at tage min broders og min egen sag op; dem forlanger jeg oprejsning for. Kongen kan måske give afkald på at forfølge hvad der er gjort imod ham, hvis han regner det for ingenting når hans hirdmænd bliver ført ud og hugget ned som får.» Jarlen svarer: »Jeg indser at det er min fordel her at jeg ikke er i din vold. Er du ikke den mand jeg gav frit lejde dengang?» Jovist,» siger han, »muligheden havde du dengang for at dræbe mig som de andre.« Så svarer jarlen: »Det er så sandt som det siges: at mangen hænder hvad mindst han venter. Dengang tænkte jeg ikke at jeg skulde komme dertil at jeg måtte undgælde for at jeg var for forsonlig mod mine fjender; men nu bøder jeg for at jeg gav dig lejde. Havde jeg ladet dig dræbe som dine kammerater, så havde du ikke kunnet hænge mig ud i kongens nærvær i dag.« Kongen så på jarlen og sagde: »Nu sker det igen, Torfinn Jarl, at du synes du har dræbt for få af mine hirdmænd uden at betale bod for dem.« Da var kongen blussende rød. Jarlen sprang op, og ned fra løftingen og over på sit skib; alt var nu roligt om aftenen.
Men om morgenen da folkene vågnede var der kommet vind; mændene roede da straks ud af havnen. Kongen sejlede så sydpå i Skagerak med hele flåden. Jarlens skib sejlede først på dagen langt fra kysten; men da det aftnede, så styrede han vesterud og til havs.
Der er intet at berette om ham førend han kom til Orknøerne og dér slog sig ned i sit jarlesæde.
Kong Magnus og Harald sejlede til Danmark og opholdt sig dér om sommeren. Kong Svend vilde ikke opsøge et møde med dem, men blev på Skanør med sin hær. Den sommer ramtes Kong Magnus af den sygdom som blev hans død. Han kundgjorde da for folket at han overlod sin farbroder Harald herredømmet over hele Norge.32)
Jarlens budskab til kongen
Torfinn Jarl styrede nu Orknøerne og hele sit rige. Kalv Arneson var også for det meste hos ham. Til tider var han ude på vikingetog hvor han plyndrede på Skotlands og Irlands kyster; han var også i England, og var en tid anfører for Tingmands-hirden.33)
Da Torfinn Jarl hørte nyheden om Kong Magnus’ død, så sendte han nogle mænd til Norge for at opsøge Kong Harald med forsonlige ord: han lader sige at han vil være ven med ham. Men da budskabet nåede til kongen tog han vel imod det, og kongen lovede ham sit venskab. Og da dette bud kom tilbage til jarlen, så gjorde han sig rejseklar; på rejsen til Norge havde han to tyveårers skibe og mere end hundrede mand af det bedste mandskab. Han rejste så Øster til Norge og fandt kongen på Hordaland. Denne modtog ham på det bedste, og da de skiltes gav kongen ham fine gaver.
Derfra sejlede jarlen sydpå langs kysten og videre til Danmark; dér rejste han rundt i landet, og fandt Kong Svend i Aalborg. Denne indbød jarlen og holdt et prægtigt gilde for ham. Ved den lejlighed kundgjorde jarlen at han agtede sig sydpå til Rom.
Og da han kom til Tyskland mødte han dér Kejser Henrik34) som tog meget venligt imod jarlen og gav ham mange kostelige gaver, deriblandt mange heste. Så beredte jarlen sig til rejsen sydover og drog så til Rom hvor han mødte paven og af ham modtog absolution for alle sine synder.
Derfra begav jarlen sig på hjemrejsen og vendte velbeholden tilbage til sit rige. Han hørte nu op med krigstogter og lagde sig efter styret af folk og land, og lovgivning. Han opholdt sig for det meste i Byrgisherred hvor han lod bygge Kristkirken, en pragtfuld katedral; dér blev der først oprettet et bispesæde på Orknøerne.
Torfinn Jarl var gift med Ingeborg Jarlemoder. De havde to sønner som levede ud over barnealderen, den ene hed Paul og den anden Erlend. De var store, smukke mænd som snarest slægtede deres mødrene æt på, kloge og beskedne. Jarlen holdt meget af dem, og det samme gjorde hele folket.
Om Torfinn jarl den Mægtiges død
Torfinn Jarl fastholdt hele sit rige til sin dødsdag. Det siges med rette at han har været den mægtigste af alle jarlerne på Orknøerne. Han besad ni jarledømmer i Skotland, alle Syderøerne og et stort rige i Irland. Således siger Arnor Jarleskjald:
27. Landenes folk måtte lyde
lige fra Turseskær til Dublin
ravnenes føder: ret siger jeg
om det ry Torfinn havde.
Torfinn Jarl var fem år gammel da hans morfader, den skotske Kong Malkolm gav ham titel af jarl, og derefter var han jarl halvfjerds år. Han døde på slutningen af Harald Sigurdssons; tid.35) Han er begravet i Kristkirken i Byrgisherred som han havde ladet bygge. Jarlens død vakte megen sorg i hans arvelande; men i de lande han havde underlagt sig med krigsmagt var der mange som fandt det meget ufrit at være under hans herredømme. Mange af de riger som jarlen havde erobret faldt nu fra og folk søgte beskyttelse under de herskere som havde odelsret til de respektive riger. Det stod hurtigt klart at der vilde ske tab ved jarlens død.
Disse strofer blev kvædet om Ragnvald Bruseson Jarls og Torfinn Jarls kamp:
28. En uhørt ulykke indtraf
da et opgør af voldsom styrke
førte til manges fald
i fægtningen mellem jarlerne.
Dem vi elskede ødelagde
omtrent hinanden ved Rødebjerg;
– mangt et mén fik milde
mænd i sværdenes byge.
29. Den lyse sol vil sortne,
jorden synke i det mørke hav.
Østres byrde36) vil briste,
og havet bruse over fjelde
førend på Øerne fødes
en fyrste herligere end Torfinn
– Gud hjælpe hin gæve
godgører og vogter for hirden.37)
Begyndelsen på Pauls og Erlends styre, og slægtsregistre
Nu overtog Torfinn Jarls sønner herredømmet efter ham; Paul var den ældste af dem og også den der tog beslutningerne. De delte ikke landene imellem sig, og for det meste kom de godt ud af det med hinanden.
Ingeborg Jarlemoder giftede sig med den skotske Kong Malkolm som kaldtes Langhals.38) Deres søn var Dungad skottekonge, fader til Villiam, den fortræffelige mand. Hans søn igen hed Villiam Kongesøn som alle skotterne vilde have til konge. Paul Torfinnsson Jarl blev gift med en datter af Håkon Ivarsson Jarl, og de fik mange børn; deres søn hed Håkon. De havde en datter som hed Tora; hun var gift i Norge med Haldor, en søn af Brynjolf Kamél. Deres søn hed Brynjolf, og hans søn var Haldor som var gift med Gyrid. En anden af Pauls døtre hed Ingrid og var gift med Einar Vosseravn. Pauls tredje datter hed Herbjørg; hun var moder til Ingeborg den Ædelbårne som Sigurd på Vestnæs blev gift med, og deres sønner var Håkon Pig og Brynjolf. En anden datter af Herbjørg var Sigrid, moder til Håkon Barn og Herborg som Kolbein Hruga blev gift med. Paul Jarls fjerde datter hed Ragnhild; hun var moder til Benedikt, Fader til Ingeborg som var Erling Ærkedegns moder. Desuden havde Ragnhild en datter der hed Bergljot, som Håvard Gunnason var gift med; deres sønner var Magnus og Håkon Klo og Dufniall og Torsten. Alle disse er af jarleslægten og stormænd på Orknøerne; de vil alle siden indgå i sagafortællingen.
Erlend Torfinnsson Jarl havde en kone der hed Tora og var datter af Sumarlide Ospaksson. Ospaks moder var Tordis, en datter af Hall på Sida. Deres sønner var Erling og Magnus og deres døtre Gunhild og Cecilia, som Isak var gift med; deres sønner var Endride og Kol. Jaddvor hed en datter af Erlend uden for ægteskab; hendes søn hed Borgar.
Her fortælles om Kong Haralds fald og hans datters død
Da brødrene Paul og Erlend havde overtaget herredømmet over Orknøerne kom Harald Sigurdsson vesterud fra Norge med en stor hær. Han kom først til Skotland; derfra sejlede han til Orknøerne. Dér efterlod han Dronning Ellisiv og deres døtre Maria og Ingegerd.
Fra Orknøerne fik han en stor mandskabsstyrke; begge jarler beredte sig til at slutte sig til ham. Kongen drog derfra sydpå til England og landede et sted der hedder Cleveland, og indtog Skarborg. Derefter lagde han sig ud for Holdernæs og udkæmpede dér et slag som han vandt. Onsdagen før Skt. Mattæusmesse40) kom han i kamp i York med jarlerne Valtjof og Morkar; dér faldt Morkar. Søndagen efter blev den by som lå ved Stamford Bro overgivet til Kong Harald; han gik da i land for at tage byen i besiddelse. Tilbage på skibene efterlod han sin søn Olaf, jarlerne Paul og Erlend og sin svoger Eystein Urkok. Under denne landgang mødte Harald Godvinsson Kong Harald med en kæmpestor hær, og i den kamp faldt Harald Sigurdsson.
Efter kongens fald kom Eystein Urkok og jarlerne fra skibene og indlod sig i en heftig kamp. Dér faldt Eystein Urkok og det meste af nordmændenes hær. Efter kampen gav Kong Harald Haralds søn Olaf og jarlerne tillige med hele den del af hæren som ikke var flygtet, frit lejde til at forlade England.
Om efteråret sejlede Olaf ud fra Ravnsør og derfra til Orknøerne. Og på samme dag og i den samme time som Harald faldt døde hans datter Maria pludseligt. Folk siger om dem at de deltes om ét menneskes liv.
Olaf opholdt sig om vinteren på Orknøerne og var blevet bedsteven med sine frænder jarlerne. Kong Olafs moder Tora og jarlernes moder Ingeborg var kusiner, døtre af to brødre. Om foråret rejste Olaf østerover til Norge og blev dér valgt til konge sammen med sin broder Magnus.
Medens nu brødrene Paul og Erlend styrede Orknøerne var der en tid lang den bedste forståelse imellem dem. Men da deres sønner voksede til blev Håkon og Erling nogle overmodige slamberter. Magnus var den roligste af dem. Alle var de store og stærke og veluddannede i alle henseender. Håkon Paulsson vilde give tonen an mellem brødrene; han mente at han var af højere byrd end Erlends sønner fordi han var dattersøn af Håkon Ivarsson Jarl og Kong Magnus den Godes datter Ragnhild.
Håkon forlangte at hans venner i alle forhold fik løvens part i forhold til dem som sluttede sig til Erlends sønner; men Erlend vilde ikke have at hans sønner skulde stå i anden række dér på øerne. Det kom da dertil at fætrene ikke kunde være sammen, og der var fare for strid imellem dem. Så gik deres fædre ind i sagen: de skulde skabe forlig i deres mellemværende. Der blev så berammet et møde; men dér viste det sig straks at hver af dem hældede til sin søns side, og de blev ikke forligte. Der opstod nu uenighed mellem brødrene, og de skiltes uden aftale, hvad mange fandt var stor skade.
Forligsmødet mellem Magnus og Håkon
Derefter gik retsindige mænd imellem for at mægle; der blev da berammet et forligsmøde mellem dem på Rossø. På dette møde blev der sluttet et forlig som gik ud på at Øerne så blev delt i to halvdele sådan som det havde været mellem Torfinn og Bruse. Således var det nu en tid lang.
Håkon var, siden han var blevet voksen, altid på vikingetog. Han var blevet en overmodig slambert og overfaldt ofte de mænd som tjente under Erlend og hans sønner. Det kom så vidt at de kom i tvist og drog imod hinanden med stort mandskab. Håvard Gunnason og alle jarlernes øvrige stormænd rådslog endnu en gang indbyrdes og forsøgte at mægle forlig mellem parterne. Men Erlend og hans sønner vilde ikke gå ind på et forlig som indebar at Håkon opholdt sig dér på Øerne. Men eftersom deres venner fandt at de havde meget på spil i deres stridigheder, så bønfaldt de Håkon om at han ikke lod den ting stå i vejen for deres forlig, men nu straks drog bort fra Øerne.41) Så sluttedes da forliget efter gode mænds råd.
Derefter drog Håkon bort fra Øerne, først øster til Norge hvor han opsøgte Kong Olaf Kyrre; det var på slutningen af hans regeringstid. Dér opholdt Håkon sig i nogen tid. Siden drog han østerud til Sverige for at opsøge Kong Inge Steinkelson; denne tog vel imod ham. Dér mødte han sine venner og slægtninge; dér timedes der ham stor hæder gennem den store yndest hans morfader Håkon nød. Han havde haft et styre under svenskekongen Steinkel efter at Harald Sigurdsson drev ham i landflygtighed. Dér var han kommet i høj yndest både hos kongen og landets folk. En anden dattersøn af Jarl Håkon Ivarsson var Håkon som kaldtes ‘den Norske’; han var fader til Erik den Spage42) som var konge i Danmark efter Kong Erik Emune.
Håkon opholdt sig nogen tid i Sverige, og Kong Inge viste ham megen velvilje. Men da nogen tid var gået på den måde fik han hjemvé efter at vende tilbage til Øerne dér vesterude.
Dengang var kristendommen ung i Sverige; der var mange som dyrkede hedensk trolddom og mente at de derigennem opnåede kundskab om mange ting som endnu ikke var sket. Kong Inge var en god kristen mand og afskyede alle der dyrkede hedenskaben. Han lagde megen vind på at udrydde alle de uskikke som længe havde været forbundet med hedenskaben; men landets ledende mænd og storbønder gav sig højlydt når der blev klaget over deres uskik. Det kom så vidt at bønderne valgte en anden konge, som så holdt blótfester, det var en broder til dronningen, Sven, som blev kaldt Blót-Sven.
Han drev Kong Inge i landflygtighed i Vestergøtland; men deres mellemværende endte med at Kong Inge overraskede Sven i et hus og brændte ham inde. Derefter underlagde han sig hele landet; nu udryddede han yderligere mange hedenske uskikke.
Om den kloge mands ord
Medens Håkon Paulsson var i Sverige havde han hørt at der dér i landet var en mand som dyrkede hedensk kundskab og spådom, hvad enten det nu var trolddom eller noget andet han benyttede til det. Han blev meget forhippet på at træffe den mand og få at vide hvad han kunde erfare om sin skæbne, så han tog hen for at opsøge manden og fandt ham til sidst i en bygd et sted ved havet. Dér rejste han rundt til gilder og spåede bønderne om udsigterne for årets høst, og andre ting.
Men da han mødte denne mand, så frittede han ham om hvordan det vilde gå ham med hensyn til herskermagt og anden lykke. Den kloge mand spurgte hvad han var for en mand. Han nævnede ham sit navn og sin slægt: at han var dattersøn af Håkon Ivarsson. Da sagde den kloge mand: »Hvorfor vil du have kundskab og historier af mig? Véd du ikke at dine frænder før i tiden, de har ikke brudt sig meget om mennesker som mig? Du kan lige så godt søge viden om din skæbne hos din frænde Olaf den Tykke43) som I jo har fuld tiltro til. Men jeg tvivler nu på at han skulde nedlade sig til at sige dig hvad du vil vide, eller måske er han slet ikke så mægtig som I siger om ham.« Så svarer Håkon: »Jeg siger ham ikke noget på; jeg tillægger det mere vægt at jeg ikke er værdig til at tage imod kundskab fra ham end at han ikke skulde være mægtig nok til at jeg for den sags skyld kunde tage imod kundskab fra ham. Men når jeg er kommet til dig, så er det fordi det er faldet mig ind: at her behøver ingen af os at se ned på den anden på grund af hans egenskaber eller hans tro.« Manden svarer: »Jeg kan godt lide at se at du åbenbart har fuld tiltro til mig, og det fremfor den tro som I og jeres andre slægtninge har antaget. Det er også underligt med dem der stoler på den slags: de holder faste og våger og mener at de derved opnår det de gerne vil have at vide. Men selv om de stoler på den slags, så får de mindre at vide om det de gerne vil vide, jo mere det betyder for dem. Men vi tilføjer ikke os selv smerte, og alligevel opnår vi altid kundskab om de ting som det betyder noget for vores venner bliver åbenbaret. Nu hvad os to angår, så skal du få det af mig, da jeg jo ser at du åbenbart hellere vil have sandheden at vide af mig end af Kong Inges præster som han synes at skænke sin fulde tillid. Du skal komme når der er gået tre nætter; så skal vi prøve om ikke jeg vil kunne sige dig noget du længes efter at høre.»
Derefter skilles de, og Håkon bliver dér i bygden. Og efter tre nætters forløb tog han hen til den kloge mand. Denne var da alene inde i et hus og trak vejret tungt da han gik ind, strøg med hånden over panden og sagde at det havde krævet meget af ham før han opnåede den viden han stræbte efter. Håkon siger at han nu vil høre sin skæbne. Spåmanden tog til orde: »Hvis du vil vide din skæbne, så er det en lang historie fordi den er storartet, og dit liv og din stræben vil blive ophav til storslåede begivenheder. Det bæres mig for at du skal blive enehersker over Orknøerne til sidst; men det kan godt være du vil synes at det er længe at vente; jeg vil også tro at dine efterkommere vil komme til at herske dér. Men din rejse vestpå når du nu snart tager til Orknøerne, vil udløse store begivenheder når de ting sker som følger deraf. Du vil også i din tid komme til at sætte en forbrydelse i værk som du næppe nok eller måske slet ikke vil kunne sone over for den gud du tror på. Men dine spor peger længere ud i verden end jeg kan se, dog tror jeg at du kommer til at lægge dine ben her nord i verden. Nu har jeg sagt dig de ting jeg siger i denne omgang; nu er det din egen sag hvor tilfreds du vil være med dit besøg her.« Håkon svarer: »Det er store ting du fortæller hvis de ellers er sande; men jeg tror nu at det vil gå mig bedre end du siger. Det kan jo også være at du ikke virkelig har set dette.« Spåmanden sagde at han kunde tro det som han vilde, men erklærede at sådan vilde det ske.
Om Håkon Paulssons planer
Derefter drog Håkon til Kong Inge og opholdt sig en kort tid hos ham, og bad så om lov af kongen til at rejse bort. Håkon drog først til Norge til sin slægtning Kong Magnus44) som tog vel imod ham. Dér hører han de nyheder fra Orknøerne at Erlend Jarl og hans sønner bestemte det meste dér og var meget populære, mens hans fader Paul kun blandede sig lidt i styret. Han mente også at kunne forstå på de mænd der kom vestfra og som talte i fuld fortrolighed til ham, at orknøboerne ikke just længtes efter at han skulde komme dér vesterud; de havde god fred og ro, men frygtede, at hvis Håkon kom derud, så vilde det blive anledning til ufred og postyr. Men da Håkon overvejede dette i sit stille sind, så fandt han det ikke usandsynligt at Erlend og hans sønner vilde forholde ham magten og ikke gøre det ufarligt for ham hvis han kom vesterud uden en stor styrke. Han besluttede sig for at anmode Kong Magnus om at skaffe ham magten på Orknøerne.
Hvad Håkon sagde til Kong Magnus
Dette skete efter at Kong Magnus havde ladet Steigar-Tore og Egil tage af dage og befriet landet for al ufred. Håkon var en klog mand, og han skønnede ud fra Kong Magnus’ udtalelser under deres samtale at kongen var ærgerrig og lysten efter andre fyrsters riger. Håkon begyndte at tale for kongen om at det vilde være stormandsdåd at udbyde leding og plyndre ude vesterpå og underlægge sig Øerne ligesom Harald Hårfager gjorde; han siger også at hvis han fik herredømme på Syderøerne, så vilde det være let derfra at plyndre i Irland og Skotland, og hvis han fik erobret Vesterlandene, så vilde det derfra være godt med forstærkning af nordmænd at gå til angreb på englænderne – »og på den måde hævne din farfader Harald Sigurdsson.« Og under denne samtale viste det sig at dette passede kongen godt; han erklærede at det var vel talt, som af en hersker, og tæt på hvad han selv syntes – , »men det skal du betænke, Håkon,« siger kongen, »at hvis jeg ansporet af dine ord og din tilskyndelse virkelig drager vestover med en hær, så må det ikke komme bag på dig om jeg går skånselsløst til værks mod de riger som ligger dér vestpå, og dér gør jeg ikke forskel på folk.«
Men da Håkon nu hørte denne erklæring brød han sig ikke om det, og undrede sig over hvad der lå bag. Han holdt nu op med at tilskynde kongen til noget togt. Det var der nu heller ikke megen brug for, for efter samtalen sendte kongen bud ud over hele sit rige om at leding skulde udbydes. Han gjorde det klart for hele folket at han agtede med denne hær at stævne vestpå over havet, og se hvad der så vilde ske på den færd. Folk beredte sig så over hele landet til dette togt. Kong Magnus havde sin otteårige søn der hed Sigurd, en velvoksen dreng, med på denne færd.
Magnus Barfods krigstogt vestenhavs
Medens brødrene Paul og Erlend styrede Orknøerne kom Kong Magnus vesterud fra Norge. Han havde en stor hær mange lendermænd fulgte ham: Vidkun Jonsson, Sigurd Hraneson, Serk fra Sogn, Dag Eilifsson, Skofte fra Giske, Øgmund, Finn og Tord, Eivind Albue, kongens marsk, Kale Sæbjørnsson fra Agder, Torleif den Spages søn som Halfred lemlæstede, og hans søn Kol. Kale var en stor vismand, elsket af kongen, og en god skjald.
Da Kong Magnus kom til Orknøerne tog han jarlerne Paul og Erlend og sendte dem østover til Norge, og satte sin søn Sigurd som herre over Øerne, og gav ham en kreds af rådgivere. Kong Magnus drog så til Syderøerne ledsaget af jarlesønnerne Magnus og Erling, Erlend Jarls sønner, og af Håkon Paulsson. Men da Kong Magnus kom til Syderøerne begyndte han at hærge først pa Lodhus, og indtog den; og på dette togt erobrede han alle Syderøerne og tog Lovmand, en søn af Syderøkongen Gudrød, til fange.
Derfra drog han sydpå til Bretlands kyst hvor han havde et stort slag i Menaistrædet med to bretlandske jarler, Hugo den Digre og Hugo den Prude. Da mændene hentede deres våben frem og gjorde sig klar til kampen, satte Magnus Erlendsson sig bagest i midterrummet og rørte ikke sine våben. Kongen spørger hvorfor han sad dér. Han sagde at han intet udestående havde med nogen dér – »derfor vil jeg ikke kæmpe.« Kongen sagde: »Gå du nedenunder, og lig ikke her for fødderne af folk hvis du ikke tør kæmpe, for jeg mener ikke det har noget at gøre med din tro.«
Magnus tog et psalter45) og sad og sang under slaget, men dækkede sig ikke. Denne kamp var både hård og langvarig, og der blev både skudt og kastet og kæmpet mand imod mand. Længe var det ikke til at se til hvilken side sejren hældede. Kong Magnus skød med en håndbue, det samme gjorde en håløgsk46) mand ved siden af ham. Hugo den Prude kæmpede drabeligt; han var udstyret og brynjeklædt så intet på ham var udækket undtagen øjnene. Kong Magnus foreslog manden fra Hålogaland at de begge på én gang skulde skyde på ham; det gjorde de også. Den ene pil ramte næseværnet, men den anden ramte i øjet og gik gennem hovedet; det fik kongen æren for. Dér faldt Hugo den Prude.
Derefter flygtede bretlænderne; de havde mistet mange mænd, men Kong Magnus vandt en stor sejr, dog havde han mistet mange gode mænd, og mange var sårede. Således blev der digtet om slaget:
30. Det braged’ af pile mod brynjer,
– blodet sprøjted’ på hjælme –
egders47) enehersker spændte
elmetræsbuen kraftfuldt.
Pilehagl slog imod skjolde,
slaget på landjorden rased’;
hæren faldt, – horders48) konge
fik has på den bretske jarl.
Så indtog Kong Magnus øen Angulsø som er det sydligste nogen af de gamle norske konger havde underlagt sig. Angulsø udgør en tredjedel af Bretland. Kale Sæbjørnsson havde fået mange sår i Menaisundet, men ikke dødelige. Derefter vendte Kong Magnus tilbage langs Skotlands sydkyst.
Kong Magnus havde gjort Magnus Erlendsson til sin mundskænk, og han opvartede til stadighed ved kongens bord. Men efter slaget i Menaisund viste Kong Magnus ham megen modvilje og erklærede at han havde opført sig umandigt.
Nu skete det en nat medens Kong Magnus lå ved Skotland at Magnus Erlendsson stak af fra Kong Magnus’ skib på et tidspunkt hvor han skønnede der var den bedste mulighed for at flygte fra kongen. Han sprang over bord og svømmede i land, idet han havde ordnet sit leje sådan at det så ud som om der lå en mand, og da han kom i land løb han ind i en skov; han var kun i undertøj. Han snublede og slog sig meget eftersom han var barfodet, og kunde i første omgang ikke gå længere. Han kom til et stort træ og krøb op i grenene, forbandt sin fod og gemte sig dér i grenene nogen tid.
Men om morgenen da mændene gik til spisning på kongeskibet, spurgte kongen hvor Magnus Erlendsson var. Det blev sagt ham at han sov i sin seng. Kongen gav ordre til at vække ham og sagde at der måtte være andet end søvn som gjorde at han lå i længere end andre mænd. Men da man kom til hans plads, så savnedes han. Da gav kongen ordre til at søge efter ham, og lod slippe sporhunde løs. Men så snart hundene var sluppet løs kom de på sporet, de løb til skoven og kom til det træ Magnus var oppe i. Da løb en af hundene rundt omkring egetræet og gøede. Magnus havde en trækævle i hånden som han kastede efter hunden og ramte den i siden. Hunden stak halen mellem benene og løb ned til skibene, og de andre efter den.
Kongens mænd fandt ikke Magnus. Han skjulte sig en tid i skoven, men nåede omsider frem til den skotske Kong Malkolms49) hird og blev dér en tid. Til tider var han i Bretland hos en biskop, til tider var han i England eller forskellige steder hos sine venner. Han kom ikke til Orknøerne sålænge Kong Magnus levede.
Kong Magnus styrede nordpå langs Skotlands kyst; da kom der ham udsendinge i møde fra Kong Malkolm af Skotland som tilbød ham forlig: de sagde at den skotske konge vil give ham alle de øer der ligger vest for Skotland og hvor der kan sejles med rorførende skib mellem dem og fastlandet.
Men da Kong Magnus styrede nordpå ved Satiri50) lod han en skude slæbe over Satiri-tangen. Kongen holdt styreåren og lagde på den måde beslag på hele Satiri; det er bedre end den bedste ø blandt Syderøerne, øen Man undtaget.51) Det rager ud fra Skotlands vestkyst med en tange foroven, så smal at der ofte slæbes skibe over dér.
Derfra styrede Kong Magnus op til Syderøerne, men sendte sine mænd ind i de skotske fjorde; han lod dem ro ind langs den ene bred og ud langs den anden, og tager på den måde alle øerne vest for Skotland i besiddelse.
Så kundgjorde kongen at han vilde opholde sig på Syderøerne om vinteren, men tillod de mænd for hvem han skønnede det mest påkrævet, at rejse hjem. Men da ledingsmændene hørte det fik de hjemlængsel og gav ondt af sig over at skulle være hjemmefra. Kongen holdt så møde med sit mandskab og kredsen af rådgivere. Han gik også ud og tilså sine mænds sår. Da kom kongen til Kale Sæbjørnsson og spurgte til hans sår. Kale erklærede at de kun heledes lidt og at det ikke var til at vide hvad side det vilde gå til. Kongen bad Kale om at råde sig. Kale svarer: »Er det ikke sådan nu, Konge, at dine venner fortrækker fra dig?« Kongen sagde at det mente han ikke var tilfældet. Kale opfordrede kongen til at holde mønstring og mønstre sit mandskab. Det gjorde kongen så, og savnede da mange mænd. Og da kongen fortalte Kale det, så kvad han følgende:
31. Hvad gi’r de dig igen
for dine gaver, de mægtige tingmænd?
– i vest skælver spanter i strømmene
– sæt os på prøve, konge!
Kongen svarer:
32.Galt har jeg guldet forvaret,
det jeg gav mine muntre mænd;
boven lader jeg bryde
bølgernes kolde bjerge.
Derefter holdt kongen opsyn med om nogen drog bort, og lod ikke nogen forlade hæren som ikke allerede var taget af sted.
Medens Kong Magnus var på Syderøerne bragte han et giftermål i stand mellem sin søn Sigurd og den irske Kong Myrkjartan af Kunnakts datter Bjadmunja. Da var Sigurd ni år gammel og pigen fem år.
Den vinter døde Kale Sæbjørnsson af sine sår. I slaget i Menaisund var Sigurd Sneis faldet, en slægtning til Kale; han var storbonde på Agder.
Kale født
Kong Magnus forlod tidligt om foråret Syderøerne; først tog han til Orknøerne. Dér erfarede han at Erlend Jarl var død i Norge; han var død i Nidaros og begravet dér, og Paul Jarl i Bergen. Det forår bortgiftede Kong Magnus Erlend Jarls datter Gunhild til Kale Sæbjørnssons søn Kol som bod for faderen; i medgift fulgte der hende nogle ejendomme på Orknøerne og en gård i Papuli.
Erlend Jarls søn Erling, siger nogle, faldt i Menaisund; men Snorri Sturluson siger at han faldt i Ulster sammen med Kong Magnus.
Kales søn Kol blev kongens lendermand og tog med kongen øster til Norge, og hjem på Agder med sin kone, hvor han slog sig ned på sine gårde. Kol og Gunhild fik to børn; deres søn hed Kale og datteren Ingrid. Begge var de meget håbefulde unge mennesker, opfostret med megen kærlighed.
Sigurd blev valgt til konge
Da Kong Magnus havde regeret landet i ni år drog han udenlands, vestpå over havet og hærgede i Irland, og opholdt sig om vinteren i Kunnakt; men den følgende sommer faldt han i Ulster på Sankt Bartholomæus’ dag.52)
Men da Sigurd på Orknøerne erfarede sin faders fald drog han straks østover til Norge, og blev dér udråbt til konge sammen med sine brødre Eystein og Olaf. Sigurd53) efterlod Irskekongens datter dér vestpå.
Et eller to år efter Kong Magnus’ fald kom Håkon Paulsson til Norge, og kongerne gav ham titel af jarl og et herredømme som svarede til hans herkomst. Han drog så vesterud og overtog styret på Orknøerne. Han havde altid fulgt Kong Magnus sålænge denne levede. Han var med ham på krigstogt Øster i Gøtland, som det siges i den drape54) der er digtet om Håkon Paulsson.
Magnus fik navn af jarl
Kort tid efter at Håkon Jarl havde fået herredømmet på Orknøerne kom Erlend Jarls søn Magnus ned fra Skotland og krævede at overtage sin fædrenearv. Det huede bønderne godt, for han var meget afholdt. Han havde mange slægtninge og svogre dér som gerne vilde hjælpe ham til magten. Dengang var en mand som hed Sigurd gift med hans moder; deres søn var Håkon Karl. De havde en gård i Papuli.
Da Håkon Jarl erfarede at Magnus Jarl var kommet til Øerne samlede han mandskab til sig og vilde ikke opgive herredømmet. Derpå var der venner som lagde sig imellem og forsøgte at mægle, det førte til at de forligedes om at, hvis de norske konger bestemte det, skulde Håkon give slip på halvdelen af riget.
Magnus drog straks øster til Norge for at opsøge Kong Eystein, da Sigurd på den tid var borte på rejse til Det hellige Land.55) Kong Eystein modtog ham overmåde vel og overlod ham hans fædrenearv, halvdelen af Orknøerne, tillige med titel af jarl.
Magnus Jarl rejste så vestover til sit rige, og dér blev slægt og venner og hele det menige folk glade. Sålænge deres venner havde nogen indflydelse enedes nu han og Håkon som gode slægtninge; der var gode år og fred på Orknøerne sålænge deres venskab varede.
Om Magnus Jarl
Magnus den Hellige, jarl af Orknøerne, var en fremragende mand, stor af vækst, mandig og intelligent af udseende, reel i al sin færd, sejrsæl i slag og en vismand i vid, veltalende og stolt, gavmild og storsindet, rådsnar og mere elsket end nogen anden; i samtale med kloge og gode mænd var han mild og god, men over for ransmænd og vikinger hård og skånselsløs, og lod mange dræbe af dem som plyndrede bønderne og landets folk. Han lod pågribe mordere og tyve og tugtede både mægtige og småfolk for ran og tyveri og alskens ugerninger. Som dommer var han ikke partisk, idet han lagde mere vægt på guddommelig ret56) end på forskel i anseelse. Han var storgavmild mod høvdinger og stormænd, men viste dog altid fattige den største omsorg. I alle ting overholdt han strengt Guds bud, undertrykte sit legeme i mange forhold som i hans prisværdige liv var åbenbare for Gud, men skjult for mennesker. Denne betænksomme omsorg viste han ved at bejle til en ung jomfru af Skotlands fornemste slægt57) og holde bryllup med hende. Ti år levede han sammen med hende uden at krænke den kødelige lyst hos nogen af dem, og var ren og uplettet af alle skørlevnedssynder; når han følte fristelsen hos sig gik han i koldt vand og bad Gud om hjælp. Mange andre ting og herlige dyder viste han Gud, men holdt skjult for menneskene.
Om Magnus og Håkon
De to slægtninge Magnus og Håkon opretholdt en tid lang landets forsvar i god forståelse med hinanden. Det siges i det kvad58) som er digtet om dem at de kæmpede imod en hersker som hed Dufniall, en halvfætter til jarlerne, og at han faldt i kamp mod dem. Torbjørn hed en anset mand som de dræbte i Borgefjord på Hjaltland.
Der er flere begivenheder som kvadet henviser til at de har været sammen om, selv om det ikke her kan berettes i enkeltheder.
Men da de to slægtninge havde styret landet i nogen tid, så skete det som tit og ofte sker: at mange ildesindede mennesker forsøgte at ødelægge det gode familieskab mellem dem. Da samlede Håkon i højere grad lykkeløse mænd omkring sig, fordi han var meget misundelig på sin frænde Magnus’ folkeyndest og fyrstelige fremtræden.
Om Magnus Jarl
Der nævnes to mænd blandt dem der var hos Håkon Jarl som var de værste til at skabe splid mellem de to slægtninge, nemlig Sigurd og Sighvat Sok. Gennem deres bagtalelse befordret af ondskabsfulde folk kom det dertil at de to frænder Håkon og Magnus påny samlede tropper, og jarlerne stævnede mod hinanden med store styrker. Begge styrede mod Rossø hvor orknøboernes tingsted var.
Men da de kom dertil, så fylkede de begge deres tropper og gjorde sig rede til kamp. Hos jarlerne var dér næsten alle stormænd, hvoraf mange var begges venner som satte alt ind på at skabe forlig; mange forsøgte modigt og med god vilje at mægle mellem dem.
Dette møde fandt sted i fastetiden; og eftersom mange mænd af god vilje deltog i forsøget på at hindre strid imellem dem og ikke vilde hjælpe den ene til nogen uret imod den anden, så beseglede de forliget mellem sig med eder og håndslag.
Da der så var gået nogen tid herefter, så foreslog Håkon Jarl, med falskhed og fagre ord, Magnus Jarl den Hellige et møde, for at ikke deres gode familieskab og den solidt genoprettede fred skulde forvendes eller ødelægges. Dette møde til stadfæstelse af fred og forlig mellem dem skulde finde sted samme forår i ugen efter påske på Egilsø. Magnus Jarl, som var fuldkommen oprigtig uden al mistanke, svig eller begær, gik gladelig ind på dette: de skulde hver have to skibe og lige mange mænd. Begge svor på at holde hvad de klogeste mænd dér skulde forelægge dem som forligsgrundlag.
Da så påskehøjtiden sluttede gør de sig begge rede til dette møde. Magnus Jarl samlede om sig alle de mænd han vidste havde den bedste vilje og var bedst egnede til at mægle imellem ham og hans slægtning. Han havde to skibe og det antal mænd som var aftalt. Og da han var rede styrede han imod Egilsø, og medens de roede i vindstille og havblik, da løftede der sig en brodsø ved siden af det skib jarlen styrede, og faldt ind over skibet dér hvor jarlen sad. Jarlens mænd undrede sig meget over denne hændelse: at en brodsø rejste sig i vindstille på et sted hvor ingen vidste af at det var sket før, og hvor der var dybt vand under. Da sagde jarlen: »Det er ikke mærkeligt at I undrer jer over dette; men jeg tror nu det er et varsel om min død; det kan hænde at det nu vil opfyldes som tidligere er spået om Håkon Jar1.59) Vi må nok belave os på, tror jeg, at frænde Håkon ikke vil spille ærligt spil over for os ved dette møde.«
Jarlens mænd blev nedslåede over disse ord: at han forudsagde sin så nært forestående død, og opfordrede ham til at vare sit liv og ikke stole på Håkon Jarl. Magnus Jarl svarer: »Nu rejser vi, og må alt ske efter Guds vilje på vor rejse.«
Håkons angreb på Magnus Jarl
Nu må det fortælles om Håkon Jarl at han samlede en stor styrke om sig, og han har mange krigsskibe, alle udrustet som om de skulde i kamp. Og da styrken samledes, så afslører jarlen over for folkene at han sigtede imod at der på det møde skulde gøres op mellem ham og Magnus Jarl om at kun én af dem skulde råde på Orknøerne. Mange af hans mænd udtrykte tilfredshed over denne plan og kom med mange uhyrlige udtalelser. De værste kom fra Sigurd og Sighvat Sok.
Så lagde mændene sig kraftigt i årerne, og det gik med flyvende fart. Håvard Gunnason var på jarlens skib; han var jarlernes ven og rådgiver, lige tro imod dem begge. Håkon havde holdt sit uråd skjult for Håvard som ganske sikkert ikke vilde gå med på det. Og da han så at jarlen stædigt fastholdt den svigefulde plan, så sprang han over bord fra jarlens skib og svømmede ind til en ubeboet ø.
Magnus Jarl kom først til Egilsø med sit mandskab, og da de så Håkon Jarl komme sejlende bemærkede de at han havde otte krigsskibe. Da mente han det var klart at der pønsedes på svig. Magnus Jarl søgte så op på øen med sit mandskab og hen i kirken til bøn; dér opholdt han sig om natten, men hans mænd tilbød at forsvare ham. Jarlen svarer: »Bringe jeres liv i fare for min skyld vil jeg ikke, og hvis der ikke bliver stiftet fred mellem mig og min frænde, så må det gå som Gud vil.« Hans mænd tænkte at nu opfyldtes det han havde sagt da brodsøen skyllede over dem.
Da han nu forud vidste sin levetid – hvad enten det beroede på hans egen kløgt eller på en guddommelig åbenbaring – så vilde han ikke flygte, ejheller fjerne sig langt fra et møde med sine fjender. Han bad inderligt og lod synge messe for sig.
Magnus Jarls tilbud
Håkon og hans mænd sprang i land om morgenen og løb først til kirken og gennemsøgte den, men fandt ikke jarlen; han var sammen med to mænd gået ad en anden vej på øen til et skjulested. Og da Magnus Jarl den Hellige så at de ledte efter ham, så råber han til dem og siger hvor han var; han bad dem om ikke et lede andre steder. Og da Håkon fik øje på ham, så løb de derhen under høje råb og våbengny. Magnus Jarl var i færd med sin bøn da de kom hen til ham, og da han afsluttede bønnen slog han korsets tegn for sig og talte til Håkon Jarl, fast i ånden: »Du handlede ikke vel, kære frænde, da du sveg dine eder, og det er troligst at du gør dette snarere ud af andres ondskab end din egen. Nu vil jeg byde dig tre muligheder som du kan vælge den ene af, hellere end at du bryder dine eder og lader mig som er uskyldig dræbe.«
Håkons mænd spurgte hvad han vilde tilbyde. »Det første er at jeg skal gå sydpå til Rom eller helt ud til Det hellige Land og besøge hellige steder, og have to skibe med mig herfra udrustet med alt hvad vi behøver, og på den måde søge bod for vores begges sjæle. Og så vil jeg sværge på aldrig mere at komme til Orknøerne.«
Dette blev straks afvist. Da sagde Magnus Jarl: »Da nu mit liv er i Jeres vold, og da jeg i mange ting har gjort mig strafskyldig over for den almægtige Gud, så send mig op i Skotland til vore fælles venner så jeg kan holdes i forvaring dér, sammen med to mand til tidsfordriv. Sørg du så selv for at jeg ikke slipper ud af deres varetægt.« Dette blev straks afvist.
Magnus sagde: »Endnu er så én valgmulighed tilbage som jeg vil foreslå dig, og Gud véd at jeg mere har din sjæl end mit eget liv i tankerne; men det er dog mere ærefuldt for dig end at tage livet af mig. Lad mig lemlæste som det passer dig, eller gøre blind, og sæt mig så i fængsel.«
Da erklærede Håkon Jarl: »Det forslag godtager jeg, og jeg stiller ikke yderligere krav.»
De ledende mænd sprang nu op og sagde til Håkon Jarl: »Nu dræber vi én af jer; fra denne dag skal I ikke være to om at styre land og rige.« Da svarer Håkon Jarl: »Dræb så hellere ham, for før vil jeg styre land og rige end dø så hastigt.» Således beretter Holdbode, en sanddru bonde fra Syderøerne, om deres ordskifte. Han var sammen med Magnus da de pågreb ham, som den ene af hans to mænd.
Magnus Jarl halshugges
Fornøjet som var han budt til gilde var den ærværdige Magnus Jarl. Han udtalte sig hverken med afsky eller vrede. Og efter denne samtale knælede han i bøn og lagde hovedet i hænderne og udgød mange tårer for Guds åsyn. Da det nu var besluttet at Magnus Jarl den Hellige skulde dø, så befalede Håkon sin bannerfører Ofeig at dræbe jarlen; men han afslog det meget vredt. Så beordrede han sin kok, Livolf, til at give Magnus dødsstødet: men han tog til at græde i vilden sky. »Du skal ikke græde over det her,« sagde jarlen, »for det giver berømmelse at udføre sådan noget. Vær du kun trøstig, for du vil få mine klæder som skik er, og efter de gamles lov, og du skal ikke frygte da du jo gør det mod din vilje; den som beordrer dig til det forbryder sig mere end du. Og da jarlen havde udtalt dette trak han sin kjortel af og gav Livolf den. Derefter bad han om lov til at bede, og det blev tilstået ham. Han knælede ned og overgav sig til Gud, idet han bragte ham sig selv som offer. Ikke alene bad han for sig selv og sine venner, men tillige også for sine fjender og drabsmænd, og tilgav dem af fuldt hjerte hvad de forbrød sig imod ham, han bekendte sine misgerninger til Gud og befalede sin ånd i Guds hånd og bad Guds engle komme hans sjæl i møde og føre den til paradisets hvile.
Nogle siger at han modtog nadverens sakramente medens messen blev sunget for ham. Da denne Guds ven blev ført til retterstedet udtalte han til Livolf: »Stil dig foran mig og hug mig et stort sår i hovedet, for det sømmer sig ikke at halshugge herskere ligesom tyveknægte. Fat mod, du arme, for jeg har bedt for dig til Gud at han vil vise dig miskundhed.« Derefter tegnede han korstegn for sig og bøjede sig under hugget, og hans ånd fór til himmels.
Magnus Jarls hellighed åbenbares
Stedet dér var tidligere mosgroet og stenet, men kort tid efter åbenbaredes Magnus Jarls gudvelbehagelighed så der blev en grøn slette dér hvor han blev dræbt, og Gud viste at han var dræbt for sin retfærdigheds skyld, og at han var nået frem til paradisets fagerhed og grønhed som kaldes De levendes Land.
Håkon Jarl tillod ikke at jarlen blev bragt til kirken. Magnus Jarls dødsdag er to dage efter Tiburtiusmessedagen.60) Han havde da været jarl over Orknøerne i syv år tillige med Hakon. Fra Kong Olafs fald var der da gået fireoghalvfjerds år; på den tid var Sigurd og Eystein og Olaf konger over Norge; det var år 1091 efter Kristi fødsel.61)
Jarlens legeme føres til kirke
Efter mødet havde Magnus Jarls moder Tora indbudt begge jarler til gilde, og nu kom Håkon Jarl til gildet efter drabet på Magnus Jarl den Hellige. Tora gik selv til hånde og bragte drikke til jarlen og hans mænd som havde deltaget i drabet på hendes søn. Og da drikken begyndte at virke på jarlen, så gik Tora frem for ham og tog til orde: »Nu er du kommet hertil alene, Herre; men jeg ventede jer begge to. Nu skal du gøre mig en glæde i Guds og menneskers øjne: vær mig nu i søns sted, og jeg vil være dig i moders sted. Jeg har nu meget brug for din nåde, og at du tillader mig at min søn bliver bragt til kirken. Læg nu øre til min bøn på samme måde som du ønsker Gud skal gøre over for dig på Dommedag.«
Jarlen bliver tavs og overvejer sagen, og da hun bad med ydmyg gråd om at få lov til at føre sin søn til kirken gik han i sig selv ved tanken på sin ugerning. Han så på hende og kneb en tåre, og sagde til hende: »Begrav din søn hvor du ønsker det.«
Derefter blev Magnus Jarl ført til Rossø og begravet i den Kristkirke som Torfinn Jarl lod opføre. Straks derefter sås der ofte et himmelsk lys skinne over hans gravsted. Så begyndte folk at påkalde ham ofte hvis de var stedt i fare, og fra det øjeblik de bad faldt deres problemer i lave. Til stadighed fornemmedes der også en himmelsk duft ved hans grav, og syge mennesker blev raske derved. Så begyndte syge mennesker både på Orknøerne og Hjaltland at rejse hen for at våge ved Magnus Jarl den Helliges grav, og blev helbredt for deres onder; folk turde dog ikke tale højt om dette sålænge Håkon Jarl levede. Det fortælles også at de folk som havde mest del i forræderiet mod Magnus Jarl den Hellige, af dem døde de fleste en ond og ussel død.
På denne tid var Villiam biskop på Orknøerne; han var den første biskop dér. Dengang var bispestolen ved Kristkirken i Byrgisherred. Villiam var biskop i seksogtres år.62) Han var længe i tvivl om Magnus Jarls hellighed.
Efter drabet på Magnus Jarl underlagde Håkon sig hele det orknøske rige; derpå lod han alle dem som før havde tjent Magnus Jarl, aflægge ed til ham. Nu blev han en magtfuld mand, og lagde store byrder på dem af Magnus Jarls venner han mente mest havde modarbejdet ham under deres mellemværende.
Nogle år senere begav Håkon sig ud på sin udenlandsrejse, og tog sydpå til Rom. På den rejse drog han helt ud til Jerusalem og besøgte hellige steder dér, og badede i floden Jordan som det er pilgrimmes skik.
Derefter vendte han tilbage til sine ejendomme og genoptog sit herredømme på Orknøerne. Han blev en retfærdig hersker som håndhævede freden godt i sit rige. Han indførte dengang nye love på Orknøerne som huede bønderne meget bedre end dem der før var. Ved sådanne ting begyndte hans popularitet at vokse; det endte med at orknøboerne kun vilde have Håkon og hans efterkommere til herskere.
Slægtsregister
På denne tid, medens Håkon Jarl havde herredømmet på Orknøerne, boede der en mand i Dale på Katnæs som hed Moddan, en anselig mand og styrtende rig. Hans døtre var Helga, Frakok og Torleif. Helga Moddansdatter var Håkon Jarls frille; deres søn var Harald som blev kaldt Glat-Tunge, og deres datter Ingeborg som Syderø-kongen Olaf Bitling var gift med; og Margrete var også deres datter.
Frakok Moddansdatter var gift med en mand som hed Ljot Nidding i Syderland, og deres datter var Steinvør den Tykke som Torljot i Rekavig var gift med. Deres søn var Ballade-Ølver, desuden Magnus, Orm, Moddan og Einride, og datteren Ødhild. En anden datter af Frakok var Gudrun som Torsten Hold63) med tilnavnet Fløjte-Mund64) var gift med; deres søn var Torbjørn Klerk.
Håkon Jarl havde også en anden søn som hed Paul og kaldtes den Tavse; han var tilbageholdende, men alligevel afholdt. Efter at brødrene blev voksne var der altid kold luft mellem dem.
Håkon Jarl Paulsson døde af sygdom dér på Øerne. Folk anså det for stor skade, for i hans senere år var der god fred, medens bønderne var meget betænkelige med hensyn til hvordan brødrene Paul og Harald vilde kunne enes.
Drabet på Torkel Fosterfader
Efter Håkon Jarls død overtog hans sønner styret, og de blev hurtigt uenige og delte riget mellem sig i to halvdele. Der opstod straks uoverensstemmelser mellem stormændene, og storbønderne delte sig for det meste i to partier.
Harald Jarl havde Katnæs som len af den skotske konge og opholdt sig dér i lange perioder, men somme tider også oppe i Skotland da han havde mange slægtninge og venner dér.
Engang Harald Jarl opholdt sig i Syderland kom der en mand til ham som hed Sigurd og sagde at han var søn af præsten Albrekt; han blev kaldt Slembe-Degn. Han kom dengang oppe fra Skotland hvor han havde opholdt sig hos den skotske Kong David, som havde vist ham megen ære. Harald Jarl gav ham en yderst venlig modtagelse. Sigurd rejste ud til Orknøerne sammen med Harald Jarl, det samme gjorde Frakok Moddansdatter da hendes ægtemand Ljot Nidding på det tidspunkt var død; hun og søsteren Helga havde dengang et stort ord at sige hos Harald Jarl angående landets styre. Sigurd Slembe omgikkes meget fortroligt med dem alle tre. Han levede på den tid sammen med Torleif Moddansdatters datter Ødhild, og de havde datteren Ingegerd som Håkon Klo siden fik til hustru. Ødhild havde været gift med Erik Strid; deres søn var Erik Stagstrammer.
Da Sigurd og Frakok kom ud til øerne skete der straks en stærk partideling, idet jarlerne hver for sig samlede flest muligt tilhængere om sig. De som stod Paul Jarl nærmest var Sigurd på Vestnæs hvis kone var Ingeborg den Ædle, en slægtning til jarlerne, og Torkel Sumarlideson som altid var hos Paul Jarl og som kaldtes Fosterfader. Han var nært beslægtet med Magnus Jarl den Hellige og meget afholdt. Harald Jarls venner skønnede at Torkel nok var den der sidst vilde hindre tvedragt mellem brødrene, på grund af den fortræd han havde lidt af deres fader, Håkon Jarl. Det førte til at Harald Jarl og Sigurd Slembe angreb Torkel Fosterfader og dræbte ham.
Men da Paul Jarl fik det at vide tog han det meget ilde op, og stævnede straks tropper sammen. Det blev omgående rapporteret til Harald Jarl, og også han samlede mandskab. Men da begges venner blev klar over dette tog de affære og søgte at mægle; alle støttede også at de skulde forliges. Paul Jarl var så vred at han ikke vilde tage imod forlig medmindre alle som havde deltaget i drabet blev fjernet. Men eftersom bønderne så en stor trusel i en strid mellem dem, så gik alle ind for et forlig. Det endte med at Sigurd blev bortvist fra Øerne tillige med de andre mænd som Paul Jarl anså for mest delagtige i udåden.
Harald Jarl udredede bøderne efter drabet på Torkel. I forliget blev det også erklæret at familieforholdet skulde bedres mellem brødrene Paul og Harald, de skulde således være sammen i julen og ved alle de største højtider.
Sigurd Slembe drog bort fra Orknøerne op i Skotland, hvor han en tid opholdt sig hos den skotske konge Malkolm som gjorde meget ud af ham; han blev dér anset for ganske enestående i alle mandlige idrætter. Han blev en tid lang i Skotland inden han rejte ud til Det hellige Land.
Harald Jarl dræbes af trolddom
I brødrene Harald Jarls og Pauls tid hændte det at de skulde holde julegilde i Ørfjære på en gård Harald Jarl havde, og han skulde tage sig af alle forsyninger på begges vegne. Han opholdt sig der under store forberedelser og travlhed. De to søstre: Frakok og jarlens moder Helga sad en dag i lillestuen og syede. Da kom Harald Jarl ind i stuen; de to søstre sad på tværbænken, og et nylig sømmet linned stykke lå imellem dem, hvidt som fygesne. Jarlen tog klædningsstykket op og så at det var guldsømmet både her og der. Han spurgte: »Hvis er dette klenodie? Frakok svarede: »Det er tiltænkt din broder Paul.« Jarlen siger. »Hvorfor gør I jer så stor umage med hans skjorte? Mig gør I jer ikke lige så megen umage med at sy tøj til.« Jarlen var nylig stået op og var i skjorte og underbukser og havde kastet en kappe over skuldrene. Han smed kappen af sig og bredte det linned stykke ud. Hans moder greb efter det og bad ham om ikke at være misundelig på at hans broder havde godt tøj. Jarlen rykkede det fra hende og lagde an til at tage det på. Da rev de deres hovedklæde af og rev sig i håret og råbte at det gjaldt hans liv om han tog klædningsstykket på; begge græd højt. Ikke desto mindre tog jarlen det på og lod det falde ned om sig. Og i samme øjeblik klædningsstykket bølgede ned omkring ham gik der en skælven over kroppen på ham, og straks efter fik han svære smerter så han måtte gå til sengs. Dér lå han kun en kort stund inden han døde. Hans venner tog sig det meget nær.
Men straks efter Harald Jarls død overtog hans broder Paul Jarl styret over hele landet med samtykke af alle bønder pa Orknøerne. Paul Jarl skønnede at Frakok og hendes søster havde tiltænkt ham det klenodie som Harald Jarl havde iført sig, og af den grund vilde han ikke have dem boende på Øerne. De drog da derfra sammen med hele deres husholdning, først til Katnæs og derfra op til Syderland til de gårde Frakok ejede dér.
Dér hos hende opfostredes Erlend, Harald Glat-Tunges søn, sålænge han var småbarn. Dér opfostredes også Ballade-Ølver, søn af Torljot fra Rekavig og Frakoks datter Steinvør. Ølver var en meget stor mand, og stærk, en rigtig ballademager og slagsbroder. Og dér opfostredes Torbjørn Klerk, søn af Torsten Hold og Frakoks datter Gudrun, tillige med Margrete, Håkon Jarls og Helga Moddansdatters datter, og Erik Stagstrammer. Alle disse var højbårne og selvbevidste og mente alle at have krav på det herredømme på Orknøerne som deres slægtning Harald Jarl havde haft. Frakok havde to brødre, Angus den Gavmilde og Ottar Jarl i Torså; han var en velagtet mand.
Om Paul Jarl
Så styrede Paul Jarl Orknøerne og var meget afholdt. Han var en mand af få ord, og ikke fremtalende på tingstævner; han lod i udstrakt grad andre tage del i regeringen sammen med sig. Han var sagtmodig og imødekommende over for alle undersåtter, gavmild og sparede ikke på noget til sine venner; han var ukrigerisk og levede for det meste roligt.
Dengang var der mange ansete mænd som stammede fra jarleslægter. På Vestnæs på Rolfsø boede der dengang en fornem mand ved navn Sigurd; han havde hustruen Ingeborg den Ædle, og hendes moder hed Herbjørg og var datter af Paul Jarl Torfinnsson. Deres sønner var Brynjolf og Håkon Pig.
De var alle stormænd65) under Paul Jarl. Også Håvard Gunnasons sønner Magnus og Håkon Klo, Torsten og Dufniall var Paul Jarls støtter. Deres moder var Bergljot, og hendes moder var Paul Jarls datter Ragnhild. Der var en mand som hed Erling, han boede på Tandskaranæs på Rossø; han havde fire sønner, alle vel oplærte. Olaf Rolfsson hed en mand, han boede på Gåreksø, men havde også en gård i Dungalsby på Katnæs. Olaf var en yderst fremragende mand og nød stor respekt hos Paul Jarl. Hans kone hed Aslev; hun var klog og højbåren og meget selvfølende. Valtjof hed den ene af deres sønner, en anden Sven og en tredje Gunni; de var alle veloplærte. Deres søster hed Ingegerd. Jarlens svigerfader Sigurd blev gift med Magnus den Helliges moder Tora; deres søn var Håkon Karl. Faderen og han var virkelige storfolk. På Rinansø boede en kvinde som hed Ragna, en anset frue. Hendes søn hed Torsten, et rigtigt mandfolk. Kuge hed en bonde på Vesterø, på Hrapsnæs, en klog og rig mand. Helge hed en retskaffen og mægtig mand som også boede på Vesterø, på det torp som lå der dengang. Flå-Torkel var der en bonde på Vesterø som hed, han var en udmærket mand, men stridbar. Hans sønner hed Torsten og Havlide; de var ikke afholdte. På Svinø i Pentlandsfjorden boede der en fattig bonde, hans sønner var Asbjørn og Margad, et par rigtige mandfolk. På Fagerø boede en mand der hed Dagfinn. Torsten hed en mand som boede på Flyndernæs på Rossø; hans sønner var Torkel Skævøje og Blån; de var alle ufordragelige folk. Erlend Jarls datter Jadvor boede på Knarrestad66) tillige med sin søn Borgar; de var ret ilde lidt. Jon Vinge boede på Opland på Højø. Hans broder Rikard boede på Brinken på Strynsø. De var fortræffelige folk, i slægt med Olaf Rolfsson. Grimkel hed en mand som boede på Glatnæs. Alle disse personer kommer senere med i sagaen.
Dengang var Villiam biskop på Orknøerne, og bispesædet var ved Kristkirken i Byrgisherred. Der skete dengang store undere ved Magnus Jarls hellighed medens folk vågede ved hans grav; men det blev kun lidt omtalt på grund af Paul Jarls magt. Biskop Villiam tog også i høj grad biddet af det folk fortalte om Magnus Jarls mirakler ved at erklære det for det rene kætteri at bringe sådan noget i omløb.
Vi vil nu først lade sagaen hvile en stund og hellere berette noget om de ophøjede undere Gud har ladet ske ved Magnus Jarl den Helliges fortjeneste.
Magnus Jarls mirakler
Bergfinn Skatason hed en bonde på Hjaltland som var blind. Han befordrede to vanføre ned til Orknøerne, den ene hed Sigurd og den anden Torbjørn. Alle tre vågede ved Magnus Jarls grav. Den hellige Magnus Jarl åbenbarede sig for dem alle og helbredte dem ved Guds hjælp: Bergfinn blev så klart seende at han kunde skelne sine hænder, og de to andre kunde begge rette sig op. Men noget senere, før Magnus Jarls dødsdag, var der fireogtyve syge mennesker som vågede ved graven, og de blev alle helbredte. Da var der mange som bragte på bane over for biskoppen at han skulde få nogen til at tale med Paul Jarl om at han skulde give tilladelse til at folk søgte til graven, og til at Magnus Jarls hellige relikvier blev overført. Når det blev bragt på bane viste biskoppen sig modvillig.
Det skete en sommer at biskop Villiam rejste øster til Norge; og da han skulde tilbage blev han først sent rejseklar og ankom til Hjaltland om efteråret kort før vinter. Da rejste der sig modvind og kraftige storme; men biskoppen var misfornøjet med at måtte blive der, og længtes efter at komme hjem. Så kom der snebyger, og det blev vinter. Da henvendte skipperen sig til biskoppen: om han vilde aflægge det løfte, for at få god bør, at han ikke vilde protestere imod at Magnus Jarls hellige relikvier blev overført. Det gik biskoppen ind på, hvis vejret bedredes så han kunde synge messen hjemme i sit bispesæde den næstfølgende søndag. Og så snart løftet var aflagt satte der en gunstig vejrforandring ind, og de fik bør til Orknøerne så hurtigt at biskoppen sang messen hjemme søndagen efter. Men selv om noget sådant vederfaredes ham vilde han alligevel ikke tro på Magnus Jarls hellighed. Også Paul Jarl så unådigt til alle der bragte sådan noget på tale.
En dag hændte der ved Kristkirken i Byrgisherred det at biskoppen gik til kirken og forrettede sin bøn; han var alene i kirken. Men da han rejste sig og vilde gå derfra, da blev han blind og kunde ikke finde døren. Han gik længe omkring og prøvede om han kunde komme ud. Da overfaldt der ham stor rædsel; og derunder gik han hen til Magnus Jarls grav og bad grædende foran den idet han lovede at han skulde overføre Magnus Jarls hellige relikvier, hvad enten det nu passede Paul Jarl godt eller skidt.
Derefter fik han sit syn igen dér på graven. Så kaldte biskoppen alle de fornemste mænd på Orknøerne til sig og kundgjorde for dem at nu vilde han åbne Magnus Jarls grav.
Da der så blev gravet var kisten næsten kommet op af jorden. Biskoppen lod så knoglerne afvaske, og de så prægtige ud. Han lod så tage en fingerknogle, og prøver den tre gange i indviet ild, og den brændte ikke, men blev snarest som guld at se til. Nogle siger at den da havde taget form af et kors.
Der skete nu mange mirakler ved Magnus Jarls relikvier. Legemet blev så lagt i skrin og anbragt over alteret; det skete på Sankt Luciadagen. Da havde han ligget i jorden i énogtyve år. Det blev så lovfæstet at begge dage: translationsdagen og dødsdagen skulde helligholdes. Magnus Jarls hellige relikvier blev opbevaret dér i nogen tid.
Det hændte at en mand på Vesterø som hed Gunni, en gæv bonde, drømte at Magnus den Hellige kom til ham og talte til ham: »Det skal du sige til biskop Villiam: at jeg vil flytte bort fra Byrgisherred og øster til Kirkevåg, og det tror jeg: at den almægtige Gud ud af sin miskundhed vil tilstå mig at de mennesker som med den rette tro søger dertil som syge, de vil blive helbredt for deres plager. Denne drøm skal du frimodigt fortælle om.«
Men da Gunni vågnede faldt det ham ind at han ikke skulde omtale drømmen, fordi han frygtede at han vilde falde i unåde hos Paul Jarl. Men den følgende nat viste Magnus Jarl sig for ham under søvnen; da var han meget vredladen. »Du skal tage til Byrgisherred og fortælle din drøm medens så mange som muligt er til stede; men hvis du ikke rejser, så bringer du denne verdens straf, men endnu mere den anden verdens straf over dig.« Da vågnede Gunni og var skrækslagen; han tog straks af sted og kom til Byrgisherred og fortalte sin drøm for hele menigheden ved messen. Til stede var også Paul Jarl og mange andre mægtige mænd. Da foreslog mange at biskoppen burde bevæges til at føre relikvierne øster til Kirkevåg som jarlen havde angivet det. Paul Jarl stod hos og tav, som om han havde vand i munden, og blev blodskudt i ansigtet.
Efter dette rejste biskop Villiam øster til Kirkevåg med et fornemt følge, og overførte Magnus Jarls relikvier dertil, og anbragte skrinet over højaltret i kirken dér. På den tid var der kun få huse i købstaden i Kirkevåg. Der skete nu straks mange undere.
Kort tid efter rejste Bergfinn Skatason oppe fra Hjaltland for anden gang for at våge ved Magnus Jarls hellige relikvier; med sig havde han sin spedalske søn som hed Halfdan. Magnus Jarl åbenbarede sig for dem begge og strøg med hænderne rundt omkring på dem. Da blev Halfdan fuldstændig rask, og Bergfinn fik sit syn så han blev en skarpsynet mand.
Åmunde hed en mand oppe fra Hjaltland; han var spedalsk over hele kroppen. Han rejste til Kirkevåg og vågede ved Magnus Jarl den Helliges skrin og bad om frelse og sundhed. Og den hellige Guds tjener Magnus Jarl viste sig for ham under søvnen og strøg med hænderne over hele hans legeme, og da han vågnede var han helt rask og mærkede ikke til gener nogen steder, og alle priste Gud og den hellige Magnus Jarl.
Torkel hed en mand der boede på Orknøerne; han faldt fra toppen af sin bygstak ned på jorden og blev fuldstændig lam i den ene side. Han blev bragt til den hellige Magnus Jarls skrin, og fik dér sin førlighed igen.
Sigurd hed en mand oppe fra Færøerne; hans hånd var krummet så alle fingrene lå inde i håndfladen; han rejste til Kirkevåg og blev helbredt dér.
Torbjørn hed en mand, og hans fader hed Gyrd; han var fra Hjaltland og var sindssyg – han blev bragt til Magnus Jarl og blev straks rask.
Tord hed en mand, med øgenavnet Dragetud; han var daglejer hos Bergfinn på Hjaltland; han tærskede korn i bygladen dagen for Magnus- og Luciamesse. Og ved solnedgang gik Bergfinn bonde derud i huset og bad ham høre op med arbejdet. Tord siger: "Det er ikke så tit du synes jeg arbejder for længe.« Bergfinn sagde: »Det er Magnusmesse i morgen, og den bør vi fejre med al den stads som det er os muligt.« Så gik Bergfinn igen; men Tord arbejdede nu allerihærdigst. Da der var gået en kort stund, så gik Bergfinn ud for anden gang og talte meget vredt til Tord: »Jeg synes det er ondskabsfuldt at du sådan arbejder på en helligdag; hold nu straks op!«
Så gik Bergfinn derfra i vrede, men Tord arbejdede som før. Men da folkene var kommet til bords og var mætte, og de begyndte at drikke, kom Tord ind i sine tarvelige klæder og begyndte straks at drikke. Og straks han havde drukket et krus fuldt, så blev han ude af sig selv så folk blev nødt til at holde ham og binde ham, og det varede tre nætter og tre dage. Da aflagde Bergfinn det løfte på hans vegne: at give en halv mark sølv til Magnus Jarls helgenskrin og lade Tord våge dér tre nætter, hvis han blev rask. Men Tord blev rask straks den samme nat hvor løftet var aflagt aftenen før.
To mænd stjal guld fra Magnus Jarls skrin, den ene var fra Orknøerne, den anden fra Katnæs; ham fra Katnæs omkom på Pentlandsfjorden; han hed Gille. Ham fra Orknøerne blev vanvittig og fortalte under sine anfald hvad de havde gjort; da blev der aflagt løfte på hans vegne om pilgrimsfærd hvis han blev rask ved Magnus Jarls skrin. Han blev bragt dertil og blev straks rask.
Der var en hjaltlandsk mand som hed Øgmund; en tværbjælke faldt ned i hovedet på ham, og hovedskallen blev slemt kvæstet; men Bergfinn aflagde løfte for ham: han kastede lod om hvorvidt han skulde aflægge løfte om pilgrimsfærd eller frigive en mand af trældom, eller skænke penge til Magnus Jarls skrin. Han blev helbredt dér, og Bergfinn, hans morbroder, gav en halv mark som han havde aflagt løfte om.
Sigrid Sigurdsdatter hed en kvinde oppe fra Hjaltland som var blind fra barnsben af og til hun var tyve; da fulgte hendes fader hende til Magnus Jarl og lod hende våge dér, og skænkede mange penge til Magnus’ skrin, og dér fik hun sit syn.
Sigrid hed også en anden kvinde fra Hjaltland hvis ben brækkede på to steder; man fulgte hende til Magnus, og dér fik hun sin førlighed igen.
Sigrid hed også en tredje kvinde oppe fra Hjaltland, fra Ørmst; hun var hos Torlak som boede på Hallestad. Hun sad og syede da andre hørte op med arbejdet forud for Magnus Jarlsmessedagen, og Torlak spurgte hvorfor hun arbejdede så længe. Hun sagde så at hun vilde holde op. Han gik derfra, men hun syede som før. Da gik Torlak for anden gang hen og spurgte hvorfor hun handlede så ilde, – »og kom så af sted,« siger han, »og lad være med at arbejde i mit hus.« Hun sagde at nu manglede der kun lidt at sy, og blev siddende på sin plads og arbejdede som før, indtil det var mørkt. Men da der blev tændt ild og folk gjorde sig klar til at spise og drikke, så blev hun ude af sig selv, og blev lagt i bånd. og hun var vanvittig indtil Torlak aflagde løfte på hendes vegne. Han slog lod om han skulde love pilgrimsfærd eller frigivelse af en træl eller skænke penge til Magnus Jarl den Helliges skrin. og loddet faldt på at give penge til Magnus Jarls skrin. Torlak førte hende dertil, og dér blev hun rask og gik siden på pilgrimsrejse.
I England var der to mænd som satte mange penge på spil i terningkast; den ene havde tabt mange penge. Da satte han en kogge tillige med alt hvad han ellers ejede, imod alt det han forud havde tabt. Men den anden slog først to seksere. Da mente den anden at det så sort ud for ham, og påkaldte Magnus Jarl den Hellige om at han ikke måtte tabe hele sin ejendom, og slog så. Og den ene terning gik i stykker, og der kom to seksere og en ener op, så han vandt hele indsatsen; han skænkede siden mange penge til Magnus Jarl.
Groa hed en kvinde på Rossø, hun var vanvittig og blev bragt til Magnus Jarl den Hellige og blev helbredt dér, og opholdt der siden hele sit liv, og priste Gud.
Der var en mand som hed Sigurd Tandsson; han boede oppe på Hjaltland. Han blev besat af Djævelen, og blev syet ind i et skind og derefter ført ned til Kirkevåg til Magnus Jarl den Hellige. Dér blev han helbredt, og alle som var til stede priste Gud og hans elskede ven, Magnus Jarl den Hellige.
Hermed sluttes fortællingen om de ophøjede undere som Gud skænker for Magnus Øjarl den Helliges skyld. Nu skal også denne fortælling afsluttes med den bøn: at den som skrev denne saga, den som fortalte den og tillige enhver som lyttede må få forbøn og bønners bistand af den hellige Guds ridder Magnus Jarl, sig til syndsforladelse og evig fryd, og af vor alrådende herre Jesus Kristus frelse og miskundhed, fred og fryd både nu og fremdeles, han som var og er og skal være den ene og sande og evige Gud som skænker og vil og magter alt godt i evighedernes evigheder. AMEN.
Kale Kolssons opvækst
Kol sad på sine gårde på Agder, som før skrevet, og var en meget klog mand; han tog ikke til Orknøerne. Hans søn Kale voksede op dér til en meget lovende ung mand, middelstor af vækst, velskabt og med stærke lemmer og lysblondt hår; blandt folk var han meget afholdt, og dygtigere end de fleste mænd. Han digtede denne strofe:
34. Ni kunster kan jeg:
jeg klarer tavlebordspillet,
fejlfrit mestrer jeg runer,
har fod på bog og håndværk;
på skier skrider jeg gerne
og skyder og ror så det duer,
både håndterer jeg harpen
og behersker kunsten at digte.
Kale var altid sammen med sin slægtning Sølmund, en søn af Sigurd Sneis; han var kongens foged i Tønsberg og ejede en gård på Øst-Agder. Han var en stormand og holdt stort mandskab. De to slægtninge var tæt på at være lige gamle.
Om Kale
Kale var femten år gammel da han rejste med købmænd vestover til England medbringende gode handelsvarer. De sejlede til en by som hedder Grimsby. Dertil kom der mange folk både fra Orknøerne, fra Skotland og ligeledes fra Syderøerne. Dér mødte Kale en mand som kaldte sig Gillekrist; han spurgte da om mangt og meget i Norge. Han talte mest med Kale, og de blev meget gode venner.
Han fortalte i fortrolighed Kale at han hed Harald og at Kong Magnus Barfod var hans fader; men hans mødrene slægt var pa Syderøerne og til dels i Irland. Han spurgte Kale hvordan han mon vilde blive modtaget hvis han kom til Norge. Kale siger at. han anså det for sandsynligt at Kong Sigurd vilde tage vel imod ham medmindre andre ødelagde det for ham.
Gillekrist og Kale udvekslede gaver da de skiltes; de lovede hverandre fuldt venskab hvor de end måtte mødes. Og der var ikke andre som Gillekrist røbede sin hemmelighed for.
Om Kale
Derefter drog Kale vesterfra med det samme skib, og de kom ind ved Agder og styrede derfra nordpå til Bergen. Da kvad Kale denne strofe:
35. I det lede ler har vi vadet
lange fem uger;
der manglede ikke mudder
da vi var midt i Grimsby.
Nu la’r vi på mågens moser67)
mægtig glade vor skude
bryde de bratte bølger
og bruse af sted til Bergen.
Da de så kom til byen var der samlet en mængde folk både nord fra landet og sydfra, og mange fra andre lande som havde bragt masser af gode varer dertil.
Kale og de andre søfolk gik på beværtninger for at more sig. Kale optrådte som en rigtig spradebasse med iøjnefaldende klæder, nyligt ankommet fra England som han var. Han havde store tanker om sig selv, andre også fordi han var af god slægt og selv vel uddannet. Men i den beværtning hvor han sad og drak befandt der sig i forvejen en anselig ung mand ved navn Jon; han var søn af Peter Serkson fra Sogn og på det tidspunkt selv lendermand. Hans moder hed Helga og var datter af Hårek fra Sætrene. Jon var en stor stadskarl. Unn hed den gæve frue som ejede den gård hvor de sad og drak.
Der opstod nu et varmt venskab mellem Jon og Kale, og de skiltes med varme følelser. Jon rejste så sydpå68) til Sogn til sine gårde og Kale østpå til Agder til sin fader. Kale opholdt sig også længe hos sin slægtning Sølmund.
Kales tur ind i Dollsgrotten
Det hændte en sommer da Kale var rejst nordpå til Trondhjem, at han lå vejrfast under en ø som hedder Dolls.69) På øen var der en stor grotte som kaldes Dollsgrotte; i grotten mente man der lå en stor skat. Købmændene tillige med Kale begav sig derhen og gik ind i grotten, men kom kun frem med stort besvær. De kom til et sted hvor der stod en sø tværs over grotten, og ingen dristede sig til at passere søen undtagen Kale og en anden mand som hed Håvard, en af Sølmunds huskarle. De svømmede over søen med et reb imellem sig: Kale svømmede forrest; han havde et brændende stykke træ i hånden og et fyrtøj på nakken. De svømmede over søen og kom i land; der var fyldt med sten og stank ræddeligt. Det var med nød og næppe de fik tændt lyset. Da sagde Kale at de ikke skulde gå længere, og foreslog at de byggede en varde dér til erindring. Da kvad Kale en strofe:
36. Her har jeg sat en høj varde
for den hårdkogte dødning
i Dolls dunkle grotte;
dér søgte jeg guldringe.
Jeg véd ikke hvilke vikinger
vejen siden skal fare
ad den lange og stygge sti
over søen den brede.
Derefter vendte de om og kom velbeholdne tilbage til deres folk, og begav sig så ud af grotten; der er ikke berettet om at der skete andet på deres færd. De kom tilbage til Bergen, og Kale gik til den samme beværtning, til Fru Unn. Dér befandt sig også allerede Jon Petersson og en af hans karle der hed Brynjolf; der var også mange andre af hans mænd, skønt ikke navngivne.
En aften da både Jon Petersson og Kale var gået til ro, men mange endnu sad og drak, da blev der sagt mangt og meget medens folk var meget berusede, og man kom også til at drøfte mandjævning og om hvem der på den tid var de betydeligste blandt lendermænd i Norge. Brynjolf påstod at Jon Petersson var den bedste både i henseende til dannelse og byrd af de yngre mænd sønden for Stad; men Håvard, Kales makker, henviste til Sølmund og hævdede at han ikke stod tilbage for Jon i dannelse; han erklærede også at folk i Viken satte ham langt højere end Jon Petersson. Det opstod der stort kiv om, og da øllet talte med, så blev der ikke passet bedre på end som så: at Håvard sprang op og fik fat i en træklods og uden videre drev den i hovedet på Brynjolf så han straks faldt i svime, og folk ilede til.
Men Håvard blev listet derfra og hen til Kale, og Kale sendte ham sydpå til Alver70) til en præst ved navn Rikard, – »og overbring ham den besked fra mig,» siger han, »at han skal sørge for dig indtil jeg rejser østover hjem.» Kale gav ham en mand som rejsefælle og en båd, og de ror sydover til de kommer ind i Grønningsund. Da sagde Håvard til sin rejsefælle: »Nu er vi ude af hunds hørevidde, lad os hvile os her og lægge os til at sove.»
Nu vender vi os til Brynjolf, som vågnede af besvimelsen og blev ledsaget hen til Jon; ham fortæller han om denne tildragelse og desuden at manden var blevet skaffet bort derfra. Jon gættede hvordan det hang sammen med hans færd, og fik fat i en båd med årer; der gik ti mand om bord i den, og det var Brynjolf som havde ledelsen af mændene. Så ror de sydover og kommer til Grønningsund; da var det blevet lys dag. Da så de at der lå en båd ud for dem på strandkanten, – »og det kan være,» siger Brynjolf, »at disse her kan fortælle os noget om Håvard.« De gik i land og kom hen til dem; da var Håvard og hans følgesvend netop vågnet. Brynjolf gik straks til væbnet angreb på Håvard, og i det sammenstød blev begge de to fæller dræbt.
Efter denne tildragelse drog så Brynjolf og de andre tilbage til Bergen og fortæller det til Jon, og derefter vidste hele byen det. Kale gav udtryk for at han tog disse drab meget ilde op. Og da nogle trådte til for at mægle mellem Jon og Kale, siger Jon at han vil at Kale alene skal dømme i det forhold hvori han mener sig krænket. Derudover påhvilede sagen kongen og dens hovedparter. Kale gik ind på dette tilbud; men en genoprettelse af venskabet mellem ham og Jon blev det dog ikke til.
Så rejste Kale østover hjem straks efter dette. Og da fader og søn mødtes og Kale får fortalt om disse begivenheder og om sagens afslutning, så siger Kol: »Jeg troede det vilde se underligt ud i dine øjne om du gik ind på noget forlig før din slægtning Sølmund var til stede; nu forekommer det mig at du er ilde stillet og ikke kan gøre meget andet end at søge forlig. Men sådan vilde Sølmund ikke handle hvis det var din huskarl og hans skibsfælle der var dræbt.» Kale siger: »Det kan være sandt nok sagt, Far, at jeg var for hastig da jeg så på sagen, og du var for langt væk til at råde mig. Det vil tit nok vise sig at jeg ikke er lige så skarpsindig som du. Men jeg tænkte at Sølmund ikke vilde være nærmere en æresoprejsning selv om jeg afviste det der blev mig tilbudt; og jeg kalder det ikke nogen skam for dig og Sølmund at tage imod eneafgørelsen fra Jon hvad jeres andel i sagen angår, hvis han tilbyder jer det. Dog tvivler jeg på om det er nødvendigt at gå så vidt. Men jeg vil påstå at jeg ikke er forpligtet over for Brynjolf sålænge jeg ikke har afgivet nogen endelig erklæring og ikke har taget imod penge.» Far og søn taltes længe ved, og hver af dem skruede det sammen på sin måde.
Så sendte de bud til Sølmund for at fortælle ham om tildragelsen. Derefter mødtes far og søn med Sølmund; Kol ønskede at der skulde sendes bud til Jon for at foreslå et forlig; men Sølmund og Håvards broder Halvard ønskede bare hævn og erklærede det for upassende at tilbyde en Sognbo forlig. Alligevel valgtes den løsning som Kol gik ind for, på det vilkår at Kol lovede ikke at slippe sagen af hænde førend Sølmund havde fået æresoprejsning. Kol skulde så også tage sig af hele sagens førelse. Men da nu sendebudene kom tilbage, fortæller de at deres budskab var blevet vrangvilligt modtaget og at Jon lodret nægtede at give pengebøder for den mand som først selv havde gjort sig retsløs. Sølmund erklærede at det nu var gået som han havde formodet: at det ikke vilde føre til æresoprejsning at tilbyde Jon forlig. Han opfordrede nu Kol til at fremlægge en plan der duede. Kol siger: »Er Halvard villig til at udsætte sig for nogen fare for at hævne sin broder? Og alligevel kommer der måske kun lidt ud af det.« Halvard erklærede at han ikke vilde skåne sig selv for at få hævn efter sin broder, – »også selv om det kan være livsfarligt.« Kol siger: »Så skal du tage nordpå til Sogn i al hemmelighed til en mand som hedder Uni; han bor tæt ved Jon. Han er en klog mand, men noget i pengenød fordi Jon længe har gjort det vanskeligt for ham; han er en god ven af mig, men efterhånden noget til års. Ham skal du overbringe seks mark vejet sølv som jeg sender ham, for at han skal bidrage til at du får din hævn over Brynjolf eller en anden af Jons huskarle som han vil anse det for et lige så stort tab at miste. Og hvis dette lykkes, så skal Uni skaffe dig til Stola til min slægtning Kyrpinge-Orm og hans sønner Øgmund og Erling, og så vil jeg mene at du vil være vel bjerget. Sig så til Uni at han skal sælge sin jord og flytte herhen til mig.«
Halvard forbereder sig nu til denne færd. Om hans rejse eller hvor han overnattede er der ikke berettet noget før han en dag ved aftenstid kom til Uni. Han kaldte sig ikke ved sit rette navn. Uni og han udveksler almindeligt nyt; og om aftenen da folkene sad ved ilden, så kom gæsten med mange spørgsmål angående fremtrædende mænd dér i Sogn og Hordaland. Uni sagde at der var ingen lendermænd på egnen som ansås for mægtigere end Jon, både på grund af den slægt han tilhørte, og i uretfærdig fremfærd, og spurgte om de ikke havde mærket noget til det sydpå i landet. Gæsten blev tavs da han sagde det. Så rejste folk sig efterhånden fra ilden så de to blev siddende tilbage. Da brød Uni tavsheden og sagde: »Var det Halvard du kaldte dig?« siger han. »Nej,« siger gæsten og navngav sig som tidligere på aftenen. Uni erklærede: »Så har jeg ikke nogen forpligtelse,« siger han, »men jeg vilde ellers have troet at hvis jeg hed Brynjolf så hed du Halvard. Men lad os da nu gå til ro.« Da holdt gæsten ham tilbage og sagde: »Vi skal ikke gå endnu,« – tog så pengepungen frem og siger at Kol sendte ham det sølv tillige med sin hilsen, – »for at du skal hjælpe mig til at få hævn efter min broder,« – og fortæller ham så hele Kols plan. Uni sagde: »Kol havde noget til gode hos mig; men jeg kan ikke vide hvad der falder i din lod af hævn på Brynjolf. Men for resten ventes han her i morgen for at hente sin samleverskes klæder.«
Nu fulgte Uni ham ud til hestehuset som lå ude lige over for hoveddøren, og skjulte ham dér i krybbestalden. Det var før folk stod op; tidligere på natten havde han ligget inde i huset.
Da Halvard havde opholdt sig en kort stund i hestehuset så han at der var kommet en rask mand til gården som råber at kvinden skulde gøre sig klar. Hun tog sit tøj, og bærer det ud. Da mener Halvard at han véd hvem det er; så går han ud. Brynjolf havde lagt sine våben fra sig medens han bandt kvindens tøj fast. Og så snart de mødes giver Halvard Brynjolf et dræbende hug, og gik så tilbage til hestehuset og skjulte sig dér.
Medens drabet skete var kvinden gået ind for at kysse huskarlene farvel. Og da hun kom ud så hun hvad der var sket, og løb ind igen højt skrigende og meget forskrækket. Hun var ved at dåne, men fik dog fortalt hvad der var sket. Husbond Uni kom løbende ud, og sagde at gæsten måtte have været en lejemorder, og sendte straks en mand hen til Jon for at fortælle hvad der var sket, og ivrede på det kraftigste for at lede efter manden; derfor var der ingen som nærede mistanke til ham i forbindelse med denne begivenhed. Halvard blev i hestehuset indtil eftersøgningen for størstedelen hørte op. Men derefter rejste han, efter Unis råd, over til Stola til Orm og hans sønner, og de gav ham rejseledsagelse hjem østover. Kol og Sølmund gav ham en hjertelig modtagelse og var nu veltilfredse med som det var gået.
Nu rygtes denne tildragelse, og folk bliver klar over hvad der er sket. Det går Jon meget på. Sådan går så resten af året.
Den påfølgende vinter kort før jul gjorde Jon sig klar til at tage hjemmefra med tredive mands følge og foregav at han vilde tage på venskabsbesøg op i Setesdalen til sin morbroder Olaf; det gjorde han også og bliver vel modtaget dér. Og da de to slægtninge kommer i samtale, så siger Jon at han agter sig videre til Øst-Agder for at opsøge Sølmund. Olaf frarådede det og sagde at han jo ikke var taberen selv om de så i øjeblikket var langt fra hinanden. Jon sagde at det ikke huede ham at Brynjolf skulde ligge uhævnet. Olaf sagde at han mente ikke det vilde bedre hans stilling om de også fik mere med hinanden at gøre. Alligevel fik han tredive mand med derfra, og med et halvt hundrede mand drog de østpå over land i den hensigt at tage Sølmund og Kol på sengen.
Men straks efter at Jon var taget hjemmefra brød Uni op og tog sydover til Stola for at opsøge Orm, og Orm og hans sønner gav ham rejsefølge sydpå til Kol. Dertil kom han til jul, og sagde at han troede Jon var på vej imod dem.
Kol sendte straks spejdere ud i alle retninger hvorfra Jon kunde ventes, og rejste selv over til Sølmund, og de to slægtninge sad dér med stort mandskab. De fik underretning om hvor Jon færdedes, og drog ud imod ham. Mødet mellem dem fandt sted ved en skov; dér kommer de straks i kamp. Kol og hans flok var langt de fleste, og sejrede, mens Jon mistede mange mænd og selv flygtede ind i skoven. Han var såret i foden, og det lægtes sa dårligt at han altid siden var halt – og blev kaldt Jon Fod. Han kom til sit hjem nordpå i fastetiden, og høstede megen skam af sin rejse.
Nu gik så denne vinter. Men den følgende sommer fik Jon to af Kols slægtninge dræbt: Gunnar og Aslak. Kort tid efter kom Kong Sigurd til byen, og denne ulykkelige sag blev forebragt ham. Derefter sendte kongen bud til begge parter og stævnede dem til sig. De kom da til kongen sammen med deres slægtninge og venner. Der blev så forsøgt en mægling, og det førte til at kongen skulde fælde dom i alles søgsmål, og hver af parterne forpligtede sig over for den anden.
Kong Sigurd udformede forliget mellem dem efter råd fra de bedste mænd. Det blev fastsat i forliget at Jon Petersson skulde have Ingrid Kolsdatter. Venskab skulde så følge svogerskab, og drabene gå op imod hinanden. Angrebet på Kol og Jons sår blev regnet lige med mandetabet derovre østerpå; men sårene blev sat op imod hinanden, og hvor det var uligt blev der givet bøder. Hver af parterne skulde også yde den anden hjælp i form af mandskab, både udenlands og indenlands. Det hørte også med i dette forlig at Kong Sigurd gav Kale Kolsson det halve af Orknøerne, ved siden af Jarl Paul Håkonsson, og tillige titel af jarl. Han gav ham også Ragnvald Jarl Brusesons navn fordi hans moder Gunhild sagde at Ragnvald havde været den mest fremragende af alle Orknø-jarlerne, og det ansås for lykkebringende. Den del af Orknøerne havde tilhørt Magnus den Hellige, Kales morbroder.
Efter dette forlig skiltes de som før havde været fjender, som de bedste venner.
Kong Sigurds død
Vinteren derefter sad Sigurd som konge i Oslo. Men om foråret i fastetiden blev han syg og døde natten efter Mariæ bebudelse.71) På den tid var hans søn Magnus dér i byen; han afholdt straks ting og blev udpeget til konge over hele landet på samme vilkår som folk havde tilsvoret Kong Sigurd. Han tog så den kongelige skat i forvaring.
Harald Gille var i Tønsberg da han erfarede at Kong Sigurd var død; han holdt så møder med sine venner. Derpå sendte han bud efter Ragnvald og hans fader, fordi Ragnvald altid havde været hans ven siden de mødtes i England. Ragnvald og hans fader havde også medvirket mest til at afstedkomme Haralds ildprøve72) over for Kong Sigurd, med støtte fra andre lendermænd som Ingemar Svensson og Tjostolf Åleson.
Harald og hans tilhængere besluttede at holde Haugating dér i Tønsberg, og på det blev Harald valgt til konge over halvdelen af landet. Det at han før han fik tilladelse til ildprøven havde afsvoret sig sin fædrene arv, kaldte man en påtvungen ed. Der samlede sig nu folk om ham som tilsvor ham troskab, og han stod med en ganske stor styrke.
Der blev nu udvekslet tilkendegivelser mellem de to slægtninge. Sådan stod det på i fire dage førend der blev indgået et forlig som indebar at hver af dem skulde have sin halvdel af landet; men Kong Magnus fik Kong Sigurds krigsskibe, hans dækketøj og alle skatter; alligevel var han den der var mest utilfreds med sin del. Han lagde alle Haralds støtter for had. Kong Magnus vilde heller ikke lade det stå ved magt at Kong Sigurd gav Ragnvald Orknøerne og jarledømmet, fordi han på det mest trofaste støttede Haralds sag i alle deres mellemværender og aldrig svigtede hans sag indtil alle skærmydsler mellem dem ophørte.
Magnus og Harald var konger over Norge i tre år hvor deres forlig kan siges at have holdt; men den fjerde sommer kom det til kamp mellem dem ved Færlev. Da havde Kong Magnus tæt på tres hundrede73) og Harald femten hundrede74) mand. Disse stormænd fulgte Harald: hans broder Kristrød, Ragnvald Jarl, Ingemar fra Ask, Tjostolf Åleson og Sølmund. Kong Magnus sejrede og Kong Harald flygtede. Dér faldt Kristrød og Ingemar. Han (Ingemar) kvad denne strofe:
37. Trolde æggede mig,
tror jeg, til Færlev;
aldrig brød jeg mig
om at kæmpe.
Elmetræs buers
pile bed mig,
aldrig igen
til Ask kommer jeg.
Kong Harald flygtede østpå til Viken til sine skibe og sejlede sydpå til Danmark og opsøgte Kong Erik Emune; han gav ham styret over Halland, og otte uriggede langskibe. Tjostolf Åleson solgte sine jorder for skibe og våben og søgte om efteråret sydover til Danmark til Kong Harald. Kong Harald kom ved juletid til Bergen og lå julen over i Florevåg. Men efter jul lægger de ind til byen, og mødte kun ringe modstand. Kong Magnus blev taget til fange på sit skib og blindet, og Kong Harald underlagde sig hele landet. Men det følgende forår fornyede Kong Harald overdragelsen af Øerne tillige med jarletitlen til Ragnvald.
Planlægning
Straks derefter besluttede Kol at sende udsendinge til Orknøerne og kræve af Paul Jarl at han gav slip på den halvdel af Øerne som Kong Harald havde givet Ragnvald. Så skulde der også være venskab og godt familieskab mellem dem. Men hvis Paul Jarl afviste dette, så skulde disse samme mænd rejse til Frakok og Ballade-Ølver og tilbyde dem at dele landet halvt med Ragnvald hvis de med en hær vilde søge at fratage Paul Jarl det.
Men da disse mænd kom til Orknøerne og mødte Paul Jarl og dér frembar deres ærinde, så svarer Paul Jarl: »Jeg indser at denne fordring er udtænkt med stor snedighed: de er gået til norskekongerne for at få riget fra mig. Jeg vil nu ikke belønne en sådan troløshed ved at give mit rige til en som det ikke tilkommer mere end Ragnvald, når jeg forholder min brodersøn eller min søstersøn det. Her behøves ingen lang snak om det, for jeg vil værge Orknøerne med mine venners og slægtninges hjælp sålænge Gud under mig livet dertil.«
Så indså udsendingene hvad udfald deres ærinde vilde få dér. De rejste da derfra og sydpå over Pentlandsfjorden til Katnæs og videre til Syderland for at opsøge Frakok og dér fremføre deres ærinde: at Ragnvald Jarl og Kol tilbyder hende og Ølver halvdelen af Orknøerne hvis de vil vinde det tilbage fra Paul Jarl. Frakok siger som følger: »Sandt er det at Kol er en stor vismand, og klogt er den plan set: at komme her og søge forstærkning, for vi har en stor styrke i vores slægt, og mange forbundne. Jeg har nu bortgiftet Margrete Håkonsdatter til Maddad Jarl af Atjoklar som hvad slægt angår er den fornemste af alle skotske stormænd. Hans fader Melmure var broder til den skotske Kong Malkolm, fader til David som nu er skotternes konge,« sagde hun. »Vi har også mange rettelige krav på Orknøerne, og vi har selv en hel del at skulle have sagt, og anses for ret så skarpsindige, så den nuværende strid kommer heller ikke helt bag på os. Alligevel forekommer det mig af mange gode grunde godt at gøre fælles sag med Ragnvald og hans fader. I skal overbringe disse mine ord til dem: at Ølver og jeg vil komme til Orknøerne næste sommer ved midsommertid med en hær imod Paul Jarl; så skal Ragnvald og hans folk komme og mødes med os, og lad os så gå løs på Paul Jarl. Men i vinter vil jeg samle tropper hertil fra Skotland og Syderøerne fra mine frænder og venner og svogre.« Udsendingene rejser nu tilbage Øster til Norge og fortæller Ragnvald og hans fader hvordan det er gået.
Om Ragnvald
Vinteren derefter forbereder Ragnvald sig til togt vesterpå, tillige med stormændene Sølmund og Jon. Den følgende sommer drog de af sted med en udsøgt, men ikke stor styrke og fem-seks skibe. De når til Hjaltland ved midsommer, og hørte intet til Frakok. Da rejste der sig et kraftigt uvejr; de lagde deres skibe ind i Ålesund og tog omkring i landet og lod sig beværte, og bønderne tog vel imod dem.
Men om Frakok er der at berette: at hun om foråret tager ud til Syderøerne, og hun og Ølver skaffer sig mandskab og skibe derfra. De fik tolv skibe, allesammen små og ikke særlig veludstyrede. Og kort før midsommer sejlede de til Orknøerne i den hensigt at mødes med Ragnvald Jarl, som aftalt. De måtte vente ganske længe på bør. Ballade-Ølver var leder af den flåde, og der var tiltænkt ham et jarledømme på Orknøerne hvis det lykkedes dem at vinde det. Med på færden var Frakok og mange af hendes husfolk.
Rejse vestpå
Paul Jarl var på Rolfsø i gæstebud hos Sigurd på Vestnæs da han hørte at Ragnvald Jarl var kommet til Hjaltland; på den tid rygtedes det også at der samledes en hær fra Syderøerne imod dem. Jarlen sendte da bud til Kuge på Vesterø og til Torkel Flette. Det var kloge mænd; også mange andre storbønder stævnede han sammen. På dette stævne søgte jarlen råd hos sine venner, men ikke alle havde samme syn på det. Nogle foreslog ham at dele herredømmet med den ene af de andre parter for ikke at have dem begge imod sig; men andre rådede til at jarlen skulde tage over til Katnæs til sine venner dér og finde ud af hvad hjalp han kunde få dér. Paul Jarl siger så: »Jeg vil ikke nu tilbyde mit rige til dem som jeg lodret afviste da de anholdt om det med det gode. Heller ikke finder jeg det en hersker værdigt at flygte fra mit land uden at noget er forsøgt. Nu vil jeg gøre det: at jeg i nat sender bud ud over alle Øerne for at samle tropper, og lad os så først drage ud imod Ragnvald og hans folk, og lad så sværdet dømme os imellem førend de fra Syderøerne kommer.« Den plan som jarlen her havde fremlagt blev antaget.
På den tid var der hos Paul Jarl en mand som hed Sven Bryst-Reb; han var hirdmand hos jarlen, som satte stor pris på ham. Om sommeren var han altid på vikingetogt, men om vinteren hos Paul Jarl. Sven var en stor, stærk mand, mørkladen, og noget af en ulykkesfugl at se til. Han var meget hedensk og havde ofte siddet ude i det fri om natten i omgang med ånderne. Han var jarlens stavnbo.75)
Disse stormænd kom straks om natten til Paul Jarl: Eyvind Melbrigdason som havde et fuldt udstyret langskib; et andet havde Olaf Rolfsson fra Gåreksø, et tredje Torkel Flette, et fjerde Sigurd Bonde på Vestnæs, et femte havde jarlen selv. Med disse fem skibe sejler de til Rossø og kommer dertil torsdag aften ved solnedgang. Om natten strømmede der mandskab til dem; men skibe fik de ikke flere af. Det var deres agt den næste dag at sejle til Hjaltland imod Ragnvald og hans folk. Men om morgenen da det var blevet lyst og solen endnu ikke var langt fremme kom der nogle mænd til jarlen som erklærede at have set langskibe sejle sydfra over Pentlandsfjorden, de sagde de ikke vidste om der var ti eller tolv. Jarlen og hans følge skønnede at det måtte være Frakoks hær som var på vej, og jarlen gav ordre til at styre løs på dem med fuld kraft.
Olaf og Sigurd opfordrede dem til at tage det med ro: for hver time vilde der komme mere mandskab til, sagde de. Og da de roede østerud fra Tandskaranæs kom der langskibe sejlende dem i møde fra Mule, tolv i alt. Så bandt jarlen og hans mænd deres skibe sammen.
Nu kom også bonden Erling fra Tandskaranæs og hans sønner tilbød ham deres hjælp; men da havde de det så trangt på deres skibe at de ikke mente der var plads til flere mand. Jarlen beordrede så Erling og hans folk til at bære sten til dem sålænge de ikke var under beskydning. Og da de netop havde gjort sig klar ankom Ølver og Frakok og roede straks til angreb; de havde en langt større styrke, men mindre skibe. Ølver havde et stort skib, det lagde han op ad jarlens skib. Så begyndte der en heftig kamp. Olaf Rolfsson styrede sit skib hen til Ølvers mindre skibe, og dér var forskellen i bordhøjde så stor at han på kort tid ryddede tre skibe.
Ølver gik så hårdt til angreb på jarlens skib at alle mand i forenden trak sig tilbage agten for masten. Da opildnede Ølver sine mænd til at entre, og går selv først om bord. Svend Bryst-Reb var forrest af alle jarlens mænd og kæmpede bravt. Paul Jarl ser nu at Ølver var kommet om bord på hans skib; han opildner kraftigt sine mænd og springer selv fra løftingen og frem i skibet. Og da Ølver så det greb han sin stavslynge og slyngede en sten imod jarlen; den ramte på skjoldet, og han faldt straks om på dækket: da blev der en larm. I det samme greb Svend Bryst-Reb en stor sten og slyngede den mod Ølver; den ramte ham i brystet. Slaget var så voldsomt at han straks røg over bord og i søen. Hans mænd fik fat i ham, og han blev trukket op på skibet; dér lå han bevidstløs uden at man vidste om han var død eller levende. Da var der nogle som sprang hen og huggede rebene over og vilde flygte, og så blev alle Ølvers mænd drevet ned fra jarlens skib. De greb da flugten. Ølver kom nu til sig selv og beordrede dem til ikke at flygte; men nu var der ingen der lod til at ænse hvad han sagde.
Jarlen drev de flygtende østerud fra Rossø og videre østen om Rossø og Ragnvaldsø, ud på Pentlandsfjorden; så blev der afstand mellem dem.
Så vendte jarlen om, og der hvor de havde kæmpet lå fem af Ølvers skibe ubemandede. Jarlen lagde beslag på dem og bemandede dem med sine egne mænd. Der var kæmpet om fredagen, men om natten lod jarlen skibene rigge til. Mange mænd og to langskibe sluttede sig nu til ham. Om morgenen havde han tolv skibe, alle vel bemandede. Om lørdagen sejlede han til Hjaltland og kom om natten ind i Ålesund, ubemærket af dem der holdt vagt ved Ragnvald Jarls skibe. Der lod Paul Jarl mændene dræbe, men lagde beslag på løsøret og skibene.
Om morgenen nåede nyheden Ragnvald og hans folk; de samles, og der var en mængde bønder samlet. Så drog de ned til stranden, og opfordrer så Paul Jarl til at gå i land og kæmpe med dem. Men Paul Jarl havde ikke tillid til hjaltlænderne og vilde derfor ikke gå i land, men tilbød at de kunde skaffe sig skibe, og så kunde de kæmpe til søs. Men Ragnvald og hans folk indså at de ikke kunde skaffe skibe så de stod lige, og dermed skiltes de. Paul Jarl og hans følge sejlede til Orknøerne, men Ragnvald og hans folk blev på Hjaltland sommeren over, og om efteråret fik de befordring til Norge om bord hos forskellige købmænd. Deres rejse blev bedømt som noget af en fiasko.
Men da Ragnvald Jarl kom hjem og fader og søn mødtes, spørger Kol om Ragnvald var misfornøjet med udfaldet. Han siger at han synes det var gået skralt med hans foretagende, og temmelig forsmædeligt. Kol siger: »Alligevel synes jeg det ikke; jeg synes foretagendet er gået godt og at meget er vundet hvis hjaltlænderne er jeres støtter. Bedre galt af sted end ikke af sted.» Ragnvald siger: »Hvis du taler godt om den rejse, så er det enten fordi du er mere ligeglad med hvordan det går os end jeg troede, eller også ser du noget i vores færd som vi andre ikke tænker på. Nu vil jeg gerne have at du lægger en plan for os og selv tager af sted sammen med os.« Kol siger: »Nu vil jeg ikke både stå og sige til jer at alt er nemt, og så holde mig selv helt fri af det. Men for ikke at gøre skade på jeres ære derved, så vil jeg have min plan nøje fulgt.« »Ragnvald siger: »Vi vil gerne følge dine råd.« Kol siger: »Det er mit første råd: at du sender bud til Kong Harald og til dine andre venner om at de skal give dig hjælp til et togt vestpå, tillige med skibe i det tidlige forår, og vi skal så samle al den slagkraft vi kan skaffe i vinter, og så i anden omgang gå til værket på en sådan måde at enten vinder vi Orknøerne, eller også ligger vi der bagefter.« Ragnvald siger: »Jeg har ikke i sinde at tage på mange af den slags ekspeditioner som vi nu har været på, og jeg tror også at de fleste af dem der var med tænker det samme.«
Paul Jarl sejlede til Orknøerne efter at han havde taget Ragnvald Jarls og hans folks skibe; han kunde da bryste sig af en stor sejr. Så holdt han et stort gæstebud hvortil han indbød sine storbønder. Dér blev det besluttet at opbygge bavner på Fagerø; dér skulde der tændes bål hvis en krigsflåde sås sejle fra Hjaltland. En anden bavn var der så på Rinansø og ligeledes på flere øer, så det kunde ses over alle Øerne hvis der var ufred på vej. Så blev der også indsat folk der skulde kalde til våben på alle øerne; Håvard Gunnasons søn Torsten skulde tage sig af Rinansø og hans broder Magnus af Sandø, men Kuge tog sig af Vesterø med omliggende øer. Sigurd på Vestnæs skulde sørge for Rolfsø. Olaf Rolfsson tog over til Dungalsby på Katnæs og havde tilsynet dér. Hans søn Valtjof boede dengang på Strynsø.
Paul Jarl skænkede nu sine venner gaver, og alle lovede ham deres fulde støtte. Han havde en stor styrke om sig efteråret igennem indtil han hørte at Ragnvald og hans folk havde forladt Hjaltland. Derefter hændte der ikke noget på Øerne, og sådan gik tiden frem imod jul.
Paul Jarl holdt stort julegilde som han gjorde forberedelser til på en gård han havde som hedder Ørfjære. Dertil indbød han mange fornemme folk. Valtjof Olafsson var også indbudt dertil. De var ti som sejlede i en tiårers båd; de omkom alle på Vestfjorden juleaftensdag. Det gjorde et stort indtryk på folk, for Valtjof var en mand alle så op til. Hans fader Olaf holdt en stor styrke på Katnæs. Dér var hans sønner Sven og Gunni og Grims sønner fra Svinø: Asbjørn og Margad. Tre dage før jul var Sven Olafsson roet ud på fiskeri tillige med Asbjørn og Margad; de fulgte ham til stadighed, et par raske og uforfærdede karle. Men Fru Åslev og hendes søn Gunni var taget på besøg hos deres venner ikke langt derfra. Men natten efter at de var taget af sted kom Ballade-Ølver til Dungalsby med det slæng som havde været med ham på vikingetogt om sommeren, og indesluttede Olaf i huset, stak ild til det og brændte ham inde tillige med fem andre; de øvrige gav de lov til at komme ud. De røvede alt løsøre og stak så af.
Sven, som senere kaldtes Åslevson, kom hjem før julenatten og tog straks nordud på Pentlandsfjorden. Ved midnatstid kom han til Svinø til Asbjørns og Margads fader Grim. Grim gik om bord til dem, og så satte de Sven over til Knarrestad på Skalpeid. Arnkel hed bonden som boede dér, og hans sønner var Hånev og Sigurd. Grim og hans sønner vendte tilbage derfra; Sven gav Grim en guldring. Brødrene Hånev og Sigurd fulgte Sven til Ørfjære; dér fik han en hjertelig modtagelse; der var folk som fulgte ham hen til hans slægtning Eyvind Melbrigdason. Eyvind førte Sven frem for Paul Jarl, og jarlen tog vel imod Sven og spurgte ham om nyt. Sven fortæller at hans fader var død, og hvordan det var gået til. Jarlen udtrykte stor utilfredshed med dette og sagde at det for en stor del var hans egen skyld. Han tilbød Sven ophold hos sig og lovede at han vilde vise ham megen ære. Sven takker jarlen meget for hans tilbud og sagde at det vilde han tage imod.
Derefter gik man til vesper. Der var en stor gård som lå på en skråning, og bag ved husene var der en skrænt. Og når man kom op på bakkekammen lå Ørridefjord ovenfor; i den ligger Daminsø. På øen var der en borg, den stod en mand for som hed Blån, en søn af Torsten på Flyndernæs. Dér i Ørfjære var der en stor drikkehal; der var en dør på den søndre langvæg nær ved østgavlen, og der lå en prægtig kirke ud for hallens dør, og det skrånede nedad mod kirken fra hallen. Og når man gik ind i hallen var der på venstre hånd en stor flad sten; indenfor var der mange store ølfade, og over for udgangsdøren var der en stue.
Da folkene kom fra vesper blev de bragt til sæde. Jarlen lod Sven Åslevson sidde sig nærmest på indersiden; men på ydersiden af jarlen sad først Svend Bryst-Reb, derefter Svend Bryst-Rebs slægtning Jon. Da bordene var fjernet ankom de mænd som meldte Valtjof Olafssons druknedød, og det gjorde stort indtryk på jarlen.
Jarlen opfordrede da til at ingen skulde fortrædige Sven Åslevson i julen, han sagde at han alligevel havde rigeligt at tænke på. Og om aftenen da folk havde drukket gik jarlen til ro tillige med de fleste af mændene; men Svend Bryst-Reb gik ud, og sad om natten ude i det fri som han plejede. Og om natten stod folk op og hørte tidebønner, og efter højmessen gik de til bords.
Eyvind Melbrigdason var den som først og fremmest stod for gildet sammen med jarlen, og sad ikke til bords. Der var opvartere og kertesvende som stod for jarlens bord, men Eyvind skænkede for de to navnebrødre hver i sit bæger. Da syntes Sven Bryst-Reb at Eyvind skænkede højere i hans bæger, men skænkede i til Sven Åslevson før han havde drukket bægeret ud, og erklærede at Sven drak som en skælm.76)
Der havde længe været kold luft mellem Svend Bryst-Reb og Olaf Rolfsson, og ligeledes mellem navnerne efter at Sven Åslevson var blevet voksen. Da der nu var blevet drukket en tid lang gik man til nonsmesse.77) Og da folkene kom tilbage, så blev der udbragt skåler og drukket af horn. Da vilde Svend Bryst-Reb bytte horn med sin navne da han mente hans var mindre. Eyvind pressede da et stort horn i hånden på Sven Åslevson, som så tilbød sin navne det. Da blev Svend Bryst-Reb vred og sagde hen for sig, men så nogle mænd hørte det, også jarlen: »Sven vil blive Svens bane, og Sven skal blive Svens bane.« Men det blev slået hen.
Der blev nu drukket lige frem til vesper. Og da jarlen gik ud, da gik Sven Åslevson foran ham; men Sven Bryst-Reb blev siddende og drak. Men da de kom ud i ølstuen gik Eyvind ud til dem og tiltalte Sven under fire øjne. Han spurgte: »Hørte du hvad din navne sagde da du havde budt ham hornet?« »Nej,« sagde han. Eyvind gentog da ordene og sagde at det måtte den Onde have hvisket til ham om natten. »Han pønser på at slå dig ihjel, men nu skal du komme ham i forkøbet og dræbe ham.« Eyvind gav ham en økse i hånden og foreslog ham at stå dér i skyggen ved den flade sten, og hugge fremad imod Sven hvis Jon gik foran ham; men hvis Jon gik bagefter, så opfordrede han Sven til at hugge til sin navne bagfra.
Jarlen gik til kirke og tog ingen notits af Eyvind og Sven. Men Sven Bryst-Reb gik ud lidt efter jarlen. Sven Bryst-Reb holdt et sværd i hånden da han altid bar sværd, også når andre var våbenløse, og Jon gik forrest. Der faldt lys på yderdøren, men det var mørkt i vejret. Og da Sven Bryst-Reb kom til yderdøren huggede Sven Åslevson ham forfra i panden så han vaklede, men ikke faldt. Og da han rettede sig op så han en mand stå i døren, og tænkte at det var ham der havde såret ham. Så svang han sværdet og huggede ham i hovedet og kløvede ham ned til skuldrene. Det var hans slægtning Jon som det gik ud over, og dér faldt de begge.
Eyvind kom nu til og førte Sven Åslevson ind i den stue der lå over for yderdøren, og dér blev han trukket ud ad en lysluge. Dér har Eyvinds søn Magnus en hest rideklar og fulgte ham derfra bag om gården og så ned til Ørridefjord. De tog så et skib, og Magnus bragte Sven over til Daminsø og op i borgen, og om morgenen fulgte Blån ham nordpå til Egilsø til biskop Villiam.
Da de kom dertil var biskoppen til tidebøn. Efter messen blev Sven i hemmelighed fulgt til biskoppen, og Sven fortæller hvad der er sket: hans faders og Valtjofs død og drabet på Sven og Jon, og anmodede om biskoppens støtte. Biskoppen takkede ham for drabet på Sven Bryst-Reb som han erklærede var en renselse af landet. Biskoppen lod Sven være dér julen over; men derefter sendte biskoppen ham til Tyrvist på Syderøerne til en mand som hed Holdbod og var søn af Hund; han var en magtfuld mand dér, og gav Sven en hjertelig velkomst. Dér blev han vinteren over og var velanset af alle.
Om Paul Jarl
Noget efter at drabene var sket i Ørfjære kom folk løbende til fra kirken, og Sven blev båret ind i huset, for han var endnu ikke død, men dog sanseløs. Han døde om natten. Nu beordrede jarlen mændene til sæde og vilde have klarhed over hvem der havde begået drabene; da savnede man Sven Åslevson. Folkene mente sig da sikre på at det var Sven som var drabsmanden. Da kom Eyvind til og sagde: »Man kan da se at det er Sven Bryst-Reb som har slået Jon ihjel.« Jarlen sagde at ingen skulde krumme et hår på Svens hoved, og siger at han ikke havde gjort dette uden grund, – »men hvis han prøver at undgå at møde mig,« siger han, »så gør han sig selv en bjørnetjeneste dermed.«
Folk anså det for mest sandsynligt at Sven var taget til Papuli til Håkon Karl, Magnus Jarl den Helliges broder; han var en klog og mådeholden stormand. Jarlen hørte ikke noget til Sven den vinter, og lod ham dømme fredløs.
Da det våredes rejste jarlen vidt omkring på de nordlige øer for at samle sine jordskatter. Han omgikkes da meget venskabeligt med storbønderne og uddelte gaver nærmest med begge hænder. Jarlen kom også til Strynsø hvor han gav Torkel Flette den gård som Valtjof Olafsson havde ejet, for at han skulde finde ud af hvor Sven var blevet af. Torkel udtalte da: »Det sandes ikke nu hvad ordsproget siger: at mange er kongens øren. Men selv om du kun er jarl, så synes det mig da underligt at du ikke har hørt noget til Sven. Jeg fik straks at vide at biskop Villiam sendte ham til Syderøerne til Holdbod Hundason. Dér har han været i vinter.« Jarlen sagde: »Hvad skal jeg gøre ved en biskop som har dristet sig til denslags?« Torkel svarer: »Det er ikke rådeligt at føre sag mod biskoppen for det, med det der nu trænger sig på. Du får brug for alle dine venner hvis Ragnvald og hans folk kommer herud vestpå.« Jarlen siger at det er sandt nok.
Paul Jarl tog derfra til Rinansø og lod sig beværte hos Fru Ragna og hendes søn Torsten. Ragna var en klog kvinde. De havde en anden gård på Papeø. Dér sad jarlen tre døgn da han ikke fik bør til Kuge på Vesterø. Jarlen og Fru Ragna drøftede mangt og meget. Hun siger til jarlen at det var en ringe skade der var sket ham med Sven Bryst-Reb, også selv om han var en uforfærdet krigskarl, – »du skaffede dig megen upopularitet på grund af ham. Det vilde være mit råd i den knibe som truer Jer: at I skaffede Jer så mange venner som muligt og ikke var den der anlagde søgsmål. Jeg så gerne at I ikke rejste den sag mod biskop Villiam eller andre slægtninge til Sven Åslevson; jeg så hellere at du gav slip på din vrede imod biskoppen, og endvidere at du lod sende bud til Syderøerne efter Sven og slap både din vrede og hans ejendomme, så han kunde blive det samme for dig som hans fader var. Det har længe været de bedste mænds skik: at gøre noget for sine venners sag og på den måde vinde sig støtte og yndest.« Jarlen svarer: »En klog kvinde er du, Ragna; men navn af jarl på Orknøerne er dog endnu ikke faldet i din lod. Landets regering skal du ikke styre her. Har man hørt magen: at jeg skulde betale for at få forlig med Sven, og så mene at det skulde hjælpe mig til sejr!« Nu stiller han sig helt rasende an, og erklærede: »Må Gud skifte mellem min slægtning Ragnvald Jarl og mig, og lade det gå hver af os efter som han har handlet. Har jeg handlet ilde imod ham, så er det nu tid til at bøde for det; men hvis han vil gøre mig herredømmet stridigt, så anser jeg den for min bedste ven som giver mig støtte til at bevare mit rige. Jeg har aldrig set Ragnvald; så meget mindre har jeg med mit vidende gjort ham uret som jeg – det véd alle – ikke havde nogen andel i det som vore slægtninge har ladet gøre.« Mange svarede at det var utilbørligt over for ham at gøre ham herredømmet stridigt, og der var ingen som protesterede.
Da foråret begyndte at gå på hæld lod Paul Jarl bavnerne opbygge på Fagerø og Rinansø og på næsten alle Øerne, så at hver af dem kunde ses fra de andre. Der var en mand som hed Dagfinn Lødversson der ejede en gård på Fagerø, en djærv mand; han skulde vogte bavnen dér og sætte ild til den hvis en krigsflåde sås sejle fra Hjaltland.
Ragnvald Jarl sad om vinteren hjemme på Agder på sine egne og sin faders gårde, og sendte bud til sine slægtninge og venner – nogle opsøgte han også – og opfordrede dem til at støtte ham med mandskab og skibe til et togt vestover, og de fleste reagerede positivt på hans behov. Men i gjømåned78) sendte Kol to byrdinger ud af landet, den ene vestpå til England for at købe proviant og våben, og med den anden sejlede Sølmund sydpå til Danmark for dér at købe denslags ting som Kol foreslog, for han står nu for hele planlægningen af deres udrustning. Det var planlagt at disse byrdinger skulde være tilbage til påske, og de sigter imod at gøre sig rejseklare efter påskeugen. Far og søn havde hver sit langskib, og Sølmund et tredje. Kol og Ragnvald havde også en byrding med proviant.
Men da de kom til Bergen var Kong Harald der i forvejen; han gav Ragnvald et fuldt bemandet langskib. Jon Fod havde også et langskib. Et sjette havde Aslak, en søn af Erlend fra Hernar; han var dattersøn til Steigar-Tore; også han havde en proviantbyrding. De havde altså seks storskibe,79) fem skuder og tre byrdinger. Medens de lå og ventede på bør ved Hernar kom der et skib vestfra; de fik da efterretninger fra Orknøerne, også om hvilke foranstaltninger Paul Jarl havde truffet hvis Ragnvald Jarl skulde komme derud vestpå.
Kols plan
Ragnvald Jarl lod blæse til husting medens de lå ved Hernar, og talte da om Paul Jarls forsvarsforanstaltninger og om hvor stor fjendtlighed orknøboerne viste ham når de agtede at hindre ham i at overtage hans slægtsarv som de norske konger havde givet ham på retsgyldig vis; det holder han en lang og dygtig tale om, og lod forstå at han agtede at rejse til Orknøerne og enten vinde dem eller også dø. Folkene besvarede hans tale med lydeligt bifald og lovede ham tro følgeskab. Da rejste Kol sig og talte: »Det har vi nu hørt fra Orknøerne: at alle mænd dér vil rejse sig imod Jer og sammen med Paul Jarl holde Jer borte fra Jert eget rige. Den fjendtlighed som de har valgt over for Jer, frænde, den giver de sent slip på. Nu er det mit råd: at søge hjælp dér hvor den er så rigeligt til stede at han kan vinde riget for Jer som det rettelig tilhører, – og det er Jeres morbroder Magnus Jarl den Hellige. Jeg vil have at du skal påkalde ham: at han skal unde Jer det som er din arv efter en slægtning og hvad han selv har efterladt sig i arv, og at du så, hvis du får det rige, skal lade bygge en stenkirke i Kirkevåg på Orknøerne, prægtigere end nogen anden i det land, og lade den indvie til din slægtning Magnus Jarl den Hellige, og tillægge den så mange midler at stedet skulde kunne trives, og så hans hellige levninger blev ført dertil, tillige med bispesædet.« Alle fandt at det var det rette råd, og der blev aflagt bindende løfte derom. Derefter satte de kursen til havs og fik god vind; de kom til Hjaltland, og dér blev begge parter glade ved at se hinanden. Hjalterne kunde fortælle dem meget nyt fra Orknøerne, og de blev der nogen tid.
Om Kol og Uni
Det hændte engang at Kol retter et spørgsmål til føromtalte Uni.80) Han var dengang han begav sig ned til Kol efter at han havde været med til at planlægge drabet på Brynjolf, allerede noget til års. Kol spørger ham da: »Hvad vil du råde til, Uni: enten at bavnen på Fagerø bliver tilintetgjort, eller sørge for at ikke nogen anden bliver tændt? Jeg henvender mig til dig om dette fordi jeg ved at du er klogere end de fleste andre som befinder sig her, også selv om der er nogen der står højere i rang.« Uni svarer: »Jeg er ikke nogen rådgiver, så der er ingen der efter mine råd vil gå til angreb. Derfor vælger jeg hellere selv at finde på noget som jeg så siden skal gøre.«
Kort tid efter lod Kol mange små skibe klargøre og satte kurs efter Orknøerne. Der var ikke andre stormænd end Kol med på det togt. Da de kommer så langt at de mente de kunde ses fra Fagerø, så lod Kol sejlene sætte på alle skibene, men satte mændene til at skodde så skibene kom så lidt som muligt fremad, selv om vinden var agten for tværs. Og han lod ikke sejlene sætte højere end til midt på masten, men så hejse dem højere efterhånden som tiden gik. Kol siger at så vil det se ud fra Fagerø som om skibene nærmede sig hastigere. »Så kan det være at de sætter ild til bavnen og så selv tager af sted over til Paul Jarl og melder det til ham.«
Og så snart bavnen på Fagerø sås, så lod Torsten Ragnason bavnen tænde på Rinansø, og derefter tændtes den ene efter den anden rundt på alle Øerne, og alle bønderne begav sig til jarlen. Det var et kæmpemæssigt opbud.
Men da Kol så at bavnen brændte beordrede han sine mænd til at vende om, idet han erklærede at dette måske kunde blive årsag til splid mellem nogen. Kol vender dermed tilbage til Hjaltland og siger at nu er det Unis tur til at udføre sin plan. Uni aftaler med tre unge hjaltlandske mænd at de skal tage med ham. De tager en seksårers båd og fiskegrej og nogle andre fornødenheder. Så satte de over til Fagerø, hvor Uni gav sig ud for at være nordmand og sagde at han havde giftet sig på Hjaltland og dér fået disse tre sønner; han sagde også at han var blevet udplyndret af Ragnvald Jarls mænd, som han udskælder på det groveste. Han lejer sig herberg dér, og hans sønner ror ud på fiskeri, medens han er derhjemme for at tage sig af deres fangst. Han kommer i snak og gør sig bekendt med de ledende mænd dér, og blev vel lidt.
Om orkningerne
Efter at Dagfinn havde brændt bavnen af begav han sig til Paul Jarl, som allerede før omtalt, og derhen kom alle jarlens storbønder.81) Der blev så holdt udkig efter Ragnvald Jarls og hans folks bevægelser, og folk fandt det underligt at de ikke dukkede op nogen steder; men de holdt dog hæren samlet i tre dage. Så begyndte bønderne at give ondt af sig og sige at det var det glade vanvid at brænde bavner af bare fordi man så nogle fiskere der var ude med deres både. Torsten Ragnason blev da skældt ud for at det var en fadæse at han havde tændt bavnen på Rinansø. Torsten svarer og siger at han ikke kunde andet end tænde bavnen da han så den på Fagerø brænde, og erklærede at det var noget som Dagfinn havde skaffet ham på halsen. Dagfinn svarer: »Det er meget oftere at folk må tage imod fortræd fra din kant, end du kan beskylde mig for.« Torsten bad ham klappe i, og sprang op med en økse og gav ham på stedet et dødeligt hug. Nu løb folk til deres våben, og der opstod en kamp; dette fandt sted på Rossø, ikke langt fra Kirkevåg. Sigurd fra Vestnæs og hans sønner Håkon Pig og Brynjolf støttede Dagfinns fader Lødver, mens Torsten fik støtte af sine slægtninge. Der blev nu givet besked til jarlen, og han ilede til; men det varede længe inden han fik dem skilt ad. Da holder Kuge fra Vesterø en lang tale, og sagde følgende: »Gør ikke jarlen den skam at I selv slås indbyrdes, for inden længe får I brug for alle jeres mænd; lad os da passe på at vi ikke er ukampdygtige eller uenige. Men dette her er nok gået lige efter vore fjenders ønske og plan, det har været deres krigspuds for på den måde at ødelægge bavnerne. Men nu kan de ventes at komme hvilkensomhelst dag eller nat, og lad os lægge vor plan derefter. Dagfinn har vel ikke handlet bevidst i ond vilje, men været noget hastigere end han burde.«
Her gættede Kuge fuldkommen rigtigt, og talte mange kloge ord. Det endte da med at begge parter ønskede at jarlen skulde afgøre sagen; men det blev dog besluttet at de hævede forsamlingen, og folkene rejste hjem. Men en mand som hed Erik blev sat til at vogte bavnen på Fagerø.
Men da Uni havde været på Fagerø en kort tid kom han til Erik og sagde: »Vil du have at jeg skal passe bavnen siden jeg ikke har andet at lave; jeg kan sagtens sidde ved den i ro og mag?« Det tilbud tog Erik imod: Men så snart der ikke var nogen i nærheden bar Uni vand på bavnen og gjorde den så våd at der ikke var noget sted hvor ild kunde få fat.
Bavnerne på Orknøerne ødelægges
Ragnvald Jarl og hans folk sagde at de vilde vente til der blev springflod og østenvind, for da er det næsten umuligt at sejle mellem Vesterø og Rossø; men med østenvind kan man sejle fra Hjaltland til Vesterø. Og dette udnyttede Ragnvald Jarl og hans folk, og ankom en fredag aften til Havn på Vesterø, til Helge som havde gården dér.
Denne gang blev der ingen bavn tændt, for da sejlene sås fra Fagerø gjorde Erik sig klar til at tage til Paul Jarl, mens han sendte en mand hen til Uni for at tænde bavnen. Og da han kom derhen var Uni borte, men da manden vilde tænde bavnen, da var den så våd at han ikke kunde få ild i den. Da nu Erik hører dette, så synes han han forstår hvordan det er gået til; så tager han af sted og opsøger Paul Jarl og fortæller ham det.
Men da Ragnvald Jarl var kommet til Vesterø, så flokkedes øboerne, og Kuge og Helge lægger råd op på deres vegne. Det første de besluttede var at bede jarlen om fred, og udfaldet bliver at Vesterø-boerne giver sig ind under Ragnvald Jarl og sværger ham troskab.
Ragnvald fik magten på Orknøerne
Om søndagen tog Ragnvald Jarl del i tidebønnerne dér i bygden, og han og hans mænd stod ude foran kirken. Da så de seksten personer, ubevæbnede og barhovdede, komme gående. De syntes de var underligt majet ud. Jarlens mænd talte om hvem de mon var. Da kvad jarlen en strofe:
38. Seksten møer så jeg
sammen komme gående
med løs lok i panden,
lidet alderstegne.
Det kunde vi bevidne:
her vestude findes
de fleste kullede kvinder;
– i kuling ligger øen.
Efter søndagen drog Ragnvald Jarls mænd rundt i de nærmeste bygder, og alle underkastede sig jarlen.
En nat hændte det at jarlens mænd fik nys om at øboerne holdt hemmeligt tingmøde om at forråde Ragnvald Jarl. Men da jarlen blev underrettet stod han op og ilede til tinget. Da var der sket det at jarlens mænd havde slået mange af ømændene og grebet Kuge Bonde og lagt ham i lænker, idet de sagde at det var ham som havde været ophavsmand til denne plan. Men da Ragnvald Jarl kom til tingforsamlingen kastede Kuge sig ned for ham og lagde sin sag helt i Guds og i jarlens hånd. Kuge talte sin sag veltalende, det samme gjorde mange andre som bekræftede hvad han sagde. Da fremsagde jarlen denne strofe:
39. Ligge ser jeg på læggen
– låsen hindrer, du render –
af karlen som vandrer om kvælden,
Kuge, jernet det krumme.
Eder bør man altid holde
og indgået aftale, Kuge;
men sky det natlige stævne,
– din svig slår dig selv i synet.
Jarlen gav alle mænd dér lejde, og de knyttede påny fast forbund
Om Ragnvald Jarl og Paul
Da det blev kendt at Ragnvald Jarl var kommet til Orknøerne og at mange havde sluttet sig til ham, var Paul på Rossø og holdt ting og rådslagning med sine mænd dér. Jarlen forlangte en drøftelse af hvordan man skulde forholde sig i denne vanskelige situation; men det var forskelligt hvordan folk så på det: nogle foreslog at dele landet med Ragnvald Jarl; men de fleste stormænd, og også bønder, vilde købe Ragnvald bort med penge og tilbød selv at skyde til af deres eget. Nogle ønskede at der skulde kæmpes om det, og erklærede at det før havde været en god løsning. Ragnvald Jarl havde haft spioner på tinget, og da de kom til ham forhørte han sig om hvad der var sket. En skjald som havde været med dér, svarede:
40. Jeg har, mægtige hersker,
hørt på tinget blandt bønder,
– men vore uvenner åbner
Ej for hvad sindet skjuler –
at mange magtfulde vilde
at du, mætter af ulve,
bryder op på bølgehesten
mens Paul bliver i landet.
Derefter sendte Ragnvald Jarl nogle mænd af sted til biskoppen og opfordrede ham til at mægle. Og biskoppen sendte bud efter Torsten Ragnason og Torsten Håvardsson fra Sandø og beordrede dem til at søge at få et forlig i stand mellem de to slægtninge. Biskoppen fik udvirket at der blev fastsat fjorten dages våbenhvile til at forhandle om en længerevarende aftale. Så blev Øerne delt efter hvor hver af parterne skulde have sit underhold sålænge. Ragnvald Jarl tog så til Rossø, men Paul Jarl til Rolfsø.
På den tid skete der det dér på Øerne at Sven Åslevsons slægtninge Jon Vinge fra Opland på Højø og Rikard fra Brinken på Strynsø gik til angreb på Torkel Flette på den gård som Valtjof havde ejet, og brændte ham inde tillige med otte andre. Derefter opsøgte de Ragnvald Jarl og stillede ham i det valg: at hvis han ikke vilde antage sig dem, så vilde de tage til Paul Jarl tillige med hele deres slægt. Jarlen afviste dem ikke. Og da Havlide Torkelsson fik det at vide, og at hans fader var brændt inde, tog han straks af sted hen til Paul Jarl, og Paul Jarl antog sig ham. Efter dette knyttede Jon og hans slægtninge sig fast til Ragnvald Jarl; han fik da hurtigt stort følgeskab og folkeyndest dér på øerne.
Ragnvald Jarl gav Jon og Sølmund og Aslak og mange andre af sine følgesvende lov til at rejse hjem, men de vilde afvente en endelig afgørelse. Da sagde Ragnvald Jarl: »Jeg tror at hvis Gud vil at jeg skal få herredømme på Orknøerne, så vil Han give mig styrke, og det samme vil min slægtning Magnus Jarl den Hellige, til at opretholde det selv om I rejser hjem til jeres ejendomme.« Derefter tog de hjem til Norge.
Sven tog Paul Jarl til fange
Tidligt om foråret var Sven Åslevson taget fra Syderøerne op i Skotland for at opsøge sine venner. Han opholdt sig længe i Atjoklar hos Maddad Jarl og Margrete Håkonsdatter, og de talte om mange ting i al hemmelighed. Dér hørte Sven nyt fra Orknøerne om ufred, og han fik trang til at tage derud og møde sine slægtninge. Først tog han til Torså på Katnæs sammen med en fornem mand der hed Ljotolf; ham havde Sven været længe hos om foråret.
De kom til Ottar Jarl i Torså, en broder til Frakok, og Ljotolf forhandlede forlig mellem Ottar og Sven om det Frakok havde ladet udføre. Dér udredede Ottar Jarl bøder for sin egen del. Jarlen tilsagde også Sven sit venskab, og Sven lovede Ottar Jarl at han skulde støtte Harald Glat-Mæles søn Erlend i at opnå sin fædrenearv på Orknøerne når han vilde gøre krav på den.
Sven byttede skibe dér i Torså og tog derfra på en byrding med tredive mand. Han fik en nordvesten derfra ud over Pentlandsfjorden, derfra vester om Rossø op til Evjesund, og ind ad sundet til Rolfsø. Yderst på øen var der en stor fjeldhammer, og der nedenunder en stor dynge klippeblokke hvor der ofte lå odder.
Medens Sven og hans folk roede ind gennem sundet tog han ordet: »Der er folk dér på hammeren, vi vil lægge til og høre nyt af dem. Nu vil jeg at vi skal lave noget om på vores indretning: vi skal brede vore soveposer ud, og tyve mand skal lægge sig i dem, mens ti ror, og så skal vi skyde en behersket fart.«
Men da de så kommer tæt på øen, så råber folkene oppe fra hammeren at de skulde ro til Vestnæs og bringe det de havde pa skibet til Paul Jarl; de troede det var købmænd de talte med.
Men Paul Jarl havde været på Vestnæs om natten på gæsteri hos Sigurd. Jarlen var stået tidligt op, og tyve mand høj var de taget her sønder på øen for at jage odder som lå i klippeblokkene under hammeren; de agtede sig hjem til morgendrikkesæde. Mændene på byrdingen roede til land, og de udvekslede almindeligt nyt. Byrdingsmændene fortalte hvor de var kommet fra, og de spørger hvor jarlen var. De fortæller at han var dér på hammeren hos dem. Dette hørte Sven og de andre hvor de lå i soveposerne. Sven gav så ordre til at de skulde lægge til hvor de ikke kunde ses oppe fra hammeren. Så sagde han at de skulde gribe til våbnene og straks gå løs på jarlens mænd når de mødtes, og det gør de.
Dér dræbte de nitten mand, men seks af Svens faldt. De overmandede Paul Jarl og bragte ham ud på skibet, vendte kursen og sejlede tilbage samme vej vest om Rossø, drejede ind mellem Højø og Grimsø og videre øst om Svelg, derfra til Bredefjord, og derefter til Ekkjalsbakke.
Dér efterlod han sit skib og tyve mand, og rejste så videre til de nåede til Atjoklar og opsøgte Maddad Jarl og Margrete, Pauls Jarls søster. Dér fik de en hjertelig velkomst, og Maddad Jarl satte Paul Jarl i sit eget højsæde. Og da de havde sat sig kom Margrete gående ind med en stor flok kvinder, og gik hen til sin broder. Derefter blev der hentet folk ind til at underholde dem. Paul Jarl var temmelig fåmælt, hvad der ikke var underligt da han vel havde de værste anelser. Hvad der blev sagt mellem Paul Jarl og Sven medens de var sammen på turen er der ikke berettet om.
Maddad Jarl og Margrete og Sven Åslevson holdt imidlertid råd under seks øjne. Men om aftenen efter drikkesædet blev Sven og Paul Jarl fulgt, alene to,82) hen til et sovehus og blev låst inde dér, og sådan gik det hver aften medens de var der.
Om Sven Åslevson da han rejste til Orknøerne
En dag skete der det at Margrete kundgjorde: at nu skal Sven rejse til Orknøerne for at opsøge Ragnvald Jarl og tilbyde ham at vælge hvem han helst vil dele herredømmet på Orknøerne med: Paul Jarl eller Harald, hendes og Maddads treårige søn. Og da Paul Jarl sad og hørte på det, så svarer han: »Om hvordan jeg er til sinds vil jeg sige: at jeg er blevet fjernet fra mit rige på en måde så folk ikke har hørt magen til rejse; jeg kommer heller aldrig mere til Orknøerne. Jeg indser at denne hævn må være Guds gengæld for det tyveri jeg og mine slægtninge har begået.83) Men hvis Gud mener at riget er mit, så vil jeg give det til Harald hvis han ellers kan komme i besiddelse af det. Men jeg ønsker at der gives mig midler til at slå mig ned i et eller andet kloster, og I skal sætte vagt så jeg ikke kan komme derfra. Men jeg ønsker, Sven, at du tager ud til Orknøerne og fortæller at jeg er blindet, men også på anden måde lemlæstet; for mine venner vil søge efter mig hvis de ved at jeg har min førlighed. Da kan det være jeg ikke vil kunne afslå at følge dem tilbage til mit rige, for jeg tror nok de vil anse vores skilsmisse for en større fortræd end den i virkeligheden er.« Flere end disse ord af jarlen er ikke overleveret.
Derefter tog Sven Åslevson ud til Orknøerne, men Paul Jarl blev tilbage i Skotland. Og dette er hvad Sven har fortalt om denne tildragelse. Men der er nogle som fortæller hvad værre er: at Margrete skal have rådet Sven Åslevson til at blinde hendes broder Paul Jarl og sætte ham i et fangehul, og at hun sidenhen fik en anden mand til at slå ham ihjel dér. Men hvilken af historierne der er mest sand véd vi ikke. Men alle véd at han aldrig siden kom til Orknøerne, og at han heller ikke havde noget herredømme i Skotland.
Om Ragnvald Jarl og Sven Åslevson
Det hændte på Vestnæs da det trak ud med at jarlen kom hjem, at Sigurd Bonde lod udsende folk for at lede efter dem. Og da de kom ned til stedet med klippeblokkene så de hvilket mandefald der var sket. Da tænkte de at jarlen nok var faldet dér, og vendte hjem og fortalte nyheden. Sigurd skyndte sig straks ned for at undersøge valpladsen, og fandt nitten af jarlens mænd dér; men der var seks mænd som de ikke kendte. Derefter sendte Sigurd udsendinge til Egilsø for at opsøge biskoppen og fortælle ham om det der var sket, og biskoppen tog straks af sted til Sigurd. De drøftede tildragelsen, og Sigurd formodede at det måtte være sket på Ragnvald Jarls foranledning. Men dertil svarer biskoppen at det måtte hænge anderledes sammen end at Ragnvald Jarl skulde have snigløbet sin slægtning Paul Jarl. »Jeg tror,« sagde biskoppen, »at det er nogle andre som har begået denne udåd.»
Jadvor Erlendsdatters søn Borgar som havde gård på Gedebjerg, han havde set byrdingen da den sejlede nordpå og tilbage sydover. Men da det blev kendt, så tænkte folk at det måtte være sket efter Frakoks og Ballade-Ølvers plan. Men da den nyhed spredtes på Øerne at Paul Jarl var borte og at ingen vidste hvad der var blevet af ham, da søgte de råd hos hinanden, og de fleste af dem søgte så til Ragnvald Jarl og tilsvor ham troskabsed.
Men Sigurd på Vestnæs og hans sønner Brynjolf og Håkon Pig erklærede at de ikke vilde sværge troskabsed til nogen sålænge de ikke vidste om Paul Jarl kunde ventes tilbage eller ikke. Der var flere som nægtede at aflægge ed til Ragnvald Jarl; men der var også nogle som satte time eller dag på hvornår de vilde blive ham håndgangne hvis der ikke forinden hørtes nyt om Paul Jarl. Men da Ragnvald Jarl indså at han havde at gøre med mange stormænd, så stillede han sig ikke på tværs for noget af det bønderne forlangte. Og i den følgende tid holdt han jævnlig tingstævner med bønderne, og på hvert ting var der altid nogle der sluttede sig til ham.
Det hændte en dag i Kirkevåg at Ragnvald Jarl holdt ting med bønderne. Og medens folk var på tinget sås ni væbnede mænd komme gående nede fra Skalpejd op til tingstedet, og da de nåede frem til tinget, så genkendte man en af dem som Sven Åslevson. Folk var spændte på hvad han havde at fortælle af nyt. Sven var sejlet sydfra til Skalpejd og havde efterladt sit skib dér, og de gik så til Kirkevåg. Og da de ankom til tinget, så samlede hans slægtninge og venner sig om ham og udfrittede ham om hvad der var sket; men han gav kun korte svar, og bad om at biskoppen blev tilkaldt.
Og biskoppen bød Sven hjertelig velkommen, for de havde længe været gode venner. De taltes nu ved under fire øjne, og Sven fortalte da biskoppen alt som det var om sin gøren og laden, og bad ham om sammen med sig at takle den vanskelige situation. Biskoppen sagde: »Det er store nyheder du fortæller, Sven, og vi to alene kan ikke regne med at kunne afgøre den sag; nu skal du vente på mig her; jeg vil så tale din sag for folket og for Ragnvald Jarl.«
Biskoppen går så hen på tinget og beder om ørenlyd. Og da han fik ordet taler biskoppen så om Svens sag, og fortalte hvorfor han var rejst fra Orknøerne og hvilken hård straf Paul Jarl havde pålagt ham for drabet på den slyngel til Sven Bryst-Reb. Biskoppen bad så Ragnvald Jarl og hele folkeforamlingen om lejde for Sven. Da svarer Ragnvald Jarl: »Jeg for min del lover Sven tre dages lejde. Men det forekommer mig, biskop, at du ser ud som om du og Sven vil kunne fortælle om store begivenheder vi endnu ikke har hørt om. Jeg vil have at du tager dig af Sven og står inde for ham; men jeg vil tale med ham i morgen.« »Ja, ja,« sagde biskoppen, »han vil gerne tale med Jer, og det så snart som muligt, og han vil sværge Jer troskab hvis I vil tage imod ham.« Jarlen svarer: »Ikke at jeg synes jeg har for mange venner her i landet; men vi skal nu alligevel drøfte det nærmere før jeg går ind på det.« Derefter får de fire en samtale: Ragnvald Jarl, hans fader Kol, biskoppen og Sven Åslevson. Dér fortæller da Sven om både det søde og det sure som var forefaldet mellem ham og Paul Jarl, og de besluttede da at lade de fleste af deltagerne forlade tinget.
Næste morgen står jarlen op, og gav så folk lov at rejse hjem. Men da de fleste af forsamlingen brød op, så kaldte han hver enkelt til samtale og lod først alle tilstedeværende love Sven lejde medens han fortalte hvad der var sket.
Næste morgen igen fik man Håkon Karl, broder til Magnus Jarl den Hellige, til at fortælle Sigurd på Vestnæs og hans sønner om jarlens skæbne: at han ikke kunde ventes tilbage til riget og at han var lemlæstet. Sigurd siger: »En sag af stor vigtighed synes jeg jarlens bortførelse er; men det alvorligste er dog, synes jeg, at han er gjort vanfør, for ellers var der ingen steder han vilde kunne komme hvor jeg ikke vilde opsøge ham.« Og bagefter har han sagt til sine venner at Håkon ikke vilde være kommet derfra med sin fulde førlighed hvis han havde haft mandskab nok til sin rådighed da han fortalte ham den historie, så meget berørte det ham.
Men efter denne tildragelse underkastede alle på Orknøerne sig Ragnvald Jarl, og han blev nu enerådende over dette rige som Paul Jarl havde haft. Og kort tid efter blev grunden til Magnuskirken udstukket og bygmestre ansat, og arbejdet skred så godt frem det første år at der skete mindre de næste to-tre. Kol var den som mest fremmede byggeriet og som havde overopsynet med det. Men efterhånden som byggeriet skred frem blev det bekosteligt for jarlen, og pengene var næsten sluppet op. Så rådførte jarlen sig med sin fader, og Kol foreslog at jarlen skulde lade lovfæste at jarlerne havde taget al odelsjord i arv efter folk, og at arvingerne skulde indløse den ved en afgift, hvilket blev anset for strenge vilkår.
Da lod Ragnvald Jarl stævne til tingsamling og tilbød bønderne at de kunde købe odelsjorden så de ikke behøvede at indløse den; det gik de ind på så alle bliver tilfredse. Men en afgift på én mark af hvert plovsland84) på alle Øerne skulde ydes til jarlen. Og fra da af manglede der ikke penge til kirkebyggeriet, som også er udført med stor omhu.
Biskop Jon kom fra Skotland
Da Ragnvald havde regeret Orknøerne i to år holdt han julegilde på en gård han ejede som hedder Knarrestad. Det var sjette juledag at der blev set et skib komme sejlende nordpå over Pentlandsfjorden. Vejret var godt, og jarlen stod ude sammen med mange andre og kiggede efter skibet. Der var en mand som hed Rolf og som var jarlens hirdpræst.
Da nu disse folk nåede land gik de fra borde, og jarlens mænd talte at der vel var femten eller seksten mand. Og forrest i flokken gik der en mand i blå kappe og med håret samlet op under en hue. Han havde raget sit skæg foran på hagen, men på kæber og kinder var det uraget og hang bredt ned derfra. Denne mand forekom dem ret underlig; men Rolf siger at det var biskop Jon oppe fra Atjoklar i Skotland. Da gik jarlen dem i møde og byder biskoppen hjertelig velkommen. Jarlen satte biskoppen i sit eget højsæde og går selv til hånde som opvarter.
Den næste morgen tidligt holdt biskoppen tidebøn og tog derefter nordpå til Egilsø for at opsøge biskop Villiam, og blev dér til tiende juledag. Så rejste begge biskopperne ned til Ragnvald Jarl med et prægtigt følge, og fremførte deres ærinde. De fortæller om Sven Åslevsons og Maddad Jarls særaftale om at deres [Maddads og Margretes] søn Harald skulde bære titel af jarl og dele Orknøerne halvt med Ragnvald Jarl, men at Ragnvald Jarl skulde være den der bestemte for dem begge; desuden at også når Harald blev voksen skulde Ragnvald Jarl bestemme hvis der var noget de var uenige om. Sven var også til stede og fremlagde dette sammen med biskoppen. De aftalte med Ragnvald Jarl at der blev berammet et møde på Katnæs om foråret i fastetiden; og da sluttedes så overenskomsten med det vilkår og besegledes ved edsaflæggelse af de bedste mænd fra Orknøerne og fra Skotland. Så rejste Harald Maddadsson ud til Orknøerne sammen med Ragnvald Jarl, og der blev givet ham titel af jarl.
Sammen med Harald Jarl rejste dengang også Torbjørn Klerk ud til Øerne; han var søn af Torsten Hold og Frakoks datter Gudrun. Han var en kløgtig og meget stærk mand; han opfostrede så Harald Jarl og var den som mest tog bestemmelser angående ham. Torbjørn giftede sig på Orknøerne og fik Ingegerd Olafsdatter, Sven Åslevsons søster, til hustru. Torbjørn var så skiftevis ude på Orknøerne og oppe i Skotland; han var djærv og uforfærdet som få, men for det meste en stor despot. Sven Åslevson overtog alle de ejendomme som hans fader Olaf og hans broder Valtjof havde ejet. Han blev således en rigtig stormand og holdt altid mange mænd hos sig. Han var en kløgtig mand og fremsynet i mange forhold, men despotisk og fremfusende. På den tid var der ikke i landene vestenhavs to mænd der stod mere respekt om end svogrene Sven og Torbjørn; de var hinanden meget forbundne.
Indebrændingen af Frakok
Det skete engang at Sven Åslevson talte til Ragnvald Jarl om at han skulde forsyne ham med mandskab og skibe til at hævne sin fader Olafs indebrænding på Ølver og Frakok. Jarlen svarede: »Mener du ikke, Sven, at vi nu ikke behøver at frygte noget ondt af Ølver og det gamle kvindemenneske til Frakok som ingenting magter?« Sven svarer: »Vi har altid noget at frygte fra dem sålænge de lever; men jeg tænkte ellers ikke da jeg gjorde dig den største tjeneste, at du vilde afslå noget sådant.« Jarlen svarer: »Hvad kan jeg da give dig som du er tilfreds med?« Sven svarer: »To veludrustede skibe.« Jarlen erklærede at han skulde få hvad han bad om.
Derefter forbereder Sven sig på sin rejse, og da han var rede sejlede han sydpå til Bredefjord, og derfra for en nordvestenvind til Duvøre; det er en købstad i Skotland. Og derfra tog han ind via Mærhøve til Ekkjalsbakke, og videre til Maddad Jarl på Atjoklar; denne gav så Sven ledsagere med som kendte den vej han vilde tage ad fjelde og skove. Han tog den højereliggende rute gennem fjelde og skove oven for alle bygder og nåede frem til Hjelmdal omtrent midt i Syderland.
Men Ølver og Frakok havde haft vagtposter ude i alle retninger hvorfra de mente der kunde ventes ufred fra Orknøerne; men fra netop den kant ventede de ikke krigsfolk. De blev først opmærksomme på skaren da Sven og hans mænd var kommet frem til en bakkeskråning bag ved Frakoks gård. Dér mødte Ballade-Ølver dem med tres mand. De kommer straks i kamp, og der ydes kun ringe modstand: Ølver og hans mænd trækker sig tilbage hjem til gården da de ikke kunde nå til skoven; dér skete der stort mandefald. Men Ølver flygtede op til Hjelmdalselven og derfra op i fjeldet, og videre derfra til vestkysten og ud til Syderøerne, og han er så ude af sagaen.
Men da Ølver undslap, så drog Sven og hans skare hjem til gården og røvede alt muligt dér. Og derpå brændte de gården af tillige med alle som var derinde, og dér kom Frakok af dage. Sven og hans mænd øvede stort hærværk der i Syderland førend de vendte tilbage til deres skibe. Siden lå de ude på vikingetogt sommeren over og plyndrede på de skotske kyster. Om efteråret kom Sven til Orknøerne og opsøgte Ragnvald Jarl; denne bød ham hjerteligt velkommen. Sven tog så over til Dungalsby på Næs85) og opholdt sig dér om vinteren.
På denne tid kom der bud til Sven fra Holdbod på Syderøerne om at Sven skulde komme ham til undsætning eftersom der var kommet en stormand fra Bretland og havde fordrevet Holdbod fra hans gårde og røvet meget rørligt gods. Udsendingen hed Robert, en englænder. Sven brød straks op da han fik budskabet., og tog ud til Orknøerne, mødte Ragnvald Jarl og opfordrede ham til at give ham mandskab og skibe. Jarlen spurgte hvad Sven nu vilde foretage sig. Han svarede at han havde fået bud fra den mand som var den sidste han vilde sige nej til, og som havde vist sig som hans bedste ven da han mest trængte til det, dengang de fleste var imod ham. Jarlen svarer: »Godt vilde det da være om I kunde skilles som venner, for de fleste syderøboer er troløse; men du må jo vise dig som det mandfolk du er. Jeg vil give dig to fuldt bemandede skibe.«
Dette er Sven godt tilfreds med, og rejste så til Syderøerne, men fandt ikke Holdbod før han kom vester til Man, fordi han var flygtet dertil. Men da Sven kom til Man blev Holdbod glad ved at se ham. Dér på Man og vidt omkring på Syderøerne havde denne bretske mand øvet stort hærværk med røverier og manddrab. En fornem mand som hed Andreas havde han fældet; han efterlod en kone som hed Ingrid og en søn som hed Sigmund. Fru Ingrid ejede meget rørligt gods og en stor gård. Holdbod foreslog at han skulde fri til hende. Men da det blev forebragt hende, så erklærede hun: at for at opnå giftermål skulde Sven udføre den bedrift at hævne hendes husbond Andreas. Sven svarer at han nok kunde tilføje de bretske en del skade, – »men jeg kan ikke vide i hvis lod det vil falde at dø.«
Derefter drager Sven og Holdbod på krigstogt med fem skibe. De plyndrede på Bretlands kyster og gik i land på et sted som hedder Jarlsnæs og øver stort hærværk dér. En morgen skete det at de gik op i et torp og kun mødte ringe modstand; bønderne flygtede fra torpet, men Sven og hans folk røvede alt muligt dér og brændte seks gårde af før deres morgenmad. Dengang var der en islænder som hed Erik sammen med Sven; han kvad denne strofe:
41. Bosteder er brændte
og bønder bestjålne,
sådan har Sven gjort
med seks nu til morgen.
En af dem gav han
en grum bekomst,
dér lejer han kul
til lejesvenden.
Derefter vendte de tilbage til deres skib; de lå ude på vikingetogt sommeren over og fik meget krigsbytte; men stormanden søgte tilflugt på en ø der hedder Lundø; dér var en god naturlig fæstning. Sven og hans folk belejrede den i nogen tid, men fik den ikke indtaget, og om efteråret drog de hjem til Man.
Om Svens og Holdbodes krigstogter
Den vinter holdt Sven bryllup med Ingrid og sad nu i stor anseelse. Om foråret samlede han mandskab og rejste hen til Holdbod og gjorde fordring på hans støtte; men han undskyldte sig og sagde at mange af hans mænd var i gang med forskellige gøremål, og nogle var ude på handelsrejser, så dér fik Sven ingen hjælp. Men i virkeligheden havde Holdbod og stormanden sluttet forlig i al hemmelighed og beseglet deres forbund med gaver.
Men Sven tog ikke destomindre af sted; han havde da tre skibe, og først på sommeren blev det ikke til meget bytte. Men hen på sommeren tog de sydpå under Irland og erobrede dér en kogge som tilhørte munkene på Syllingerne, og plyndrede den. Han hærgede også vidt omkring på Irland, og de tog meget krigsbytte og vendte om efteråret hjem til Man.
Sven Åslevson havde ikke siddet hjemme ret længe da han hørte snak om at Holdbod skulde være troløs imod ham; men Sven vægrede sig ved at tro det.
Men en nat om vinteren skete det at Svens vagtmænd kom og sagde at der var ufred i anmarch. Sven og hans mænd løb til deres våben og så ud; dér så de mænd i færd med at sætte ild til gården; der var en stor styrke. Så løb Sven og hans mænd op på en høj og forsvarede sig derfra. De havde en lur de blæste i, og der er tæt bebygget, og nu strømmede der folk til undsætning for Sven og hans mænd, så det endte med at de fremmede trak sig tilbage. Sven og hans mænd styrtede efter dem og forfulgte dem. Der faldt mange af de flygtende; og der var mange sårede hos begge parter inden de skiltes. Men lederen af denne trop var Holdbod. Han var undsluppet med de flygtende; han fortsatte til han nåede til Lundø. Stormanden tog vel imod ham, og de blev sammen. Sven rejste hjem og holdt sig med mange mænd og et stort vagthold, da han mistroede syderøboerne, og sidst på vinteren solgte han sine jorder for rørlige værdier og rejste tidligt på foråret nordpå til Lodhus. På denne færd havde han forøvet stort hærværk.
Om Ragnvald Jarl og Sven
Medens Sven var på Syderøerne var Ragnvald Jarl taget over til Katnæs hvor han nød underhold hos en mand, der hed Roald, i Vig. Hans søn hed Sven, en overmåde gæv mand. Men medens jarlen var på gæstebud dér kom Torbjørn Klerk med følge ned fra Skotland og bragte efterretning om at hans fader Torsten Hold var blevet dræbt, og at det var en jarl som havde dræbt ham. Men folk snakkede om hvor tit Ragnvald Jarl og Torbjørn talte sammen, for jarlen sørgede knap nok for at afslutte de sager der blev forebragt ham, for deres samtale. Torbjørn tog derfra ud til Øerne sammen med jarlen, og Sven Roaldsson blev da jarlens opvarter. Torbjørn havde da været nogen tid i Skotland; han havde ladet to mænd dræbe som havde været med til indebrændingen af Frakok sammen med Sven Åslevson. Men da Sven kom Fra Syderøerne om sommeren, så tog han hjem til sin gård på Gåreksø og ikke til Ragnvald Jarl som han plejede når han kom fra krigstogt. Da nu jarlen erfarede at han var kommet hjem, spurgte han Torbjørn hvad han mente om hvorfor Sven mon ikke opsøgte ham. Torbjørn svarer: »Jeg formoder at Sven har et horn i siden på mig fordi jeg lod de mænd dræbe som havde været med til at indebrænde Frakok sammen med ham.« Jarlen erklærede: Jeg vil ikke have at I har noget udestående med hinanden.« Og derefter tog Ragnvald Jarl ud til Gåreksø og forhandlede forlig mellem dem, og det gik nemt da begge parter ønskede at det blev jarlen som fastsatte vilkårene. Han forligte dem så i denne omgang, og det forlig holdt i lang tid derefter.
Om Ragnvald Jarls spøgefuldheder
På den tid kom der til Orknøerne et islandsk fartøj. Om bord var der en mand som hed Hall, en søn af Torarin Bredmave. Han tog ophold på Rinansø hos Torsten og Ragna. Men han trivedes ikke dér og bad Torsten om at bringe ham til Ragnvald Jarl. De tog af sted og opsøgte ham, men jarlen vilde ikke antage ham. Og da de kom hjem, så spørger Ragna hvordan det var gået. Hall kvad da en strofe:
42. Jeg sendte, Ragna, din søn
– sandhed må mændene høre –
for at skaffe mig ophold ved hirden,
hæderligt har han bestræbt sig.
Han har, siger den højsindede,
han som nyder højeste hæder,
nok af kraftige krigsmænd;
han forkastede mig, islænderen.
Kort efter rejste Ragna på besøg hos Ragnvald Jarl i eget ærinde. Hun var klædt med en rød ‘gaddan’86) af hestehår på hovedet. Og da jarlen så det kvad han:
43. Aldrig hørte jeg andet
end at alle stadskvinder
slog tørklæder om tinding,
– jeg taler ej med blød tunge.
Nu binder om sin nakke
nærværende valkyrie
en hoppes hale, hvormed hun
herligt smykker sig for krigeren.
Ragna sagde: »Her går det som et gammelt ord siger: ingen er så klog at han ser alt; for det her er fra en hingst og ikke en hoppe.« Hun tog så et silketørklæde og slog om hovedet, og fremførte uanfægtet sit ærinde. Jarlen var til at begynde med ret forbeholden over for hende; men efterhånden blev hans ord mildere, og hun fik det som hun vilde have det: hun opnåede plads for Hall i hirden, og lang tid derefter opholdt han sig hos Ragnvald Jarl. De to digtede sammen Den gamle Versemålsnøgle87) hvori de satte fem strofer for hvert versemål. Men det fandt man var for langtrukkent, så nu kvæder man det med to strofer for hvert versemål.
Om Ragnvald Jarl og Sven Åslevson
Det fortælles at Sven Åslevson fik at vide at Holdbod var kommet til Syderøerne; han bad da Ragnvald Jarl om at give ham hjælp til at hævne sig. Jarlen gav ham fem skibe: det ene styrede Torbjørn Klerk, og Torkel Flettes søn Havlide det andet, Håvard Gunnasons søn Dufnial det tredje, Rikard Torleifsson det fjerde og Sven Åslevson selv det femte.
Men så såre Holdbod fik det at vide om Sven, så flygtede han fra Syderøerne. Sven og hans følge dræbte mange på Syderøerne og røvede og brændte vidt omkring. De erobrede meget krigsbytte, men fik ikke fat i Holdbod, og han kom aldrig siden til Syderøerne.
Sven vilde blive på Syderøerne om vinteren; men Torbjørn og de andre vilde hjem, så om efteråret sejlede de nordpå til Katnæs og kom til Dungalsby. Men da de skulde dele deres krigsbytte, så erklærede Sven at alle skulde have lige meget på nær det at han selv skulde have høvdingeparten fordi, sagde han, han alene havde været leder, og jarlen havde givet ham dem til støtte. Han sagde også at det kun var ham og ikke dem der havde noget udestående med syderøboerne. Men Torbjørn syntes at han havde bidraget nøjagtig lige så meget og været lige så meget leder. De forlangte at alle skipperne fik lige part. Men det blev som Sven vilde eftersom han var langt mere mandstærk dér på Næsset.
Men Torbjørn tog ud til Orknøerne og opsøgte Ragnvald Jarl og fortalte ham hvordan det var gået til mellem ham og Sven, og at de som han havde berøvet deres part var utilfredse med det. Jarlen erklærede at det ikke var den eneste gang det vilde vise sig at Sven ikke var nogen retsindig mand, – »men engang vil det komme dertil at han får gengæld for sine urimeligheder. Men I skal ikke kives om dette; jeg vil give jer lige så meget af mit som I går glip af hos ham. Jeg vil heller ikke have at I rejser kravet om det over for ham, og godt var det om der ikke kom større fortrædeligheder fra hans side.« Torbjørn svarer: »Gud takke Jer, Herre, for den hæder I viser os, og vi vil så ikke kives med Sven om dette. Men aldrig mere vil jeg være ven med ham, og én eller anden forsmædelse vil jeg skaffe ham til gengæld for det her.«
Og derefter erklærer Torbjørn sig skilt fra Svens søster Ingegerd, og sendte hende over til Sven på Næs. Denne tog godt imod hende, men syntes at der var tilføjet ham stor forsmædelse. Nu var der fjendskab imellem dem; det blev opfyldt som ordsproget siger: at ‘det ene vilddyr holder det andet i skak’.
Medens Sven var på Syderøerne havde han indsat Margad Grimsson til at styre for sig i Dungalsby og overgivet ham de bestillinger han selv havde at udføre for Ragnvald Jarl. Men Margad var trættekær og stridslysten og gjorde sig upopulær ved sin ubillige fremfærd. Men de som blev mest ramt af hans urimeligheder fortrak og søgte til Roald og blev dér; det førte til uvenskab mellem Roald og Margad. Kort tid efter rejste Margad tyve mand høj til Vig i embeds medfør. Og førend han vendte tilbage nordpå hjemsøgte han Roald Bonde og dræbte ham tillige med nogle andre, og rejste så til Dungalsby for at opsøge Sven. Da samler Sven mandskab og tager til Lambaborg og bringer den i forsvarsstand. Der var en god naturlig fæstning, og dér sad han med tresindstyve mand og samlede proviant og andre livsfornødenheder. Borgen lå på en klippe i havet, og foroven var der en velbygget stenmur. På den ene side strakte klipperne sig et langt stykke langs med havet. De forøvede nu mange ugerninger på Katnæs i form af røverier, og bragte byttet derfra hjem til borgen, og gjorde sig meget upopulære.
Om Sven Åslevsons færden
Meddelelsen om dette kom Ragnvald Jarl og Sven Roaldsson for øre. Sven anmodede jarlen om hjælp til at bringe denne sag i orden; der var mange som sammen med Sven forelagde dette. Det førte til at Ragnvald Jarl brød op og tog over til Næs tillige med følgende stormænd: Torbjørn, Havlide Torkelsson, Dufnjal Håvardsson, det var dem der var mest fjendtlige imod Sven. De tog til Dungalsby; men da var Sven borte. De fik nys om at Sven var i Lambaborg; jarlen og hans følge drog da dertil. Og da de kom til borgen, så spørger Sven hvem der var leder af styrken. Det blev sagt ham at Ragnvald Jarl var lederen. Sven spurgte jarlen om hvad hans ærinde var. Jarlen svarer at han vil at han overgiver Margad i deres magt. Sven spørger om han vil få frit lejde. Jarlen sagde at det vilde han ikke love. Så erklærede Sven: »Jeg nænner ikke at overgive Margad i Sven Roaldssons eller andre af mine fjenders vold som er sammen med Jer; men Jer selv, Herre, vilde jeg gerne forliges med.« Da svarer Torbjørn Klerk: »Hør hvad den forræder siger: at han gerne vilde slutte forlig; men først har han plyndret hans land og ligget ude på tyvetogter. Du gengælder jarlen slet for mangen hæder han har vist dig, som du gør alle dem du bare kan komme af sted med.« Sven svarer: »Du, Torbjørn, behøver ikke at snakke så højt op her, for det bliver ikke dine ord der afgør hvad der bliver gjort. Men min fornemmelse siger mig at før I skilles vil du komme til at gengælde ham på det værste den hæder han har vist dig, for ingen af dem der har noget med dig at gøre vil få nogen lykke fra dig.« Da erklærede Ragnvald Jarl at de ikke skulde stå og mundhugges.
Derefter omringede de borgen og forhindrede alle tilførsler dertil, og det stod på i lang tid at ingen kunde komme derind. Og da provianten var ved at slippe op, så kaldte Sven sine mænd sammen og rådførte sig med dem; men alle mand erklærede med én mund at de vilde have ham til at bestemme sålænge de havde valget. Da tog Sven til orde og erklærede: »Mig forekommer det mest forsmædelige at være: at sidde her og sulte, og så bagefter overgive sig til sine fjender. Det er også gået som man kunde vente: at i forhold til Ragnvald Jarl skorter det os både på klogskab og lykke. Og der er søgt både forlig og frit lejde, og ingen af delene er blevet tilstået min makker Margad; men jeg véd at der her er mulighed for at andre kan få frit lejde; men jeg nænner ikke at udlevere ham til øksen. Nu er det ikke ret og rimeligt at så mange her skal undgælde for at han har bragt sig i uføre, selv om jeg ikke nænner her og nu at skilles fra ham.»
Og herefter valgte Sven den udvej at binde de reb sammen de havde. Og om natten lod de Sven og Margad hejse fra borgen ned i havet; derefter gav de sig til at svømme og styrede frem langs med klipperne indtil de stejle hamre sluttede. Så gik de i land og drog op til Syderland og videre til Mærhøve og derfra til Duvøre. Dér stødte de på nogle orknøske folk på en byrding; deres fører hed Halvard og en anden Torkel; de var ialt ti. Sven og Margad gik om bord hos dem, og tolv mand høj sejlede de sydpå langs den skotske kyst til de kom til Mågeøerne; der var dengang et kloster. Baldvin hed den abbed som styrede det. Dér lå Sven og de andre vejrfaste i syv dage; de sagde at de var sendt af Ragnvald Jarl til den skotske konge. Munkene tvivlede på det de sagde og anså dem for at være røvere, og sendte bud i land efter folk. Men da Sven og hans ledsager opdager det, så springer de om bord i skibet med en masse tyvekoster fra stedet. De sejlede derfra ind efter Mørkefjorden. I Edinborg opsøgte de den skotske konge David; han tog vel imod Sven og tilbød dem ophold hos sig. Sven fortalte kongen alle omstændighederne vedrørende hvordan han var kommet dertil, og hvordan det var gået til mellem Ragnvald Jarl og ham selv inden de skiltes, tillige med det at de havde røvet på Mågeøerne. Sven og hans ledsager var nu en tid hos den skotske konge, som viste dem megen agtelse.
Kong David sendte bud til dem der havde mistet ejendele ved Svens gerninger på hans færd, og lod dem selv vurdere den skade der var påført dem, og erstattede med egne midler enhver hans tab. Kong David tilbød Sven at lade hans kone hente pa Orknøerne og at vise ham sådan hæder i Skotland så han kunde være godt tilfreds. Sven gjorde det klart for kongen hvad han ønskede, og sagde at han gerne vilde have at Margad blev tilbage dér hos kongen mens han sendte det budskab til Ragnvald Jarl at han vilde indgå forlig med ham, og Sven sagde at han vilde lægge sin sag helt i Ragnvald Jarls hænder, idet han erklærer at han altid var velfornøjet når de var forligte, men utilpas når de var på kant med hinanden. Kong David svarer: »To ting står nu klart: denne jarl må være en god mand, og ydermere står det for Jer som om han og hans er det eneste der gælder. Du sætter nu din lid til hans forsikringer, men giver slip på det vi tilbyder dig.« Sven sagde at han aldrig vilde give slip på hans venskab, men sagde at han alligevel vilde bede kongen om at tilstå ham dette. Kongen erklærede at sådan skulde det blive.
Kong David sendte udsendinge nordpå til Orknøerne med gaver og det budskab at jarlen skulde indgå forlig med Sven. Så rejste også Sven nordpå til Øerne, men Margad blev tilbage hos kongen. Kong Davids udsendinge tog hen og opsøgte Ragnvald Jarl. Han tog vel imod dem såvel som de gaver kongen sendte ham, og lovede forlig. Derefter tog han imod Sven i fred og fuldt venskab, og denne rejste så til sine gårde.
Valtjof Jarls fald
Da Sven og Margad havde forladt Lambaborg besluttede de som var i borgen at overgive fæstningen til Ragnvald Jarl. Han spurgte hvad de sidst havde set til Sven og Margad, og de fortalte det som det var. Og da jarlen hørte det erklærede han: »Det kan siges med sandhed at der er ingen af de mænd vi har til rådighed her der kan måle sig med Sven; sådanne bedrifter er både mandige og seje.88) Men jeg vil ikke gøre mig til en usselryg på grund af jer, selv om I har ladet jer indfiltre i det her uføre sammen med Sven; hver af jer må fare i fred for mig.«
Jarlen rejste derfra hjem til Orknøerne, men sendte Torbjørn Klerk med fyrretyve mand på et skib sydpå til Bredefjord for at lede efter Sven og hans ledsager; men der hørtes intet nyt om ham. Da taler Torbjørn til dem om at det var en underlig færd de var på, – »her rakker vi af sted efter Sven, endda vi har hørt at min faders drabsmand Valtjof ikke er langt herfra og kun har en lille flok mænd. Hvis I nu vil gå løs på ham sammen med mig, så vil jeg love jer at jeg ikke skal bære mig ad som Sven og tage jeres part fra jer hvis der bliver bytte at få; de kostbarheder vi får fat i skal I have, og kun tildele mig det I vil, for jeg regner ry for bedre end rigdomme.«
Derefter tog de derhen hvor Valtjof Jarl var på gæsteri, og de indesluttede dem i huset og satte uden videre ild til det. Valtjof og hans mænd løb til dørene og spurgte hvem der havde ansvar for ilden. Torbjørn gav sig til kende. Valtjof tilbød bøder for drabet på Torsten, men Torbjørn erklærede at han ikke behøvede at bede om forlig. Valtjof og hans mænd forsvarede sig godt en tid lang. Men da ilden blev nærgående løb de ud, men da blev deres forsvarskamp kortvarig eftersom de var meget medtagne af ilden. Dér faldt Valtjof Jarl tillige med tredive mand. Dér fik Torbjørn og hans følgesvende meget bytte, og alle sine løfter til folkene holdt han som en mand. Efter det tog de ud til Orknøerne og opsøgte Ragnvald Jarl, og han gav udtryk for tilfredshed med hvad de havde udrettet. Der var nu roligt på Øerne, og god fred.
På den tid boede der i Vig på Orknøerne en mand ved navn Kolbein Hruga89) som var overmåde stor i slaget. Han lod bygge en stenborg dér; det var en sikker fæstning. Kolbein var gift med Herbjørg, en søster til Håkon Barn; deres moder var Sigrid, Herborg Paulsdatters datter. De havde disse børn: Kolbein Karl, Bjarne Skjald, Sumarlide, Aslak og Frida; de var alle betydelige folk.
Om Ejndride den Unge
På den tid herskede Harald Gilles sønner i Norge. Ældst af dem var Eystein, men Inge var ægtefødt, og lendermændene viste ham mest respekt; han lod dem råde i alt hvad de vilde. På denne tid havde lendermændene Øgmund og Erling, Kyrpinge-Orms sønner, mest at sige hos ham. De besluttede sammen med Kong Inge at han skulde sende bud til Ragnvald Jarl og indbyde ham til et ærefuldt besøg i Norge, idet de sagde, som sandt var, at jarlen havde været en god ven af hans fader, og de opfordrede ham til at knytte sig så venskabeligt til jarlen som muligt så han blev bedre ven med ham end med hans brødre, hvad der nu end måtte ske imellem dem. Jarlen var i slægt med brødrene og en meget god ven af dem.
Da dette budskab kom til Ragnvald Jarl reagerede han hurtigt og gjorde sig rejseklar, fordi han længtes efter at tage til Norge for at møde sine slægtninge og venner. Harald Jarl bad om at komme med på denne rejse, af nysgerrighed og for sin fornøjelses skyld; han var dengang nitten år gammel.90) Og da jarlerne var rejseklare sejlede de østover sammen med nogle købmænd og med et anseligt følge, og ankom i det tidlige forår til Norge. De mødte Kong Inge i Bergen; kongen tog imod dem på det bedste. Ragnvald Jarl mødte dér mange af sine venner og slægtninge; han blev der meget længe om sommeren.
Den sommer kom Ejndride den Unge hjem ude fra Miklagård; han havde længe opholdt sig dér, i tjeneste. Han kunde fortælle dem mangt og meget derudefra, og folk fandt fornøjelse i at spørge ham om verden derude. Jarlen talte jævnlig med ham. Og engang de talte sammen, så erklærede Ejndride: »Jeg synes det er underligt, Jarl, at du ikke vil rejse ud til Det hellige Land og så ikke nøjes med historier om de ting der er at fortælle derfra. Det er det rette sted for folk som Jer, på grund af Jeres færdigheder. Du vil blive påskønnet mest der hvor du kommer blandt fornemme folk.« Og da Ejndride havde udtalt dette, så var der mange andre foruden ham der talte for det og ansporede ham til at blive fører på en sådan rejse. Erling talte meget for det, og sagde at han vilde tage med på rejsen hvis jarlen vilde være leder af den. Og siden så fornemme folk var opsatte på det, så lovede jarlen at tage med. Og da jarlen og Erling indbyrdes besluttede dette, så var der mange ansete mænd der meldte sig til denne rejse, nemlig følgende lendermænd: Ejndride den Unge som skal vise vej, Jon Petersson, Aslak Erlendsson, Guthorm Melø-Koll fra Hålogaland.
Det blev aftalt at ingen af dem skulde have større skibe med end på tredive rum, undtagen jarlen, og ingen uden han skulde have pragtskibe. Sådan skulde det være for at ingen skulde misunde nogen at den ene havde sit mandskab eller sit skib bedre udstyret end den anden. Jon Fod skal lade et ekspeditionsskib bygge til jarlen og gøre sig størst mulig umage med det.
Ragnvald Jarl rejste vestover hjem om efteråret og agtede at sidde to år i sit rige. Kong Inge gav jarlen to langskibe, ret små og overmåde smukke, og mest bygget til at ro; de var hurtigst af alle skibe. Ragnvald Jarl gav Harald Jarl det ene skib; det hed ‘Fifa’ og det andet hed ‘Hjælp’. Med disse skibe lagde jarlen vesterud over havet. Ragnvald Jarl havde også modtaget store gaver af sine venner.
Det var en tirsdag aften at jarlerne lagde til havs, og de sejlede for en rigtig god vind om natten. Om onsdagen var det stærk storm; men om natten fik de landkending. Da var der meget mørkt; de så brænding af brodsøer på alle sider tæt ved dem. Forud havde de holdt sig samlet i en flåde på sejladsen. Nu var der ikke andet valg end at sejle begge skibene på grund, og det gjorde de. Der var først en ur91) og et lille forland, og ovenfor høje klipper. Dér blev alle mand reddet; men meget rørligt gods gik tabt; noget af det drev op i løbet af natten. Ragnvald Jarl var atter en gang, som altid, den der fremfor alle andre holdt humøret oppe. Han var så lystig at han spillede med fingrene, og næsten alt hvad han sagde var på vers. Han trak en ring af sin finger og kvad en strofe:
44. Jeg hænger en hamret slange92)
på høgebroen af kvinden93)
i skikkelse af en skænk af
den skjaldedrik Grimner94) giver.
En sådan glæde har hun gjort mig,
guldets ranke bærerske,
den smækre, ringbærende stamme
at jeg spiller med mine fingre.
Og da de havde båret deres sager op på land begav de sig ind i landet for at opsøge beboede steder, da de formodede at det var Hjaltland de var kommet til. De fandt hurtigt nogle gårde, og mændene blev så fordelt ud i flere bygder. Dér blev folk glade da jarlen kom, og man forhørte sig om hans rejser. Jarlen kvad denne strofe:
45. Det braged’ da brændingen knuste
bådene ‘Hjælp’ og Fifa’,
– det våde vejr blev ‘tøsernes’
vanskæbne, og tab for mændene.
Nu ser jeg at mænd vil mindes
mandige jarlers rejse;
– i sandhed svære strabadser
sømændene måtte døje.
Husfruen bragte Ragnvald Jarl en skindpels til at tage over sig; han strakte hænderne frem og tog leende imod den, og kvad:
46. Hér har jeg en skrumpen skindpels,
– mit skrud er såre beskedent, –
havet er stort som sig hæver
højt over vore kapper –,
når end vi atter går op fra
ålevangens95) drivvåde hoppe96)
klædt i prægtige klæder, –
mod klipperne kastedes skuden.
Så blev der lagt store bål til rette for dem som de så sad og varmede sig ved. Der kom en tjenestekvinde ind som rystede over hele kroppen og sagde noget medens hun skælvede, og folk forstod ikke hvad hun sagde. Jarlen påstår at han forstår hvad hun siger:
47. I ligger ved ilden og daser,
men Åse – atatata – ligger
i vandet – hutututu – hvor
vil I sætte mig? – Hu, jeg fryser!
Jarlen sendte tolv af sine mænd til Einar i Guldberuvig; men han sagde at han ikke tog imod dem medmindre jarlen selv kom. Da Ragnvald får dette at høre, så kvad han:
48. Hans folk får ingen føde
før Ragnvald selv viser sig,
erklærer Einar, – jeg mærker
Odins mjød på min tunge.
Hvad han hævdede holdt han,
han som folk ej just elsker;
dog gik jeg ind dér en aften
hvor Yggs ild97) brændte silde.
[ 98) En dag forefaldt i Dynrastarvåg på Hjaltland følgende hændelse: at en fattig bonde længe måtte stå og vente på sin skipper medens alle de andre både roede ud, enhver efterhånden som den var gjort sejlklar. Da kom der en mand i hvid kutte hen til den gamle bonde og spurgte hvorfor han ikke roede ud på fiskeri ligesom de andre mænd. Bonden siger at hans skipper ikke var kommet. »Bonde,« siger manden i kutten, »vil du have at jeg ror ud sammen med dig?« »Det vil jeg,« siger bonden, »men jeg vil alligevel have en part på min båd da jeg har mange børn derhjemme som jeg arbejder for så godt jeg kan.« Derefter roede de ud forbi Dynrastarhoved og inden om Hundholm. Der var kraftig strøm dér hvor de lå, og store bagstrømshvirvler; de skulde så ligge i bagstrømmen, men fiske i strømhvirvlen. Kuttemanden sad forude i båden og skoddede, mens bonden skulde fiske. Bonden bad ham om at passe på at de ikke blev trukket ind i malstrømmen, for så så det sort ud for dem, sagde han. Kuttemanden rettede sig ikke efter hvad han sagde og tog ikke notits af om også bonden skulde blive udsat for noget. Lidt efter gled båden så ud i strømhvirvelen, og bonden blev rædselsslagen og udbrød: »Elendig var jeg i min ulykke da jeg i dag antog dig til rorskarl, for nu dør jeg her, og de derhjemme er uden underhold og helt henvist til betleri hvis jeg dør.« Og bonden blev så bange at han græd, da han frygtede sin død. Kuttemanden svarer: »Vær glad, bonde, og græd ikke, for den som lod os gå i malstrømmen, han vil også drage os ud af den.« Derpå roede kuttemanden ud af malstrømmen, og det blev bonden såre fornøjet over. Så roede de til land og satte båden op, og bonden bad kuttemanden om at gå i gang med at dele fiskene. Men kuttemanden bad bonden dele som det passede ham, han siger at han ikke vil have mere end sin tredjedel. Der var kommet mange mennesker til stranden, både mænd og kvinder og mange fattigfolk. Kuttemanden gav de fattige alle de fisk han havde fået som sin part i dagens løb, og gjorde sig så klar til at forlade stedet. Der var en stejl skrænt man gik op på, og der sad mange kvinder på skråningen. Men da han gik op ad skrænten gled hans fod da der var glat på grund af regn, og han faldt ned af skrænten. En kvinde så det først, og hun lo meget højt ad ham, og så også andre. Men da kuttemanden hørte dette kvad han:
49. Sifs kløgtige søster99)
spotter ad mit antræk,
dog lyder hendes latter
lidt højere end den burde.
Få kender en jarl i fiskerdragt,
men før dag, i morges, drog jeg
årle, energisk, min ege
op af de våde bølger.Derefter begav kuttemanden sig bort derfra; men senere blev folk klare over at denne kuttemand havde været Ragnvald Jarl. Siden er det også blevet mangen mand bekendt at han har øvet mange bedrifter som både var frelsebringende i Guds øjne og morsomme i menneskers. Folk sandede også det ordsprog som stod i strofen: at ‘få kender en jarl i fiskerklæder’.]
Jarlen opholdt sig meget længe på Hjaltland og tog om efteråret sydpå til Orknøerne og holdt sit herredømme i hævd. Det efterår kom der to islandske mænd til ham. Den ene hed Årmod og var skjald, den anden Odde den Lille Glumsson fra Bredefjord; også han var god til at digte. Jarlen tog imod dem begge og gav dem ophold ved hirden.
Jarlen holdt stort julegilde som han indbød folk til og gav dem gaver. Han overrakte et guldindlagt spyd til skjalden Årmod og rystede det, og opfordrede ham til at digte et vers til gengæld. Årmod kvad:
50. Ej overlader han andre,
den ædle hersker, at bringe
skjalden sin gave, – han selv
stridsvækkeren, gør det.
Selv bar den snilde tandværner,
den strålende fyrste, sin gave:
den bedste blodkerte,100) forsiret
med blankt guld, til Årmod.
Det hændte en dag i julen at mændene sad og så på vægtæpperne. Da sagde jarlen til Odde den Lille: »Tag og lav et vers om det den mand gør som er dér på tæppet, og det uden at bruge mere tid på det end jeg bruger på mit. Lad også være med at tage nogen af de ord med i dit vers som jeg har i mit.« Så kvad jarlen:
51.Ned over skulderen svinger
han sværdet, valkyrievånden,
han, den gråhærdede krigsmand
henne yderst på tæppet.
Selv om han vel må vredes,
den vrangbenede dér med guldringen,
på ham som heftigt ægger ham
forholder manden sig rolig.
Så kvad Odde:
52. Foroverbøjet, og forberedt
på at føre et hug mod sin modstander
står med den slebne klinge
slagkæmpen, på tæppet ved døren.
Farlig for mænd at møde
må han frygtes at være;
nu er det, sømænd skal enes
inden der sker nogen skade.
[ 101) Det hændte en dag at en gal mand sprang løs på Ragnvald Jarl og tog så hårdt fat i ham at jarlen vaklede og var lige ved at falde. Da kvad jarlen en strofe:
53. Med et fast greb tog han fat i
fyrstens kappe, den slambert;
et godt gammeldags knubs
gav karlen den gavmilde herre.
Stærk var Ståle-Bjarke,
stormanden vaklede, sagde man.
På kraft, fremfor omløb i knolden
kendes den ord-onde slagsbroder.]
Jarlen havde også biskop Villiam med til sit gilde i julen, tillige med mange af sine stormænd. Da åbenbarede han også sine planer om at han agtede sig udenlands, ud til Det hellige Land. Han opfordrede biskoppen til at tage med ham på rejsen. Biskoppen havde studeret i Paris, og jarlen ønskede specielt at han skulde være deres tolk. Biskoppen lovede at tage med.
Følgende mænd begav sig på rejse sammen med Ragnvald Jarl: Håvard Gunnasons søn Magnus, og Sven Roaldsson; de var begge skibsførere. Af de mindre mænd tog følgende med, for så vidt de er nævnt: Torgeir Savakol,102) Odde den Lille, Torbjørn den Sorte og Årmod; disse var jarlens skjalde. Så var der disse mænd: Torkel Krogøje og Grimkel fra Glatnæs og Blån, en søn af Torsten fra Flyndernæs.
Da så de to vintre var gået som de skulde bruge til forberedelsen, rejste Ragnvald Jarl tidligt om foråret fra Orknøerne østover til Norge for at se hvordan det gik for lendermændene med hensyn til forberedelserne. Og da jarlen kom til Bergen var Erling Skakke og jarlens svoger Jon Fod der allerede; også Aslak var kommet dertil, og Gutorm kom lidt senere. Dér lå også det skib ved bryggen som Jon havde ladet bygge til jarlen. Det var på femogtyve rum og forfærdiget med stor omhu, fuldt udstyret og med alle stavnplader og vindfløje indlagt med guld, og rigt prydet alle andre steder. Skibet var det største klenodie i sin art.
Ejndride kom jævnlig til byen i sommerens løb, og siger da hver gang at han vilde være klar i ugen efter. Men mændene gav ondt af sig over at man måtte vente så længe på ham. Nogle vilde have at man ikke skulde vente på ham, de sagde at der var dem der havde foretaget denslags rejser uden at Ejndride var med.
Nogen tid efter kom Ejndride til byen og erklærede da at han var rede, og opfordrede så jarlen til at sejle så snart han mente der var god bør i vente. Da så den dag kom da de syntes det var godt sejlvejr, lagde de ud fra byen og satte sejl. Der var ikke meget vind; jarlens skib gik kun småt da det krævede kraftig vind. De andre stormænd mindskede farten: de vilde ikke sejlefra jarlen. Men da de omsider kom fri af øerne blev vejret efterhånden barskere. Det blev så barskt at de måtte rebe sejlene på de mindre skibe; men nu begyndte jarlens skib at få fart på. Da så de to store skibe komme sejlende efter sig, og de nåede dem snart efter og sejlede forbi dem. Det ene skib var meget flot bygget, det var en drage; både hovederne og krumningerne bagtil var stærkt forgyldte. Det var lyst på boven og malet over vandlinjen overalt hvor det kunde tænkes at tage sig ud. Jarlens mænd erklærede at det måtte være Ejndride som sejlede dér, – »og det er ringe han har holdt hvad der blev aftalt: at ingen uden I, Herre, skulde have et stadsskib.« Jarlen siger: »Han er stor i slaget, ham Ejndride. Nu er det ikke til at undres over at han ikke vil stilles lige med os, så ringe sejlende vi er ved siden af ham; men vi har til gode at se om hans lykke rejser foran ham eller bagefter; vi vil ikke indrette vores rejse efter hans storagtighed.«
Ejndride på det største skib sejlede dem nu rask agterud. Men jarlen holdt sine skibe i samlet formation, og deres sejlads gik godt; om efteråret ankom de velbeholdne til Orknøerne.
Dér blev det så besluttet at de skulde blive der vinteren over; nogle bekostede selv opholdet, og nogle boede hos bønder, men mange hos jarlen. Der var megen uro på Øerne den vinter, og der opstod uoverensstemmelser mellem østmænd103) og orknøboere om handeler og om kvindeaffærer, og der blev meget kiv over det. Jarlen gjorde sig megen umage med at tage sig af dem når begge parter syntes de skyldte ham alt godt, men også fortjente alt godt af ham.
Om Ejndride og hans folk kan det fortælles at de kom ind under Hjaltland, og dér slog han det gode skib i spåner og forliste meget gods; men det mindre skib klarede sig. Ejndride opholdt sig på Hjaltland vinteren over, og sendte folk østerpå til Norge for at få et langfartsskib bygget til ham.
Der var en mand som hed Arne Stankelben, en af Ejndrides skibsmandskab; han og ti andre tog sydpå til Orknøerne om vinteren. Arne køber malt og slagtekvæg hos en af Sven Åslevsonss fæstere; men da han kom for at få betalingen holdt Arne den tilbage. Og da han kom efter den for anden gang fik han ukvemsord til gengæld, og inden de skiltes daskede Arne til ham med nakken af øksen og udtalte følgende: »Rejs nu hen og fortæl det til den karl du hele tiden truer med, og få ham til at skaffe dig ret, det er det bedste du kan gøre.« Bonden tog af sted og fortæller Sven det, og bad om han vilde skaffe ham hans ret. Sven siger ikke meget til svar, men gav udtryk for at det kunde han ikke love noget om.
En dag i foråret hændte det at Sven var på farten for at indkassere sine fæsteafgifter; de var fire mand i en otteårers båd. Deres vej førte dem forbi den ø hvor Arne og hans fæller opholdt sig. Sven talte nu om at de skulde lægge til land; men der var kraftig ebbe. Sven gik alene op med en håndøkse i hånden; han bad dem om at passe på båden så den ikke gik på tør grund.
Arne og hans kammerater boede i et lille hus ikke langt fra vandet. Sven gik op til huset og ind. Arne og de andre var derinde og hilste på Sven; han hilste tilbage og talte til Arne om at han skulde bringe sit mellemværende med bonden i orden. Arne erklærede at det havde ingen hast. Sven opfordrede ham til at gøre det for hans skyld og få sagen ordnet. Arne sagde at af den grund gjorde han det ikke. Sven svarede at det vilde han ikke stå længe og bede om, og i det samme satte han øksen i hovedet på Arne så den stod i til økseryggen, og han gav slip på øksen. Sven løb ud, men Arnes kammerater tog sig af ham; men nogle af dem løb efter Sven ned på lerstranden. De løb så langs strandkanten; en af dem var den hurtigste og kom på arms afstand til Sven. Der lå nogle store tangkvaster i leret på ebbestranden. Sven snappede en tangkvast og drev den i ansigtet på ham der var nærmest, med ler og det hele. Denne tog sig til øjnene med begge hænder og tørrede leret af. Men Sven undslap ud til sin båd og sejlede hjem til sin gård på Gåreksø.
Kort tid efter rejste Sven over på Katnæs hvor han havde nogle ærinder. Han sendte bud til Ragnvald Jarl om at han skulde skaffe ham forlig om drabet på Arne Stankelben. Og så snart jarlen modtog denne besked stævnede han alle dem sammen hos sig som var de forurettede ved drabet på Arne, og fik en ordning med dem så de var tilfredse, og lagde selv ud til bøderne. Mange andre dumheder som blev begået dér den vinter af både østmænd og orkninger – for de var kommet temmelig dårligt ud af det med hinanden – betalte jarlen bøder for ud af sine egne penge.
Tidligt om foråret kaldte jarlen sammen til stort tingstævne på Rossø; derhen kom alle de stormænd der var i riget. Så kundgjorde han for dem at han agtede sig udenlands, ud til Det hellige Land, og siger at han vilde overlade sit rige i sin slægtning Harald Maddadsssons hænder. Han bad om at alle vilde slutte sig til ham af deres ærligste hjerte, hvem han end kunde få brug for medens han selv var borte. Harald Jarl var dengang en mand på knap tyve år. Han var stor af vækst og stærk, ikke køn, men med god forstand, og folk anså ham for velegnet som leder. Torbjørn Klerk var den som tog mest del i landets styrelse sammen med ham i den første tid efter at Ragnvald Jarl var rejst fra Orknøerne.
Udrejsen
Ragnvald Jarl forberedte sig om sommeren til at rejse fra Orknøerne og blev temmelig sent rejseklar fordi de kom til at vente længe på Ejndride, eftersom hans skib som han havde ladet bygge om vinteren ikke kom vesterud fra Norge. Men da de så var klar styrede de med femten store skibe af sted fra Orknøerne. Følgende var skibsførere: Ragnvald Jarl, Biskop Villiam, Erling Skakke, Aslak Erlendsson, Gutorm Melø-Kol, Magnus Håvardsson, Sven Roaldsson, Ejndride den Unge – og fem som ikke er nævnt ved navn. De sejlede fra Orknøerne sydpå til Skotland og videre til England. Og da de sejlede forbi Northumberland kvad Årmod en strofe:
54.Højt hæver sig nu dønningen
ud for Humber; med svajende mast
går det forbi for bidevind;
bredderne synker ved Veslesande.
Ej slår der i øjet på ham som
endnu sidder derhjemme
skumsprøjt af sydende bølger;
svenden rider tør af tinge.
Derpå sejlede de sydpå langs med England og til Valland. Der er intet berettet om deres rejse førend de kommer til en havneby som hedder Narbon. Dér var der sket det at den jarl som før havde styret byen var død; han hed Germanus.104) Han havde efterladt sig en ung, smuk datter som hed Ermingerd; hun tog så vare på sin fædrenearv med de mest ansete mænd, som også var hendes slægtninge, som rådgivere. De besluttede i samråd med dronningen at hun skulde indbyde jarlen til et prægtigt gilde, idet de sagde at det vilde hun vinde berømmelse ved hvis hun tog godt imod så anselige folk som var kommet dertil så langt borte fra, og som yderligere vilde kunne bære hendes berømmelse vidt omkring. Dronningen bad dem sørge for dette. Da de havde modtaget denne opfordring, så blev der sendt bud til jarlen og sagt at dronningen indbød ham til gilde med så mange ledsagere som han selv vilde komme med.
Jarlen tog med tak imod dette; så udvalgte han alle sine bedste mænd til at ledsage ham på turen. Og da de kom til festen blev de modtaget på det bedste, og intet var sparet som kunde forhøje jarlens ære.
En dag medens jarlen sad ved gildet hændte det at dronningen kom ind i hallen sammen med en flok kvinder; hun havde en guldkande i hånden. Hun var klædt i de bedste klæder og bar håret løst som jomfruer plejer, og havde et guldsmykke lagt om panden. Hun skænkede for jarlen, og jomfruerne spillede for dem. Jarlen greb hendes hånd tillige med kanden, og satte hende på skødet hos sig, og de talte meget sammen dagen igennem. Da kvad jarlen en strofe:
55. Sandelig, kloge kvinde
kender jeg ingen andre
som har et smukkere hår
blandt hundrede lysblonde møer.
Lokkerne lader hun falde
langt ned på skuldrene – kloen
på ørnen, den griske, gjorde jeg
blodrød – gule som silke.
Jarlen opholdt sig der længe under stor bevågenhed. Stadens indbyggere var ude efter at jarlen skulde slå sig ned dér og kom med mange hentydninger om at de vilde have ham gift med fruen. Jarlen erklærede at han vilde gennemføre den rejse han havde påtænkt, men gav udtryk for at han vilde komme dertil på tilbagerejsen, og så kunde fruen og han tage bestemmelse som de vilde.
Derefter begiver jarlen sig af sted derfra tillige med sit følge. Og da de sejlede vestpå forbi Trasnæs fik de god vind; de sad da og drak og var velfornøjede. Da kvad jarlen en strofe:
56. Ermingerds ord vil længe
den ædle svend erindre;
den ranke, hun vil at vi rider
over Ranheim105) ud til Jordan.
Og når i høst over havet
havgasterne drager nordpå
da vil vi vælge vejen
over hvalens marker til Narbon.
Og Årmod kvad denne strofe:
57. Aldrig en anden gang
Ermingerd skal jeg møde –
mangen smægter for den forstandige –
medmindre skæbnen vil andet.
Lykke det var, fik jeg lov til
at ligge én nat hos hende,
det var den skære salighed;
– skøn af åsyn er kvinden.
Også Odde den Lille kvad en strofe:
58. Vi vil næppe, venter jeg, være
værdige Ermingerd, – det véd jeg:
at den gæve kvinde kan kaldes
en konge blandt alle kvinder –
for guldbærersken er for god –
gid hun må leve fuldlykkelig
under solens lyse sæde –,
det sømmer sig meget bedre.
De sejlede af sted indtil de om vinteren, før jul, nåede vester til Galicien; dér agtede de så at opholde sig julen over. De bad indbyggerne om de vilde holde marked for dem så de kunde købe mad; men det er ikke noget godt land hvad levnedsmidler angår, og indbyggerne fandt det tungt at brødføde så mange. Men dér hørte de at der i en borg dér sad en udenlandsk stormand som udsatte indbyggerne for stor undertrykkelse. Han udplyndrede dem hvis de ikke gik med på alt hvad han forlangte; han bød dem det værste voldsregimente og underkuelse. Og da jarlen henvendte sig til indbyggerne om køb af mad, så stillede de ham den betingelse at de vilde holde marked for dem frem til Fasten;106) men på én eller anden måde måtte de så skaffe sig mændene i borgen fra livet, og Ragnvald Jarl måtte gå foran som ‘bølgebryder’, så skulde han få alt det bytte der blev vundet fra dem.
Dette forelægger jarlen for sine mænd, og rådførte sig så med dem om hvad de skulde gribe til. Men de fleste var ivrige efter at gå til angreb på folkene i borgen, og mente der var udsigt til bytte, og Ragnvald og hans mænd indgik så aftale med indbyggerne om den løsning. Da så julen nærmede sig kalder jarlen sine mænd til møde, og sagde: »Nu har vi siddet her et stykke tid og har ikke prøvet kræfter med mændene i borgen; men indbyggerne her er ved at blive ret kede af at handle med os; jeg har fornemmelsen af at de tænker at det vi lovede dem bliver til mundsvejr. Men det er alligevel umandigt ikke at give sig i kast med hvad vi har lovet. Nu, frænde Erling, vil jeg rådslå med jer om på hvilken måde vi skal erobre borgen, fordi jeg véd at I er de mest rådsnilde af mændene her. Alligevel vil jeg også bede de tilstedeværende om at enhver kommer frem med hvad han synes der er størst udsigt til vil give gevinst.« Erling svarede på jarlens tale: »Jeg vil ikke tie når I befaler; men jeg er ikke den der kan finde på råd. Snarere skal man også henvende sig til dem der har set mere og er mere vant til den slags ekspeditioner, som for eksempel Ejndride den Unge. Men her må vi handle som det hedder i ordsproget: at der må skydes til fugls før man får den fat. Vi kan da også prøve at komme med et råd om hvad der skal gøres: Lad os nu i dag, hvis I eller de andre skibsførere ikke synes det er en dårlig plan, allesammen gå til skoven og så bære hver tre ryglaster på vores ryg op under borgen, for det forekommer mig at mørtelen nok ikke er så solid hvis den bliver udsat for stærk ild. Så skal vi lade de næste tre dage gå på den måde, og se hvad det fører til.« De gjorde som Erling foreslog. Og da de var færdige med det arbejde var det lige op til jul; og biskoppen vilde ikke lade dem gå til angreb sålænge julehøjtiden varede.
Den stormand som sad på borgen hed Gudefrey; han var en klog, lidt alderstegen mand. Han var veluddannet i boglig lærdom, havde rejst vidt omkring og kunde mange sprog, og så var han grisk og en meget uretfærdig mand. Da han så deres forehavende kalder han sine mænd sammen, og sagde til dem: »Denne plan som nordboerne har iværksat finder jeg kløgtig, og ødelæggende for os. Det vil gå os sådan hvis der bliver sat ild til: at stenmuren omkring borgen bliver skør, og nordboerne er stærke og raske; vi kan vente os en heftig kamp fra deres side hvis de får lejlighed til det. Jeg vil nu rådføre mig med jer om hvad vi skal gribe til i den knibe vi er kommet i.« Men alle hans mænd bad ham om at tage ledelsen. Så tog han ordet igen: »Første del af min plan er at I skal binde et reb om mig og lade mig sænke ned ad fæstningsmuren. Jeg skal være tarveligt klædt og så gå hen til nordboernes lejr og prøve hvad jeg kan opsnuse.«
Denne plan blev udført sådan som han foreslog den. Og da Gudefrey kom til Ragnvald Jarl gav han sig ud for at være en landstryger, og talte fransk, det forstod de bedst. Han var rundt i hele lejren og tiggede mad. Han forstod at der var megen misundelse og tvedragt imellem nordboerne; Ejndride var fører for det ene parti og jarlen for det andet. Gudefrey kom til Ejndride og faldt i snak med ham; han beklagede sig til ham over at den stormand som havde borgen i sin besiddelse, havde sendt ham derhen. »Han vil gerne slutte sig sammen med dig, og regner med at du vil indgå fred med ham hvis borgen bliver indtaget. Han under hellere dig sine kostbarheder hvis du gør dette til gengæld, end dem der vil ham til livs.« Den slags og meget andet talte de om; men jarlen blev holdt uvidende om det; alt dette skete til at begynde med i al stilhed.
Og da Gudefrey havde opholdt sig en tid hos jarlens mænd vendte han tilbage til sine egne mænd. Men eftersom de ikke vidste hvor angrebet vilde blive sat ind, så flyttede de ikke deres ejendele ud fra borgen, da de heller ikke kunde stole på de indfødte.
Ragnvald Jarl erobrede en borg
Det var tiende juledag at Ragnvald Jarl skred til handling; vejret var godt. Han befalede da sine mænd at væbne sig og lod blæse signal til at mandskabet skulde søge op til borgen; dér slæbte de så brændet til og byggede bål op rundt langs muren. Jarlen fordelte mændene til hvor hver af dem skulde sætte angrebet ind. Jarlen angriber sydfra sammen med orkningerne, Erling og Aslak vestfra, Jon og Gutorm østfra og Ejndride den Unge nordfra. Og da de var klar til angreb satte de ild til bålet. Da kvad jarlen:
59. Vin frembar den hvide
viv, den ringbærende, rene
da vi mødtes, og mændene
bemærkede Ermingerds fagerhed.
Nu står kampdjærve krigsmænd
klar til med ild at hjemsøge
borgens beboere; – af skeden
de bidende klinger er dragne.
De begynder nu at angribe ihærdigt både med ild og våben; de skød hårdt mod fæstningsværket, for andet angreb kunde der ikke sættes ind. Mændene på borgen stod uden fast orden oppe på murene eftersom de måtte beskytte sig imod skud. De hældte også brændende beg og svovl ud, det gjorde dog ikke jarlens mænd megen skade. Det gik sådan som Erling havde formodet: at borgmuren mørnedes af ilden idet mørtelen ikke tålte den, og der blev store åbninger i den. Der var en mand som hed Sigmund Angel, en stedsøn af Sven Åslevson; han gik hidsigst af alle løs på borgen og gik hele tiden frem foran jarlen, endda han knap var fuldvoksen.
Da nu angrebet havde stået på et stykke tid, så trak alle sig tilbage fra borgmuren og ind i borgen. Det blæste søndenfra, og røgen blæste ind over Ejndride og hans folk. Og da ilden begyndte at få rigtig godt fat lod jarlen øse vand på for at afkøle stenene hvor det havde brændt; imens blev der en pause i angrebet. Da kvad Ragnvald Jarl en strofe:
60. Mindes må jeg den jul,
mand af våben! vi holdt
sammen med Sølmund, den gæve
skatmester dér Øster i Agder.
Nu en anden jul er jeg,
nøjagtig så glad som dengang,
i færd med at føre en sværd-sværm107)
frem mod et borgbryst fra sønden.
Og videre kvad han:
61. Vel jeg befandt mig da vin-egen108)
vant sad og hørte mig tale
i høst; jeg håbede intet,
huld var dog den vælske kvinde.
Nu mætter jeg atter ørnen,
fordi vi elsker den højbårne
kvinde; de kalksatte mure
af kampesten tager til at smuldre.
Da kvad Sigmund Angel:
62. Bring I det budskab tilbage
over bølgen til Orknøs lande
når det våres, til min veninde,
den væne ædelstensbærerske:
at under borgmuren gik ingen ædling,
omend han var ældre,
ved daggry frem mere dristigt
dér hvor det sang af slagvåben.
Derefter lagde jarlen og Sigmund Angel an til at storme borgen. De mødte kun ringe modstand, og de kom ind i borgen. Der blev dræbt mange, men de som reddede livet overgav sig til jarlen. De tog meget bytte dér; men lederen fandt de ikke og næsten ingen kostbarheder. Der blev da straks stor diskussion om hvordan vel Gudefrey var undsluppet; de havde straks størst mistanke til at Ejndride den Unge måtte have skaffet ham af vejen, og at han var sluppet væk med røgen til skoven.
Herefter opholdt Ragnvald Jarl og hans mænd sig endnu en kort tid i Galicien og sejlede så vestpå langs Spaniens kyst. De plyndrede vidt og bredt i det hedenske Spanien109) og vandt meget bytte dér. De løb ind til en landsby, og de som boede i landsbyen samlede sig og beredte sig til kamp. Dér mødte de kraftig modstand; men til sidst flygtede de indfødte; mange blev dræbt. Da kvad jarlen en strofe:
63. Jeg håber, herude i Spanien –
hastigt greb fjenden til flugten,
og der flyede mangen medtaget –
at møde hin kvinde igen.
Værdige er vi Ermingerd
eftersom skønne sange
blev sunget for folkene; faldne
fyldte langsomt valpladsen.
Derefter sejlede de videre vestpå langs den spanske kyst; dér fik de stærk storm og lå for anker i tre dage hvor de måtte døje svære strabadser, og det var tæt på at skibene forliste. Da kvad jarlen:
64. Jeg hænger ikke med hovedet
Hlin,110) her i storm på søen
sålænge vort ankertov af læder
og liner og rebene holder.
Det lovede jeg den lyse
linbærerske, den prude kvinde
da sydpå jeg satte kursen;
vort skib blæses rask imod Sundet.
Derpå satte de sejlene til og krydsede frem imod Nørvesund for en vind der var meget på tværs.
Da kvad Odde:
65. Høvdingers hulde ven
havde hos den gavmilde guldspreder
syv dage såre behagelige:
han sad og drak mjød inden døre.
Men med skjoldvæbnet skare styrede
den stolte Ragnvald sin skude,
havhesten med flotte farver
frem imod Nørvesundet.
Og da de krydsede frem imod sundet kvad jarlen denne strofe:
66. Ved vintertid østlige vinde
fra den vælske kvinde har drevet
vor flåde; fremad i krydsen
går færden op imod vinden.
Halvt må vi sænke sejlet
og surre det midt på masten;
blæsten bærer os hurtigt
bort langs Spanien mod Sundet.
De sejlede gennem Nørvesund, og så begyndte det at mildnes. Og da det så gik ud af Sundet, så skilte Ejndride den Unge sig fra jarlens følge med seks skibe. Han sejlede over havet til Marsel; men Ragnvald og hans folk blev liggende ved strædet, og folkene talte meget om at Ejndride nu selv havde gjort det klart at det var ham der havde hjulpet Gudefrey til at undslippe. Så lod jarlen deres sejl sætte; de sejlede ud på havet idet de holdt den sydlige kurs langs Serklands112) kyst. Da kvad Ragnvald Jarl:
67. Vor landsmand lægger nu kursen
lige mod nord; men bølgen
spiller over smukke planker;
sent ledes jeg ved at digte.
Med den smalle stævn slår jeg
dette sving ud fra kysten af Spanien
her i dag på grund af en hallunk;
det hyler i jordens halsbånd.113)
Derpå sejlede de østover langs Serklands kyst, og de lå i nærheden af Sardinien uden dog at se noget til land. Det var gået sådan hvad vejret angår at der indtraf fuldkommen vindstille, tåge og havgus, og de så næsten ingenting fra skibene og kom derfor kun langsomt frem.
En morgen lettede tågen; folkene kom på benene og så sig om, og så da to øer; men da de så kiggede efter Øerne i anden omgang, så var den ene ø forsvundet. Det fortalte de jarlen. Han erklærede: »Det kan ikke have været øer, det må være den slags skibe folk har her ude i verden og som de kalder dromunder;114) de skibe er så store som små øer at se til. Men der hvor den ene dromund har ligget må der have blæst en vind på havet, og så er de sejlet bort; men disse her må være en eller anden slags rejsende folk.« Derefter lader jarlen biskoppen og alle skibsførerne tilkalde, og tog så til orde: »Jer, høje Biskop, og min slægtning Erling henvender jeg mig til angående dette her. Ser I noget råd eller nogen mulighed for at vi skulde kunne besejre dem der er på dromunden?« Biskoppen svarer: »Vanskeligt vil jeg mene det vil blive for Jer at lægge langskibene ind under dromunden, for I får ikke andet end lige haget en bredøkse op på rælingen, mens de nok har svovl og flydende beg at hælde under fødderne og i hovedet på jer. I kan da se, høje Jarl, så klog som I er, at det vil være et slemt fejlgreb at bringe sit mandskab og sig selv i så stor fare.» Da tog Erling ordet: »Herre Biskop,« siger han, »det er rimeligt nok at I måske klart kan se at vi ikke kan forvente sejr ved at angribe dem. Men jeg tænker nu sådan: at selv om vi også drister os til at sejle ind under dromunden, så synes jeg godt det kan være at det meste af skytset rammer uden for vores skibe hvis vi lægger os langskibs ind til. Men hvis det ikke passer, så kan vi hurtigt lægge fra igen, for de kan ikke forfølge os på dromunden.« Jarlen tog så ordet: »Dette er mandfolketale og tæt på hvad jeg selv tænker. Jeg vil nu bekendtgøre det for skibsførerne og for hele mandskabet at hver mand skal gøre sig klar på sin plads og væbne sig med de bedste våben han har. Derpå skal vi gå løs på dem; hvis de så er kristne købmænd, så er der mulighed for at slutte fred med dem. Men hvis de er hedninger, som jeg nok tror, så vil den almægtige Gud vise os den miskundhed at vi vinder sejr over dem. Men af det bytte vi får dér skal vi give de fattige en halvtredsindstyvendedel.«
Derefter fandt mændene deres våben frem og gjorde deres skibe kampklare med skanseklædning og udrustede sig alt efter hvad de rådede over af våben. Jarlen bestemmer hvor hvert af skibene skal angribe: så roede de af sted og gik rask til angreb.
Ragnvald besejrede dromunden
Men da dem på dromunden så at skibene kom roende imod dem og at mændene agtede at gå til angreb på dem, så tog de fint klæde og kostbarheder og lagde dem ud på rælingerne, og så gav de sig til at råbe højt. Jarlens mænd opfattede det som om de æggede nordboerne til at angribe dem. Ragnvald Jarl lagde sit skib ind langs dromunden agter på styrbords side, og Erling agter på bagbord, Jon og Aslak fremme på hver sit bord og de andre midtskibs på begge bord, og de lagde sig langskibs ind til med alle skibene. Og da de kom ind under dromunden havde den så høje sider at de ikke kunde komme til med deres våben. Men de hældte brændende svovl og brændende beg ud over dem. Og så forholdt det sig sådan som Erling havde antaget: at det meste af skytset faldt uden for skibene, så de behøvede ikke at beskytte sig i den retning. Men da de ikke kunde få gang i angrebet, så lod biskoppen sit skib og to andre lægge fra, og på dem anbragte de deres bueskytter. De lagde dem på skudhold og skød derfra ind på dromunden, og det blev da hovedangrebet.
Mandskabet på dromunden førte så deres værn frem, men tænkte kun lidt på hvad de der havde lagt sig ind under dromunden foretog sig. Ragnvald Jarl opfordrede nu sine mænd til at tage deres økser og hugge i dromundens sider dér hvor de var mindst jernbeslåede. Men da mændene på de andre skibe så hvad jarlens mænd havde for, så tog de også fat på det samme.
Dér hvor Erling og hans mandskab havde lagt til hang der et stort anker på dromunden; den ene krog var haget op på rælingen, men ankerlæggen vendte ned imod Erlings skib. Erlings stavnbo hed Audun den Røde. Han blev løftet op på ankerstokken, og derefter trak han flere mand op til sig så de stod så tæt de overhovedet kunde på stokken; derfra huggede de i plankerne så godt de kunde, og det hul var meget højere oppe. Da de havde hugget så store åbninger at de kunde komme ind i dromunden belavede de sig på at gå om bord; jarlen og hans folk kom ind på det nederste dæk og Erling og dem på det øverste.
Da nu begge grupper kom op i skibet, så opstår der en omfattende og heftig kamp. På dromunden var der saracenere, som vi kalder Muhammeds vantro. Der var mange blåmænd,115) det var dem der ydede den hårdeste modstand. Dér fik Erling et stort sår på halsen lige ved skuldrene da han sprang op i dromunden. Det voksede så dårligt sammen at han altid siden holdt hovedet skævt; derfor blev han kaldt Skakke.
Da Ragnvald Jarl og Erling mødtes veg saracenerne fremefter i skibet; men jarlens mænd gik op den ene efter den anden. Så blev de flere og angreb heftigt. De så at der på dromunden var én mand som både var højere og smukkere end de andre; nordboerne var sikre på at det var deres anfører. Ragnvald Jarl råbte at de ikke skulde røre ham med våben hvis de på nogen anden måde kunde få fat på ham. Så klemte de ham mellem skjolde, og på den måde blev han taget til fange og siden bragt over på biskoppens skib tilige med nogle få andre mænd. Men alle andre mennesker dræbte de og fik et stort bytte, også mange kostbarheder. Da de var færdige med det meste af arbejdet satte de sig ned og hvilede sig. Da kvad jarlen denne strofe:
68. Erling, den navnkundige kriger
kampstærk, gik mod en dromund
– vor fane blev farvet af blod –
og vandt fremgang og sejr.
Vi fældede barske blåmænd,
det blødte fra folk vidt om;
de kække krigsmænd gjorde
deres klinger røde i blodet.
Og videre kvad han:
69. Vi aser for at indtage dromunden;
årle har knægten sin klinge
rødnet i mænds mørke blod, –
et mandefald, må man sige.
Sydfra til Narbon, og nordfra
vil nyt om kampen nå kvinden;
et ondt endeligt timedes
den ene mand af den anden.
Mændene drøftede den tildragelse der her havde fundet sted; enhver fortalte hvad han mente at have set. De talte også om hvem der først var gået op på skibet, men kunde ikke blive enige om det. Da var der nogle som gav udtryk for at det vilde være utroværdigt om de ikke alle fortalte det samme om denne vigtige begivenhed. Og det endte med at de enedes om at Ragnvald Jarl skulde afgøre sagen; det skulde de herefter alle bringe videre. Så kvad jarlen:
70. Op som den allerførste
entrede Audun den Røde
på den dunkle dromund; han kasted’
dristigt sig ind i slaget.
Dér fik vi vore våben
vædet i mænds røde blod;
den sorte krop styrted’ på dækket;
sådan har mænds Gud voldt det.
Da de havde ryddet dromunden stak de ild til den og brændte den af. Men da den høje mand som de havde taget til fange så det, gjorde det stærkt indtryk på ham: han blev bleg og kunde ikke holde sig i ro. Og selv om de prøvede at tale med ham sagde han ingenting og gjorde ikke tegn på nogen måde, og det rørte ham overhovedet ikke enten de så lovede ham godt eller truede ham med ondt. Men da dromunden begyndte at gå op i flammer så de ligesom en luende strøm der flød i havet; det berørte fangen på det heftigste. De var overbeviste om at de ikke havde søgt grundigt nok efter penge, og nu var malmen smeltet i ilden, enten det nu havde været guld eller sølv.
Ragnvald Jarl og hans følge sejlede derfra sydpå ind til Serklands kyst og lå ud for en havneby i Serkland; dér sluttede de en syvdages fredsaftale med byens indbyggere, handlede med dem og betalte med sølv og andet af værdi. Ingen vilde købe den høje mand, og så frigav jarlen ham sammen med fire andre. Den næste morgen kom han ned med en skare mænd og fortalte dem at han var en serklandsk adelsmand og var blevet betalt med dromunden og alle de rigdomme der var om bord for at forlade stedet dér. Han sagde også at det han anså for det værste var at de brændte dromunden og dermed forliste så bedrøveligt store rigdomme som ingen fik glæde af, – »men nu står det i høj grad til mig hvordan det skal gå jer. Men nu skal I først og fremmest nyde gengæld for at I lod mig leve og søgte at vise mig den ære I kunde. Men nu vilde jeg ønske vi aldrig sås igen, og lev nu vel og med helsen.« Derefter red han op i land; men Ragnvald Jarl sejlede derfra sydpå til Kreta (!), og dér lå de under et voldsomt uvejr. Da kvad Årmod en strofe om natten medens han holdt vagt:
71. Her hvor søen skyller
over skibets stærke lønning
må vi holde vagt ved stævnen,
det værk er vi sat til
i nat mens den slappe svækling
sover hos den prægtige kvinde,
hende der er blød i huden;
herfra kan jeg øjne Kreta.
Jarlen og hans følge lå under Kreta indtil de fik vind til Jorsalaland, og ankom til byen Acra tidligt en fredag morgen, og gik så i land med pomp og pragt og med en glans over deres rejse som sjældent sås på de kanter. Torbjørn den Sorte digtede en strofe:
72. Jeg var huskarl i hirden
hos hærens herre på Orknø;
ud i kampen kastede sig
krigeren før i denne vinter.
Nu bærer vi i frisk fart
en fredagmorgen med jarlen
sammen vore skjolde op på
den søvåde fæstning i Acra.
Jarlen og hans følge opholdt sig i Acra nogen tid. Deres trop blev ramt af sygdom, og mange mænd døde.
Dér døde Torbjørn den Sorte. Odde den Lille kvad:
73. Lendermænds båd
bar over bølgen
forbi Trasnæs
Torbjørn den Sorte.
Under storskjalden
skibet betrådte
Åtes116) ager
til Akraborg.
74. Dér så jeg
sand blive skovlet
over ham,
høvdingens ven.
ved en hovedkirke.
Nu hviler han dér
dækket af stengrund,
bestrålet af solen
i Sydens egne.
Ragnvald Jarl og de andre rejste så med deres følge til Jerusalem og opsøgte alle de helligste steder i Jorsalaland. De tog alle hen til Jordan og badede i den. Ragnvald Jarl og Sigmund Angel svømmede over floden og gik i land dér, og gik hen til hvor der var noget krat, og bandt nogle store knuder på risene.117) Så kvad jarlen:
75. Hér på min vej over heden
hinsides Jordan har jeg slået
en knude; det må den kloge
kvinde vel mindes til vinter.
Men jeg antager at alle hjemfødinge
dog vil anse det for langt at rejse
derud; – på den åbne slette
ophedet blodet randt.
Da kvad Sigmund:
76. For den drønnert som dovner derhjemme118)
vil i dag jeg knytte en knude;
sandt er det at hans stedsøn
har vi stedt i betydelig fare.
Og jarlen kvad:
77. Den knude binder vi i krattet
for krysteren på Sankt Lavrans’ dag;
træt kommer jeg hertil:
et tiltalende sted.
Derefter vendte de tilbage til Jerusalem, og da de kom frem til byen, så kvad jarlen:
78. Denne skjald bærer kors på brystet
og bagpå en palmegren,
frem på skråningen flokkes skaren;
– sit sindsoprør bør man dæmpe.
Ragnvald Jarl og hans følge rejste om sommeren fra Jorsalaland og agtede sig nordover til Miklagård.119) Om efteråret kom de til en by som hedder Imbolum.120) Dér i byen opholdt de sig meget længe.
I byen havde man den talemåde hvis folk mødtes hvor gaden var smal og den ene part mente at den modgående burde vige for passage, at så siger han: »Varsko, varsko!«121) Det hændte en aften da de var på vej ud fra byen og Erling Skakke gik ud på skibsbroen, at der kom nogle af byens folk imod dem som råbte: »Varsko, varsko!« Erling var meget beruset og lod som om han ikke hørte det, og da de så stødte sammen dejsede Erling af broen og ned i pløret nedenunder. Hans mænd sprang til og trak ham op, og måtte tage alle klæderne af ham. Den næste morgen da jarlen og Erling mødtes, og han fik fortalt om hændelsen smilede han ad det og kvad:
79. Min ven vægrer sig ved
at råbe ‘varsko’! Så faldt han
pladask i pløret: sort uheld
plejer man at kalde sligt.
Kong Sigurds svigersøn,
syntes jeg, så ikke stolt ud
da han fejlede et fodtrin i Imbolum;
det flyder med gråt slam af staklen.
Nogen tid senere hændte det dér i byen at da de meget berusede kom inde fra byen, så savnede Jon Fods mænd ham, men ikke nogen anden. De sendte straks bud ud for at lede efter ham på de andre skibe; men han blev ikke fundet, og heller ikke på land kunde de finde ham den nat. Men om morgenen stod de op så snart det var lyst, og fandt ham så et lille stykke fra bymuren; han var livløs og de fandt sår på ham; men det blev aldrig opklaret hvem der havde slået ham ihjel. Så gjorde de hans lig i stand og fik ham begravet ved en kirke.
Derefter rejste de bort derfra, og der er ikke berettet noget om deres rejse førend de kom nord til Engelsnæs.122) Dér lå de nogle dage over og ventede på en vind de fandt velegnet til videre sejlads nord over havet til Miklagård. Så sejlede de meget påpasseligt og stadseligt som de vidste at Sigurd Jorsalfar havde gjort.
Og medens de sejlede nordefter over havet kvad Ragnvald Jarl denne strofe:
80. Lad os ride Refils hest
ret ud til Miklagård,
lad os pænt holde ploven i ageren
og pløje med den havvåde stævn.
Lad os så gå i sold hos kongen,
og i slagtumlen trænge os frem,
lad os sørge for æde til ulven
og for ære til den mægtige konge.
Om Ragnvald
Da Ragnvald Jarl og hans følge kom til Miklagård fik de en storartet velkomst af kejseren og af væringerne. På den tid var Menelaos123) – som vi kalder Manuli – kejser over Miklagård; han skænkede jarlen mange rigdomme og tilbød dem løn hvis de vilde blive der. De opholdt sig der længe den vinter og nød stor gæstfrihed. Ejndride den Unge var der og nød stor anseelse hos kejseren; han holdt sig på afstand af Ragnvald Jarl og hans mænd, men talte ret så nedsættende om dem til andre.
Ragnvald Jarl brød hen på vinteren op fra Miklagård og rejste først vestpå til Dyraksborg124) i Bulgarien; derfra sejlede han vestpå over havet til Apulien. Dér gik Ragnvald Jarl fra borde tillige med biskop Villiam og Erling og alle mænd af rang i følget, skaffede sig heste og red derfra først til Rom og videre nordpå ad pilgrimsvejen, til de nåede til Danmark; derfra rejste de nordefter til Norge. Dér modtog man dem med glæde. Og denne rejse vandt stor berømmelse, og alle de som havde været med på rejsen blev siden anset for langt betydeligere mænd.
Medens de havde været af sted på færden var Erling Skakkes broder Øgmund Dreng125) død; sålænge de begge levede var det ham som blev anset for den betydeligste af brødrene. Erling sluttede straks forbund med Kong Inge da han af brødrene var mest knyttet til ham, og de skiltes ikke sålænge de begge levede. Men efter Kong Inges fald blev Magnus, en søn af Erling og Sigurd Jorsalfars datter Kristina, valgt til konge over det parti; men da havde Erling alene styret over hele Norge. Den danske kong Valdemarl126) gav Erling titel af jarl, og han blev en rigtig storhersker, sådan som det står beskrevet i sagaen om ham.
Ejndride den Unge kom hjem til Norge nogle år efter Ragnvald Jarl og hans følge; han sluttede sig så til Kong Øystein da han ikke vilde have noget at gøre med Erling. Men efter Kong Øysteins fald samlede Ejndride den Unge og hans støtter, og Håvard Hold fra Rørs søn Sigurd et parti og sluttede sig til Kong Håkon Hærdebred, en søn af Kong Sigurd Haraldsson. De fældede Gregorius Dagsson og Kong Inge. Ejndride og Håkon kæmpede med Erling Skakke ud for Sekk; dér faldt Håkon, og Ejndride flygtede. Nogen tid senere lod Erling Jarl Ejndride den Unge dræbe Øster i Viken.
Ragnvald Jarls hjemkomst
Ragnvald Jarl opholdt sig meget længe i Hordaland om somimeren; dér hørte han meget nyt fra Orknøerne. Det blev fortalt ham at der var megen ufred og at stormændene i høj grad delte sig i to partier, mens det kun var få der forholdt sig rolige uden at tage del deri. Harald Jarl var på den ene side og Erlend Jarl og Sven Åslevson på den anden. Og da jarlen hørte dette kvad han denne strofe:
81. Brudt er nu alle eder
af Øernes mægtige mænd,
det er menneskers had til Gud,
– mænds onde råd hentes frem.
Aldrig får det dog ende
for én som er svigefuld derhjemme.
Men vi træder let på de lave ben
sålænge mit skæg jeg kan løfte.
Ragnvald Jarl ejede ikke skib. Så han henvendte sig til sine slægtninge og venner om de vilde lade nogle langskibe bygge til ham om vinteren. Det mødte velvilje hos dem, og de lovede ham i den henseende alt hvad han bad om. Allerede om sommeren gjorde jarlen sig rede til at tage vestover til sit rige på Orknøerne, men blev først sent rejseklar fordi der var meget som opholdt ham. Han rejste så vestover på et handelsskib som Torhall Åsgrimsson ejede; han var af islandsk slægt og havde en gård dér sønder i Biskopstunge. Jarlen havde trods alt en stor styrke og et fornemt følge med sig på skibet. De fik landkending ved Skotland langt hen på vinteren og lå længe ved den skotske kyst ud for Tørvenæs. Kort før jul kom jarlen til Orknøerne hvor hans venner bød ham velkommen.
Hvad der hændte på Orknøerne
Nu skal der berettes om hvad der skete på Orknøerne medens Ragnvald Jarl var borte på sin udenlandsrejse: Den sommer da jarlen var rejst fra landet kom Kong Øystein, Harald Gilles søn, vesterud fra Norge med en stor hær. Og da han kom til Orknøerne lagde han med hæren ind til Ragnvaldsø. Da fik han at vide at Harald Jarl Maddadsson var taget over til Katnæs i en tyveårers båd og med firsindstyve mand og lå i Torså. Men da Kong Øystein fik det at vide, så bemandede han tre skuder og sejlede vest over Pentlandsfjorden og videre til Torså. Han kom dertil på en sådan måde at jarlen og hans mænd ikke opdagede det førend kongens mænd gik om bord til dem og tog jarlen til fange. Han blev ført frem for kongen, og deres forhandling fik til resultat at jarlen købte sig selv fri for tre mark guld, men overgav sit rige til Kong Øystein således at han derefter skulde have det som len af ham. Jarlen blev så Kong Øysteins håndgangne mand og bekræftede det med troskabseder.
Derfra drog Kong Øystein til Skotland og plyndrede dér om sommeren. Han hærgede vidt omkring i England på dette togt og mente at han derved hævnede Kong Harald Sigurdsson. Derefter drog Kong Øystein østover hjem til Norge til sit rige. Det var meget forskelligt hvordan der blev talt om hans togt.
Harald Jarl sad nu i sit rige på Orknøerne og var vellidt af de fleste. Da var hans fader Maddad død, og hans moder Margrete var kommet ud til Orknøerne. Hun var en smuk kvinde, men meget storagtig. På den tid døde den skotske konge David, og hans søn Malkolm blev så udpeget til konge. Han var endnu kun et barn da han overtog riget.127)
Jarlernes overenskomst
Erlend som var søn af Harald Glat-mæle var det meste af tiden i Torså, men til tider på Øerne eller på krigstogt, efter at Ottar Jarl var død. Han var en yderst håbefuld mand, ulastelig i næsten enhver henseende, rundhåndet, mild og rede til at lade sig råde, og i højeste grad vellidt af sine mænd. Han havde et stort følge.
Der var en mand som hed Anakol; han var Erlends fosterfader og den som havde den største indflydelse på ham. Anakol var en viking, højættet og stridbar, og stammede fra Syderøerne; han var Erlends rådgiver. Da Erlend hørte at Ragnvald Jarl havde forladt sit rige og var rejst ud til Jorsalaland, så opsøgte han sin slægtning, den skotske Kong Malkolm, og krævede at han skulde give ham jarletitelen og styret over Katnæs lige som hans fader Harald havde haft det som len af Kong David, Kong Malkolms farfader.
På den tid var Kong Malkolm endnu kun et barn. Men eftersom Erlend havde fornemme slægtninge dér som fremførte hans sag, så blev det til at Erlend fik jarletitelen og halvdelen af Katnæs ved siden af sin slægtning Harald. Erlend rejste så til Katnæs og mødte dér sine venner. Derefter samlede han mandskab sammen og tog ud til Orknøerne; dér krævede han anerkendelse som jarl.
Men Harald Maddadsson samlede tropper til så snart han hørte om Erlends forehavende, og blev mandstærk. Der var nu mænd som gik imellem de to slægtninge og forsøgte at mægle imellem dem. Erlend forlangte halvdelen af Øerne af Harald; men denne vilde ikke give slip på noget. Det kom dog dertil at der blev oprettet våbenhvile for dét år. Det blev også aftalt at Erlend skal rejse øster til Norge for at opsøge Kong Øystein og kræve for sig selv den halvdel som Ragnvald Jarl rådede over; Harald sagde at han så vilde give slip på den. Erlend rejste så østover til Norge, mens Anakol og en del af hans styrke blev tilbage på Orknøerne.
Sven Åslevsons broder Gunni Olafsson havde avlet et barn med Harald Jarls moder Margrete. Men jarlen fik ham dømt fredløs, og det førte til uvenskab mellem jarlen og Sven Åslevson. Og Sven sendte sin broder Gunni sydpå til Lodhus til sin ven Ljotolf som Sven før havde opholdt sig hos. Ljotolfs søn hed Fugl; han var hos Harald Jarl, og dér var der kold luft mellem ham og Sven.
Da Erlend rejste østerud til Norge tog Harald Jarl over på Næs og opholdt sig dér i Vig vinteren over. Sven Åslevson var på den tid i Trasvig på Katnæs og passede sine stedsønners gårde. Han var tidligere gift med Ragnhild Øgmundsdatter; men de var kun kort tid sammen. Deres søn var Olaf. Senere fik han Ingrid Torkelsdatter til hustru; deres søn hed Andreas.
Det hændte om onsdagen før påske at Sven Åslevson var gået op i Lambaborg sammen med nogle mænd. Da så de en byrding komme sejlende østfra over Pentlandsfjorden; Sven var sikker på at det måtte være Harald Jarls mænd som han havde sendt til Hjaltland efter skatter. Sven beordrede sine mænd til at gå i skibene og styre løs på byrdingen, og det gjorde de. De tog så byrdingen og alt hvad der var om bord, men satte Harald Jarls mænd i land. De gik så østover til Vig og fortalte ham det. Harald Jarl svarede kun lidt til det, men sagde at Sven og han nok kom til at skiftes til at have byttet. Så fordelte han sine mænd til underhold forskellige steder i påsken. Det kaldte Katnæs-boerne at jarlen var på »kunnmid«.128)
Men straks efter påskeugen sejlede Sven med byrdingen og nogle skuder ud til Orknøerne. Og da de kom til Skalpeid erobrede de dér et skib fra Fugl Ljotolfsson som var på vej sydfra fra sin fader på Lodhus og agtede sig til Harald Jarl. Og på den samme tur tog de tolv øre guld fra Sigurd Kløve, Harald Jarls hirdmand; de penge havde været bragt ud til en gård; men de som ejede dem var i Kirkevåg. Derefter sejlede Sven tilbage over til Næs og drog så op i Skotland til Malkolm Skottekonge i Aberdeen; han var da ni år gammel. Dér opholdt Sven sig en måned og nød stor gæstfrihed, og skottekongen sagde at han skulde have alle de fordele han havde haft på Katnæs før han ragede uklar med Harald Jarl. Derpå belavede Sven sig på at rejse, og han og skottekongen skiltes i varmt venskab. Sven drog så ned til sine skibe og sejlede nordover til Orknøerne.
På det tidspunkt da Sven og hans folk sejlede nordpå var Anakol på Dyrnæs, og de så sejlene østen for Mule. De sendte en mand til Sven og de andre, nemlig bonden Gøte fra Skægbjørnestad, og Anakol forlangte at Sven skulde slutte forlig med Fugl om skibsranet, da der var slægtskab mellem Anakol og Fugl, som på det tidspunkt var hos ham. Og da Gøte mødte Sven overbringer han ham Anakols budskab. Da bad Sven om de vilde tage til Sandø, og at de så kunde mødes dér, for han sagde at han vilde tage derhen. Dér fandt så deres forligsmøde sted; men det gik trægt med at nå til en aftale, og det endte med at Sven alene skulde gøre hvad han vilde. Derefter sluttede Anakol sig til Svens følgeskab og forpligtede sig til at få stiftet forlig mellem Sven og Erlend Jarl når han kom tilbage fra Norge, da der jo var fjendskab mellem dem på grund af indebrændingen af Frakok.
Sven og Anakol sejlede til Strynsø og lå nogle dage ved Hofsnæs. Dengang boede Torfinn Bruseson på Strynsø, han var på det tidspunkt gift med Svens søster Ingegerd, som Torbjørn Klerk havde forladt.
Medens Sven og hans mænd lå ved Hofsnæs kom Erlend Jarl sejlende ind dér ude fra havet, og Anakol og Torfinn Bruseson tog straks hen for at opsøge ham, og søgte at mægle forlig mellem jarlen og Sven. Men jarlen tog det vrangvilligt, han sagde at Sven altid havde været ham og hans slægtninge på tværs og ikke holdt det som han og Ottar Jarl havde aftalt: at han skulde støtte Erlends adkomst til riget. Sven tilbød da jarlen at slutte sig til ham og være hans rådgiver, og det blev der forhandlet om hele dagen; men det kom først til en aftale da Anakol og Torfinn begge erklærede at de vilde gøre Sven følgeskab bort fra Øerne hvis ikke jarlen vilde slutte forlig med ham. Erlend Jarl henviste til Kong Øysteins ord fra Norge: at han, Erlend, skulde have den del af Orknøerne som Harald Jarl tidligere havde haft. Sven rådede til, da han og jarlen var nået til enighed, at de straks skulde tage af sted for at opsøge Harald Jarl førend han hørte om dette fra andre, og forlange at han overlod riget til Erlend. Og Svens forslag blev fulgt. De fandt Harald Jarl ud for Kjarrekstad hvor han lå med nogle skibe.
Det var om morgenen på Mikkelsmessel129) at Harald og hans folk opdagede at der kom langskibe sejlende hen imod dem, og fik mistanke om at der kunde være ufred i vente. De hastede fra skibene op i den fæstning som lå der dengang. Der var en mand som hed Arne Ravnsson, han sprang i land fra Harald Jarls skib og af sted til Kirkevåg. Han var så ræd at han ikke bemærkede at han havde sit skjold på ryggen før han sad fast i kirkedøren. En mand som hed Torgeir var i kirken i forvejen. Arnes kammerater troede at han var omkommet, og ledte efter ham i to dage.
Erlend og Sven og deres folk sprang fra borde og efter Harald Jarl og hans mænd op til borgen, og angreb dem dagen igennem både med ild og våben. De forsvarede sig på modigste vis, og det blev nattemørket som gjorde ende på deres opgør. Mange mænd på begge sider blev sårede dér, og Harald Jarl og hans mænd var prisgivet til dem hvis angrebet havde varet længere. Men næste morgen kom der bønder til som var venner med begge parter, og de mæglede forlig mellem dem; men Erlend Jarls og Svens parti var utilbøjelige til at gå på forlig. Alligevel endte det med at de enedes på det grundlag: at Harald Jarl aflagde ed på at Erlend skulde have hans del af Øerne og at han aldrig vilde gøre krav på riget af ham. Disse eder blev aflagt med mange af de bedste mænd dér på Øerne som vidner. Og derefter rejste Harald Jarl over til Næs og videre op i Skotland til sine slægtninge; da var der kun få orkninger som fulgte med ham.
Erlend Jarl og Sven indkaldte bønderne til ting i Kirkevåg, og bønderne søgte dertil fra alle Øerne. Erlend Jarl talte sin sag, og det samme gjorde mange andre, venner og slægtninge til ham. Jarlen sagde ved den lejlighed at Kong Øystein havde givet ham det rige på Orknøerne som Harald Jarl før havde i sin varetægt. Han krævede så at bønderne skulde anerkende ham; han havde Øysteins breve ved hånden som bekræftede hvad han sagde. Det endte da med at bønderne lovede Erlend Jarl lydighed. Han underlagde sig så alle Orknøerne og blev hersker over dem. Men det blev aftalt mellem Erlend Jarl og bønderne at han ikke måtte hindre Ragnvald Jarl adgang til den halvdel af riget han havde hvis det skulde times ham at vende tilbage til det. Men hvis Ragnvald Jarl gjorde krav på mere end halvdelen, så skulde bønderne forhindre det sammen med Erlend Jarl.
Sven Åslevson var til stadighed hos Erlend Jarl og opfordrede ham til at være agtpågivende og ikke tro for godt om Harald Jarl eller skotterne. De lå langt hen på vinteren ude om bord på deres skibe og havde spejdere ude. Men da julen nærmede sig og vejrliget begyndte at blive barskt, så rejste Sven hjem til sin gård, men opfordrede jarlen til ikke at være mindre agtpågivende selv om også de skiltes. Og jarlen gjorde det at han lå længe ude om bord på skibene og ikke gjorde forberedelser til sit julegilde på noget bestemt sted.
Harald Jarl dukkede pludselig op på Orknøerne
Tiende juledag hændte det på Gåreksø at Sven Åslevson sad og drak med sine huskarle. Han gned sig på næsen og tog til orde: »Det er nu min mening at Harald Jarl er på vej her til Øerne netop nu.« De siger, huskarlene, at det vilde være usandsynligt på grund af de storme der rasede. Han erklærede at han nok vidste at de vilde synes sådan. »Jeg vil nu heller ikke,« siger han, »sende nogen melding til jarlen alene på grund af en fornemmelse jeg har; men alligevel bæres det mig for at det ikke er det bedste at gribe til.« Så talte de ikke mere om det, og drak som før.
Harald Jarl begav sig af sted til Orknøerne til jul; han havde fire skibe med og hundrede mand. To nætter lå han ved Grimsø. De landede i Havnevåg på Rossø. Derfra gik de trettende dag jul til Fjord. De var i Orkahøj medens en byge stod på, og dér var der to af deres mænd som blev sindsforstyrrede, hvilket voldte en stor forsinkelse på deres togt. Natten var gået da de kom til Fjord.
Dér var der nu sket det at Erlend Jarl var kommet om bord på sit skib; om dagen havde han siddet og drukket oppe i et hus dér. Harald Jarl og hans mænd dræbte to mænd dér; den ene hed Ketil. Men fire mænd tog de til fange: Arnfinn, en broder til Anakol; en anden hed Ljot, og så to andre. Harald Jarl drog tilbage til Torså tillige med Torbjørn Klerk; men brødrene Benedikt og Erik rejste til Lambaborg og førte Arnfinn med sig.
Straks om natten da Erlend Jarl blev opmærksom på at der var ufred på færde, så sendte han en mand til Gåreksø for at fortælle det til Sven. Og han lod straks den følgende dag nogle skibe skyde i søen og begav sig af sted til Erlend Jarl som han havde sendt bud til. Og de opholdt sig så længe om bord på skibene om vinteren.
Brødrene Benedikt og Erik sendte det budskab at Arnfinn kun vilde blive frigivet hvis Erlend Jarl og hans folk lod dem beholde det skib de havde taget ud for Kjarrekstad. Jarlen var mest tilbøjelig til at give slip på skibet; men Anakol afviste det og sagde at Arnfinn nok vilde slippe bort samme vinter – »selv om de ikke gik ind på det krav.«
Det var sidste onsdag før fasten at Anakol og Torsten Ragnason sejlede over til Næs med tyve mand på en skude og kom dertil ved nattetid. De trak skuden op i en skjult vig neden for en borg. De går op i land, og skjulte sig i krattet nær ved huset i Trasvig; men de stillede det sådan an på skibet at det så ud som om der lå en mand i hvert rum. Om morgenen havde nogen været ved skibet og ikke anet uråd.
Anakol og hans folk så nogle mænd ro ind på et skib ude fra borgen og lande i åmundingen. Så så de også en mand ride ind fra borgen og en anden som gik; i ham genkendte de Erik. Da delte Anakol og Torsten deres styrke, og ti mand gik langs med åen ned til havet idet de passede på at ingen kom hen til skibet, og ti andre gik til gården. Erik kom lidt før til gården og gik hen til hallen. Da hørte han lyden af bevæbnede mænd og løb så ind i hallen og ud ad den anden dør og vilde ned til skibet; men dér var der allerede nogle mænd, og han blev taget til fange og ført ud til Øerne til Erlend Jarl. Der blev så sendt bud til Harald Jarl med den besked at Erik ikke vilde blive frigivet førend Arnfinn og de øvrige kom velbeholdne tilbage til Erlend Jarl. Og det gik som aftalt.
Om foråret derefter gjorde Harald Jarl sig rede til at tage af sted fra Katnæs og sejlede nordpå til Hjaltland. Det var hans agt at tage Erlend den Unge af dage; denne havde nemlig friet til jarlens moder Margrete, men jarlen havde afvist det. Derefter skaffer han sig en trop krigere og bortførte hende fra Orknøerne og bragte hende nordpå op til Hjaltland og slog sig ned på Mosøborg hvor han havde stort forråd. Men da Harald Jarl kom til Hjaltland begyndte han at belejre borgen og forhindrede al tilførsel. Men det var ubekvemt at komme til at angribe. Der var så folk som lagde sig imellem og mæglede forlig mellem dem. Erlend forlangte at jarlen skulde give ham kvinden til ægte, og tilbød så til gengæld at støtte jarlen, og sagde at det betød mere for ham [Harald] at han fik sit rige igen, erklærede også at der var bedst håb om det jo flere venner han skaffede sig. Dette fremførte mange sammen med Erlend, og enden på sagen blev at de gik i forlig. Erlend fik Margrete og sluttede sig derefter til jarlen, og om sommeren rejste de østover til Norge.
Da det nu blev kendt på Orknøerne, så holdt Erlend Jarl rådslagning med sine folk, og Sven var ivrig for at de skulde tage på krigstogt og på den måde skaffe sig midler. Det gjorde de så, og tog sydover til Bredefjord og plyndrede på Skotlands østkyst. De sejlede sydpå til Beruvig.
Der var en mand som hed Knud den Holdne; han var købmand og opholdt sig for det meste i Beruvig. Sven og hans styrke bemægtigede sig et stort, godt skib som tilhørte Knud og som der var meget liggendefæ om bord på; også hans kone var dér om bord. Derpå sejlede de sydpå til ud for Blyholmene. Knud var i Beruvig da han hørte om røveriet. Han tilbød Beruvig-mændene hundrede mark sølv for at de skaffede hans penge tilbage. De fleste af dem som begav sig af sted for at lede efter rigdommene var købmænd. De tog af sted med fjorten skibe for at oplede dem.
Medens Erlend og Sven lå ud for Blyholmene talte Sven om at man burde ligge uden læsejl over sig; han erklærede at han forventede at Beruvig-mændene vilde komme mandstærkt over dem om natten. Men vejret var hårdt, og mændene tog ikke hensyn til hvad han sagde, alle lå under læsejl, kun på Svens skib var der ikke tjeldet agten for masten. Sven satte sig i løftingen i en lodden skindkappe på en kiste og erklærede at sådan vilde han tilbringe natten.
Der var en mand på Svens skib som hed Einar Skæve; han gik og snakkede om at det var overdrevet hvad der blev sagt om Svens mod og mandighed, – »man påstår at han er mere mandfolk end andre, og nu tør han ikke sætte læsejl over sit skib.« Sven lod som han ikke hørte det. Der var vagter oppe på holmen. Sven hørte at de ikke kunde enes om hvad de så. Han gik op til dem og spurgte hvad de kævledes om. De sagde at de ikke vidste hvad det var de så. Sven var den mest skarpsynede af alle, og da han kiggede nærmere efter så han at der var fjorten skibe i en samlet flåde. Han gik til sit eget skib og gav vagterne ordre til at gå ud på skibene og sige hvad der var på færde. Sven befalede mændene at vågne op og smøge læsejlene af sig. Derpå blev der stor alarm, og de fleste råbte på Sven og spurgte hvad de skulde gribe til. Han befalede mændene at tie, og udråbte at det var hans plan at lægge skibene mellem holmen og landet – »og så lade det komme an på en prøve om de så sejler forbi os, og hvis det ikke sker, lad os så ro imod dem med fuld kraft.«
Men der var andre rådgivere som var imod det og sagde at det eneste råd var at sejle fra dem, og det gjorde de så. Da erklærede Sven: »Hvis I vil sejle fra dem, så kryds ud på havet.« Sven var den som sidst blev sejlklar. Anakol ventede på ham. Men da Svens skib sejlede hurtigere, så lod han mindske sejl og ventede på Anakol, for han vilde ikke have at han sakkede agterud med sit ene skib. Medens Sven og hans mænd sejlede med fuld sejlføring, så udbrød Einar Skæve: »Sven!» siger han, »ligger vores skib ikke stille?» Sven siger: »Det mener jeg ikke,« siger han, »men jeg råder dig til at du ikke tiere sætter spørgsmålstegn ved min mandighed hvis du af bare skræk ikke kan mærke om skibet bevæger sig under dig eller ej, for når det er under sejl er det det allerhurtigste.«
Beruvig-mændene sejlede sydpå forbi dem, og Sven og de andre drejede så ind under fastlandet. Og da de kom ud for Mosø, så sendte Sven bud af sted til Edinborg for at give skottekongen meddelelse om deres krigsbytte. Men før de kom til byen kom der tolv mand ridende dem i møde som ved deres bagageremme havde hængende hoser fulde af sølv. Og da de mødtes spurgte skotterne efter Sven Åslevson. De fortalte om ham og spurgte hvad de vilde ham. Skotterne sagde at de havde fået fortalt at Sven var taget til fange, og skottekongen havde sendt dem for at købe ham fri med de penge de bragte med sig. Svens mænd tilbageviste den snak og rejste hen til skottekongen og fremførte deres ærinde for ham. Kongen gjorde ikke meget ud af Knuds tab af ejendom, men sendte Sven et kostbart skjold og andre gode gaver. Om efteråret begav Erlend Jarl og Sven sig til Orknøerne og kom ret sent hjem.
Den sommer rejste Harald Jarl til Norge, som før omtalt. Da kom også Ragnvald Jarl og Erling Skakke til Norge ude fra Miklagård, som før skrevet; og kort før jul kom Ragnvald Jarl til Orknøerne.
Jarlernes forlig
Da var der lige straks nogle folk som gik ind og forsøgte at mægle mellem Ragnvald Jarl og Erlend Jarl. De omtalte da også de særlige aftaler der var truffet mellem bønderne og Erlend Jarl om at han ikke måtte hindre Ragnvald Jarls adkomst til hans del af Øerne. Der blev så truffet aftale om et møde mellem jarlerne i Kirkevåg, og på dette møde blev de enige og bekræftede enigheden med eder; dette skete to dage før jul. De enedes om at hver af dem skulde have halvdelen af Øerne og begge forsvare det imod Harald Jarl og andre hvis de gjorde krav derpå. Ragnvald Jarl havde på det tidspunkt ikke skib til rådighed førend den følgende sommer da hans skibe kom vesterud fra Norge.
Denne vinter var alt roligt. Men det følgende forår lagde jarlerne deres planer til værn imod Harald Jarl hvis han skulde komme østerfra, og Erlend Jarl og Sven Åslevson tog over til Hjaltland hvor de skulde passe ham op hvis han kom dertil. Ragnvald Jarl tog over til Torså da de ventede at Harald vilde søge derhen når han kom vesterud, fordi han havde mange slægtninge og venner dér. Erlend Jarl og Sven var på Hjaltland sommeren igennem og holdt alle skibe tilbage så der ingen gik til Norge.
Harald Jarl sejlede om sommeren vestover fra Norge med syv skibe. Han landede på Orknøerne; men tre af hans skibe blev drevet ud af kurs og til Hjaltland, hvor Erlend Jarl og hans folk lagde beslag på dem. Da Harald Jarl kom til Orknøerne hørte han nyheden om at Ragnvald Jarl og Erlend Jarl var blevet enige og at de skulde dele Øerne halvt med hinanden. Da erkendte Harald Jarl sin stilling: at der ikke var tiltænkt ham noget. Han besluttede sig da for at tage over til Næs for at møde Ragnvald Jarl førend Erlend Jarl og hans folk kom tilbage fra Hjaltland.
Erlend Jarl og Sven var på Hjaltland da de hørte at Harald Jarl var kommet til Orknøerne. De begav sig straks af sted sydpå til Øerne på fem skibe; men i Dynrast kom de ind i farlige strømme og stormvejr, og de kom fra hinanden: Sven og hans folk drev af til Fagerø på to skibe, og anså jarlen og hans folk for omkomne. Derfra sejlede de sydpå ud for Sandø; dér lå i forvejen Erlend Jarl med tre skibe, så der blev et stort og glædeligt gensyn. Derfra sejlede de til Rossø og erfarede dér at Harald Jarl var taget over til Næs. Om Harald Jarls færden kan det berettes at han kom til Torså med seks skibe.
Ragnvald Jarl var på den tid oppe i Syderland og deltog dér i det bryllup hvor han bortgiftede sin datter Ingrid til Erik Stagstrammer. Han fik straks melding om at Harald Jarl var kommet til Torså. Ragnvald Jarl red mandstærk fra brylluppet ned til Torså. Erik Stagstrammer var en slægtning til Harald Jarl, og han gjorde alt hvad han kunde for at få dem forligt, og mange andre støttede ham i det idet de sagde, at for slægtskabs og fostbroderskabs skyld og for det kammeratskabs skyld de havde haft var det oplagt at de ikke lod uenighed råde imellem sig. Det endte så med at der blev aftalt et møde og våbenhvile mellem dem, og de skulde så mødes i en borg i Torså og tale sammen under fire øjne, mens der skulde være lige mange mænd fra hver part uden for borgen. De talte længe sammen, og de kom godt ud af det med hinanden. Det var første gang de mødtes efter at Ragnvald Jarl kom til landet. Hen på dagen blev det meldt til Ragnvald Jarl at Harald Jarls mandskab trak derhenefter, bevæbnede. Harald Jarl erklærede at der ikke vilde ske nogen skade ved det. Straks efter hørte de lyden af kraftige hug udefra og styrtede så ud. Dér var Torbjørn Klerk kommet til med en stor skare af mænd og stillede sig straks de mødtes i kampstilling over for Ragnvald Jarls mænd. Jarlerne råbte at de ikke skulde slås; der var så mænd fra stedet som ilede til og skilte dem. Der faldt tretten af Ragnvald Jarls huskarle, og han selv blev såret i ansigtet. Derefter gik deres venner ind i mægling mellem dem, og det endte med at de sluttede forlig og påny bekræftede deres samdrægtighed med eder.
Dette skete fire dage før Mikkelsmessedag. Det blev også ved den lejlighed besluttet at de straks om natten skulde sejle ud til Orknøerne og til angreb på Erlend og Sven. Med tretten skibe styrede de vestpå130) over Pentlandsfjorden og ind til Ragnvaldsø hvor de landede i Videvåg og gik i land dér.
Erlend Jarl og hans folk lå på deres skibe i Bardsvig; derfra så de mange mennesker inde på Ragnvaldsø og sendte spejdere dertil. Da fik de vished for at jarlerne havde sluttet forlig; det blev også sagt dem at de ikke vilde unde dem mulighed for strandhugst eller anden form for proviantering, og at hensigten med det var at afskære dem fra føde dér på Øerne. Da holdt Erlend Jarl samråd med sine mænd og spurgte dem til råds. Og de blev enige om at Sven skulde stå for hvad plan der skulde følges. Sven traf så den afgørelse at de straks den følgende nat skulde sejle over til Næs; han sagde at de ikke havde styrke til at bide skeer med begge jarlerne dér på Øerne. Over for de menige karle gav han det udseende af at de vilde tage til Syderøerne og opholde sig dér om vinteren.
Det var Mikkelsmesseaften131) da de sejlede ud på fjorden. Men så snart de kom til Katnæs skyndte de sig op i en bygd og drev en stor drift kvæg ned på stranden, huggede dem ned og bragte dem ud på deres skib. Der rasede kraftige storme og ondt vejrlig, og fjorden var hele tiden ufarbar. Men så snart stormen løjede af sendte Sven nogle mænd i en båd over fra Næs på den anden side til Orknøerne med melding om at Erlend Jarl havde gjort strandhugst på Katnæs, og at nu lå de klar til at sejle til Syderøerne så snart de fik gunstig vind. Og da denne nyhed kom Ragnvald Jarl for øre foranstaltede han husting132) og talte til sin hird, idet han befalede dem at være agtpågivende og vogte vel på sig selv og hver nat ligge om bord på skibene, – »for der er ikke en time hvor jeg ikke venter Sven til Orknøerne, desto snarere jo mere han har udbredt sig om at han vilde forlade landet.«
Først på vinteren begav Sven og hans folk sig af sted fra Torså og drejede vestover langs den skotske kyst. De havde skibe, alle veludrustede og store, og valgte rovejen. Men da de var kommet et stykke på vej bort fra Næs, så vendte Ragnvald Jarls spejdere tilbage til Øerne og meldte dette til ham. Jarlerne lagde så med deres skibe ind til Skalpeid, og Ragnvald Jarl forlangte at de indtil videre skulde ligge om bord på skibene.
Da Sven og hans mænd kom så langt vesterud som til Stør gav Sven sig til at tale om at nu skulde de ikke længer plage sig med at ro, og beordrede dem til at vende skibene og sætte deres sejl. Denne beslutning forekom mændene temmelig underlig; alligevel gjorde de som Sven ønskede. Og da de havde sat sejl skød snekkerne en god fart for vinden. Der er ikke andet at fortælle om deres færd førend de kommer til Vågeland på Orknøerne. Dér fik de at vide at jarlerne lå med fjorten skibe ved Skalpeid ud for Knarrestad. Dér var da blandt andre fremstående mænd også Erlend den Unge og Erik Stagstrammer.
Torbjørn Klerk var taget østover i fjorden til Papuli til sin svigerfader Håkon Karl; Torbjørn var på den tid gift med hans datter Ingegerd. Fire dage før Simonsmesse133) kundgjorde Sven den beslutning at han vilde angribe jarlerne om natten. Men hans mænd fandt det nok så utilrådeligt med den forskel der var i deres mandskabsstyrke. Alligevel vilde Sven bestemme, og eftersom jarlen var endnu mere stemt for det blev det sådan.
Om aftenen var det bygevejr med slud. Da gik Ragnvald Jarl i land fra sit skib og vilde over til sin gård i Ørfjære; han havde fem mand med sig og regnede ikke med at der var nogen fare på færde. De kom til Knarrestad medens bygen stod på; dér boede Botulf Begla, islænder og en god skjald. Han opfordrede Ragnvald Jarl til at blive dér hos ham natten over, og brugte mange ord på at overtale ham. De gik så ind og fik klæderne af, og lagde sig til at sove, og Botulf skulde holde vagt.
Den samme nat angreb Erlend Jarl og hans mænd Harald Jarl og hans mandskab, og kom så uventet at de ikke opdagede det før de hørte kampråbet. De hastede så til våben og forsvarede sig tappert. Der blev stort mandefald, og angrebet endte med at Harald Jarl sprang fra borde i land da der kun var fem mand som stod oprejst på skibet. Dér faldt Erlend den Unges broder Bjarne, en gæv mand, og tillige med ham hundrede mand, og mange blev såret. Alle mand sprang fra borde og flygtede op på land. Kun få af Erlend Jarls folk faldt, og jarlen erobrede dér fjorten skibe som tilhørte de to andre jarler, og alt hvad der var af værdier.
Da det meste af arbejdet var gjort fik de at vide at Ragnvald Jarl havde forladt sit skib om aftenen og først var taget til Knarrestad; dér drog de hen. Da de kom dertil stod Botulf Bonde ude foran døren, og han byder dem velkommen. De spurgte om Ragnvald Jarl var dér. Botulf erklærede at han havde været der om natten. Men de råbte voldsomt op og spurgte hvor han da så var, og erklærede at han måtte vide det. Botulf gjorde en armbevægelse ud over gårdspladsen og kvad denne strofe:
82. På fuglejagt går fyrsten,
hans folk bruger pilene vel;
lynghønen134) i læ af bakken
lever i fare for fald.
Dér bliver buen draget
dygtigt, når vælige krigsmænd
bli’r lynghøns vår; med våben
værger ædlingen landet.
Jarlens mænd stak i løb ud af tunet, hver for sig med den tanke at den gjorde bedst som løb hurtigst og først fik fat på jarlen. Men Botulf gik ind og vækkede Ragnvald og fortalte ham hvad der var sket om natten, og tillige hvad Erlends mænd var i færd med. De sprang så op og klædte sig på og begav sig straks af sted derfra og over til jarlens gård i Ørfjære. Og da de kom dertil, da var Harald Jarl der allerede og holdt sig skjult. Så sejlede de straks i hver sin båd over til Næs, den ene med to mand og den anden med tre. Alle de af deres mænd som fik mulighed for det tog over til Næs. Erlend og Sven lagde beslag på alle de to jarlers skibe og en stor mængde af hvad de ellers ejede. Sven Åslevson lod sig tildele som sin andel alle Ragnvald Jarls kostbarheder som var taget fra hans skib, og sendte dem allesammen over til Næs til jarlen. Sven talte for at Erlend Jarl og hans mænd lagde sig med deres skibe ud i Vågeland og så skulde ligge dér ved Fjorden så de kunde se så snart der var skibe som sejlede ud fra Næs. Han mente også at det derfra var godt at passe angreb op hvis lejlighed gaves. Men Erlend bestemte, fordi hans krigskarle lagde pres på ham, at de tog nordpå op til Daminsø, hvor de så om dagen sad og drak i en stor hal, men hver aften bandt skibene sammen og sov om bord om natten.
Tre dage før jul tog Sven Åslevson østover til Sandvig til sin slægtning Sigrid; han skulde mægle mellem hende og hendes nabo, som hed Bjørn. Men før han tog af sted talte han med Erlend Jarl om at denne burde sove om bord om natten og ikke blive mindre agtpågivende selv om han ikke var til stede. Sven opholdt sig én nat hos sin slægtning Sigrid.
En af Svens fæstere, og en kær ven af ham, hed Gils; han bad Sven om han ikke vilde være gæst hos ham. Han havde ladet brygge øl og vilde holde gilde for Sven og hans mænd på det.
Da Sven og hans følge kom til Gils blev det meldt dem at Erlend Jarl ikke var gået til skibene om aftenen. Og så såre Sven hørte det sendte han Margad Grimsson til jarlen tillige med to andre mænd, og opfordrede ham til at tænke på hans råd, selv om han så ikke havde gjort det den foregående nat, – »men jeg tror der er grund til at frygte at det ikke bliver længe jeg behøver at tænke på råd for denne jarl.« Margad og de andre tog af sted hen til jarlen og overbragte ham Svens ord. Jarlens mænd erklærede at det var en underlig åbenbaring Sven havde fået; det ene øjeblik, sagde de, mente han der var udvej for alt; men til andre tider var han så bange at han ikke vidste hvor han skulde gøre af sig selv eller andre. De sagde de vilde sove roligt på land og ikke gå om bord. Men jarlen erklærede at det skulde være som Sven havde foreslået, og det endte da med at jarlen gik til skibene sammen med nitten mand; men de andre lå i hus på land. Margad og hans ledsagere lagde sig ind i en anden vig ikke langt derfra. Den samme nat kom Ragnvald Jarl og Harald Jarl med deres mænd så overraskende over Erlend Jarl at de vagtposter som holdt vagt på øen og på skibet ikke opdagede dem før de satte foden på skibet.
Der var en mand som hed Orm, og en anden som hed Ove; de var i det forreste rum på jarlens skib. Ove sprang op og vilde vække jarlen, men kunde ikke få ham vækket, så døddrukken var han. Ove greb jarlen i sin favn og sprang over bord med ham ned i en jolle som lå ved skibet. Men Orm sprang fra borde på den anden side af skibet og slap i land. Dér omkom Erlend Jarl og de fleste andre som var på skibet.
Margad og hans fæller vågnede ved kampråbet, og greb årerne og roede ud langs næsset. Men der var klart lys af en tiltagende måne, og de så da at jarlerne trak sig ud af kampen; så mente de sig sikre på at kampen var afgjort. De roede så derfra og først op til Rendedal, og sendte nogle mænd til Sven for at fortælle ham hvad de havde set.
Harald Jarl vilde give Erlends mænd lejde; men Ragnvald Jarl vilde først afvente om hans lig blev fundet eller han måske var undsluppet. Jarlens lig blev fundet to dage før jul: man så et spydskaft rage op af en bunke tang, og da man så nærmere efter, så sad det boret igennem jarlen. Hans lig blev så ført til en kirke, og der blev givet hans mænd lejde tillige med de fire af Svens huskarle som var taget til fange.
Der var en mand som hed Jon og som blev kaldt Vinge; han var søstersøn til den Jon Vinge som tidligere er omtalt.135) Jon havde været hos Håkon Karl og gjort hans søster med barn og var så stukket af på vikingetogt med Anakol; og nu var han hos Erlend Jarl, men havde dog ikke været med i kampen. Alle Erlends mænd søgte til Kirkevåg hvor de søgte tilflugt i Magnuskirken. Derhen drog jarlerne, og der blev holdt et forligsmøde dér. Jon opnåede ikke forlig med jarlerne førend han lovede at gifte sig med kvinden. Ved den lejlighed svor alle troskabsed til jarlerne, og den sag klarede de uden store ophævelser. Jon Vinge blev håndgangen hos Harald Jarl og blev hans forvalter.
Sven dræbte Erlend
Efter Erlend Jarls fald tog Sven Åslevson til Rendedal og mødte så Margad og de andre dér, og de kunde give ham nøje beretning om hvad der var sket på Daminsø. Derpå tog Sven og hans ledsagere til Rolfsø og kom dertil ved flodtid. Dér bar de alt udstyr fra borde og sørgede for det. De fordelte mændene ud i bygderne og havde spejdere ude efter hvad jarlerne og de andre stormænd hver for sig foretog sig.
Dér gik Sven med fem mand op på fjeldet og ned på den anden side til stranden, og sneg sig i mørket hen til en bestemt gård. De hørte højlydt tale. Derinde var Torfinn og sønnen Øgmund og svogeren Erlend. Erlend pralede over for far og søn af at han havde tilføjet Erlend Jarl hans banesår, og de mente allesammen at de havde kæmpet fortræffeligt. Da nu Sven hørte dette, så styrter han ind i huset og løs på dem, og hans følgesvende efter ham. Sven kom først og gav straks Erlend et dræbende hug. Men Torfinn tog de til fange og førte ham med sig, og Øgmund havde fået nogle sår.
Sven og hans mænd tog til Tingvold; dér boede på den tid Svens farbroder Helge, og dér opholdt de sig hemmeligt de første dage i julen. Ragnvald Jarl tog til Daminsø til jul, mens Harald Jarl blev tilbage i Kirkevåg. Ragnvald Jarl sendte bud til Helge på Tingvold og bad ham sige til sin brodersøn Sven, hvis han vidste noget om hvor han var, at jarlen vil indbyde ham som gæst hos sig i julen, og erklærer at han vil gøre sin indflydelse gældende for at få dem forligt med Harald Jarl. Og da Sven modtog det budskab, så tog han hen til Ragnvald Jarl ledsaget af fem mand, og opholdt sig hos ham den sidste del af julen. Men efter jul blev der berammet et forsoningsmøde mellem Sven og jarlerne; dér skulde så alle de sager afsluttes hvori der ikke forinden var sluttet forlig. Og da de mødtes satte Ragnvald Jarl sin indflydelse ind på at forlige Harald Jarl og Sven. Men de fleste som ikke var enten ven eller i slægt med Sven, var ved den lejlighed vrangvillige; de sagde at der altid vilde komme ufred fra Sven hvis han ikke blev drevet bort fra Øerne. Men en overenskomst blev sluttet som lød på at Sven skulde betale en mark guld til hver af jarlerne og give slip på halvdelen af sine jorder, tillige med et godt langskib. Sven svarede da han hørte mæglingsforslaget: »De overenskomster holder bedst som jeg ikke bliver drevet til med skam.« Ragnvald Jarl vilde ikke have betalingen af Sven: han erklærer at han ingenlunde vil gå hans ære for nær, han sætter langt mere pris på hans venskab end hans penge, siger han.
Efter forligsaftalen rejste Harald Jarl til Svens gård på Gåreksø og behandlede da hans korn og andet af hans ejendom temmelig hårdhændet. Men da det kom Sven for øre beklagede han sig over for Ragnvald Jarl og kaldte det aftalebrud og erklærede at han vilde rejse hjem og tage vare på sine midler. Ragnvald Jarl svarede: »Bliv hos mig, Sven, så vil jeg sende bud til jarlen og endnu en gang få en drøftelse af jeres mellemværende. Men jeg vil ikke have at du tænker på at nappes med Harald Jarl, for selv om du er stærk og en rask mand, så bliver han din overmand i et opgør.« Men Sven vilde ikke lade sig tale fra det og begav sig sammen med ni mand på en skude til Gåreksø, og kom dertil sent om aftenen. De så ild inde i et udhus; Sven gik derhen. Han vilde at de skulde tage og sætte ild til hallen og brænde gården af med jarlen som var derinde. Der var en mand som hed Sven Blakarason; han var den betydeligste af de mænd som Sven havde med sig dér. Han afviste på det kraftigste det forslag og erklærede at det jo kunde være at jarlen ikke var på gården. Men selv om han også var der, sagde han, så vilde de måske ikke opnå at hans kone eller døtre fik lov at gå ud, og at brænde dem inde, sagde han, det var ugørligt. Sven og hans mænd gik så hen til haldøren og ind ad yderdøren. De som var i hallen sprang nu op og fik døren lukket. Sven og hans mænd blev så klare over at jarlen ikke var på gården. Men de som var derinde opgav at forsvare sig og overgav deres våben til Sven og gik alle våbenløse ud, og Sven gav alle jarlens huskarle lejde.
Sven hældte alt sit øl ud og tog sin kone og sine døtre med derfra. Han spurgte sin kone Ingrid hvor Harald Jarl var; men hun vilde ikke fortælle det. »Så ti da, men peg os det ud!« Det vilde hun ikke; hun var i slægt med jarlen. Da de kom om bord på skibet gav Sven nogle af mændene deres våben tilbage. Da dette rygtedes var det slut med forliget mellem jarlen og Sven.
Harald Jarl var taget over til en lille ø for at jage harer. Sven styrede ud til Grotteø; det er en ø med bratte sider ud mod havet, og der er en stor grotte i klippen; ved flodtid stod havet op i grottemundingen. Da Harald Jarls huskarle fik deres våben tilbage af Sven begav de sig straks af sted over til Harald Jarl og fortalte ham om deres opgør med Sven. Da lod jarlen straks sit skib sætte i søen idet han ivrede for at de skulde ro efter dem, – »og lad os nu få en afgørelse på blanke våben.« De greb så til årerne og roede efter dem, og så fik begge parter øje på og genkendte hinanden. Og da Sven ser at jarlen og hans mænd vinder ind på dem, så talte han til sine ledsagere: »Vi må finde på et eller andet råd, for jeg er ikke meget for at møde ham sådan som sagerne står, med den overmagt han vel har. Vi vil gøre det,« siger han, »at vi ror til grotten og så lader det komme an på hvordan det dér falder ud for vores sag.« Det gjorde så Sven og hans mænd; de kom til grotten medens vandet var stigende, satte skibet op dér, for grotten skrånede op i klippen. Så steg vandet op over grottemundingen.
Harald Jarl og hans mænd ledte efter dem dagen igennem over hele øen, men fandt dem ikke. De så heller ikke noget skib sejle fra øen. Det undrede de sig meget over; de anså det for usandsynligt at Sven skulde være gået ned. De roede rundt om øen for at lede efter Sven, men fandt ham ikke, rimeligt nok. Så sluttede de som det mest nærliggende at Sven og hans mænd måtte have styret over til andre øer; de roede så hen hvor de regnede med at chancen var størst.
Næsten samtidig med at jarlen og hans mænd roede derfra sank vandet fra grottemundingen. Sven og hans folk havde hørt samtalen mellem jarlen og hans mænd. Sven efterlod sit skib i grotten; men på øen tog de så en gammel byrding som tilhørte munkene, og styrede til Sandø. Dér gik de i land, men skød byrdingen i søen hvor den drev rundt ved strandene indtil den blev slået til vrag.
Men Sven og hans folk gik op på øen og kom til en gård som hedder Vølvenæs; dér boede en mand som hed Bård, en slægtning til Sven. De kaldte ham i al hemmelighed ud, og Sven sagde at han gerne vilde have ophold dér. Bård erklærede at den slags måtte han selv bestemme, – »men jeg tør ikke have jer undtagen det er hemmeligt.« De gik så ind, og var alene på den måde at der var en flettet skillevæg mellem dem og andre mennesker i huset. I det hus hvor Sven og hans mænd opholdt sig var der en hemmelig dør, løseligt tildækket med sten.
Den samme aften kom Jon Vinge, Harald Jarls forvalter, dertil sammen med seks andre. Bård Bonde bød dem velkommen, og der blev tændt store ilde for dem hvor de så sad og varmede sig. Jon var heftigt snakkelysten og talte op om hvad der var sket i de opgør jarlerne og Sven havde haft med hinanden. Han gav Sven det glatte lag og erklærede at han var en lejdebryder og én ingen kunde stole på. »Nu havde han lige sluttet forlig med Harald, og straks vilde han gå løs på ham og brænde ham inde!« – og han sagde også at der aldrig blev fred i landet før Sven blev fordrevet derfra. Bård Bonde og Jons ledsagere forsvarede til gengæld Sven. Derefter gav Jon sig til at klandre Erlend Jarl og erklærede at der ikke var sket nogen skade ved at han var død; han påstod at han var sådan en voldshersker at ingen kunde bære sit hovede frit for ham. Men da Sven hørte det, så kunde han ikke holde det ud: han greb sine våben og sprang til den hemmelige dør og skød stenene til side. Da opstod der stort postyr. Det var Svens agt at løbe ud til haldøren. Jon sad i skjorte og underbukser, og da han hørte rabalderet fra Sven bandt han sine sko og styrtede ud fra ilden og ufortøvet væk fra gården. Det var bælgmørkt og streng frost. Han kom om natten til en anden gård og var så frostbidt på fødderne at nogle af tæerne faldt af.
Sven gav på Bård Bondes forbøn lejde til Jons følgesvende. Sven blev der om natten. Men næste morgen tog de af sted derfra på en skude som Bård havde og som han gav Sven. De sejlede så sydpå til Bardsvig og opholdt sig ved en grotte. Sven var til tider om dagen inden døre og sad og drak dér, men sov ved skibet om natten og beskyttede sig på den måde mod sine fjender.
Om Ragnvald Jarl og Sven
En morgen tidlig så Sven og hans mænd et stort langskib sejle fra Rossø over til Ragnvaldsø. Sven var straks klar over at det var Ragnvald Jarls skib som han selv var vant til at styre; de stævnede imod Ragnvaldsø, hen imod det sted hvor Svens og hans ledsageres skude lå, og fem mand gik i land fra jarlens skib. Men Sven og de andre var oppe på et højt sted, og derfra smed de sten ned på jarlens mænd. Da de så det fra skibet, så greb de deres våben. Men da Sven og de andre så det løb de ned fra klinten ned på stranden og skød skuden i vandet og sprang op i den. Langskibet var løbet op på stranden så det stod fast. Sven stod oprejst på skuden medens de roede ud forbi langskibet, med et spyd i hånden. Da Ragnvald Jarl så det tog han sit skjold og holdt det foran sig; men Sven kastede ikke spydet. Men da jarlen så at de vel nu kom til at skilles, så lod han rejse fredsskjold og opfordrede Sven og hans mænd til at sejle ind til land. Da Sven så det; beordrede han sine mænd til at lægge til land, idet han erklærer at han stadig helst så at han blev forligt med Ragnvald Jarl.
Om Harald Jarl og Sven
Derefter gik Ragnvald Jarl og Sven i land og talte længe sammen ene to, og kom til god forståelse. Medens de nu sad og samtalede så de Harald Jarl komme sejlende på vej fra Katnæs til Vågeland. Og da skibet styrede tæt ind under øen, så spurgte Sven jarlen hvad de skulde gribe til. Jarlen siger at Sven nu med det samme skulde sejle over til Næs.
Dette hændte i fastetiden. De forlod Ragnvaldsø samtidig; jarlen tog til Rossø og Sven sejlede vestover til Strømø. Harald Jarl og hans folk så skibet og mente sig sikre på at det var Svens. De lagde straks ud på Fjorden og efter dem. Og da Sven og hans mænd så at jarlen styrede efter dem, så forlod de skibet og skjulte sig. Men da Harald Jarl kom til Strømø så de Svens skib og fik da mistanke om at mændene nok opholdt sig lige i nærheden, og vilde derfor ikke gå i land.
Der var en mand som hed Åmunde Hnefason; han var en ven af Harald Jarl, men farbroder til Sven Åslevsons stedbørn. Han forsøgte at mægle mellem dem og fik udvirket at den samme forligsaftale som var blevet indgået om vinteren, skulde stå ved magt. Da blæste der på én gang en storm op, og begge parter blev nødt til at blive der om natten, og Åmunde lagde Harald Jarl og Sven i én seng. I det samme hus overnattede mange af begges mænd.
Efter denne overenskomst tog Sven over til Næs og Harald Jarl over til Orknøerne. Det kom Sven for øre at jarlen havde udtalt at han anså deres overenskomst for en ret løs aftale; men det tillagde Sven ikke den store betydning. Han rejste sydpå til Dalene og opholdt sig i påsken hos sin ven Sumarlide. Men Harald Jarl tog nordpå til Hjaltland og opholdt sig meget længe dér om foråret. Sven rejste nordover efter påsken og mødte på vejen Jon Vinges to brødre; den ene hed Bune-Peter og den anden Blån. Sven og hans mænd tog dem til fange og fratog dem alle deres ejendele og bragte dem i land. Der blev så optømret en galge til dem, og da alt var gjort klart sagde Sven at de skulde løbe op i landet, idet han erklærede at det var en større skam for deres broder Jon at de levede. De opholdt sig længe ude i det åbne land og var meget forfrosne da de nåede frem til beboelser.
Sven tog derfra til Lodhus i Syderøerne og opholdt sig dér i nogen tid. Men da Jon Vinge erfarede at Sven havde taget hans brødre til fange, og ikke vidste hvad han havde gjort med dem, så tog han ud til Helligøen og lagde hånd på Sven Åslevsons søn Olaf, fostersøn af Kolbein Hruga, og rejste med ham til Vesterø. De opsøgte så Ragnvald Jarl på Hrapsnæs. Og da jarlen så Olaf udbrød han: »Hvorfor er du her, Olaf?« Han svarer: »Det er Jon Vinges skyld.« Jarlen så på Jon og sagde: »Hvorfor bringer du Olaf hertil?« Han svarede: »Sven tog mine brødre til fange, og jeg ved ikke om han måske har dræbt dem.« Jarlen sagde: »Bring ham sporenstregs tilbage, og drist dig ikke til at gøre ham nogen skade, hvad der så end er blevet af dine brødre, for hvis du gør ham noget, så vil du ikke kunne være på Øerne for nogen af dem, hverken Sven eller Kolbein.«
Om Ragnvald Jarl
Om foråret, efter påske, begav Sven sig af sted fra Syderøerne med tresindstyve mand. Han satte kursen mod Orknøerne og kom først til Rolfsø. Dér tog de en mand til fange som hed Håkon Karl; han havde været hos Harald Jarl da Erlend Jarl faldt. Håkon løskøbte sig for tre mark guld og slap på den måde fri fra Sven. Dér på Rolfsø fandt Sven og hans mænd det langskib som jarlerne havde frataget Sven;136) der var hugget to planker af. Det havde Ragnvald Jarl ladet gøre fordi ingen havde villet købe eller tage skibet som gave af jarlerne. Sven sejlede derfra til Rossø hvor han fandt Ragnvald Jarl i Byrgesherred. Jarlen bød ham da velkommen, og Sven blev hos ham det forår. Ragnvald Jarl erklærede at han havde hugget plankerne af skibet fordi han ikke vilde have at han gjorde noget overilet dér på Øerne når han kom tilbage fra Syderøerne.
Harald Jarl kom tilbage fra Hjaltland om foråret i pinseugen. Og så snart han kom til Orknøerne sendte Ragnvald Jarl bud til ham og lod sige at han gerne så at han og Sven blev forligt påny. Der blev så fastsat et forligsmøde om fredagen i den hellige uge137) i Magnuskirken, og Ragnvald Jarl gik til mødet med en bredøkse i hånden, og Sven ledsagede ham. Forliget blev da sluttet: det samme som blev sluttet om vinteren.
Om Sven Åslevson
Da gav Ragnvald Jarl Harald Jarl det skib som havde tilhørt Sven, og Sven gav alt hvad der iøvrigt var aftalt som hans del i forliget. Ragnvald Jarl og Sven stod ved kirkedøren medens sejlet blev båret ud; det havde været anbragt i Magnuskirken. Sven så ret så bister ud da de bar sejlet ud.
Om lørdagen derefter da nontjenesten var til ende kom der mænd fra Harald Jarl til Sven Åslevson og sagde at han ønskede at Sven skulde komme til en samtale med ham. Dette forelagde Sven for Ragnvald Jarl, som ikke just tilskyndede Sven til at gå derhen; han erklærede at han ikke var sikker på hvem man kunde have tiltro til. Men Sven gik ikke destomindre, ledsaget af fem mand. Jarlen sad i en lille stue på tværbænken, og Torbjørn Klerk sad ved siden af. Mange andre var der ikke hos jarlen. De sad så en stund og drak. Derefter gik Torbjørn, og Sven og hans mænd sagde da at de var meget betænkelige ved hvad jarlen kunde foretage sig. Lidt senere kom Torbjørn tilbage og gav Sven en skarlagens kjortel og en kappe idet han sagde at han ikke vidste om han vilde kalde det en gave, eftersom disse ting var blevet taget fra Sven om vinteren. Sven tog imod disse gaver. Harald gav Sven det langskib han havde ejet, og halvdelen af hans ejendomme og jorder. Han tilbød Sven ophold hos sig og erklærede at deres venskab aldrig skulde brydes. Sven optog dette velvilligt, og straks den følgende nat tog han hen til Ragnvald Jarl og fortalte ham hvordan det var gået mellem Harald Jarl og ham. Ragnvald Jarl gav udtryk for sin tilfredshed med det, og opfordrede Sven til at passe på at de ikke blev uvenner igen.
Om jarlerne
Nogen tid derefter beredte de tre stormænd Sven, Torbjørn og Erik sig til at tage på krigstogt. Først drog de til Syderøerne, derpå så langt mod vest som til Syllingerne, hvor de på Columbamessedagen138) vandt en stor sejr i Mariehavn og erobrede et kæmpe krigsbytte; derefter drog de tilbage til Orknøerne.
Efter indgåelsen af overenskomsten mellem Ragnvald Jarl og Harald Jarl og Sven Åslevson var jarlerne til stadighed sammen; det var Ragnvald Jarl som havde mest at sige, men de kom godt ud af det med hinanden.
Da de kom hjem fra Syllingerne tog Torbjørn Klerk hen til Harald Jarl, og blev rådgiver for ham. Sven tog hjem til Gåreksø og sad dér med et stort mandskab om vintrene; det bekostede han med sit krigsbytte og hvad han ellers havde af midler dér på Øerne. Han hældede mest til Ragnvald Jarls parti. Hver sommer var han på krigstogt.
Folk sagde at Torbjørn Klerk ikke gjorde noget for det gode forhold mellem Ragnvald Jarl og Harald Jarl. Ragnvald Jarl havde en hirdmand og god ven som hed Torarin Sæktud; han opholdt sig til stadighed hos jarlen. En af Torbjørn Klerks karle, og ven af ham, hed Torkel. Torarin og Torkel ragede uklar under drikkelag i Kirkevåg, og Torkel brugte våben mod Torarin; bagefter søgte han til Torbjørn. Torarins kammerater satte efter Torkel, men Torbjørn og Torkel forsvarede sig oppe fra et loft. Det blev så meldt til jarlerne, og de kommer hen til huset for at skille parterne. Torbjørn vilde ikke have at Ragnvald skulde dømme i denne sag, og rejste søgsmål over det at Torkel var blevet forfulgt. Men da Torarins sår var helet, så dræbte han Torkel på vej til kirke. Torarin løb ind i kirken; men Torbjørn og hans karle løb efter ham. Det blev meldt til Ragnvald Jarl, og han trådte mandstærkt til, og spurgte om Torbjørn vilde bryde ind i kirken. Torbjørn sagde at kirken ikke burde beskytte den som var derinde. Ragnvald Jarl erklærede at der ikke denne gang skulde gøres vold på kirken, og Torbjørn blev trængt bort fra kirken. Der blev ikke sluttet forlig i denne sag. Torbjørn tog over til Næs og blev dér et stykke tid. Da skete der mangt og meget iblandt dem fordi Torbjørn begik mange kæltringestreger, både voldtægts- og drabssager.
Torbjørn tog i al hemmelighed over til Orknøerne på en skude med tredive mand og landede ved Skalpeid; derfra gik han med tre mand til Kirkevåg. Ene mand brasede han ved aftenstid ind i en beværtning hvor Torarin sad og drak. Torbjørn gav ham på stedet et dræbende hug; derefter styrtede han ud i mørket og langt bort. På grund af denne sag erklærede Ragnvald Jarl Torbjørn Klerk fredløs i hele jarledømmet.
Torbjørn tog over til Næs og opholdt sig hemmeligt hos sin svoger Høsve; han blev kaldt den Stærke og var gift med Torbjørns søster Ragnhild. Deres søn Stefan Rådgiver var i Torbjørns følge. Kort tid efter rejste Torbjørn til den skotske Kong Malkolm og opholdt sig hos ham som en agtet gæst.
Hos skottekongen var der en mand som hed Gille Odran. Han var af en anset slægt, men en rigtig tølper. Han pådrog sig skottekongens vrede på grund af slyngelstreger og manddrab han begik i kongens rige. Gille Odran flygtede ud til Orknøerne, og jarlerne antog sig ham. Gille Odran opholdt sig på Katnæs hvor han var jarlernes ombudsmand.
Der var en anset bonde på Katnæs som hed Helge; han var en ven af Ragnvald Jarl. Gille Odran og Helge blev uenige om forvaltningen, og Gille Odran gik til angreb på Helge og dræbte ham. Og efter drabet tog han vestover til vestkysten af Skotland, og en stormand som hed Sumarlide Hold tog ham i sin varetægt; han havde et herredømme i Dalene på den skotske vestkyst. Sumarlide var gift med Ragnhild, en datter af Syderø-kongen Olaf Bitling. Deres børn var Kong Dufgal, Ragnvald og Angus; de kaldes Dalebo-slægten.
Ragnvald Jarl kaldte Sven Åslevson til sig inden han drog på krigstogt. Og da de mødtes opfordrede Ragnvald Jarl ham til at holde øje med Gille Odran hvis han fik lejlighed til det. Sven svarede at han jo ikke kunde vide om det skikkede sig sådan.
Sven dræbte Sumarlide
Derefter drog Sven på vikingetogt med fem langskibe. Og da han kom ud for det vestlige Skotland fik han at vide at Sumarlide Hold havde indskibet sig og agtede sig på vikingetogt. Han havde syv skibe. Dér styrede Gille Odran et af skibene, og han var sejlet ind i en fjord efter det mandskab som ikke var kommet.
Så snart Sven fik opspurgt Sumarlide lagde han an til kamp med ham, og der stod en hård kamp; i det slag faldt Sumarlide Hold tillige med mange mand. Dér blev Sven klar over at Gille Odran ikke var der. Sven begav sig så af sted for at oplede ham, og fandt ham i Mørkefjorden,139) og dér dræbte han Gille Odran tillige med halvtredsindstyve mand. Derefter drog Sven på vikingetogt og vendte hjem om efteråret som han plejede. Og da han kom hjem traf han snart på Ragnvald Jarl, og denne gav udtryk for sin tilfredshed med disse bedrifter.
Om Ragnvald Jarl og Harald Jarl
Jarlerne havde for vane næsten hver sommer at tage over til Katnæs og op i skovene dér for at jage hjorte eller rener. Torbjørn Klerk opholdt sig hos den skotske konge; men ind imellem tog han ned til Næs og opholdt sig i hemmelighed hos sine venner. Han havde tre venner på Katnæs som han hovedsagelig fik hjælp af; den ene var hans svoger Høsve, den anden Livulf som boede i Torsdal. Den tredje var Halvard Duveson som boede på Fors i Kalvedal som udgår fra Torsdal. Disse var hans fortrolige venner.
Drabet på Ragnvald Jarl
Da Ragnvald Jarl havde været jarl i toogtyve år140) efter at Paul Jarl blev taget til fange rejste de to jarler over til Katnæs sidst på sommeren som de plejede. Og da de kom til Torså hørte de en lille fugl synge om at Torbjørn nok var oppe i Torsdal i al hemmelighed, og med ganske mange mænd, og at han nok agtede at angribe dem deroppefra hvis der bød sig en lejlighed. Da samlede jarlerne mandskab sammen om sig og begav sig af sted med hundrede mand hvoraf de tyve var til hest og de øvrige til fods. Ved aftenstid begav de sig op ad dalen og fandt sig natteherberge etsteds. Om aftenen da mændene sad ved ilden nøs Ragnvald Jarl kraftigt. Harald Jarl sagde: »Det var et nys der hørtes, frænde!«141) De forlod stedet om morgenen, og om dagen var det hele tiden Ragnvald Jarl og en mand der hed Asolf som red forrest; der var en anden, en slægtning til ham, som hed Jomar. De var fem som red forrest sammen op til Kalvedal. Og da de red frem imod gården Fors stod bonden Halvard oppe i en kornstak og var ved at sætte den, og gårdsfolkene rakte op til ham. Harald Jarl og hans mænd kom ridende noget efter.
Men da Halvard genkendte Ragnvald Jarl hilste han på ham med navn idet han talte overdrevent højt, og forhørte sig om nyt, og det kunde høres selv af dem der var langt derfra. Det var i nærheden af en stue; husene lå på en høj brink, og der var en snæver passage på ridevejen til gården, og den gik stejlt opad.
Inde på denne gård opholdt Torbjørn Klerk sig, og sad og drak. Kløfterne gik op til husenden tæt ved gavlvæggen, og i gavlen var der en dør som der var stablet løse sten op i. Da Torbjørn og hans mænd hørte samtalen og Halvard der hilste Ragnvald Jarl og hans følge, sprang de straks til deres våben og væltede stenene væk fra den skjulte dør og styrtede ud ad den. Torbjørn løber langs gavlvæggen og ind i passagen. På det tidspunkt var jarlen og hans følge nået til døren. Da huggede Torbjørn ufortøvet til jarlen; men Asolf strakte hånden frem imod hugget, og fik den hugget af. Derefter traf sværdet i hagen på jarlen og gav ham et stort sår. Asolf sagde idet han fik hugget: »De som skylder jarlen tak for flere gaver burde give ham bedre følgeskab.« Han var dengang atten år gammel og var fornylig kommet til jarlen.
Ragnvald Jarl vilde springe af hesten da han så Torbjørn; men foden sad fast i stigbøjlen. I det samme kom Stefan til og sendte et spyd imod jarlen. Torbjørn gav så jarlen endnu et sår. Og i det samme stødte Jomar et spyd i låret på Torbjørn, og stødet gik ind i lysken. Så stak Torbjørn og hans mænd bag om husene; dér måtte de løbe ned ad en høj skråning og ud over et blødt mosedrag. I det samme kom Harald Jarl og hans følge, og det traf sig sådan at de mødte Torbjørn og hans mænd, og begge parter genkendte hinanden. Da foreslog de af jarlens mænd som anede hvad der var på færde, at de skulde ride efter Torbjørn og hans folk. Men Harald Jarl afviste det og erklærede at han vilde afvente hvad Ragnvald Jarl havde at sige om den sag, – »eftersom Torbjørn er en mand jeg er meget forbunden, som I ved, på grund af slægtskab og mange andre bånd imellem os.«
Men de mænd som var hos Ragnvald Jarl stimlede sammen om den døde, og der gik lang tid før Harald Jarl og hans følge fik at vide hvad der var sket. Da var Torbjørn og de andre nået ud på mosedraget og over den grøft som strakte sig langs med mosen. Men ansporet af jarlernes følge løb Harald Jarl og de andre ned på mosen, og de mødtes ved grøften så parterne befandt sig på hver sin side, og Torbjørn og hans mænd forsvarede den høje grøftekant. Nu kom de mænd fra gården som havde fulgt ham, til og samlede sig om ham så de blev tilsammen halvtredsindstyve mand. De forsvarede sig tappert og havde en god forsvarsstilling da grøften var både dyb og bred og mosen blød hele vejen langs den, så den eneste måde at angribe på var at kaste med spyd efter dem. Torbjørn tilkendegav at de ikke skulde skyde efter nogen. Og da kastevåbnene slap op, så begyndte de at veksle ord, og Torbjørn henvendte sig til Harald Jarl og sagde: »Jeg vil foreslå Jer, frænde, at I giver mig lejde, og så vil jeg tilbyde at lægge denne sag i Jeres hånd så I alene dømmer. Jeg vil gøre alt hvad jeg magter for at ikke noget bliver undladt som kan forøge din ære. Jeg regner også med, frænde, at du vil huske at der var en tid da du ikke vilde gøre den forskel på Ragnvald Jarl og mig at du vilde dræbe mig, selv om jeg havde begået denne gerning: dengang da han allermest holdt dig nede og ikke lod dig have mere at sige end sin dreng; men jeg gav dig flotte gaver og gjorde alt hvad jeg kunde for at skaffe dig anseelse. Men den gerning jeg her har begået er en stor forbrydelse; den falder på mig; men hele riget er nu tilfaldet Jer. I må også være klar over at Ragnvald Jarl tiltænkte mig det jeg nu har tilføjet ham. Jeg tænker også, frænde, at selv om det var gået sådan at det var mig der var død og Ragnvald Jarl der levede, så vilde I blive nødt til at finde Jer i ham, – og nu vil I slå mig ihjel!«
Torbjørn talte vidt og bredt, og belagde sine ord godt, om den sag; der var også mange som samstemmede med ham og bad om lejde for ham. Det endte med at jarlen begyndte at lytte til det da der var mange som talte for det. Da tog Håvard Gunnasons søn Magnus, en af jarlernes væbnere og slægtninge, til orde; han var den mest ansete mand i Harald Jarls følge. Han sagde følgende: »Vi kan ikke give Jer gode råd, Jarl, efter de store begivenheder her er sket. Men sige må jeg, hvordan folk så end vil dømme om det, at hvis der gives Torbjørn frit lejde efter denne gerning, og så ydermere at han vover at sige op i Jert åbne ansigt næsten med hvert ord: at han har øvet denne ugerning for Dig (!) eller for Din æres skyld, at det vil være Dig og alle jarlens slægtninge til evig skam og vanære hvis han ikke bliver hævnet. Jeg tror at så vil Ragnvald Jarls venner anse det for sandt at du nok for længe siden har lagt planer om at komme jarlen til livs, som det nu er sket. Eller tror Du at han vil frakende Dig dit medvidende når han skal rense sig for anklagerne og der ikke er nogen der taler Jeres sag, når han nu siger op i Jert åbne ansigt at han har begået denne ugerning for Jeres skyld? Og hvordan kan du bedre bekræfte det end ved at give ham lejde nu? Jeg er også fast besluttet på at han aldrig mere skal få lejde af mig hvis der er nogle retskafne mænd som vil følge mig, hvad enten I nu finder det sødt eller surt.« Noget tilsvarende udtalte hans brødre Torsten og Håkon, og Sven Roaldsson.
De begav sig så bort fra jarlen og hen langs grøften, og ledte efter et sted hvor de kunde komme over. Og da Torbjørn og folkene om ham så at Magnus og de andre begiver sig hen langs grøften, så tog Torbjørn til orde: »Nu må de være blevet uenige om hvad de skal gøre: jarlen vil nok give mig lejde; men Magnus er imod.«
Men medens de talte om dette begyndte Torbjørn og hans mænd at forlade grøften. Harald Jarl og hans mænd stod på grøftevolden, og da han indså at der ikke blev noget af at give lejde, så sprang han over grøften med alle sine våben; der var ni alen over grøften.
Hans ledsagere sprang efter ham; men der var ingen det lykkedes at springe helt over. De fleste fik dog fat i kanten og kravlede så i land.
Torbjørns mænd talte stærkt for at de skulde vende sig enten imod jarlen og hans mænd eller imod Magnus og dem der fulgte ham, og lade det komme til et opgør mellem dem. Da sagde Torbjørn: »Jeg vil råde til at vi gør det at enhver vælger hvad han synes det er mest sandsynligt går godt; men jeg vil forsøge med Harald Jarl endnu en gang.« De fleste afviste dette og opfordrede ham til hellere at søge til skovs og bringe sig i sikkerhed. Torbjørn bifaldt ikke dette råd. Hans ledsagere opløste sig i grupper idet de forlod ham, og søgte redning på forskellig vis; men Torbjørn med otte andre blev tilbage sammen. Og da han ser at Harald Jarl er kommet over grøften, så går han hen imod ham, og faldt på knæ foran ham og erklærer at han overgiver ham sit hoved. Mange af jarlens mænd bad endnu en gang om lejde for Torbjørn. Da tog jarlen til orde: »Bring dig i sikkerhed, Torbjørn, jeg nænner ikke at dræbe dig.»
De var på vej ned langs Kalvedalsåen medens denne samtale fandt sted. Magnus og hans ledsagere var på vej imod dem, og da jarlen så det sagde han: »Bring dig i sikkerhed, Torbjørn, jeg kæmper ikke for dig imod mine egne mænd.« Da skiltes Torbjørn og de der fulgte ham fra jarlens følge og søgte til en sæterhytte som hedder Asgrimserg. Magnus og hans ledsagere forfulgte Torbjørns flok og satte straks ild til huset. Torbjørn og hans mænd forsvarede sig tappert, og da huset begyndte at falde sammen på grund af ilden, så gik Torbjørn og de andre ud, og straks blev de angrebet med alle de våben der kunde komme til; de var også i forvejen meget medtagne af ilden. Dér døde de alle ni kampfæller. Og da Torbjørns sår blev nøjere undersøgt, så var indvoldene trængt ud gennem det sår Jomar havde tilføjet ham.
Harald Jarl drog sin vej ned gennem dalen; men Magnus og hans ledsagere vendte tilbage til Fors og tog sig af Ragnvald Jarls lig som de førte ned til Torså.
Ragnvald Jarls lig overføres
Jarl Ragnvald Kales dødsdag er fem dage efter første Marie-messedag om sommeren.142) Harald Jarl og hans folk rejste derfra med liget ud til Orknøerne med et prægtigt følge og gravsatte det i Magnuskirken, og dér hvilede han indtil Gud åbenbarede hans fortjeneste ved mange og store jærtegn, og Biskop Bjarne med pavens tilladelse lod hans hellige levninger optage.143) Dér på den sten Ragnvalds blod var faldet på da han døde, kan man se det den dag i dag så smukt som havde det nylig flydt.
Ragnvald Jarls død blev dybt begrædt eftersom han var meget elsket dér på Øerne og også vidt omkring iøvrigt. Han havde været en stor hjælper for mange mennesker, gavmild, sagtmodig og vennesæl, en stor idrætsmand og udmærket skjald. Af børn havde han kun en datter i live, Ingrid som var gift med Erik Stagstrammer. Deres børn var: Harald den Unge og Magnus Mangi, Ragnvald og Ingeborg, Elin, Ragnhild.
Om Harald Jarl og Sven
Efter Ragnvald Jarls fald underlagde Harald Jarl sig alle Øerne og blev enehersker over dem. Harald Jarl var en stor hersker, en meget stor og stærk mand. Han var gift med Afreka; deres børn var Henrik og Håkon, Helene og Margrete. Da Håkon var blot nogle få år gammel tilbød Sven Åslevson sig som hans fosterfader, og han blev opfostret hos ham. Og så snart han var stor nok til at færdes sammen med andre mænd tog Sven ham med på vikingetogt hver sommer og sørgede for at skaffe ham anseelse i enhver henseende. På den tid var det Svens sædvane om vinteren at opholde sig hjemme på Gåreksø hvor han til stadighed holdt firsindstyve karle på sin bekostning. Han havde en drikkehal der var så stor at der ikke på Orknøerne var nogen anden lige så stor. Om foråret havde Sven meget arbejde idet han lod så en stor mængde sæd; han deltog selv meget i arbejdet. Men når det arbejde var afsluttet drog han hvert forår på vikingetogt. og plyndrede rundt om på Syderøerne og Irland og vendte hjem efter midsommer; det kaldte han ‘vårviking’. Så var han hjemme indtil agrene var ophøstede og der var sørget for kornet. Så tog han på vikingetogt og kom så ikke hjem før en måned var gået af vinteren; og det kaldte han ‘høstviking’.
Sven drog til Irland
Det hændte engang at Sven Åslevson drog på vårviking. Da tog Harald Jarls søn Håkon med ham. De havde fem skibe med årer, alle store, og plyndrede rundt på Syderøerne. Da var befolkningen på Syderøerne så bange for ham at man skjulte alt sit liggendefæ i jorden eller i stenrøser. Sven drog så langt sydpå som til Man; men det blev småt med bytte. Derfra sejlede de over til den irske kyst og hærgede dér. Men da de kom tæt syd for Dublin, da kom der sejlende ude fra havet to handelsskibe som var på vej fra England til Dublin. De var lastet med engelsk klæde, og der var mange varer om bord. Sven og hans folk lagde sig op til handelsskibene og bød dem op til kamp; englænderne kunde kun yde et ringe forsvar, og de røvede hver en skilling fra dem der var om bord, bortset fra at englænderne beholdt hvad klæder de havde på, og lidt levnedsmidler, og så fik de lov til at sejle med handelsskibene. Men Sven og hans mænd sejlede til Syderøerne og delte deres krigsbytte. Så sejlede de dér vesterfra under stor pragtudfoldelse. Medens de lå i havnene gjorde de, for at kaste glans på sig, det at de tjældede over sig med engelsk klæde. Og da de kom sejlende til Orknøerne syede de klæde foran på sejlene så det så ud som om sejlene var lavet af lutter kostbart klæde. Det kaldte de ‘skrudviking’.
Sven tog hjem til sin gård på Gåreksø. Han havde erobret meget vin og engelsk mjød fra handelsskibene.
Da Sven havde været hjemme en kort tid indbød han Harald Jarl til at gæste sig, og holdt et prægtigt gilde for ham. Medens folk var ved gæstebudet fik de meget at høre om Svens rundhåndethed. Jarlen sagde da: »Nu så jeg gerne at du hørte op med vikingetogterne. Bedst er at age hjem i hel vogn, og du ved at du længe har ernæret dig selv og dit mandskab ved krigsfærd. Men de fleste voldsmænd går det sådan at de omkommer på krigstogt hvis de ikke selv trækker sig ud deraf.« Så svarede Sven idet han så på jarlen, han talte med et smil og sagde: »Dette, Herre Jarl, er godt og venskabeligt talt; godt er det vel også at tage imod gode råd fra Jer; men der er nogle som klager over at det står småt til med Jeres egen ikke-vold.« Jarlen svarede: »Jeg skal nok tage ansvaret for mig selv; men jeg kom til at sige det.« Sven sagde: »I gjorde det i en god hensigt, Herre. Nu skal det også være sådan: jeg vil høre op med at tage på vikingetogt fordi jeg mærker at jeg bliver gammel og kræfterne tager meget af til at udholde strabadser og krigsfærd. Nu tager jeg på høstviking, og så kunde jeg ønske at den vilde overgå forrige gang lige så meget som vårvikingen gjorde. Og derefter skal det være slut med krigstogter.« Jarlen svarer: »Man kan heller aldrig vide, gamle ven, om døden eller en god, lang alderdom kommer først.« Derefter sluttede samtalen. Harald Jarl forlod gæstebudet og blev fulgt til dørs med anselige gaver. Han og Sven skiltes med megen varme.
Sven Åslevsons krigstogt
Kort tid efter gjorde Sven sig rede til at tage på vikingetogt; han havde syv store langskibe. Harald Jarls søn Håkon var sammen med Sven på togtet. Først satte de kurs mod Syderøerne; dér fik de kun ringe bytte. Derfra drog de videre over til den irske kyst hvor de hærgede vidt og bredt. De nåede så langt sydpå som til Dublin som de overrumplede i den grad at byens folk ikke opdagede dem før de stod i staden; dér erobrede de meget bytte og tog de myndighedspersoner der befandt sig i byen til fange. Styrkeprøven mellem dem endte med at de overgav staden i Svens vold og lovede ham så stor en løsesum som han vilde pålægge dem. Sven skulde også fordele byen mellem sine mænd, og selv have overherredømmet. Dublin-folkene aflægger ed på at holde dette.
Om aftenen gik de til deres skibe. Om morgenen skulde Sven så komme op i byen og tage imod løsesummen, inddele byen og tage gidsler af byens folk.
Nu må der fortælles om hvad der foregik i byen om natten. Byens rådmænd holdt møde og beklagede sig over den nød som havde ramt dem; de følte det tungt at overgive deres by i orkningernes vold, og allermest en mand de kendte som den værste voldshersker i Vesterlandene. De blev da enige om at de vilde narre Sven hvis de kunde komme af sted med det. De besluttede at grave store grave foran byporten og mange andre steder mellem husene dér hvor det var meningen at Sven og hans mænd skulde gå; og i husene lige ved var der bevæbnede mænd som holdt sig skjult. Over gravene lagde de grene så en mand vilde falde igennem så snart hans vægt kommer ud derpå. Derefter bredte de halm over så gravene ikke kunde ses, og afventede så morgenen.
Sven Åslevsons fald
Den næste morgen stod Sven og hans mænd op og tog deres våben, og gik derefter ind til byen. Og da de kom ind ad byporten dannede Dublin-folkene en gade fra byporten lige hen til gravene. Sven og de andre så sig ikke for, og styrtede i gravene. Bymændene løb straks hen foran byporten, og nogle af dem til gravene hvor de gik løs på Sven og hans mænd med våben. For dem var det besværligt at komme til at forsvare sig, og dér i graven omkom Sven og alle de der var gået ind i byen. Det fortaltes at Sven var den sidste af alle fællerne som lod livet, og før han døde udtalte han disse ord: »Det skal alle vide, hvad enten jeg dør i dag eller ej: at jeg er Ragnvald Jarl den Helliges hirdmand, og jeg agter nu at give mig ind under hans beskyttelse dér hvor han er hos Gud.«144)
Svens mænd begav sig straks til skibene og sejlede bort, og der er intet at berette om deres færd førend de kommer til Orknøerne. Her slutter beretningen om Sven, og mand og mand imellem siges det: at af dem der ikke havde højere rang og titel end han har han været den betydeligste i Vesterlandene både fordum og nu om dage.
Efter Svens fald delte hans sønner Olaf og Andreas arven mellem sig. Den næste sommer efter at Sven var død byggede de en skillevæg i den store drikkehal han havde ejet på Gåreksø. Svens søn Andreas var gift med Kolbein Hrugas datter Frida, en søster til Biskop Bjarne af Orknøerne.
Om Harald Jarl og hans sønner
Harald Jarl styrede nu Orknøerne og var en mægtig hersker. Han blev senere gift med Hvarflad, en datter af Malcolm Jarl af Mærhøve. Deres børn var Torfinn, David og Jon, Gunhild, Herborg og Langliv.
Da Biskop Villiam den Yngre var død blev Kolbein Hrugas søn Bjarne bispeviet efter ham, og han blev en stor leder og en god ven af Harald Jarl. Biskop Bjarne havde en udbredt slægt på Øerne. Erik Stagstrammers sønner var Harald den Unge og Magnus Mangi og Ragnvald. Disse brødre rejste østover til Norge for at opsøge Kong Magnus Erlingsson, og denne gav Harald titel af jarl tillige med halvdelen af Øerne lige som hans morfader Ragnvald Jarl den Hellige havde haft. Harald Jarl den Unge rejste vester over havet, ledsaget af Sigurd Skalle,145) en søn af Ivar Galle. Ivars moder var datter af Håvard Gunnason; denne Ivar faldt på Ageren146) sammen med Erling Skakke. Sigurd Skalle var en ung mand, så vældig godt ud og var meget god til at føre sig frem. - Magnus Mangi blev tilbage hos kongen og faldt sammen med ham i Sogn.
De kom først til Hjaltland og sejlede derfra til Katnæs, og derefter begav de sig op i Skotland til den skotske konge Villiam. Harald Jarl gjorde krav på at Villiam skulde give ham det halve af Katnæs lige som Ragnvald Jarl havde haft, og dette tilstod kongen ham. Derfra tog Harald Jarl ud på Katnæs og samlede sig mandskab derfra. Da kom hans svoger Livulf den Skaldede til ham. Han havde mange ansete mænd dér som var hans slægtninge. Livulf var gift med Ragnhild, en søster til jarlen. Denne blev kaldt Harald Jarl den Unge, og Harald Maddadsson ‘den Gamle’. Livulf var den som havde mest at sige over jarlens krigsmandskab.
De sendte bud ud til Orknøerne til Harald Jarl den Gamle for at kræve at han skulde give slip på den halvdel af øerne som kongen havde tilstået Harald Jarl den Unge. Men da dette blev fremført for jarlen, så afviste han rent ud at dele sit rige ved nogen form for overenskomst. Det var Livulf den Skaldede som var udsendt i det ærinde, og jarlen overøste ham med trusler før han tog derfra.
Harald Jarl den Gamle stævnede herefter tropper sammen og fik samlet en stor styrke. Harald Jarl den Unge og hans mænd var på Katnæs og havde en del folk samlet dér. Da de fik at vide at Harald Jarl den Gamle samlede tropper, så sendte de endnu en gang Livulf nord på over Pentlandsfjorden for at udspejde hæren. Han lagde østfra ind til Ragnvaldsø og gik op på fjeldet dér, hvor han stødte på tre af Harald Jarl den Gamles vagtposter; han dræbte de to og tog én med sig for at udspørge ham. Livulfså da også jarlens hær: han havde mange skibe hvoraf de fleste var store. Livulf vendte så tilbage fra fjeldet ned til sit skib, og fortalte sine fæller hvad han havde fundet ud af.148) Han sagde at Harald Jarl havde så stor en hær at det var farligt for dem at kæmpe med ham. »Mit råd er,« siger Livulf, »at vi med det samme sejler over til Torså, og dér vil der endnu i dag kunne samles tropper. Men hvis I vil lægge til kamp med Harald Jarl så er det halsløs gerning, hvordan det end arter sig.« Da tog Sigurd Skalle til orde: »Med ond lykke er jarlens svoger rejst over Pentlandsfjorden siden han lod sit hjerte blive tilbage,« – og erklærede at det ikke tegnede lovende hvis alle mistede modet så snart de så Harald den Gamles hær. Livulf svarede: »Endnu har vi ikke set, Sigurd, hvor hver især har sit hjerte hvis der bliver brug for det. Jeg tænker at den stund jeg render fra Harald den Unge, da vil I kraftkarle nok finde det brydsomt at stå tilbage.« Men færden til Torså blev der ikke noget af, og kort tid efter så de Harald Jarls flåde sejle ud fra Ragnvaldsøs kyst. Så gjorde de sig klar til kamp. Harald Jarl gik op på land og fylkede sine tropper; han havde en langt større hær. Sigurd Skalle og Livulf fylkede den unge jarls mandskab. Sigurd Skalle var i en rød skarlagens kjortel og stoppede skøderne op under sit bælte. Der var nogle som sagde at det skulde han også gøre bagtil. Han bad dem om at lade det være, – »for jeg kommer ikke til at gå baglæns imod dem i dag.« De var i hver sin fløj af fylkingen. Og da de havde fylket mandskabet, så tog kampen sin begyndelse, og den blev voldsomt hård. I Harald den Gamles hær var der mange af de hårdeste folk som var frygtløse og fulde af overmod, og overmåde veludrustede, såsom biskoppens slægtninge og mange andre af jarlens troppeledere. Da kampen havde stået på i nogen tid faldt Sigurd Skalle; han havde kæmpet godt og tappert. Af de andre var det Livulf som gik bedst frem. Katnæsboerne fortæller at han tre gange gik igennem Harald Jarl den Gamles fylkinger; alligevel faldt han i dette slag med megen hæder. Da de begge var faldet: både Livulf og Sigurd Skalle, gik der flugt i den unge jarls mandskab. Harald Jarl den Unge faldt ved nogle tørvegrave. Straks om natten blev der da set et stærkt lys dér hvor blodet var flydt. De erklærer jarlen for en sand helgen, og dér hvor han faldt er der nu en kirke, og han ligger begravet dér på næsset. Og for hans fortjenstfuldheds skyld lader Gud ske utallige jærtegn som til stadighed vidner om at han vilde over til Orknøerne til sine slægtninge Magnus Jarl og Ragnvald Jarl.
Efter slaget underlagde Harald Jarl sig hele Katnæs og tog så straks ud til Orknøerne igen, og gjorde sig til over sin store sejr.
Om orknøboerne
Det kom den skotske Kong Villiam for øre at Harald Jarl var faldet, og tillige at Harald Jarl Maddadsson havde underlagt sig hele Katnæs, og det uden at spørge ham. Det blev skottekongen meget vred over og sendte bud over på Syderøerne til den syderøske Kong Ragnvald Gudrødsson. Gudrøds moder var Ingeborg, en datter af Håkon Jarl Paulsson. Kong Ragnvald var på den tid den største krigsmand i Vesterlandene. Engang lå han ude om bord på krigsskibene tre år igennem uden at komme under tag.
Så snart nu Ragnvald modtog dette budskab samlede han en hær fra hele Syderøriget og fra Satiri; han fik også en stor troppeforstærkning fra Irland. Så stævnede han nordpå til Katnæs og underlagde sig hele landet og blev der nogen tid. Harald Jarl sad på Orknøerne og kerede sig ikke om hvad kongen foretog sig. Men da vinteren nærmede sig begav Kong Ragnvald sig hjem til sit rige på Syderøerne. Efter sig på Katnæs indsatte han tre sysselmænd; den ene var Måne Olafsson, den anden Ravn Lovmand, den tredje hed Livulf den Gamle.
Nogen tid efter at Kong Ragnvald var taget til Syderøerne sendte Harald Jarl en mand over på Næs idet han sagde at han vilde anse hans sendelse for veludført hvis han fik dræbt en eller to af sysselmændene. Denne mand blev befordret over Pentlandsfjorden. Han tog direkte hen til Ravn Lovmand, og Ravn spurgte hvor han var på vej hen. Det havde han ikke meget at svare til. Ravn erklærede så: »Jeg kan se på dig at Harald Jarl har sendt dig herover på Næs i et eller andet ondt ærinde. Men jeg nænner ikke at lade dig dræbe da du er min slægtning.« Dermed skiltes de, og manden tog derfra hen til Livulf. Deres sammentræf endte med at han slog Livulf ihjel. Så hastede handerfra, ud til Orknøerne hvor han opsøgte Harald Jarl og fortalte ham hvad han havde gjort.
Harald straffede biskoppen
Harald Jarl forberedte sig nu på at forlade Orknøerne, og da han var fuldt rejseklar tog han først nordpå149) over til Torså hvor han gik fra borde. Biskoppen opholdt sig i borgen på Skarabolstad. Og da de så Harald Jarls hær, så indså Katnæsboerne at han havde så stor en styrke at de ikke kunde modstå den. Det blev også fortalt dem at jarlen var i et sådant humør at det ikke var til at vide hvem han vilde skåne. Biskoppen tog da til orde og erklærede: »Hvis jarlen og jeg kommer til forståelse, så skal han nok give jer lejde.« Man gjorde nu som biskoppen foreslog. Jarlens hær stormede fra borde og af sted til borgen. Biskoppen gik jarlen i møde og bød ham velkommen med venlige ord. Men deres møde endte med at Harald lod biskoppen pågribe og hans tunge skære ud, og bagefter lod han hans øjne stikke med en kniv og blinde ham.
Biskop Jon påkaldte den hellige jomfru Troldhøne150) medens han blev lemlæstet, og så snart de slap ham fri gik han op på en bakkeskråning. Oppe på skråningen var der en kvinde, og biskoppen bad hende hjælpe sig. Hun så at der dryppede blod fra hans ansigt, og sagde. »Vær blot stille, Herre, jeg vil gerne hjælpe Jer.« Biskoppen blev ført til det sted hvor den hellige Troldhøne hviler.151) Dér blev biskoppen helbredt både på talen og synet.
Harald Jarl gik så op i borgen, og de overgav den straks til ham. Han underkastede dem på stedet strenge straffe og pålagde de mænd han mente havde haft størst del i forræderiet imod ham, store pengebøder. Ydermere lod han så alle Katnæs-boerne sværge sig i troskab under ham, hvad enten det passede eller pinte dem. Derefter underlagde han sig alle de ejendomme som de sysselmænd havde haft som nu havde søgt tilflugt hos den skotske konge. Så sad da Harald Jarl på Katnæs med et stort følgeskab.
Om sysselmændene
Nu skal der berettes om sysselmændene. Seks mand i flok begav sig op i Skotland og opsøgte dér kongen om vinteren, i julefasten.152) De kunde berette i præcise enkeltheder om de begivenheder der havde fundet sted på Katnæs på Harald Jarls togt. Ved disse oplysninger blev kongen meget vred, og han erklærer at dem der havde mistet hvad deres var, dem vilde han give dobbelt igen. Den første dag de opholdt sig hos skottekongen lod han give til hver af dem femogtyve alen klæde og desuden også én engelsk mark til tærepenge for dem hver for sig. De opholdt sig julen over hos den skotske konge og nød stor gæstfrihed. Men straks julen var ovre sender skottekongen bud til alle stormænd i sit rige og stævnede en mægtig hær sammen fra hele landet, og med den hær satte han kursen ned på Katnæs og imod Harald Jarl. Skottekongen havde en meget stor hær, og han drager af sted indtil han når Eysteinsdal; dér skiller Katnæs og Syderland. Skottekongens lejr lå op gennem hele dalen, og det er et langt stræk.
Harald Jarl opholdt sig på Katnæs da han fik dette at vide. Han samlede straks mandskab sammen, og derom berettes det at han skaffede sekstusind mand, og alligevel havde han slet ikke styrke til at yde modstand i en kamp med skottekongen. Så sendte han udsendinge til skottekongen for at forhandle om forlig mellem dem. Men da det blev forelagt for kongen sagde han at der ikke var grundlag for at forhandle forlig medmindre han fik hver fjerde penning som fandtes i landet Katnæs.
Men da dette budskab nåede til Harald Jarl, så indkaldte han lendermændene og de andre ledere til samtale og rådførte sig med dem. Men eftersom de ingen udvej så, så indgik de den overenskomst at Katnæs-boerne skulde betale en fjerdedel af deres ejendom til skottekongen, — de mænd undtaget som havde søgt tilflugt hos kongen om vinteren. Harald Jarl rejste ud til Orknøerne; han skulde have hele Katnæs som han havde haft førend Harald den Unge modtog det af den skotske konge.
I denne strid blev Harald Jarls søn Torfinn blindet; han havde været holdt som gidsel af skottekongen. Efter indgåelsen afdenne overenskomst rejste kongen op til Skotland. Harald Jarl var nu enehersker på Orknøerne.
Det var sent i Harald Jarls regeringstid at hans svoger Olaf og Jon Halkelsson opbød en skare krigsmænd fra Orknøerne imod Kong Sverre der Øster i Norge. De sluttede sig til Kong Magnus Erlingssons søn, Kong Sigurd. Til den hær sluttede sig mange højbårne mænd fra Orknøerne. Det blev en overmåde stærk skare; de kaldtes øskægger og en tid også guldbenere. De kæmpede imod Sverre i Florevåg153) og led nederlag. Dér faldt både Jon og Olaf, og tillige deres konge og størstedelen af hæren.
Derefter viste Kong Sverre på det kraftigste sit fjendskab mod Harald Jarl og gav ham skylden for at krigerskaren var blevet opbudt. Det førte til at Harald Jarl rejste til Norge, og sammen med ham Biskop Bjarne. Jarlen overgav sig i Kong Sverres hænder og overlod det helt til ham at fælde dom i deres mellemværende. Da fratog Kong Sverre Harald Jarl hele Hjaltland med skatter og skyld, og siden har orknøjarlerne ikke haft det.
Harald Jarl var fem år gammel da der blev givet ham titel af jarl. I tyve år var han jarl over Orknøerne sammen med Ragnvald Jarl den Hellige. Efter Ragnvald Jarls fald var Harald jarl på Orknøerne i otteogfyrre år. Han døde i det andet år af Kong Inge Bårdssons regeringstid.154)
Efter Harald Jarl overtog hans sønner Jon og David hans rige, og hans søn Henrik har Ross i Skotland.
Disse har, ifølge dem der har berettet derom, været de mægtigste af Orknø-jarlerne: Her nævnes Sigurd Eysteinsson, Torfinn Jarl Sigurdsson, Harald Jarl Maddadsson. Brødrene Jon og David styrede sammen landene efter deres fader indtil David døde af sygdom i det år da Håkon Galen døde i Norge.155) Derefter antog Jon titel af jarl over alle Orknøerne.156)
---
Da den Biskop Jon som Harald Jarl lod lemlæste, døde på Katnæs blev der udpeget én til biskop i hans sted som hed Adam. Ingen vidste hvad slægt han var af fordi barnet var blevet fundet ved en kirkedør. Katnæsboerne fandt ham ret så hård i det biskoppelige styre; det mærkede den munk som var hos ham mest til. Det var skik før i tiden at biskoppen skulde have en spand smør af hver tyve køer. Dette skulde hver bonde på Katnæs betale: den som havde flere køer des mere, og den som havde færre des mindre; enhver skulde betale efter som der blev optalt til. Men Biskop Adam vilde øge afgiften og have en spand af femten køer. Og da han fik det gennemført, så forlangte han at få det af tolv køer. Og da det var tilstået ham vilde han have det af ti køer; men det syntes alle var uhørt. Da drog Katnæs-boerne hen for at opsøge Jon Jarl – han opholdt sig på det tidspunkt på Katnæs – og beklagede sig for ham over dette. Jarlen svarede at her vilde han ikke træffe nogen afgørelse; det forekommer ham det enkleste, erklærer han; der var to lige ubehagelige muligheder at vælge imellem, sagde han: dette her var utåleligt, erklærede han, men sagde at det andet vilde han ikke nævne.
På den tid opholdt Biskop Adam sig i Højkirke i Torsdal, og Jon Jarl var ikke langt derfra. Katnæs-boerne holdt da tingforsamling på bjerget over den gård hvor biskoppen opholdt sig. Ravn Lovmand var sammen med biskoppen, og han opfordrede biskoppen til hellere at give efter for folkene, ellers frygtede han for hvordan det kunde gå, erklærer han. Biskoppen sagde at han skulde tage det roligt, bønderne vilde nok selv styre sig, sagde han. Der blev så sendt bud til Jon Jarl med opfordring til at han skulde forlige biskoppen og bønderne; men jarlen vilde ikke have med det at gøre. Da strømmede bønderne ned fra bjerget og kom løbende i voldsomt oprør. Og da Ravn Lovmand så dette bad han biskoppen finde på en eller anden udvej. Biskoppen og de han var sammen med sad og drak i et loftsrum. Og da bønderne kom hen til loftet gik munken ud i døren og fik straks et hug tværs over ansigtet og faldt død ind i loftsrummet. Da dette blev meldt til biskoppen, så svarede han: »Det skete ikke før end forventet, for det var altid slette råd han gav i vore sager.« Så bad biskoppen Ravn om at sige til bønderne at han vil slutte forlig med dem. Og da det blev meddelt bønderne, så blev alle som havde nogen forstand, glade derover. Biskoppen gik så ud og vilde forhandle forlig. Men da de mere ildesindede, de som var mest ophidsede, sá det, så tog de Biskop Adam og førte ham hen i et lille hus som de derefter satte ild på. Og huset brændte så hastigt at de som vilde bjerge biskoppen ud ikke nåede det. Dér omkom Biskop Adam, og da liget blev fundet var det kun lidt forbrændt. Der blev sågivet liget en sømmelig grav og en ærefuld begravelse. Men de som havde stået biskoppen nærmest sendte så bud til den skotske konge. På den tid var Alexander, søn af Kong Villiam den Hellige, konge af Skotland. Men kongen tog sig denne tildragelse så nær at folk endnu mindes den ilde medfart han efter indebrændingen gav mange i form af lemlæstelser og drab, ran af ejendom og landsforvisninger.
Nu kan vi ikke berette flere enkeltheder om de begivenheder som vedrører Orknø-jarlerne end hvad vi her har gjort.
Noter
1. Trolddomsbugten, det nuværende Kantalahti, den vestligste del af Hvidehavet.
2. Kári: nordenvinden.
3. Blót = hedensk offerfest.
4. Torremåned: midt i januar til midt i februar; Gjømåned var den derefter følgende måned.
5. Norafjord, nu: Norumfjorden.
6. Nu: Beitstaden og Beitstadsfjorden.
7. Jarlerne i Rouen, dvs. de normanniske jarler.
8. ON ‘Mærhæfi’, det nuværende Moray.
9. Det samme som Katnæs, ON ‘Katanes’, det nuværende Caithness.
10. ‘den som glæder ørnen = den som skaffer ørnen lig til føde = in casu Kong Harald.
11. Jfr. kap. 11, slutningen.
12. Teksten stammer fra Flatøbogen, og henvisningen her - urigtig i denne sammenhæng - er til et sted deri som ikke vedrører O.S.
13. Som forrige note.
14. Jævnfør kapitel 8.
15. Scilly-øerne.
16. Jævnfør kapitel 15 (side 17).
17. »at dalr komi móti hóli« ɔ: om dal kommer høj i møde.
18. En lendermand var en mand som havde fået land af kongen, formentlig det samme som en herse, en lokal høvding som de lokale bønder var afhængige af.
19. Knud den Store.
20. Hugin = (Odins) ravn; dens fodvæder = krigeren som udgyder det blod som ravnen vader i.
21. Brynjedom = kamp.
22. løfting = forhøjning i skibets bagstavn.
23. Formodentlig en henvisning til Snorri Sturlusons Heimskringla.
24. Farvandet mellem de indre og ydre Hebrider.
25. Mandsprøver = fyrste, herre.
26. Sværd-Balder = kriger.
27. Sværd-iling = kamp.
28. Grenens æder = ilden.
29. Hdskr. 325a har en udførligere version: ‘Torkel tog ham til fange og opfordrede mændene til at gøre det af med jarlen, og tilbød dem penge for det; men alligevel var der ingen som påtog sig det. Så gjorde Torkel det selv af med ham fordi han vidste at en af de to måtte bøje sig for den anden. Torfinn Jarl kom til, og tog ikke afstand fra gerningen. Så blev de på Øerne om vinteren...’
30. Bedre kendt som Svend Estridsen, konge i Danmark 1047-1075.
31. Hdskr. Flatøbogen tilføjer: ‘på grund af de store ting jeg har forbrudt mig med imod Jeres vilje.’
32. Hdskr. O - dansk overs. fra 16. årh. - tilføjer her: ‘men Kong Svend gav han Danmark. Han sendte også sin broder Tore og mange andre af sine venner til Kong Svend, hvilke han ønskede skulde behandles godt. Men efter at Kong Magnus var død gjorde Kong Harald det klart at han vil tage til Viborg ting og dér lade sig kåre til konge over hele Danmark, idet han sagde at så skulde nordmændene altid herske over danskerne, og holdt en lang tale om det. Einar Tambeskælver svarede ham og sagde: »Det ligger mig mere på sinde, og jeg føler mig mere forpligtet til at føre Kong Magnus’ lig hjem til Norge til hans fader, Kong Olaf den Hellige, end til at slås sammen med Kong Harald om andre kongers rige,« - og sluttede sin tale med at det forekom ham bedre at følge den døde Kong Magnus end nogen anden konge der er levende. Og med det samme gik Einar hen til sit skib, og da han gik gik alle de stormænd der havde hjemme norden for Stad i Norge sammen med ham. Kong Harald så da ikke andet råd end først at tage til Norge og først underlægge sig det rige. Kong Svend var på Skanør da han hørte at Kong Magnus var død. Dengang havde han i sinde at ride Øster op i Sverige og opgive det kongenavn han havde taget; men da han var rejseklar kom der en mand til ham som fortalte ham at Kong Magnus var død og at hele den norske krigshær havde forladt Danmark. Da svor Kong Svend til Gud at han aldrig siden skulde opgive Danmark til nogen sålænge han levede. Han tog så over til Sjælland og underlagde sig riget hvor han drog frem. Dér mødte han Tore og mange andre af Kong Magnus’ mænd som han havde sendt til ham. Han tog meget godt imod dem, og Tore var hos ham længe derefter.’
33. Knud den Stores livgarde i England.
34. Henrik III (1039-1056).
35. Her er uorden i tidsangivelserne. Torfinn fik jarletitel ved sin faders død i 1014 (jfr. kap. 13), og Harald Sigurdsson var konge i Norge indtil han faldt ved Stamford Bridge i 1066.
36. Østre: en af de fire dværge som ifølge Snorres Edda bærer himlen. Hans byrde = himlen.
37. Disse to strofer stammer, ligesom stroferne 8-15, 18-21 og 25-27, fra Arnor Jarleskjalds ‘Torfinnsdrape’.
38. Det anses for mere sandsynligt at den Ingeborg (‘Ingibjörg’) som Malkolm var gift med var Torfinns datter, fremfor hans enke, jfr. B. Crawford 1993, 3f.
39. En islandsk storbonde, omtalt i mange sammenhænge i sagalitteraturen.
40. Skt. Matthæus’ dag den 21. september. Hdskr. har ‘Mathias-messe’; denne er egentlig d. 24. febr., men da kampene i Yorkshire fandt sted i sensommeren må det være Matthæusmessen der er tænkt på. I Magnúss saga lengri bruges betegnelsen ‘Mathias-messe om høsten’ om det samme.
41. Hdskr. M2: ‘De rådede ham til at rejse øster over havet for at møde sine frænder som han havde mange og fornemme af både i Norge og i Sverige. Og bevæget af folks overtalelser, tillige med det at han var misundelig på sine frænder dér på Øerne, men anså det for en god idé at lære andre herskeres skikke at kende, så drog Håkon bort fra Øerne og øster ud over havet.’
42. Almindeligvis kaldet ‘Erik Lam’, konge i Danmark 1137-1147.
43. Kong Olaf Haraldsson den Hellige († 1030).
44. Magnus Barfod, konge i Norge 1093-1103.
45. Dvs. en bog med Davids Salmer fra Det gamle Testamente.
46. Fra Hålogaland i Nordnorge.
47. Egder = beboer på Agder i det sydlige Norge.
48. Horder = beboer i Hordaland i det vestlige Norge.
49. Det kan ikke have været Malkolm III da denne døde i 1093, men disse begivenheder må være foregået i 1098-99.
50. Den halvø som nu hedder Kintyre.
51. Med Syderøerne menes her alle øer vest for Skotland og England, iberegnet Isle of Man.
52. 24. august.
53. Som senere, efter sit korstog til Jerusalem i 1113, erhvervede sig tilnavnet ‘Jorsalfar’.
54. Som ikke er overleveret.
55. Palæstina, ON ‘Jórsalaheimr’.
56. Herved kan der menes: kirkeret.
57. Ingarth eller Ingegerd.
58. Ikke overleveret.
59. Jævnfør kapitel 36.
60. 14. april. Magnus’ død altså 16. april.
61. Her er fejl i tidsregningen: 74 år efter Olafs fald i 1030 giver 1104. Almindeligvis regnes drabet på Magnus at være sket i 1117.
62. Villiam døde i 1168; holder angivelsen stik blev han som den første fast residerende biskop på Orknøerne indsat i 1102.
63. ON ‘höldr’/’hölðr’: odelsbonde, tilhørende en særlig stand - over almindelige bønder, men under lendermænd og herser.
64. ON ‘fjatansmuðr’; betydningen er usikker, men måske har det forbindelse med det gammelirske ord ‘fetán’: at fløjte.
65. Ordet er ‘gæðingar’ som er specielt orknøsk og dækker et særligt orknøsk begreb, som vedrører båndet mellem jarlen og visse af storbønderne på Øerne.
66. Manuskriptet O har her: Jadvorstad.
67. Mågens moser = havet.
68. Fejlagtigt, da Sogn ligger nord for Bergen.
69. Nu Sandø på Sunnmøre.
70. Fejlagtigt idet Alver ligger nord for Bergen, i Nord-Hordaland.
71. 25. marts 1130.
72. Harald havde på foranledning af Kong Sigurd aflagt bevis på sin kongelige byrd ved gudsdom: vandring på glødende jern.
73. Store hundreder = 120, altså 7.200 mand.
74. Som ovenfor, altså 1.800 mand.
75. ‘Stavnboen’ var et særlig betroet besætningsmedlem som under kamp havde sin plads i skibets forstavn.
76. Her i betydningen: drikke for lidt efter de uskrevne regler i drikkelag.
77. Eftermiddagsbøn midt på eftermiddagen.
78. Februar-marts.
79. Det samme som ‘langskibe’, altså krigsskibe.
80. Jfr. kapitel 61.
81. ON ‘gæðingar’.
82. Stedet - ‘var þeim fylgt ...einum saman’ - kan også læses: ‘Sven og hans mænd, uden andre, blev fulgt...’
83. Jfr. kapitel 50.
84. Ordet ‘plógsland’ forekommer ikke ellers i Orkneyinga saga og kendes ikke fra andre kilder om Orknøernes inddeling. Det er blevet foreslået (A. Bugge i Norges Historie II, 2, 173) at ‘plógsland’ beroede på en fejllæsning: at der havde stået ‘pladd’ for ‘peningsland’, og afskriveren så læst ‘plógsland’. Orknøerne blev tidligt med henblik på beskatning inddelt i ‘eyrislönd’ (øreslande); det. drejede sig (næsten) kun om dyrket jord. Hvert ‘eyrisland’ blev derefter inddelt i 18 ‘peningslönd’ og hvert ‘peningsland’ i 4 ‘fjörðungslönd’. Om beskatningen på Orknøerne i gammel tid kan læses i Hugh Marwick, The Orkney Norn (Oxford,1929).
85. Katnæs.
86. En slags hovedbeklædning; ordet af irsk oprindelse.
87. ‘Háttalykill inn forna’.
88. Manuskriptet O har her ordet ‘påfundig’ = durkdreven, hittepåsom.
89. Hrúga = ‘bunke’.
90. Håndskriftet O siger: 14 eller 15 år gammel, hvilket snarere er det rette.
91. En samling nedstyrtede klippeblokke.
92. En guldring.
93. Håndleddet.
94. Et af Odins navne.
95. Ålevangen = havet.
96. Havets hoppe = skibet.
97. Ygg = et af Odins tilnavne; hans ild = sværd; sværdbrand = ufred.
98. Håndskriftet AM 702 har følgende beretning [...]
99. Den kloge kvinde.
100. Blodkerte = sværd eller spyd.
101. Håndskriftet AM 702 er ene om at fortælle denne episode.
102. Måske ‘Sárakollr’ = ‘ham med issesåret’.
103. Nordmænd.
104. Hugo Gering (‘Die Episode von Rognvaldr und Ermingerdr’, Zeitschr. fúr deutsche Philologie, xliii (1911), 428-434 og xlvi (1914), 1-17) identificerede ‘Germanus’ som grev Aymeri II af Narbonne († 1134), der havde en datter ved navn Ermengarde.
105. Ranheim = Rans verden = havet.
106. Her er tale om den ‘lille faste’, julefasten, i adventstiden frem til jul.
107. Et angreb.
108. Kvinden.
109. Den del af Spanien som var i maurisk besiddelse.
110. Hlin = et af asynjen Friggs navne = kvinde.
111. Sundet/Nørvesund = Gibraltarstrædet.
112. Nordafrika (saracenernes land).
113. Jordens halsbånd = Midgårdsormen = havet.
114. Et græsk krigs- eller handelsskib.
115. Sorte.
116. Åte = en søkonge; hans ager = havet.
117. Om en lignende tildragelse fortælles i Heimskringla i fortællingen om mandjævningen mellem Kong Sigurd Jorsalfar og hans broder Eystein (Magnus-sønnernes saga kap. 21, Hkr.udgaven 1911, optr. 1966, side 543f.: »Det længste jeg var borte på den rejse var ude ved Jordan hvor jeg svømmede over floden; og ude på bredden er der et krat, og dér i krattet bandt jeg en knude og udtalte over den at du, broder, skulde løse den, ellers skulde den forbandelse som var lagt på den, komme over dig.» Jfr. Gordon, An Introduction to Old Norse (Oxford,1957), 249, note til 171: »Ragnvald bandt sandsynligvis knuderne med særlig tanke på Ejndride den Unge der havde overtalt ham til at tage af sted på korstoget, men var stukket af ud for Spaniens kyst og sejlet til Marseille. Men de var også en stikpille til alle hjemmesiddere.«
118. Sigmund hentyder til sin stedfader Sven Åslevson som mærkeligt nok ikke var med på den ærefulde rejse.
119. Byzants/Konstantinopel (nu Istanbul).
120. En by af dette navn kendes ikke. Der har været foreslået forskelligt som forklaring af navnet, bl.a. at det skulde være et sted: et torv, en gade eller et kvarter i selve Miklagård (Byzants).
121. ON ‘miðhæfi’ som formentlig er en efterligning af et græsk ord, uvist hvilket, men af omtrentlig betydning som oversættelsens ‘varsko’.
122. Må formodes at være halvøen Gallipoli.
123. Han var kejser 1143-1180.
124. Durazzo i det nuværende Albanien?
125. ‘Ögmund drengr, i Heimskringla ‘Ö dengir’.
126. Den Første/den Store.
127. David I døde 24. maj 1153, to år senere end sagaforfatteren her sætter den. Malcolm var ikke Davids søn, men hans sønnesøn, som det også fremgår i kapitel 92.
128. Et oldkeltisk ord som svarer til det norrøne ‘veizla’ = fest, gilde, underhold. Der ligger en ironi gemt i denne sprogbrug hos Katnæs-boerne.
129. 29. september.
130. Rettere: østpå. Fejlen er formentlig en afskriverfejl.
131. 28. september 1154.
132. Fællesmøde for alle medlemmer af jarlens hird.
133. 28. oktober.
134. Rypen.
135. Bl.a. i kapitel 56.
136. Jævnfør kap. 95.
137. Ugen efter pinse.
138. 9. juni 1155.
139. ‘Mørkefjorden’ er blevet identificeret med Loch Linnhe som bærer det gæliske navn Linne Dubh der betyder ‘den sorte dam’; Taylor (1938, 402) hælder til et andet forslag: Loch Gleann Dubh som er det inderste af Kylestrome i Sutherland; navnet passer godt til dens mørke, stejle sider.
140. Efter dette bliver det 1159; islandske annaler sætter Ragnvald Jarls fald til 1158.
141. Hdskr. O har her følgende tilføjelse: Da sagde Ragnvald: »At nyse betyder fremgang på rejsen, frænde!« »Det er sandt,« sagde Harald, »hvis der ikke er andre der nyser.«‘
142. Mariæ Himmelfart den 15. august; jarlens dødsdag altså den 20. august (1158).
143. 1192; paven var Coelestinus III.
144. Svens død dateres - med nogen usikkerhed - til 1171. I alle tilfælde ligger de her skildrede begivenheder i tidsrummet 1165-1180.
145. Eller ‘Bitte-Sigurd’; tilnavnet ‘Skalle’ (ON ‘murtr’) hentyder til hans ringe størrelse.
146. Ageren = slaget på Kalveskindet i nærheden af Nidaros 1179.
147. I slaget ved Fimreite i Sogn (1184).
148. Her må det være underforstået at han var vendt tilbage til Katnæs.
149. Rettelig burde der stå: sydover.
150. Skte Triduana (på skotsk Tredwell).
151. Restalrig i nærheden af Edinburgh.
152. Fastetiden (advent) op til jul.
153. Slaget i Florevåg stod den 3. april 1195.
154. 1206.
155. 1214.
156. Jon var jarl over Orknøerne indtil 1231, som den sidste af den norske jarleslægt.
157. Dette sidste stykke uden for sagaens kapiteltælling indtager en særstilling idet det kun findes i Flatøbogen, ikke i de ældre håndskrifter; det har ikke hørt til den oprindelige saga, men ligger på den anden side i naturlig fortsættelse af den.
158. Denne begivenhed fandt sted i 1222.
159. Alexander Villiamsson, konge af Skotland 1214-1249.
