Samiske offersten og hellige bjerge i Norge

Just_Qvigstad

Temaside: Samisk religion og mytologi

Just Qvigstad

Samiske offersten og hellige bjerge i Norge

Oversat fra
Lappische Opfersteine un heilige Berge in Norwegen
af Carsten Lyngdrup Madsen

Oslo Etnografiske Museums skrifter, Bind I, hefte 5, Oslo, 1926

Provst Ludvig Paus, 1707-1740 præst i Wadsø i Finnmarken, udgav i en »Relation om Lappernes Afguderie og Vildfarelser«, dateret 12. marts 1715, en fortegnelse over samernes »afgudssteder« i Øst-Finnmark, hvor han også tilføjede nogle steder i Vest-Finnmark. Han byggede primært på oplysninger fra skolelærer Isak Olsen, der havde opholdt sig i Finnmarken siden 1703. Denne fortegnelse kan suppleres med Isak Olsens kopibog og Thomas von Westens liste over samernes afgudssteder. Provst Paus' fortegnelse blev brugt af K. Leem i »Beskrivelse over Finmarkens Lapper« (1767), hvor han på siderne 431-443 opregner samernes hellige bjerge. Ud over i Porsanger, hvor Leem selv virkede som missionær fra 1725-1729, har han kun tilføjet lidt til Isak Olsens liste. Isak Olsens ufuldstændige skrivemåde af de samiske navne har Leem normaliseret efter sin egen skrivemåde, idet han har byttet al'da (offersted) ud med al'do (rensdyrko). Som undskyldning tjener, at hverken han eller Isak Olsen kendte ordet al'da, som også blev oversat til rensdyrko af sidstnævnte.

Jeg har forsøgt at supplere Olsens og Leems lister, der kun omhandler Finnmarken, ved at tilføje senere oplysninger i litteraturen og det, jeg selv har undersøgt, og har også taget hensyn til områderne syd for Finnmarken. Jeg har forsøgt at identificere Olsens og Leems stedsangivelser; de er dog ofte så upræcise, at det er umuligt at fastslå stedets placering, hvis det samiske navn ikke er bevaret, eller hvis samerne ikke længere har kendskab til offerstedet. Ved angivelse af steder henviser jeg til detaljekortene fra Norges geografiske opmåling ved at angive kortnummeret og det relevante felt på kortet. Isak Olsen og Leem lader ofte læseren være i tvivl om, hvorvidt hele bjerget eller stedet blev dyrket, eller om det kun en enkelt sten eller klippe, som blev tilbedt. De steder, hvor der nu kun findes en stenkreds, vidner om, at her har været et offersted, og her har der sandsynligvis tidligere stået en offersten. Friis bemærker (Lapp. Mythologi, s. 140): »Overalt i Finmarken findes endnu mangesteds tydelige Levninger af disse Ringmure, men Billederne (dvs. de hellige sten) ere naturligvis forsvundne, idet enten Missionærerne eller Lapperne selv have omstyrtet og bortkastet dem. Kun enkelte, som Naturen selv har opstillet, og som ere for store til at omstyrtes eller tilintetgjøres, staa endnu hist og her til Minde om Hedendommens Tid.«

Dyrkelsen af særlige sten og klipper, som blev anset for at besidde en særlig kraft og kunne bringe særlig lykke ved fiskeri og jagt, hører til de ældste dele af samernes religion og kult. Sten og klipper af denne art blev kaldt siei'de, pl. sieidek. Der var også hellige bjerge (basse varre, pl. varek), der blev dyrket. Den norske betegnelse for en sieidi var »landgud«, hvilket navnene Landguden og Landgudnes i Talvik ved Altafjorden stadig vidner om.

De sieider, som man i dag kender i Norge, er sten og klipper, der ved deres særlige udseende eller markante placering i terrænet fanger vandrernes opmærksomhed. Keilhau (Rejse i Øst- og Vestfinnmarken 1827 og 1828) skriver s. 188 ff.: ». . . Fladfjeldet (mellem Alta og Karasjok) var nögent; kun hist og her var det overströet med Rullestene og större Klippestykker. Disse Blokke ere ofte paa milelange Strækninger de eneste Gjenstande, hvorpaa Öiet fæstes. De ere derfor ogsaa saare vel bemerkede og kjendte af Finnerne, som paa deres Reiser rette sig efter dem, og mellem sig have Navne paa enhver saadan Steen af nogen meer end ganske almindelig Form og Störrelse, som findes i den hele, store Örk, indenfor hvis Grændse deres aarlige Vandringer falde. Disse Stene ere saaledes kjendte fra Oldefædrenes Tid, som i dem troede at see guddommelige Væsener. . . Naar man seer, at enkelte Stene af de gamle Lapper bleve holdte saa höit i Ære, saa kan man slutte, at hele Bjerge idetmindste ikke have haft nogen lavere Rang. Saasnart det i disse Regioner saa hyppige Taagemulm forsvinder, i hvilket Lappen ikkun skimter de mystiske Steengestalter nærmest omkring ham paa Örkensletten, saa er der altid et eller andet udmerket Bjerghoved, eller nogen skinnende Snespidse, eller hele vældige Fjeldgrupper, som fjernt eller nær fremtræde for hans forskende Blik.« 

I indlandet finder man sieider i de områder, hvor nomadesamerne årligt vandrer med deres rener, men også ved fiskerige søer eller på steder, hvor der tidligere har været jagt på vilde rener.

Langs kysten er sieiderne ofte placeret i nærheden af fangstrige fiskesteder. Der er dog også store klipper eller høje stensøjler, som på grund af deres form og størrelse har gjort så stort indtryk på samernes fantasi, at de er blevet genstand for dyrkelse. Når de i halvmørket på en vinterdag stirrede mørkt og truende ned på de forbisejlende fiskersamer, eller steg op fra tågehavet i deres fantastisk form, eller fremstod i skæret fra midnatssolen, hvor farver og skygger adskiller sig fra dem i dagslyset, var de i stand til at gøre et mystisk indtryk på samernes bevidsthed. Ofte blev en sådan sieidi omtalt som den (gamle) kvinde (Ak'ka, Ak'ko, Gal'go), et navn, der også ofte bruges af nordmændene om fritstående sten.

Nogle sieider var gennem tid genstand for vedvarende dyrkelse, mens andre blev udvalgt og helliget af enkeltpersoner. I førnævnte beskrivelse af Finnmarken står der på side 233: »Når lappen færdes i bjergene og nedlægger et dyr, et rensdyr eller et andet dyr, laver han straks en afgud af en stor sten eller af træ, hvor han nu finder det i nærheden af det sted, hvor han nedlagde dyret, og der ofrer han til den hjemmelavede afgud rensdyrhår og rensdyrhorn og bestænker den med blod fra rensdyret eller andre dyr, så han herefter kan have så meget mere lykke.« J. Fellman (Anteckningar II, 16, 18) skriver, at specielle sten og klipper blev udvalgt som afguder og helliget ved at blive smurt ind i rensdyrblod og fedt fra dyr eller fisk. Før denne smøring var sieiden ikke værdig til tilbedelse.

Nogle hellige sten er ikke større, end at de kan flyttes. Små sten som husamuletter nævnes af Paulaharju, Muisteluksia, s. 169, 182. I Norge finder man ikke sieider, der er blevet tildannet af mennesker; de har deres naturlige form.

De ofre, som nomadesamerne gav til sieiderne, var især horn og knogler samt blod og fedt fra rensdyr. Fiskersamerne ofrede fisk og fiskefedt, mens samerne ved havet især ofrede hovedet og de federe dele af helleflyndere.

Det er i dag svært at afgøre, hvordan samerne oprindeligt har betragtet sieiderne og de hellige bjerge, om det var stenen eller bjerget selv, de dyrkede, eller det var den ånd, som boede deri. Gennem tiden har samerne været i kontakt med nabofolk, som også dyrkede sten, bjerge og de døde, hvilket har ført til, at fremmede forestillinger og træk er blevet blandet ind i samernes oprindelige tro. Når f.eks. samerne har givet nogle bjerge navnet "Hal'de", tyder dette på, at de har lånt forestillingen om en bjergånd (på finsk "haltia") fra finnerne. Når Friis (Mythologi, s. 53) siger, at ifølge samernes opfattelse havde ethvert bjerg, enhver skov, enhver sø, enhver bæk og enhver kilde deres "hal'de", dvs. deres indre, usynlige og beskyttende ånd, hvilket også bekræftes af J. Fellman (Anteckningar II, 95 f.: "halddo"), kan dette kun have været tilfældet i områder, hvor de var under kraftig påvirkning af finnernes tro. L. L. Læstadius bemærker om Fellmans udtalelse: "Tanken om halddo er mere finsk end lappisk" (Fellman l. c., Læstad. in margine). Uno Holmberg skriver: »Allene selve navnet haldde (finsk "haltia") og de tilknyttede forestillinger viser, at troen som sådan er lånt fra finnerne.« I de norske samers fortællinger fra svarer hal'dek (flertal, i ental hal'de) nøje til troen på de underjordiske og på havfolk, som disse kommer til udtryk i den norske folketro.

Den norske same Lars Jakobsen Hætta fra Kautokeino skrev omkring 1860:

»Gennem tiderne og indtil vore dage har nogle lapper også lejlighedsvis dyrket afguder her og der, eller rettere sagt: dyrket genstande og haft sieidi-sten, det vil sige, de har, hvor det var muligt, valgt en passende stor sten eller klippeblok, der lå på de bedste rensdyrgræsgange eller i nærheden af farlige steder, f.eks. neden for en græsskråning, hvor der var fare for stenskred, nedenfor en gletsher, i nærheden af rensdyrstier eller ved vandstrømme. En sådan sten har de gjort til en sten, de dyrkede som en gud og til den har de ofret gevirer fra tamme og vilde rensdyr, smør, brændevin eller endda andre dyr og fødevarer. Sådanne stenguder har de dyrket og talt med, og de kan også have bedt til dem med henblik på at blive rige og få store og smukke rensdyr og rensdyrflokke samt for at sikre, at flokkene trivedes godt og forblev uskadte.

Jeg har bemærket, at de ikke nødvendigvis troede, at stenen i sig selv kunne gøre dette; men de troede, at de underjordiske (uldak), gletsherkvinden og djævelen nød at blive tilbedt og få offergaver, og derfor gengældte dem med store og smukke rensdyr og rensdyrflokke og beskyttede dem mod stenskred eller anden skade.

En sådan stengud kaldte rensdyrlapperne selv for sieide eller sieidensten. Man kan stadig finde sådanne sten nogle steder.«

J. Fellman skriver (Anteckningar II, 18): »Sjelfva stenen eller bilden i och för sig ansågs dock icke verka något, utan endast den i densamma inneboende gudomligheten«, og Castrén beretter (1838) om en sieide på en ø i Enaresøen: »Lapperne synes dog at have den opfattelse, at en ond ånd stadig opholdt sig i stenbilledet.« — S. Paulaharju beretter om en sieide i Enontekis, at samerne stadig betragter deres gamle gud med frygt og stor respekt og bestemt ikke ønsker at fornærme ånden, der bor der. — »Sieiden havde, som vi tror, en ond ånds kraft«.

Det skal dog bemærkes, at opfattelsen af, at der boede en ond ånd i sieiden, kan skyldes påvirkning fra missionærerne. Disse var af den opfattelse, at djævelen og de onde ånder var virksomme i samernes kultus, en opfattelse de forsøgte at viderebringe til samerne.

I samernes fortællinger fremstår seiderne ofte som levende væsener; sammenlign med Högström: »En del lapper er aldeles overbeviste om, at disse sten er levende og i stand til at gå.« Sieiderne bevæger sig (Koskimies, s. 40; G. Borgen i Folkevennen XIV, S. 231: Enare), vender tilbage til deres plads, efter at være kastet i vandet (Paulaharju, s. 172: Koutokæino), fortærer offeret (Castrén, Resor I, 114; J. Fellman I, 560: Imandra; Karlsøy s. 350; Ofoten Nr. 3, s. 352), er i stand til at gøre sig tunge eller lette (G. Tuderus. The österbothniske lappar, s. 14; J. Fellman, Anteckningar II, 19; Paulaharjus, S. 105: Kittilä), vise sig i drømme om natten i form af en same (Paulaharju, s. 163: Kittilä, 166: Muonio, 170: Koutokæino, 181: Enare; Fellman II, 68: Sompio), om dagen (Fellman II, 67: Kittilä), synge (»joike«) om natten (Paulaharju, s. 163: Kittilä, 168: Enontekis), fornemme ord og tanker, straffe ringeagt og løftebrud. En sieide optræder som et spøgelse (Paulaharju, S. 179-182: Enare).

Det fortælles om en sieide i Finland, at den er en forstenet noaide, og blandt de russiske samer er opfattelsen, at sieiderne er forstenede mennesker, almindelig udbredt. Uno Holmberg (Wassergotth., s. 28) mener, at sieide-tjenesten ikke blot var fetichisme – dyrkelse af en sten – men at der snarere var tale om en forfædrekult, og at man senere, da den oprindelige betydning af sieide-kulten var gået i glemme, begyndte at betragte stenen eller træstolpen selv som en skytsånd for rendrift, jagt, fiskeri o. lign. Som det fremgår af det foregående, kan jeg ikke tilslutte mig denne opfattelse.

Fortegnelse over offersten og hellige bjerge

Syd-Varanger

1. Soves-bafte (ɔ: Coages baf'te) ved Neidenfjord (Olsen), nu Coagâlm-baf'te, en klippe lidt nord for Coagâlm (norsk Valen), en lokalitet ved Kjøfjord, DKÆ 5, 9. Leem I, 434: Zaagees-Bafte, II, 1595: Zoaages-Bafte.

2. Ziodzo ackum, en stejl klippe ved Neidenfjord, betyder venstre hånds bedstemor (Olsen). Nu Akko-baf'te eller Gal'gobaf'te (dvs. kvindeklippen), (DKÆ 5, 4) Akka-bafte ved Kjøfjord. På klippen ses et kors, hvis tværstang er en lys stribe i stenen; den lodrette stang er en stribe dannet af kalkvand, der er flydt ud fra en revne i klippen øverst oppe. Under den stejle klippe står en mærkeligt formet sten, Ak'ko (dvs. bedstemor, gammel kvinde). På og mellem stenene over Akko blev der fundet en masse horn fra vilde rensdyr (1893). »Hvis man forsøgte at fjerne et af disse horn, ville man straks blive overfaldet af et frygteligt uvejr« (1895). »Klippen var engang beboet af trolde. Da den hellige Trifan passerede stedet, huggede han et kors ind i klippen, mens troldene var på jagt på den anden side af fjorden på Skogerøy. Da de vendte tilbage med det nedlagte vildt på ryggen, blev de forvandlet til sten« (1894). Samerne fortæller, at en Skoltekvinde engang forvildede sig ud over klippen i snevejret, da hun var på vej for at handle i Brashavn, hvilket kvæstede hende. Derfra skulle klippen have fået sit navn. Den kaldes også Ruos'sâ-baf'te (Korsklippen). Olsens oversættelse er baseret på en misforståelse; Ziodzo-ackum (ɔ: čuoǯ'ǯo ak'kum) betyder »min stående bedstemor«. På skoltesamisk og enaresamisk betyder čiǯǯe derimod venstre. — Leem I, 434: Zhiuodzhio-Akkom, II, 1558: Zhjuodzhjo akkom.

3. Et offerbjerg ved navn Meitske ved Kjøfjord (Lillienskiold). Dette bjergs nøjagtige beliggenhed er ikke kendt. Lillienskiold skriver: »Lapperne havde en ikke mindre hedensk skik (end at ofre på bjergene), idet de førhen også begravede deres døde på sådanne steder. Dette ser man på det andet offerbjerg Meitske ved Kjøfjord. Kun dem, der havde været gode jægere, måtte begraves sådanne steder, mens andre lapper, der drev fiskeri, måtte nøjes med andre gravsteder.«

4. Rai'gebafte-alda (Olsen), nu Rai'gebaf'te, en klippe med et firkantet hul (DKÆ 4, 7), vest for Storsandbugt. Friis har på sine etnografiske kort over Finnmarkens amt på den nordlige side af øen Skogerøy »Raiggebakte, gammel offerplads« (DKÆ 5, 5). Dette stemmer ikke overens med Isak Olsens oplysninger. Navnet er sammensat af rai'ge (hul), baf'te (klippe) og al'dâ (offerplads). Leem I, 433: Raige-bafte-aldo (al'do, rensdyrhun), II, 991: Rajgge-bafte.

5. Ziergie-giergie midt på Neidenfjeldet (Olsen). Olsen oversætter: Steens sten. Placeringen er ukendt, ligesom betydningen af Ziergie. Leem I, 434: Jerge-jerge; II, 598: Jergge-jergge.

6. Niacken-karg, dvs. krybefjeldet (Olsen), ligger ifølge Olsen på grænsen af Neidenfjeldet i retning af Varanger. Navnet kommer fra njakkât, at snige (fra jægeren), og karg, som jeg ikke kender betydningen af, men som sandsynligvis betyder »bjerg«. — Leem I, 433: Niaekkem-karg; II, 878: Njakkem-karg.

7. Guulli-bast-varre (Olsen), nu Guolle-bâs'tem-varre (Fiske-ske-fjeld), (DKZ 5, 8) (Grænsesten nr. 350). — Leem I, Guuli-basti-vaerre; II, 488; Guulij-bostij-värre.

Olsen nævner også Uld-varre, nu Ullu-vaarri (Uldbjerg) i Finland mellem Neidenelven og den norske grænse. — Leem I, 434: Ullo-vaerre; ll, 1398: Ullo-Varre.

Nesseby

1. Jurvoun passe alda (Olsen), nu Juwrâ-vuonâ-al'dâ (offerpladsen ved Gandvik), et bjerg (DKZ 4, 12), Stallo. Al'da-ak'ko (den gamle offerpladskvinde) er en stor klippe, der ligner en siddende kvinde. — Leem I, 433: Juur-vuodna-passe-aldo; II, 635: Juur-vuona basse alddo (den hellige rensdyrhun fra Gandvik).

2. Ålmai (manden), en sten på Al'manjargâ-oai've, der ligner en stående person. Den siges at have været en offersten i gamle dage. På Al'manjar'gâ, Gandviknes, (DKZ 4, 12), ligger højen Al'manjargâ-oai've.

3. Baldaziock (hellefisk-spidsen), norsk: Qvettetuve (ɔ: Kveitetuen) ovenfor Gandvik (Olsen). — Leem I, 433: Balda-zhiok, en høj bjergtop. I en beskrivelse af Varanger (1604) står der: »Ovenfor Koknes (ɔ: Gandviknes) er der et højt bjerg kaldet Qvetetuen.«

4. Baldes-gæd'ge (Hellefisk-stenen), en sten lidt ovenfor kysten på fastlandet øst for Naskholm, (DKZ 4, 11).

5. Raud-ziold, dvs. Jernpælen, således kaldet af samerne på grund af dens høje spids (Olsen), nu Ruow'de-čuold-oai've, (DKZ 4, 7), vest for Suolojaw're. — Leem, I, 733: Ruoude-zhiold; II, 1066: Ruovdde-zhjuold (fra ruow'de, jern, og čuol'dâ, pæl).

6. Styren(-passe)-alda (Olsen), et bjerg, nu Dâvve-Stiw'rân (norsk Nord-styret) (DKZ 4, 8). »Styren-alda skal tidligere være blevet brugt, når man dyrkede tordnen« (Olsen). — Leem I, 432: Styren-aldo.

7. Nieide-varre-passe-alda (Jomfrufjeldets hellige offerplads) (Olsen), nu Niei'dâvarre, ca. 8 km nord for Nyborg og syd for Duoddâr-cevvelâš-bjerget, (DKZ 4, 3). Her fandt Isak Olsen i 1710 »nogle tegn på afgudsdyrkelse, som ikke var meget gamle«. Her dyrkede man »julegadzerne« (dvs. juow'lâ-gaʒʒek, juleånderne). Til dem blev der bragt ofre juleaften (efter gammel kalender), eller de krævede dem selv ved at hjemsøge folk med ubærlige plager (Isak Olsen). — Leem I, 432: Nieid-vare passe aldo; II, 896: Niejd-vare basse alddo.

8. Mæiske (Mieske)-varre passe alda (Olsen). Bjerget kaldes nu Al'dâ, og toppen kaldes Aldâ-čok'kâ – bjergtop (DKZ 3, 4) Aldoai've. I »Jordebog og mandtal« for Finnmarken i 1694 står der: »Inde i (Varanger)fjorden er der på den nordlige side en høj klippe, der kaldes Meisk; der står en høj sten, som lapperne tidligere anså for deres gud og ofrede rensdyr til. Der kan ses mange horn fra rensdyrene, der blev ofret der.« I en beskrivelse af Varanger (ca. 1694) står der, at lapperne i gamle dage ofrede rensdyr, får, ost, smør og andre ting til bjergtoppen Mæisk som en afgud. Ben og horn fra dyrene findes stadig i mængder der. Lillienskiold skriver (1698): »På den øverste flade af bjerget Meitske ofrede man tidligere til guden Storjunkeren. Nogle lapper tror stadig, at bjerget ikke tillader kvinder adgang, og at noget vil ske dem, hvis de alligevel går op på bjerget.« Omtalen af Storjunkeren må bero på en misforståelse, for Storjunkeren er aldrig blev dyrket i Finnmarken.

Da missionæren Elias Heltberg besøgte den gamle offerplads den 21. november 1718, fandt han 10-12 helt friske rensdyrhorn, et tegn på, at der stadig blev ofret.

Leem skriver: »For få år siden blev der stadig set en masse rensdyrben der«; han kalder bjerget Meiske-vare passe aldo (I, 431), Meisske-vare basse alddo (II, 806).

Selv i vore dage tør samiske kvinder ikke bestige Alda-fjeldet.

Den lille fjord, ved hvilken Alda-fjeldet ligger, kalder samerne Mies'kâvuonnâ (den dovne fjord) og nordmændene Mæskefjord. Mæskelv er navnet på den lille elv, der flyder vest for Alda-fjeldet (norsk Mæskelvfjell). Det norske navn Mæsk (tidligere Meisk) er sandsynligvis en omdannelse af det samiske Miesk.

9. Ališ-gæd'ge var en stor sten tæt ved kysten i kirkebyen Nesseby (DKZ 4, 10). Den er nu sprængt i mange stykker. A. G. N(ordvi) skriver om denne sten: »Det er en rund, lidt spids, hvidgrå kvartssten, med en omkreds på 12,55 meter og en højde på 2,51 meter. For nogle år siden blev toppen sprængt væk, da den hindrede udsigten. Stenen var tidligere omgivet af 8 eller måske 10 koncentriske stenringe med en afstand på 1 meter. Stenene i disse var omtrent så store, som en person kunne løfte. For 40 år siden kunne disse tydeligt ses, men de er nu fjernet. Lapperne kalder endnu denne sten Ailekes gædge (den hellige sten) og har tidligere ofret til den.« Navnet Ailekes gædge er nu ikke længere i brug. Det almindelige navn er Ališ-gæd'ge, undertiden Aileš-gæd'ge (den hellige sten).

Tidligere ofrede man hellefisk til stenen for at få held med fiskeriet. Tæt ved kysten ligger et lavvandet område kaldet Ališ-gæd'ge-njuorrâ, hvor man fanger hellefisk.

Om denne sten skrev biskop Gunnerus, da han i 1759 holdt visitation i Nesseby: »Statuis lapideis etiam lac, sacrificii ergo, affundebatur. Talem statuam in Næssebye Varangriæ, haud procul ab ædibus Missionarii, ipse observavi, quum simul informator juventutis Lapponicæ in Varangria mihi retulit, vetulam quandam Lapponicam, tum nuper mortuam, per multos annos quotidie, tempore matutino et vespertino, lac eidem statuæ offudisse, et quidem tam clandestine, ut nemo competens, ante obitum ipsius, rem suspicaretur.«

10. Kalmen baft (Olsen), nu Gal'mebaf'te (gravbjerg) øst for Hammerneselven, (DKZ 4, 11). Øverst på bjerget findes nogle små fjeldtoppe, der kaldes Smavva noaidek (de små noaider). Noaidek (noaider) er to fjeldtoppe over vejen vest for Hammerneselven. — Leem I, 432: Kalbmem-bafte (frostfjeldet). Galbme (gal'me) er et sted, hvor der er fundet knogler fra de døde.

11. Cæwʒâ-gæd'ge (transtenen), også kaldet Ceggiš (den opretstående sten), er en 2,5 meter høj sten, der var omgivet af 13 koncentriske stenringe. Den står tæt ved stedet Mortensnes, (DKZ 4, 11), og er ofte beskrevet. I den tidligere nævnte beskrivelse af Varanger (ca. 1694) hedder det: »Ved Mortensnes er der en labyrint (Trøiborg), lavet af sten; i midten er der rejst en bred sten. En borger i Bergen ved navn Garben Smidt skulle have lavet labyrinten for lang tid siden. Han har også doneret et alterbillede til kirken i Wadsø med årstallet 1625.« Man må dog, som N. Nicolaysen antyder, antage, at stenen blev rejst som et monument for en norsk viking, og at samerne senere har dyrket denne med ofringer. Handelsmanden Nordvi så en dag i marts 1848, at den østlige side af stenen var overhældt med tran.

Stenens navn, Cæwʒâ-gæd'ge, indikerer ofringer; for cæwʒâ er det bundfald (norsk: grakse), der efterlades ved tranbrænding.

Et sagn fra Enare omhandler denne sten og er optegnet af A. V. Koskimies. Et russisk sagn deles af Friis (l. c.).

12. Ziourres-lbmel (dvs. Čæwres-ibmel, odderguden), en sten lidt vest for Klubnes, (DKZ 4, 12) (Olsen), nu ukendt. Måske var offerpladsen en stenkreds, der stadig er synlig en kilometer øst for Klubvik-elven; landevejen går gennem denne kreds. — Leem I, 432: Zhievres-ibmel; II, 1523: Zhjevres-ibmel.

13. Morie-ibmel passe alda (Olsen). Den højeste spids af Klubbenes (DKZ 4, 12 Klubbnes), hvor denne gud står, kaldes af samerne Morie-kapper (Olsen). Både her og på bjerget Kalmen baft (Nr. 10) havde Isak Olsen fundet ofringer, der ikke var særligt gamle. Keilhau (l. c., s. 14 f.) skriver: »Klubben er en kastelagtig Klippe over Klubnæsset, paa hvilken Finnerne fordum have ofret. I Fjorden udenfor er en god Plads for Qveite-Fangst. Det var Votiv-Offere for god Lykke til dette Fiskerie, som man her frembragte. Der skal endnu (1827) findes en Mængde Qveitebeen oppe paa Klippen.« Hammond skriver (s. 785): »den 3die Junii, reiste han (missionæren Heltberg) til et gammelt Offersted, som kaldedes Klubben, hvor der laae nogle gamle Horn.« Biskop Gunnerus fortæller, at han på bjerget Klubben havde set tre fordybninger, hvor der var tegn på, at der tidligere var brændt knogler. Ikke langt derfra så han et rundt ildsted, bygget af sten, hvor spredte rensdyrknogler lå spredt.

Samerne kalder næsset Murgik (flertal), bjerget Murgi-baf'te og dets højeste punkt, et hue-lignende fremspring, Murgi gâpperâs (gâpper hue). — Leem I. 433: Muorje-ibmel passe aldo; II, 838: Muorje-ibmel (bær-gud).

Gulli-ibmel (dvs. Guolle-ibmel, fiske-gud): En sten lidt øst for Klubnes (Olsen), nu ukendt. — Leem I, 433: Guuli-ibmel, II, 488: Guulij ibmel (fiske-guden).

_____________

Efter sogneprestens embedsbog i Nesseby findes der stenkredse, som har fungeret som offerpladser på følgende lokaliteter: 1. i Karlebotn (DKZ 4, 9), 2. i Fuglebergbugt, 3. på det højeste punkt af Fugleberget, samisk Čies'te, 4. en smule øst for Klubviken (2-4 DKZ 4,12).

Wadsø

1. Ryet-tziock (grydetop/grydehorn) (Olsen), nu Rui'to-čok'kâ, norsk: Grythaugen, (DKÆ 4, 6). Olsen forklarer navnet ud fra gryderne, hvori offerkødet blev kogt. Det kan også referere til bjergets lighed med en omvendt gryde. — Leem I, 435: »Ryto-zhiok. Her står efter beretning en af naturen således dannet sten, at den fremtræder som en menneskeskikkelse med hue på«; II, 1052: Rujtto-zhjok.

2. Biellie-varre (Øre-bjerg): (Olsen), nu Bælljek, pl. (ørerne), tæt på nr. 1. — Leem I, 434; II, 75: Bælje-vaerre.

3. Raudo-varre (Olsen), sandsynligvis Raw'dul-čok'kâ (DKÆ 3, 7). Raw'do er fisken Salmo alpinus [røding]. — Leem I, 434: Raudo-vaerre; II, 1008: Ravddo-värre.

4. Einer-sæide (Einars offersten), nordvest for byen Wadsø (Olsen). »Om noaiden Einar har jeg hørt mærkelige historier« (Olsen). — Leem I, 435: Einar sieide; II, 279: Einar sieid.

5. 6. Tziærrok-alda og Alda-tziock: to fjeldspidser ved en sø midt i bjergområdet oven for byen Wadsø (Olsen).

På øen Wadsø, modsat byen af samme navn, var ifølge H. Paus (Beskrivelse om Finmarken) en hule ved navn Finnekirken (dvs. samernes kirke). Ifølge Fellman (Anteckningar II, 94) brugte samerne tidligere denne hule som offersted. Hulen er nu sprængt væk.

Wardø

1. Sæidde-wack-alda (Offerstedet ved Siei'de-vakke) mellem Kiberg og Kramvik, (DKØ 4, 4-5). — Leem I, 435: Sveide-væk-aldo; II, 1161: Siejd-væk-aldo. Leem har sandsynligvis læst vaek (vækkâ, kraft) i stedet for vack (vakke, landingsplads).

Tæt på Kramvik er klippen Fingir'ko, norsk: Finnkirka, hvorigennem der er et hul. I hullet fandt man i 1877 rådne rensdyrhorn. Klippen ser ud til at have været en offersten. Hvis tolkningen af wack som vakke (landingsplads) er korrekt, kan Fingir'ko ikke være identisk med Sæidde-wack-alda.

2. En sten eller klippe ved Kiapsniarg (Čap'pis-njar'gâ) , norsk: Svartnes (Olsen), på fastlandet vest for Vardø (DKØ 3, 11).

3. På Hornøya ved Vardø (Olsen) Vuorno-suollo (von Westen), (DKØ 3, 12). Linschoten nævner (1594) en ø nær Vardø – Afgude-øen, som dominerede indsejlingen til Vardøhus. Øens navn antyder samiske ofringer, og øen er sandsynligvis identisk med Hornøya.

4. En sten eller klippe på landtangen Hauningberg, samisk Hamberg-niarg (Olsen), nu Havningberg, (DKØ 3, 3).

5. På landtangen Syltevignes. samisk Syltevig-niarg (Olsen), (DKØ 3, 1).

6. En sten eller klippe på landtangen Makaurs-nes, samisk Mackaur-niarg (Olsen), nu Makker-njar'gâ, (DKÆ 2, 11-12).

7. Haardjaure-alda, berømt for stor fiskefangst (Olsen), skal ligge ved søen Oar'do-jaw're (DKÆ 3, 7). Det er sandsynligvis det samme offersted, som Olsen kalder Haard Poulchzio aillis giergie (dvs. Oar'do-buolǯâ ailes gær'ge, den hellige sten på Oardohøjen).

______________

I nærheden af Komagelven (DKØ 4, 2) var der ifølge Lillienskiold (1698) en stor mængde rensdyrknogler og horn. Dette var sandsynligvis også et offersted.

Isak Olsen nævner også følgende offersteder i Varanger, hvis beliggenhed jeg ikke kan fastslå:

1. Tinno alda (fra din'no flint).
2. Niörgie giergie (Mörge giergie von Westen).
3. Aillis giergie (den hellige sten).
4. Bouras giergie (Buras gierge, von Westen).
5. Piiessen niarg (Piesse niarg, von Westen).
6. Passe niarg (den hellige landtange).
7. Solla kais (= Suolo-gai'sa, ø-fjeld).
8. Rixdal-Kocke (Rixdalgierge, von Westen).
9. Lodebaft (= Lod'debaf'te, fuglebjerget).
10. Monerafft (? = Monneraf'to, æggesten).
11. Stalla veive (= Stalo oai've, Stallos hoved).
12. Sollo varas, (Suollo varas, von Westen) (= Suolo-varaš, det lille ø-fjeld).
13. Altar-giergie passe-alda (den hellige offerplads ved alterstenen).
14. Siomas varas (? = Čuomas-varaš, det lille fiskeskæls-bjerg).
15. Voidas passe alda (den hellige offerplads for fedt).

Von Westen nævner desuden disse:

16. Voude gierge (? = Vuoidas-gær'ge, fedtsten).
17. Passe manas (? = Basse manaš, det hellige lille barn).

Ifølge von Westen lå 1, 3, 4, 13-16 i det indre Varanger, 2, 5, 6-12 på Varanger-halvøen. Nr. 3 er måske = Nesseby nr. 9, nr. 7 og 12 er måske identiske med et af bjergene Suolo-varre (fjeldø ɔ: et isoleret bjerg) (DKÆ 4, 7. 8. 12. og Ø 4, 1). Nr. 5 er måske Biecca-njar'ga øst for Persfjord (samisk Biecca-vuonna), (DKØ 3, 10. 11), nr. 9 er måske Lod'debaf'te mellem Syltefjord og Makaur.

Tana

1. Styren-alda er en stor, hvid sten ved Kongsøfjord, som samerne smørrer med fedt og talg; den ligner et stort hus (Olsen). Den skal ligge på Stiw'rân-njar'gâ (DKÆ 2, 7) (norsk Styret).

2. Vuiede-giergie passe alda (Smørrestenens hellige offerplads) (Olsen) (samisk Vuoidâs-gærge bâsse al'dâ) synes at ligge ved kysten mellem nr. 1 og nr. 3. Kan den være identisk med den gamle offerplads i Kongshamn (DKZ 2, 6)?

3. Haarne eller Tzioerve-bafte (hornklippen), en meget høj, spids klippe med en lille sø nær toppen. Hornstolper er fastgjort rundt omkring (Olsen). Nu Hoar'nâ, norsk: Tanahorn (DKZ 2, 4). Ved kysten er Hoar'nasieide-luoktâ (Hoarna-sieide-bugten). Man finder rensdyrhorn i jorden der, og der var tidligere stenbyggede fangsthegn (samisk vuobman), se Leem I, 184 f.; Tornæus, Berättelse om Lapmarckerna (Uppsala 1900), s. 58 f.: Wuomen. — Leem I, 436: Horne-bafte; II, 561: Hornne-bafte.

4. I Siei'deluok'tâ, norsk: Fuglevik, (DKZ 2, 9), er en stor sten på kysten, flad på toppen, cirka 3,5 meter høj. På overfladen var der i 1898 spor af en stenkreds og rensdyrhorn var synlige.

5. Staggo-niarg (Olsen), norsk: Stungenes, (DKZ 3, 2). — Leem I. 486: Stang-næs.

6. Giems-baft (Olsen), nu Giemaš-baf'te; se også (DKZ 3, 8) Giobmas-njargga. — Leem I, 436: Giems-bafte.

7. Sæidda (Olsen), nu Sieida, (DKY 4, 6). — Leem I, 435: Sieid; II, 1161: Siejd. — J. Fellman (Anteckningar II, 156) siger, at han har set en siei'de her.

8. Mask-varre (Olsen), nu Mas'kevarre, (DKY 4, 5-6). Her er en stor offersten (balvos-gæd'ge).

Den 83-årige same S. Samuelsen fortalte i 1923: — »En gang, da jeg var en knægt i 1910'erne, gik jeg om natten i måneskin på snesko over Maskevarre-fjeldet, og jeg havde en kammerat med, som var voksen. Da vi kom til stenen (offerstenen), lænede vi os mod stenen for at hvile. Mens vi opholdt os der, blev vi så tyngede, at vi ikke engang kunne bevæge en fingerspids, og så hørte vi, at en nomadefamilie med rensdyr trak nordpå mod os, og så hørte vi menneskene, hundene og fødderne af rensdyrene knirke. Vi formåede ikke at bevæge os, før alle havde passeret os.

Vi sov ikke, men var kun tyngede. Der var ingen spor i sneen, men vi havde begge hørt det hele på samme måde«.

9. Čoar've-skai'de (DKY 4, 5): (fejlagtigt) Soarvveskaidde. Fra čoar've (horn) og skai'de (landstykket mellem to floder, som løber sammen). Sandsynligvis = Ziorve-Ziock passe alda (Olsen).

10. Ibba-gir'ko eller Jettânâs-gir'ko ved Gal'gogop'pe i Smalfjord, (DKY 3, 12), er en overordentlig stor sten, der på afstand ligner en kirke eller et stort hus. Omkring stenen var der en stenkreds, og rensdyrhorn lå der. I stenen var der hulninger, hvori der blev lagt smukke sten og rensdyrhorn (1893).

11. Jockel-niarg eller Jockel kiedsohz passe alda (den hellige offerplads på Jockelspidsen) (Olsen), nu Jok'kan-njar'ga, norsk: Digermulen, (DKZ 2, 7). — Leem I, 436: Jokkel-niarg; II, 606: Jokkel-njarg.

12. Stoppel-niarg (Olsen), nu Stoap'pal-njar'ga i Langfjord. — Leem I, 436: Stoppel-niarg.

13. Kaals-niarg (Olsen), nu Goal'se-njar'ga, norsk: Langfjordnes, (DKY 2, 12). — Leem I, 436: Kolds-niarg; II, 638: Kolds-njarg.

14. Laudus passe alda (Laudus' hellige offerplads) (Olsen), nu Loawdus, en sten mellem Lille og Store Skofjord (DKY 2, 11). — Leem I, 437; Loidosh. Olsen oversætter Laudus med hussten (sml. loawdâ, teltdug).

15. Sagga-niarg (Olsen), nu Cagan-njar'ga, norsk: Store Skofjordnes, (DKY 2, 10). — Leem I, 436: Sagga-niarg.

16. Vuoidde-giergie (smørresten) (Olsen). — Leem I, 436: Vuoide-gedge; II, 1416: Vuojdde-gedge. Sandsynligvis = Vuoidas-vuon-gædget pl., to sten ved Vuoidas-vuodna, norsk: Iversfjord, (DKY 2, 11).

17. Ravot-niarg (Olsen), nu Rāvuš-njar'ga mellem Skjaanes og Iversfjord, (DKY 2, 11-12). — Leem I, 436: Ravos-niarg og Klem-niarg; II, 1013: Ravos-njarg; II, 638: Klem-njarg. På grund af en misforståelse af Olsens ord har Leem anført to offerpladser ved Ravot-njarg.

18. Siei'de- eller Siei'da-vuodna, norsk: Finkongkjeilen (tidligere Finkonkjeilen), (DKZ 2, 2). Der står Skar'fagæd'ge (skarv-stenen), en stor sten i tre dele, som samerne angiveligt har ofret til.

19. Bispen (Biskoppen), en stor, høj stenobelisk øst for Mehavn, (DKY 1, 11). »Den skulle angiveligt have været dyrket og æret af lapperne i Koifjord tidligere.« (P. Werlöe, Beskrivelse over Kjöllefjords Præstegjæld, 1741). På afstand ligner den en meget høj, slank mand.

20. Navnet på en bjergkløft ved floden Julelven, Siei'degor'sa (DKZ 3, 11), viser, at der tidligere har været en sieide der.

Følgende offersteder nævnt af Isak Olsen kan jeg ikke identificere:

1. Rups giergie (= Ruk'sis gær'ge, den røde sten).
2. Passe niarg (det hellige næs).
3. Aillis vare (det hellige bjerg).
4. Falla niarg (hvalnæsset).
5. Voldus vasse alda (det hellige smørre-offersted).
— Rups giergie er måske identisk med bjerget Ruok'sadas, norsk: Rødberget (DKZ 3, 7).

Polmak

1. Gollevarre (Goldberg) DKY 4, 12. Her havde samerne tidligere en betydelig offerplads på grund af rensdyrjagt (Olsen). På skråningen af bjerget er Vuobman-gied'de (Vuobman-engen); se også s. 329 [3. Haarne eller Tzioerve-bafte ovenfor]. J. Fellman (Anteckningar II, 156) siger, at han på Gollevarre ved Gollevarre-vuobman har set en sten-sieide. — Leem I, 435: Golle-vaerre; II, 444: Golle-värre.

2. Allickas jocka eller Allicka jocka (Olsen), nu Allek-jokka, (DKY 4, 12). I nærheden – på den sydlige skråning af bjerget Garcovarre – er der en anden Vuobmangied'de. Både her og på den første Vuobmangied'de findes rensdyrhorn og knogler under græstæppet. — Olsen oversætter fejlagtigt Allickas jocka som den hellige elv ved at tænke på ai'legâs (hellig). Navnet Allek (Allik) er ifølge K. Nielsen = finsk allikka, jernmalm, og navnene på det detaljerede kort bør skrives Allek-, ikke Alek-.

3. Bol'ma-jaure (Olsen), nu Buolbmag-jaw're, (DKY 4, 11). Her så J. Fellman (l. c.) en stensieide.

4. Anchar-jaure eller Acker-jaure har tidligere været meget hellig, og kvinder havde forbud mod at krydse søen på isen eller i båd på grund af deres urenhed (Olsen). Denne sø er sandsynligvis Aŋ'karjaw're på højsletten mellem Seida og Varangerfjord.

5. På bjerget Rastegai'sa, 1059 meter højt (DKX 5, 1), er der to store offersten (J. Fellman, Anteckningar II, 146).

6. Tui'to-gæd'ge, en offersten, hvorved der ligger mange rensdyrhorn, står ved floden Rasse-gal'do (J. Fellman, Anteckningar II, 174 f.). Rasse-galdo skal være identisk med (DKX 5, 6) Levsi.

7. På Saras-skai'de (DKW 5, 6 og X 5, 1) siges der at være et gammelt offersted (Fellman II, 153).

Olsen nævner også bjerget Kald-veive; men Gald-oaivek pl., er bjerge i Finland ved Polmak-søen. — Leem I, 435: Galdo-oaaive.

Karasjok

I nærheden af søen Iddjajaw're ligger en anden lille sø ved navn Sieide-jaw're, (DKW 6, 1). Ved denne sø står en sieide, ca. en meter høj; her er fundet rensdyrhorn. En same fra Karasjok, Biti Ante, ofrede altid fiskelever og tran til stenen, når han fiskede i søen. Efter hans død fiskede hans søsters søn Klemet Persen Assebakte og Per Hansen en dag i søen. Klemet foreslog: »Nu vil vi gøre som morbror plejede«, og han råbte højt: »Hvis vi fanger noget godt, vil vi ofre alle levere til sieiden«. De fik en god fangst. Så sagde Klemet, mens de stadig var på vandet: »Nu har vi fulgt sieiden, men skrald skal den få.« De roede mod kysten og var vel et par hundrede meter ude; da kom der så kraftigt et vindstød, at de kun med nød og næppe nåede i land. De spekulerede på, om sieiden måske alligevel havde magt; men da de var i sikkerhed på land, tilskrev de det en tilfældighed.

2. Siei'degæd'ge er en stor sten, der stikker op af vandet i en lille sø nær landsbyen Karasjok. Dette er en gammel offerplads.

3. Gir'kovarre (Kirkebjerget) vest for Iddjajaw're (DKW 6, 1) er en gammel offerplads.

4. Hal'de, et bjerg ved elven Karasjok, (DKW 6, 7), skal ifølge sit navn have været et helligt bjerg.

_________________

Ved floden Ânarjokka ligger Bâsse-vuow'de (den hellige skov) og i nærheden Bâsse-aw'ǯe (den hellige dal) (DKW 8, 3). Ved en strømhvirvel i floden Ješ-jokka, kaldet Suola (tyven), er der to offersteder med stenkredse.

På sydsiden af floden Ješ-jokka ca. fem kilometer over udløbet af Sadejokka er der i et stenfyldt område runde fordybninger omgivet af træbjælker, hvor rensdyrhorn er blevet fundet.

Lebesby (Laksefjord)

1. Vuaddas bafte eller Vadas bafft (Olsen), nu Vaddes bak'te (det svære bjerg). (DKX 8, 11) Vaddas bakte, norsk: Offerberget. Ved foden af bjerget ligger søen Siei'de-jaw’re. Bjerget har en tretakket spids og stejle, mørke sider, der gør det genkendeligt på afstand. Her finder man en stor mængde rensdyrhorn. J. Fellman (Anteckningar II, 185) fortæller, at bjerget kunne straffe med storm og uvejr. »Når man passerer bjerget, vover man ikke nævne dets navn. Hvis man gør det, opstår der straks storm og uvejr.« – Leem I, 437, II, 1326: Vaddes bafte.

2. Jie-vuond-alda (Olsen), nu Aldâ-bak'te (offerbjerget) mellem Aldâgop'pe (norsk Trollbugt) og Skogvik i Iddjavuodnâ (norsk Ifjord), (DKX 3, 11). På bjerget står to små sten, Aldâ-nieidak (Alda-døtrene), som man ofrede til. Sagnet fortæller, at de sidste, der tilbad der, havde forsømt ofringen i lang tid, og da de endelig kom for at bringe ofre, blev sieiden vred og kastede dem i havet, hvor de druknede (ca. 1790). Siden, siges det, har ingen ofret der. Der er stadig mange gamle rensdyrhorn at se på bjerget. – Leem I, 437: Gievuoude aldo (fejllæsning af Olsens tekst).

3. Stawdne-gæd'ge (Stevn-stenen) på øen Bratholmen, (DKX 3, 9). Stenen står i nærheden af handelsmandens huse.

4. Ved udmundingen af Kjøllefjord på den sydlige side er der to klipper med bizare former, den store og den lille finnekirke (norsk: Storfinnkjerka og Småfinnkjerka eller Lillefinnkjerka), (DKX 2, 6). De siges ifølge Keilhau (Reise, s. 81) at være blevet dyrket af de hedenske samer. Dette var ukendt for Leem (Leem I, 442 f.).

5. Daibryg-alda (Olsen), nu Dai'bârug'go eller Dai'bârâ-suolo, norsk: Mårøy, (DKX 2, 12).

6. Ollevand-niarg-alda, en stejl klippe (Olsen). Beliggenhed ukendt.

7. Aillickas varre passe alda (Olsen), Allikas vare (von Westen) (det hellige bjerg). Beliggenhed ukendt. – Leem I, 437, II, 30: Ailekes vaerre.

8. Leillum-veive (Olsen), Leule-veive (von Westen), et bjerg. Beliggenhed ukendt. - Leem I, 437: Lieule-oaaive; II, 704: Lievile-oaajwe (Dampbjerg).

_________________

Det siges, at der også er en sieide på bjerget Jer'kum-varre (DKX 3, 9-10).

Det samiske navn på Lille Porsangerfjord (DKX 2, 8, 9), Siei'devuodna, viser, at der har været en sieide der.

Kistrand (Porsanger)

1. Sölfar-kapper (Olsen), nu Silfar-gapper (sølv-hue) (DKW 3, 9-10), et bjerg, også kaldet Silfar eller Silfar-čok'ka. Ved foden af bjerget har floden Ai'ligas-jokka (ai'ligas hellig) sin udmunding, den udspringer fra søerne Ai'ligas-jawrek (pl.) og strømmer gennem dalen Ai'ligas-vuobme, i floden Børselv. Offerpladsen skulle have været mellem to store sten, kaldet Kristoffer og Lalla (= Lars). Disse sten står langt over skovgrænsen næsten på toppen af det 357 meter høje bjerg.

Leem, der selv havde besøgt stedet, siger, at to høje sten, hvoraf den ene er dækket af gult mos, stod der ved siden af hinanden. Ved stenene lå bassem-muorak (flertal), stegespyd. Mod stenene var mange stænger af tørt fyrretræ krydsvis opstillet; i stængerne var der vekselvis skåret tre lige indsnit og tre kors. På den østlige side af stenene og meget tæt på dem, stod en lang firkantet bjælke, der var skåret ud på samme måde som stængerne og fastgjort til jorden med dens nederste ende; dens anden ende hældede mod øst, og yderst var der en jernnitte. Præsten P. Valeur, der besøgte stedet i sommeren 1854, fandt kun enkelte knogler der, bl.a. underkæben af et rensdyr. »Nogle lange træstykker, sandsynligvis de af Leem nævnte stegespyd, blev stadig fundet halvrådne.« Resten af et hegn af fyrretræ omkring stenene kan stadig ses Stenene er afbildet i J. A. Friis, Lappisk Mythologi (Tavle s. 140). — Leem I, 437: Sölfar-kapper. Sölfar er et forældet norsk ord, der betyder en slags klæde.

2. Niarg-kuds (Olsen), nu Njar'gâ eller Njargâkuš, en landtange mellem bugterne Vester- og Österbotn i Porsangerfjord. — Leem I, 439: Niarkutzh, II, 889: Niargkutzh (en lille landtange).

3. Leunje-jauwre-suolo (øen i søen Leunje-jauwre, nu Læwdnja-jaw're) (Leem I, 439; II, 697: Levnje-jaurre-suolo) er Offerholmen i søen Øvre Lakselvvatn. Leem fortæller, at han på øen fandt mange rensdyrhorn; de fleste var allerede gået i forrådnelse, nogle var faldet i vandet, og andre var blevet brugt af samerne til at lave skeer og stavknapper af. Øen var en ældgammel offerplads, hvor rensdyrhorn blev ofret som takkeoffer for vellykket jagt. Et billede af øen kan ses i Leem I, Tavle 87 og i årbogen for den norske Turistforening 1903, s. 42. Man kan stadig se stenkredse på øen (1915).

Denne offerplads er sandsynligvis den samme som den, Isak Olsen kalder Lelun (Leiun) jaure passe alda. Offerpladsen Leud-passe niarga, der nævnes af von Westen, er måske identisk med nr. 4.

4. Ved den nedre ende af Lakselvvatn har der øverst oppe været en offerplads på den vestlige side. Den er beskrevet af Friis (Mythologi, s. 140). Stenkredsene er stadig synlige.

5. Vuorie-ziock (Olsen), nu Vuor'je-gai'sa, et 1017 meter højt bjerg tæt på grænsen mellem Kistrand og Karasjok. Offerpladsen ligger ca. fem kilometer syd for bjerget. Den er opført som et alter, hvorpå der er bygget en forhøjning af grå sten, og omkring den er der en stenkreds. — Keilhau (Reise, s. 190) skriver: »Vor Vappus [guide] fortalte, at der ved Nordsiden af Vuorie-tjokk udflyder en Kilde af melkefarvet Vand, ved hvilken han havde seet liggende en Mængde Horn og Been af Rensdyr.«  Også her har der været en offerplads. — Leem I, 439, II, 1436: Vuorje-zhjok.

Den 83-årige same S. Samuelsen fortalte i 1923 om offerpladsen på bjerget Vuor'jegai'sa følgende: »På Vuor'jegai'sa-fjeldet havde samerne tidligere en stor offerplads. Der er også mange horn og knogler der, og der vokser græs. Den nu afdøde Sarre Rawdna fortalte: 'Når de om foråret drager til halvøen (Vuor'jenjar'ga) og kommer til offerpladsen på Vuor'jegai'sa, og rensdyrene begynder at græsse på den friske grønne eng, har de ikke ro på sig til at græsse, men begynder at sprede sig som om noget skræmte dem væk.

Engang, da de kom til halvøen og nåede frem til offerpladsen, lovede de, at de på tilbagebagevejen om efteråret, ville ofre nogle oste til offerpladsen, hvis rensdyrkalvene trivedes, og rensdyrkøerne gav meget mælk. Og netop den sommer gav køerne overdrevent meget mælk, og kalvene trivedes godt. Men da de vendte tilbage om efteråret og kom til offerpladsen, sagde de: »Kalvene trivedes godt, og køerne gav godt med mælk; men dig kommer vi ikke til at tilbede, og du får slet ingenting.' Men derefter begyndte kalvene at dø, og osten begyndte at mugne og rådne.«

6. Vuolle-niune (Olsen). Vuolla-niune (von Westen), nu Vuola-njunne, et bjerg på 841 meter øst for Vuor'je-gai'sa. — Leem I, 440; II, 1430: Vuola-njudne (njunne, næse, spids).

7. Snoiba-niunne (von Westen), nu Snoai'be-njunne, et bjerg på vestsiden af Porsangerfjorden ca. 20 kilometer vest for Stabursnes. — Leem I, 441: Snoiba-niudne.

8. Allicka- eller Aillicha-varre (Olsen), nu Älika-varre, et bjerg nordvest for Kolvik på vestsiden af Porsangerfjord. — Leem I, 437: Alek bafte (det blå bjerg).

9. Kochegiard-niarg (von Westen), Kokkogiedde-niarg (Leem I, 440), Gokkogiedde-njarg (Leem II, 440), norsk: Kistrandsnes, (DKW 3, 7) (fra Gok'kogied'de, Kistrand).

10. Smær-niargie (Olsen), Smeer-vuodna-niarg (Leem I, 440) (= Smørfjordnes), nu Bringnes.

11. Smærvuonnoide (Olsen), Smeervuodna-noaaide (Leem I, 440) (= troldmanden [noaiden] fra Smørfjord), (DKW 3, 1) (fra Smieravuodna, norsk: Smørfjord).

12. Sæidde-baft (Olsen), nu Sieidebak'te, norsk: Skarvbergan (DKW 3, 1), en stejl, øverst flad klippe. — Leem I, 439: Sieide-bafte; II, 1161: Siejd bafte (= Sieideklippen).

13. Wasses-sullo eller Vuaddschzia-suollo (Olsen), Vassje-suollo (von Westen), nu Vas'sa, norsk: Reinøya, (DKW 4, 1).

14. Tams-sullo (Olsen), Tams-sul-zæida (von Westen). Daume-salo-sieide (Leem I, 441), Davme-salo-siejd (Leem II, 213) (= offerpladsen på Tamsøy), (DKW 2, 10): Store Tamsøy, samisk Daw'ne-sallâ. (Leem) Davme-salo.

Beliggenheden af følgende helligsteder kan jeg ikke afgøre:

15. Diergie-niarg (Olsen), Dierge-niarg (Leem I. 438).

16. Kaise-varas (von Westen), Gaise-varatzh (Leem I, 439) (fra gai'sa, et spidst bjerg, og varaš, et lille bjerg).

17. Gameditzh, en sten. En kystsame i Porsanger ofrede noget af sin mad til denne sten, når han drog ud for at fiske, (Leem I, 441).

18. Micha-varre (Olsen), Mikko-vaerre (Leem I, 439), Mikko värre (Leem II, 814) (= Michaels bjerg).

19. Naade-varre (Olsen), Naadde-vaerre (Leem I, 439), Naadde-värre (Leem II, 844) (fra noadde = byrde, last).

20. Seide-niarg (Olsen), Sieide-niarg (Leem I, 441); Siejd-njarg (Leem II, 1161) (landspids-sieiden).

21. Sullo-alda (von Westen), Suolo-alda (Leem I, 441) (ø-offerpladsen).

22. En klippe ved kysten, hvorpå der kan ses en hvid plet; denne forestiller en person, hvis fødder vender opad, og hvis hoved vender nedad mod havet. Nogle samer ofrede til denne klippe, når de passerede forbi den, uanset hvor lille gaven måtte være. Hvis ikke andet var for hånden, kastede de en smule tobak over til billedet (Leem I, 440).

23. I missionæren Rachlews distrikt – Porsanger, bad samerne knælende til en hvid sten ved havet og smurte den med blod og mad. Denne sten tog von Westen på sin anden rejse fra Finnmarken (1718). Stenen var glat (Hammond, Den nordiske Missions-Historie, s. 458, jf. 326).

_______________

Isak Olsen nævner Vuorie passe jaure passe alda (Vuorjepassejaure von Westen) (den hellige offerplads ved den hellige Vuorje-sø). Denne offerplads ligger sandsynligvis i nærheden af Vuor'je-gai'sa (se nr. 5).

Kjelvik

1. Bispen, samisk Bis'ma, en menneskelignende, ca. 10 meter høj klippe ved havet på øen Magerøy, (DKW 1, 11). Når samerne tidligere fiskede efter hellefisk om sommeren, lettede de på hatten for denne klippe og lovede den ofringer. Den nærtliggende bugt, Lille Skarsvåg, var om sommeren et godt sted for hellefiskeri. Denne klippe må ikke forveksles med klipperne Store og Lille Bispen, også på Magerøy (DKW 1, 3. 9).

2. Hornet på Nordkap, (DKW 1, 10), en pyramideformet klippe, der rager op på østsiden af Nordkap. »Den blev i gamle dage dyrket af samerne som en gud eller måske snarere som en guds bolig.« . I nærheden ligger bugten Hornvika, som tidligt på sommeren var et godt sted for hellefiskeri.

Jeg kan ikke fastslå beliggenheden af følgende helligsteder:

3. Servve, et »passe-vaerre« (helligt bjerg) på Magerøy (Leem I, 441; II, 1132).

4. En passe-vaerre ved Kåfjord på fastlandet, (DKW 2, 4 ), (Leem I, 441).

Måsøy

1. Æppe-ibmel-čorro (afgudshøjen) på vestsiden af Kobbefjorden mellem Sommervik og Indre Kongelvik. Her står en sten, som samerne for ikke så længe siden ofrede fisk og kød til. Nu er den væltet, og et stykke er slået af den.

2. Finneguden (sameguden), en afrundet stor sten, ca. mandshøjde, står lidt over havets overflade mellem Stikkelvåg og Stikkelvågnæringen, (DKW 2, 1). På den side af stenen, der vender mod havet, er der indhugget en ring, ligesom et ansigt med tegn for næse og øjne, sandsynligvis lavet som en spøg af forbipasserende norske fiskere.

3. I Snefjord findes floden Siei'dejokka, der har sit udløb i fjorden Siei'devuodna. Navnene vidner om tilstedeværelsen af en sieide. — I Snefjord på den nordlige side af floden Snefjordelven, overfor Elvestrand, findes en sieide kaldet Noai'de-gæd'ge (troldmandsstenen).

4. På forbjerget til Nipen er der i den sydlige ende en klippe, Alteret, på samisk Same-gir'ko (samekirken), hvor samerne angiveligt har ofret.

5. Ved den vestlige udmunding af Magerøysund står to høje sten på fastlandet: Kallen (manden) eller Stikkelvågkallen ved kysten, og højere oppe ad bjerget Stikkelvågnäringen står Kjerringa (kvinden) eller Stikkelvågkjerringa (DKW 2, 1). Førhen forsøgte man at lokke folk til at hilse på disse sten, når de passerede dem for første gang. Under stenen »Kjerringa« er der en cirkel af store sten vekslende med mindre sten. »Stickelvog-Kiæringen« var ifølge von Westen en afgud. Tingbogen fra 1694 nævner, at der her siden gammel tid har været en labyrint kaldet »Troiborg«, og at der fra bjerget stikker en stor og meget høj sten op ved navn Kierlingen. Lillienskiold beretter (1698), at der ofte blev lavet sjov med dem, som passerede bjerget (refererer til det med at hilse på stenene).

__________________

Tingbogen fra 1694 beretter, at der ved et højt bjerg lige vest for Havøysund står en samelignende skikkelse inde på fastlandet: »Lapperne fortæller, at engang forsøgte to lapper – den ene klædt i blåt og den anden i rødt – at gøre skade på hinanden ved hjælp af trolddom (gand). Ham med den blå kappe var stærkest og drev den anden op ad bjerget, hvor han kom til at sidde fast. Der er stadig mange lapper, der, når de roer forbi, ikke tør bære en blå kappe, især kvinderne; men hvis nogen er klædt i blåt, lægger de sig ned i båden og lader sig dække til af frygt for, at den røde lap på bjerget skal skade dem eller slå dem ihjel; for alle, der er klædt i blåt, er uvelkomne hos ham.«

Hammerfest

1. På bjerget Repparfjordklubben mellem Erdal og Oldervik stod der tidligere en sieide; den er nu rullet ned mod kysten af skiferarbejdere.

2. Ackiestab (Olsen), nu Ak’kanjarg-stab'ba på skråningen af bjerget ovenfor Ak'kanjar'ga på Kvaløya ved Kvalsund, (DKU 3, 5). Det er en solid, høj og spids klippe, som nordmændene kalder Stallo eller Russeren. Da missionæren Jens Bloch besøgte stedet i 1716, fandt han flere læs store rensdyrhorn – gamle ofringer – men lidt nede ad bjerget var der en hule, hvori en kalv og et lam for nylig var blevet ofret. (Hammond: Missionshistorie, s. 737f.). Omkring år 1900 ofrede en fjeldsame fra Koutokæino, Per Mattisen Sara til denne sieide. Om sommeren fiskede han i havet der, og man har omkring år 1900 fundet friske hellefiskehoveder, ostestykker og penge der. Da der for nogle få år siden blev anlagt en vej lige nedenfor sieiden, fandt arbejderne en masse dyreknogler og fiskeben, som var blevet spredt. Ved mit eget besøg der i 1924 var der stadig nogle få rester tilbage. — Leem I, 442; II, 33: Akkiestab. — Nomadesamernes sti går lige ovenfor stenen.

3. Ved en sø på Kvaløy ovenfor gården Grøtnes (DKU 3, 3) står der inde i en hulning en sieide i form af en flad sten. Der er blevet fundet rensdyrhorn på og under stenen. Stenen er ikke større, end at den vil kunne flyttes.

4. I en fordybning ovenfor Astervika-bugten nær Lille Fagervik på øen Seiland står der på en bjergtop en spids sieide, norsk: Offerstenen, (DKU 3, 2).

5. På øen Sørøy står der på den nordlige side af Mefjorden, på Møineset, to store sten, Nieidat (pigerne), (DKU 2, 8). Til dem ofrede samerne før i tiden.

6. I nærheden af gården Jæveluft (DKU 3, 10) på fastlandet står der en sieide – en stor oprejst sten kaldet Ak'ko (den gamle kvinde).

7. På bjerget Næverfjordklubben står der en sieide, (DKU 3, 10).

8. På fastlandet ikke langt fra gården Oldervik (DKU 3, 9) mellem Porsa og Næverfjord står der to sieider. Ved den ene blev der ofret for oabme-lik'ko (held med dyrene), og ved den anden for held med hellefiskeriet.

9. På øen Seiland er Gaddâ-oaiv-bæl-gæd'ge (det halve hellefiskehoveds sten) en sieide. Halvdelen af hovedet af en hellefisk blev bragt som takoffer, når man efter en aflagt ed fangede hellefisk. På en sten ligger en anden mindre sten med den hvide side opad, så den ligner et hellefiskehoved. Gad'dâ er en lille hellefisk.

10. Tuollogæd'ge (Toldstenen) på øen Seiland, (DKU 3, 9).

Følgende offersteder i Kvalsund, som von Westen nævner, kan jeg ikke identificere:

1. Nordklub (måske = Nr. 1).
2. Sörklub (måske = Nr. 7).
3. Konrockbaft (=Konrockfield, Olsen).
4. Norre-acka (= Nuorre-ak'ka, måske = Nr. 6).
5. Zæidebaft (= Sieide-baf'te, Sieidestenen).

Talvik

1. En sieide i Himmelskaret øverst i dalen på den nordlige side af floden, (DKU 3, 8). Til denne sieide blev der ofret fisk for at opnå en god fangst.

2. En sieide på øen Seiland ved bugten Sai'degop'pe, norsk: Seibugten (DKU 3, 8).

3. En sieide i Lille Kufjord øverst i dalen. Den ligner en høstak, (DKT 3, 11).

4. Landgudnes i Leirbotn, (DKU 4, 7). Stedet har fået sit navn fra to store, oprejste klipper, Landguden og Landgudkjerringa (Landgudens kone), der set på afstand ligner en siddende mand og en stående kvinde. Landgudens hoved er dannet af en stor, fritliggende stenblok, der siden er revet ned af nogle unge mænd. For en menneskealder siden ofrede samerne, hvis fiskeriet mislykkedes, smør, fladbrød osv. til Landguden og hans kone for at forsone dem. — Første gang man passerer dem, forsøger [de lokale] roere at lokke de rejsende til at lette på hatten, og så siger de: »Nu har du hilst på Landguden og hans kone.« På dette sted blev der tidligere fundet en mængde rensdyrhorn.

5. Torel baft passe alda (Torelbjergets hellige offersted), Allate-niarg passe alda (Olsen), Allate-niarg alda (Altenes gamle offersted) (von Westen), er en stor spids sten nær kysten mellem Altenes og Storvik, (DKT 4, 12); den ligner en siddende kvinde. Der siges stadig at være en mængde knogler der. Det fortælles, at når samerne fra Korsfjord og Skillefjord i gamle dage roede til Talvik kirke, plejede de først at gå i land ved stenen for at vise den deres hengivenhed. Når de vendte tilbage fra en dåb i kirken, skyllede de den kristne dåb af ved denne sten.

En fisker lovede sieiden tarmene fra en hellefisk. Senere sagde han: »Baika mon dudnji addam, mutto im bal'dačolid (du kan få lort, men ikke hellefisketarme).« Da rejste der sig en storm, så han nær ikke var kommet i land.

6. Čacce-immel eller Mærra-immel (vandguden eller havguden) på østsiden af øen Årøy (DKU 4, 7), overfor gården Småvik på fastlandet, findes en stor firkantet stenblok. Her er blevet fundet bjørneknogler og bjørnekranier ved stenen. Også for at opnå fiskelykke blev der bragt ofre til stenen. — Stenen kaldes også »Jan-Knutsa-steinen« (Jan Knutsens sten) efter en same ved dette navn, som en gang fandt et lig i havet og gemte det under stenen. Han brugte siden liget som agn og havde utroligt held ved fiskeriet, indtil sagen blev kendt blandt hans naboer.

7. Arnes landgud i Langfjord (Olsen), Langfjordalda (von Westen), beliggenhed ukendt. På den nordlige side af spidsen Langenes (DKT 4, 11) siges der at være en sieide. Ikke langt herfra ligger bjerget Ai'legas (det hellige bjerg).

8. Gomaldack-varre, et bjerg på Stjernøy. Her må kvinder ikke gå i land eller sidde utildækkede i båden (Olsen); Gomadak-vare (von Westen). Jeg kender ikke beliggenheden af bjerget. Sammenlign samisk goabmâ, overhængende klippevæg.

_______________

I sognene Alta og Talvik nævner von Westen følgende offersteder, som jeg ikke har kunnet identificere:

1. Ziorm-alda.
2. Styren-vare (= Stiw'ran-varre, Styreåre-bjerg).
3. Becker-vare (sandsynligvis ved Bekkarfjord, DKU 3, 8).
4. Thorebaft.
5. Skiellabaft »ovenfor Talvikbugten.« (Olsen).

Alta

1. Ak'ko, norsk: Kjerringa (den gamle kvinde), en sieide på Finneset nær kysten nedenfor Kongehavnfjeld, (DKU 5, 1). Det er en forvitret klippeblok adskilt fra bjerget, der har nogen lighed med en person. »Foran sieiden siges der stadig at være rensdyrhorn og fiskeben« (Keilhau, Reise im Jahr 1828, S. 181). Fiskerne forsøger at lokke dem, der passerer forbi, til at hilse på sieiden.

2. Kuurabaft ved Kongshavnen i Alten (Olsen). Kurrabaft (von Westen), nu Gurra-bak'te på skråningen af bjerget Gorravarre, norsk: Kongshavnfjeld, mellem Bossekop og bugten (DKU 5, 1), er der en klippe, hvorpå der står en høj sten. Stenen er en sieide, norsk: Landgud.

3. Gal'go, norsk: Kjerringa (kvinden), er en høj grundfast klippe af kalksten på Storvikneset, på den nordlige side af indløbet til Kåfjorden, (DKT 5, 6). Tidligere en offersten.

4. Bjergene Hal'de ved Kåfjord må efter navnet have været et eller begge de hellige bjerge; (DKT 5, 4—5). Store Hal'de er 1141 meter og Lille Hal'de er 904 meter høj.

5. På skråningen ved søen Vuow'dejaw're, norsk: Skogvatnet, i dalen Transfarelvdal står en stor sten, der hviler på tre mindre sten på størrelse med et menneskehoved. Der skulle være tale om en sieide.

6. Fal'legæd'ge (Falkesten) er en sieide på den nordlige side af floden Fal'le-jokka vest for bjerget Fal'le-oai've, (DKU 5, 10). Keilhau skriver (Reise, S. 188): »Det var et raat, i tre Dele revnet og fire til fem Alen høit Klippestykke af graa Kalksteen. Der fandtes intet Spor af kunstig Bearbeidelse derpaa.« Den nuværende beboer af bjergstationen Mollešjok så som dreng i oktober 1904 mange knogler og store rådne rensdyrhorn både i revnerne af klippen og under den. Under stenen lå også ryggen og siderne af to rensdyrkalve, hvis kød stadig var friskt. I juli 1924 så studenten Erling Sivertsen mange gamle rensdyrhorn ved klippen og en for nylig slagtet rensdyrkalv i en revne i klippen. Beboeren i den nærliggende fjeldstation Joat'kajaw're fortalte ham, at nogle fjeldsamer stadig ofrede til sieiden.

Sagnet fortæller, at en fjeldsame, Stuora-Piera (Store Peter) , plejede at ofre til sieiden, når han passerede den med sin hjord, men han undlod at gøre det et år. Da skilte mange rensdyr sig fra hjorden og løb sydpå til en lang landtange ved den vestlige Joat'kajaw're. Denne landtange ender i et sumpet område, og der døde alle rensdyrene.

Fjeldsamen Garra-Rastuš (se side 347) tog engang et rensdyrhorn, der lå ved sieiden, for at lave en ske af det. Men da han kom til fjeldstationen Joat'kajaw're og slap sine trækdyr løs, løb de væk som var de forfulgt af ulve. Der var dog ikke noget at se, og kun med stort besvær fik han fat i sine rensdyr igen. Nogle mente, at dette var sieidens straf.

I forrige århundrede gjorde nogle fjeldsamer en rejse til Jupvik ved Altafjorden og holdt hvil ved sieiden, mens de lod deres rensdyr græsse omkring den. En af dem sagde spottende til sieiden: »Lad mig høre, om du også i år har fået rensdyrknogler at gnave på.« Da de ville fortsætte rejsen, var deres bedste trækdyr forsvundet; de søgte nær og fjern uden at finde det. Men sent om efteråret, da de kom tilbage til stedet, fandt de knoglerne fra det forsvundne rensdyr lige ved siden af stenen. Sieiden lod ikke spot gå ustraffet hen.

Koutokæino

1. På bjerget Gar'govarre (DKT 8, 4) ovenfor gården Gallanii'to stod en sieide, en opretstående sten (ceggiš), »som lapperne i Koutokæino tilbad og ofrede til i gamle dage« (S. Budde 1786). . »For ikke mange år siden kunne man finde en masse rensdyrhorn her. Stenen kunne flyttes af to mænd« (S. Tromholt 1883).. Siden 1906 på Etnografisk museum i Oslo.

2. På bjerget Bælljašvarre tæt på samelandsbyen Aw'ǯe er der en stor sieide, hvor der tidligere skulle have stået en lille hvid sten, som nu er forsvundet. Tromholt skriver i 1883 (l. c., s. 318): »Det var en af naturen dannet kæmpestor sten, hvori tiden havde skabt store revner og sprækker. Ved siden af stenen fandt jeg nogle halvrådne rensdyrhorn.«

3. I den nordlige ende af søen Stuora-jaw're nordvest for kirkebyen skulle der stå en sieide, som Spæina Juhan (Johan Speinsen Tornensis), der for 30 år siden udvandrede til Alaska, skulle have ofret til; det var grunden til, at han altid fangede så mange fisk i søen.

4. På bjerget Gæssevarre nord for søen Stuorajaw're skulle der være en sieide.

5. I Rai'savuobme skulle der være en sieide med form som et hoved; den kan flyttes. Rundt om den ligger der rensdyrhorn.

6. Mellem Koutokæino og Kvænangen er der et Bassevarre (helligt bjerg). Når man passerer det, skal man »joike« (synge). (Paulaharju, Muisteluksia, s. 168).

7. Sydøst for bjerget Girunvarre (DKT 8, 6) er der en stor, stejl klippe, som kan ligne et hus. Per Andersen Bær (født 1847) fortalte mig i 1924: »Mattis Mattisen Hætta – min afdøde bedstefars bror – gik engang forbi den og tog nogle rensdyrhorn, der lå der, med sig. Men så blev han svimmel for øjnene, og måtte lægge hornene tilbage.«

8. På bjerget Sallevarre på Bæs'kadas er der en sieide på den vestlige side af vintervejen (DKU 5, 8). En dag, da Nilas Piera (Per Nilsen Sara) var på jagt efter vilde rensdyr og kom tæt på sieiden, tænkte han: »Hvis nu et par store rensdyrokser kom, og det lykkedes mig at skyde dem, ville jeg give sieiden hornene og indvoldene.« Straks kom to rensdyr løbende fra hver sin retning og begyndte at støde mod hinanden. Da tænkte Per: »Nu får jeg noget at slagte, men jeg vil nu alligevel ikke tjene den onde ånd.« Og straks løb rensdyrene væk, og han fik ingenting. En lignende fortælling fra Kittilä i Finland findes i Fellmans Anteckningar III, s. 434, og fra Enare i Koskimies Inarinlappalaista kansantietoutta, s. 26 f. Efter en variant fra Koutokæino fandt jægeren to vilde rensdyr, hvis horn var flettet ind i hinanden. Han tænkte: »Dat læt bære čabha čor'vusat; must læ aldam adno daida.« — »Det er alt for smukke gevir; jeg har brug for dem selv.« Jf. Koskimies, l. c. s. VIII, 26 f.

9. I søen Siei'dejaw're cirka 10 kilometer syd for søen Ješ-jaw're, siges der at være en sieide, som kun er synlig ved meget lavvande. Til den blev der ofret før i tiden.

10. Ved søen Gal'goluobbal mellem Lappoluobbal og Šuoš-jaw're er der en offerplads med en stor stenkreds, hvor der tilsyneladende har stået en sten i midten.

11. Ved søen Riednja-jaw're er der en sieide, (DKT 8, 12).

12. Ved søen Skilgaš-jaw're (DKT 8, 12) er der en sieide, en rå og brun sten ved den nordøstlige bred af søen tæt på netfangstpladsen. Anders Andersen Spein fra Oskal (DKT 8, 6), født omkring 1844, almindeligvis kaldet Os'kal-ad'dja, fortalte, at han engang fiskede med træknet sammen med sin halvbror Salomon Salomonsen, også kaldet Hukka-Salkku eller Iso-Salkku, ved Skilgaš-jaw're. Da de kastede nettet ud i søen, sagde de til hinanden, at hvis de fangede mange fisk, ville de koge indvoldene og smøre sieiden med dem. Iso-Salkku sagde: »Den stakkel, han har stået der så længe og er helt udtørret og rusten; han trænger til at blive smurt.« Da de trak tættere på land, så de kun var 70-80 meter ude, så de, at nettet vrimlede med fisk. Da sagde Iso-Salkku: »Fanden tage den gamle djævel (rietas) der; for fiskene er nu vores.« Os'kal-ad'dja var enig. Knapt havde de sagt det, før et kraftigt vindstød ramte dem og drev nettet ind på en stenbund, hvor det satte sig fast; de kunne kun få det fri med stort besvær, og da var fiskene væk.

Senere ville Mattis Mattisen Hætta fra Siebe (DKT 8, 6) forsøge det samme. Han ventede, indtil han havde trukket nettet ind på land. Der var mange fisk i det, men ikke flere, end at en mand kunne løfte nettet. Da Mattis ville løfte det op på bredden, vendte han ansigtet mod sieiden og sagde: »Nu har jeg ikke brug for din hjælp længere; for disse fisk er nu mine.« Da han løftede nettet op, revnede det, og alle fiskene slap tilbage i vandet.

Os'kal-ad'dja forsikrede, at begge disse historier var sande.

13. Ved søen Gæd'gejaw're i Goddo-maras tæt på grænsen mod Finland står en sieide (Paulaharju, l. c. s. 169). (DKU 8, 7).

14. Øst for bjerget Mollijus på grænsen mellem Koutokæino og Nord-Reisa er der en stor slette kaldet Sieidaš (den lille sieide). Navnet antyder, at der tidligere har været en sieide her.

________________

Ved bjerget Čieggavarre (DK V 7, 1) er der fundet rensdyrhorn.

På en bjergryg mellem floderne Ânar-jokka og Skieččam-jokka (DKV 8, 11) skulle der være en stenplade, ca. 1,5 meter lang og 1 meter bred og ca. 1/4 meter over jorden, understøttet af tre sten. Den er omgivet af en bue af rensdyrhorn. I nærheden løber ifølge kortet Sieidejokka (DKV 8, 10–11), og der ligger højdedraget Siei'de-čærro (DKV 9, 4) og bjerget Bâsse-čok'ka (det hellige bjerg) (DKV 8, 10).

Ved søen Lappoluobbal tæt på floden Lappojokka findes der stenkredse to forskellige steder.

Tæt ved udløbet af Basejokka i søen ikke langt fra Lappoluobbal findes der en stenring.

En same, noaiden Jon Andersen, bekendte i 1717 over for provst Paus, at der for 20 år siden var en mand, der viste sig for ham i en drøm, udgav sig for at være Gud selv og befalede ham at tilbede et bjerg i Koutokæino ved navn Lovis-varre med disse ord: »Dat ennam emmel signadam ennam væcket mon« — »du mark, som Gud har skabt, hjælp mig!« Han adlød ham og fastholdt denne afgudsdyrkelse i mange år.

Jeg kender ikke beliggenheden af dette bjerg.

Loppa og Hasvik

1. På skråningen af bjerget Jéttanas-varre (Risebjerget) ved Øksfjord er der en kolossal klippeblok, der mod horisonten ser ud som en same i siddende stilling; det er en gammel sieide (DKT 4, 9). Af lapperne kaldes den Jettanas (jætten, risen), af nordmændene: Steinkjerringa (stenkvinden). Den er afbildet i »Lande og Folk« I, s. 530 (Kristiania 1910).

2. På øen Sørøya er der i Øifjord ovenfor gården Øifjord en sieide (DKT 3, 3). Gården ligger ved bugten Siei'degop'pe, norsk: Sørbotn, og i nærheden er søen Siei'dejaw're.

3. Andotten (Olsen), et bjerg (DKS 3, 5) på øen Sørøya.

4. Stalla passe tæt på Sørvær (DKS 3, 5) (Olsen).

5. Ole Hanssen i Stålet (DKT 2, 10) (Olsen), en sten på bjerget, kaldes således af nordmændene (von Westen).

6. Skomageren i Darup (DKS 3, 5), en bjergtop (Olsen); Ganjedackeij (von Westen), sandsynligvis = Gama-dak'ke (skomager). Øverst på bjerget er der en sten, der ligner en skomager, der slår med sin hammer på en støvle.

7. Zieuia, den yderste spids af øen Silden (DKS 3, 9) (Olsen).

8. Lappe-passe eller -kiedschz (det hellige sted eller spidsen af øen Loppa) (Olsen).

9. Kalbe-passe (det hellige sted på øen Kalven) (DKS 4, 1) (Olsen).

I Bersfjord

10. Ærra-bafft (Olsen).

11. Bæse-suolo (Olsen).

12. Napper-niarg-alda (Olsen).

13. Mittel-giergie (Olsen).

Nr. 7, 8, 9 »er så hellige, at kvinder ikke må gå i land, og endnu mindre køre forbi med utildækket ansigt.« — Nr. 3, 4. »er så hellige, at kvinder skal sidde under et tæppe, når de passerer.« (Olsen).

14. På øen Stjernøya er Finnkjerka (Samekirken), et stort stenfelt med store sten, sandsynligvis en gammel offerplads (DKT 3, 8: Storuren).

Kvænangen

1. Sima-Lango (lange Simon), samisk Jettanas (jætten, risen), er en høj, spids, grundfast sten øverst på skråningen af bjerget Vasnestind (DKS 4, 10). Der siges at ligge en mængde ben fra helleflyndere omkring stenen. Adgangen til stenen er meget vanskelig, om vinteren helt umulig. Man ofrede også til sieiden nede ved kysten på en sten med sprækker kaldet Nakste (bådskuret). Offergaverne inkluderede helleflynderhoveder og dekorerede snørebånd. Ikke kun fiskersamer, men også fjeldsamer ofrede til sieiden for at sikre sig, at de kunne føre deres rensdyr sikkert over Jøkelfjorden uden at blive truet af gletsjeren (se Friis, En Sommer i Finmarken, 2. udg., s. 39). Sagnet fortæller, at risen blev overrasket af solopgangen og derfor blev forvandlet til sten. Tidligere forsøgte man at lokke dem, der passerede for første gang, til at hilse. (Tromsø Tidende 1844, Nr. 70).

En gammel same hævdede at have hørt fra sin bedstefar, at en mand fra Olderfjord (DKS 4, 8), der ville fiske i Altafjorden, blottede sit hoved, mens han roede forbi Simalango, og lovede sieiden den største fisk, han fangede, hvis han havde held med fiskeriet. Han fik båden fuld af fisk, herunder en usædvanlig stor helleflynder. Da han på tilbagevejen passerede Simalango igen, fortrød han løftet og sagde: »I dag har jeg virkelig brug for den store helleflynder, jeg lovede dig, men i morgen vil du få den største fisk, jeg fanger.« Knapt havde manden udtalt disse ord, før en kraftig storm rejste sig fra vest, båden fyldtes, og det var med nød og næppe, at han reddede sit liv.

Olsen kalder Simalango Sima (Simma) landgud. Simalango er en samisk omskrivning af det norske Simon Lange (Simon = samisk Sii'ma eller Simma).

2. Simalangos kone, normalt Gal'go (kvinden), sjældnere Ak'ka (kvinden), er en grundfast sten af lignende form, men mindre, på øen Nøklan i Kvænangen. Der blev også bragt ofre til hende, men ikke så ofte.

3. På halvøen mellem Kvænangen–Jøkelfjorden og Søndre Bergsfjord–Langfjord havde en fjeldsame fra Koutokæino, Rasmus Andersen Spein (Garra Rastuš), før 1850 en sieide, hvortil han ofrede Se også s. 342).

4. Gir'ko eller Gir'kot (kirken eller kirkerne) på Bah-njar'ga, norsk: Kvitebergklubben, er en mægtig portal i den stejle klippevæg med en smal, græsklædt tærskel. Den ligger tæt ved kysten. Tidligere ofrede fjeldsamer rensdyrhorn til den, og fiskersamer ofrede helleflynderhoveder. Ben og horn fra rensdyr skulle også være fundet der. Da jeg besøgte stedet i 1924, fandt jeg ingen. Isak Olsen kalder offerstedet Baffte-niarg eller Baft-niarg (klippe-landspids). Schnitter skriver i 1744, at samerne i gamle dage lagde rensdyrhorn, kvæghoveder, fiskehoveder, brændestammer osv. som offergaver der, i den overtro, at de ville have held med den beskæftigelse, som de pågældende genstande henviste til. »Missionsvæsenet har taget denne forestilling fra dem og fjernet de ofrede genstande.« 

En lignende historie som den om Simalangos gengældelse fortælles også om Gir'ko: I gamle dage ofrede en mand altid helleflynderhoveder til sieiden (Gir'kot) og havde altid held med fiskeriet. En dag, hvor han i godt vejr fangede en stor helleflynder, sagde han: »Siei'dai dal bal'ka njunnai« (nu skal sieiden få skidt på næsen). Da blæste en kraftig storm op fra vest, båden fyldtes, og det var med nød og næppe, at han slap med livet i behold.

5. Vest for søen ČuoI'kajaw're tæt ved bjerget Bærral-oai've står en sort sten, der ligner en siddende person; den er på størrelse med en mand. Denne sten skulle være blevet dyrket af en fjeldsame fra Koutokæino, Simon Vars, der levede omkring 1860, »og han forblev rig hele sit liv.« 

6. Bæccegæli-hal'de, et bjerg på 1262 meter på grænsen mellem Kvænangen og Nordreisa, må efter navnet have været et helligt bjerg.

7. I Guow'ča-luok'ta-bugten, Bjørnebugt, står en sieide, en stor grå sten.

8. Turdes niarg, hvide bjerge (Olsen). Jeg kender ikke beliggenheden.

På landtangen Bankenes står Bap'pa (præsten), norsk: Prestesteinen, en mørk sten med en spids, som ligner et menneskehoved med en hvid krans af kvarts om halsen, hvilket ligner en præst med hvid præstekrave. Også den blev hilst som Simalango.

Skjervøy

1. Skjervøyguden på vestsiden af øen Skjervøy, en sten.

2. Gir'ko (kirken), et bjerg på øen Arnøy ved Kirkenes i Langfjorden. Dette bjerg ofrede man førhen havørreder til for at give held i fiskeriet.

3. Tæt ved gården Meiland er der nede ved kysten en sten, der ligner et alter. Den hilste man på ligesom Simalango (se side 346).

4. Onne-gæd'ge (lykkesten) i Fawres-or'da på fastlandet er en sten, der blev dyrket både med hilsener og brændevin (Johan Turi, Muittalus samid birra – En bog om Lappernes liv, s. 90 = 215).

Nordreisa

1. Raisduoddar-hal'de, et 1294 meter højt bjerg på rigsgrænsen (grænsepæl nr. 304), må efter navnet have været et helligt bjerg.

2. På højen Roggilčacca skal der være en sieide.

3. Nedenfor bakken Sieidenjunne, vest for Bæccegæli-hal'de (se Kvænangen nr. 6, s. 347), står i dalen Sieidevag'ge, der gennemstrømmes af Sieidejokka-floden, en sieide – en stor sten dækket af jord og rensdyrlav ikke langt fra rensdyrstien. Rundt om stenen kan man stadig finde rensdyrhorn i jorden. Denne sieide blev dyrket af Aslak Mattisen Loggje fra Koutokæino (født ca. 1783). Han slagtede altid et fedt rensdyr, smurte stenen med blod og fedt og ofrede også hornene og indvoldene til stenen. – På Sieidenjunne har der førhen ligget en hvid sten, der lignede et menneskehoved. Nils Andersen Eira fra Koutokæino fortalte mig i 1895, at hans bedstemor Risten med fødderne skubbede stenen ned i Sieidejokka-elven. Hun forvred imidlertid sin hofte derved, hvilket plagede hende hele livet. »Man kunne finde penge og skeer lavet af rensdyrhorn ved Sieidenjunne.«

4. Et andet Sieidenjunne er et bjerg på Gabma-skai'de beliggende mellem floderne Gabma-jokka og Molleš-jokka. Også her finder man rensdyrhorn. Denne sieide er sandsynligvis identisk med sieiden, som Paulaharju (Muisteluksia, s. 169) nævner på bjerget Seitteras-vaara ved floden Muldisjoki; for Siei'derašša ligger ved floden Mollešjokka (= Muldisjoki).

5. Sieide-gæd'ge (sieidestenen) ved søen Sieide-luobbal vest for Somaš-jaw're, nær rigsgrænsen.

6. Sieide-oai've (sieidehovedet), et bjerg nær rigsgrænsen (grænsepæl nr. 307). Her plejede rensdyrjægerne tidligere at ofre horn.

7. På bjerget Njar'gavarre nordvest for søen Reisenvatn er der en sieide (Paulaharju, Muisteluksia, s. 169).

8. Gir'je-gai'sa (det spraglede bjerg), også kaldet Aslak-addja-gai'sa (gamle Aslaks bjerg), har sit navn fra de spraglede sten, der findes der. Når den gamle Aslak Mattisen (se nr. 3) nærmede sig bjerget og ville passere gennem Roggilvag'ge-dalen, iførte han sig smukke klæder af stof for at ære bjerget for at forhindre, at der rullede sten ned på ham og hans hjord. Paulaharju fortæller (s. 169): »Da han blev gammel og ikke længere kunne drage til kysten med rensdyrene, tog han en 50-60 centimeter lang, grå sten fra bjerget Gir'jegai'sa med sig og beholdt den som sin husgud. Først opbevarede han stenen i floden nær sin hytte og gik hver dag ned for at besigtige den, tog den op af vandet, gnubbede den og lagde den tilbage på sin plads. Men da han blev så gammel, at han ikke længere kunne gå ned til floden, lagde han stenen ved hovedenden af sin seng, hvor han opbevarede den indtil sin død.« Ifølge en anden beretning var stenen, som den gamle havde i sengen, ikke den samme, som han havde taget med sig fra bjerget Gir'jegai'sa. Han var ikke helt klar i hovedet og må have mistet stenen. Hans husstand gav ham derefter en anden mindre sten fra floden. Den gamle påstod derfor, at hans barnebarn havde stjålet halvdelen af stenen.

________________

En same tog en udsmykket ske og et bæltebeslag fra sieiden i Sieidevag'ge-dalen (se nr. 3). Senere blev han plaget af uro og søvnløshed, så han måtte lægge tingene tilbage.

Lyngen

1. Sieide-čok'ka, norsk: Kvalvikhausen, en isoleret bjergtop, synlig på lang afstand; i nærheden finder man landtangen Sieide-njar'ga og i havet fiskegrunden Sieidemadde.

2. På Čoal'me-njar'ga, norsk: Salmenes, på østsiden af Storfjorden, siges der at stå en sieide.

3. I Nordmandvik finder man Sieidegied'de (sieide-engen).

4. I Sørfjord står der på vestsiden af fjorden mellem Musnes og Feitelv to store sten, den ene, »Sjøbenstein«, ved kysten, den anden, »Landbenstein«, ca. 20 meter højere oppe. Den sidste var tidligere en offersten.

5. Siei'de eller Siei'de-čok'ka er et bjerg nord for Laksvaseidet.

I Skibotn-dalen er der Basse-vuow'de (hellig-skoven) og Basse-jaw're (hellig-søen).

På vestsiden af Storfjorden ligger bjerget Basse-nallan med søen Basse-jaw're, der altid er dækket af is, og Basse-riidet, pl. (de hellige halder).

I Sørfjord har man Ailes-varre (det hellige bjerg) og Ailes-vagge (den hellige dal), norsk: Andersdalen, på den østlige side af fjorden.

Von Westen skriver i 1728:
»I Lyngenfjord er der 24 passevare (hellige bjerge); i Ulfsfjord siges der at være yderligere 7 passevare.«

Karlsøy

Finkjerka (samekirken) er en stor sten ved kysten ved siden af fjeldet Migan nord for gården Nordeidet på øen Reinøy. Når samerne rejste fra Sørfjord til kirken på øen Karlsøy (der var ingen kirke i Sørfjord før 1860), ofrede de mad til stenen. Maden blev dog taget af en fattig mand, der boede i nærheden.

Præsten E. H. Kaurin (ca. 1800) nævner denne sten og skriver: »Lapperkirker er meget høje, firkantede sten, der står isoleret ved havet, og som på afstand ligner et højt hus eller en lille kirke. Ved disse lapperkirker skulle lapperne gå i land på deres rejser og holde deres hokuspokus-andagt.«

I Tysfjord bruges navnet Finkjerka om en hule ved søen Hellemobotnvatn (DKM 11, 8), hvor samerne førhen holdt deres gudstjeneste (Helland, Nordlands Amt IV, 412 f.).

Tromsøysund

1. I Kalfjord står ved kysten nord for Gamkroken Siei'de-gæd'ge (sieide-stenen). Ovenfor stenen finder man Siei'de-varre.

2. På øen Kvaløya står i dalen Finvik-vag'ge Bal'valus-baike-gæd'ge (kultplads-stenen).

3. Finkjerka (samekirken), en stor klippe på øen Rebbenesøy nær gården Skogvik, skulle have været et samisk offersted.

Også på skråningen af bjerget ved gården Oldervik på fastlandet er der en stor sten kaldet Finkjerka.

Malangen

I den nordlige ende af søen Skutvikvatn står Stab'ba, norsk: Stabben, en rund, ca. 30 meter høj klippe af krysolitsten. Det skulle være en gammel sieide.

Målselv

På en landtange i Dæwdes-jaw're-søen (norsk: Dødesvatn) står en stor, menneskelignende sieide, omgivet af mange horn og knogler fra rensdyr. Dette var det vigtigste offersted for Lainiovuoma-samerne.

Bardo

1. Base-čok'ka, norsk: Hjerttind, et 1387 meter højt bjerg, var et helligt bjerg, som ingen kvinde måtte bestige; hvis hun alligevel forsøgte, sad hun fast. Her finder man også Base-jaw're, Base-jokka og Base-vag'ge.

»En mand ville prøve at bestige bjerget. Han tog en kvindehue på hovedet, snørrede skoene med kvindesnørrebånd og steg op ad bjerget. Men da sad han fast der, og han sad der i tre dage, før det faldt ham ind at kaste huen og snørrebåndene fra sig. Da kom han atter fri.«

2. Base-var'do, norsk: Grønfjell, på den nordlige side af elven Bardoelv, efter at denne elv har forladt søen Altevatn. Elven kaldes på strækningen mellem Altevatn og gården Indset Base-ædno. Her finder man Base-jaw're, norsk: Veltvatn, Base-rotto og Base-vuow'de.

3. Fra nord løber Sieide-jokka ud i Altevatn.

4. I den østlige ende af Altevatn er der en stor bunke af rensdyrshorn og knogler, herunder kul og aske. Sandsynligvis har der været et offersted her. På sydsiden af elven mellem søerne Altevatn og Leinavatn er der nogle høje, hvor samerne angiveligt ofrede rensdyrshorn.

5. Vuoidas-gal'lo er en sieide ved grænsepæl nr. 270 i Budal. Til den ofrede mændene hornskeer, mens kvinderne ofrede bundter af rensdyrsener, vundet til snor, og røde snørrebånd. dyr med lang hale (køer, heste, hunde) måtte man ikke føre forbi stenen for ikke at genere den. I nærheden lå bjerget Vuoidas-čok'ka, hvor kvinder ikke måtte komme højere end trægrænsen.

6. Bol'no er en gammel offerhøj ved floden Bol'nojokka nær grænsepæl nr. 272. Samerne ofrede der, når de passerede om foråret og efteråret. Rensdyrshorn og knogler kunne ses i 1896. Kvinder måtte ikke passere der (jf. Demant-Hatt, Lappish Texts, s. 184).

Salangen

1. I Salangerdal (DKN 8, 3) er der en klippe kaldet Ak'ko (gamle kvinde), der ligner en siddende kvinde. Til denne klippe blev der ofret for at sikre rensdyrenes trivsel.

2. I Nuonnavag'ge-dalen, norsk: Håkavikdal, (DKN 8, 3), er der en »Basse« (hellig plads).

3. I den øverste ende af dalen Spansdal (samisk Ruŋ'go) er der en sieide, til hvilken horn og knogler blev ofret (Demant-Hatt, Lappish Texts, s. 90).

Ibestad

Čoar've-čok'ka, nu. Årsteinhornet, var et helligt bjerg, hvor samerne ofrede rensdyrhorn.

Ofoten

1. Harves-čok'ka (Bukkebjerget) eller Basse-varre (det hellige bjerg) (DKN 9, 5 Rivtind), øst for Harves-oai've (Bukkehoved) (DKN 9, 5 Harvesčokka), var et helligt bjerg, hvor der blev ofret. Det var livsfarligt at bestige bjerget i kvindeklæder eller bringe kvindeklæder derop. Giftefærdige kvinder måtte ikke overskride trægrænsen på et helligt bjerg. Hvis kvæget eller rensdyrene skulle drives ned fra toppen, måtte det gøres af mænd eller kvinder, som havde iført sig herretøj. Da der i sidste del af det forrige århundrede opstod en religiøs vækkelse, stoppede overtroen, og kvinder vanærede bjerget ved at besørge deres nødtørft på bjerget. »Varreguš læ vuolehuvvam« – »det stakkels bjerg har vist mistet sin kraft,« sagde en gammel kvinde (1901).

2. Munter er et lille bjerg ved kysten indenfor gården Sletjord (DKN 9, 2). Isak Olsen skrev i 1718: »Især har samerne dyrket afgudsstenen Munter.«.

3. Sølvstenen, samisk Sil'ba-gær'ge (sølvstenen) en sten på den nordlige side af Ofotfjorden (DKM 9, 12), blev førhen dyrket af samerne med knæfald, når de rejste til Lofoten for at fiske. Hvis de vendte tilbage med et godt resultat, ofrede de brændevin og andet som takkeoffer. Dette gjorde man stadig i forrige århundrede. Schnitler skrev i 1743 om denne (?) sten, at for 40-50 år siden smurte samerne stenen med fiskeblod og fiskefedt, og de stak stykker af tobak ind i en revne i stenen. En husmand, der boede i nærheden, plejede at tage tobakken, mens samerne troede, at deres gud havde fortæret offergaverne. Schnitler siger også, at stenen, der stod i en fordybning, dengang var blevet fjernet, og at der ikke længere hørtes noget om sådanne ofre.

4. Altersteinen ovenfor Beisfjorden var en gammel offersten.

5. I Dikedalen, samisk Ribak-vag'ge, er der en gammel offersten. Den er firkantet og på størrelse med et hus. På toppen af stenen er andre sten muret fast. Knogler er fundet omkring stenen.

6. Ivarstein ved rigsgrænsen (grænsepæl nr. 259) var en gammel offersten.

7. På bjerget Goab'rečok'ka, norsk: Snegroptind, (DKM 9, 8), i Tjeldemarken var der tidligere et offersted, hvor rensdyrkød og horn blev ofret.

8. Basse-čok'ka (den hellige bjergspids) og Basse-jaw're (den hellige sø) (DKN 10, 4).

Ved bugten Golloluok'ta i søen Čoar'dajaw're (DKN 10, 7: Kjårdavatn) ofrede samerne tidligere til en svensk same, Ræi'ka, der er begravet der. På rejsen til Norge ofrede de brændevin, tobak, kaffe, penge osv., for at deres forretninger skulle lykkes, og ved hjemkomsten som takoffer »fremmede« (dvs. norske) retter.

Ved søen Sidas-jaw're, hvor kun en lille del ligger i Norge, er der i Sverige flere store, flade sten, hvor samerne tidligere ofrede. I dalen ved den vestlige Bierka-bugt (Væstab Bierka-luok'ta) af Sidas-søen står en stor sten, der tidligere var en offerplads. Den kaldes Hæsta-gal'lo (hestestenen), »fordi nogle samer engang havde stjålet en hest i Norge, og de havde slagtet og spist den ved denne sten« (Scheele og Robson 1827).. - Ved udløbet af søen ligger en anden sø, Basse-luobbal (den hellige sø). Tidligere måtte kvinder ikke gå over isen på denne sø.

Hamarøy

Tæt på gården Klingenberg i Sagfjord, (DKL 11, 4), siges der at være en sieide, en kæmpestor sten, der hviler på tre mindre.

Tysfjord

1. Basse-oal'ge (den hellige bjergryg), (DKM 11, 8). Syd for dette er samerkirken. Se også side 350 (Karlsøy).

2. Ruop'ses ger'ge (den røde sten), en firkantet offersten ved kysten mellem Leirelv og Pål-somarset, (DKM 11, 1). Til den blev der ofret brændevin.

Hadsel

Ved Raftsund står der tæt på kysten to store klippestykker, der støtter sig mod hinanden øverst. Disse danner ligesom en høj portal til en stor grotte kaldet Finkjerka. Samerne har angiveligt også ofret til disse (DKK 9, 12). Gården af samme navn omtales allerede i 1610.

Sørfold

Basse-jaw're (den hellige sø), (DKL 12, 10-11).

Beiarn

Vil'ges ger'ge, norsk: Kvitstein (den hvide sten), en sten ved søen Bassejaw're (den hellige sø) (DKK 15, 9), ligner et hundehoved og blev tidligere dyrket.

Saltdalen

1. I Lønsdalen nær vandskellet mod Ranen (DKL 15, 1) er der tre store, mærkeligt formede sten, næsten af form som sametelte. Man ser dem på lang afstand, og de siges at have været dyrket af samerne.

2. På sydsiden af søen Bjellåvatn (DKK 14, 11) ligger en ringmur, en meter høj og med en diameter på 4-6 meter, opført af store, runde, løst sammenføjede sten. Sandsynligvis en gammel offerplads.

Ganske tæt på rigsgrænsen er der i Sverige ved søen »Godli« (ɔ: Guoletæbme, fisketom) en næsten mandshøj sten, som nomadesamerne fra Saltdalen har brugt som alter. Stakke af rensdyrhorn og knogler ligger stadig der..

Stiftet Trondheim

De samiske saivobjerge, der er opregnet i Jessen's »Afhandling om de Norske Finners og Lappers hedenske Religion«, s. 40-42, og som dels ligger i det nordligste Jemtland, dels i Nordtrøndelags amt, er for de flestes vedkommende blevet identificeret af Wiklund.

Hammond nævner endnu tre sådanne bjerge: 1) Janika. 2) Serit, nu Sirikhumpen, begge i Beitstaden ind mod Åfjord, 3) Toldalshatten i Beitstad. Bjerget Vuenjenolka i Børgefjeld, som Hammond nævner som et saivobjerg, er sandsynligvis Vuonjal-olke, norsk: Kvigakslen, i Hatfjelldalen (DKJ 19, 4).

I Hatfjelldalen har man Saivoen-čokka (DKK 19, 1) og i Namdalen bjerget Saivvo-čotte (DK 57 B 7). Randulf nævner også Harchild saivo = Hartkjølen (DK 54 B 17) i Namdalen nær ved rigsgrænsen (Kildeskrifter I, 43).

Midt i søen Tunnsjø (DK 54 C 13-14) ligger øen Gudfjeldøen som et enligt bjerg formet som en kæmpe, stump kegle, 814 meter høj. Bjerget kaldes Gudfjeldet eller Tunnsjøguden eller Guden, på samisk Čokkere. Fra toppen går en dyb revne ned til bredden; i denne revne ofrede samerne tidligere rensdyr. Disse blev bundet fast der og måtte derfor dø af sult. Inden for de seneste to menneskealdre er der blevet ofret til bjerget (1883)..

Bjerge, hvor man murede rensdyr inde levende og ofrede dem på denne måde, kan også betragtes som hellige bjerge. Skovfoged N. Martens skriver, at han i 1863 fandt en meget stor stenrøs på en bjergtop ved bjerget Jutehatten (rigsgrænsepæl nr. 182 i Lierne sogn); derinde var der en temmelig stor, åben plads fyldt op med jord. Da jorden blev fjernet, kom der knogler til syne, først kun nogle få, men derefter et temmelig komplet rensdyrskelet. Stenrøsen stammede fra hedensk tid, hvor samerne plejede at ofre til deres guder. Ofringen foregik ved, at man indemurede et levende rensdyr og omgav det med en høj stenrøs. Stedet, der blev valgt til et sådant offer, var altid en isoleret beliggende bjergtop. »Jeg har på mine rejser ofte stødt på sådanne stenrøser og fundet skeletter af større eller mindre rensdyr i dem.«

Sydsamernes forestillinger om de underjordiske ånder, der bor i saivobjergene og er forbundet med de dødes sjæle, er, som Wiklund har påvist, af skandinavisk oprindelse og bør ikke overføres til de hellige bjerge (Basse-varek) i de nordlige Lapmarker.

Langs kysten er der store sten eller fjelde, som man ifølge gammel tradition skulle hilse på, når man første gang sejlede forbi dem. Sømændene forsøgte at få fremmede, der ikke kendte området, eller den dreng, der sejlede til det store kystfiskeri for første gang (en sådan dreng blev kaldt en skårunge), til at lette på hatten under et eller andet påskud, hvorefter de sagde: »Nu har du hilst på damen« eller lignende. Sådanne bjerge var Lekamøen (DKH 19, 9). Vågekallen, egentlig en sten (ifølge sagnet en forstenet rise), også navnet på hele bjerget (DKK 10. 1). Svolvær-gjeita eller Svolvær-kjerringe, Svolvær-jura (DKK 10, 3). Bonnstenen og »Svenn i Molldøra«, to store sten på øen Store Molla (DKK 10, 4-5). Vågneskjerringa (ifølge sagnet en forstenet rise), en sten ved gården Vågnes i Tromsøysund, Pessen,, en sten ved Grøtnesodden i Tromsøysund, Nakkekjerringa, en sten ved bjerget Auskarnakken i Ulfsfjord, Brynilkjerringa, en sten nær øen Brynilen på grænsen mellem Finnmarken og Troms amter.

At samerne hilste på sten eller bjerge ved kysten, er allerede tidligere nævnt: Måsøy Nr. 5, Talvik Nr. 4, Alta Nr. 1, Kvænangen Nr. 1 og Bappa. Skjervøy Nr. 3 og 4. Man kunne være fristet til at mene, at skikken med at hilse på sten eller bjerge var af samisk oprindelse, hvis ikke det havde været fordi, skikken også blev brugt i områder, hvor samerne ikke boede. K. Braset fortæller, at bjerget Ladehammerkjerringa nær byen Trondheim blev hilst på på samme måde som nævnt ovenfor..

I sognet Västra Harg i Sverige er der en høj bjergtop, »Bönegudens bärg«. Tidligere var det skik, at ingen gik forbi det uden at løfte på hatten som hilsen, og kvinderne bukkede pænt. Der boede bønneguden, og alle, der gik forbi, skulle vise ham respekt.

Som Jón Árnason fortæller, er det en gammel skik på Island, som stadig holdes i hævd, at alle, der sejler til øen Drangey for første gang om foråret, hilser øen ligesom der også bliver hilst på to store sten (Karl og Kerling ɔ: Mand og Kvinde), der står tæt på øen. Han bemærker, at dette nu mere gøres i sjov end i alvor, og at det er en rest af den gamle tro på øens beskyttelsesånd (landvættur).

J. Storaker skriver: »Når man om foråret tager kvæget op på græsgangene, skal man hilse på visse sten eller gamle træer; ellers bliver kvæget uroligt og bliver ikke i indhegningen. Man har ofte en overtroisk frygt for sten eller gamle træer, fordi man mente, at skjulte væsener opholdt sig i dem.«

Det mest sandsynlige er måske, at skikken med at hilse på visse sten eller bjerge blandt samerne og nordmændene er opstået uafhængigt af hinanden, og at den samiske skik er en rest af deres gamle tro. Högström fortæller, at samerne »med bart hoved og krybende på alle fire« nærmede sig sieiden, og Per Turi fortæller om en vis same, som i gamle dage, når han så sieiden, tog han hatten af hovedet og satte den ikke på igen, så længe sieiden var indenfor synsvidde. Om en sieide (Pyhäkivi ɔ: hellig sten) ved floden Mutenianjoki i Sodankylä i Finland, fortælles det, at mænd, der sejlede forbi stenen i båd, tog deres sko af fødderne og hatten af hovedet.