Samlingens skæbne (Árni Magnússons Levned)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árni Magnússon (1663-1730)

Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson

XV
Samlingens skæbne efter Árnis død.

Således som samlingen forefandtes ved Árnis død er den i alt væsenligt blevet bevaret. Det bemærkes, at allerede den 13. januar 1730 og de følgende dage blev alle skrevne sager på eksekutorernes foranstaltning nedpakkede i »tomme trælader for at transportere dem til mag. Hunnerups«, hvor der skaffedes værelse til dem; disse »lader« var mærkede A—Q, og desuden var der 7 kister. Gram erklærer senere, at alt er i bedste behold på universitetsbiblioteket i dertil indrettede skabe. Jón Ólafsson meddeler (1027, 4°), at Árnis bøger var de første, der efter branden kom på »Akademiets Bibliotek, som er på Rundetårn ved Trinitatis kirke«, »og det er grunden til at de står der inderst over koret«. Jón Ólafsson forfattede (d. 10. august påbegyndt) en katalog over den, både håndskrifterne og (senere) brevene og gav dem bestemte tal efter folianter, kvarter og oktaver (duodezer). Af de således opførte numre mangler kun ganske få, der på en eller anden måde er gået tabt. Ligeledes er der ingen tvivl om, at nogle få har tabt blade, flere eller færre. Sagen er den, at tiltrods for fundatsens strænge bestemmelser er i tidens løb håndskrifter udlånte eller fjærnede, hvilket ikke altid har været til gavn for dem. Således bortkom de 14 blade af Hauksbók kort efter 1821 på en eller anden måde fra deres plads og førtes til Island, hvor de i flere år opbevaredes i den isl. oldsagsamling, indtil de igen 1887 blev afleverede til samlingen som den retmæssige ejer. Endel håndskrifter er fjærnede og senere havnede i andre biblioteker, også udenlands; således er der ingen tvivl om, at f. eks. Kall 668,8° har tilhørt Árni; han har selv påtegnet, at han har fået det som gave af Reitzer 1715; oplysende er, at Kall har købt det på Webers auktion; denne har altså udtaget håndskriftet og aldrig leveret det tilbage til samlingen. Det var eforernes og bibliotekarens pligt at våge over, at intet bortkom. Samlingen ses at være bleven undersøgt, således i novbr. —decbr. 1758 — i anledning af fundatsen — af Luxdorph selv (se hans Dagbøger 24/11 og 5-8/12) samt prokansleren Pontoppidan; i en skrivelse til kongen 23/5 1759 meddeler Luxdorph, at de har undersøgt den, og at der »af begyndelsen« mangler 68 codices; af disse havde Möllmann de 6; 3 andre kunde vist skaffes tilveje, medens man intet vidste om de øvrige 59. Disse er dog kommet for lyset og satte på deres plads. Håndskriftsamlingen er gentagne gange i tidens løb bleven undersøgt, således f. eks. 1861 för flytningen til det nye bibliotekshus.

Jón Ólafssons katalog omfatter nr. 1—379b i fol.; [Kålunds 485 eller 106 mere ; nr. 1—901 i 4°, [Kålunds 1063, 162 mere]; nr. 1—481 [= Kålunds] i 8°.

I Bartholins udkast til fundatsen findes bestemmelser om at gaver af manuskripter bör modtages og at sådanne også kan købes for legatets midler. Dette findes som bemærket ikke i Grams udkast og det er heller ikke optaget i fundatsen Tanker om en mulig forøgelse har altså været tilstede, og det er også sket, at Árnis samling i tidens løb er på forskellig vis bleven forøget.

En forøgelse i egenlig forstand kan sådanne håndskrifter knap kaldes, der har tilhørt Árnis efterladenskaber, tildels også udarbejdede af ham selv eller for ham, men af en eller anden grund ikke er medtagne af Jón Ólafsson. Hertil hører mange jordebogsarbejder. De er bleven opbevarede i de såkaldte universitetsadditamenta, men under udarbejdelsen af katalogen af dr. Kålund er de samlede og indlemmede i samlingen efter billigelse af bibliotekaren (1884). Det er ikke få numre. Hertil er alle Jon Ólafssons egne arbejder knyttede, der sammesteds er bleven opbevarede, de er heller ikke få; deriblandt hans store, af 9 tykke foliobind bestående udkast til et islandsk-latinsk leksikon, som han begyndte meget tidlig på, hans runologi og meget mere. Disse hans efterladenskaber kan siges at være med rette indlemmede i samlingen i henhold til fundatsens § 14 Nogle testamentariske bestemmelser af Jón kendes ikke.

Forøgelsen består dernæst i forskellige kataloger (394, 477-85 fol. 923-27, 1059-62. 4°), udarbejdede af forskellige (især stipendiarerne) både för og senere, til brug for samlingens benyttere. Det havde været Árnis tanke, at stipendiarerne skulde afskrive håndskrifter: af sådanne afskrifter findes endel også af håndskrifter udenfor samlingen (som Wolfenbüttler-rimehåndskriftet; 387 fol.; jfr. 391 fol., 920, 4°, 1063, 4° og nogle flere)

Ved gaver er samlingen også bleven forøget (385-86 fol. i 1837; 393; 916, 917 a-b i 1839; 967-70 i året 1886, 1055, 4° (fra forf.), som dog honoreredes med 20 rdl.). Fra Rigsarkivet hidrører 1056. Når bortses fra de nedennævnte samlinger hidrører den störste håndskriftgave fra Det kgl. nordiske Oldskriftselskab; dette havde i årenes løb samlet ikke få yngre håndskrifter, især saga-afskrifter; man erkendte, at det i grunden var hensigtsløst at have dem i Selskabet, og de blev så 1883 afleverede til Árnis samling; det er 395—406 fol., og de allerfleste i gruppen 928—73, 4°, o. 50 ialt. Nogle enkelte håndskrifter blev afleverede af Gisli Brynjólfsson 1886.

Endelig består et par numre af forskellige strimler, stumper og blade, der er bleven nyttede til omslag og lign. og samlede (392 fol., 921, 4°), samt et par, hvis herkomst er usikker.

Blandt de såkaldte Accessoria (nu ialt 38 numre), der indeholder håndskrifter, tilkomne efter den trykte katalogs afslutning, er der dels gaver, dels afskrifter, besörgede for legatet (V. Finsens retshistorie: her findes også originalen, dels købte håndskrifter afskrift af forarbejder til Cleasbys ordbog. Accessoria 2. købt 1856 for 150 rdl.: et större tildels meget vigtigt rime-håndskrift på papir, købt 1902).

Hvad dokumenter og breve angår, havde samlingen 1772 modtaget nogle breve, særlig tilhørende St. Agneteklostret i Roskilde. Formentlig er dette sket ved en misforståelse og senere er de bleven afleverede, se herom nedenfor.

Hovedsagelig er det 5 samlinger, hver udgörende et hele for sig, som senere er erhværvede dels ved køb, dels som gave.

Der er for det første R. Rasks samling. Under sit to-årige ophold på Island havde Rask erhværvet en hel del håndskrifter, altsammen yngre papirshåndskrifter, af meget forskellig værd! Dertil kommer flere af hans egne skrifter (også trykte, med hans egne rettelser). Det er ialt 119 numre. De købtes af Rasks arvinger 1833 for 150 rdl.

Dernæst er der M. Stephensens samling. Det er ialt 78 numre, hovedsagelig bestående af juridiske skrifter og afhandlinger. Justitiarius M. Stephensen døde 1834. Legatet købte 1835 samlingen af hans arvinger for 100 rdl. Der er ret værdifulde ting iblandt, deriblandt er en afskrift af Árni selv (1a;jfr. ovf.).

En yngre isl. jurist Stefán Eiriksson(d. 1837) testamenterede legatet 1837 sin lille samling af juridiske håndskrifter, 6 numre ialt. Kommissionen sendte hans fader et par skrifter til erkendtlighed. Det samme gjorde stiftamtmand L. A. Krieger, der 1839 skænkede legatet 4 håndskrifter, hvoriblandt en række alþingisbækur. 1854 meddelte Jón Sigurðsson, at han i et hds. fra Island havde fundet 30 á 40 viser, der utvivlsomt har tilhørt AM 151, 153—55, 8°; de blev nu afleverede og indsatte i disse numre. 1856 vedtoges i Kommissionen at købe biskop Stgr. Johnsens brevafskrifter (2662 ialt) for 166 rdl. 36 sk. til brug for det påtænkte Dipl. Isl.

Prof. K. Gislason (d. 1891) testamenterede ikke blot sine midler til legatet (hvorom senere), men sine skrevne samlinger, 37 numre ialt, hvoriblandt to blade på pergament af en Olafssaga helga. Samlingen består af K. Gislasons egne, tildels meget værdifulde uddrag, samlinger og afskrifter vedrørende sproglige æmner og lign. Deriblandt er også breve til og fra digteren Jónas Hallgrimsson og forskellige af dennes digteriske og litterære efterladenskaber.

Trinitatiskirke og Rundetårn, hvor Árni Magnússons håndskrifter en tid blev opbevaret.

Nogle håndskrifter, deriblandt et vigtigt visehåndskrift blev afleveret 1910 fra afd. provst W. U. Hammershaimbs bo. På en eller anden måde bortkom Árnis og Þormóðs brevveksling, som Jón Ólafsson 1786 havde afleveret til samlingen (jfr. ovf.) og betragtedes i en lang tid som tabt, indtil den opdagedes i det kongelige bibliotek. Den blev da afleveret til Árnis samling og atter indlemmet i den (jfr. Arne Magnussons brevveksl, med Torfæus s. V—VI).

Samlingen er således ikke bleven så lidt forøget efter Árnis død. På den anden side har der ikke manglet forsøg på at forringe den, idet man især fra norsk og islandsk side har stillet krav på breve og enkelte håndskrifter, som Árni i sin tid formentlig havde fået til låns og som han eller eksekutorerne i boet skulde have tilbageleveret: det drejer sig om breve, der især har tilhørt bispestolene.

Først skal bemærkes, at til Árnis brevsamling hørte en samling af schwerinske breve og dokumenter (121 ialt). Árni siges etsteds at have købt dem; de skal under 30-års krigen være tagne som bytte i »Butzau« (ɔ: Bützow) 1624 og førte til Danmark. Allerede i året 1793 ønskede den schwerinske regering at få brevene tilbage, men Kommissionen erklærede, at den ikke vilde gå med til at udlevere dem, men den vilde gærne lade dem afskrive — på regeringens bekostning — og (uden vederlag) kontrollere afskrifternes rigtighed. For samlingen som sådan havde disse breve i og for sig naturligvis kun ringe betydning. Da så den schwerinske regering atter ønskede at få dem, havde legatets daværende styrelse en anden opfattelse af sagen og viste sig mere villig — der udtaltes at man væntede en »erkendtlighed« for villigheden; hvori denne skulde bestå, siges dog ikke —, det blev så af kongen resolveret, at de skulde udleveres; dette skete 1817; de blev afleverede til den meklenborgske konsul I. P. Hjorthöj d. 21. juni; hans kvittering for modtagelsen findes endnu.

1843 indløb der fra Norge reklamering af norske breve (Stavangerbreve, Christiansand-bispearkivs breve, hvorfor der havdes Árnis kvittering, 324 ialt) gennem gesandtskabet til det danske Kancelli. Kommissionen gav straks det eneste mulige svar, at det var den umuligt at give noget endeligt svar herpå, för hele samlingen var nöje undersøgt; samlingens breve var i den störste uorden. Jón Sigurðsson, dengang stipendiarius, gik i lag med at undersøge og ordne den hele brevmasse (han havde genfundet en stor samling diplomer, der ansås for tabt), men han udtaler allerede nu store betænkeligheder på grund af mulige følger. Det fremhævedes, at ved Árnis død var der ikke fremkommet nogle krav, men da burde de være stillede; ligesom også, at hvis de pågældende breve forefandtes og skulde udleveres, måtte der først tages afskrifter af dem. Der gik nu en lang tid uden noget bestemt svar fra Kommissionen, uagtet den gentage gange af Kancelliet mindedes om sagen. 1847 kunde J. Sigurðsson meddele, hvilke breve med nogen sandsynlighed kunde hidrøre fra Stavanger kapitel, ialt 88 breve. Kravet fra norsk side støttede sig på Kieltraktatens ord. Dette krav blev nu yderligere udvidet i 1847 til også at gælde visse håndskrifter. Man gjorde dog gældende, at hvis man ikke vilde erkende, at der var strængt juridiske beviser for norsk ejendomsret til brevene og håndskrifterne — dette tvivlede man altså om —, forefandtes der uden tvivl historiske beviser derfor, som man kaldte det. Kommissionen erklærede imidlertid atter, at de nødvendige undersøgelser endnu ikke var helt færdige. Endelig 24. juni 1851 afgav Kommissionen, efter at have modtaget en ret skarp skrivelse fra Ministeriet, det endelige, ret vidtløftige svar. Dette var imidlertid ikke enstemmigt.

Forud var der gået en forhandling mellem Kommissionens medlemmer (Rafn, K. Gislason, J. E. Larsen, Werlauff og Ørsted). J. E. Larsen udviklede, at der ikke kunde foreligge noget retsgyldigt krav, da Kieltraktaten kun tog sigte på statsdokumenter, men ikke breve og denslags, der tilhørte private mænd eller institutioner. Rafn og K. Gislason sluttede sig hertil, men erklærede iøvrigt bestemt, at de ikke under nogen omstændigheder kunde gå med til at udlevere noget som helst af samlingen. Werlauff vilde afgöre sagen i mindelighed og tænkte sig den udvej, at de norske breve udleveredes mod. at man fra norsk side til samlingen afleverede hvad der i Norge forefandtes af norsk-islandske skindbøger eller brudstykker af sådanne. Ørsted erklærede sig uenig med J. E. Larsen angående retsspørsmålet, men sluttede sig ellers til Werlauffs forslag. Dette sidste forslag var iøvrigt fremkommet ved et tilbud fra norsk side om til gengæld at ville til Danmark aflevere visse dokumenter som de Münchenske arkivsager og andre danske diplomer, men Rafn og K. Gislason erklærede, at disse overhovedet ikke vedkom legatets »egenlige og oprindelige formål«; de kunde »i intet tilfælde antages at ville bringe legatet noget passende vederlag for det, som det til gengæld derfor skulde miste«. Også J. E. Larsen viste sig stemt for et bytte.

Kommissionens skrivelse afsendtes til ministeriet og en afskrift deraf til Konsistorium, der nedsatte et udvalg, bestående af Werlauff, Allen, K. Gislason og P. G. Thorsen, til at behandle sagen; også det juridiske Fakultet afæskedes en udtalelse og det afgav 25/8 1851 en betænkning, der gik ud på, at den Arnamagnæanske stiftelse utvivlsomt måtte antages at have hævd på alt til dens samlinger henhørende og hertil sluttede Konsistorium sig, idet det dog, »for at sagen kan finde en afgörelse, med hvilken man fra bægge sider kan være tilfreds«, tiltrådte Werlauffs forslag, og 30. sept. resolverede Ministeriet følgende mageskifte, der var tiltrådt af rigsarkivar Lange., som havde den norske regerings fuldmagt til at slutte en overenskomst:

»I. Den Arnæ-Magnæanske stiftelse overlader den norske regering mod det under II omhandlede vederlag:

a, pergamentshåndskrifterne i samlingen 328. 329a. 332 fol.
[ɔ: Den røde bog, Bergens kalvskind. Trondhjemske domkapitels kopibog].

b, stiftelsens norske diplomsamling, dog herunder ikke iberegnet fasc. 100 og de diplomer af forskellige fascikler, der er
befundne at være danske eller svenske.

II. I vederlag overlader den norske regering til den Arnæ-Magnæanske stiftelse:

a, den hidtil i Christiania værende del af de fra Baiern erhværvede archivalier med undtagelse af de numre, som af rigsarkivar Lange og professor Allen er fundne at måtte henregnes
til erkebiskop Olaf Engelbrechtsens archiv,

b, de på den indsendte fortegnelse I under nr. 1—58 opførte
membranfragmenter,

c, de på den ligeledes indsendte fortegnelse nr. II opførte danske diplomer,

d, de facsimiler, der i sin tid er tagne af nogle til den under
I b omhandlede samling henhørende pergamentsbreve til brug
ved udgaven af Norges gamle love,

e, af den det norske Universitet tilfaldne Andersenske samling
de dokumenter, breve og trykte småsager, som efter conferentsråd Werlauffs og bibliotekar Thorsens skön angår Danmark.

III. Det overlades rigsarkivar Lange og bibliotekar Thorsen 
at aftale det videre fornødne om fuldbyrdelsen af mageskiftet, »dog således, at overenskomsten i et og alt skal være udført inden udgangen af august måned næste år«.

Dette mageskifte blev stadfæstet af kongen. Konsistorium ønskede til sin tid meddelelse fra Kommissionen om, at mageskiftet er fuldbyrdet, for så at meddele Ministeriet dette. Men mageskiftet kom aldrig i stand.

Det norske Ministerium tilskrev det danske Ministerium 10 
febr. 1852, at det ikke kunde tilråde, at den istandbragte overenskomst om et bytte af Arna-Magnæanske dokumenter med
 forskellige i Norge bevarede arkivalier m. v. sættes i udøvelse i
 deres fulde udstrækning eller i den form, hvori den nu er affattet. Kommissionen blev nu spurgt angående dette forslag fra
 norsk side, og det henstilledes til den af Konsistorium, om ikke
 de ønskede ændringer kunde finde sted. Det udvalg som nedsattes i sagen, delte sig; Allen og K. Gislason frarådede forslaget 
medens Thorsen og Werlauff kunde gå ind derpå; 19. maj 1852 
sender Kommissionens sekretær, Jón Sigurðsson, en skrivelse 
til dens medlemmer, hvori han bestemt fraråder enhver ændring
 i overenskomsten, som han iøvrigt fra først af har været imod. 
Werlauff fastholdt stadig sit forslag. Nu går der nogle år uden
at man fra norsk side foretog sig noget. Så findes der endelig
 under 4. juli 1806 i mødeprotokollen følgende udtalelse om sagen: »Efter sagens nuværende stilling var Kommissionens medlemmer enige i, at deri nu var indtrådt en forandring, derved
 at flere år er hengåede uden at man fra norsk side, i det mindste ikke direkte, har erindret om samme, hvoraf synes at fremgå, at man ikke mere bryder sig om det kontraherede bytte men
 er tilböjelig til at lade sagen falde bort; det blev derfor besluttet 
at denne sag skulde udsættes indtil videre«.

' Hermed var sagen i virkeligheden afsluttet, og den er ikke siden kommen på bane igen.

I 1891 modtog Kommissionen en skrivelse fra rigsarkivar A D. Jørgensen, indeholdende en henstilling om til Rigsarkivet at udlevere alle danske diplomer, der fandtes i samlingen; det vedtoges at udtale, »at man såvel af hensyn til det Arnamagnæanske legats stifter og på grund af vigtigheden af, at stiftelsens betydning ikke forringes, som under henblik til de mulige konsekvenser en sådan afståelse kunde have, ikke så sig istand til at tilråde nogen som helst udskillelse eller afhændelse af samlingens hidtilværende bestanddele«. Daværende medlem af Kommissionen, højesteretsassessor V. Finsen blev det overdraget at affatte en skrivelse i overensstemmelse med denne beslutning. Hans udkast blev enstemmigt vedtaget. Her udtaltes bl. a.. at »Kommissionen ikke kan samtykke i, at noget af den [samlingen] udskilles og forenes med en anden samling eller arkiv«, hvorefter flere grunde anføres til, at intet bör udleveres. Denne skrivelse blev taget tilfølge, og dermed var denne henstilling bortfaldet.

I den islandske altingssession 1907 blev der vedtaget en resolution i den nederste afdeling, der gik ud på »at opfordre Ministeriet til at træffe foranstaltninger til at de dokumenter, som i sin tid var blevet udlånt til Árni Magnusson, tilhørende biskoppers, kirkers eller klostres eller andre embeders og institutioners arkiver, blev igen afleverede til landet«. I den anledning forfattede landsarkivar Jón Þorkelsson 1908 en Skýrsla over alt sådant, der formentlig burde kræves. Det var ikke småting, og deriblandt endel, som Árni bevislig havde købt eller fået som gave af privatmænd. Kommissionen behandlede sagen i møder, hvor også overbibliotekaren ved det kgl. bibliotek og rigsarkivaren var tilstede, ti lignende krav var bleven stillede til de af dem styrede institutioner. Det viste sig, at der var liden tilböjelighed til at erkende kravets retmæssighed. Bægge de to nævnte mænd erklærede for deres vedkommende, at de vilde modsætte sig enhver aflevering, og Kommissionen på sin side erklærede i en skrivelse af 2. febr. 1909. at den Arnam. stiftelse formentlig måtte antages at have hævd på alt til dens samlinger henhørende, samt udtalte, at den isl. landsarkivars fremsendte »Skyrsla« var et lidet tilfredsstillende grundlag for forhandling. Den daværende bibliotekar, dr. Kålund. udarbejdede en udførlig imødegåelse af den omtalte Skýrsla. Efter at sagen havde hvilet i flere år, blev den fra islandsk side genoptaget 1925. Kommissionens flertal stillede sig nu velvillig til sagen ikke mindst på grund af forudgående forhandlinger om udlevering af arkivalier m. m. til Island, som vi her ikke kan komme nærmere ind på, og vedtog til Island at udlevere de breve (omkr. 700), som ifg. den nævnte Skyrsla krævedes, samt 4 håndskrifter, der efter deres karakter måtte betragtes som embedsarkivalier, det var nr. 235, 274, 276 og 278 b, alle 4°. Dette sanktioneredes af Konsistorium og Ministeriet. Afleveringen fandt sted ved årsskiftet 1927—28.

1920 gjorde rigsarkivar Kr. Erslev krav på, at de ovennævnte St. Agnete klosters breve blev afleverede til Rigsarkivet, fordi de skulde have tilhørt Geheimearkivet. Disse breve var bleven afleverede til den Arnamagnæanske samling fra det kongelige bibliotek i 1772 uden at det kan ses, at de nogensinde havde tilhørt Árni eller hans samling. Også her var Kommissionens flertal imod enhver udlevering, men den ministerielle afgörelse lød på, at brevene skulde udleveres til Rigsarkivet som dettes rette ejer. Hvis det havde kunnet godtgöres, at også disse breve havde været i Árnis eje, var udfaldet måske blevet noget andet. I virkeligheden kan samlingen ikke siges at have lidt noget tab eller skår ved at de nævnte breve ikke er der, da de først fra 1772 kan siges at have været indlemmet i samlingen.

På lignende måde var iøvrigt 3 Tingörebreve blevne afleverede til Island, da det om dem oplystes, at de aldrig havde været i Árnis eje, men at de i nyere tid tilfældigvis og ved en fejltagelse var blevet vedlagt samlingens diplomer. De afleveredes med det udtrykkelige forbehold, at man ikke heri måtte se noget præcedens for afståelse af nogen del af samlingen.

___________________________

Endnu blot et ord om den ydre opbevaring og bevarelse. Fra Árnis død og til den nye universitets-biblioteks bygning var færdig (1861) fandtes samlingen på Rundetårn. Her blev der et par gange flyttet om på den. Noget skødesløst blev den, trods fundatsens strænge bestemmelser, som antydet, undertiden behandlet; enkelte håndskrifter og blade kom udenfor deres gemmested og gik tabt eller kom først senere tilbage. Efter flytningen og især efter at Jón Sigurðsson fik med samlingen at göre er den bleven ordnet og flere gange undersøgt. Da så K. Kålund udarbejdede sin katalog, blev hvert eneste håndskrift, hvert eneste blad nöje gennemgået, og samtidig beskrevet. Tidligere katalogarbejder vil senere blive omtalt.

I det hele må det siges, at Árni opbevarede sine håndskrifter, især dem med gammelt bind, i den forfatning, som han fik dem i. Men overmåde mange var uden bind eller i en dårlig tilstand. Dem eller mange af dem lod han indbinde og til bindene anvendte han, mærkeligt nok, ofte blade af gamle messesangs-bøger med noder. Disse må han altså have betragtet som værdiløse i og for sig. Efter hans død er tid efter anden en hel mængde blevet indbundne eller reparerede. Under udarbejdelsen af katalogen blev de håndskrifter, der var meget lasede og løse. indbundne på ny. Her gik man undertiden måske for ivrigt til værks, idet nogle gamle bind derved vragedes, hvad der måske ikke havde været nødvendigt, men disse bind er opbevarede. Nu er da hele håndskriftsamlingen betryggende behandlet og i en sådan forfatning, som den fortjænte at få.

Hvad diplomerne angår, er de bleven ordnede, især af Jón Sigurðsson, der anvendte meget stort arbejde på dem; de findes samlede i större fascikler og alle forsynede med tal. Om registranter vil senere blive talt. De er for störste delen nu lagt i stærke og tykke kapsler, hvert brev i sit ark af tykt papir.