Bjærgfolks slagsmål
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
79. Bjærgfolks slagsmål
1316. En vejfarende mand mødtes en gang med en bjærgmand tæt ved Lindet skov. Bjærgmanden var i en forlegenhed, som den anden hjalp ham ud af. Til gjengjæld derfor forærede han ham et meget prægtigt uhr. Da manden en tid derefter kom der forbi igjen, havde bjærgmanden lagt alt sit løse gods ud at sole. Nu blev manden nysgjærrig efter at se alt, hvad der var, men det kunde bjærgmanden ikke lide, og for at straffe hans nyfigenhed lod han uhret gå i stå. Manden søgte alle de uhrmagere, der var både i Tønder og Ribe og Haderslev, men ingen kunde stande det. Så gik han hen til bjærgmanden og bankede på og forklare ham, hvilken forlegenhed han nu var kommen i med uhret. Han gav ham det råd, at han skulde tage sin lommekniv og mærke hver pind, der var i hele skoven, så kom uhret nok til at gå.
Nissen, Ramten.
1317. Ved Hårlev i nærheden af Kjøge blev en karl vidne til et slagsmål mellem to trolde. Den ene spurgte karlen: «Skal jeg give ham nogle flere (prygl)?» — «Ja, gjør det,» sagde karlen. Derover blev den anden trold rasende og satte efter karlen. Men den første råbte til ham: «Rid ud af det bolde og ind på det knolde!» Karlen red da over pløjemarken, hvor trolden ikke kunde følge ham, da han ikke kunde springe over knoldene, men måtte gå uden om hver enkelt af dem.
V. Bennike.
1318. Da Hans Peter var vægter og skulde råbe af vagt en nat, sidste gang klokken fire, kom der en bitte mand til ham og bad ham om at følge med op gjennem Lundsgårds skov ved Kjerteminde. «Nej,» svarede vægteren, «jeg vil ikke gå bort, for jeg er færdig.» — «Ja, så følger jeg med dig så længe,» svarede manden. Således skete det; og da nu vægteren var færdig, sagde han: «Ja, jeg kan ikke følge med dig, førend jeg har været inde med min morgenstjærne,» hvorpå han gik ind, medens manden ventede uden for. «Ja, jeg kommer ikke hjem endnu,» sagde vægteren til sin kone, for der står en lille grå mand ude, som har bedt mig o. s. v.» — «Hvem er det?» råbte konen, sprang hen til vinduet og kigede ud: «Nej, ham må du rigtig nok ikke følge,» råbte hun, og dermed fløj hun ud i forstuen og slog døren hårdt i. I det samme hørtes et ynkeligt skrig, og det var, som om hele gården stod i lys lue. Denne begivenhed har Hans Pedersen selv fortalt skomager Clausen, da han var barn.
K. F. Wiborg.
Bjærgmanden har naturligvis villet have vægteren til at hjælpe sig i et forestående slagsmål. Sammenlign forøvrigt hermed de tilsvarende historier i en følgende afdeling betitlet: Nissernes slagsmål. (Se også 1829 og 1337 her efter.)
1319. Der var en bjærgmand i Hasle höj, og der var én i Borum-Ææshöj. Han i Hasle höj havde en kølle, de kaldte en stridskølle, og skaftet på den var kilet med bøg. Så kom de i træde, og ham med køllen vilde slå den anden ihjel. Han kylte den også efter höjen, men den faldt i en mose nordøst for Borum. Det var lige i kanten af mosen ved Vind skov, og idet den faldt, gav det sådant et stød, at kilerne sprang af, og så sprang der syv bøge op fra dem. Der er ikke flere bøge i den skov end de syv. Der var alligevel sådan kraft fra stridskøllen, at den straks sprang op igjen, og så blev den ved at flyve videre. Endelig slog den det hul, som kaldes Lading sø, og der ligger køllen endnu, det gjælder blot om, at den kan findes.
Hans Nielsen Smed, Skjörring.
Er egentlig et kjæmpesagn. Se videre herom under «kjæmper» i en følgende afdeling.
