Didrik af Bern - Didriks Endeligt
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Fornsvensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
|
|||
|
Tredivte Fortælling
393. Derefter er der ikke fortalt noget om, at Kong Didrik siden skal have spurgt til saadanne Kæmper eller Riser, som det syntes ham at være til Berömmelse at slaaes med. Kong Didrik var nu saa stor en Kæmpe og berömmelig Helt, at Ingen torde sætte sig i Ligning med ham; og han satte nu ene sin Berömmelse i, at jage saadanne store Dyr, som andre Kæmper ikke torde ride imod. Ofte red han med faa Folk paa Dyrejagt, og udförte der mangen Heltedaad, som vi ei kunne optegne, og ei have spurgt. Kong Didrik var da næsten krafteslös af Alderdom, men han förte dog sine Vaaben vel. Engang havde han taget Bad i den Stad, som nu kaldes Didriksbad. Da raabte een af hans Svende: „Herre! her löber en Hjort[1], og aldrig saae jeg, ei heller kan Nogen have seet saa stort eller saa prægtigt et Dyr.“ Da Kongen hörte dette, sprang han op og tog sin Badekappe, svöbte den om sig, og raabte, da han saae Dyret: „Tager min Hest og mine Hunde!“ Da löb Svendene saa hurtigt de kunde for at tage hans Hest. Nu tyktes Kongen, at det var for længe at bie, da Dyret löb rask, og han saae da, hvor der stod en meget stor Hest med Sadle; den var sort som en Ravn, og han löb til den og sprang paa dens Ryg. I det samme sloge Svendene Hundene lös, men Hundene vilde ikke löbe efter denne Hest. Nu löb Hesten under ham hartad raskere, end noget Slags Fugl flyver. Hans bedste Svend red efter ham paa hans bedste Hest Blanka, og ham fulgte alle Hundene. Kong Didrik fandt nu, at dette ikke maatte være nogen Hest, og han vilde nu slaae sig lös af dens Ryg, men han kunde ikke hæve noget af Laarene op fra Hesten, saa fast sad han. Da raabte Svenden paa ham og sagde: „Herre! naar vil du komme tilbage? Hvorfor rider du saa hastigt?“ Kong Didrik svarede: „Jeg rider ilde,“ sagde han, „dette maa være en Djævel, som jeg sidder paa. Men tilbage mon jeg komme, naar Gud og Sancta Maria vil.“ Og dernæst fjernede de sig fra hinanden, saa at Svenden tabte Kong Didrik af Syne; og aldrig har man siden spurgt til ham, og Ingen veed, hvor han fra den Tid er bleven af; men saa sige tydske Mænd, at de have faaet at vide i Drömme, at Gud og Sancta Maria have ladet Kong Didrik nyde godt af, at han mindedes deres Navne ved sin Död.
- Her slutte vi denne Sagas Frasagn.
Noter:
- ↑ sort Hest, P.
