Snotra
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Snotra
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Der fortælles, at engang i gamle Dage kom en Kvinde med et anseeligt Ydre, men som Ingen vidste Noget om, til Næs i Borgarfjorden. Hun bosatte sig der, og jo bedre man lærte hende at kjende, desto bedre syntes Folk om hende. Hun kom snart til at bestyre Gaarden, og blev siden Eierinde af Næs, men der meldes Intet om, hvorledes Tilstanden paa Gaarden var før hendes Tid. Hun tog en Gaardstyrer i sin Tjeneste og paalagde ham at sige hende, hvor hun opholdt sig næste Juul; thi da vilde hun drage hjemmefra og blive borte Julen over. Manden sagde, at det kunde han vist ikke sige hende, men hun sagde, at hvis han ikke kunde sige hende det, vilde det koste hans Liv, kunde han det derimod, skulde hun lønne ham vel derfor.
Det lakkede nu hen mod Julen, og Juleaften lavede Snotra sig til Reisen, men Ingen vidste, hvor hun drog hen. Efterat Juletiden var til Ende, kom hun hjem igjen, gik til sin Gaardstyrer og spurgte ham, om han nu kunde fortælle hende, hvor hun havde været henne i Julen? Han svarede Nei, hvorpaa han forsvandt pludselig, uden at Nogen vidste, hvad der blev af ham. Paa samme Viis gik det den næste og den tredie Gaardstyrer, der toge Tjeneste hos hende. Hun fæstede dem Alle paa eet og samme Vilkaar. Det var en staaende Vane, at hun drog bort hver Juul, siden gjorde hun dem Alle det samme Spørgsmaal, men Ingen af dem kunde besvare det, og saa forsvandt de Alle.
Endelig kom der Een til hende, hvem hun gjorde det Samme til Pligt. Han sagde, at hvis han kunde, saa skulde han nok sige hende det. Nu led det henad Julen og Juleaften lavede Snotra sig til, kort før Solnedgang, for at drage fra Hjemmet, som hun pleiede, men Karlene gik tilsengs i deres Kammer. Gaardstyreren var vaagen og lyttede efter, naar Snotra gik ud af Gaarden, da gik han efter hende, for at see, hvilken Vei hun valgte. Han saae, at hun gik over Hjemmemarken ned til Søen og at hun bar en Bylt under Armen, og han listede sig efter hende. Da hun var kommen ned til Stenene paa Strandbredden, satte hun sig ned og tog Bylten, hun bar paa, og løste den op. Han saae, at det var et Stykke lystfarvet Linned; thi han stod indenfor hende paa Bakken. Da hun fik Øie paa ham, kastede hun et andet Stykke Linned til ham, men svøbte det, hun selv holdt paa, om sit Hoved, og kastede sig derpaa ud i Søen. I største Skynding gjorde han ligesaa, fulgte efber hende og fik fat i en Snip af Tøiet bag paa hendes Ryg.
De svævede, ligesom i en Røg eller Diis, fremad i nogen Tid, indtil de kom til et saare skjønt Land. Der steg Snotra op paa Stranden, tog Linnedklædet af sig, gjemte det paa et afsides Sted, og gik derpaa op i Landet. Han gjorde det Samme, tog ligeledes sit Klæde af sig, bandt det sammen og lagde det ovenpaa hendes, hvorpaa han gik efter hende. Han saae, at Landet var. saare fagert, det var tilgroet med vellugtende Urter og Frugttræer, og da han kom længer fra Kysten, saae han Blomsterhaver overalt omkring sig.
Dernæst saae han en saare pragtfuld Stad, omgiven af Mure. Da hun kom hen til Stadens Port, drog en stor Skare Mennesker hende imøde med Sang og Spil; de toge hende i Haanden, men hun vendte sig om imod ham og gav ham et Tegn til at han skulde gaae did, hvor to høie Huse stode tæt sammen, men dog med et lille Mellemrum imellem sig. Did gik han og fandt der et lille Huus, hvorfra man kunde naae op til et Vindue paa det store Huus ved Siden af, og der slog han sig nu til Ro.
Den første Kveld krøb han op til Vinduet, og saae derinde en stor Pragt. Alting straalede af Lys, og mange festligklædte Mennesker dandsede til Strengenes Klang og med alskens Glædesudbrud. I et Høisæde saae han en Mand med et værdigt Udseende, og ved hans Side kjendte han Snotra, der var klædt i en Dronnings Skrud, og han undrede sig meget herover. Der stod han nu ved Vinduet, indtil Dandsen hørte op, Bordene bleve afdækkede og Hallen blev forladt af Mennesker.
Da han var gaaet til Hvile, bragte en ung Kvinde ham Spise, og hun bragte ham hans Mad og Drikke, saalænge han var der. Hver Kveld gik han op til Vinduet, og altid saae han det Samme, en stor Pragt og Glæde og de To i Høisædet.
Men da han den sidste Kveld stod ved Vinduet, saae han to Mænd komme derind og melde Kongen og Dronningen, at en Ko der paa Stedet havde født to Kalve, men at den ene Kalv var død, da man kom ind i Stalden, og at de to Kvinder, der skulde passe Koen, nu gave hinanden Skyld for Kalvens Død, hvorover der var opstaaet en ivrig Trætte imellem dem. Over denne Tidende blev Kongen meget opbragt.
Da Julen var forbi, blev Snotras Gaardstyrer vaer, at nu forestod Afreisen. En utallig Mængde Mennesker fulgte hende ud af Hallen med Sang og Spil. Kongen førte hende ved sin Haand ud af Hallen, og skiltes fra hende med Sorg og Græmmelse; men hun vendte tilbage ad den samme Vei til Taagen, og hendes Gaardstyrer fulgte efter hende. De svævede ligesom igjennem en Diis, indtil de kom til Land paa det samme Sted, hvor de vare dragne ud fra. Der tog hun sit Linnedklæde af sig og viklede det sammen. Han gjorde ligesaa ved sit og kastede det til hende. Hun talede intet Ord, men gik hjem; han gik efter hende, og siden ind i sit eget Kammer, hvor han sov til om Morgenen. Karlene stode da op, som de pleiede, og gik til deres Gjerning, men han blev alene tilbage.
Da kom Snotra til ham, bød ham Godmorgen, og spurgte, om han nu kunde sige hende, hvor hun havde tilbragt Julen? Han vidste det ikke, sagde han, men kvad:
- »Om Kalvens Død der stredes To,
- Min Dronning, selv Du veed det jo.
- Munden gik, saa det var en Gru,
- Og Kongen selv blev gram i Hu.«
»Hav Tak herfor,« sagde Snotra, »nu har Du løst mig af Trolddommen; jeg var dreven fra min Huusbond og det var paalagt mig, at jeg kun skulde være hos ham hver Juul, hvis ikke Den fandtes, der kunde sige mig, hvor jeg var henne i den Tid. Du alene kunde sige mig det, og derfor skjænker jeg Dig hele mit Indbo og Gaarden, og Du vil blive en lykkelig Mand.«
Derefter forsvandt Snotra og saaes ikke mere. Men Gaarden fik Navn efter hende og blev kaldet Snotrunæs.
