Stednavne og førkristne kultsteder – Guder i norske stednavne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

4.
Guder i norske stednavne

Nogle sakrale stednavne i Norge. Kort: clm.

For ca. hundrede år siden udgav den norske sprogforsker Magnus Olsen (1878-1963) en stor afhandling om de sakrale stednavne i Norge under titlen Hedenske kultminder i norske stedsnavne. Hverken i Danmark eller Sverige havde man foretaget en så systematisk og grundig gennemgang af stednavne. Afhandlingen blev ikke blot prisbelønnet, men den blev epokegørende for den videre forskning i sakrale navne. Selv om sprogforskere i dag har forladt flere af Olsens slutninger og hypotetiske antagelser, omgives værket som helhed med stor respekt og bliver stadig benyttet. I sin gennemgang af navne havde Magnus Olsen optalt omkring 600 sakrale navne i Norge. I 1990 foretog den norske historieprofessor og redaktør af stednavneleksikon Jørn Sandnes (1926-2007) en kritisk vurdering af Magnus Olsens værk. Heri konkluderer han bl.a. ”Jeg har her foretatt en kritisk vurdering av en del navn og navneledd som Magnus Olsen betrakter som kultiske eller sakrale, og jeg har trukket inn noen synspunkter og resultater fra nyere forskning. I alt vesentlig tror jeg likevel Magnus Olsens byggverk vil bli stående… I alt kan man nok regne med et halvt tusen sakrale, førkristne stedsnavn i Norge.”

Selv om den kategori af navne, som vi undersøger her, måske ”kun” udgør halvdelen af det antal, som Sandnes når frem til, er der ikke desto mindre tale om så stort et materiale, at der i det følgende kun kan gives spredte nedslag. Eksemplerne er forsøgt gjort repræsentative både hvad geografisk og mytologisk spredning angår.

De gudenavne, som dominerer det norske stednavnelandskab er Odin, Tor, Frej/Freja, Njord og Ull. Ud over disse og enkelte andre har også fællesbetegnelserne guder og diser knyttet sig til en række stednavne.  

Guder og diser

Stednavnet Gudum (Guðheimr, gudhjem/gudehjem), som vi mødte flere steder i Danmark, finder vi også i Norge både i Østfold og Vestfold. Varianten Gudim findes i Østfold og Akershus. Navnet indikerer stedet, hvor guderne bor, og hvor der foregår religiøs aktivitet. Overalt i landet finder vi den kollektive gudebetegnelse forbundet med både natur- og kulturlokaliteter som ager, dal, ø, land, vang, således Godaker i Hedemark, Guddal i Vest-Agder, Rogaland, Hordaland og Sogn, Godøya i Hordaland, Møre og Nordland, Gudland i Rogaland og Gudvangen i Sogn og Fjordane.

I mytologien kaldes de kvindelige guddomme med en fællesbetegnelse for diser. Udtrykket benyttes stort set kun kollektivt. En undtagelse er dog Freja. Hun stammede fra vanerne og bliver kaldt Vanadis. Derfor kan en dis-lokalitet måske sigte specielt til hende. I Østlandet findes flere gårde, med det ejendommelige navn Disen – disernes slette. Det må antages, at sådanne gårde på den ene eller anden måde har haft en særlig tilknytning til gudinderne. Om de er blevet dyrket her eller gårdene har været lagt ind under et hov for gudinderne kan ikke afgøres. At en bydel i Oslo hedder Disen skyldes, at her oprindeligt har ligget en gård ved dette navn, hvor vi må formode diserne er blevet æret. Ifølge Magnus Olsen er dise-navnene gradvist blevet skubbet i baggrunden af andre fremtrængende navne. Dyrkelsen af diserne kan dog have holdt sig længe på de enkelte gårde. I sagaerne tales der flere steder om diseblot, som foregår på gården.  

Enøjet udskåret hoved, som muligvis forestiller Odin. Fundet i Gamlebyen, Oslo. Illustration: clm.

Odin

Vi har tidligere set, at danske stednavne med Odin kunne have ret så forskellige former. Dette er ikke tilfældet med norske stednavne. Her er Odin blevet slidt ned til enten ons- (som også i Danmark) eller til det helt korte os-. Selv om mytologiens Odin er den øverste af guderne, indtager han ikke samme position i det norske navnelandskab. Odin-navnet sættes sammen med både naturnavne og landbrugsnavne som -ager, således Onsaker i Østfold og Onsaker i Oppland; med -ø, Onsøy ved Frederikstad og Onsøya ved Trondheimsfjorden; med -land, Osland bl.a. ved Sognefjorden. Odinsbjerget – Onsbjerg – på Samsø har sin tvilling i Norge i Oppland, hvor vi finder Onsberget.

Et af de mest interessante Odin-navne er Onsrud, som er navnet på flere gårde i den sydøstlige del af Norge. I sit 19 binds værk Norske Gaardnavne fortæller Oluf Rygh, at navnet Onsrud har udviklet sig fra Odinshof, som ifølge de gamle optegnelser var disse gårdes oprindelige navn. I navnet Odinshof står vi overfor en direkte forbindelse mellem en bestemt lokalitet og dyrkelsen af Odin – et gudenavn og en kultstedsbetegnelse. Igen må det siges, at vi er ude af stand til af afgøre, om gården har været rammen om disse religiøse aktiviteter, eller den har tilhørt et lokalt gudehov, hvor man har dyrket Odin.

Måske skimter vi sporene af endnu et kultsted til Odins ære. Området omkring Melhus lige syd for Trondheim har ifølge Oluf Rygh oprindelig heddet Odinssal. Navnet er i dag glemt, men findes i gamle optegnelser om egnen. Ordet sal (salr) er det samme ord, som anvendes i Eddaen om gudernes bolig. Et ord, som oversættere har haft besvær med og har gengivet med sal, hus, gård og hal. Men uanset hvad er der tale om en bygning til Odins ære.

  Tor

Der er talløse Tor-navne blandt de norske stednavne. Ligesom tilfældet var i Danmark, kan det dog være svært at afgøre, om en lokalitet er opkaldt efter guden Tor eller en person ved navn Tore, Tora, Tord eller lignende. Blandt de naturnavne, som knyttes til Tors navn kan nævnes Thorsø i Vestfold og Trøndelagen, Torsnes flere steder i landet, bl.a. i Rogaland, Hordaland, Sogn og Fjordane, Torshaug (høj/gravhøj) flere steder i landet, blandt andet i Trøndelagen, Hedmark, Oppland, Telemark og Akershus, Torsholt i Telemark, Torsdalen adskillige steder bl.a. i Øst og Vest-Agder, Oppland og Buskerud og Torstrand i Larvik i Vestfold.

Ud over navne med tilknytning til naturnavne findes der et stort antal navne, som forbinder Tor til boliger/bygninger som -hjem, -bolig, -hov fx Torsheim, Torsbu, Torshov. Af disse er naturligvis den sidste mest interessant. Ud over Oslobydelen Torshov findes ni andre lokaliteter med dette navn, alle undtagen en enkelt beliggende i den sydøstlige del af landet (Hedmark, Østfold, Akershus, Oppland, Buskerud og Finnmarken). Den direkte forbindelse mellem et gudenavn og et kultsted udgør uden tvivl det stærkeste argument vi kan finde i stednavnematerialet for førkristen religiøs aktivitet. Frej og Freja

Frej og Frejas navne har været populære i Norge især i den sydøstlige del af landet. Igen er der et stort antal naturnavne, som er blevet knyttet til søskendeparret. Som frugtbarhedsguder er det ikke overraskende, at ord som ager og land er at finde blandt efterleddene. Her kan eksempelvis nævnes Frøisaker i Oppland og Buskerud eller Frøland (eller Frøisland) i Østfold, Vest Agder, Rogaland, Hordaland, Sogn og Fjordane. Heller ikke eksempler med naturnavne i mere bred forstand er vanskelige at finde. Frejs bjerg er i Hedmark og Vestfold blevet til Freberg, Frejs vig til Frøvik (eller Frøsvik, Frevik, Fresvik) i Telemark, Rogaland, Hordaland, Trøndelagen, Sogn og Fjordane. Frejs næs – Frøisnes (eller Frøines, Frønes) – er fx at finde i Øst Agder, Hordaland og Trøndelagen.

Når man tager i betragtning, at der er et betydeligt element af vilkårlighed over, hvilke navne, der har overlevet og hvilke der er blevet glemt, så er der en overraskende konsekvens i de norske stednavne, hvis forled udgøres af navnet på en af de store guder. Ved Odin og Tor fandt vi, at gudenavnet både blev sat sammen med naturbetegnelser og med betegnelsen for et kulthus – et hov – Odinshov, Torshov. Det samme gør sig gældende med Frej/Freja, hvor vi har et Frøshov i Østfold og et Frøishov i Buskerud. Desuden angiver Oluf Rygh, at der i middelalderen lå en gård i Udnes i Akershus, som hed Frøihov og ikke langt derfra en anden gård, som hed Frøishov. Navnene tolkes som hhv. Frejas hov og Frejs hov. Bygningerne er borte, men navnene står tilbage og vidner om gudehuse rejst til ære for Frej/Freja. Huse, hvori guderne sikkert er blevet påkaldt, når der skulle sås, og fejret, når høsten var i hus.  

Vi ved i virkeligheden ikke meget om hovbygningens indretning og udseende. Det bedste bud får vi måske ved at se på stavkirkernes byggestil, der går tilbage til tidlig middelalder. Her interiør fra Borgund stavkirke. Ill.: clm.

Njord

Ifølge de skriftlige kilder hørte Njord til vanerne, og han forbindes med søfart, handel og velstand. Som den gud, der skænker gods, guld og rigdomme, har han måske ligesom sine to børn oprindeligt været en frugtbarhedsgud. Blandt de norske Njord-navne kan nævnes Nærland – Njords land – som vi finder to steder i Rogaland, Nørland i Hordaland og Nerland i Møre. Der findes adskillige lokaliteter, som betyder Njords hjem; ud over Njærheim i Rogaland drejer det sig om Nalum i Vestfold, Nærum i Østfold, Nærem i Møre, Næreim i Rogaland, Nereim i Hordaland og Nerdrum i Akershus. Da Njord stod for sejlads, er det ikke overraskende at flere øer knytter sig til hans navn, således Nerøy i Møre og Romsdal, Nærøy i Nord- Trøndelag og Nærøya i Nord- og Syd-Trøndelag samt i Nordland.

Stensætningen i den udgravede gravhøj på Tysnes. Ill.: clm.

Et karakteristisk træk ved mytologiens beskrivelse af Njord er, at han på en særlig måde forbindes med gudehovet; selv kaldes han hovgode og hans bolig ”en højttømret hørg” eller ”helligdom”. Ifølge et af Eddadigtene havde Njord ”utalte hove og altre.” – Disse glimt er interessante i forbindelse med et stednavn som Norderhov – Njords hov – som vi finder både i Hedmark og Buskerud.

Syd for Bergen ligger øen Tysnes, som vi senere skal vende tilbage til. Her skal det blot nævnes, at øens oprindelige navn var Njarðarlǫg, dvs. Njords lovområde. Øen er rig på fortidsminder og sakrale stednavne. Måske er dette forklaringen på, at den gennem generationer er blevet forbundet med førkristen religion og at betegnelsen ”gudeøya” ifølge en lokalhistoriker er et vigtigt led i Tysnesboernes selvforståelse. I 1915 udgravede et hold arkæologer en gravhøj på øen. Her fandt de en stensætning, som blev tolket som en hørg og fik betegnelsen ”alteret”. Forskerne er dog ikke enige om, hvad der er tale om.  

Ull

En af de guder, som fylder mindst i de skriftlige kilder, er Ull, til gengæld er der nok ingen af guderne, som fylder mere end ham, når vi retter blikket mod de norske stednavne. Dette er måske et af de tydeligste eksempler på, hvor stor betydning stednavneforskning må tillægges i et forsøg på at rekonstruere førkristen religion i Norden.

Ser man kun på stednavne kunne man let komme til den konklusion, at Ull må have været en af de vigtigste af guderne. Ull har dog ikke, som Stefan Brink har påpeget, været lige populær i alle dele af Norden. Navnene med Ull ser ud til at koncentrere sig i området omkring Viken i Norge og Mälaren i Sverige. Derimod er Ull-navnene sparsomme eller helt fraværende i andre dele af Norden, heriblandt Danmark.

Blandt de omkring tredive Ull-navne, som vi finder i Norge, er langt den overvejende del topografiske navne, knyttet til ord som sø, bjerg, dal, eng, ø, fjord, næs, vig osv. Eksempelvis kan nævnes Ullarøy i Østfold, Hedmark, Øst-Agder og Vest-Agder. Ulreng i Akershus, Ulleland i Oppland, Buskerud, Vest-Agder, Rogaland, Hordaland og Møre, Ulleberg i Vestfold, Ulledalen i Telemark, Ullenes i Rogaland og måske Ullsfjorden ved Tromsø. Andre navne knytter sig til opdyrket land som ager, vang, vål (ryddet/afbrændt skovområde), for eksempel Ullensaker i Akershus, Oppland og Buskerud, Ullensvang i Hordaland eller Ullevål i Akershus.

To navne forbinder denne gud med et hov: Ullershov i Akershus og Ullinshov i Hedmark. Selv om de skriftlige kilder er sparsomme med informationer om Ull, findes der en lille oplysning, som kan have relevans i denne sammenhæng. Flere steder siges det, at der i det hedenske gudehus (hov) skulle befinde sig en såkaldt edsring, som hovgoden skulle bære under de religiøse handlinger, og hvorved der skulle aflægges eder, når en sag skulle afgøres. Denne ring kaldtes Ulls ring. Hvorfor det var den næsten ukendte gud Ulls navn, som blev knyttet til ringen, har stået hen som et ubesvaret spørgsmål. Men når vi ser på antallet af norske (og, som vi skal se i næste kapitel, svenske) lokaliteter, som er opkaldt efter Ull, giver dette måske god mening. Navnestoffet tyder på, at Ull har været alt andet end anonym. 

Gennem nogle år har stednavneforskere været opmærksomme på såkaldte navnemiljøer, områder, hvor en gruppe stednavne indenfor en begrænset radius kunne pege i samme retning. Et sådant navnemiljø så vi for eksempel omkring Gudme på Fyn, hvor en klynge af sakrale stednavne understøttede stedet som et kultsted. – I Norge indgår Ulls navn i et sådant navnemiljø lidt øst for Bergen. Her finder vi indenfor kort afstand tre helt ensopbyggede navne: Ulland, Totland og Frøland – Ulls land, Tors land og Frejs land. Denne lokalitet kan have udgjort et religiøst center i førkristen tid.  

Andre guder

Blandt de norske stednavne findes også enkelte, som indeholder andre gudenavne. For eksempel retsguden Forsete findes i Forsetlund ved Fredrikstad i Østfold, Balder i Ballesvik, Balsnes og Balsfjord ved Tromsø og krigsguden Tyr i Tysnes i Hordaland. Flere kunne givetvis føjes til listen.

Gennemgangen i dette kapitel giver tilstrækkeligt indtryk af de sakrale stednavnes udbredelse og mængde i Norge. 

Sammenfatning

I Norge finder vi ligesom i Danmark samme type af stednavne, hvor der refereres til den kollektive gruppe af guder. Men vi finder også navne, som vi ikke så i Danmark, nemlig navne, der specifikt henviser til de kvindelige guder – diserne. Heraf kan vi naturligvis ikke udlede, at diserne ikke spillede nogen rolle i Danmark, men vi kan udlede, at de gjorde det i Norge. Når øer, dale, marker osv. har taget navn efter guderne eller diserne, må vi gå ud fra, at guderne og diserne blev tillagt stor betydning blandt de mennesker, hvor navnene er opstået.

De enkeltguder, som hyppigst dukker op i det norske stednavne-landskab er Odin, Tor, Frej/Freja, Njord og Ull. Der er bemærkelsesværdigt mange navne med Ull, hvilket indikerer, at denne gud har haft en fremtrædende plads i dele af Norge. I forhold til egentlig kultaktivitet gælder det, at der for alle guders vedkommende findes stednavne, hvor de sættes i direkte forbindelse med en kultpladsbetegnelse som fx Odinshof, Torshov, Frøshov, Norderhov og Ullershov. Vi må konkludere, at disse guder har været genstand for kulthandlinger og dermed har udgjort en del af den tids religiøse univers.

Fodnoter