Stednavne og førkristne kultsteder – Guder i svenske stednavne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

5.
Guder i svenske stednavne

Nogle sakrale stednavne i Sverige. Kort: clm.

Antallet af sakrale stednavne i Sverige er overvældende. Ifølge en optælling foretaget af stednavneforskeren Stefan Brink har Sverige flere stednavne, som indeholder gudenavne, end Norge og Danmark tilsammen. Det enorme navnemateriale har inspireret til forskning, og nogle af de mest toneangivende eksperter på området i dag er da også svenskere. Blandt disse er ovennævnte Stefan Brink og Per Vikstrand, der på ny har sat studiet af stednavne på dagsordenen. De har påvist, hvor betydningsfuld en kilde stednavnene er – ikke mindst når det gælder forståelsen af samfund og kultur i jernalder og vikingetid. 

 

Guder og diser

I Danmark og Norge så vi flere eksempler på navne, som indeholdt sammensætningen Gud og hjem – Gudhjem, Gudme, Gudum, Gudim. I Sverige finder vi det helt tilsvarende navn Gudhem fire steder: nogle få km nord for Färgelanda i Västergötland ligger to gårde, Nedre og Övre Gudhem ved Gudhemsmossen, nord for Falköping ligeledes i Västergötland ligger landsbyen Gudhem, sydvest for Linköping i Östergötland ligger ved Svartån på række tre -hem-lokaliteter: Forshem, Solhem og Gudhem, endelig er der i Malmö et område, som hedder Gudhem, måske oprindeligt en gård eller en naturlokalitet ved dette navn. Selv om tolkningen af navnet forekommer ret ligefrem, har netop dette navn givet anledning til debat. Som vi tidligere har set, mener Kousgård Sørensen, at navnet er sakralt og vidner om førkristen religion. Han tolker det som ”stedet hvor guderne opholder sig – deres hjem – stedet hvor de gøres til genstand for en særlig kult”.  Brink er mere tøvende, og selv om han ikke giver noget alternativ, mener han ikke, at navnet kan bære denne tolkning.

Flere andre navne tager afsæt i den kollektive betegnelse for guderne. I Värmland ligger Gårdsnäs (opr. Godnäs, Gudenæs) og i Västernorrland ligger søen Gussjön, hvorfra åen Gådeån (Gudeåen), løber ud mod havet. På hver side af åens udløb ligger de to småbyer Fröland (Frejas land) og Gådeå (opr. Gudeå). I Jämtland ligger en anden sø af samme navn Stor-Gussjön (Gudsøen) med flere Gussjö-lokaliteter omkring. Selv om disse navnes forled er gud-/gude-, kender folkloristen Johan Nordlander dog til en anden forklaring på navnet. Han henviser til et folkesagn om en jætte ved navn Gusse, som skulle have boet på dette sted, og som søen angiveligt skulle være opkaldt efter. I et sagn som dette hører vi måske et svagt ekko af, hvordan man kort efter kristendommens indførelse kom til at betragte de gamle guder som djævle, utysker og jætter. Om Frösön – Frejs ø – fortælles et tilsvarende sagn om en jætte ved navn Fröse.

Også fællesbetegnelsen for de kvindelige guddomme, diserne, finder vi i en række svenske stednavne. Blandt disse kan nævnes Diseberg (Östergötland), Disebo (Uppsala), Diserud (Västergötland) og Disevid (Östergötland).

Eksemplerne i det følgende bygger for en stor del på en oversigt over teofore navne samlet af Stefan Brink. Der er tale om navne, som ud fra en sproglig analyse må tolkes som teofore navne.

Odin

Kaster man et blik ned over de svenske stednavne, som har forleddet Oden, kan der ikke herske tvivl om, at troen på den enøjede gud har sat markante aftryk i det svenske landskab. Den overvejende del af de mere end 50 Odin-navne er navne på naturlokaliteter og adskillige af dem dukker op flere steder i landet. Eksempelvis kan nævnes sammensætninger med ord som sø: Odensjö (Småland) og Onsjö (Halland, Skåne), ø: Onsön (Västergötland), holm:  Odensholmen (Södermanland), vig: Odensvik (Västergötland), næs: Odensnäs (Östergötland), fos: Odensfors (Uppland, Östergötland), kilde: Odens källa (Småland), brønd: Odensbrunn (Uppsala), bjerg: Onsberga (Södermanland), høje: Odens högar (Östergötland), bakker: Odensbacken (Östergötland), høj: Odens kulle (Västergötland), ås: Odinsås (Kalmar). En del navne knytter sig særligt til skove, træer og lignende: Odenskog (Jämtland) eller det specifikke Onsicke (Uppland) eller Odensicke (Södermanland), der i sin oprindelige form har betydet ”Odins egelund”. Hertil kommer et stort antal navne med land: Odensland eller Onsland. 

Hjelmdekoration fra Uppland. Kriger til hest, muligvis krigsguden Odin på Sleipnir med spyddet Gungnir og ledsaget af sine to ravne, Hugin og Munin. Illustration: clm.

Den sidste gruppe af Odin-navne har en mere direkte forbindelse med kultstedet. Det er Odins lund, vi, sal og hørg. Ifølge Brink er der syv lokaliteter med navnet Odenslund eller Odenslunda. Disse må antages at have været hellige lunde, viet til Odin. Der er fem lokaliteter med navnet Odensvi. Dette er det samme ord, som vi så i Odense, og som betød helligstedet for Odin. To steder – i Halland og Jämtland – møder vi Odins sal Odensala eller Onsala. Et tredje Odensala – i Uppland – er ifølge Brink en forvanskning af det fornsvenske navn Odhinsharg, dvs. Odins hørg, altså ”kultstedet helliget Odin”.

Til trods for det store antal kultnavne, er det dog bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et eneste Odinshov i Sverige. Som det vil fremgå, er hov ellers ikke et sjældent navn i Sverige.

Tor

Det mest udbredte gudenavn blandt svenske stednavne er Tor. Og blandt alle Tor-navne er Torslund eller Torslunda det, som forekommer hyppigst, i alt tolv gange – ni gange i Uppland og en gang i hhv. Södermanland, Östergötland og Öland. Lund-endelsen indikerer ikke nødvendigvis en kultplads, men når det sættes sammen med navnet på en gud, er det svært ikke at tolke det i den retning. – Den mest sandsynlige (og enkleste) tolkning af Torslund bliver da en hellig lund viet til Tor. I Uppland findes også et vi – et helligsted for Tor – Torsvi, og i Södermanland har vi bynavnet Torshälla, som ifølge Stefan Brink oprindelig har haft det gammelsvenske navn Torsharg, dvs. Tors hørg, altså et muligt kultsted helliget Tor.

De øvrige stednavne med Tor deler sig mellem dem, som knytter sig til hhv. uopdyrket og opdyrket land. Den første gruppe er typiske naturlokaliteter som ø: Torsö (Västergötland), sø: Torrsjö (Östergötland), sund:  Torssundet (Västergötland), næs: Torsnäs (Södermanland), holm: Torsholma (Uppland), mose: Torsmossen (Västmanland), ås: Torsås (Småland) eller bjerg: Torsberga (Södermanland). – At Tor som tordengud er blevet sat i forbindelse med bjerge og høje steder er ikke overraskende. Lantmäteriet angiver ikke færre end 52 tilfælde af Torsberg i Sverige. Til flere af disse ”bjerge” knytter sig gamle folkesagn. Om Torsberget i Sorunda fortæller Göran Zetterberg, at der findes ”mange sagn om jætter og trolde på Tors bjerg.” Efter en tradition boede jætten ikke på bjerget men inde i bjerget, hvorfra han kastede med store klippeblokke. Ved et andet Torsberg (i Österfärnebo) skulle der findes nedgravede skatte, som dog var vanskelige at komme til, da de bevogtes af drager. Ifølge Vikstrand kan sådanne sagn være udsprunget af selve navnet, men de kan også være udtryk for sejlivede forestillinger om disse lokaliteters særlige betydning.

Den anden gruppe af navne sætter Tor i forbindelse med jordbrug, opdyrket land og bebyggelse. Blandt disse er Torsåker – Torsager – som vi finder fem steder, Torsång (Dalarna), som kommer af Thorsvanger – Torsvang, Torsvallen (Gästrikland), hvor efterleddet betyder en græsbevokset mark, Torstuna (Uppland), hvor tuna forstås som hjemmemarken omkring gården. Også oldtidsborgen Torsburgen på Gotland hører til denne gruppe. Brink nævner desuden det nu forsvundne navn Thorshugle (Uppland), hvor efterleddet hugle betyder en høj, sandsynligvis en gravhøj. Disse og flere andre navne peger på Tor som gud for vækst, grøde og frugtbarhed, kvaliteter, som vi almindeligvis forbinder med Frej.  

Frej og Freja 

De skriftlige kilder giver Frej en helt central placering i svensk hedensk religion. Det samme indtryk får vi, når vi ser på de svenske stednavne. Bortset fra den nordlige del af landet, finder vi Frej-navne fordelt over hele Sverige. En særlig koncentration er der dog i området omkring Mälaren. Blandt de navne, som Stefan Brink fremhæver som sikre navne og som forbinder Frejs navn med et kultsted er Fröslund/Fröslunda, som findes elleve forskellige steder, Frösvi otte steder, Frösåker to steder og Fröseke et enkelt sted. Det sidste navn tolker Brink som ”en egelund helliget til Frej”, jfr. ovenfor.

Svensk viking skåret i elgtak. Fundet i Sigtuna, Sverige. Illustration: clm.

Både Frejs (Frös-) og Frejas (Frö) navn indgår i en lang række naturnavne, Fröskälla (Småland), Fröshult (skov, Östergötland), Frösjö (Stockholm, Småland, Halland, Västergötland, Södermanland), Fröskog (Västergötland), Frösön (Jämtland, Småland) m.fl. Af disse lokaliteter skiller den lille ø Frösön i Jämtland sig ud. Den er beliggende i Jämtlands største sø Storsjöen ved købstaden Östersund. Per Vikstrand har undersøgt navnelandskabet omkring Frösö og Storsjöen og har påvist, at der er ikke færre end otte lokaliteter omkring søen, som har sakrale navne og som ser ud til at have været førkristne religiøse samlingssteder: fem gårde hedder Hov, en hedder Odensala, en hedder Vi og en hedder Ullvi. I sin undersøgelse kommer Vikstrand frem til, at disse gårde ”ikke blot har fået deres navne fordi de lå i nærheden af en kultplads, men at gårdene selv har opfyldt centrale funktioner – deriblandt religiøse – i lokalbygden.” En anden af Vikstrands pointer er, at der på seks ud af de otte kultpladser efterfølgende var opført kirke, og at det derfor var sandsynligt at tale om kultpladskontinuitet. Altså at man væltede det gamle gudehov og opførte en kirke på samme sted. Samme konklusion nåede et hold arkæologer frem til i 1984, da de gjorde et helt usædvanligt fund under Frösö kirke. Under renovering af kirken skulle gulvet i koret tages op, og her fandt arkæologer resterne af en stor birkestub omgivet af et større antal dyreknogler (bl.a. bjørne, får, køer, heste, elge). Kombinationen af den store træstub og de mange dyreknogler pegede i retning af en offerlund fra hedensk tid. De ofrede dyr havde været hængt op i Frejs hellige træ, som vi også kender det beskrevet fra kultstedet i Uppsala. Kirken så med andre ord ud til at være opført direkte oven på det gamle helligsted.

 

Njord/Njærd

Hvor de norske stednavne i denne gruppe peger tilbage på guden Njord, lader de svenske til at gå tilbage til en kvindelig guddom ved navn Njærd. Denne gudinde kendes ikke i den nordiske mytologi, men er kendt fra bl.a. Tacitus, der fortæller, at germanerne dyrker gudinden Nerthus (Njærd). I Snorres mytologi spiller Njord en meget tilbagetrukket rolle og Njærd er helt glemt. Dette kan tyde på, at disse guder er meget gamle og falmede og efterhånden har måttet vige pladsen for yngre og stærkere guder. Nogle har foreslået, at Njord og Njærd oprindeligt har udgjort et søskendepar i lighed med Frej og Freja, som også hørte til vaneguderne.

Af de seksten svenske Njord/ Njærd-navne, som Per Vikstrand har opregnet, er det kun et fåtal, som betegner en naturlokalitet. Det drejer sig om tre navne med bjerg: Nälberga (to steder i Södermanland), Nälberg (Närke) og et enkelt navn med ø: Norderön (Uppland). Derudover findes der et Närtuna i Uppland. Nogle forskere tolker efterleddet -tuna som gårdens hjemmemark, mens andre forstår navnet som gudehovets indhegnede jordlod. 

Kultsteder for Njord/Njærd har vi givetvis i fem navne med -vi: Nalavi (Närke), Närby oprindelig Niærdhavi (Östergötland), Mjärdevi (to steder i Östergötland) og det nu forsvundne Niærdarvi i Närke. Hertil kommer fem navne, hvor en lund er opkaldt efter Njærd: Närlunda (Uppland, Västermanland, Västergötland og to steder i Södermanland). Også disse kan opfattes som sakrale navne.

To såkaldte sejdstave, som anvendtes i forbindelse med kultiske ritualer, som af kirken blev betegnet som trolddom. Den øverste er fundet i Danmark, den nederste i Sverige. Illustration: clm.

Flere navneforskere har gjort opmærksom på et usædvanligt Njærd-navn – Nälsta – (en bydel i Stockholm). Den ældste kendte form af dette navn lyder Nærthastaff, hvilket betyder Njærds stav, pæl, stolpe. Ifølge Stefan Brink kan dette navn indikere en eller anden form for udskåret gudebillede af Njærd, jfr. de skriftlige kilders omtale af udskårne højsædestøtter eller hellige pæle. Vi skal senere vende tilbage til dette navn.

Ull

Ull-navne er overordentligt hyppige i Sverige. Som tilfældet var med de andre guder, deler navnene sig i naturnavne og kultnavne. Blandt de første kan nævnes sammensætninger med bjerg: Ullberga (Södermanland); sø: Ullasjö (Västergötland), ø: Ullerön (Dalsland); næs: Ullanäs (Östergötland); fos: Ullfors (Uppland).

Når det kommer til navne, som forbinder guden og kultstedet, overgår Ull alle andre guder. Ikke færre end 23 forskellige steder møder man navnet Ullevi – helligstedet for Ull – og fem steder navnet Ullunda – Ulls helige lund. Dette har fået Per Vikstrand til at spørge: ”Var det Ull som var svearnas främste gud?”

Ved en af Ullevi-lokaliteterne, Lilla Ullevi (på kortet anført som Ullevi gamla tomt) ved Bro nord for Stockholm, blev der i 2007 foretaget arkæologiske udgravninger. Fundene overgik alle forventninger. Ud over en række genstande fra århundrederne op til vikingetiden fandt arkæologer et stort kultområde på omkring 2000 m². Her fandtes en velbevaret stenbelægning i en usædvanlig bygningskonstruktion, som hverken kunne være bolig eller udhus. På pladsen fandt arkæologerne et antal sydegruber til tilberedning af de ofrede dyr. Ved stensætningen fandt man stolpehuller til en såkaldt sejdhjal og omkring hele viet var der stolpehuller til indhegning af helligstedet, det såkaldte vebönd. Bemærkelsesværdigt var også fundet af 65 jernringe, såkaldte amuletringe, i forskellig størrelse. Arkæologen Ann-Mari Hållans Stenholm og religionshistorikeren Peter Habbe har rejst spørgsmålet, om der kan være en sammenhæng mellem disse ringe og de såkaldte edsringe, som er omtalt flere steder i sagalitteraturen. Skulle dette vise sig at være tilfældet, må det siges at være et sammentræf, at sagaernes ”hellige ring” kaldes Ulls ring og at helligstedet med de mange amuletringe hedder ”Ulls vi”.

Blandt flere andre fund er to jernbeslag, som Stenholm og flere arkæologer på Stockholms Läns Museum mener kan udgøre resterne af en såkaldt sejdstav eller vølvestav, som blev benyttet rituelt. Selv om stednavnebetegnelsen var vi, har nogle arkæologer af forskellige grunde valgt at bruge betegnelsen hørg eller på svensk harg for dette fund. Lilla Ullevi er eksemplet på et stednavn, hvis tolkning er blevet konkretiseret gennem arkæologiske fund.  

Andre guder

I Sverige findes kun enkelte lokaliteter,  som  er  opkaldt  efter de  mindre  fremtrædende  guder.   Umiddelbart nord for Falköping i Västergötland ligger en landsby ved navn Friggeråker – en mark helliget Odins hustru Frigg. Området er interessant, for i en trekant med bare få kilometers afstand ligger landsbyerne Odensberg – Odins bjerg, Friggersåker – Friggs mark og Gudhem – gudernes hjem. Syd for Lidköping, ligeledes Västergötland, findes endnu et Friggersåker.

Et af Sveriges store skovområder ligger mellem søerne Väneren og Vätteren og hedder Tiveden. Efterleddet -ved betyder skov og forleddet Ti- kender vi fra de danske stednavne med Tyr. Skovens navn kan altså læses som Tyrs skov. Stednavne med Tyr er dog så at sige helt fraværende i det svenske stednavnemateriale, derfor hælder de fleste forskere i dag til, at forleddet Ti- skal tolkes i ordets bredere betydning: gud/guderne. Navnet skulle da forstås som gudernes skov eller skoven som er helliget guderne.

Ikke langt fra det tidligere omtalte Lilla Ullevi ligger et andet vi, som har navnet Härnavi. Tilsyneladende et kultsted for en gudinde ved navn Härn. At denne gudinde er den samme som Freja fremgår af de skriftlige kilder, hvor dette navn siges at være et af Frejas tilnavne. Enten har dette tilnavn været særligt populært i området mellem Stockholm og Uppsala, eller også er dette bare det eneste sted, hvor navnet ikke er blevet glemt. I alt er navnet bevaret fire steder, to gange som Härnavi og to gange i den lidt afledte form Ärnavi.  

Sammenfatning

Antallet af sakrale stednavne i Sverige er højere end i resten af Skandinavien tilsammen. Blandt disse navne er der som i Danmark og Norge navne af Gudum/Gudhjem–typen. Hvis Kousgård Sørensen har ret i sin konklusion, at betydningen af disse navne er ”stedet hvor guderne opholder sig – deres hjem – stedet hvor de gøres til genstand for en særlig kult”, kommer disse lokaliteter til at fremstå som nagelfaste vidnesbyrd ikke blot om eksistensen af en førkristen religion men også om en praktisk udøvelse af den. Når søer, bjerge, floder, skove osv. opkaldes efter guderne er det udtryk for, hvad Stefan Brink har kaldt det mytoligiserede landskab. Guderne er i landskabet og bor i landskabet. Det samme gælder diserne, der også indgår i forskellige navnesammensætninger i Sverige.

De guder, som har afsat flest spor i Sverige, er Odin, Tor, Frej/Freja, Njord og Ull. Ligesom i Norge finder vi navnene sammensat såvel med ord, der betegner naturlokaliteter, som ord, der betegner kultsteder. Gudenavnene sættes hyppigt i forbindelser med udtryk som den hellige lund, den stenophobede hørg, ligesom også sal, hov og vi optræder. Sådanne navneforbindelser viser, at mennesker i det førkristne Sverige havde en rig og mangfoldig måde at udtrykke deres religion på. Flere steder har navneforskere fundet en stærk koncentration af gudenavne og andre sakrale stednavne på et meget begrænset område som fx på Frösön i Jämtland. Dette opfattes som et samlingssted med mange kultpladser.

I tilfældet med Frösö kirke er det ikke kun navnet, som tilkalder sig opmærksomhed, men de arkæologiske fund, som er gjort under kirkens gamle gulv, giver os på det nærmeste håndfaste beviser på den førkristne kult og lader os tilmed ane nogle af dens rituelle handlinger. Også ved Lilla Ullevi understøtter fund og stednavne hinanden.

Fodnoter