Stednavne og førkristne kultsteder – Hofstaðir ved Mývatn – et islandsk kultsted

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

20.
Hofstaðir
– et islandsk kultsted

Intet hovsted på Island har været genstand for en mere tilbundsgående undersøgelse end Hofstaðir i Laxárdal ved Myvatn. Gennem mere end hundrede år har arkæologer og andre forskere beskæftiget sig med denne gård. Vi skal i dette kapitel se nærmere på, hvorfor netop denne lokalitet har tilkaldt sig så megen opmærksomhed, og hvilke resultater forskerne er nået frem til.

Søen Myvatn ligger i Nordisland. Fra søens vestlige bred løber floden Laxá først nogle få km mod vest, derpå skifter den retning og fortsætter nordover, hvor den har sit udløb i fjorden Skjálfandi. Ikke langt fra det sted, hvor floden skifter retning, ligger gården Hofstaðir (nogle gange skrevet Hofsstaðir). Gården ligger ca. 100 m. øst for floden og tomten ca. 50 m øst for gården. Såvel gården som tomten ligger på et plateau i et skrånende landskab, som dels skråner ned mod floden og op bag tomten.  Dalen er frodiggrøn og smukt beliggende.

Daniel Bruun og Finnur Jónssons udgravning i 1908–1909

Tomtens tre dele. Tegning af Daniel Bruun.

Den danske arkæolog Daniel Bruun havde siden 1896 foretaget flere udgravninger på Island. I 1908 kom han sammen med filologen Finnur Jónsson til Hofstaðir ved Myvatn. At de havde fattet interesse for stedet skyldtes dels navnet, dels at en mundtlig tradition udpegede nogle tomter ved gården som rester af et gudehov fra hedensk tid. Daniel Bruun havde desuden besøgt stedet allerede i 1896, hvor han havde foretaget opmålinger af tomten og påpeget, at stedet burde undersøges nærmere.  Det var denne undersøgelse, der tog sin begyndelse i sommeren 1908 og afsluttedes i 1909.

Den udgravede tomt ses her fra nord. Forrest tilbygningen, dernæst hallen med de krummede langvægge. Den eksisterende gård ses helt til højre. Tegning af Daniel Bruun.

Grundplan. Tegn.: Daniel Bruun.

Tomten bestod af tre dele: (1) et meget stort langhus, (2) en oval indhegning og (3) en hestefold. Langhuset, som var opført i nord-sydlig retning, bestod af en halbygning med en mindre tilbygning på den nordlige gavl. Langs den sydlige gavl fandt man kun en række sten, hvilket tydede på, at gavlen havde været helt i træ i modsætning til de øvrige vægge, som var bygget af tørv. Langhusets samlede længde var 44 meter. Ni meter syd for langhuset fandt man en lav oval indhegning med en skålformet sænkning. Yderligere 12 meter herfra var en trapezformet tomt på 17 x 19 meter.

Daniel Bruun og Finnur Jónsson var meget omhyggelige i deres arbejde.  Der blev foretaget nøjagtige opmålinger og gjort notater undervejs. Takket være Daniel Bruuns sikre pen blev udgravningerne også dokumenteret med tegninger og oversigter, ligesom der blev taget adskillige fotografier.

Tidsbestemmelsen af tomten gav ikke anledning til så megen diskussion. To yderpunkter lå fast, hvis der var tale om en hedensk kultbygning. Bygningen måtte være opført efter 875, hvor landnamstiden begyndte og kunne ikke have haft nogen funktion meget længere end til år 1000, hvor kristendommen blev indført ved lov. Bygningen kunne med andre ord højst have været i brug i omkring 100 år.

Hallen. Som ved tilsvarende halbygninger i det øvrige Norden har langhuset svagt krummede langvægge. De 1,75 meter tykke tørvevægge har været opført i det velkendte zigzagmønster, hvilket stadig kunne ses ved udgravningen. Hallens indvendige længde var lidt over 36 meter og bredden svingede mellem 6 og 8 meter. En række sten langs væggenes inderside mentes at have været fundament under en række bærende stolper, ligesom der har stået to rækker indre stolper ned gennem hallen. Der er altså tale om en treskibet halbygning bestående af et midterskib og to sideskibe. Bortset fra den lille tilbygning ved den nordlige gavl bestod hallen således af ét stort fælles rum. Dette og husets dimensioner taget i betragtning gjorde stolper nødvendige for at bære det tunge græstørvstag.

Langs væggene i hallen havde der været bænke – såkaldte langpaller – som var byggede af tørv. Langs midterskibets midtakse var der en 25 meter lang og to meter bred forsænkning, hvori der blev fundet aske, kul og andre tegn på ild. Dette har udgjort langilden i hallen. Cirka midt i langilden var der bygget et hovedildsted, som var omkranset af lodretstående sten, og hvortil hørte en sydegrube. Flere andre sydegruber fandtes i hallen bl.a. en i hver ende. I disse gruber er der blevet tilberedt mad til de mange mennesker, som har været forsamlede i hallen. Daniel Bruun og Finnur Jónsson har beregnet, at hallen har kunnet rum-me 200 gæster, når der har været opstillet borde langs bænkene.

Tilbygningen. Den lille tilbygning ved hallens nordre gavl udgjorde et selvstændigt rum, hvortil der ikke var adgang fra hallen.  Indgangen til dette rum fandt man i den vestlige ydermur. Rummets indvendige mål var 4 x 6 m. En ejendommelig byggemetode i skillevæggen mellem hallen og tilbygningen gav de to forskere hovedbrud, men de hældte dog til den opfattelse, at væggen ikke havde gået til loftet men kun havde været omkring en meter høj. Dvs. at man fra hallen har kunnet se ind i tilbygningen.  Ind mod den lave skillevæg var der bygget en lille forhøjning eller platform i tørv, som var belagt med flade sten. Mellem platformen og nordvæggen var der et ildsted i gulvet, hvori der blev fundet trækul og enkelte dyreknogler fra får og okse.

Som det fremgår af Bruuns tegning over grundplanen, fandt man spor af yderligere to ”tilbygninger” på hallens vestlige langvæg. Da disse ikke tillægges nogen betydning i de to forskeres tolkning af Hofstaðir, skal der her kun bemærkes, at D opfattes som et lagerrum og E blot som en jorddynge med køkkenaffald, som har ligget op ad huset. Enkelte dyreknogler blev fundet her.

Den ovale indhegning. Ni meter syd for hallen fandt man en lav oval vold bygget af tørv. Selve tørvevolden var kun 30–40 cm høj og 70 cm bred. Den omkransede en grubeagtig fordybning, hvis diameter var 5,75 m på den ene led og 6,70 m på den anden. Også her blev der gravet, og da man nåede den skålformede bund, var man nede i en dybde på 1,5 m. Indholdet viste sig at være aske, trækul, husdyrknogler og en mængde sten. Den største koncentration af disse fund fandt man ind mod midten og mest i de nederste lag.

Hestefolden. Resterne efter hestefolden var tydelige på Finnur Jónsson og Daniel Bruuns tid. Sporene bestod af lave tørvevægge på en meters tykkelse.  Med dimensioner på 17 x 19 m var folden usædvanlig stor og Finnur Jónsson nævner, at der har været plads til omkring 150 heste i folden.

Fund af genstande. Der blev ikke gjort mange fund af brugsgenstande på Hofstaðir, hvilket for de to forskere understøttede, at der ikke var tale om en bygning, som havde været anvendt til beboelse. De få fund, som blev gjort, bestod af simple redskaber i jern, ben og sten. Til gengæld blev der fundet store mængder af dyreknogler og fiskeben, hvoraf mange blev bragt med til Danmark for at gennemgå en nærmere analyse. På baggrund heraf kunne det fastslås, at der var knogler fra får, ged, okse, hest, svin og kuller. 

Tolkning. Da arbejdet var færdigt, blev tomten omhyggeligt tildækket med de afskårne græstørv, således at vægge, bænke, ildsted osv. kunne forblive intakt med henblik på fremtidige undersøgelser. Herefter stod det tilbage for de to forskere at konkludere på deres arbejde. I den beskrivelse, som nærmest kan betegnes som deres arkæologiske rapport, konkluderer de således: ”På Hofstaðir ved Myvatn er der således ved udgravning blevet afdækket et stort bygningskompleks, der efter sin karakter – navnlig størrelsen og den samtidige tilstedeværelse af kun to husrum –, må antages ikke at have været bestemt til beboelse, men derimod til afbenyttelse ved festlige lejligheder. At det virkelig, som traditionen siger, har været et hedensk gudehov, synes os som sagt ganske sikkert.” For Daniel Bruun og Finnur Jónsson er der adskillige forhold, som gør denne tolkning til den mest sandsynlige:

Udgravningen af ildstedet. Tegning af Daniel Bruun.

Hovedildstedet med kogegruben midt i hallen. Tegning: Daniel Bruun.

1. Der kan ikke være tale om en beboelsesejendom. Den 250 m2 store hal består af ét enkelt rum. Her findes ingen af de rum, som ellers kendetegner huse fra denne periode. Her findes heller ingen ko- eller fårestald, hvilket også er uhørt. Hvis der havde været tale om en beboelse, havde man næppe placeret den helt oppe mod skråningen, når der var et jævnt plateau, som lå nærmere floden. (Samme sted som den nuværende gård ligger, hvor dens forgænger lå i 1908, og hvor den første gård sikkert er blevet opført samtidig med langhuset).

2. Hvad har en halbygning fra vikingetiden med plads til 200 mennesker været anvendt til? Daniel Bruun og Finnur Jónsson kalder bygningen for en gildeskåle og en festhal, som kun har været benyttet ved særlige anledninger. I det billede, som de skriftlige kilder tegner af vikingetiden, indgår det at feste, spise og drikke som karakteristisk for deres kultur. Ved sådanne gilder er der blevet skålet for guderne og forfædrene. Blodet fra de dyr, som senere skulle fortæres, er blevet givet til guderne som ofringer – som blot. Man har talt om blotgilder. I den lille tilbygning mod nord har offergoden foretaget de rituelle handlinger, mens mændene i hallen har kunnet følge med i, hvad der foregik bag halvvæggen. Den lave platform ved skillevæggen har måske i virkeligheden udgjort det, som i de skriftlige kilder kaldes en stalle – en sokkel, hvorpå en gudefigur kunne være anbragt. Rummet blev oplyst af ildstedet bag goden. Efter ritualerne er der blevet festet i hallen og måske aflagt eder ved den hellige ring. Daniel Bruun og Finnur Jónsson understreger den store lighed mellem fundene ved Hofstaðir og beskrivelsen af Torolf Mosterskægs hovbygning i Eyrbyggja saga.

3. Den ovale tomt med sine mange knoglerester og sten endte de to forskere med at udlægge som en affaldsdynge. De undrede sig dog over dens regelmæssige ovale form, den skålformede bund og indholdet af de mange sten. Daniel Bruun foreslår, at man måske efter hvert offergilde havde tømt kul, aske og andre rester fra ildstederne ned i dette hul. Dog tilføjer han: ”Vi var opmærksomme på, hvorvidt der mulig også havde været kogt eller sydet kød i denne grube; men vi fandt intet spor deraf.”

4. Når folk fra egnen er kommet til offerfest på Hofstaðir, er de kommet syd- eller østfra, og de har kunnet stille deres hest i folden, som var den første ”bygning”, de kom til. Derefter har de kunnet gå til hallens indgangsdør, som var på den østlige side af bygningen. Nogle gamle ridestier viser, at folk har redet her ind over heden og ned til Hofstaðir.

5. Betydningen af stednavnet Hofstaðir og det faktum at en mundtlig tradition stædigt fastholdt, at her var tale om et gammelt gudehov, havde vakt de to forskeres nysgerrighed. Men efter at have foretaget deres udgravninger og fået bekræftet, at dette var tilfældet, fik såvel stednavn som tradition naturligvis en egen vægt i argumentationen.

Efter at Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde publiceret deres artikler i både danske og udenlandske tidsskrifter, stod resultaterne af deres fund stort set uimodsagt, indtil Olaf Olsen tog spørgsmålet op i sin afhandling Hørg, hov og kirke.

Olaf Olsens undersøgelse i 1965

Olaf Olsen var både historiker og arkæolog. Målet med hans afhandling var at undersøge, om man ad arkæologisk vej kunne påvise spor af førkristne kultbygninger. Som udgangspunkt afviser han de skriftlige kilder, især sagaerne. I sin gennemgang af eksisterende arkæologisk materiale fra en række lokaliteter fordelt over hele Norden når han den konklusion, at kulthuse ikke kan påvises.

Olaf Olsen afviste alle de islandske Hof-lokaliteter, som tidligere var blevet udråbt som hedenske kultbygninger. Kun på Hofstaðir ved Myvatn mente han, at de arkæologiske fund bekræftede kultisk aktivitet. Selv om han mente, at Daniel Bruun og Finnur Jónssons udgravning af tomten efter tidens forhold var forbilledlig, forkastede han de fleste af deres konklusioner. Han sammenfatter problemstillingen således: ”At vi på Hofstadir i Myvatnssveit står over for en veizluskáli, en gildeskåle af imponerende dimensioner, vil ingen bestride. Uenigheden indskrænker sig til opfattelsen af, hvorvidt denne har tjent verdslige eller kultiske formål eller muligvis begge dele. Dette problem kan ikke løses alene på grundlag af de arkæologiske spor i hallen. Vi må rette blikket mod de øvrige lokaliteter, der er knyttet til skålen.”

Han var enig med Daniel Bruun og Finnur Jónsson i, at hallen havde været anvendt som gildehal herunder også til religiøse fester. Men ikke udelukkende. Her var også foregået daglige sysler, ligesom bænkene langs væggene måtte have fungeret som senge. At tilbygningen skulle have haft en kultisk funktion, fandt han derimod ingen dokumentation for, og han mente, at Daniel Bruun og Finnur Jónsson ikke kunne være kommet til denne konklusion, hvis ikke de havde støttet sig til beskrivelsen af Torolf Mosterskægs gudehov i Eyrbyggja saga. Og da Olsen ikke stolede på denne kilde, kunne den naturligvis ikke inddrages i tolkningen af de arkæologiske fund.

Kritisk stillede han sig også i forhold til den mangelfulde undersøgelse af de to ”tilbygninger” D og E ind mod vestmuren (se kortet). Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde tolket disse som henholdsvis et opbevaringsrum og en affaldsdynge. Olsen kalder dette ”en stedmoderlig behandling” og efterlyser en langt grundigere undersøgelse.

Hofstaðir ved Myvatn. Ill.: clm.

Helt central blev dog hans kritik af Bruun og Jónssons tolkning af den ovale tomt. Det er især denne han sigter til, når han siger, at vi ”må rette blikket mod de øvrige lokaliteter, der er knyttet til skålen.” Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde været i vildrede om, hvordan dette mærkværdige og meget formfaste anlæg skulle forstås. De endte med at udlægge det som en affaldsgrube, hvori aske og andet affald fra hallen var blevet deponeret efter blotgilder. De bemærkede dog, at affald på islandske gårde almindeligvis blot blev hældt ud over en skrænt.

Efter aftale med Kristján Eldjárn fik Olaf Olsen i 1965 mulighed for at genudgrave dele af den ovale tomt. Han lavede et tværsnit af gruben for at analysere indholdet nærmere. Resultatet var klart. Strukturen i indholdet viste, at der ikke var tale om løbende påfyldning men snarere om aktivitet på stedet. Blandt indholdet fandt han talrige ”sodede sten af sydestørrelse samt talrige dyreknogler”, hvilket ifølge Olsen indikerer ”at vi står overfor en sydeplads af anselige dimensioner.”

Imod Daniel Bruun og Finnur Jónssons tolkning talte også grubens præcise formgivning og indhegning. Dertil kom dens placering præcis på linje med hallens midterakse, hvilket kunne tyde på en vigtigere funktion. Desuden mente Olsen, at hovedindgangen til hallen havde været i den sydlige trægavl, hvilket ville betyde, at affaldsdyngen var placeret få meter foran hovedindgangen. Usandsynligt, sagde Olaf Olsen.

Til den daglige madlavning på gården havde man næppe brug for en sydegrube på 5–6 meter i diameter og man har formodentlig ikke tilberedt mad i det fri. Derimod konkluderer Olaf Olsen, at gruben ville have været velegnet til tilberedning af mad til store gilder, hvor der måske ikke var plads i huset. Vi kan forestille os, siger han, at gruben ene og alene har tjent til rituel tilberedning af de slagtede offerdyr – et led i de kultiske handlinger, som nåede deres højdepunkt ved det rituelle måltid inde i hallen.

Men, tilføjer Olsen: ”Heraf følger ikke umiddelbart, at vi behøver at opfatte den store langhustomt som en bygning, der udelukkende har stået i religionsudøvelsens tjeneste. Tværtimod er der – som ovenfor fremhævet – meget som taler for dens profane benyttelse. Ikke desto mindre mener jeg, at det må være berettiget at anvende betegnelsen hof for langhuset på Hofstaðir. Vi har i kapitel III betragtet den hedenske kult, som den fremstilles i førkristne kilder, og set at den ikke i sig selv forudsætter tilstedeværelsen af eksklusivt sakrale bygninger. Ligeledes kunne det påvises, at ordet hof ikke nødvendigvis må oversættes ved 'tempel', men antagelig kan opfattes som betegnelse for en gård, på hvilken der er foregået kulthandlinger, vel især blotgilder, for en større gruppe mennesker end gårdens egne beboere. Nu kan vi med støtte i de udgravede tomter på Hofstaðir rejse det spørgsmål, om det hedenske hov på Island ikke netop var storbondens prægtige veizluskáli, hans gildeshal som til daglig tjente profane formål, men ved særlige lejligheder blev rammen om kultmåltider for en større gruppe mennesker.”

Den definition af hof, som her og andre steder gives, forblev Olsens opfattelse, og som sådan fik hans syn mere varig indflydelse end Daniel Bruun og Finnur Jónssons. Det er dog værd at notere sig, at selv om Olaf Olsen repræsenterer en anden tid og dermed en anden tænkning, så står den konklusion, som han når frem til, ikke i egentlig modsætning til Daniel Bruun og Finnur Jónssons.  Hvor de talte en kultbygning, talte Olsen blot om et kultsted. Men for begge parter var Hofstaðir en lokalitet, hvor førkristne kulthandlinger havde fundet sted.

Gavin Lucas’ udgravning i 1991–2002

Den største og mest tilbundsgående arkæologiske undersøgelse, som nogensinde er foretaget på Island, er netop en undersøgelse af Hofstaðir. Den strakte sig over mere end et årti – fra 1991 til 2002. Mere end 40 forskere og arkæologistuderende fra forskellige lande og med forskellige discipliner og specialer deltog i projektet. Arbejdet foregik under ledelse af arkæologerne Gavin Lucas, Adolf Friðriksson og Thomas McGovern. Forskernes primære mål med projektet var: (1) at tidsbestemme tomten på Hofstaðir og (2) at fastslå dens funktion. Resultatet af de mange års arbejde mundede ud i en omfattende rapport, som udkom i 2009. Her er det kun muligt at fremdrage de overordnede linjer i rapporten og sætte særligt fokus på de aspekter, som har relevans for dette studium.

Grundplan med de enkelte bygningsdeles anvendelse. Tegnet på baggrund af de nye udgravninger. Ill.: clm.

Første mål nåede man forholdsvis hurtigt. På Island er et af de vigtigste redskaber til tidsbestemmelse af fund den såkaldte tefrakronologi, hvilket er en metode, hvorved man ved hjælp af vulkansk aske og støvaflejringer kan foretage en ganske præcis datering. Bl.a. på baggrund heraf kunne arkæologerne datere de ældste dele af tomten til år 940, ligesom de kunne sige, at stedet var blevet nedlagt omkring 1030, hvilket ville have givet den en levetid på omkring 90 år. – Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde anslået byggeåret til ca. 900. De havde også sagt, at hallens levetid ikke kunne have været meget over 100 år, da et hedensk gudehov næppe ville være blevet tolereret efter kristendommens indførelse i år 1000. 

Det andet mål – at fastslå hallens funktion – udgjorde en større udfordring, ikke mindst fordi denne funktion skulle kunne dokumenteres arkæologisk. Det resultat, som forskerteamet nåede frem til byggede hovedsageligt på (1) konkrete tingfund på stedet og (2) videnskabelige analyser af fundmateriale. Man analyserede fx de øverste lag af gulvmaterialet, aske og kul fra ildstederne, sammensætningen af jernslagger osv. Ved analyse af organisk materiale, fx pollen og andre plantedele eller knogle- og benrester var man i stand til at påvise, hvilke sorter af planter og hvilke arter af dyr som havde været repræsenteret og i hvilket omfang.

Alt, hvad Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde udgravet blev bid for bid genudgravet og analyse- ret. Udgravningsområdet blev udvidet, eftersom der dukkede spor op efter nye bygningsdele.  Udgravningerne viste et langt mere komplekst bygningsanlæg, som havde udviklet sig over tid. Hallen var angiveligt blevet udbygget. De to tilbygninger på den vestre langvæg, som Bruun ikke havde tillagt nogen betydning, blev helt udgravet og undersøgt. Fundamentet til skillevæggen mellem halbygningen og den lille tilbygning mod nord afslørede, at der havde været adgang mellem de to rum. Yderligere en tilbygning ved hallens sydøstlige hjørne blev afdækket. Resultatet af udgravning, fund og analyser gjorde det i vid udstrækning muligt at fastslå, hvad de enkelte dele af bygningskomplekset hav-de været brugt til.

Olaf Olsen var nået til den konklusion, at halbygningen på Hofstaðir ikke var et gudehus som sådan men storbondens ”gildeshal som til daglig tjente profane formål, men ved særlige lejligheder blev rammen om kultmåltider for en større gruppe mennesker”. De nye undersøgelser kunne et langt stykke af vejen bekræfte dette, men forskerne nåede deres konklusion ad andre veje end Olsen.

At Hofstaðir havde fungeret som en storbondes gård fremgik bl.a. af de aktiviteter, som kunne spores i de enkelte dele af komplekset – fremstilling og bearbejdning af jern, vævning og tekstilarbejde, kogning, madlavning, køkkenaffald m.m. Livet på Hofstaðir har ikke adskilt sig fra det liv, som almindeligvis forbindes med gårdbrug på den tid: husdyrhold, markarbejde, daglige sysler ude og inde. Den nye plantegning viser funktionen af de enkelte bygningsdele. Opbyg-ningen af den store trefløjede hal med bænke langs væggene og ildstedet i midten kunne bekræftes af de nye undersøgelser. Dog forekom ildstedet påfaldende lille i forhold til hallens længde og der blev stillet spørgsmål ved, om det havde kunnet opvarme hele rummet om vinteren. Hallens usædvanlige størrelse tilsagde, at den måtte være opført for at kunne rumme meget store forsamlinger af mennesker, og at den omkring år 980 er blevet udvidet med omkring 50% understreger, at behovet for plads ikke blot har været varigt, men at det er vokset i den tid, hvor hallen har været i brug.

At halbygningen også havde haft en sakral funktion blev af Olaf Olsen delvist begrundet med den ovale fordybning syd for hallen. Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde tolket denne som en affaldsgrube, men for Olaf Olsen tydede alt på, at der var tale om en sydegrube til tilberedning af de slagtede offerdyr. For begges vedkommende byggede deres tolkning dog ikke på en fuld udgravning, men på et diametralt tværsnit, som viste de forskellige lag i gruben. Den nye undersøgelse af netop denne del af komplekset var meget omfattende og indbefattede en fuldstændig udgravning.  Da forskerne havde afsluttet dette arbejde, stod det klart, at der hverken var tale om en affalds- eller sydegrube, men derimod om et såkaldt grubehus – delvist nedgravet i jorden og ellers opført af tørv. Hustypen kendes fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder i store dele af Nordeuropa. Forskerne kunne også påvise, at huset bl.a. havde været anvendt til vævning og andet tekstilarbejde, idet der blev fundet ti vævevægte på gulvet og et muligt anlæg til en væv. Et tydeligt ildsted og tegn på faste bænke langs den nordlige væg indikerede, at huset også havde fungeret som bolig. – Undersøgelser viste, at husets ”levetid” havde været kort. Det havde kun været benyttet i hen ved 40 år. Efter at være sunket sammen, blev den efterladte fordybning anvendt til affald. Daniel Bruun og Finnur Jónsson havde haft meget fokus på tilbygningen mod nord. Her forestillede de sig, at hovgoden kunne have udført de rituelle handlinger, og her kunne hovets gudefigurer have stået. De mente ikke, at der havde været adgang til denne afdeling fra halbygningen, men noget tydede på, at skillevæggen havde været så lav, at man fra hallen havde kunnet se ind i rummet. De nye undersøgelser understøttede imidlertid ikke denne beskrivelse. Forskerne fandt, at der faktisk havde været adgang mellem hal og tilbygning, men de fandt desværre også, at jordlagene i tilbygningen var så forstyrrede af udgravning og af en senere bygning på stedet, at kun dele af det oprindelige gulv kunne identificeres, så det ikke var muligt at konkludere noget om anvendelsen af denne del af komplekset.

Arkæologerne var enige med deres forgængere om, at indgangen til hallen skulle findes i den nordlige del af den østlige langvæg. Men ca. overfor på den vestlige langvæg, fandt de endnu en åbning, som førte til det, som af Bruun var blevet tolket som en affaldsdynge. Udgravningen viste, at her var tale om en latrin med plads til tre personer. Dette var ikke set hverken før eller siden på islandske gårde fra vikingetid.

I det sydøstlige hjørne af hallen dukkede der yderligere to mindre bygninger op. Den ene var et selvstændigt hus og havde rummet en smedje. Bygningen var på et tidspunkt blevet flyttet nogle meter mod syd. Den anden var bygget ind mod hallen som en tilbygning, og der var kun adgang til den fra hallen. Et ildsted og en særlig form for tøndegrube i gulvet indikerede, at her var blevet tilberedt og opbevaret mad, hvilket også fremgik af, at gulvet i rummet indeholdt et usædvanligt stort antal partikler af brændt ben.

100 meter sydvest for tomten dukkede der pludselig nye brikker op til puslespillet, idet man stødte på rester af en meget gammel kirke og tilstødende kirkegård. Forskerteamet havde ikke mulighed for at inddrage de nye fund i deres undersøgelser, men overlod det til et andet hold af arkæologer, som med enkelte afbrydelser har arbejdet på denne udgravning, og projektet er endnu ikke afsluttet. Indtil videre er der fundet spor af to på hinanden følgende kirkestrukturer og 113 grave. De ældste spor i dette anlæg går tilbage til første halvdel af 1000–tallet.

Kraniet af et af de mange rituelt slagtede dyr. Ill.: clm.

Ligesom det havde været muligt for forskerne at tidsfæste opførelsen af Hofstaðir til år 940, var de i stand til at sige, at bygningskomplekset – i hvert fald beboelsesdelen – var blevet forladt engang i første halvdel af 1000–tallet. Herefter er såvel hallen som nogle af tilbygningerne kun blevet benyttet til opbevaring af hø. Tilsyneladende er dyrkningen af jorden fortsat, og en ny gård er blevet opført overfor den nye kirkebygning. Vi kender ikke årsagen til denne flytning, og det er for så vidt ikke usædvanligt, at en gård flyttes. Alligevel er der flere forhold omkring nedlæggelsen af den gamle hal, som ifølge Lucas Gavin og Thomas McGovern er yderst usædvanlige og får dem til at tale om rituelle handlinger, som er blevet udført i forbindelse med nedlæggelsen af hallen.

Uvist hvorfor var disse rituelle handlinger særligt knyttet til til- bygningen i det sydøstlige hjørne, hvor der tidligere var blevet tilberedt mad. Tre ting stak i øjnene. (1) Den store tøndegrube, som fandtes i gulvet, var blevet fyldt op med slagger, sinder og andet jernaffald. (2) Et får var blevet ofret og efterladt i rummet. (3) I alt 23 kranier fra kreaturer lå samlet i to bunker, hvoraf den ene fandtes i denne bygning.

Forskerne forklarer selv, hvori det religiøse eller rituelle element består. Tilbygningen havde ingen udvendige døre, så de mange kilo jernslagger er blevet båret antageligt fra smedjen, ind gennem hallen og videre ind i tilbygningen, hvor det er blevet hældt ned i gruben. Handlingen giver ikke umiddelbart mening for os, men Gavin Lucas peger på, at den kan have gjort det for den tids mennesker, for hvem fremstillingen af jern var forbundet med noget magisk, hvilket fremgår af såvel folketroen som eddadigtene, hvor historien om Vølund Smed er den mest kendte. Da bygningen skulle sløjfes, blev et får trukket ind i tilbygningen, slagtet og givet i et offerritual. At slagtningen af fåret har været en offerhandling, fremgår af måden, hvorpå det er slagtet: det er dræbt ved et hårdt slag i panden. Gavin Lucas gør desuden opmærksom på, at fåret er specielt ved at være naturligt hornløst. Både slagtemåden og det hornløse får ses sjældent på Island. Hele fåret er lagt ind i huset, men har muligvis været delt op i flere stykker, hvis ikke det er blevet spredt af hunde eller andre dyr.

Mest gådefuld forekommer dog de mange kranier fra køer eller tyre. Ved den sydvestlige tilbygning fandt man otte kranier. I tilbygningen mod sydøst fandt man fjorten og udenfor hallens nordvestlige hjørne fandt man et enkelt. Kranierne i de to bunker var tydeligvis samlet sammen og bevidst anbragt, hvor de lå. Zooarkæologen Thomas McGovern undersøgte dette materiale og kunne konstatere, at dyrene var dræbt ved et hurtigt og hårdt slag mellem øjnene, hvorefter de var blevet halshugget, en fremgangsmåde, som ikke lignede en almindelig slagtning men snarere en ofring. Overfladeanalyser af kranierne viste, at de havde været udsat for vind og vejr gennem længere tid. McGovern mente, at de måtte have hængt på bygningens vægge eller tag, mens den var i brug. Da hallen skulle nedlægges, er disse kranier omhyggelig blevet samlet og anbragt, hvor de blev fundet. McGovern siger: ”Der er to faser af mulige rituelle aktiviteter i disse deponeringer: først den oprindelige slagtning af kvæget og dernæst anbringelsen af deres hoveder i det 10. eller begyndelsen af det 11. århundrede og måske slagtningen af et får for at beskytte sig mod onde kræfter ved nedlæggelsen af den treskibede hal.”

”Disse tre elementer,” siger Gavin Lucas sammenfattende, ”antyder alle bevidste handlinger med rituel eller symbolsk betydning.” Sådanne handlinger har muligvis skullet sikre en ordentlig afslutning, ligesom der ved hallens opførelse var anbragt deponeringer i to af stolpehullerne ud for højsædet, angiveligt med det formål at sikre en god begyndelse. Afslutningsvis skal vi forsøge at sammenfatte rapportens konklusioner og samtidig skele lidt til det artikelmateriale, som er udgivet i forbindelse med arbejdet. Her slås det fast, at Hofstaðir ikke i sig selv har været et kulthus, men at kultisk aktivitet ikke desto mindre har fundet sted på gården. De vigtigste argumenter er følgende:

1. Hallens størrelse er et faktum i sig selv. Hofstaðirhallen er den suverænt største hal, som er fundet på Island. Den er tre gange større end normalen, og den er næsten dobbelt så lang som andre store haller som fx Hrísbrú ved Mosfell. ”Måske er hallen så stor af den simple grund, at der skulle være plads til at beværte store forsamlinger på visse tidspunkter af året.” Ud fra de gennemførte analyser kunne det endvidere konstateres, at der periodisk var blevet fortæret store mængder af kød i hallen. Lucas knytter dette til måltiderne ved de store sammenkomster.

2. I forbindelse med bænkene langs væggene fandt arkæologerne tegn på, at der havde været en form for aflukke, så gæsterne kunne lukke deres låge, når de lagde sig til at sove. Dette var ikke set før og blev tolket som endnu et tegn på, at det ikke var indrettet til gårdens egne beboere, da de almindeligvis sov i samme rum.

3. Eksistensen af en separat toiletbygning er påfaldende og overraskende. Noget tilsvarende kendes ikke fra noget andet sted på Island og ville næppe have været nødvendig på en almindelig gård. Ved en bygning, hvor mange er forsamlede, kunne det derimod være mere påkrævet. At latrinen er indrettet, så der er plads til flere ad gangen, kendes også fra sagalitteraturen.

4. Fundet af kranier og knogler fra dyr, som var blevet rituelt slagtet, er vel nok den klareste indikation på, at her har fundet kultiske handlinger sted. Her har nordboerne ofret til deres guder. Her har de holdt rituelle måltider. Her har de udøvet deres religion. Ifølge Gavin Lucas er de ”to elementer ved de store sammenkomster, som fremgår af de arkæologiske resultater fra Hofstaðir: gilde og ofring.”

5. Som samlingshal har Hofstaðir været det, som kan kaldes en multifunktionel bygning. Her blev dagliglivet levet. Her blev livets og årets højtider fejret. Her blev holdt, hvad vi i dag ville kalde politiske samlinger. Ifølge Gavin Lucas var Hofstaðir en hal, som ”. . . uden tvivl blev benyttet helårligt til almindelig husholdning med de aktiviteter, der skulle til for at opretholde livet, men som periodisk – dvs. om sommeren – også var rammen om større forsamlinger af mennesker fra egnen. Det nytter ikke noget at spørge, om sådanne samlinger var religiøse eller politiske. Det er indlysende, at de kunne være begge dele og at de sandsynligvis var det.”

6. At hallen nedlægges omkring år 1030, samtidig med at der opføres en kirke, gør det næsten uundgåeligt at se en sammenhæng mellem disse to begivenheder. ”Når vi ser, hvorledes der ved hallens nedlæggelse blev insisteret på at udføre hedenske ritualer et kvart århundrede efter at kristendommen formelt var blevet indført på Altinget i år 1000, hænger det måske sammen med, at kristendommen på dette sted mødte hedensk modstand, hvilket i sidste ende dog slog fejl, da man så at sige havde holdt på den forkerte hest.” Gavin Lucas ser en direkte sammenhæng mellem bortskaffelsen af kreaturkranierne og antagelsen af kristendommen. Man ønskede at fjerne ethvert tegn på hedensk tro, hvilket disse kranier utvivlsomt var.

7. Endelig står stednavnet som et vidnesbyrd om Hofstaðirs fortidige status. For arkæologen Ga-vin Lucas er arkæologiske bevi-ser naturligvis de mest tungtvej-ende. Ikke desto mindre siger han, at ”Hofstaðirs krav om at spille en hovedrolle, støttes af stednavnet. Almindeligvis tolkes dette som tempel, men ordet hof kan i bredere forstand betegne et centralt sted, som har rituel betydning.” Den islandske stednavneforsker Svavar Sigmundsson siger, at beviserne for førkristne aktiviteter er specielt stærke på de steder, hvor kristne kirker siden er blevet rejst.

For andre forskere, som beskæftiger sig med førkristen religion, har fundene ved Hofstaðir været opsigtsvækkende og tiltrukket sig stor opmærksomhed. Ikke blot indenfor arkæologien, men også indenfor religionshistorie og stednavneforskning ser man perspektiver i resultaterne fra Hofstaðir. Olof Sundqvist og Per Vikstrand siger således: ”Att stora offentliga offerfester med rituell slakt förekommit i anslutning till stormannagårdar med hallbyggnader på Island vittnar de senaste årens utgrävningar vid Hofstaðir i Mývatnssveit om. Den senaste rapporten därifrån omfattar sensationella resultat. . . De arkeologiska fynden och namnet Hofstaðir ger hursomhelst tydliga indikationer på att ordet hof betecknat ett slags kultbyggnader som använts i anslutning till stora kalendariska offerfester, troligen också disblot.”

Senest har Orri Vésteinsson slået til lyd for, at i de årtier, hvor den store halbygning og den lille kirke har eksisteret side om side, har beboerne på Hofstaðir og opland benyttet begge bygninger. I hallen er de kommet for at tage del i blot og andre hedenske kulthandlinger og om søndagen er de gået til kirke og har deltaget i gudstjenesten. Vésteinsson sætter denne periode til 40-50 år. –Hvis dette er tilfældet, betyder det, at kristendommens indførelse på Island ikke er sket så brat, som man hidtil har troet og som sagaerne giver indtryk af. Dette kaster et helt nyt lys over religionsskiftet, men det gør også udgravningerne ved Hofstaðir så meget mere enestående.  

 

Fodnoter